Månen var så småt på vej op på himlen. Solen var så småt på vej ned og kulden var ved at sætte sit indtog til natten. Men midt ude i Diamantbugten sad William. Han ville gerne tættere på land, men han var bekymret for at blive overfaldet af nogen der kunne gøre ham ondt. Dog valgte han at svømme tættere på, der gik ikke ret lang tid før at han allerede var inde ved bredden. Han var en hurtig svømmer og vandet bølgede omkring ham som han blev hurtigere og hurtigere. I kanten af vandet lå en stor sten og William satte sig op på den for at stirre op imod Fritshavn han vidste lå lige i nærheden. Han var altid så bekymret for at gå der hen, og Maximillian mødte han jo altid her nede ved stranden. Fritshavn var fyldt med pirater, og det var altså ikke lige dem han havde det bedst med. Faktisk ville han hellere end gerne væk der fra når han var det. Specielt fordi han havde sin magiske halskæde på når han var på landjorden. I hånden havde han den magiske halskæde, men han kunne ikke tage den på. Kun hvis Maximillian kom med noget tøj, for han måtte jo ikke være nøgen, af en eller anden mærkelig årsag han stadig ikke kunne forstå. Det var i sandhed nogle mærkelige skikke der var på landjorden, og han forstod dem faktisk ikke helt.

Han lænede sig en smule tilbage på stenen og kiggede op på den bevægende måne der var på vej op. Han havde ingen ide om hvad dag det var, eller hvad tidspunkt på dagen det var. Men han vidste at en solnedgang var noget af det smukkeste han kunne se på landjorden.

I nattens mulm og mørke, kunne en jæger finde bytte man ikke så i dagslyset. Det var nemlig nogle helt specielle skabninger der kom frem i den blege månes lys, og på sådanne tidspunkter var det en fryd at være ude. Selv kunne den blonde nordbo finde det en smule... indelukkende at være i hovedstaden for længe af gangen. Selvom hun ved alle guderne elskede de små kroer og morede sig med de farverige typer man fandt indenfor byens mure, var der intet der kunne tage eller erstatte den tilfredsstillelse Alvilde følte under en stjernespækket himmel. 

En himmel som den hun fornemmede lå i vente. 

Det var med rolige skridt den lave jæger bevægede sig igennem den klippefyldte skråning. Hun havde været på sporet af en mindre hjorteflok i nogle dage nu, og deres færden havde bragt hende til Flodlandet... men hun havde tabt sporet af dem selvsamme eftermiddag, da en heftig byge havde fået slettet alle spor. Forbandet være den byge! Og nu var der var ikke andet at gøre, end at vente... hun havde sendt den slanke falk afsted for at finde flokken igen, og indtil han gjorde, måtte nordboen finde noget at underholde sig selv med. 
Derfor var det også, at hun med en mild nysgerrighed var søgt imod Diamantbugten. Det var ikke et område hun havde færdes i før, men nu hvor muligheden - og tiden - bød sig, kunne hun ikke helt afslå. Hun havde hørt rygter om skjulte, glemte eller efterladte skatte i de huler der omgav bugten. Og menneskelig som hun var, talte kostbarhederne til hendes grådighed. 

Dog havde hun ikke forventet der var nogle... da nordkvinden drejede ind i bugtens udmunding, blev hendes blik med det samme draget af en farverig skikkelse i vandkanten, ovenpå bredden. Hendes øjne spærredes op, munden åbnet måbende og hun kunne ikke tilbageholde de overraskede gisp ved synet af, jah hvad var det? 

"Havfolk...?"
Hviskede hun for sig selv, og nikkede. Hun var vokset op med fortællinger om dem, men i sine 43 år havde hun aldrig set en. De var blevet en myte for hende, selvom det kunne virke absurd i forhold til alt det andet der levede i Krystallandet. Men denne her kunne ikke være andet.
Rank som et bræt var hun stoppet op, og stirrede med åbenlys overraskelse på den ungdommelige mand på bredens kant. I skæret af den nedgående sol, var nordboens silhuet utrolig tydelig imod den rødmende himmel. 

