Mange af de adelige og finere folk i Rubinien gjorde sig i prangende smykker og detaljeret, skræddersyet tøj. Trods Darkhan var fulgt trop i det utrolig detaljerede, skræddersyede tøj, havde de prangende smykker aldrig sagt ham meget. Han havde en enkelt ring i guld på sin ene, tynde lillefinger og viste ellers sin høje status som fyrstesøn med de mange lag i dyre silker, der dækkede den lille, men let muskuløse krop.
I stedet for smykker havde Darkhan fundet en interesse i kunst. Malerier, for at være mere præcis, for han havde da nogle dybt negative meninger om det meste andet. Han havde brugt længere tid på at overveje hvilken slags kunst, han ville pryde sine værelsesvægge med. Han var blevet fortalt om en lidt særpræget ørkenelver, der, trods hendes race, havde helt lyst hår. Aldrig havde han set hendes værker, men de skulle efter sigende være nogle af de smukkeste i Rubinien. Derudover var han også blevet fortalt om hendes skønne stemme, som kunne få selv nattergalene til at misundes.

Det bankede på døren ind til værelset, hvor Darkhan sad godt ret i sin håndskårede stol, der var malet i guld og sædepuden belagt med det fineste broderede stof i hvid. Med en lyd af accept fra den unge dreng, trådte hans personlige slave, Estera, ind ad døren og placerede en lille bakke med en kande og en kop, på hans bord. Hun skænkede den krydrede te fra kanden op i den lille kop.
”Gå ud og se om kunstneren er ankommet. Når hun gør, så send hende op til mig og sørg for at byde hende på noget at drikke,” beordrede han med en vis hårdhed i sin lyse stemme og Estera nikkede pænt, som hun satte kanden fra sig, nejede og gik ud. Hun lukkede døren efter sig og mens han ventede, gav Darkhan sig til at nyde den varme te. Han havde ikke haft mulighed for at give sin slave et navn på denne kunstner, for han havde ikke fundet det vigtigt nok til at huske.

Det tog hende ikke længe for at gætte hvorfor navnet ikke var blevet nævnt, som hun nærmede sig den udsøgte bolig, som osede af den velstand og dertil rigdomme som Kazimi slægten besad. Hun kunne ikke undgå at vrænge en anelse på næsen, noget hun kun tillod sig som hun var velvidende om ingen ville opdage den korte utilfredse mine.
Havde hun vist det var en af Kazimi adelsmændende som havde sendt bud, så var hun næppe dukket op. Eller hun havde overvejet ikke at dukke op, for hun viste også at afvise sådan en efterspørgsel kunne skabe problemer for hende eller værre endnu, for alle ørkenelvere.

Hendes skridt nåede næsten ikke at stoppe før de store tunge døre åbnede sig for hende. En kvinde stod klar til at tage imod hende, uden mange ordvekslinger blev Aqeela ført mod den unge adelsmands kammer, stadig uden helt at vide hans navn på nær efternavnet, som alene efterlod en bittersmag i hendes mund.

Aqeela skilte sig ud på flere måder. Hendes lyse hår grænsede til hvidt og gjorde at hendes bronzefarvede hud fremstod endnu mørkere end den engenligt var, solens varme stråler havde kysset hende over kindben og næseryg hvor der var efterladt små fine fregner, hendes øjnes farve mindede om gløderne i bunden af et bål og slutteligt var hun en slank men vel formet kvinde.
Selv hendes tøj valgt var lidt udover normen for ørkenelverne. Hun klædte sig sjældent i jordfarverne når hun befandt sig udenfor Thal'Elor og denne dag var ingen undtagelse!
Iklædt en gulvlang kjole i egyptisk blå (billede af farven & billede af kjolens snit og udskæringer) med udskæringer der gav kig et den gyldnede tatovering ved hendes brystben. Trods kjolens snit fremstod hun ikke vulgær, for den gav ikke mere væk end den stadig elegant dækkede hende til. Kjolens kvalitet var bestemt ikke ringe det ville en med bare lidt forstand på tekstiler kunne spotte, selv på afstand. Stoffet fra let og luftigt passede til Rubiniens varme klima.

Slavekvinden som havde ført vejen til kammeret, åbnede døren og trådte til siden så Aqeela kunne træde ind i rummet. Hendes blik mødte en mand siddende på en håndudskåret stol, nærmest som var det en trone. I en blød bevægelse nejede hun let for ham, mens hendes ansigt lagde sig i venlige folder, dækkende over hendes overraskelse at se det ikke var en mand, men snarer end dreng som havde sendt bud efter hende.
Med en matchede høflig tone lød det fra hendes læber ”En æ-ære at møde d-dem..?” Stemmen var lys og tæt på at være silkeblød, uden skyggen af skam eller generthed over den stammen som gav stemmen karakter.

Døren til det simple værelse, der stadig bar tydelig præg af Darkhans titel som fyrstesøn, blev åbnet. Ind trådte Estera, efterfulgt af en mørk, slank elverkvinde. Som han satte koppen for munden og tog en lille slurk mere af den krydrede te, landede hans blik straks på det hvide hår, der næsten stod i kontrast til den mørke hud. Han fjernede koppen fra munden og stillede den fra sig på det lille bord, som hun gav udtryk for sin ære over at møde ham.
”Hm…” Mere sagde han ikke, som han lige lod et direkte dømmende blik glide hele vejen ned over den fremmede. Han viftede kort med en hånd, der gav tegn til Estera om, at hun skulle forlade dem. Hun adlød straks og nejede, før hun gik ud af rummet og lukkede døren efter sig.

