Nianna var blevet voldtaget på det groveste, hun var ødelagt. Han var ødelagt. Der var bare ikke noget i hans liv der var særlig godt længere. Han ville gerne gøre det bedste for hende, og det havde i første omgang været at tage væk fra den han faktisk så som noget familie. Havde han gjort det hele bare fordi han ikke ville ødelægge hendes liv? For intet i hans liv var særlig godt, der var måske nogle lyspunkter i hans liv, men det var ikke noget at råbe hurra. Han vidste faktisk ikke om der var noget at råbe hurra for i hele hans liv han havde oplevet. Hans søster var forsvundet fra barns ben af efter hans forældre var blevet dræbt. Han havde ikke set hende i 20 år hvor han finder hende, og hun fortæller at hun var i noget hun ikke kunne slippe ud af. Hun af alle mennesker havde forandret sig mest. Ja han havde haft langt hår men han ville ikke klippes så længe han ikke kunne finde sin søster. Og lige som han havde fundet hende så var hun væk igen. Forsvundet som om hun aldrig havde fundet sted, hun kunne egentlig være død nu, og han ville ikke ane noget som helst omkring det. Han var blevet bidt af Miranda og var blevet varulv. Det var det værste han vidste, som om han ikke var en freak allerede i forvejen. Han så spøgelser og han snakkede tit med dem. Men at han fik en forbandelse over sig han ikke engang havde fortjent vidste han ikke hvad han skulle gøre ved. Og så med et fandt han en mand der sagde at han kunne fjerne forbandelsen. En mand han havde lært at stole på og lært at elske. Men det havde alt sammen været en løgn. Han vidste ikke bedre, han havde aldrig kendt til kærlighed, og det hele var kommet så pludseligt at han ikke vidste hvordan han skulle være.

Men lige så snart han havde opdaget løgnen var han taget der fra i vrede med et håndled der var røget ud af ledet. I måneder havde han bevæget sig langt væk fra Medanien, men det havde blot bragt ulykke med sig. Han var blevet voldtaget utallige gange, tortureret og intet af det havde været særlig behageligt. Han havde savnet Marad, og han ville gerne tilbage hvilket han havde gjort. Dog havde han fundet sin kærlighed bundet til en stol forslået og blod alle vejne. Hvad der var sket det sted vidste han ikke, alt ting var sløret og glemt, som om det aldrig havde fundet sted. Alligevel var han blevet slået ihjel. Han var blevet myrdet og glemt alt om, og alligevel havde der været højere magter der fandt ham speciel og genoplivede ham som engel.

Nu stod han på ny i Dianthos og håbede på at finde svar. Han havde hørt om en spåkone, men om hun kunne give ham de svar han ønskede vidste han ikke, og det var kun tiden der kunne give ham de svar. Han vidste ikke længere om der overhovedet var nogle svar han helst ønskede at få. Men han ville gerne vide hvad der var i hans fremtid. Om han altid skulle gå og have det så elendigt som han havde det, og hvad med Nianna?! Ville hun forsvinde ud af hans liv? Der var så mange spørgsmål han ikke kunne svare på men som han gerne ville vide.
Han skridt føltes tunge som han bevægede sig ind i skumringskvarteret og hen til det sted han havde fået fortalt han skulle gå hen. Det hele virkede så mørkt på dette sted. Det var faktisk første gang han havde bevæget sig ind her. Sidst han havde været i Dianthos havde han bedt Isari om at slå ham ihjel, men det var endnu en af de mange bønner der ikke var blevet hørt. Han åbnede døren ind til butikken og lukkede døren efter sig som han kiggede rundt. Han vidste ikke med sikkerhed om han skulle sige noget, eller om hun måske vidste at han ville komme. Han havde aldrig været ved sådan en spåkone før!

