Det var ikke mere end 12 og det omrejsende teater trup som Aileen var med i var igang med at stille op til et stykke de kaldte for. En dag hos de indfødte. den handlede om de der først kom til krystallandets områder og havde været der i mange år. ikke en sand historie men ren historier fra kroer og mund til mund.
Aileen skulle spille et halvdyr og ha katte ører og det var nemt med hendes evne.
Aileen skulle være en der var indfødt og havde levet der i mange år i skoven. hun havde en god rolle. ikke stor men heller ikke lille. hendes evne til at påvirke folk virkede upåklagelidt og folk blev da også trist når hun spillede trist og omvendt. hendes evner havde hun stor glæde af i denne trup. hun ville dog nogle gang ønske hun kunne være et sted fast. men noget i hende kunne ikke få hende til at forlade truppen. de havde været der for hende da hun allermest havde brug for dem.

folk stoppede op imens de gik på pladsen og hørte deres optraden. der var alle mulige racer i denne trup. lederen var en kentaure og stod for scene skift med nogle andre. Aileen havde længe kun haft små roller. men denne rolle var en smule større. for hun skulle fanges som slave og vise hvordan halvdyr blev brugt som slaver. noget hun ikke synes var okey.

Rygterne om den omrejsende teatertrup nåede den unge Ciriya af Kazimi, mens hun befandt sig midt i Balzeras pulserende marked. Rygterne spredte sig som en summen gennem boderne på markedet, og selvom hun vidste, at man ikke burde lytte til den sladder, der florerede i gaderne, så fangede netop denne nyhed alligevel hendes interesse. Ciri havde hørt om sådanne trupper før. Hvordan de var en kulturel blanding af en grad, hun sjældent havde set. Et virvar af forskellige racer fra mange forskellige dele af krystallandet. Hun havde altid været fascineret af kultur, selv før hun var flyttet til Balzera og havde brugt den til at tage sit nye hjem til sig. Derfor var hun også næsten nødt til at kigge forbi, når nu en så glimrende mulighed for at opleve andre kulturer, end dem hun allerede kendte, fandt vej til Balzeras gader.

Langsomt, og fulgt af både sin personlige slave og et par vagter fra palæet, fandt hun derfor vej til pladsen, hvor truppen havde sat deres scene op. Det virkede umiddelbart som et meget beskedent foretagende, men det var vel også mest praktisk, når man skulle bringe det hele med sig på rejsen gennem landet? Trods de beskedne forhold, eller måske faktisk på grund af de beskedne forhold, var denne type forestilling uvant for den unge prinsesse, og hun holdt sig derfor lidt i baggrunden, selvom stadig fulgte nøje med i stykket. Også selvom hun var lige så fascineret af den brogede sammensætning af racer og personligheder, der arbejdede både på og bag scenen. De var faktisk slet ikke dårlige af en omrejsende trup at være, men selvom flere af dem måske havde bedre evner som skuespillere, så blev Ciris opmærksomhed alligevel fanget mest af det unge halvdyr. Eller i hvert fald den unge kvinde, der spillede et halvdyr. Det var jo umuligt at vide, om der var tale om kostumer eller egentlige race-træk i et skuespil. Ikke desto mindre så var det en imponerende effekt, hun havde på publikum.

Der var ingen tvivl om, at Aileen fascinerede den unge prinsesse, der var lige dele optaget af Aileens effekt på publikum og indlevet i hendes rolle. I sådan en grad at hun tilmed stod tilbage med en knugende fornemmelse i maven, da scenen med Aileens tilfangetagelse var overstået, og hun måtte tage en dyb vejrtrækning for at falde til ro igen. Det var et vovet stykke at opsætte i Balzera, hvor slaveriet stadig var en del af hverdagen, men det lod til at teatertruppen havde undgået for megen negativ opmærksomhed, og for deres skyld håbede Ciri, at det forblev sådan. Ikke desto mindre kunne hun se, at det ikke kun var hende, der var blevet påvirket af skuespillet. Det var ret tydeligt, at flere personer forsøgte at overkomme det ubehag, som den unge skuespillerinde havde indgydt i dem. Hvordan hun havde formået det i sådan en grad, var en gåde for Ciri, men hvis hun kunne få mulighed for at veksle et par ord med hende, kunne hun måske få svar på sine spørgsmål? For hvorfor rejste en pige med hendes talent dog rundt med en teatertrup? Med de rigtige rammer kunne hun sikkert drage det vidt, med den effekt hun havde selv med hendes upolerede skuespillerevner.