Månens lys var så dejlig, og selvom stjernerne så småt dukkede op på himlen så elskede den unge havmand at kigge op på dem.  Faktisk kunne han drømme sig helt væk når han kiggede der op. Der var så mange ting at se, og der var så meget nyt for hver dag der gik. Godt nok stod stjernerne altid i den samme position men han vidste at når han kiggede der op så fandt ha noget nyt at kigge på. Han klemte lidt om halskæden i sin hånd, som hans blik var rettet op imod himlen og den begyndende lysende måne. Han drejede hovedet et kort øjeblik for at se om han kunne se Maximillian, men han var ingen steder at se. Så han måtte ikke tage halskæden på. Det var mærkelig skikke der var på landjorden angående tøj, men han var ikke engang sikker på at tøj gjorde noget godt for nogle. Ja det kunne da varme en smule når det kom til stykket. Men vandet var jo også koldt, ikke at han kunne mærke det eller noget. Men han ville heller ikke have noget imod at gå nøgen. Så længe der var et bål man kunne varme sig ved. Men det var nu også en af de ting som han ikke forstod.

Egentlig var der mange ting han ikke forstod, også selvom han rent faktisk havde fået en masse viden der hjemme fra. Men han ville jo gerne vide langt mere, og det var derfor Maximillian var hans bodyguard. Han kunne lære ham om så mange ting som han ikke selv kunne få af vide. Viden var stor omkring verden på overfladen, men der var bare nogle ting han ikke kunne forstå, og så var det godt at Maximillian kunne forklare ham om hvordan livet på landjorden fungerede. For der var ingen andre der kunne fortælle ham om det.

Lige så stille begyndte han at fløjte mens han kiggede op på himlen. Han ville ikke være til besvær for nogle. Men han klemte lidt mere om halskæden han havde i hånden. Han havde endnu ikke lagt mærke til at nogen rent faktisk belurede på ham. Han var helt optaget afdet der forgik på himlen og månen der var på vej op.

Nordboen havde været vidt omkring i Krystallande, og havde ifølge sig selv, set nok til at dække et godt liv ind. Livserfaring var sjældent noget man pralede meget af som menneske, og det var en finurlig størrelse der tydeligvis hele tiden kunne ændrer sig. Som nu, hvor at hun mentalt tog hele billedet af dette nye magiske væsen ind! Han var smuk, sådan som han sad i den blege månes lys, men det var ikke hvad der fangede hendes opmærksomhed med det samme. Nej, skønhed kom i utroligt mange former og Alvilde lod sig sjældent besnærer af den... det som fængslede nordboens instinktive interesse, var den harmoni hun følte omkring manden. Han var et naturvæsen, og i sit rette element blev det forstærket af månelys og nattemagi. 

Hun måtte komme nærmere. Kunne han tale? 
Mange sømænd fortalte om den instinktive tiltrækkelse de havde følt når de så havet for første gang. En smag af eventyr, en gnist af rå og dragende vildskab! På trods af at hun respekterede havet, havde hun aldrig fundet det mere spænende end dét... dog kunne hun ikke benægte, at hvis havet kunne byde på mere end endeløse vidder af vand og tang, så var det lige steget på kvindens mentale oplevelsesliste, . Idet det gik op for hende at havvæsnet ikke havde spottet hende, begyndte hun langsomt at nærme sig mere, med rolige skridt der så vidt som muligt ikke afgav nogle lyde. 
Hun var bange for at hendes stemme og selskab ville skræmme ham væk og ud i havet igen. Derfor havde nordboen en lille plan, der indeholdt den enorme sten hun nærmede sig, en smule op af bugtens forhøjede kanter. 

Bugten havde kun en enkelt vandpassage der ledte ud i det blikstille hav. Hun vidste ikke hvor dybt der var - det var svært at se for månens reflekterende billede i vandet, men hun krydsede fingrer og tæer for at der ikke var mulighed for at stikke af den vej. Med det i mente, kiggede hun vurderende på stenen. Et enkelt godt slag skulle nok kunne afspærrer vejen for ham... 
Nordboen trak vejret dybt ned i lungerne, samlede magien i sin hånd og sendte med et rungende brag og rystende sensationer stenen ned af klippesiderne og imod vandpassagen. Nordboen stod på kanten af afsatsen; månen bleg og reflekterende på hendes lyse hud og hår samt et håbefuldt smil om mundvigen, og fulgte stenen med forhåbning i hjertet idet den nærmede sig. Hvis bare den ikke gled for langt..