Darkhan rettede sig lidt i stolen, men fandt tydeligvis ikke kunstneren vigtig nok til at rejse sig for. I stedet satte han sig bedre til rette, da han lagde det ene ben over det andet og tog en lidt tungere vejrtrækning.
”Er det denne kunstner hvis malerier skal pryde mine vægge, som er omtrent lige så nøgne som hende selv?” Han var tydeligvis ikke tilfreds med hendes klæder, for trods tøjet dækkede hvad det skulle, var snittet i hendes kjole bestemt ikke sådan han var vant til at se kvinder. Få dele af maveskindet var til skue for alle, og skuldrene var jo ikke engang dækket ordentligt til. Det var til gengæld heller ikke et spørgsmål han ligefrem forventede et svar på, som han åbnede munden igen et øjeblik efter.
”Jeg er Darkhan Al Sabar af Kazimi, men det ved du vel allerede.” Han var uden tvivl en højrøvet lille skid og det var ikke svært at se hvor meget han nød det. Det strålede ud af de unge øjne.
”Jeg fik vist aldrig fat i dit navn,” konstaterede han, som en pæn hentydning til at hun meget gerne måtte oplyse ham om dette. Chancen for han ville spørge om det igen var stor, for han ville kun gøre en indsats for at huske det, hvis han fandt hendes kunst det værd.

Hendes orange blik skævede kort mod kvinden som var hans mindste bevægelse, stod klar til at parere ordre fra ham, om det så var at skænke endnu en kop varm te eller hvad han havde i sinde. Hvor nedladende, tænkte Aqeela bittert, men bitterheden fra hendes tanker nåede aldrig hendes ansigtsudtryk.
Udtrykket bar ikke det mindste præg af hendes dybe utilfredshed i at være her, foran en søn af fyrsten. Hun havde ligeså stor succes med at skjule at hendes smil var påtaget høfligt, selvom hans kommentar om hende og hendes kunst, fik hende til at forstille sig hvordan hendes hænder lukkede sig om halsen på ham,- bare et lille klem..
Hun måtte virkelig bide sig selv i tungen, for ikke at sende en spydig kommentar i hans retning. Spørgsmålet var ikke et af dem som skulle besvares eller forsvares, det var hun klar over, selvom han forsøgte at udskamme hende.
Blikket faldt tilbage på ham som han sad og tronede sig, som var han en ægte lille fyrste, men den titel tilfaldt hans far og ikke ham,- endnu tilføjede hun lettere skadefro, for han kunne meget vel ende med aldrig at blive fyrste.

Hendes lyst til at præsentere sig i stedet, for at dreje om på hælen og forlade dette arrogante yngel, som kunne få selv Zaladin til at blegene ved til sammenligning, var stor. Endog ikke mulig..
”A-aqeela Keoes Isur'Ra f-fra Thal'Elor” Hendes stemme var fin, lys og næsten blød som det dyreste silke man kunne få fingrene i. Stammen var ikke særlig signifikant og modsat mange som havde en stammen, så bar hendes tone og udstråling ikke spor af hun var genert eller flov over den lille uperfekthed.
Roligt foldede hun sine fingere sammen foran hende, afventede for hans næste upassende kommentar. Hun ville væde 5 safirer på han nok ville påtale hendes stammen, som han havde påtalt hendes påklædning. Så forudsigelig.

Havde den letpåklædte kunstner valgt at svare igen med en spydig kommentar, ville det ikke være kommet bag på den unge dreng. Det ville dog heller ikke være blevet modtaget yderligere pænt, men kvinden foran ham vidste tydeligvis hvornår hun blev forventet at svare, og hvornår hun ikke gjorde. Hun vidste i det mindste hvem af dem, der havde mest magt, selvom fyrstesønnen slet ikke var så vigtig, som han ellers gerne ville være. Han var klar over at titlen som fyrste aldrig ville nå ham, der var simpelthen for mange brødre, der var betydeligt ældre og langt mere passende til at overtage, end han selv. Men derfor udnyttede han hellere end gerne det faktum, at han stadig var en Kazimi. Denne kvinde kunne godt forvente flere af samme slags kommentarer fra den tronende dreng.

Som Darkhan havde hentydet, præsenteret elveren sig med sin bløde, lyse stemme, om end noget mere kantet end han havde foretrukket. Selvfølgelig havde han også en mening om hendes stammen, en ting hun umuligt ville kunne gøre noget ved, men det gjorde ikke hans nedladende syn på hende bedre.
”Jeg håber ikke dine mangelfulde evner til at vælge klæder og utilstrækkelige præstation i din udtale, spejler sig i disse kunstværker, som efter sigende skulle være så smukke.” Stadig ikke en snert af hverken venlighed eller respekt kunne anes i hans stemme, som han endnu engang formåede at slynge en direkte fornærmende kommentar efter den lyshårede elver. Men han var stadig ligeglad, for han fik jo tilsyneladende lov.
”Under alle omstændigheder skal du da stadig have en chance for at bevise dit talent,” sagde han, som han tydeligvis forventede at se Aqeela i aktion her og nu. Ellers kunne han vel ikke være sikker på det virkelig var hende, der lavede de kønne malerier.
”Fortæl Estera hvilke midler du skal have adgang til, for at lave mig et maleri i dag og hun skal skaffe det. Bed hende også om en kold forfriskning, hvis du ikke allerede er blevet budt på noget at drikke. Hun står ude foran døren,” beordrede han.
”Du kan komme tilbage og gøre mig selskab bagefter. Det ville kun gøre dig godt at tilbringe lidt tid med adelen.” Det skulle helt bestemt forstås præcis som det blev sagt, som endnu en fornærmelse til hendes lave rang.