Med sine lyse øjne lukket, stod Contessa med en hånd hen over en tot lyst hår og en halskæde. Hun havde fået en bestilling tidligere på dagen, og det var bare ren held hun havde fundet et væsen, der havde lige præcis den evne, der skulle overføres til smykket. Det tog kun et øjeblik før hun åbnede øjnene, og kunne pakke halskæden væk, ned i en æske, og ned i en større kasse, hvori der lå færdige bestillinger. Håret blev pænt bundet sammen og hængt op på en krog, sammen med massere andre flettede totter. Det kunne godt se lidt barskt ud, at der hang en hel masse flettede stykker hår, og derfor var det også dækket til med et mørkt lagen. Mørkt, ligesom alt andet i lokalet. Med hurtige skridt gik hun ind mod eliksir lokalet. Man kunne høre på hendes mørke nederdel, at det gik stærkt. Hun hev sin sorte skjortes ærmer op, som hun gik igennem perlegardinet. Med et dybt suk lod hun sin hånd forsvinde ned i en tønde, hvor hun fiskede nogle sten op. Med tre små sten i hænderne, helt oppe i øjenhøjde vurderede hun hvor vidt hun kunne bruge deres energi til et andet smykke.

Hendes krage gav to små lyde fra sig, et øjeblik inden man kunne høre døren møde klokken. Hendes blik for op til perlegardinet, som førte ud til hovedlokalet. ”Øjeblik!” lød det højt fra hende, som hun efterfølgende valgte forsigtigt at sætte stenene ned i tønden igen. Hun gik så over mod perlegardinet, og med et hurtigt snuptag, fik hun spredt perlerne fra hinanden, så hun kunne se en rødhåret skikkelse stå i døren. ”Du godeste,” lød det lavt fra hende. Hun havde set ham før. Ikke med sine egne øjne, men igennem hans minder. Hendes hjerte sank en smule, og øjnene begyndte at blive mere blanke. Hun gav ham dog et blidt smil, ”Hvad kan jeg hjælpe Dem med, hr.?” spurgte hun og tog nogle forsigtige skridt om bag disken. Hendes hår, som gik hende til brystet, var for bundet i en stor bold i nakken på hende. Alene kunne man ikke gøre det pænt. Grundet hendes hektiske dag, med at finde det rette væsen, var der dog flere totter af hendes hår, der ikke sad fast i bolden i nakken. Hun placerede sine lange smykkefyldte fingre spredt på disken.

Det virkede som en blid stemme der mødte ham med hendes øjeblik. Og selvom han ikke rigtig vidste hvilket ben han skulle stå på så vidste han at dette her var noget der skulle ske. Han havde brug for svar han ikke længere selv kunne give sig i kast med. Han havde brug for nogle svar til alt han havde været gået igennem. Han vidste bare ikke om det var svar han egentlig ønskede at få besvaret. Måske havde det lidt været en fejl at han var kommet her hen? Hans øjne søgte rundt i lokalet for at finde ud af om han måske skulle gå et eller andet specielt sted hen, men det så ikke sådan ud.

Han trådte et par skridt væk fra døren men sagde ingen ting, han hørte godt hendes udbrud men han tog sig ikke af det, hun kendte ham jo ikke. Så hvad godt var der overhovedet ved hende lige nu? Han vidste det ikke, og måske skulle han finde ud af det på et tidspunkt. Han trippede lidt på fødderne som hans øjne søgte rundt i lokalet. Han ville ikke være til besvær, og han var måske også en anelse nervøs lige nu, men han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Der var sket så meget, og det var jo ikke fordi noget af det havde lykkes for ham her i livet.

Han rømmede sig lidt som hun spurgte om hvad hun kunne hjælpe med. Han trådte et par skridt tættere på hende og han håbede sådan at hans vinger ikke ville dukke op og ødelægge hele butikken, for så mange krystaller havde han altså heller ikke i sine lommer. "Ja altså.. Jeg høre du har sans for spådomme, jeg kunne godt tænke mig nogle svar...." kom det fra ham og kiggede på hende med de  to forskellige farvede øjne. "... Altså hvis du har tid, jeg kan godt komme tilbage på et andet tidspunkt..." kom det fra ham og lod hånden køre lidt rundt over et smykke, han ikke engang anede hvad var. Men den så flot ud! Han løftede blikket op på kragen der sad og nærmest stirrede intenst på ham. Han lod en hånd glide op til sin rose på brystkassen og kløede sig lidt på det. Han havde ingen ide om hvad den gjorde, men han vidste det var en del af hans evne til at kunne mærke følelser.

