Det var til lyden af bålets knitrende flammer, og hestens fredelige gumlen, at Isiodith klargjorde sin soveplads. Hendes rejsevante skikkelse arbejdede i stilhed, og til trods for den lette udmattelse, var hendes handlinger dog nøjsomme og uden hastværk. Over hendes lyse skikkelse hang fuldmånen, stor og rund, og sendte sine sølvstråler ned i skovens lette forårsmørke, der med nattens indtog, havde sat sig omkring grænseskoven til Medanien.
Som Isiodith blev færdig med aftenens primære formål – tilse bålet, af sadling af den hvide stridshest og finde behageligt leje, hvor hun kunne sove – begyndte hun ligeledes at finde sammenrullede pergamenter og bøger frem. I lyset fra både bålet og månen kunne hun skimte teksterne tilstrækkeligt, imens hun med jævne mellemrum tilså de spæde flammer og ikke mindst hingsten, der fra tid til anden prustede fredsommeligt.

Med vante fingre og effektive bevægelser fremdrog Isiodith tre skindsække, der ikke var meget større end hendes egne spinkle hænder. Hun stillede dem foran sig og satte derefter mageligt tilrette. Indholdet af skindsækkene var alle fra dagsrejsens lange vandring, urter og planter, hun var stødt på og havde tænkt sig at kategoriserer og undersøge. De lyste alle kongeblåt for hendes indre blik, hvormed hun vidste, at deres helbredende egenskaber var særdeles gode, og det var ganske enkelt ikke et faktum, Isiodith kunne ride forbi med god samvittighed.
Så fordybet i hendes arbejde – pergamenter blev ofte stiftet ud, alskens planter lagt i lige rækker, alle tilhørende deres egen kategori – at hun aldrig bed mærke i de to, kæmpe skygger der nærmede sig hende med onde intentioner.

Relyua var på en rejse gennem nattens ly af mørket og stilheden. Han var jo en bjergelver og rejste derfor ofte om natten og aftenen, da han ikke sov lige så meget som andre folk og han foretrak de kolde nætter og mørket da det mindede ham en del om det mørke nord han kom fra. Han havde ikke nogen deciderede planer for hvad han lavede i det område han var i. Han havde endnu engang bare begivet sig på en rejse for at lære noget nyt.

Han lagde mærke til det tydelige lys fra et bål som han bevægede sig ned af vejen, han gjorde som han nærmede sig bålet sig selv en smule mindre i mørket da han kunne se der var nogen til stede i nærheden af bålet som ikke lod til at have gode intentioner med den måde de nærmede sig på. Han tog sit spyd i hænderne og ærgede sig med det samme over ikke at have noget skjold med sig, han følte derfor han måtte improvisere for at beskytte sig selv lidt bedre.
Han kunne ikke lade folk blive overfaldet eller angrebet foran ham, han kunne ikke lade være med at blande sig i andres problemer når han så noget ske som han kunne gøre noget ved.

Mens han bevægede sig hen mod bålet, tog han sig god tid til at forvandle hans venstre arm til metal for at kunne bruge den til at forsvare sig selv mod hvad han nu kunne se var et par orker. Han sørgede nu for at gøre sig selv tilstede ved at træde tydeligt gennem natten, så han var til at høre, og han talte så også op til personen ved bålet. "Pas på!" han råbte det, og håbede på at han kunne få dem til at fokusere på dem, indtil at personen ved bålet havde fået sig selv på benene og klar til at forsvare sig selv.

Det var den hvide hingst der først bed mærke i faren, der med målrettede og lydløse skridt nærmede sig den selv og dens rytter. Den slå med hovedet og stampede med de muskuløse forben i jorden, hvilket resulterede i at Isiodith så op med store øjne. Dernæst fulgte en alarmerende råben og hastige skridt, som var et væsen sat i løb bag hende, og instinktivt rettede Isiodith sig op –

- og så, hvad der nærmede sig hende. Straks gispede hun skingert, taget på sengen af de to kæmpeskikkelser, der brød fri af buskadsets mørke med kurs mod hende selv. Stadig med sine spinkle hænder klamrende om en af de vigtige pergamentruller, satte skovelveren i løb mod den stemme, der syntes at være hendes eneste allierede i det øjeblik. Bag hende vrinskede hingsten skrækslagent, med næsebor der prustede i panik, og som de to orkere blot kom nærmere, vendte den rundt og satte i galop væk derfra; som Isiodith selv drevet af et overlevelsesinstinkt, der først satte en i bevægelse, så snart den rigtige fare var på færde.