Alt åndede fred og ro og han var så lykkelig som han sad her. At der manglede nogen i hans liv han kunne dele disse tider med var noget andet. Men han ville ikke presses ud i et ægteskab han ikke engang kunne klare. For hvem sagde at hvis hans forældre fandt en passende til ham at han ville synes det samme? Nej tanken skræmte ham faktisk en smule, og han vidste ikke hvad han skulle gøre når det en gang kom der til. Det var en tanke der lå for langt væk fra ham, en tanke han slet ikke ville have. Men den dukkede da op til tider. Han var ikke den bedste sanger i Aquarin men han var da trænet lidt i det, men det var nu mest historie og kamptræning han fik. Selvom af musik var en del af undervisningen fandt han det bare ikke særlig interessant. Det var først da han stoppede sin fløjten at han hørte en tumlen om bag ham.

Han skulle lige til at hoppe ned fra stenen han sad på for at komme væk, men inden han nåede det stoppede stenen midt i hans udgang. "Hvad.. Nå Hvad så nu?" kom det fra ham og kiggede meget forvirret på stenen og så til halskæden i hans hånd. Så var der jo kun en mulighed at gøre nu når han skulle afsted her fra. Det var at tage halskæden på for at bevæge sig ud i vandet. Men han ville altså ikke nogen steder hen endnu, det var sådan et dejligt vejr. Hans blik vandrede lidt rundt for at finde ud af hvor stenen var kommet fra. "Er... Er der nogen?? Max er det dig?" kom det fra ham og kiggede endnu en gang lidt rundt for at finde ud af hvor stenen var kommet fra, men han havde ingen ide, han havde været alt for koncentreret til at kigge ud på månen til at høre efter det der kunne forgå bag ham. Egenlig kunne han være blevet overfaldet uden han så meget som havde tænkt tanken. Noget af det dyrebareste han havde kunne blive taget fra ham, og så var det helt sikkert at han ikke måtte komme op på landjorden mere, for så kunne alle og en hver komme til Aquarin, det var ikke lige det der var meningen i hvert fald.

Til nordboens held, så virkede hendes plan! Selvom Alvilde ikke var kendt for at lægge de bedste planer, var de relativt simple og af det simplistiske kom en lavere chance for at det ville slå fejl. Det var tanken i hvert fald. Stenen trillede med et kæmpe brag ned for at lukke passagen af så vandet plaskede om alle dens sider, og med ét så hun hvor faretruende tæt på havmanden den var. Tæt nok på, til at Alvilde et nåede at udstøde et forskrækket lille 'åh', førhen at hun både så og hørte at han ikke var kommet til skade.
Lettet åndede hun op, og et smil afløste den tidligere grimasse af forskrækkelse, et smil af en god blanding stolthed såvel som nysgerrig forventning til hvem - og hvad, han var. Med følelsen af at han ikke kunne stikke af med det samme, havde Alvilde intet problem med at give sig til kende.

"Nej, ingen Max her!" kom det leende fra den blonde kvinde, der fra afsatsen nysgerrigt kiggede ned på havmanden med forundring i øjnene. Alvilde hærdede muskulaturen i sin krop, og hoppede med et klirrende lyd af metal og læder imod hinanden ned fra det højdepunkt hun havde stået på, for at komme nærmere og tilkendegive sig selv. "Alvilde Alhaug i stedet!" tilføjede hun, efter at være landet med et dæmpet bump små 10 meter fra fiskemanden.

På trods af at Alvilde kunne fremstå utrolig bramfri, var hun ikke foruden en anelse pli i sig. Og da det gik op for nordboen at de violette aftegninger på hans arme og krop ikke var tøj, men at han sad i bar overkrop. Jah da stoppede hun op i et ryk; øjnene flakkende fra hans underlige fiskekrop, til hans menneskelige overkrop. Hvad skulle hun kigge på her? Måtte hun overhovedet det?
Hun endte med at kigge en anelse ud til siden i stedet for direkte på ham, indtil hun kom til en beslutning om hans... nøgenhed. Hun kunne ikke helt finde ud af om hun ikke kunne li' det, eller om hun kunne. "Ved Haldis og alle hans flossede pensler, hvad skal du forestille at... være?" endte hun med at sige en tand højt, øjnene rykvis nysgerrig på ham førhen hun pinligt fortrød det og kiggede bagved ham igen. 