Contessa ventede tålmodigt ved disken. Hun vidste han havde det svært, og hun var vant til at folk, som havde problemer, kom til hende for at få det bedre. Hun betragtede hans tvivlsomme skridt, og hun fik helt fornemmelsen af at han prøvede at gemme sig. Hun smilte dog blot roligt til ham, for at signalere hun ikke ville skade ham. Med mindre han selvfølgelig ville have det, og betalte hende for det.

Da han endelig fik fremstammet nogle ord, rettede hun sig en smule op og mødte endelig hans blik. ”Jeg har massere tid, kære. Sæt dig ned en gang,” fortalte hun ham roligt, og viste ham nogle stole, som stod tættere op af en væg. Hun valgte ikke at påpege at smykket han pillede ved øgede ens frugtbarhed. Men den mængde han havde rørt ved det, gjorde ikke den store forskel på ham.

Kragen sad og stirrede vagtsomt på den rødhårede mand. Undrede sig over hvorfor han virkede så usikker, når butikken var et en tryg omgivelse. Contessa valgte at gå bag disken, hen til den ene af stolene for at sætte sig. Begge hendes hænder lå fladt på bordet. Der var mange der mente at hvis man ikke kunne se hendes hænder, kunne hun jo lave alt muligt snyderi under bordet.

Det var tydeligt at se at han var urolig, måske en anelse bange for hele situationen og måske var han bare usikker på om hele denne her ting var en god ide. På den anden side måtte han jo få besked på hvad det var der skulle ske i hans liv, hvis der overhovedet var noget godt i hans liv ud over Nianna. For hende ville han da ikke kunne undvære for noget som helst. Hun var alt for flink og uvidende om hele livet, om end at hun faktisk var blevet voldtaget lige som ham selv. Det var noget han skammede sig over, det var nok en af de ting han ikke havde set ske for hende. Egentlig ville han have beskyttet hende for det hvis han kunne, men det kunne han ikke. Det var ikke hans lod i livet. Desuden så skulle hun vel nok klare sig når det kom til stykket ikke? Han var ikke helt sikker, men måske hvis man bare troede på det, så var det nok rigtigt.

Han sank en lille klump der havde sat sig i halsen, og han kiggede på hende og "Okey... Ja selvfølgelig okey.." kom det lidt usikkert fra ham. Han kiggede lidt på hende og bevægede sig usikkert over imod stolene som hun havde vist ham. Han var ikke sikker på hvilken en han skulle sætte sig på så han ventede til hun selv havde sat sig. Først da hun havde sat sig på en af stolene og hænderne lå på bordet kiggede han på den anden stol inden han satte sig. Meget usikkert kiggede han på hende og foldede sine hænder under bordet. Han vidste ikke hvad det var han skulle gøre, eller hvad det var han skulle sige så han forblev helt tavs. Han var lidt bekymret for om det ville gøre ondt det der skulle ske, ikke så meget fysisk men ville han opdage noget som ville få ham til at opleve en smerte i brystet af følelser han ikke havde oplevet før? Han var ikke sikker, måske var han allerede for ødelagt til overhovedet at det ville kunne komme på tale. "Så ehm... Hvad nu?" spurgte han endelig og kiggede nervøst på hende alt imens han ikke kunne holde sine hænder i ro under bordet.