Isiodith kunne høre, hvordan tunge hvæs kom nærmere og med en skinger jamren, forsøgte hun at sætte tempoet op. Det lykkes hende knap, og det syntes ikke at have nogen effekt på hendes to forfølgere; de havde udset sig et bytte, noget så ækelt som en skovelver, og den måtte nedlægges for enhver pris.
Isiodiths hvide skikkelse lyste op i mørket, forårsaget af månens spæde stråler, og som hun nærmede sig en tilslutning af skovens træer, trådte hun forkert. Det havde skæbnesvangre konsekvenser for hende, for hun faldt så lang hun var, så hendes hjerteformede hoved kolliderede med jorden og hun for blot et øjeblik så stjerner. Hvad der fik hende ud af den smertefulde trance, var hårde hænder mod hendes ene hofteskål.

Isiodith skreg.

Relyua stod hurtigt klar til at tage imod personen der sad ved bålet. Han havde hurtigt stillet sig klar, med spydet foran så han kunne beskytte personen da han antog udfra at de løb hen i hans retning at de nok ikke kunne forsvare sig selv. Han stod derfor det samme sted og afventede personens ankomst. Det gik dog ikke på nogen måde som han havde forventet da personen faldt om og først der blev det tydeligt for Relyua at det var en kvinde der var i fare.

"Hey... I to... Grimme grønne sataner!" Han råbte den bedste fornærmelse han kunne komme på efter de to orker igen i et forsøg på at få deres opmærksomhed på ham. Han var samtidigt med sat i løb af den nu faldne kvinde for at se om han ikke kunne nå frem til hende før de gjorde.
Han skyndte sig så meget han kunne, men de viste sig at være mere intelligente end han havde troet udfra at de var orker. Den ene af dem havde skyndt sig om for at stå i mellem ham og hende. Han var derfor nød til at gøre noget ved den ork før han kunne være til stor hjælp for hende, og han følte at han var nød til at skynde sig, han stolede jo ikke ligefrem på at hun ville komme godt ud af det hvis han ikke var hurtig.

Den af orkerne der nærmede sig ham stak han ud efter flere gang og begyndte at rotere rund om ham i et forsøg på at komme  på den rigtige side til at kunne hjælpe hende bedre. Han holdte en god afstand til orken og hans kølle for ikke at skulle bruge for mange kræfter på at undvige. Han lykkedes heldigvis at ramme orken med et snit i låret. Han tog det som en åbning til at kigge efter kvinden og se hvordna hun klarede den. det var en fejl. Orken var blevet vred og var hurtig overham med hans kølle, svang den vildt og voldsomt så Relyua var nød til at værge for sig med sit våben og venstra arm. Han undgik at blive slået til plukfisk i første omgang og fik en åbning til at stikke den anden ork i siden, men blev der slået lidt tilbage. "Skynd dig op!" Han råbte af kvinden og håbede det gav hende en åbning.

Isiodith forsøgte at rulle, væk fra de kæmpe hænders hårde greb, men som hun landede på ryggen, kolliderede hendes isblå blik med orkerens egne sorte. Hendes vejrtrækning stoppede pludselig med et, i det de grønne hænder omsider fandt frem og orkerens lange fingre borede sig ind i alt det bløde under Isiodiths ribben. Dernæst forsvandt skovelveren fra skovens bløde mos, og som smerten og realiteten af faren omsider lod sig registrere hos Isiodith, jamrede hun skingret.

Urtekniven. Brug urtekniven! Tanken var intet andet end en lavmælt, insisterende hvisken bag Isiodiths brede pande, men hun hørte den, som et spædbarn hørte sin moders sagtne sang – og da slå hun til.
Drevet af overlevelsesinstinktet alene, famlede Isiodith febrilsk efter den lille, bløde kniv og da hendes fingre omsider lukkede sig om dens skaft, rev hun den løs af læderskeden. Som orkeren trak hende tættere på sig, hvæsende og hadefuld, og som vejede Isiodith ikke mere end et enkelt kronblad, fandt skovelverens egen vejrtrækning tilbage til sin hektiske, overfladiske rytme – og da slog Isiodith til. Hendes hånd hævede sig, så urteknivens korte knivspids, for blot et øjeblik, lyste sølv fra månens stråler, og lod bladet bore sig ind i orkerens ene øje.

Det var ikke nok til at dødeligt såre mørkets væsen, men det var nok til at denne gav slip på Isiodith med et vredesfyldt hyl. Isiodith landede tungt på skovbunden, og hastigt var hun benene. Et sted foran hende kaldte hendes allierede, og Isiodith satte i løb mod stemmen, som hun aldrig før havde løbet for sit liv.