Det var sjældent nogle åbenlyst kommenterede på hendes stammen, men denne unge dreng, for dreng det var han bestemt, han havde ingen skam i livet og havde næppe oplevet megen opdragelse i hvad man påtalte hos andre, at han naturligvis sende endnu en nedladende kommentar mod hende. Det var ikke så meget dét at han på nævnte det, det var måden og hele hans person som fik en vrede til at sprede sig fra hendes brystkasse og rundt i de fjerneste kroge af hendes krop.
Men hendes udtryk bag ikke præg af denne voksende vrede, ikke andet end i et splitsekund slog hendes øjne gnistrende lyn i hans retning, men han ville næppe bemærke det for samtidigt blinkede hun og det gik det til at ligne at belysningen i rummet bare havde spillet i hendes øjne.

Snothvalp! tænkte hun bittert, mens hun endnu visualiserede sin slanke hånd klemmende om hans lille strubehoved.

Hun hævede kort et af de mørke øjenbryn, da han forventede hun straks gik i gang med at male noget, men uden at nævne hvad motiv han ønskede. Brynet faldt tilbage på sin rette plads som ordene gled over de fyldige læber ”J-jeg maler ikke efter andres minder, m-men jeg skal der imod vide noget om h-hvad du gerne vil se? D-du må v-vide hvad du vil have?” Den sidste del var sagt i samme høflige og behagende tone som resten, men med en undertone af noget udfordrende, noget hans unge hoved næppe ville opfange.
De orange øjne havde ikke en eneste gang flytte sig fra ham, det blev kun afbrudt af de naturlige blink, som fik blikket til at virke mere naturligt end det virkede stirrende.
Først da hendes ord havde forladt hendes læber kiggede kun rundt på tingene i rummet, der var fint dekoreret, men upersonligt, hvilket nok var grunden for hans tilkaldelse af hende.
Han kunne tydeligvis lide magt, for ellers ville hans opførsel være anderledes, mindre opblæst af sit navn.
Det var dog også dette navn som gjorde hun fandt sig i ham, nøjagtigt som de fleste andre gjorde, men de fleste lod ham nok af frygt for hvad hans navn kunne gøre ved dem,-  en frygt hun ikke dele, hendes grunde var ren strategi.

Havde Darkhan selv fået smidt den slags provokerende ord efter sig, som han selv lige havde spyttet i ansigtet på den kønne elver, ville han helt bestemt ikke have taget det så pænt, som hun formåede at gøre. Den unge dreng, der tydeligvis nød sin magt lidt for meget, ville ikke have det mindste problem med at straffe hvem som helst, der tillod sig at tale ned til ham. Men nu hvor det kun gik ud over en simpel kunstner, som han endnu ikke nærede en snert af respekt for, fandt han det næsten helt tilfredsstillende at lade hende kende hans tydeligt mindre imponeret mening om hende. Endda uden at smide et eneste direkte grimt ord mod hende, for han sørgede selvfølgelig for at udnytte sit finere ordforråd, som man ellers ikke ville forvente af så ung en knægt.

Som et øjenbryn løftede sig hos den anden, blev samme udtryk spejlet hos Darkhan. Han undrede sig tydeligvis over hvorfor hun ikke bare gjorde som han bad. De tynde læber blev let spidse, som han spændte lidt op i mundvigen og lod et fnys undslippe.
”Selvfølgelig ved jeg, hvad jeg vil have,” svarede han, men denne gang ikke helt så højrøvet. Det var til gengæld ingen positiv detalje, som han i stedet lød direkte fornærmet.
”Jeg vil have, at du tiltaler mig, som en af din rang burde. Føler du dig måske berettiget til at være dus med alle adelige?” Snerrede han i så hård en tone han kunne, men uden at fortrække en eneste mine i det unge ansigt. Trods han selv ikke havde i sinde at tiltale hende ’De’, forventede han da hun ville tiltale ham sådan. Selvom hans andre spørgsmål havde været retoriske, forventede han nu et svar. Derefter skulle han nok svare på hendes, om hvad han ønskede at se i et maleri.

Hans talegaver var i den grad veludviklede, men hun forventede heller ikke andet fra en fyrste søn, men hvad han havde fået i talegaver, manglede han i dannelse, som skubbede vægten skævt, havde der stået sådan en foran dem. Hans fornærmelser var lige så fint pakket ind, som hendes havde været, ved påtalen om han måtte vide hvad han ønskede at se fra hendes hånd.

