Solen lå lavt på himlen over Balzera, selvom den stadig virkede til at brænde ligeså meget som den plejede. Det var efterhånden ved at blive aften og der var ikke lang tid til at den gik rigtig ned. Markedspladsen var fuld af folk, og luften var lummer og fuld af parfume. Lidt længere væk fra markedspladsen, ned af sidegaderne, var der dog væsentlig bedre luft, den var køligere og man kunne langt bedre trække vejret, som solen ikke stod direkte og bagte gaden mere.

Nede på en af disse sidegader stod Bandorion, med ryggen mod muren, hans vejrtrækning var lidt hurtigt, og klædet han normalvis brugte til at skjule sine ører var ikke til at se, så de elviske ører var til fuldt udsyn.
Han havde mistet klædet ved en lettere 'slåskamp', og ligeså snart de havde set ørerne, så var balladen startet. De havde åbenbart været nogle af dem der havde en tendens til at indsamle ørkenelvere til slavehandlernes glæde, og Bandorion vidste hvor høj kurs der var på dem i disse kanter, så han skulle bare væk. Desværre var han løbet så langt han kunne for nu, og han var ikke sikker på hvordan han skulle komme ud af byen uden at blive opdaget.

Det var dog heller ikke lang tid han fik lov til at være i fred, som de åbenbart havde delt sig op, så der var en fra hver side af gaden der kom mod ham. Hvordan i alverden skulle han slippe væk? Han havde dårligt nok fået vejret endnu?

Det havde været et par dage siden, Victoria havde været på besøg hos Fyrsten. Den grimme smag lå stadig i munden på hende, og det var ligemeget, hvad hun gjorde, så kunne hun ikke slippe af med den. Den sleske gris! Hadet til ham var kun blevet større, men hun var stadig i vildrede om, hvordan og hvorledes hun kunne gøre noget ved situationen. Så længe han kunne spionere på hende, når han ville, var det svært for hende at foretage sig noget, uden han vidste det.

Victoria havde brugt det meste af dagen på at sidde udendørs ved en kro i et ihærdigt forsøg på at drukne sine sorger i vin. Det var ikke gået helt efter planen, for hun var absolut ikke blevet i bedre humør. Det var ovenikøbet endt med, at hun var faldet i søvn indover bordet.

Lyden af tumult vækkede dog Victoria, og hun satte sig brat op for at finde ud af, hvad der dog skabte alt det spetakel. Umiddelbart var der dog ikke noget at se, men lydene fortsatte i det fjerne i form af råb og skrig. Lettere groggy og stadig halvsvimmel som følge af at være beruset, fik Victoria rejst sig fra stolen. Hun rettede lidt på den lilla vest, der var kravlet op og havde drejet sig skævt. Så samlede hun kården op, der indtil nu havde stået i skeden op ad bordet, og satte den fast i bæltet. Så rettede hun hastigt på sit hår, så det igen sad stramt i spændet. Det var egentlig ikke gået op for hende, at hun i sin fuldskab havde ændret farven og længden så i første omgang var det lidt mærkeligt, at det var så langt.

Victoria havde langt om længe fået slæbt sig afsted mod lydene, og da hun kom tættere på, kunne hun se en større gruppe af mennesker, der havde så ud til at have omringet en elver i en gyde ved at spærre begge ender af. I en afslappet og let svajende gang trådte hun tættere på, mens hun diskret trak kården. Det var dog umiddelbart ikke til at se, hvem der var lederen af flokken, fordi ingen stillet sig åbenlyst frem. I stedet fik hun, takket være sin naturlige evne til at forblive diskret, sjosket sig hen til det største og bedste brød, hun kunne se. Selvom hun stadig var halvfuld, havde hun ikke komplet glemt sin træning, og det var faktisk imponerende let at få fat i håndleddet på manden, så hun i en hurtig vendning kunne få vredet armen om på ryggen af ham. Samtidig satte hun kården om for halsen af ham, påpasselig med ikke at snitte den over. "Det er..." begyndte hun men blev afbrudt af en bøvs "... længe siden elverjagten stoppede. Jeg vil foreslå jer at opgive jeres foretagende, inden det ender grimt" fik hun snøvlet ud i en høj stemmeføring, så dem i den anden ende også kunne høre hende. Manden trak hun med sig ind mod elveren, så dem bagerst i flokken ikke bare sådan ville kunne stikke hende i ryggen.