Som han sad der på sin sten og kiggede rundt for at finde ud af hvor den anden sten var kommet fra, var han lidt overrasket over at høre en anden stemme, og den kom bestemt ikke fra Maximillian, men fra en helt anden. Den var langt mere lys end Maximillian's stemme. En kvinde måske? Han var ikke sikker da det alligevel var et stykke væk. Først var han en smule nedtrykt over at det ikke var Maximillian, men på den anden side... Så var det jo en kvinde, og han elskede damer, eller de var i hvert fald lidt specielle og ingen så normale ud af dem han havde set. De var så anderledes i forhold til dem i havet. Disse her kvinder var så andereldes end det han selv kendte til. Så det var bare lidt mere fascinerende end noget andet. "Åh..." kom det fra ham og kiggede lidt ned på halskæden i sin hånd og så op igen.

Lyden af metal og læder der slog mod hinanden fik ham til at kigge lidt frem for sig for at vurdere hvor lyden kom fra. Det var først da en person kom ham nærmere at han kiggede en ekstra gang på hende. Hvorfor havde hun metal på sig? Hvad skulle det gøre godt for? Det var lidt mærkeligt, men alligevel måtte det vel bare være noget tøj, for han vidste jo egentlig ikke ret meget bedre end det. "Avilde Alhaug..." kom det fra ham i en mumlen og fast holdte sit blik på hende som hun bevægede sig nærmere ham. "William Zan'jatar siddende lige her blokkeret inde." kom det fra ham og kiggede lidt på stenen der var kommet oppe fra. Han kunne da ikke afslørre allerede nu at han havde en magisk halskæde der kunne få ham til at få ben. Der var ikke så mange af den slags halskæder tilbage, og de alle sammen lå nærmest hos hans forældre.

At hun nærmeste studerede ham lidt på afstand gjorde ham ikke noget, han havde jo ikke noget at skamme sig over sådan helt præcis, han var jo bare en havmand der prøvede at nyde det sidste sol og se månen stå op. I hvert fald ind til turen gik hjem ad, hvis nu Maximillian ikke dukkede op. Han kløede sig lidt på brystkassen med den ene hånd og rettede sig lidt op så meget han kunne uden at falde ned af stenen. Da hun lige frem nævnte et navn og spurgte hvad han var kiggede han overrasket på hende. Der var virkelig ingen der havde set en som ham, det betød vel egentlig bare at flere og flere glemte om deres manglende historie omkring Aquarin. Det undrede ham egnetlig ikke det helt store, men samtidig kunne han ikke gøre noget ved det. Han var sikker på at en dag ville folk få hans folk på deres læber igen, i hvert fald hvis der skulle komme flere problemer ude i havet. Nogen skulle nok få opmærksomheden frem på deres læber og tanker. "Hvad jeg er? Har du aldrig set en som mig før?" kom det fra ham lidt overrasket og kiggede på hende. Han vippede lidt med halen ud over kanten af stenen han sad på. "Jeg er da en havmand. Hale og det hele." kom det fra ham og kiggede lidt ned på den røde og blå  hale inden hans blik bevægede sig op på denne Alvilde igen.

Havde Alvilde ikke levet et nok så forsimplet liv, jah så havde hendes viden om landets racer også fulgt mere med. Men hun havde aldrig opsøgt meget foruden det nødvendige, og derfor vakte ordet havmand, og slægtsnavnet Zan'jatar ikke meget genkendelse i de blå øjne. Og det blev der skam heller ikke lagt skjul på, idet Alvilde med prøvende skridt gik nærmere den farverige mand. "Nej, aldrig..." mumlede hun sammentykkende, dog nok mere til sig selv end til ham.
Det virkede dog ikke som om at nordboen var den eneste der var en anelse forvirret, og hun følte selv et ret så granskende blik på hendes lavstammede skikkelse og krop. Måske prøvede han at finde ud af om et var hende der havde skubbet stenen? Alvilde's smil sitrede kortvarigt en anelse selvtilfreds - jah hun kunne skubbe ting meget større end hende selv, men det var i og for sig ikke det vigtige. Hun lod sig blive observeret, ligesom at han lod hende se ham an. Snart var Alvilde tæt nok på til at kunne se de fine små detaljer i hans - i herdes verden, utrolig unikke facon.
Han var køn på en underlig farverig måde. Hun så jo næsten gråfarvet ud ved siden af alle hans varianter af blå, rød og violet!

