Isiodith lod de blege hænder glide henover de grønne urter, nærmest i en sørgmodig kærtegn. Klædt i praktiske og mørke gevandter, der stod i en skarp kontrast til hendes hvide hud, vendte skovelveren rundt på hælen og forlod det smalle kammer.

I sin favn bar Isiodith på rene klude, som hun med kontrollerede og rolige bevægelser, klargjorde og placerede nær en af de mange brikse på helbredernes stue; den, hvori hun i løbet af dagen havde tilset alskens ørkenelvere, og konsulteret med lærde folk og ikke mindst udvekslet nyttig viden. Hendes hypoteser var blevet taget godt imod; tilmed havde Isiodith mærket en stigende respekt fra sine kollegaer.
Det var trods alt derfor, at Isiodith var rejst med de øvrige diplomater og turen havde været lærerig. Den unge skovelver følte sig fyldt med en særlig energi, kun hendes stigende og umættelige behov for viden kunne skænke hende.

Så, alt var godt, mindede hun sig selv om, som hullet i maven knirkede insisterende. Stadig havde Rakaa og hende ikke talt sammen, siden deres veje var skiltes tidligere på ugen og snart havde Isiodith ikke mere tid i ørkenriget. I sandhed kunne Isiodith ikke benægte, at hun savnede hans selskab, til trods for de få timer, som de havde spenderet i hinandens samvær.
Sjælevenner, det var hvad, du troede, bed en krigerisk stemme af hende men inden, at Isiodith kunne nå at bide igen, gik døren til helbrederstuen op. Ind trådte en ung ørkenelver, hvis kåbe og ansigt var indsmurt i blod og støv.

Uden at standse i hendes bevægelser, og med en professionel effektivitet, gestikulerede Isiodith mod en af briksene. ”Tag plads”, bad hun, i en tone der ikke indbød til megen diskussion. Hun havde, igennem sin uddannelse og dernæst hendes praksis, set langt værre men der var ingen tvivl om, at denne fremmede havde behov for hendes hjælp.
”Mit navn er Isiodith Lómadriethiel. Jeg er her som ven af ørkenriget og De kan trygt stole på, at jeg kan tage mig af Deres skader”, præsenterede skovelveren sig, hvorefter hun nærmede sig manden med rolige og fattede isblå øjne. 

Isiodith betragtede den fremmede, som denne begyndte at forklare sine skavanker. Hun nikkede, men så dog hastigt væk, i det hun kunne mærke, hvordan hendes indestængte skepsis satte sig fast i hendes isblå blik.
”Det er også irriterende, når ens venner forvolder en så megen skade og så ganske uden, at ville det”, svarede den unge skovelver, forinden at hun nåede at standse hendes sarkastiske ord. I en hurtig bevægelse vendte Isiodith dog ryggen til ørkenelveren, som hun famlede skødesløst med en række miksturer bag hende – velvidende, at hun ikke skulle bruge dem til noget overhovedet.

Isiodith Lómadriethiel var en stolt kvinde og hvis der var noget, den hvide helbreder ikke kunne fordrage, var det, når folk antog, at hun ikke havde øjne i hovedet; at hun ikke kunne se igennem deres løgne og falske fortællinger.
En blid stemme mindede Isiodith om, at ørkenelveren ikke var skyld i hendes ulmende temperament eller den grå følelse i hendes bryst. Det var tværtimod Rakaa, der fortsat havde ignoreret hende og stadig ikke givet hende nogen forklaring.

Da Isiodith dernæst vendte rundt, var hendes hjerteformede ansigt atter lagt i de så velkendte og professionelle folder, og i det hun aflagde afstanden mellem dem, mumlede hun mildt; ”jeg tager et kig på dig. Du er frisk som ny i løbet af ingen ting. Jeg har set og helbredt langt værre.”

Og ganske rigtigt, tænkte hun, i det hendes blege og spinkle fingre lagde sig om ørkenelverens kønne ansigt. Hun havde set langt værre – skrammerne var velsagtens ikke af en sådan natur, at de ikke måtte tilses, men i Isiodiths optik var det særdeles tilforladeligt, så længe der ikke var afhuggede lemmer involveret.
Som Isiodith begyndte at helbrede ørkenelveren – stadig kun med hendes fingre omkring hans pande og hårgrænse – lod hun sine øjne glide i. Der var ingen grund til, at ørkenelveren så, hvordan alt det isblå forsvandt og kun hendes pupil blev tilbage.

Isiodith betragtede kortvarigt ørkenelveren, hvorefter hun trak på den ene skulder. ”Jeg er ikke uvedkommende”, svarede hun, i en tone der ikke var andet end professionel og faktuel. ”Jeg har været her to gange. Begge i forbindelse med udveksling af forskellige teorier og viden”, fortalte Isiodith videre, hvorefter hun for blot et øjeblik tøvende; stadig med hendes hvide hænder mod ørkenelverens ansigt.