//Outfit, hårfarve og -stil

Det her var første gang at Bandorion rigtig var i problemer, og han kunne mærke hvordan hans hjerte bankede hurtigere end det nok nogensinde havde gjort. Hvordan slap han væk? Hvis der var en ting som Bandorion ikke ville, så var det at være slave var resten af sine dage, hvilket godt nok ville blive nogle korte dage, hvis han selv skulle sige det. Hellere døden end slaveri, hvis han skulle være helt ærlig med sine unge år.

Dog nåede hans tanker ikke helt så meget, som en kvinde åbenbart kom ham til undsætning? Først var han næsten sikker på at hun var en del af dem, men da han så de forvirrede udtryk i øjnene på de andre, så kunne han godt se at de nok ikke kendte til hende.
Han pressede sig lidt op af væggen og kiggede frem og tilbage mellem kvinden med det farlige svær dog mændene, som stadig stod og kiggede deres vej.

”Vi er Rubinien, snuske, der er altid elverjagt her,” sagde den anden mandgroft, ikke så taget tilbage af at en af de større kæmper var lagt ned, og snart kom der er et par mænd mere ned af gaden, som de endelig kom langt nok til at hjælpe resten af gruppen.

Victoria havde egentlig håbet på, at det ville holde mændene lidt tilbage ved faren for, at en af deres egne mistede livet, men det var tydeligvis ikke tilfældet, og et suk forlod først hendes læber. Så drejede hun hovedet mod manden, der talte, og hendes øjne lynede. Ingen havde ret til at kalde hende for snuske, især ikke en ulækker mandsling, der fandt det sjovt at jagte elvere. Hun drejede nu hovedet mod elveren. "Er du helt håbløs med et våben?" spurgte hun lavt i håb om, at mængden ikke kunne høre hende tydeligt. Hun var en kende kort for hovedet, men det var vigtigt for hende at vide, hvad hun kunne forvente af den mørke mand, inden de begyndte at kæmpe sig ud herfra.

Victoria vred mandens arm længere op for at få ham til at lægge sig helt ned fladt på maven. Hvis det lykkedes, ville hun i processen fjerne kården fra mandens hals, inden hun kastede et blik rundt på mændene. "Når I nu er så ligeglade med jeres frænde her, sååå..." begyndte hun uden at afslutte sætningen. I stedet jagede hun spidsen af kården i mandens skulder. Hun lagde alle kræfter i i håb om, at spidsen ville nå ud på den anden side, og at han som følge deraf ville stikke i et skrig. Forhåbentlig kunne det demotivere resten til at nærme sig.

Caerthynna var led og træt af varmen, hun ville bare hjem - hjem til hendes lille hytte i skoven mellem fristavn og Azursøen. Men som hun havde prøvet at finde et stille sted, til at teleportere sig væk fra Rubinien - nærmere handelsbyen Balzera. Hun havde været her af flere grunde, for at sikre at alt var klar til hendes mission senere på måneden. Men også for at sikre sig nogle værdigfulde urter, for hendes tidligere læremester. 
Det sted hun havde valgt at snige sig hen, viste sig dog - at være alt andet end roligt. Ja det var nærmest blot en cirkus af kaos, som elverkvinden så på med store øjne. Hun var stadig i hendes normale udseende, eller så normalt som man nu ønskede. Med den hvide hud, tatoveringerne der blomstrede hen over hendes kindben. Karet der gik hen over den ene side af ansigtet, de krystal blå øjne. Det eneste hun havde valgt at gemme, var det var de spidse øre. Men ikke via magi, hun havde gemt hendes resurser på den lange tur hjem. Så en grå bandana lavet ud af simpelt hør materiale. Var viklet rundt omkring hendes øre. Så kun det iøjefaldende blå hår var sat op i nogle sammensatte løse fletninger. Resten af kroppen var dækket til i nogle løse, kedelige brune klæder. 

Hun gispede kort, og trådte et skridt tilbage. En kvinde var allerede fuldt igang med at tæve, hvad lignede til at være nogle ganske store og veltrænede herre. Men det hun fangede som det næste, var den skræmte elver der stod og stirrede på situationen. Hvad var det der foregik? 
Da hun lagde mærke til ørene, vidste hun dog hurtigt hvad dette gik ud på. 
“Har du... brug for hjælp?” Råbte hun en smule tøvende på ørkenelvisk. “Har.. i - hvad foregår der her?” Prøvede hun så igen, på krystalliansk. Skulle hun finde hjælp? Flygte? 
Et skrig forlod dog manden da en kåre blev presset imod hans skuldre. Og hun hoppede lidt i skræk. Hvad var det hun havde rodet sig ud i!? 