Så længe hun ikke direkte eller åbenlyst fornærmede eller truede ham, så ville den magt hans højere status gav ham, være ubrugelig til at få hende straffet for noget, men det viste de begge godt.

Hun skænkede hovedet en anelse, endnu en høflig gestus blev sendt i hans retning, skarpt efterfulgt at hendes stadig høflig og venlige tone ”Jeg b-beklager deres højhed. D-det var ikke min mening hverken at f-fornærme dem, eller være r-respektløs overfor d-dem” Løgn, en stor fed løgn!
”D-de må kunne forstå, at h-hvis jeg skal male noget som tilfredsstiller d-deres blik, så må j-jeg vide lidt om d-dem?” hun rettede hurtigt ind for hans ønske, glat som en ål. Det måtte både behage ham, men samtidigt også sætte en irritation i hans unge bryst, noget der ville sætte en større fornøjelse i hende, end hun ville lade ham se.

Trods det endnu engang ikke havde været en direkte fornærmelse, var hans hårde ord stadig ment som en spytklat mod kunstnerens lave rang. Vidste man ikke bedre, kunne man nemt tro at Darkhan gik efter at trykke på andres helt forkerte knapper og dermed få en grund til at bruge sin magt over dem i en straf. Det var måske heller ikke helt ved siden af, for han kunne vel stadig ikke komme helt uden om at han nød at demonstrere denne magt så ofte han kunne. At han lige nu fik lov til at smide grimme tilnærmelser mod Aqeela uden konsekvenser, var stadig demonstrering nok for nu.

Darkhan løftede let et øjenbryn, endnu med en mindre imponeret mine i det unge ansigt. Hun formåede stadig at sno sig elegant udenom hans ellers stødende ord. Det var ikke fordi han direkte gik efter at såre folk og selvom han aldrig ville indrømme det, fordi det lød lidt mere ondskabsfuldt end han ville have, så morede det ham jo lidt at se folk være tvunget til stadig at adlyde, når de var på randen til at fælde en tåre.
”Udmærket,” sagde han efterfulgt af et lille, fimset fnys.
”Jeg vil have en ørken i dagslys. I sandet skal der ligge rubiner, smaragder og ametyster, hvis farver bliver reflekteret noget så smukt af solens stråler,” forklarede han. Det var måske mere detaljeret end man ville forvente, men Darkhan vidste altid præcis hvad han ville have.
”Hvis resultatet er tilfredsstillende, vil jeg stå model til et fuldt maleri af mig selv,” fortsatte han kort efter. Det kunne vel næppe komme som en overraskelse, at han ønskede et portræt af sig selv på sin væg.
”Er det noget du ville kunne håndtere?” Spurgte han afsluttende, med en tone der tydeligt afslørede at han ikke havde de højeste forventninger til hende.

Fnyset var hverken stort eller på anden vis bemærkelsesværdigt i sig selv, men hun tog det som en lille sejr, en sejr på det måtte være affødt af den irritation hendes manglende modreaktion måtte give ham. Mon han havde oplevet det før fra andre end hans familie? Ville hans familie overhovedet sætte ham på plads, hvis de var yngre eller noget så simpelt som en kvinde?

Denne gang var det hendes tur til at løfte let på et af de mørkere øjenbryn, da han vare så præcis i sin beskrivelse. Hun kunne alligevel ikke helt stoppe overraskelsen i at nå hendes øjne, for hun havde så absolut ikke forventet dét svar, nok nærmere et svar som var meget mere flydende i sin substans.
Det lettere overraskede blik, fik hun relativt hurtigt kontrol over, men det var unægtelig at han ikke havde nået at bemærke det, før det atter forsvandt.
”Er det noget du ville kunne håndtere?”
Ordene irriterede hende dybt, for havde han ikke ment hun kunne male noget så banalt, så havde han næppe sendt bud efter hende. Irritationen voksede sig fast i brystkassen på hende, men som det hele tiden havde været, stod hun med et høfligt udtryk, som hun nikkede ved hans ord ”J-jeg vil vænne t-tilbage inden s-så længe, med et m-maleri efter d-deres ønske, deres højhed” Hun viste bedre end at dreje om på hælen, uden at han havde sagt god for det før, det alene kunne blive anset som yderst uhøfligt, og hvorfor give ham tingene på et sølvfad?

Trods Darkhan sjældent havde taget de opdragende kommentarer til sig, var flere af den art blevet smidt efter ham. Han havde for vane at stikke lidt til en af sine ældre søskende, fordi hun var kvinde og ikke burde bruge så meget tid på fysisk træning, men hun var mentalt stærkere end han selv og hans til tider direkte onde ord gled så let af, som vand mod en fjer.
Det så ud til at hans meget detaljerede svar bragte lidt overraskelse til Aqeelas ellers høflige mine, som han da ikke kunne undgå at lægge mærke til. Det var ikke meget af en forandring, men stadig en reaktion han havde formået at få frem hos den noget så rolige kunstner, der ikke havde bidt sig fast i nogle af hans lidt hårde kommentarer.