Contessa var opmærksom på at hendes kunde tydeligvis var meget usikker og på ingen måde turde gøre noget, uden han var sikker på det var korrekt. Hun observerede blandt andet dette, da han ventede på at hun havde sat sig, med sine lange blege grønne fingre oven på bordet, og først derefter selv valgte at sætte sig. Hans hænder blev usikkert foldet under bordet. "Hvad søger du svar på, kære?" spurgte hun relativt roligt, som hun lod et blik hvile på ham, så blidt som hun kunne. Det var ikke alle der syntes hendes øjne var de mest behagelige at have på sig. Andre syntes de gav en uventet tryghed. "Ved at vide hvad jeg skal lede efter, bliver det nemmere at kunne fokusere ind på det. Du kommer ikke selv til at kunne se hvad jeg ser, og du vil heller ikke kunne mærke noget andet end en summen i dine fingre" forklarede hun og nikkede mod hans hænder, som var gemt under bordet. Hun vendte sine håndflader op i luften, så hun kunne tage i mod hans hænder. Det var altid meget nemmere at se fremtiden eller fortiden ved fysisk kontakt.

Hun havde en lille ide om at han søgte svar, som ville kunne give ham tryghed og sikkerhed i at livet ville blive bedre. Det var ikke noget hun ville kunne garantere. Hun havde trods alt set brudstykker af tragiske minder i sine drømme. Det var en del af hendes evne, som både kunne være fantastisk og tragisk at besidde. Contessa kendte efterhånden så mange tragiske minder fra mange væsner på tværs af Krystallandet. Mange af dem hun bar minder fra, var ikke engang nogen hun havde mødt endnu - og ville sikkert aldrig møde dem. Hun følte lidt, at det var en anelse særligt, at hun for en gangskyld mødte en, som hun havde set i 'sine mareridt'.

Hvordan skulle han i det hele taget kunne komme videre med sit liv, når han ikke vidste hvad dette her ville bringe med sig. Han var så nervøs og det var ude af hans liv. Ville han ligge sit liv i hendes hånd? Ville alt hvad han tænkte og følte overføres til hende? Hvordan kunne hun vide hvad det var hun skulle, og var det overhovedet sandt det han havde hørt? Han var ikke så sikker igen, og hvad skulle han gøre ved det, der var intet han kunne gøre. Så da hun spurgte om hvad han søgte svar på var han faktisk lidt i tvivl om det hele. For hvad ville han have svar på? Der var så meget han ville have svar på, men alligevel så havde noget godt aldrig kommet til ham. "Jeg ehm... Måske... Nej... Hvad med... Nej... Ehm..." hvad ville han helst have svar på i det store og hele billede? Da hun så forklarede hvad der ville ske kiggede han på hendes hænder. Så han skulle ligge sine hænder i hendes. Det var noget specielt, men hvad skulle han ellers gøre? Han havde selv opsøgt hende, så kunne han vel ikke bare gå igen. Han måtte vide svar på nogle af alle de spørgsmål han havde her i livet efter hans genfødsel som engel. Han tog en dyb indåndning og lagde sine hænder i hendes. "Måske jeg bare gerne vil vide om jeg nogen sinde finder en der kan lide mig for mig, og ikke lyver for mig for at tro det er det nemmeste." kom det fra ham og kiggede lidt på hende. Han var lige glad med hendes øjne, det var blot øjne og der var ikke noget der skræmte ham. Der var måske så meget andet der kunne skræmme ham. Men lige nu var hun blot en hjælp på hans lange vej til at skulle komme videre med sit liv.