[Beklager jeg bare sådan hopper ind, ville joine helt fra starten af - men nåede det aldrig. Håber det i orden!] 

Bandorion kunne kun se på kaosset og konkludere at det her var på ingen måde noget han ville være villig til at rode sig ud i. Mændene i sig selv havde været skræmmende, som han stadig prøvede at få pusten over, men ærligtalt følte han sig ikke mere sikker på den halv fulde kvinde, som vidst kunne stå på sine egne ben, hvis hendes manøvren skulle antyde noget som helst.

”Våben?” udbrød han på krystallisiansk. For selvom han var ganske okay med en kniv, så havde han aldrig været i en rigtig kamp, og han var altså ikke sikker på at han havde det i sig at kæmpe mod nogen andre og så også skade dem seriøst. ”Du må være sindssyg. Vi skal bare væk!” var han hurtigt til at tilføje, for når man var på røven, så var der kun en måde at komme ud af det, og det var at flygte så godt man kunne.

Dog nåede han ikke at sige mere, før at et velkendt sprog ramte han ører, og hans koncentration på den små sindssyge kvinde, som havde fat i en af mændene, var i stedet faldet tilbage over på elverkvinden, som i den grad ikke var ørkenelver, men dialekten passede dog ganske godt, så et eller andet sted måtte hun havde lært det.
”Hvis du kan få mig væk herfra, så ja,” kaldte han tilbage på ørkenelvisk, selvom hans hoved ligeså hurtig vendte tilbage mod kvinden og manden, som skriget lød fra ham. Hvad fanden skete der lige?

Victoria trak med et ryk kården ud fra mandens skulder, hvilket kun fik ham til at skrige igen, men hun var tydeligt ligeglad. Lige nu handlede det om at slippe levende væk. Hendes lille stunt havde dog fået mændene til at stoppe op, da de først havde set, at hun ikke bare legede rundt. Det købte dem da en smule tid om ikke andet.

En kvindes råb fik Victoria til at give sig selv en mental dumflad. Hvorfor ved Zaladin havde hun ikke bare snakket elvisk til manden? Han burde trods alt kunne sproget! Der var dog ikke tid til at dvæle ved fejlen, som hun satte en fod på manden, der lå ved hende, fordi han var begyndt at bevæge sig lidt. Hellere beholde ham hvor hun vidste, hun havde ham. Hun slog dog over i elvisk ved sit svar: "Jeg forventer bestemt ikke, vi skal bekæmpe dem alle, men jeg har ingen forhåbning om, at vi slipper levende herfra uden, vi skal forsvare os selv. Medmindre du da har en plan for at komme op på hustagene?" svarede hun, og i hendes lette brændert var hendes elviske noget gebrokkent, omend hun stadig var i stand til at gøre sig forståelig. Det var dog tydeligt, at hun ikke forsøgte at nedgøre ham. Alt kunne bruges i denne situation, og hvis han rent faktisk havde udtænkt en plan for at slippe væk, var hun mere end villig til at høre den.

Et råb ramte dog Victorias ører, og hun drejede hovedet mod retningen af lyden. Det gjorde hende bestemt ikke noget med en ekstra hånd. "Disse mænd" - hun lavede en gestus med armen mod mændene, der stod i hver sin ende - "er ude på at ville indfange den kære ørkenelver, og..." hun blev afbrudt af endnu en bøvs. Imponerende nok blev mændene stadig stående. Hvad ventede de på? "... jeg prøver lidt at undgå det sker, men vi mangler en plan for at komme væk" fik hun så snøvlet færdigt på elvisk. Det var forbavsende let at lægge en plan, når fjenderne tydeligvis ikke forstod, hvad der blev sagt.