Noget der mindede om et lille smil i mundvigen kunne anes hos drengen, da hun ikke vendte om og gik mod døren, før han havde givet hende lov. Han frydede sig over den respekt han blev vist, selvom han vitterligt ikke havde fortjent den. Han nikkede svagt til hendes ord, bare for at vise, at han havde forstået.
”Jeg formoder at det ikke er et problem, at jeg sender en af mine tjenestefolk med som observatør,” sagde han med et let hævet øjenbryn, som om han forventede et svar, men han gav hende ikke meget tid, før han lige uddybede lidt;
”Jeg må jo være sikker på, at det virkelig er dig, der står bag den kunst jeg har hørt så rosende ord om,” forklarede han. Lige denne her var ikke ment som en fornærmelse, men kunne helt bestemt stadig tages sådan, som han uden tvivl betvivlede hende dybt på det simple grundlag, at hun var en kvinde.

Smilet var ikke stort, men trækningen i hans mundvig fik ikke hendes opmærksomme blik forbi. Selvtilfredse lille snothvalp, lød det i hendes egne tanker.
Hans spørgsmål var endnu et af de retoriske, ikke et som krævede et svar. For hendes mening betød intet, om hun ønskede at han sendte en af sine tjenestefolk med hende, var helt og aldeles hans valg. Havde hun protesteret det mindste, hvad enten det var med sin mimik eller verbalt, ville det ikke falde i god jord.
Derfor nikkede hun blot, som en anerkendelse af at have hørt hans ord, men også at hun forstod hans grunde for, hvorfor der skulle en tjener med hende.
Hun ville nok selv have valgt at gøre det samme, havde rollerne været byttet rundt.
”Jeg vil i-ikke lade d-dem vente f-for længe, deres højhed” Sådan et billede ville højst tage hende 30 min, naturligvis var tørretiden længere, men oliemaling var ganske tilgivende at arbejde med, når først teknikken var tilstede.
Motivet var også ganske simpelt, men stadig smukt. Et portræt ville tage hende længere at male.

Selvom Darkhan aldrig verbalt ville indrømme det, var han tydeligvis tilfreds med hendes ord. Det var vel lige hvad han havde håbet på at høre, eftersom tålmodighed aldrig havde været et ord man ville bruge om den unge dreng. Han rømmede sig lidt højlydt og mere skulle der ikke til, før Estera trådte ind på værelset igen, klar til at adlyde hans mindste vink.
”Få en af tjenestepigerne til at følge med frøken Isur’Ra. En af dem, der pudser sølvtøjet. De må da være pålidelige nok.” Det var uden tvivl en mindre hentydning til, at han stolede på de folk der pudsede deres sølvtøj, fordi de ikke havde for lange fingre. Hvis han kunne stole på dem til ikke at stjæle, kunne han vel også stole på, at sådan en kvinde ville fortælle ham sandheden om hvem der havde lavet oliemaleriet, når de kom tilbage. Estera nikkede og Darkhan rettede et lettere dømmende blik mod kunstneren, som han lige så hele vejen ned over hende en gang mere.
”Måske jeg også kan stole på, at du har iført dig noget mere anstændigt næste gang vi ses?” Jovist, han regnede med at se Aqeela igen senere samme dag, men ikke hurtigere end at hun også ville kunne nå at skifte klæder. Måske han endda ville overveje at tilbyde hende en stol næste gang, hvis hun viste det mindre hud. Det var tydeligvis endnu et retorisk spørgsmål, som han kort efter viftede med hånden og dermed gav dem begge lov til at gå.

Aqeela ville blive fulgt til døren, hvor en tjenestepige derfra ville følge med hende, egentlig som en stille overvåger, men hun ville stadig svare, skulle kunstneren henvende sig til hende.

Den første af de indirekte fornærmelser, gled som alle de andre af hende, som vand skyr olie. Hendes blik landede kortvarigt på en slave, som havde taget imod hende ved døren. Hun viste at kvinden var en salve og ikke blot en tjener, som adlen længere oppe i landet havde. Tanken alene gav hende en bittersmag på tungen, at man kunne se sig selv i øjnene, velvidende man støttede salg af andre levende væsner, blot fordi man kunne.
Hans blå øjne gled åbenlyst over hendes skikkelse og det var først her hun bemærkede han øjne, hun havde været så optaget i at opretholde en påtaget høflighed, bøje sig uden om hans fornærmelser, som et siv i vinden, at hun ikke have bemærket øjnene. De var ikke bare blå med en blå iris, hele øjet var blåt!
Opdagelsen gjorde hun for et øjeblik ikke kunne opretholde sin maske, som hun i stedet flyttede fokus mod at stoppe et påpegende udbryd om hans øjne. Så hans indpakkede ytring om hendes valg af påklædning, satte næsten ild til hendes øjne. En ild som kunne brænde ham op på stedet, hvis ikke det var fordi hun hurtigt fik kontrol over den.
Bidende i tungen, nejede hun elegant for ham, før hun fulgte med den tjenestepige, som var blevet sendt bud efter for at våge over maleriets udvikling.

Som lovet gik der præcis 30 minutter, før ørkenelverbladingen stod foran Darkhan igen.
Denne gang med det smukkeste maleri af rubiner, smaragder og ametyster i ørkens sand, hvor solens stråler reflekterede dem noget så smukt. Havde man ikke vist det var et maleri, ville man kunne fristes til at tro at hun havde trukket en lille del af ørkenen ind i rummet.
Hun havde meget modvilligt endda iklædt sig mere dækkende tøj, så der ikke længere var udkig til hendes krop, men hun viste han havde set den ild i hendes øjne, om at se hende i en anden kjole kun ville sætte en større tilfredsstillelse i hans bryst. Til endnu større irritation for hende.