Contessa valgte ikke at presse ham, men han tænkte over hvad han ville have svar på. Han virkede til at have rigeligt af ting i hovedet, og han havde sikkert lige så mange ting som han gerne ville have svar på. Hun håbede bare han havde et spørgsmål om sin fremtid, som han brændte mere for end så meget andet.
Da han tog sig sammen til at lægge sine hænder i hendes, gav hun ham et venligt smil og lod roligt sine tommelfingre lægge sig på langs af hans fingre. Hun nikkede lidt til hvad han søgte og lukkede sine øjnene. Hun udgav et lille suk, inden hun følte hun blev suget ind i fremtiden. Hendes næsten hvide øjne spærrede op og så direkte over på manden foran hende. Hendes fokus var på at finde glæde og måske kærlighed, og det varede da ikke længe før hun så noget hun søgte. Kærlighed, latter, glæde, fællesskab, flettede hænder og lidenskabelige kys. Der var i den grad lykke forude for englen.
Hun trak sig selv tilbage til virkeligheden og blinkede en enkelt gang med øjnene, da hun var tilbage. Roligt gav hun ham et blidt klem om hænderne og et lige så blidt smil. ”Du finder kærlighed og i store mængder. Du bliver så lykkelig,” Contessa blev næsten revet med i den lykke som hun havde set, så hendes øjne blev en anelse blanke.

Mærkeligt nok begyndte han at blive nervøs. Han vidste ikke hvad han skulle forvente i alt dette her, og alligevel vidste han ikke om det var en lykkelig slutning på ham. Ville der være noget Lykke forude hans liv. Hvad nu hvis det hele bare var ødelagt ved Marad og at han skulle være den ensomme ulv alene i verden igen? Helt alene var han nok ikke nu hvor Nanna var i hans liv, men han kunne jo ikke vide noget

Og så med et åbnede hun øjne og kiggede på ham. Hun klemte i hans hænder og hans første tanke var ‘åh nej!’ Det kunne ikke være et godt tegn og alligevel sagde hun at der var Lykke forud. Man skulle tro at han havde holdt vejret for han pustede ud i lang tid. Havde han været så nervøs for svaret? Han vidste det ikke men alligevel lettede det hans hjerte at der var håb forude. Så var det hele ikke bare en følelse af at han ville bekræftes, og at han tog de forkerte beslutninger så som at tage hen til sin voldtægts mand bare for at finde noget at mærke. “Åh, det er vel kun en god ting, er det ikke?” Han lød usikker i sin stemme, og alligevel kiggede han ned i hans hænder der stadig lå i hendes. “Kan du fortælle mig om jeg beskytter Nianna på både godt og ondt? Kommer jeg til at give hende et beskyttende liv?” Han var ikke sikker på om han overhovedet ville vide det svar, men alligevel havde han spurgt. Han håbede inderligt at Nianna ville få et langt lykkeligere liv end han havde haft.

Det var tydeligt at den rødhårede mand foran hende havde været spændt på sin spådom, sådan som han åndede ud og nærmest blev lidt lettere. Det gjorde hende glad, at det virkede til at han så frem til sin fremtid, hvilket hun også selv ville, hvis det var hende.

Hun nikkede ivrigt med glædestårer der trillede op i øjnene. ”Jo, det er i hvert fald en god ting,” forsikrede hun ham og nikkede. Han var fyldt med spørgsmål, og hun var glad for at han ikke holdt tilbage med at stille dem. ”Du beskytter hende så godt du kan. Der er tidspunkter hvor der kan ske uheld, men det er ikke din skyld, og det skal du huske. Jeg kan ikke fortælle meget mere, eftersom hun ikke er her,” prøvede hun at forklare. ”Du skal være velkommen til at sende hende herned en dag, hvis det er noget du ønsker for hende,” tilføjede hun og samlede deres hænder, således begge hans hænder var oven på den ene af hendes, og hun kunne lægge sin anden hånd oven på.

Et eller andet sted kunne han ikke helt tro på at nogen faktisk ville have ham, men når alt kom til alt så havde denne kvinde sagt det, og så havde han vel lov til at håbe på det var rigtigt. Det var jo ikke fordi hun havde givet ham et tidsrum. Det kunne ske om flere år eller når han var gammel og grå. Men så igen, blev han overhovedet gammel at se på nu hvor han var engel?

