Blæksprutten 01.05.2020 17:07
Efter at være hjemvendt fra en længere dannelsesrejse udenfor Dianthos’ mure, havde Selmy mange bønner at indhente. Han havde placeret sig et diskret sted i Isari templet, med lys og røgelse omkring sig, og akustikken, arkitekturen og dekorationerne i rummet havde fyldt ham med ærbødighed og håb for brødre og søstre af lyset. Under sin fokuserede underkastelse til gudinden, var der dog et øjeblik, hvor Selmy ikke kunne dy sig for at se nysgerrigt rundt på de andre bedende. Han kendte mange af de velstående herre- og kvinder, men det var primært ved navn. Men det var kun godt, for han var ikke af den type, der var særlig selskabelig, og han ønskede ikke at blive forstyrret, når han var herinde.
Iblandt de få personer, genkendte han Ava, som var veninde til hans storesøster Ceelia. Hun løb normalt ikke med sladder, men på trods af Ceelias kærlighed til sin veninde, havde hun fortalt ham lidt om hende i al fortrolighed. Lidt som en advarsel, måske, da Selmy endnu var ugift, men nærmede sig den rette alder. Han spekulerede på, om hun følte sig ensom, men rendte ikke efter hende, da han så at hun forlod templet.
Eftersom han havde ladet sig distrahere, kunne han velsagtens rejse sig fra gulvet og tænke på at vende hjem selv. Han skulle ikke noget – han var fritaget fra arbejde, da det var meget nyt, at han var vendt hjem efter flere måneder, hvor hans familie kun havde modtaget et enkelt brev under rejsens begyndelse. Og rygterne om den unge healersøns død var begyndt at røre på sig. Men heldigvis var det ikke tilfældet.
Da Selmy forlod templet, kunne han se at herren og fruen af nabohuset stod og talte lystigt med nogle af de andre, der enten var kommet ind eller ud af templet. Og ud fra deres gode humør at dømme, fik Selmy pludselig lyst til at undgå dem og i stedet tage en omvej igennem den smukke tempelhave. Det var en lettelse, at han ikke blev taget i at snige sig udenom, men til gengæld betød det, at han skulle sætte farten op, hvis han ønskede at komme hjem i god tid. Med rask gang indhentede han ret hurtigt Ava, som han var stødt på tidligere, uden at hun havde opdaget ham. Og endnu engang gik hun alene og nød sine omgivelser, måske i troen om at hun gik alene?
En lidt ængstelig følelse dukkede op i ham. Han følte ikke at han kunne passere hende, uden i det mindste at hilse. Men det værste var nok, at han ikke rigtig havde hilst på hende før? Eller havde han? Ceelia havde introduceret mange af sine veninder til Selmy, men han var ikke sikker på om de havde talt sammen før eller ej. Nu var han nået op til hende, og han rømmede, for at undslippe sin akavede introværthed og sin indre panik. ”Frøken Stormbjerg” Hilste Selmy og sendte hende et høfligt nik. Han håbede på at han havde husket hendes navn rigtigt. Han kunne samtidigt ikke lade være med at tænke på al den sladder han havde hørt om hende fra andre end hende selv. Han havde ondt af hende, men ville samtidigt heller ikke røre hende med en ildtang, hvad ægteskab angik. Hans kommende hustru skulle være ren.
Krystallandet