Darkhan kunne ikke undgå at lægge mærke til den ild han fik pustet til i hendes øjne, ved sin ellers simple kommentar om hendes uanstændige påklædning. Han rynkede brynene let i en utilfreds position, klar til at skulle fortælle hende hvordan bestemt ikke burde se på en som ham, men som hun lod til at få styr på sin irritation rimelig hurtigt, valgte han at være flink og lade være.
Han nikkede meget svagt som en mindre anerkendelse da hun nejede så elegant for ham, inden hun fulgte med tjenestepigen ud.

Mens den unge dreng ventede utålmodigt på kunstnerens tilbagevenden, bad han sin slave Estera om at hente ham nogle friske frugter. Hun var hurtigt kommet ind med et stort fad, fyldt med druer, bær og udskåret ananas og melon. Derudover var det lille bord blevet arrangeret med fine servietter, en kande med koldt vand og et par skiver citroner i, og to glas. Hans te var fjernet, efter hans ønske. Så var der klar til at han kunne byde kunstneren på lidt forfriskninger, hvis hendes arbejde altså var tilfredsstillende nok.

Estera stod pænt ved siden af den fine stol, som Darkhan så flot sad og tronede sig i, klar til at adlyde hans mindste vink. Han sad med næsen i en af sine bøger og havde lige skubbet en drue i munden, da tjenestepigen og kunstneren kom punktligt tilbage. Han lod dem vente i et øjeblik, som han lige færdiggjorde den sætning han var midt i, i bogen, før han klappede den sammen og rettede blikket mod maleriet. Han løftede bogen en anelse og straks tog Estera imod den, inden han rejste sig og gik et par skridt nærmere.

Darkhan tyggede af munden, mens han længe stod og betragtede det smukt udførte maleri.
”Imponerende arbejde,” sagde han endelig. Han skænkede ikke Aqeela et eneste blik, men vendte sin opmærksomhed direkte mod tjenestepigen.
”Og det er denne anstændigt klædte kvinde, der har udført hvert eneste strøg over lærredet?” Spurgte han. Selvom han ikke rettede henvendelse til den anden endnu, kunne han selvfølgelig ikke lade være med stadig at kommentere på hendes påklædning, der uden tvivl faldt langt bedre i hans smag nu. Tjenestepigen nikkede med det samme og først der vendte han sig direkte mod Aqeela.
”Din indsats tilfredsstiller mig, frøken Isur’Ra. Tag endelig plads ved bordet, så vi kan snakke forretning,” sagde han, denne gang med en snert af venlighed i den ellers højrøvede stemme, som han holdt en hånd ud og dermed tilbød hende en plads i stolen magen til hans, på den anden side af bordet. Nu hvor han havde godkendt hendes arbejde, kunne han godt finde ud af at være lidt venlig. Lidt.
”Og betaling, selvfølgelig,” tilføjede han lige, før han selv gik tilbage og tog plads på sin stol. Tjenestepigen stod klar til at tage imod maleriet, inden hun ville forlade dem.

Udad til fremtod Aqeela som den mest tålmodige person, men i virkeligheden var hendes tålmodighed efterhånden tyndslidt, som Darkhan tog sig god tid til at spise druen færdig og lukke bogen i, før han løftede blikket mod maleriet. Der var ikke et øjeblik, hvor Aqeela havde betvivlet sine evner og at hvad han havde ønsket så bestemt, også var hvad hun havde malet til ham.
Alligevel føltes det uendeligt langt før han sagde noget, og i den tid nåede en lille uro at indfinde sig i hendes krop, før tjenestepigen nikkede ved hans spørgsmål, om maleriet var skabt for Aqeelas hånd.

Der kom den, endnu en af hans små stikpiller af en fint indpakket nedladende kommentar. Selvom det var en af de mildere, irriterede det hende stadig lige så meget som de forrige, var han da aldrig tilfreds med noget?!
Jovist virkede hans kommentar til hendes påklædning ganske harmløs, men den kunne have været udeladt, hvis han da bare havde haft lidt pli i en usle krop af hans. Roligt flyttede hun hænderne om bag ryggen så han ikke kunne se de knyttede hænder, der efterlod hendes knoer lysere end resten af hånden.

Antydningen af en selvtilfredshed satte sig i mundvigene på det påtaget venlige smil, ikke fordi han nævnte at han var tilfreds, for naturligvis var han det. Nej det var hvordan han stemme faktisk blev næsten venlig i sin tone, det var trods alt en lille sejr for hende.
De knyttede hænder åbnede sig igen, som hun sendte ham et lille nik, før hun trådte nærmere stolen som han henviste hende til ”Ikke at jeg f-formoder at de mangler krystaller, m-men jeg må advare dem, m-mine malerier er ikke b-billige” hun ville måske have været mere tilbøjelig at give lade ham forhandle en god pris, det var jo en privilegium at male for en Kazimi, men hans opførelse fjernede den fordel med det samme.
Kjolens stof glattede hun roligt ud med håndfladerne, som hun satte sig i stolen og lod det ene ben krydse over det andet, som hun lagde hovedet en anelse på skrå og lod sit blik hvile mere direkte på ham, som forsøgte hun at se gennem ham og ind til hans inderste. "Så h-hvad ønsker deres højhed af et p-protræt? Hvilken m-mand skal foreviges?"

