Krystallandet
Fnuggie 26.03.2020 00:20
Tusmørkedalen det perfekte sted at komme sig. Der var ingen tvivl. Efter mødet med Lilith havde han brug for at komme til kræfter og tænke over tingene. Ikke at det havde været udmattende, nej hun havde bare sat lidt perspektiv i ham igen. En grund til at leve om man ville. Han havde været så godtroende og ikke gjort som det passede ham længe, og her skulle der komme en dæmon og ligge tingene på bordet og faktisk få ham til at se lidt anderledes. Ja han havde i sandhed noget at være stolt af. Det onde i ham skulle frem og der skulle ikke ligges skjul på det. Ikke engang selvom han ikke have nogen at se op til som han havde haft tidligere. Han havde glemt alt om Samson som jo var hans far. Simpelthen fordi en dæmon havde taget de minder fra ham. Men han vidste ikke hvad der var taget fra ham, kun at noget var. Månen stod højt på himlen og Ompries sad ude foran kroen med benene slået op på ¨kanten af bordet. Han var lænet tilbage på bænken så benene var ud over siden på bordkanten. Han sad og nød lidt koldt mjød. For der kunne lige så godt drikkes, og der var ingen tøsser at se lige i nærheden, ingen der i hvert fald lige fangede hans interesse. Men det kunne komme på et eller andet tidspunkt, det handlede vel egentlig bare om hvornår. Og hvis ikke, ja så var der stadig en masse ting at se i Tusmørkedalen som passede ham udemærket. Måske var det et af de steder han faktisk tænkte bedst, en af de steder han ikke skulle passe på med at sige hvem han var, for de fleste var mørke væsner der var her, og han var bestemt ikke skuffet hvis han skulle slå fra sig. Han var jo en bredskuldret mand mere end de fleste var. Men han passede jo også godt på sin krop af en eller anden årsag. Han tog en tår fra sit krus og nød den kølige brise der kom i ny og næ. Duften af dug havde for længst lagt sig, og det var i sandhed sikkert at foråret var på vej.