Det lå dog ikke i Ciris natur at blande sig i sådanne sager, men hun blev alligevel stående på pladsen selv efter stykket var færdigt, i håb om at få den unge skuespillerinde i tale. Ikke for at skabe splid mellem hende og truppen, men på grund af en ærlig interesse i Aileens evner på scenen og en vis ’professionel’ interesse også. Ciri var jo selv optaget af interesser, der ofte blev forbundet med optråden, om end ikke med skuespil, og at have sådan en effekt på publikum… det måtte simpelthen være opløftende! Så mere end fascination og ærefrygt, så var det nysgerrighed, der fik Ciri til at blive stående. Hvordan gjorde hun mon?

ja det var vovet men truppen havde rejst rundt med denne forestilling for at fortælle en historier fra kroer og folket. Aileens rolle virkede dog meget påvirkelig på folket hvilket hun kun tog som ros for hendes evne i skuespil og hendes magiske evner. da stykket var færdig forsvandt Aileens katte ører og blev til rigtige ører istedet. hun trak vejret dybt. hun brugte meget chakra på det ved at holde det i så lang tid, men det var det hele værd.

hun gik ud foran scenen for at hjælpe med at pakke ned sammen med de andre da hun fik øje på en lille flok væsner lidt der fra. det lignede vagter og en lille samling af.... slaver? ej det kunne da umuligt være sandt. hun spurgte kentauren om det var ok hun gik over til den forsamling. han så mod dem og nikkede så. 

Aileen lyste op og gik roligt over til dem hun bukkede med lidt nejen da hun kom over til dem. "undskyld jeg spørger, men kan vi hjælpe Dem?" spurgte hun og så på de folk der lignede vagter og så den smukke kvinde i midten. hun ville da gerne hjælpe dem vis de manglede noget eller vis de bare havde spørgsmål til stykket. Aileen elskede at høre hvad folk sagde om deres stykker. og hvad der kunne gøres bedre? hvad der var af fejl i historierne? osv osv.

Aileens grønbrune øjne så på alle dem der stod sammen. hun håbede en af dem ville tale. eller ikke mindst nikke som et hej. hun smilte venligt og fik øjenkontakt med en af vagterne. hendes smil forsvandt kort. han lignede altså lidt hendes stedbror som var byvagt. men det kunne umuligt være ham.

Stykket var bestemt ikke irrelevant, selv hvis man så bort fra den vovede udstilling af Krystallandets slavehandel, da der selv i Balzera sikkert var flere, der, som Ciri, sympatiserede med skuespillets budskab. Også selvom det nok havde været Aileens evner, der havde haft den største effekt på publikummet på pladsen. Men spørgsmålet om slavehandel var var ikke nogen simpel sag, specielt ikke når det kom til halvdyr, hvor man jo faktisk kunne debattere, hvor grænsen mellem ’menneske’ og dyr gik. Ikke at det burde give de andre racer ret til at behandle dem som slaver, naturligvis, men det var desværre ikke alle, der delte den overbevisning – specielt ikke i Balzera.

Ciri havde selv haft en del indre debatter om emnet, i tiden efter hun var flyttet til Balzera, ikke mindst da hun var blevet tildelt sin egen personlige slave i bryllupsgave. Men selvom hun havde tilpasset sig en verden, hvor slavehandel var lovligt, så havde hun stadig ikke vænnet sig til tanken. Skuespillet bragte derfor også en masse minder om emnet op til overfladen igen, som hun bevidst måtte lægge fra sig, da det var færdigt.

Dernæst kunne hun i stedet vende sin opmærksomhed mod den unge skuespillerinde. Hun tøvede lidt, mens hun overvejede, hvordan hun skulle tage kontakt til truppen, men så gik Aileen hende pludselig i møde og unødvendiggjorde Ciris spekulationer. I stedet tog hun imod Aileen med et strålende smil og et venligt nik med hovedet. Om hun kunne hjælpe hende med noget? Tja..

”Ærlig talt,” sagde Ciri stille, mens hun inderligt frydede sig over situationens udvikling, ”så håbede jeg faktisk på at få Dem i tale.” Hvilket ufatteligt lykketræf, at det netop havde været hende, truppen havde sendt over for at forhøre sig! ”Først og fremmest for at udtrykke min beundring over deres evner,” forklarede hun roligt, ”De har en ganske imponerende effekt på deres publikum.” Hendes ord var lige dele ros, der blev videregivet med et let nik, og lige dele interesse. Hun håbede stadig, at Aileen måske ville fortælle lidt om sig selv, og måske endda den effekt hun havde på publikum, men under alle omstændigheder så ønskede Ciri i det mindste at videregive sin ros.

Hun bemærkede dog, hvordan Aileens blik fæstnede sig ved en af hendes vagter og vendte derfor også blikket mod ham, da Aileens smil forsvandt. Han lod dog ikke umiddelbart til bevidst at være skyld i Aileens ændrede humør, men alligevel løftede Ciri let hånden i hans retning og fik ham til at træde let tilbage. Hun var bestemt ikke interesseret i, at han gjorde Aileen utilpas, nu hvor Ciri faktisk havde formået at få hende i tale. Han gjorde da heller ingen protester, selvom han selvfølgelig ikke forlod sin post, men blot trådte lidt mere i baggrunden. Dernæst vendte Ciri blikket tilbage mod Aileen med et mildt smil og en slående interesse i de lyse, blå øjne.