Estera fik straks lagt bogen påpasseligt fra sig på natbordet, der stod ved siden af sengen i den anden ende af det store værelse. Hun vidste bedre end at stille en bog på plads med de mange andre, når Darkhan ikke var færdig med at læse den. Det var kun fordi han ikke ville bede hende om at hente den til ham hele tiden. Der gik ikke mange øjeblikke før hun kom lydløst tilbage, lige som kunstneren fik sat sig til rette. Darkhan behøvede ikke engang at bede om det, før Estera allerede var i gang med at hælde det kolde citronvand op i begge glas, for derefter at placere dem, ét foran Darkhan og det andet foran Aqeela.
Den unge dreng nikkede let til kunstnerens ord, som han allerede var forberedt på at hendes malerier ikke ville være billige. Han ville bestemt heller ikke have bedt om malerier fra hende, hvis han havde fået indtrykket af, at de ikke kostede mere end et par jadestykker. Så billige, ubetydelige genstande gjorde han sig ikke i.

Den lille snert af venlighed, som der efterhånden var begyndt at vise sig hos fyrstesønnen, visnede langsomt igen, idet han så Aqeelas noget direkte blik. Han havde hele tiden siddet rank og med en attitude der uden tvivl osede af selvtillid, men den forsvandt lidt, som han sank en smule ned i stolen og nu så endnu mindre ud, end han egentlig var. Hendes forsøg på at se gennem ham lod næsten til at virke, som om hun lige om lidt ville fortælle ham at den tykke facade af arrogance ikke var ham, men han vidste godt at det kun foregik i hans hoved. Det var kun fordi han ikke var vant til at blive kigget sådan på. Han rettede ryggen igen, forsøgte at ryste det lette lag af ubehag af sig, selvom det nok ikke lykkedes helt.
”Jeg vil se et portræt af den mand, som alle ved hvem er. Den mand, som udmærket godt ved hvor magtfuld han er og som stråler af den rigdom han nyder af. Den mand, som enhver slave i Rubinien bøjer sig for.” Selvom Darkhan smurte lidt ekstra tykt på med arrogancen i andres selskab, var det stadig sådan han selv mente at andre skulle se ham. Han var kun fyrstesøn og endda langt fra den første i rækken til at overtage for sin far, men han havde stadig mere magt end han kunne håndtere, men det ville han aldrig indrømme. Han nød det.

Han gestikulerede hurtigt mod fadet og de friske, udskåret frugter, for lydløst at sige, at hun gerne måtte tage for sig.
”Fortæl mig endelig hvilken mængde krystaller du forventer at få for dit arbejde. Både det færdige og det kommende,” bad han, mens han lige rakte ud efter endnu en drue og underligt graciøst fik skubbet den ind i munden.

Som Estera skænkede det kolde citronvand op til dem begge, hvilede Aqeela’s blik primært på hende, næsten ledende efter tegn på at hun blev behandlet dårligt, hvad enten hun blev afstraffet fysisk som psykisk.
Fysisk afstraffelse skubbede hun hurtigt ud af tankerne, for som Darkhan sad der på stolen overfor hende, virkede han ikke som en der ville ty til sådanne metoder, måske fordi han ikke havde kræften til det? Nej, med det hun selv havde oplevet af ham, så ville det være psyken han ville gå efter, men der var ikke så meget som en rysten på Estera’s hænder, hverken da hun skænkede op eller placerede glassene foran dem. Et lille nik, som en tak blev sendt mod slaven, ikke fordi det var påkrævet, men simpelhent for ren høflighed og anerkendelse af kvinden.

Det gennemborende blik landede igen på Darkhan, som han pludselig sank dybere ned i det bløde sæde, som forsøgte han at undvige det. Det var ikke længere, for en stund, en højrøvet ung mand som sad overfor hende, det var nu en lille dreng matchende til hans faktiske alder.
Hun havde været så tæt på at smile triumferende til ham, men greb i stedet glasset og løftede det mod hendes læber, skjulende hvordan smilet langsomt brød frem, før det blev bremset af den kolde væskes møde med hendes svælg.
”mhm” lød det lyttende fra hende, men også lidt uimponeret, før hun tilføjede mere kritisk ”Så n-nøjagtig det s-samme som alle andre a-adelsmænd? Beklager m-mig direkthed, m-men hvordan s-skulle det skille d-dem ud fra mængden af andre b-bejlere?” maleriet kunne meget vel aldrig skulle ud fra paladsets vægge, men skulle der være en adelsfrøken i norden, ville det ikke være unormalt at sende og modtage malerier af potentielle bejlere, før de blev inviteret på besøg.
Glasset blev sat fra hende tilbage på bordet og hun skævede mod bogen, som nu lå i modsatte ende af værelset ”D-de kan lide at l-læse? Hvad n-nyder de ellers?” hovedet lod hun glide let på sned, mens hun igen kiggede tilbage på ham, men denne gang med et lille smil spillende over de mørke læber ”Som i-ikke indebærer d-den magt, som deres n-navn giver dem” ordene var sagt så høfligt som de kunne, men det var en fint indpakket prikken til ham, til hans væremåde.
”H-el portræt 2 d-diamanter, halv p-portræt 8 safirer” det var ikke en urimeligpris, ikke taget i betragtning af kvaliteten for hendes malerier og så kunne hun endda male dem, uden at han skulle sidde stille foran hende i flere timer.