Imens han gjorde sit bedste for at holde orken fra at komme for tæt på ham, ved at blive ved med at stikke ud efter især orkens ben kiggede han også i retningen af den lille kvinde som var på jorden. Han blev især opmærksom på hende da han kunne se genskindet fra hendes kniv. Det var et godt tegn, i det mindste var hun ikke i færd med at give op på kampen.
Både ham og orken blev distraheret af den blinken den lille og skarpe kniv gjorde fra den retning, Relyua var her hurtig til at få skaftet af hans spyd om anklen på orken og fik ham ned at ligge.

Relyua gjorde an til at skulle stikke den liggende ork i halsen, men blev tvunget til at forsvare sig selv da den anden ork med råben og skrigen fulgte efter den fremmede kvinde, som Relyua nu stod i hans vej for at komme frem til. Orken svang ud efter ham med hans våben, og Relyua værgede for sig ved at bruge hans metalliske venstre arm til at tage slaget, som dog slog ham en smule tilbage men sikrede sig at han ikke tog nogle store eller små kødsår.
Den anden ork var med det samme på vej til at komme på benene igen, og Relyua så åbningen og fik boret hans spyd ned i låret på den ork der var på vej op. Det skulle gerne få ham til at forbløde inden alt for længe. Orken var dog stadig på vej på benene på trods af den linde strøm af blod fra såret i hans lår.

Relyua rakte en hånd bagud og forsøgte at lægge en hånd på kvindens skulder så han kunne forsigtigt skubbe hende bagud samtidigt med at han selv bakkede bagud for at holde kampen igang længe nok til at den sårede ork kollapse af blod mangel, indtil da havde han bare planer om at forsvare sig selv så godt som han nu kunne.

Isiodith bed knap mærke i den fremmede mands udstrakte hånd; hendes isblå, opspærrede øjne lå fæstnet urokkeligt på de to faretruende skikkelser. Aldrig havde hun set orkere før og som de tårnede sig op over hende, vidste Isiodith med sikkerhed, at hun heller aldrig havde set noget mere frygtindgydende.
Omsider landede den mystiske fremmedes hånd på hendes ene arm, og Isiodith gispede forskrækket. Straks forstod hun dog, hvad han mente at gøre og med den smule kampøvelse, Isiodith selv havde foretaget, guidede hun hans hånd ned op på hendes skulder, så han til hver en tid vidste, hvorhenne hun stod placeret bag ham.

De to orkere hvæsede arrigt og talte internt med hinanden, i hvad Isiodith bedst kunne beskrive som en masse lyde. De havde dog intet problem med at forstå hinanden, for straks begyndte de at bevæge sig hver deres vej, cirkulerende omkring dem som hungrende ulve.
”De vil angribe fra begge fronter”, hviskede Isiodith panisk, og måske mere for sig selv end for den fremmede. Stadig var det ikke gået op for skovelveren, at den ene ork blødte med en livstruende kraft. Først da den vaklede med et grynt og dens ene knæ sank ned i den mosede jord, syntes Isiodith at se, hvad den lyshårede mand havde forårsaget. Selv kunne hun ikke gøre mere med sin urtekniv; den var for stump og uskarp, kun behjælpelig med høst af urter og helbredende planter.

Helbredende planter. Ved Isari…

Isiodith kunne knap tro, at hun for blot et øjeblik havde glemt hendes magiske egenskaber, men det havde hun! Som dug for solen var den mulighed forsvundet for hendes indre blik, og med et fæstnede de isblå øjne sig på manden. I to hurtige skridt var Isiodith nær ham og hendes spinkle fingre lukkede sig om hans baghoved, i det hun hektisk hviskede; ”jeg er helbreder”, i håb om ikke at forskrække sin redningsmand. Da lod Isiodith sin fulde kraft forlade hende og ind i den anden, velvidende at de småskader, han øjensynligt havde fået, ville forsvinde med det samme og hans energi atter ville genfinde sin plads i hans krop. Bag hende forsøgte den sårede orker at komme op at stå men forgæves, og med et sidste brøl, der fik Isiodith til at klamre sig til den fremmede, landede den lang som den var på jorden.