”Flere ulykker?”, gentog hun, grænsende til vantro, hvorefter et lille men dog høfligt smil, satte sig fast på hendes hjerteformede læber. Hun rystede på hovedet – mere af ørkenelveren selv og ikke hans spørgsmål – hvorefter hun rømmede sig lavmælt. ”Jeg er på vej hjem igen om en tre dages tid. Men De er i kyndige hænder uanset. Helbrederne her er særdeles veluddannede og har lært mig meget”, sagde hun, hvorefter Isiodith fjernede sine hænder fra ham.

Ikke, at hun endnu var færdig, men snart efter rykkede ørkenelveren på sig og begyndte at jamre. Isiodith skar en let grimasse; det var aldrig rart at være vidne til andres smerter. ”Det var da alligevel grovt, som Deres ven har lykkes med at forvolde så stor skade”, mumlede hun, hvorefter hun sendte ham et bedrevidende blik.
Atter fandt de hvide hænder vej frem til ørkenelverens ansigt og straks efter, begyndte hun at helbrede hans indvendige skader. Og ganske rigtigt, tænkte skovelveren, der var flere brækkede ribben. Sikke en ven. 

Isiodith betragtede ørkenelveren med et høfligt blik, som han begyndte at konverserer. ”Det burde jeg have vidst”, svarede hun, hvorefter et smalt men dog varmere smil end før, satte sig fast i hendes ene mundvige. Det var dog ikke de ord, der som sådan fangede Isiodiths fulde opmærksomhed.
Som mange andre kendte Isiodith også til fortællingerne om slavehandlere, hvis speciale var forviste ørkenelvere – eller blot ørkenelvere, hvis skridt havde ført dem vidt omkring og ikke mindst på den gale vej. At det dog var en realitet, forekom hende umulig at forstå. Som ofte var det blot en historie, en ubehagelig tanke, der dog endnu ikke havde vist sit grimme ansigt, men her sad en mand, der ikke blot skitserede den for hende men udgraverede og overrakte hende den på et forrådnet sølvfad.

Isiodith lod en eftertænksom rynke finde vej imellem hendes mørkebrune øjenbryn, hvorefter hun arbejdede tavst en rum tid. Da den helbredende proces omsider var omme, og ørkenelverens tilstand atter var, som den burde være, betragtede skovelveren ham, tydeligvis med mange tanker at dele. Alligevel forholdt Isiodith sig dog tavst, men med en enkelt, opløftet finger, bad hun ørkenelveren i at blive blot lidt endnu.

Med målrettede skridt vendte Isiodith tilbage til sin arbejdsplads, i det hun begyndte at samle og forberede tre skindsække; alle med helbredende urter og planter. Som hun vendte tilbage til sin – nu tidligere patient – overrakte hun ham dem og nikkede dernæst mod dem. ”Det skal indtages oralt. De kan drikke det i the, spise det – det er op til Dem selv. Det smertelindrer og har en minimal helbredende effekt. Måske det vil gøre Dem godt”, fortalte Isiodith, hvorefter hun trak lidt på den ene skulder og aflagde en betydelig afstand mellem dem. Nok var skovelvere kendt for at være traditioner tro, men det var ikke gået Isiodiths næse forbi, at manden ikke ønskede hendes nærhed – og det var på en eller anden mærkværdig måde betryggende.

”Jeg vil gerne høre, hvis De vil fortælle. Jeg har set mangt og meget, så jeg er slet ikke så skrøbelig, som jeg måske kan fremstå.” Ordene sandfærdige og hendes isblå øjne høflige, for det virkede fuldstændig essentielt for skovelveren at lytte, til hvad end den fremmede ville fortælle. Ikke desto mindre var der dog ligeledes en skarpere undertone; Isiodith var ingen svagelig kvinde, til trods for hendes petit statur.   