Det var nok det sidste man skulle forvente af forholdet mellem fyrstesøn og slave. Trods Darkhan tydeligvis stadig behandlede Estera som slave og gav hende besked på at gøre ting med et nedladende vift med hånden, så var hun nok en af dem, der kendte drengen bedst. Hun fandt sig i at blive kostet lydløst rundt med, fordi det var det hun var her for, fordi det havde været sådan siden Darkhan blev født og blev givet Estera som personlig slave. Men samtidig udviste Darkhan mere respekt for hende end nogen anden, og selvfølgelig kun når ingen så det. Den spinkle dreng var stærkere end man skulle tro, det havde den fysiske træning sørget godt for, men det var ikke en fordel han ville bruge. Til gengæld var hans psyke langt fra lige så robust. Han var god til at smide de respektløse, provokerende kommentarer mod andre, men lige så snart han fik dem tilbage brød han sammen. Det hele var et stort skuespil, men et skuespil han nød at spille for offentligheden, fordi han ikke skulle fremstå som psykisk svag. Det kunne man ikke som adelssøn.

Kunstnerens kommentar fik et noget stramt udtryk til at vise sig i det lille, mørke ansigt. Et udtryk der uden tvivl afslørede, at han ikke var helt enig i hendes ord.
”Det er vel en passende standart for de fleste adelsmænd. Desuden behøver jeg endnu ikke at skille mig ud som potentiel bejler for de adelige frøkener. Det er jeg vist stadig lidt for ung til.” Selvom Darkhan havde nogle skarpe meninger om det meste, så måtte han stadig indrømme at han kun var en ung knægt, der ikke var klar til den slags endnu. Adelsfrøkenerne var til hans ældre brødre, ikke ham.

Ryggen blev rettet lidt til igen, så han kunne læne sig frem og tage fat i en af røde druer på fadet. Han ventede med at skubbe det i munden, som han lige skævede mod bogen på natbordet. Hendes fint indpakkede prikken til hans væremåde gik ikke hans opmærksomhed forbi, men i stedet for at reagere som forventet og blive mopset, så kunne han ikke lade være med at smile svagt.
”Alt jeg foretager mig hviler i den magt mit navn giver mig. Hvis jeg ikke havde navnet, ville jeg ikke være privilegeret nok til at have de interesser jeg har i dag. – Læsningen. Den intense, fysiske træning. Min interesse for kunsten, ikke kun oliemalerier, men de skulpturer der står i haven. De fleste i underklassen har hverken tid eller råd til samme.” Drengens arrogance viste sig tydeligt, men det var ikke fordi han tog fejl. Flere krystaller gav bedre muligheder til det meste.

Darkhan rettede blikket mod Estera og nikkede så let efter kunstnerens pris. Det var tegn til at slaven skulle finde krystaller frem til at betale og den hentydning forstod hun som altid med det samme.
”Jeg giver dig én diamant som forskud, plus betalingen for det færdige maleri nu. Den sidste diamant får du når portrættet er leveret og godkendt. Aftale?” Det var vel ikke en uretfærdig handel.

”J-jeg forstår” ordene blev fulgt op af en nikken, men hun havde været så tæt på at tilføje ’du ikke være dit eget selvstændige individ, men i stedet vil du være intet mindre end en åndsforladt lemming, som springer ud over samme klippekant som alle de andre, - det skal nok få dig langt i livet’.
I stedet bed hun sig i tungen, for nok havde hendes blik fået ham, bare for en stund til at blive mindre, i ordets bogstavelige forstand som hun så gennem den maske, han havde valgt at påføre. Det betød dog ikke at hun blev overmodig.
Han var stadig af en højere rang end hende, selvom Fyrster og andet menneskeskabt adles værk, ikke var en elvisk kultur der fik man status i samfundet ud fra helt andre barometer.

Den manglende arrogance fra den unge Kazimi fik ikke lov til at være væk længe, med en rankede ryg kom den tilbage. Givende hende til lyst til at himle med øjnene, en lyst som ikke blev mindre ved hans ævlen om hvor meget hans navn alene gav af muligheder. Det ville være så meget lettere at lukke munden på ham, bare med et lille tilrettelagt klem om den mørke hals.
Han var så fuld af sig selv, at det hang hende langt ud af halsen, men som før var der ikke antræk til hendes oprigtige følelser i det fregnede ansigt.

Hans rettede sig mod slavekvinden, som uden så meget som et par vekslende ord var hun staks i færd med at finde krystaller frem. Det fik Aqeela til at løfte en hånd op foran sig, som tegn på slavekvinden skulle vente. ”D-det er en a-aftale, deres højhed, p-på én betingelse” – Hun holdt en kort pause, mens blikket gled fra Darkhan og over på Estera ”H-hvad de m-måtte ønske at give m-mig med i dag, g-giver de til deres s-slave.” Det var ikke så meget en forspørgelse, det var et dirkte krav, omend det var pakket noget pænere ind bag et smil.