Han gav hendes skulder et klem da hun havde fået hans hånd guidet op på hendes skulder så han havde en bedre ide om hvor hun var henne mens han havde fuld fokus på de to uhyggelige skikkelser foran ham. Han kunne også som hende se hvordan de begyndte at bevæge sig rundt om dem, han skubbede hende langsomt bagud og fulgte selv efter. Jo mere de bevægede sig bagud jo sværere var det for dem at blive omringet.
Han rynkede med hans øjenbryn som hun snakkede om at hun var helbreder. Det var der jo ikke tid til lige nu. Han havde ikke tid til at blive forbundet eller noget lignende. Han blev overrasket hvordan hun greb om hans baghoved og han kunne så mærke hvordan hans små flænger og skader, især nogle af de blå mærker han havde fået begyndte at heale ordentligt, og han følte sig langt bedre tilpas. Han havde også sluppet hendes skulder da hun var kommet tættere på.

Han kiggede ned på den nu døde ork, og han rullede med den ene skulder samtidigt med at han meget kort og hurtigt vendte hovedet om mod kvinden bag ham. "Du gør det lidt svært at kæmpe." hans stemme var seriøs, men alligevel var den venlig og der var da også et smil på hans læber. Da han nu kun havde den ene ork tilbage rykkede han hurtigt fremad mod ham. Han holdte spydet i den ene hånd, og han holdte hans metalliske hånd fremod orken så han kunne bruge den til at værge for sig. Orken begyndte at svinge vildt med hans kølle, og Relyua tog slaget med hans arm. Det sendte en rystelse gennem hele hans krop og han bed lidt sammen, men samtidigt med fik han spydet plantet i orkens armhule og stak til. Han greb om orkens anden arm, og lagde alle hans krafter i stykket indtil han kunne mærke hans spyd sank mere og mere i.
Han stoppede først da spydspidsen dukkede op af orkens hals, og han lod så orken falde død til jorden, han havde blod udover ansigtet og sit tøj nu, men han tørrede det bare af før han tørrede sit spyd af i den ene af orkernes tøj og hår.

"Er du okay? Har du også sørget for at gøre noget ved dine egne skader hvis du havde fået nogen?" Han greb hans kofte i bunden, den var allerede smurt lidt ind i blod så han kunne lige så godt burge den til at tøre det sidste blod af hans ansigt. Han løftede bunden af hans kofte op og fik blodet af hans ansigt. Han kiggede så over på hende, håbede ikke at han så alt for faretruende ud som han havde blod på hænder og hals.

Isiodiths isblå øjne flakkede mellem den mystiske fremmede og orkeren, der stadig tårnede sig op over dem. Først da gik det op for hende, at hendes fingre stadig klamrede sig til hans skikkelse, og at hun ultimativt forhindrede ham i at bevæge sig frit.
Straks hev Isiodith sine hænder til sig. ”Undskyld”, kvækkede hun skingert og lavmælt, mere af rent instinkt end noget andet.

Derefter gik alting stærkt; den mystiske fremmede aflagde afstanden til orkeren, hans spydspids hævet i forsvar. Det føltes som uendelig lang tid, at Isiodith stod alene i skovens mørke, men i virkeligheden vidste hun, at det ikke var tilfældet. Det gik stærkt; spydspidsen kravlede og banede sig vej frem og ind i orkerens grønne hud, så den til sidst kollapsede med døden til følge, og for et langt øjeblik kunne Isiodith ikke andet end at stirre lamslået på de to nedfaldne skikkelser.

Som den fremmede mand – en bjergelver, skulle det vise sig – atter henvendte sig til hende, rystede hun på hovedet. ”Det… det kan jeg ikke”, lød det spædt, hvorefter hovedpinen fra sammenstødet med jorden, omsider slog sit greb om hende.
Isiodith vaklede en anelse, og tog sig til sin beskidte pande. ”Jeg kan ikke…”, lød det igen, tydeligvis chokeret til sådan en grad, at hun knap vidste, hvor hun skulle gøre af sin egen krop.

Han trak bare på skuldrende og sendte hende et roligt smil som svar på hendes undskyldning. Han havde ikke nogen grund til at bebrejde hende. Det var ikke fordi det havde været utroligt smertefuldt eller noget jo. Lidt ubehageligt da hun havde holdt lidt stramt fast, men det var det eneste.
Han var lidt nervøs over den måde hun stod og nedstirrede ligene på da han var nervøs for at hun ikke rigtigt kunne klare at se død på den måde. Dog viste det sig at hun bare var chokeret da hun reagerede ganske pænt da han henvendte sig til hende igen.