Aileen havde faktisk selv taget valgtet at gå der over. de andre kunne lige ledes ha gjort det. men Aileen var den der så det som en pligt at hjælpe. hun smilte venligt da kvinden her talte. få hende i tale. det var sjovt det var ikke hverdag at folk ville ha hende i tale. og hun rødmede lidt da hun blev rost. hun var ikke van til ros til sin skuespil og magiske evne.

hendes blik faldt jo på vagten men da kvinden løftede hånden faldt Aileen ud af trancen og så mod kvinden igen og kløede sig faktisk lidt flovt i nakken. "undskyld. han har ikke gjort noget galt. han ligner bare en jeg kender" sagde hun hurtigt som i at hun ikke ville ha vagten fik ballade pga hun lige så sin stedbror i ham.

Aileen så på kvinden Ciriya og smilte forsigtigt. "jeg takker. jeg har altid ønsket at kunne påvirke folk på den måde." hun tænkte lidt tilbage på hendes far. en far som ønskede hun var kriger som ham. en der ville forvolde krig og ødelæggelse. men truppen her havde redet hende fra sådan et liv. hun havde fået en chance for at bruge sin evne på folk til at føle glæde, sorg, vrede, og så meget andet. og så kunne hun ligne hvem hun ville med sin evne.

Det var måske de færreste blandt truppens normale publikum, der fandt en dybere interesse i skuespillet, men Ciri kunne ikke dy sig. Hun havde selv optrådt med sin musik mange gange, for private forsamlinger, men at have sådan en effekt på sit publikum. Hun kunne næsten mærke henrykkelsen boble frem i sit indre. Derfor klukkede hun også let for sig selv, da Aileen rødmede, da hun genkendte reaktionen fra sig selv.

Da Aileen dernæst skyndte sig at forklare, at vagten ikke havde gjort noget galt, nikkede Ciri blot let med et mildt smil. Det var nu ikke fordi hun havde tænkt sig at straffe ham for at stjæle Aileens smil, men det var altid rart at vide, at hendes vagter ikke bevidst sendte folk onde blikke bag hendes ryg. En let interesse spirede dog frem i Ciris bryst ved Aileens ord, da hun undrede sig over grunden til at en, man kendte, skulle fjerne smilet fra ens læber ved gensyn. Men selvfølgelig var der nok mere til Aileens liv end blot den omrejsende teatertrup, måske endda begivenheder der havde ført til hende til truppen i første omgang.

Med en voksende interesse for den unge skuespiller betragtede Ciri hende med et mildt smil mens hun tog rosen til sig. ”Det må være opløftende,” svarede hun begejstret, åbenlyst interesseret i at høre mere. ”Har De altid haft den evne?” spurgte hun så og bed sig let i læben for at beherske sin begrænsning, og netop den bevidste selvbeherskelse fik Ciri til at reflektere over sin opførsel.

”Åh!” udbrød hun så pludselig og løftede en hånd mod sine læber, ”det må De virkelig undskylde, jeg har helt glemt at præsentere mig.” Ciri rystede let på hovedet af sig selv med en svag rødmen i de lyse kinder. Var hun virkelig så forblændet af Aileens talent, at hun tillod sig selv at glemme en almindelig høflig hilsen? Så tog hun let fat i det lange skørt og nejede elegant for Aileen, ”Ciriya af Kazimi.” Det var en ganske simpel hilsen, men det var aldrig til at vide, hvilken effekt slægtsnavnet havde på folk omkring hende. Ikke desto mindre så glimrede hendes øjne stadig begejstret, da hun vendte dem mod Aileen igen.

Alieen ville jo ikke skabe problemer for andre, så som vagten. hun smilte lettet da ciri nikkede. hun så på hende og nikkede lidt til hendes ord "ja. jeg vil hellere påvirke nogle med noget skuespils glæde end påvirke dem til noget grusomt." sagde hun roligt og smilte varmt. hun så på ciri da hun præssenterede sig. Aileen måtte tænkte lidt. hvor havde hun hørt det navn henne før?
hun bukkede og nejede halvt af begge dele for at så at sige. "jeg er Aileen Jasmin Armina" hun håbede inderligt ikke at ciri kendte til armina familien der var en rigtig krigs familie der var kriger byvagter eller lignene alle sammen. for de ledte måske stadig efter hende. noget hun ikke gad.

Aileen rettede sig op igen og så på ciri lidt tid. hun kunne ikke sætte fingeren på det med navnet. "undskyld, men deres slægts navn... hvor er det fra?" hun havde hørt det før men hvor. var det et stykke om dem? var det en eller anden berygtet slægt? eller sådan noget?

Aileen kunne bare ikke få fingeren sat på hvad det var. hun slå det væk en gang før hun svarede på det med hendes evne. "så længe jeg kan huske har jeg haft påvirknings evne, men det er rart at kunne bruge det til at glæde puplikum."