Skumringstid i den lille landsby Fredskilde, på Festivalpladsen var der stadig folk der stod i deres boder og solgte ting. Det virkede til at i aften, var der ved at gøres klar til det ekstra, et stort bål var ved at blive gjort klar, i pladsen midte.  Grin og latter var til at høre, selv i det stille kroge af byen. Det var svært ikke at blive revet med i stemningen, bestemt ikke da duften af fantastisk mad bredte sig lige så vidt som stemmer og folks latter.

Dog var der en skikkelse, en der næsten kunne forveksles som en statue. Der gemte sig i skyggerne, der ikke delte den samme entusiasme, kølige øjne betragtede de uvidende mennesker. Brystkassen hævede og sænkede sig, dybe vejrtrækninger blev taget – selvom for denne døde person var det ikke længere en nødvendighed, men en vane og refleks. Lydløst bevægede skikkelsen sig endelig, tættere på sit mål. En ung smuk kvinde, der havde en blomster bod på pladsen. Han havde brugt de sidste par dage på at følge hende, lære hendes rutiner, hendes væremåde og ville finde sit bedste snit til at tage hende. Hvorfor at hun havde interesse for hans mester, vidste han ikke. Om det blot var for at sprede en smule frygt i det ellers ganske fredelige krystlland disse dage, eller der var nogen dybere mening blandt det hele. Det vidste han ikke. Han satte ikke spørgsmåls tegn ved det. Hvis dette var hans opgave, ville han udføre det – og udføre det godt.

Hans tunge gled hen over underlæben. Hans blik flakkede imod to mænd, der kom hans vej. Han kunne dufte dem, før han havde set dem. Lydløst kravlede han op på en af tagene, og fortsatte sin færd derfra og tættere imod hans bytte. Han greb omkring hætten der lå hen over hans hoved, og trak det tættere omkring sig. Hans påklædning var velovervejet, gav ham gode muligheder for at gemme sig. Men hjalp også med at gemme det monster, som befandt sig under dem.

Han satte sig lidt bedre til rette, han kunne vel bare affyre sig skud her fra. Hun ville ikke have en stor chance for at overleve, og han kunne vende tilbage til fæstningen. Men han var ikke kendt for at tage den lette udvej, desuden. Et ubehageligt smil bredte sig på hans ansigt, han nød jagten lige så meget som han nød drabet.

Stående bag hendes blomster bod sendte Bailey et stort smil til både kvinder og mænd som stod ved boden for at kigge på de mange blomster hun solgte. Der var rigeligt af udvalg for der var næsten alle slags blomster. De duftede allesammen fantastisk, det var svært at afgøre hvad der duftede mest. Maden eller blomsterne, og på samme tid kunne det store bål i midten af pladsen duftes. Hun lagde hovedet på skrå imens hun bare stod der og strålede som solen. Iført en top, nogle korte shorts og ellers nogle flade sko. Håret hang løst ned over ryggen og brystet, og hun smillede til de mange folk der stod og kiggede på de mange blomster i hendes bod. Hun vidste intet om at der var nogen i nærheden der holdte øje med hende, hun var dybt optaget af blomsterne i hendes bod. Hun fik da også solgt nogle stykker til både kvinder, og nogle enkle mænd.

Kort flyttede hun blikket væk fra kunderne og hen imod det store bål, det var ganske flot. Det var ikke tit hun oplevede så stort et bål, faktisk var hun usikker på om hun overhovedet havde set så stort et bål før. Hun lod de safir blå øjne hvile sig lidt mere på bålet før hun vendte blikket tilbage på de folk der stod ved boden. Så lagde hun hovedet på skrå, og skulle til at række en buket blomster frem imod en kvinde, dog så det ud til at kvinden mistede balancen lige pludselig og Bailey skyndte sig at række ud efter blomsterne. De måtte ikke røre jorden, hun elskede blomster alt for højt til at lade dem blive ødelagt. Men da netop lige nåede at få fat på de fleste af blomsterne prøvede hun at gribe ud efter kvinden med en anden hånd. 

Som hun fik fat i kvindens hånd kunne hun mærke vægten var tungest på hends side, så Bailey røg hen over boden og landte ovenpå kvinden. Hun ømmede sig en smule, og rejste sig hurtigt op"Åh undskyld!"råbte hun som hun rettede sig op, og hurtigt fik hjulpet kvinden op at stå. Hun kiggede så ned i hendes favn, hvor blomsterne var. Hun sukkede let, så der var ikke nogle af dem der blev ødelagt. Kvinden kiggede på hende og trykkede hende hånd, hvor hun fortalte Bailey at hun slet ikke skulle undskylde. Bailey smillede flovt, som hun bare stod foran kvinden og følte sig pinligt berørt. Hun drejede hovedet en smule for at se på to mænd nærme sig hendes bod, hun kendte dem ikke men lod alligevel hendes blik følge dem.