En ting han frygtede var svaret det ville komme på hans spørgsmål. Han håbede at det ville være et godt svar, men så igen... Med hans held ville det sikkert være rigtig dårligt, lige som hans liv havde været. Så han kunne lige så godt forvente det værste som det bedste. Og så åbnede hun munden for at fortælle hvad hun vidste. Det var lidt blandet og han vidste ikke helt hvad han skulle mene om det. Han kunne jo ikke beskytte Nianna hele tiden, og han vidste det godt. Men på den anden side, hvad ville hun så komme ud for når han ikke var der? "Åh..." kom det fra ham og bed sig lidt i læben. "Jeg tror ikke hun kommer så langt væk fra sit hjem. Hun er heller ikke så god til sproget som os andre." kom det fra ham og havde lyst til at trække sine hænder til sig, men han gjorde det ikke endnu. Nianna var blevet bedre til sproget i det tidsrum han havde lært hende at kende, og det kunne kun blive endnu bedre med tiden.

Den eneste hage ved at kunden foran hende, nu kendte sin fremtid, var at hans fremtid ville kunne ændre sig. Der skulle så lidt til, for at skabe en alternativ fremtid, som hun ikke havde set eller kendte til. Hun håbede for alt i verden ikke at den ændrede sig for meget. Hun ville så gerne se kunden foran sig blive lykkelig. Det havde han brug for.

Det var tydeligt at han fremtid nærmest ikke var nær så vigtigt, som den pige han havde nævnt. Hvilket kun gjorde Contessa ivrig for at kunne undersøge pigebarnet. Så snart han fortalte hun ikke ville komme langt fra sit hjem, trak hun på et skævt smil, med en snert af medlidenhed. ”Hvis vi er heldige, kan jeg lave et visit hos hende en dag,” forsøgte hun, og prøvede forsigtigt at kærtegne hans hænder med blide og rolige bevægelser. Kunden foran hende havde i den grad brug for at finde lykke, og hvis lykken lå i at kende til pigens fremtid, ville hun gerne tilbyde den.

Komme hen til Nianna? Det var en mulighed, men han ville aldrig afsløre hvor hun boede. Det var så godt gemt at han ikke ville afsløre det for noget. Hvis han nu bare kunne logge Nianna med sig her hen, så ville det måske hjælpe hende lidt med sine egne problemer! “Det.... det kan du ikke” startede han og trak hænderne til sig. “Jeg vil ikke afsløre hvor hun opholder sig. Hun er... hvad kan man sige, hun klare sig ikke så godt, hun har ikke nogen familie eller noget. Hun har klaret sig selv siden hun var helt lille. Det er ikke meget tillid hun har ril dolk...” forklarede han endelig og kiggede lidt op fra bordet han havde kigget ned i. Chancen for at ville få Nianna her hen var måske lille, men det ville hjælpe Nianna til at få lidt beskyttelse måske. For,det var vel ikke kun en heks der var her vel?

Contessa trak et skævt smil, som hendes tilbud blev afvist. Hun lod ham blot tage sine hænder til sig, og trak selv sine hænder lidt tilbage, før hun vendte håndfladerne ned mod bordpladen mellem dem. ”Det er helt i orden, kære. Jeg forlanger ikke noget,” forklarede Contessa. Hun lod roligt sine øjne hvile på ham, før hun rømmede sig lidt, for at løsne noget i halsen. ”Er der andet jeg kan gøre for dig?” spurgte Contessa blidt. Det var ikke fordi hun ville smide ham ud, for hun havde massere tid, selvom der stod masser af bestillinger af smykker og eliksirer. Hun skulle nok formå at blive færdig med dem, selvom hendes kunne måske ville kræve længere tid.

Han bed sig lidt i læben og kiggede på hende. Han vidste ikke helt om han skulle spørge om hans søster. Egentlig kunne det vel også være lige meget. Hun havde forladt ham når det kom til stykket, og det ville helt sikkert ikke være en positiv ting når det kom frem hvad han var blevet til og hvad han havde oplevet. Det ville helt sikkert ikke komme noget godt ud af det. Han ville sikkert bare være vred når det kom til stykket, ikke lige frem noget han ønskede skulle ske. "Nej jeg tror det ikke. Min søster er sikkert død alligevel" kom det fra ham og rakte en hånd ned i lommen. "Hvad skylder jeg?" spurgte han og kiggede lidt på de få krystaller han havde i hånden.