Den følelse af lettelse, som vælter gennem kroppen efter en helbredelse, kan beskrives som en kølig brise på en varm dag. Zahir tog en dyb indånding og nød hvordan hans krop hverken klagede eller knagede. Den føltes som på ny. Der var noget ekstatisk ved at mærke smerten stoppe på den måde. Han rettede sig op og mærkede efter på brystet og prikkede derefter til sine ribben. Alt føltes normalt - trods hans skjorte stadig var indsmurt i blod og han tilsyneladende ikke lugtede særligt godt. Puha, hvordan havde han misset det? Pinligt. Men helbredersken havde uden tvivl både set og lugtet værre, så han forsikrede sig selv om at det nok skulle gå. Han foldede hænderne i sit skød og afventede hendes vurdering. I stilhed så han  nysgerrigt til, da hun vendte sig væk for at arbejde udenfor hans synsfelt. Han havde lært som barn at man ikke skulle afbryde en helbreder i deres arbejde, og da det var en profession han især havde respekt for, så holdt han fadt på dén etikette. Da hun vendte tilbage, rejste han sig først for at tage imod de tre små sække. Han gjorde dette med et lille taknemligt buk. 
“Mange tak for dette. Jeg sætter pris på Deres hjælp og håber selvfølgelig også at dette forbliver vores lille hemmelighed. Jeg ønsker ikke at nogen, eksempelvis min søster, hører om mine kommende planer.” Han smilte skævt. Naturligvis ønskede han ikke sin søsters eller moders vrede på sine skuldre; men hvis de Ældre hørte om dette... det ville være besværligt at komme ud af. 
Han lagde forsigtigt de tre skindsække på briksen hvor han just havde siddet. Trøjen klistrede stadig ubehageligt mod ham og han mærkede kulden. 
“Fint. Jeg kan fortælle Dem lidt... vil De finde mig et håndklæde?” spurgte han inden han knappede den sjaskede skjorte op og trak den af. Han brugte den tørre del af stoffet til at tørre kroppen fri fra blod. Derefter satte han sig igen. “Mit navn er Zahir Kahn, jeg er diplomat for Ældre Råder her i Thal’Elor og jeg begår mig mange steder i landet. Sargos, Azurien, Dianthos... Jeg har set det meste. Kender De Balzera? Man kan vel kalde det ‘hele landets handelsplads’. Alt kan købes der: silke, guld, kameler og selvfølgelig slaver.” Ordet i sig selv gav ham en dårlig smag i munden. Man kunne anklage Zahir for mange ting, men slavehandel var næppe en af dem. “Der har været... tidspunkter, igennem historien, hvor vi ørkenelvere har været en mangelvare. Vi lever i disse tider lige nu, er jeg bange for. Slaveriet finder stadig sted den dag i dag. Man skulle tro vi var blevet mere civiliserede, ikke sandt?” Et forpint smil gled henover hans læber. Spurgte man ham, så var verden blevet værre de sidste par århundrede. Dæmoner var blevet mere talrige, havde mere magt... de var pludselig ikke bare skrækhistorier og vilde dyr man kunne møde om natten i en skov. De var overalt nu. Han mødte hendes blik. “Jeg har gjort det til mit mål at gøre en ende på salg af ørkenelvere. Det har været en lang kamp og har kostet blod, sved og tårer...” Han sukkede og mindedes de mange hjælpeløse øjne han havde mødt. “Der er i disse dage et monster i Balzera ved navn Arandol. Han sælger elvere som en luksusvare til højestbydende. Og jeg har i sinde at stoppe ham. Det er ikke min første slavehandler og det bliver næppe min sidste.” Han sukkede og lod hovedet synke lidt ned. Han var godt klar over at det en dag ville blive hans død. Men i så fald, så havde han gjort noget med sit liv. Bedre forhold til Balzera og en ende på slaveri. Det var hans mål for dette århundrede. 
“Men som De kunne se, så er jeg ikke den bedste i en slåskamp. Jeg foretrækker at få andre til at tage den fysiske konfrontation. Det gik bare ikke efter planen denne gang. Men næste gang... der tager jeg nogle muskelmænd med, tror jeg.” Han sendte hende et skævt og bedrevidende smil. Han havde absolut ikke tænkt sig at lade Arandol leve, men det var næppe noget han skulle dele med en helbreder. 
“Nu kender De min historie. Hvis De hører om min død om et par uger, så fortæl endelig min familie hvad jeg har sagt i dag. Måske vil de kunne forstå det. Måske får du en opsang fra min kære moder. Hvem ved... måske overlever jeg!” Han lo mildt. Han havde ikke i sinde at miste livet til en slavehandler, men han tog det måske for let. 

Isiodith lyttede, som ørkenelveren fortalte beslutsomt, og selvom hans beretning var gruopvækkende, lod Isiodith det ikke vise henover hendes hjerteformede ansigt. I stedet nikkede hun, når denne Zahir præsenterede sin historie i en næsten spørgende tone, og rystede på hovedet i mild afmagt, når ordene indbød til netop det. Måske det var Isiodiths håndværk; måske en del af hendes essens, men skovelveren havde altid været en ivrig lytter. Netop når andre gjorde det meste af snakken, kunne man lære en masse og Isiodith lærte en del.

Zahir Kahn var en mand med en mission; tilsyneladende den eneste han kunne se for sit indre blik og den måtte koste, hvad den koste ville.

Isiodith nikkede omsider, afmålt og eftertænksomt, som Zahir afsluttede. ”Det lyder til, at du kunne bruge en helbreder”, lød det lavmælt, næsten overvejende, som Isiodith dernæst rejste sig. ”En helbreder som ikke er loyal på samme måde overfor din familie, som en ørkenelver i denne afdeling ville være…” En spæd rynke satte sig fast mellem Isiodiths mørkebrune øjenbryn, i det hun langsomt lod sine fingre sammenflettes. De isblå øjne hvilede overvejende på dem, imens skovelveren syntes at være fordybet i tanker.

”Hvornår regner De med at tage af sted?”, spurgte Isiodith omsider, med en særlig beslutsom ild i hendes eget blik. ”Jeg vil gerne assistere Dem. Det er en vigtig sag at kæmpe for.”