Hans blik flakkede fra udkigsposten, så mange uskyldige mennesker. Folk der regnede med at nu var alt det onde væk, lyset havde vundet og mørket kæmpet tilbage. Men sådan gik det aldrig, for hvor der var lys ville mørket også altid være. Et partnerskab der gik hånd i hånd, spørgsmålet var bare; hvad var der mest af?

Han tog en dyb indånding, og fugtede læberne. Blikket blev uundgåeligt hævet tilbage på hans bytte, der pludselig lå oven på en ældre kvinde. Hvordan i alverden havde det været muligt for hende? Hans bryn rynkede sig imod hinanden, han var ikke kendt for at være en, der normalt viste særlig meget ansigtsmimik. Men denne scene der udfoldede sig foran han, var alligevel så bemærkelsværdigt; bestemt ikke på den gode måde. At der alligevel skete noget i det forstenet ansigt.

Hans blik førte sig væk fra de to kvinder der lå og rodede rundt på jorden. Til to mænd der begyndte at nærme sig hans kontrakts bod. Hvem var de? Han trak en dyb vejrtrækning ind igennem næsen. Og blev ramte af en masse sanse indtryk. Ud over at det højstsandsynligt ville regne senere, så var der noget han ikke brød sig om. Og det kunne muligvis være de to herre der nu var ganske tæt på hans bytte.

Uden at tænke videre over det, hoppede han elegant ned fra husets tag. Han blendede ind i menneskemængden, han var uhyggelig god til at gå uopdagede. Selv i større forsamlinger. Han slog hætten ned, og greb et sjal fra en af boderne hvor manden der solgte genstandene var for optaget af en kunde. Han viklede det rundt omkring hans hoved. Han greb en stok som det næste, og hans ranke og elegante måde at gå på; forvandlede sig til en der haltede og han stak en hånd ud. “Almisser til en hjemløs?” hans stemme var rug, næsten ikke eksisterende. Men nu var folk endnu mere blind for hans eksistens, end de havde været før. Nu var han tæt nok på boden med blomster, for at sikre sig hvis noget skulle gå galt. Førend han fik lov til at færdiggøre hans opgave.

Det var svært at kigge væk fra de to mænd der pludselig nærmede sig mere og mere, og Bailey anede ikke hvem de var. Hun løftede et øjenbryn og kiggede undrende på dem, hun tænkte lidt bare for at blive enig med sig selv om hun havde set dem før. Hurtigt kiggede hun væk fra mændene da hun kunne høre en stemme. Hendes safir blå øjne landte på en person med et sjal over sig, og en stok i hånden. Gad vide hvem det nu var, men i stedenfor at undre sig alt for meget fik hun et stort smil frem. Med blomsterne i favnen lod hun den ene arm holde fast rundt om dem, bare så hun ikke tabte dem. Nu med en fri arm og tilmeld hånd rakte hun hånden ud imod hans hånd. Lagde den ovenpå hans, imens hun prøvede at fange et glimt af hans ansigt. 

Måske det ikke var så sikkert at gøre sådan noget ved en fremmede, men det var hun ligeglad med. Han var sikkert ikke en ond person, men hun vidste ingenting. Hun kunne bare håbe, andet kunne hun vel ikke gøre. Hun lod det store smil fortsat sidde på hendes ansigt, og lod hendes øjne betragte ham en smule. Kvinden hun var stødt ind i så ud til at være på vej væk, men der var stadigvæk mange folk her ved blomster boden. Mændene var kommet tættere på, så de pludselig stod og kiggede på folkene omkring boden, og Bailey drejede hovedet væk fra denne mystiske person hun stod overfor. Hun drejede kroppen en smule men fjernede ikke hendes hånd fra hans. Hendes øjne blev fanget af den ene af mændene og før hun faktisk nåede at sige eller gøre noget havde manden gået hen til hende, og greb hurtigt fat i hende for at svinge hende hen over skulderen. Med et stort blik kiggede hun undrende på ham, men holdte fast rundt om blomsterne. Men da manden strammede grebet rundt om hende begyndte hun at slå til ham med en hånd"Hvad laver du!"råbte hun overrasket og gav manden nogle slag imod hans skulder og ryg. 

Hun var ikke lige typen der slås og slog andre, men lige nu var det nødvendigt når denne mand her bare havde svinget hende over hans skulder, som var hun en sort sæk. Bailey kiggede kort ned på blomsterne i hånden og hendes smil forsvandt. Manden kiggede på den mystiske person foran sig med sjalet rundt om sig. Hvilket fik Bailey til at kigge på den mystiske mand også, og hun havde helt glemt at tilbyde ham noget, som han stod med hånden frem, og havde nævnt at han var en hjemløs"Du kan ikke bare stjæle kvinder som det passer dig!"råbte hun så imens hun prøvede at sætte flere slag ind imod manden, men det virkede ikke til at han gad slippe hende lige nu. Så en jomfru i nød, det var hun hvist lige blevet og det var bestemt ikke noget hun kunne lide.