Det hele var en situation hvor man måske ikke burde blande sig - og for et ganske kort øjeblik kunne hun ikke gøre andet, end bare at se på med åben mund. Hun rystede på hoved, og knipset et par gange med hendes fingre. 
Men nu havde hun taget et valg. Og valget var at få personerne væk, selvom hun var en anelse skeptisk omkring, at kvinden var så fuld - hvorfor havde hun så valgt at blande sig i det hele taget? Det virkede en anelse idiotisk - hun kiggede derfor også en anelse forbløffet på kvinden. Man skulle da være dum, for at se hvad der ikke foregik. Om det var at indfange eller tæske, var vel i og for sig fuldstændig lige meget. Men kære? Det - okay, hun var fuld. Det måtte være grunden til at hun snakkede som hun gjorde. 
En plan for at komme væk, det skulle gå hurtigt - turde hun prøve? Nej to mennesker på en gang ville være for farligt. 
"Jeg har en plan! stol på mig!" råbte hun på elvisk, og løb hen - nåede lige at dukke da de mænd der ellers havde stoppet op for betragte kvinden med skeptisk og frygt, vågnede op igen og svang ud efter hende. Hun greb ørkenelverens arm. "Dyb indånding" fik hun sagt, og teleporterede dem begge op på taget over dem. Hun gispede kort af smerte, da hun i forvejen var udmattet i hendes chakra. "Jeg - jeg henter den anden nu." og hun teleporteret sig tilbage ned mod kvindemennesket. Og med et smæld stod hun bag hende - "Er du klar på at komme væk?"

Bandorion havde lyst til at skære tænder af kvinden der stod ved siden af ham, før at han kiggede på hvordan husene var, og om der egentlig var noget at kravle på. Lidt adræt var han nu, men det var alligevel en anelse begrænset, hvis han skulle være helt ærlig med sig selv, især med hvordan husene var bygget heromkring.
Heldigvis behøvede han ikke at komme væk, da elveren pludselig løb hen til ham, midt ind i det hele. ”Hva'?” kom det lidt fra ham, og nåede ikke engang den dybe indånding før teleporterings magien hev fat i ham og pludselig var han oppe på taget, lidt usikkert på benene, men fik hurtig fundet balancen. Heldigvis havde han prøvet at blive teleporteret før.
Hans øjne var lidt store, men smilet spredte sig pludselig, nu når han havde et bedre overblik over hvor de var.

Om de egentlig efterlod kvinden under dem, var han ligeglad med, men han trådte lidt nærmere kanten, så han kunne se ned, hvor han så elveren stod nu. ”Skynd jer, vi kan miste dem på tagene,” sagde han, før han allerede kiggede rundt, for at finde den bedste flugtvej på hustagene. Nogle af hoppene ville være lidt lange, men mon ikke de kunne, han ville dog lige vente på sine nye 'venner'.

Hendes blik flakkede hurtigt frem og tilbage, og før kvinden kunne få lov til at give hende et svar - lukkede hun sine fingre omkring hendes arm også teleporterede hun sig væk. Håbet var de landede på taget - men noget var gået galt i hendes magi. Om det havde været fordi hun var udmattet, fra at have færdig gjort en mission, eller hvad det helt præcis havde været. Så var konsekvensen den, at hun var dukket op et andet sted. Uden kvinden hun havde prøvet at få med op på taget. 
Med et lille suk, lod hun sig falde sammen på den beskidte jord - hun var alt for udmattet til at tænke over, hvor ulækkert det var. Og måtte i tankerne minde sig selv om, at det kogende varmt bad, nok skulle få alle de urenheder ud af hendes hud. 
Men derefter gled hendes tanker tilbage mod Ørkenelveren, manden hun havde prøvet at redde. Var han kommet væk i god behold? Var kvinden kommet hen på taget som hun havde ønsket? Eller var hun også dukket op et helt tredje sted. 
Med lidt god vilje, ville hun nok aldrig møde nogen af dem igen. Men derfor kunne man jo stadig ønske, at det gik dem det godt. 

Bandorion kiggede mod elveren som havde forsøgt at få kvinden med sig, formegentlig, men det var ikke lykkedes. En mand lidt længere henne var begyndt at kravel op på tagene, hvor han selv stod, og han kiggede lidt fortabt ned på kvinden som stadig var dernede.
Ørkenelveren havde dog ikke tænkt sig at vove sit eget skind, for at forsøge at få hende med, ikke når manden begyndte at bulre henover taget.
”Tak for hjælpen, jeg håber du også kommer væk,” råbte Bandorion lidt desperat, inden han satte i løb henover tagene, og tog et spring over til de næste. Han skulle bare væk, og det kunne kun gå hurtigt nok.
Han håbede at begge kvinderne var kommet i godt behold væk fra stedet, og som han klatrerede og hoppede mellem tagene, mistede han også snart dem der var på røven af ham.

//Jeg er et lidt andet sted med Ban nu, og har derfor behov for at få ham videre. Undskyld <3