"Hvad laver du her, hvis du er en havmand, eh?" kom det forundret for hende, og Alvilde glippede kortvarigt med øjnene. "Burde du ikke.... ikke kunne trække vejret heroppe?" tilføjede hun, idet spørgsmålet havde presset sig på ligeså snart hun havde stillet sit første. Kunne de begge dele?
For en stund havde nordboen glemt at hun måske havde truffet en ret offensiv beslutning om at spærre prinsen inde, fordi det var ikke til at mærke på hende som hun stoppede op - nu lidt tættere på stenen, og overvejende betragtede ham nysgerrigt. Havde William set mere farlig ud, havde det været en helt anden attitude der var kommet frem i mødet med noget så fremmed som ham - hun brød sig meget sjældent om de andre racer her i Krystallandet. Men han virkede... flink. Nordboen spidsede munden. Jah, flink var et godt ord.

Det var ikke så mærkeligt at hans slægtsnavn ikke sagde hende noget. Det  havde han oplevet så tit, så dette her var ikke helt nyt for ham. Han vidste ikke hvilket ben han skulle stå på lige nu, eller hvis han havde ben. Men så igen, det kunne han jo få. Men alligevel sagde han ikke noget til det. Hvis dem på overfladen egentlig vidste hvad det var der skete ude på havet så kunne de vel kun sige tak. Men det var ikke sådan det skulle være for nu, og alligevel så lagde hun heller ikke vægt på hans navn. Hvilket heller ikke kom som nogen overraskelse. På den anden side kunne han vel heller ikke være mere lige glad. Han kunne lærer landfolkene lige så meget om vandet, som de kunne lærer ham om livet på landjorden. For selvom Maximillian gjorde et fremragende job, så var der altid noget andet han kunne lærer her i livet.

Det var vel heller ikke så underligt at ingen havde set hans slags før, han vidste dog at op til flere af havfolkene havde en evne at kunne gå på jorden, men han havde kun en magisk halskæde der kunne gøre den slags. Godt nok var det kun specielle havfolk og højtstående der havde den slags, men han var nu også prins, så det var ikke så underligt at han havde en halskæde som den han havde i hånden. "Ikke så mærkeligt" kom det fra ham og kiggede lidt ud imod horisonten og så tilbage på hende. Hvis hans folk nogen sinde ville få problemer ville ingen komme til hjælp, og ingen ville nogen sinde kunne rede Aquarin, uanset hvad ville det kun skabe problemer i det lange løb. For når ingen havde Aquarin på deres munde var det jo som et udøende folk og det kunne vel være det samme.

På ny  vendte han blikket hen på stenen der spærrede hans vej ud, men den var ikke længere vigtig, han kunne bare tage halskæden på og gå sin  vej, han ville godt nok være nøgen, men det ville kun være for et lille stykke, det ville jo ikke tage mere end 2 min at komme ned til vandet. Som hun snakkede vendte han blikket hen på hende. Han tænkte sig lidt om og kiggede ned i sit skød for at vippe lidt med halen. "Jeg tænker" kom det fra ham, det var jo ikke fordi han skulle fortælle hvad det var han tænkte på, men han kunne da godt fortælle at han tænkte. Det var jo ikke forbudt at tænke, ikke hvad han vidste af, men på den anden side så vidste han jo ikke om det var ulovligt her oppe eller hvad det var. Men der var da aldrig kommet nogle problemer når man sådan sad og tænkte. Men så kom der et spørgsmål han aldrig havde fået før. Hvordan skulle han kunne svare på det? Han klarede sig da helt fint med at trække vejret oppe på landjorden som under vandet. Det var slet ikke så slemt i længden. Det gjorde jo ikke ondt eller noget. "Hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Du trækker da vejret fint. Her er jo ikke giftigt eller noget." kom det fra ham og drejede hovedet hen imod hende. "Vi kan altså godt trække vejret oppe over vandet som under vandet, de fleste af os kan godt lide at ligge og sole os, ikke at der er nogen sol lige nu." kom det fra ham og trak lidt på skuldrende.

Lukket.