"Det kan du ikke?" Han kiggede undrende på hende, og gik så over til hende da hun begyndte at tage sig til panden. Der var ikke megt lys, men han kunne alligevel tydeligt se hendes bevægelser, men ikke ret mange detaljer udove det. "Lad mig tage et kig så." Han sendte hende et smil, og lænede sig lidt frem så han kunne se på hendes pande, han lagde en hånd på hendes pande for at holde hendes hår væk så han ordentligt kunne se om der var nogle skader. "Jeg tror bare det var et slag, burde ikke være noget du ikke kommer dig over så." Han sendte hende et smil før han så endeligt lænede sig op i fuld højde igen. Han vidste ikke ret meget om hvilke slags skader folk kunne have udover dem der var synlige, ting som hjernerystelser og lignende var ikke noget han havde haft erfaring med, så han antog at hun nok var ved godt helbred.
Han gik hen til de to lig og begyndte at slæbe det ene af dem væk fra vejen. Det var nok ikke det bedste hvis de bare efterlod dem der så andre rejsene skulle komme til at lugte til de rådnene lig eller være nød til at stoppe fordi de lagde i vejen for en vogn eller en hest.

"Så hvorfor... rejser... du alene?" Han var nød til at afbryde hans tale mens han slæbte den tunge ork hen af jorden. Det var alligevel ikke det nemmeste at gøre, og på trods af han var stærk var det stadig fysisk anstrengende at slæbe et lig og især når han forsøgte at tale imens. "Virker ret... risikabelt." han sendte hende et smil som han fik den sidste af orkerne smid et godt stykke uden for vejen og vendte tilbage til hende.

Isiodith stirrede som hypnotiseret på manden, i det han nærmede sig hendes skikkelse og dernæst begyndte at undersøge hendes pande. Jovist, et slag – det var rigtig nok, bekræftede helbrederen i hende, i en professionel tone der stred imod Isiodiths opspærrede øjne og let dirrende hænder.
Langsomt nikkede hun og da manden dernæst vendte rundt på hælen, for at tage sig af de to afdøde, måtte Isiodith måbe i chok og hastigt vende sit blik bort. Hun forstod dog instinktivt nødvendigheden; de kunne ikke fortsat ligge på vejen. Hvad nu hvis de ikke var alene og deres klanmedlemmer snart var på vej?

Som bjergelveren – en del prustende – spurgte indtil hendes gøremål i skoven, rankede Isiodith ryggen. Eller, det var i hvert fald, hvad hun forsøgte. Slaget fra hendes fald fik hendes hoved til at dunke alarmerende og for blot et øjeblik syntes Isiodith, at der var to af den fremmede mand. Og hvorfor rejste hun egentlig alene? Tanken havde slet ikke strejfet hende. I stedet var hun taget afsted i ly af det lette morgenmørke, i håb om ikke at blive opdaget for tidligt.
”Jeg… jeg prøver at finde en”, lød det omsider, for der var vel i grunden ingen grund til at lyve. ”I Medanien. Det er… det er vigtigt”, fortalte Isiodith videre, men pludselig tabte hun pusten – og dernæst balancen.

”Jeg har det ikke så godt”, hviskede hun skingert, i det hun støttede begge sine spinkle hænder mod hendes tynde knæ. ”Kan… kan du hjælpe mig tilbage? Jeg kan b-betale…”

Han blev ret hurtigt klar over at hun måske bare chokeret end han havde regnet med da hun ikke svarede på det ene af hans spørgsmål om det med at hun ikke kunne helbrede sig selv som hun havde gjort ved ham selv.
Han nikkede dog i første omgang også bare til hendes svar om hvad det var hun lavede derude, han kunne dog godt forstå at det var vigtigt for hende, hvorfor var hun ellers selv rejst ud på denne måden uden nogen form for eskort når hun ikke rigtigt var i stand til at forsvare sig selv.
"Til Medanien? Der er da alligevel et stykke endnu?" Han var ikke helt sikker på hvor præcis de var, han rejste med vejene og derfor havde han ikke noget kort eller lignende det ødelagde rejsen og gjorde den mindre spændende. 

Da han kom tilbage fra at smide ligene ud så han hende stå og læne dig på hendes knæ og han skyndte sig overtil hende. Han gik lidt ned i knæ og lagde en arm om livet på hende og ind under hendes arme så han kunne støtte hende godt. Ikke super behageligt for ham grundet højdeforskellen mellem dem. 
"Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig!" Han kiggede overrasket på hende da hun snakkede om betaling, han var vant til at give igen og give af hvad man havde når man hjalp og kunne, men egentligt var han ikke interesseret i betaling.
Han støttede hende over til hendes lille lejer i første omgang og der så han hendes mange planter. "Kan du lave noget med dem til dig selv? Og kan du lave noget af den slags til sår som jeg kan få som betaling?" Han kom stadig med et tilbud om betaling da det alligevel kunne være rart at vide den slags at man havde noget som andre fandt værdifuldt og brugbart.