Ordene om at han søster nok alligevel var død, gravede lidt dybere i den lille medlidenhed Contessa havde fået for den rødhårede engel. Selvom hun ikke havde hans hænder i sine, kunne hun ikke lade være med at se hans fremtid for sig. Hendes øjne var kun spærret op i et øjeblik, før hun så normalt på ham igen. ”Du har en ældre søster der lever” lød roligt med fra hende som hun endnu engang sendte ham et blidt smil.

Contessa rystede lidt på hovedet, da han spurgte om prisen for det arbejde hun havde udført. ”Du skylder ikke noget, kære. Husets regning,” lød det fra hende med et lille smil. Hun havde intet imod at han kunne gå uden at betale. Hendes priser svang alligevel alt efter hvem der kom ind i hendes butik. De fattige fik deres ting til næsten ingen penge, og de rige måtte betale overpris. Det fik det hele til at udligne sig, selvom der selvfølgelig var tider hvor det ikke passede synderligt godt for rigmanden at skulle betale så meget, som hun krævede.

Han var egentlig lidt overrasket over at hun fortalte hans søster levede. For hun havde ikke engang haft fat i hans hænder. Og egentlig havde han nok bare levet med tanken om at han intet familie havde tilbage, og lige pludselig ændrede det sig fuldstændig. Betød det at han atter en gang skulle lede efter sin søster, bare for at have noget familie og nogen at holde af? Han sagde ingen ting sad blot overrasket og kiggede på hende. For hvad sagde man egentlig til noget man ikke havde regnet med?

Da hun så ikke engang ville have krystaller for noget af det hun havde gjort for ham, om end at det ikke havde betydet så meget for hende, så havde det gjort en kæmpe forskel for ham. "Ej... Jeg må da kunne betale på en eller anden måde. Jeg kan da ikke bare gå min vej" han ville ønske at han bare kunne rejse sig og gå sin vej, men det var ikke sådan han levede sit liv. Han var et godt menneske, og han gjorde altid sin pligt ved at betale hvad han skyldte, uanset om han kunne lide det eller ej.

Contessa smagte lidt på de ord hun havde sagt om at hans søster stadig levede. Det var måske lidt overvældende at få at vide, hvis han altid havde troet hun havde været død. Skulle hun rådgive ham i at finde hende? Skulle hun rådgive ham i at lade skæbnen finde sin vej selv? Ja, det var ikke til at vide. Måske, det at hun havde fortalt sandheden, ville ændre det hele, og hun ville ende med at dø for øjnene af ham… Det var ikke til at vide.

Hun smilede blidt et skævt smil, som han påstod han meget gerne ville betale. ”Seks ravstykker,” lød det, meget præcist fra hende; næsten som hvis det var den rigtige pris hun gav ham. Hendes pris var forskellig fra kunde til kunde og hun ville virkelig ikke kræve noget af manden foran hende. Men hun vidste at krævede hun for lidt, ville han nok brokke sig. Prisen var stadig lav for hendes ydelse.

Han kiggede lidt på hende. Han var ikke den der tog imod gratis ydelser og det kom han aldrig til. Han ville for en hver pris betale hvad det kostede uanset prisen, om han så skulle arbejde prisen af. Han havde ikke mange krystaller, men det gik nok af og til, desuden skulle han købe lidt små ting til Nianna når han alligevel var her i byen. Han kiggede lidt ned på bordet og så op på hende da hun endelig sagde en pris. Han smilte lidt og nikkede. Han vidste ikke hvad sådan eånoget normalt kostede, det var jo første gang. I stedet lagde han en hånd i lommen og fiskede ravstykkerne op han lagde dem på bordet og smilte lidt. “Tak” kom det stille fra ham inden han rejste sig og bevægede sig imod døren for at åbne den og forsvinde ned af gaden.