Der havde flere dages rejse involveret, alene denne gang. Eclipse havde ikke fået noget at vide, men Matthew vidste han var i sikkerhed, hvilket var alt der betød noget. Så vidt han huskede skulle det være et sted i Medanien hun var begravet, Aewen. Bare at se tilbage på tiden hvor hun havde været i live gjorde ondt. Minderne skar igennem ham, som en kniv gennem blødt smør. Normalt var han ikke manden der var let til tårer, men hver gang hun dukkede op i hans minder, kom der som regel en tåre ned over den ene kind. Matthew huskede ikke om han havde fortalt Eclipse om Aewen endnu… Om han overhovedet havde fortalt ret meget andet end han var eventyrer. Tanken slog ham som han sad på hestens ryg og luntede let afsted over markerne og enge. Var det ikke også herude der var varulve? De angreb vel ikke bare fuldkommen uprovokeret? Matthew vidste det egentlig ikke, så måske han hellere skulle ride lidt udenom ulvehøjen og lede de steder der måske var lidt mere oplagte. Let satte han hesten i gallop for at komme hurtigere væk fra området og når han var sikker, satte han tilbage i trav.

Når Matthew tænkte tilbage på Aewen og dengang hun endnu var i denne verden. Hvor hun var nu, vidste han ikke, men han vidste hun var dæmon… Formentlig var hun bare i åndeverden og ledte ivrigt efter en ny krop. Det var i hvert fald det han inderligt håbede, men på samme tid, vidste han ikke om han ville kunne holde til at hun vendte tilbage. Alt dette med Eclipse og Vlevius. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Hvordan skulle han forklare han havde en romance med dem begge? Taget i betragtning af at Vlevius var en tæt kammerat og Eclipse er en dreng han har vogtet over som en høg. Et suk undslap Matthew som han trak i hestens tøjler og let kneb øjnene sammen. De var stoppet i et mindre skovområde, et sted der virkede bekendt for ham. Let lod Matthew sig glide ned af hesten. Han greb tøjlerne og trak hesten efter sig, som han gik ind i skoven og så sig rundt. Det var helt sikkert her. Det havde været så mange år siden, så det var ikke engang sikkert stenene var der længere.

Matthew havde dengang placeret nogle sten på en speciel måde, i håb om han kunne finde tilbage, men havde ikke fået nosset sig sammen, ikke før nu. Han stoppede brat op og var som lænket til jorden ”Hvordan… Hvordan kan det…” sagde han stille for sig selv inden han igen fik genfundet modet og gik tættere på. Han slap tøjlerne og lod hesten gå frit inden han stoppede få skridt fra graven. Allerede nu kunne han mærke hvordan halsen snørrede sig sammen. Hvordan tårerne pressede på ”Aewen…” kom det fra ham som han faldt sammen på sine knæ på jorden. Hænderne satte han i jorden og knugede dem ”Jeg ville ønske du var her. Jeg ville ønske Atrisha var her…” sagde han og hamrede en knyttet hånd ned i jorden og mærkede hvordan en tåre gled ned over den ene kind. Var Matthew ved at miste besindelsen?

Nærmest som et dyr begyndte han med hænderne at grave ”Du kan ikke… Aewen.” kom det fra ham som han fik gravet godt en halv meter ned før han stoppede. Han så tomt på det hul han havde lavet og skar tænder. Der var langt endnu og han ville formentlig ikke være i stand til at komme ned til kisten. Der ville sikkert heller ikke være ret meget tilbage alligevel. De små kryb og kravl havde allerede nedbrudt det og havde ikke efterladt noget tilbage. Han lod den ene arm hæve sig og bruge ærmet til at tørre tårerne væk. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Omtåget og i frustration smed han sig på jorden der dækkede hendes grav ”Jeg kan ikke mere Aewen… Jeg kan ikke…” igen brød tårerne frem og han forsøgte at drømme sig selv tilbage til de glade dage. Fra første dag han så hende, alle minderne, deres datter. Alt var perfekt også på trods af Matthew var lidt en anden mand den gang…

Slattent satte Matthew sig op og så på sin hest, der endnu gik og græssede lidt ” Jeg ved ikke hvorfor jeg sidder og taler… Nærmest som om jeg forventer du svarer mig.” sagde han med et opgivende fnys. Igen skar han tænder og rettede blikket mod graven ”Men hvis du stadig er der ude et sted… Så kom tilbage til mig… Jeg beder dig.” kom det grådkvalt fra ham inden han lukkede øjnene kort og tog en dyb indånding inden han rejste sig op. Blikket gled rundt på skovbunden for at spotte et eller andet blomsteragtigt han kunne ligge på hendes grav, Anemoner var det bedste bud. Han samlede en lille buket bestående af tolv anemoner og let med den ene fod, skrabede han jorden tilbage i det hul han havde lavet. Anemonerne blev lagt på den bunken af jord og han bed sig i underlæben som han atter hævede armen og tørrede øjnene. Hesten prustede let i baggrunden og Matthew rettede blikket mod den uden at sige et ord, for at rette blikket mod graven igen ”Kom tilbage Aewen… Jeg beder dig” kom det svagt fra ham som han gik tilbage til hesten og greb i tøjler for at trække den ud af skoven igen.

Matthew vidste ikke hvorfor, men inderst inde håbede han inderligt på, at Aewen havde hørt ham. Jo, han vidste godt hun var død, men hun var dæmon… De døde ikke bare sådan, gjorde de? Hvad hvis hun slet ikke var død og var blevet begravet levende!? Mange tanker fløj igennem hans hoved som han trak afsted med hesten og nåede til de åbne enge og marker igen. Hestens tøjler blev grebet og Matthew fik svinget sig selv op i sadlen. En sidste gang blev blikket rettet imod det lille skovstykke og han bukkede svagt hovedet. Let lod Matthew hånden glide over hestens hals ”Lad os komme tilbage til Dianthos… Før Eclipse får et flip.” sagde han stille inden han satte hesten i gallop. Nu ventede der nogle dages rejse tilbage, dog håbede han Eclipse havde set den seddel der var blevet lagt til ham, hvor Matthew havde skrevet han var taget afsted i nogle dage på en farlig tur… Hvilket var den største løgn.