"Så regner med du gerne vil eskorteres til Medanien?" Han var ikke sikker på om det var det hun havde ment men han syntes hun havde behov for det og han ønskede at hjælpe hende med det, at rejse med nogen kunne også være meget mere spændende og man blev ikke så ensom og trist af det. Delvis var glad for at rejse men han kunne ikke ensomheden for længe.

Isiodith forsøgte at smile taknemmeligt, men smilet nåede aldrig rigtig at sætte sig fast henover de buttede læber. I stedet koncentrerede hendes fødder om at gå, og da de omsider fandt vej tilbage til hendes lejr, sank skovelveren sammen med et ømt suk.
Atter fandt hendes mælkehvide hånd tilbage til hendes pande. Smerten, den dunkende fornemmelse, var ganske uvant og forfærdelig hæmmende for den ellers professionelle Isiodith, men af vane mere end af vilje, begyndte Isiodith at rumstere i sin sadeltaske. Hingsten måtte hun – eller de? – finde frem til på et senere tidspunkt.

”Det er langt endnu. Fjorten dage minimum”, mumlede Isiodith, i det hun begyndte at finde remedier og urtemiksture frem fra lædertaskens dyb. ”Men jeg kan sagtens fremstille… altså, det er ingen sag”, tilføjede hun derefter, som hun satte en lille flaske med blå væske til læberne og drak. Det ville tage den helbredende væske blot et øjeblik at virke, men Isiodith var pludselig mere fortrøstningsfuld end hun havde været for blot få øjeblikke siden. Måske det var den venlige mands selskab, der gjorde hende godt midt i alt det kaotiske.

Isiodiths slørede øjne blev dog store af forbløffelse, i det manden tilbød hende at eskortere hende den sidste vej. Straks efter forsøgte skovelveren dog at smile, men taget de to orkere i betragtning, fandt hun det stadig vanskeligt.
”Hvorfor vil du dog føre mig på vej? Jeg… vi kender jo ikke hinanden”, kvækkede hun forundret, hvorefter hun måtte synke en klump. ”Jeg vil nødig være uhøflig, det… jeg… du ved… ikke?”

Han sørgede for at hjælpe hende ned at sidde så forsigtigt og roligt som det var muligt. Han holdte derefter øje med at hun kunne sidde selv, og ikke var ved at falde om af udmattelse eller skader. Selvom han ikke kunne se noget rigtigt.
Han trak bare på skuldrende af hendes kommentar om at der var langt, at der var mere end 14 dages rejse til Medanien.

"Det er ikke så langt, og det lyder godt." Han var glad for at hun kunne fremstille noget, både for at han kunne få en eller anden form for kompensation, men også for at hun kunne lave noget for hende selv, da det virkede som om hun havde behov for et eller andet. 
Han fulgte hende ret intenst med øjnene for at se om hun fik det bedre. Han lænede sig lidt frem for at studere hende og se at hun altså også fik det bedre af det hun drak. Det var derefter tydeligt at se at hun gjorde, hvilket forbløffede ham meget da det tog effekt så hurtigt. Han havde ikke forventet det på trods af hvad hun havde gjort for ham tidligere.

Hendes forbløffelse var ham som sådan ikke underlig. Han havde før mødt folk der blev ekstremt mistroiske når man tilbød noget som helst gratis. Dog da hun spurgte om hvorfor han ville hjælpe hende sådan når de jo ikke kendte hinanden kunne han ikke lade være med at le en smule.
"Hjælper du kun dem du kender? Ville du ikke bruge dine evner til at helbrede hvis du kom forbi en såret mand i vejkanten?" Han håbede og regnede lidt med at hun ville, og det var det samme for ham. "Det er det samme for mig, jeg kan hjælpe dig på vej uden at det er til nogen gene for mig selv så selvfølgelig gør jeg det. Så håber jeg at den dag jeg er i knibe at nogen giver mig en hånd." Han kiggede på hende undrende, da hendes sidste lidt uforståelige ord ikke var det nemmeste at forstå.

Isiodith gned sin beskidte pande med de spinkle fingre, hvorefter hun rystede langsomt på hovedet. Nej, Isiodith var helbreder i samtlige knogler; aldrig ville hun kunne forlade et væsen, der havde behov for hendes hjælp. Tilsyneladende gjaldt det samme for denne mystiske fremmede; han havde set en i nød, en han kunne hjælpe, hvormed det var det, han havde gjort for… selvfølgelig.

Et lille og varmt smil sneg sig henover Isiodiths buttede læber, og hun nikkede stille. ”Det lyder som en aftale”, erklærede hun dernæst, hvorefter hun sukkede tungt og lod sine øjne flakke mod mørket, hvori de to døde orkere lå skjult. For et langt øjeblik kunne hun ikke tage øjnene derfra, for stadig hvilede chokket over hendes spinkle skikkelse.
”Jeg hørte dem slet ikke…”, hviskede hun, mere til sig selv end til manden, og med en let hovedrysten – atter til sig selv – lod hun atter sit blik finde frem til bjergelverens.

”Hvad er dit navn egentlig?”, spurgte hun blidt, i det Isiodith dernæst lod til at betragte ham mere indgående. ”Selv hedder jeg Isiodith. Mine venner kalder mig Isi, hvis det er nemmere”, tilføjede hun ikke mange øjeblikke efter, i det et lille, næsten opgivende kluk forlod hende.

"En aftale!" Han smilede bredt som svar, han virkede måske meget positiv og ved godt mod, endda måske mere end man burde være lige efter at have dræbt nogen og kæmpet for sit liv. For ham var det dog fordi han forsøgte at gøre stemningen mere positiv og opløftet istedet or at være nede i kulkælderen over hvad der kunne være sket.
"Så var det godt der ikke skete dig meget." Han sendte hende igen et smil som hun skænkede ham hendes blik igen. Det var godt at hun ikke længere bare stirrede ud i mørket. Han kunne ikke forestille sig hvad hun måske så i mørket nu.

"Relyua, og dit?" Han nikkede så bare som svar til hendes navn. "Isiodith, så du er helbrederske? På rejse for at finde nogen du har mistet?" Han forsøgte at se om han kunne finde ud af præcis hvad det var der var grunden til at hun var ude på vejen. Hun havde jo fortalt at hun ledte efter nogen, men ikke hvem den person var i forhold til hende. Ikke at det egentligt var noget der kom ham ved dog. Han forsøgte bare at holde en samtale kørende.

Han begyndte at rode lidt i bålet så flammerne døde ud og der kun var gode solide gløder tilbage, samtidigt med at han fandt en lille læderpung frem lavet i noget meget kraftigt læder med en væge stikkende ud af, en let og transportabel olielampe, som lugtede lidt harsk da den var fuld af sælspæk.
Efter at have tændt olielampen så de havde lidt lys stillede han en lille lerkrukke i gløderne og ventede på vandet i den begyndte at koge, der var nogle relativt tilfældige urter i som han havde fundet, det eneste han vidste om indholdet var at det smagte ganske godt og ikke var skadeligt. "Tænker lidt varmt kunne gøre os godt". Han sendte hende et smil, forsøgte at gøre ting lidt mere som var det en normal rejse.

Isiodith forsøgte at klistre et varmt smil i mundvigen, som denne Relyua forsøgte, at bringe hende tilbage med optimistiske ord. Det var en kær handling, men den lykkes knap, for stadig kunne den unge skovelver ikke stoppe med, at høre de to orkeres hvæsende vejrtrækning bag hende eller mærke de stærke fingre om hendes tynde ribben.

Med en let hovedrysten – og dernæst et ivrigt nik mod den varme drik – forsøgte Isiodith at tæmme den lette angst.
”Jeg… jeg har ikke mistet nogen. Heldigvis”, begyndte hun at fortælle, om end en smule tøvende. Det var ikke til at vide, hvordan den fremmede ville reagere på hendes ord. Det var trods alt ikke hver dag, at en ung skovelverkvinde søgte mod syd, i håb om at finde frem til en vanæret helbrederske, hvis rygter fortalte, at hun gjorde sig i mørk magi.

Isiodith pillede fraværende ved sine hænder og gned derefter sin pande, selvom smerten havde fortaget sig mærkbart. ”Jeg søger en særlig information, som jeg kun kan finde i Medanien. Det er… vigtigt for mig”, tilføjede Isiodith omsider, efter at have stirret eftertænksomt på bjergelverens te-brygning. Snart efter forvred hendes ansigt sig dog i en bekymret grimasse og end ikke øjeblikket efter, sagde hun; ”jeg har hørt, at de bevæger sig i klaner. Tror du, at vi er sikre her?”

Han vidste ikke rigtigt hvordan man hjalp nogen når de var i chok på den måde hun var. Han forsøgte derfor bare at gøre humøret så godt som muligt. Han kunne godt se at hun forsøgte at smile, men at det ikke helt gik så godt, og han sendte hende derfor bare et smil tilbage for at sige det var okay.
Han rørte lidt i den lille krukke for at sørge for at der ikke var nogle af urtebladene der sad fast på indersiden og blev en smule brændt.

"Det er godt at høre" Han var glad for at høre at det ikke var fordi hun havde mistet en bro eller søster eller noget lignende. Det at miste familie måtte være hårdt og forfærdeligt. Han kunne stadig huske hans egen families reaktion da de var bange for at have mistet ham.

"Jamen så håber jeg du kan finde det når vi er nået Medanien!" Han sendte hende igen et smil, og gjorde det endnu engang tydeligt at han havde intet imod at hjælpe hende på vejen. 
Hendes spørgsmål og frygt forstod han også godt. Han havde før set store klaner på den måde, men store klaner ville ikke være interesseret i landevejsrøveri på den måde her. Større klaner og grupper var interesseret i at angribe landsbyer eller store lejre, så han følte ikke de burde være bange.
"Hvis de var fra en klan så ville de have været spejdere, og så ville de ikke have angrebet dig. Så vi burde være sikre, tænker heller ikke at en klan ville lave landevejsrøveri som det her." Han håbede det ville hjælpe lidt på hendes frygt. Men for at hjælpe lidt mere fandt han sit spyd frem så det lagde klar ved siden af ham, samtidigt med at han hældte indholdet af den lille krukke op i nogle små bægere af træ til at drikke af, og rakte den ene til hende. "Ja ville ønske jeg havde noget honning, det hjælper også." Han tog så en slurk.

Lige dele overrasket og taknemmelig for, at den fremmede Relyua ikke gravede mere i hendes historie, nikkede Isiodith med et lille, varmt smil i den ene mundvige. Dernæst lod hun de isblå øjne glide henover hans skikkelse, hvorpå mange tatoveringer dækkede hans krop og uden tanke på en særlig pli, studerede hun dem indgående.
I hvert fald indtil Relyua igen fyldte tavsheden mellem dem; denne gang med væsentlig information, der fik Isiodith til at nikke tavst og længe. Atter spejdede hun ud i mørket, hvori de to orkere lå gemt væk og den unge skovelver samlede ubevidst sine spinkle arme over brystet.

”Jeg… jeg har honning”, udbrød Isiodith pludselig kvækkende, i det hun med store øjne så op på bjergelveren – og dernæst hen på sadeltasken. ”Giv mig et øjeblik”, bad hun dernæst og krøb på knæ hen til den, hvorefter hun fremdrog en lille, mørkebrun krukke.
I det at hun rakte den frem mod ham, hørtes et fugleskrig i skovens stilhed og Isiodith spjættede per instinkt. Hastigt rømmede Isiodith sig forlegent og satte sig dernæst tilbage på sine medbragte tæpper. Fast besluttet på, ikke at lade hændelsen blive italesat, rømmede hun sig igen; som sad noget fast i den tynde hals. Først da gik det op for hende, at hun endnu ikke havde taget imod træskålen med den varme væske, og med et kortvarigt beklagende smil lænede hun sig atter frem.

”Hvor er du fra, Relyua?”

Han kunne ikke lide når det blev alt for stille så han gjorde sit bedste for at fylde den når han kunne. Især når han kunne komme med nogen som helst form for vigtig information som hun eller han selv kunne bruge til noget. Han lagde dog stadig godt mærke til hendes blik på først hans tatoveringer og derefter ud i mørket. Han havde ingen anelse om hvad han kunne gøre for at hun følte sig mere tryk.
"Bare sig til hvis du bliver træt, jeg kan sagtens bare holde vagt." Han sendte hende et smil, han var bjergelver og havde derfor ikke behov for at sove så meget som andre.

"Du har!?" Han lyste stort op ved tanken om honning. Han tog imod krukken fra hende, og duftede først til dens indhold. han smilede bredere ved duften af den søde substans der var at finde i krukken og han tog en smule af honningen til sig selv, ikke meget mere end en halv lillefinger spids før han gav krukken tilbage til hende. Han havde ikke nogen grund til at kommentere på at hun havde været blevet forskrækket af en fugl.

"Jeg kommer fra en af kysterne oppe i nordlandet. Levede i en lille sælfanger samfund." Han sendte hende bare et roligt smil. "Og hvad med dig?" Han tænkte at måske det kunne hjælpe hende hvis de bare snakkede løs om ingenting og alting. Det kunne da i hvert fald få tankerne bragt i retning af nogle andre baner.
"Du er meget god med urter gætter jeg på?" Han sendte hende et smil, han kendte svaret men måske hun kunne uddybe lidt.