Hun lagde sin hånd oven på hans. Han blev kortvarigt grebet af en forvirring, han havde ikke tiltænkt at hun skulle røre ved ham. Og selvom at hans hånd var iført handsker, så var det stadig en ubehagelig følelse. Som han ønskede han kunne få til at stoppe, lige så hurtigt som det var sket. Og hun blev til og med ved med at holde fast i den. Siden hvornår var det, at tigge om penge, blevet til; her tag min hånd? Han stirrede på hende, fra skyggerne sjalet gav ham.

Scenen der pludselig udfoldede sig foran ham, kom dog også ganske bag på ham. Hvad var det lige der foregik? Han trak sin hånd til sig, og trådte nogle skridt tilbage. Dette var noget han bestemt ikke havde tænkt sig at deltage i. Det at menneskerne omkring dem, ikke gjorde noget ud over og stå og betragte det. Sagde ham også, at han ikke skulle blande sig, ikke lige nu i hvert fald.

Derfor trådte han igen helt væk fra Bailey og de to ny tilkommende mænd. Han var nød til at vente med at slå til. For det første kunne han ikke afsløre hvem han var, og det ville for det andet tiltrække alt for meget uønsket opmærksomhed. Men de skulle ikke få det nemt med sådan, at stikke afsted med hans bytte, hans pris. Han formåede at glide helt ind i mængden, hvor han blev gemt. Så snart at de to mænd ville stikke afsted med kvindens, ville han følge efter dem. Så snart han kunne få dem alene, så skulle han nok træde i karakter.

Manden virkede ikke til at han ville give slip på hende, han holdte godt fast rundt om hende. Han gik væk fra folkemængden, og forbi den ene bod efter den anden. Bailey nåede lige hurtigt at kigge på personen med sjalet omkring sig, og kiggede hurtigt hen på hendes bod. Hun kunne da ikke bare forlade hendes bod, hvad med alle de folk der stod omkring den. Lige nu kunne ikke gøre ret meget, så hun hang bare over skulderen med et trist udtryk på ansigtet. Men da manden pludselig holdte hende i hans favn begyndte hun at sprælle en smule, bare for at håbe på at det ville virke. Men manden stirrede blot vredt på hende, og Bailey sank en klump i halsen. Hendes øjne gled rundt for at prøve at gætte sig frem til, hvor de var på vej hen. Hun havde ingen anelse, men hun ville væk. Så hun begyndte at slå på manden igen, hun prøvede at slå lidt hårdere men det virkede ikke.

"Slip mig!"råbte hun højt som hun kiggede på ham med et irriteret udtryk på ansigtet. Manden lagde en hånd hen over hendes mund, hvilket fik hende til at spærre øjnene op. Hun slog dog fortsat til ham, men det var spild af kræfter. Hun lod være da manden stoppede op ved en tom bod, hvor der var en pæl i midten af boden. Hun begyndte at blive bange, som hun sprællede lidt mere men så hørte hun manden mumlede noget, så hun vendte blikket op på ham"Han skal nok komme efter dig"lød det i en dyb og rug tone, hvor at manden sendte hende et lusket og grufuldt smil. Bailey kunne mærke hele hendes krop rystede lidt mere, og hun blev så pludselig sat ned på jorden. Var hun fri nu? Nej det kunne hun da umuligt være, så hun holdte rundt om sig selv som hun gik lidt væk fra ham.

Dog greb manden hurtigt fat rundt om hendes hånd og hev hende hen til pælen i midten af boden. Han sagde ikke noget, men satte hende ned på jorden, og bandt hendes hænder rundt om pælen med et reb"Hvad i..."nåede hun kun at sige før manden lagde en hånd hen over hendes mund. Hun blev mere og mere bange, og kiggede rundt. Hvor var hjælpen henne, bare en eller anden hun var næsten ligeglad med hvem. Manden rev et stykke stof af hans beklædning og skulle til at binde det rundt om hendes mund men før han nåede at gøre det råbte Bailey højt"Neeej... Hjææælp!!"hun håbede nogen ville høre hende. For manden gav bandt stoffet rundt om hendes mund. Hele hendes krop rystede lidt mere, og selvom hendes ben var frie så var hænderne fortsat bundet. En jomfru i nød... Det var nok hvad hun var lige nu, og hun hadede det. Hun kunne mærke tårene begyndte at omme frem i de safir blå øjne, og hun ønskede bare at komme fri.

Han sukkede tungt, da han så hvordan at hun blev hævet væk fra menneske mængden. Hvad fanden var meningen med alt det her? Hans blik kiggede lidt rundt på menneskemængden, nogen var tydeligvis oprevet over situationen. Men ingen gjorde noget yderligere, eller var der? Hans blik fangede kort to yngre drenge der stak i modsatte retning. Hans bedste gæt ville være, at de ville se om de kunne fange ordensmagten. Nogen så ud til at tro, at dette var planlagt. Mens andre bare var ligeglad.

Han tog en dyb indånding igennem hans næse, for nogle korte øjeblikke overvejede han om han bare skulle gå. Vende tilbage til hans patrujle og bare lade kontrakten ligge. Det kunne da umuligt være hans problem, at nogen kom ham i forkøbet. Desuden så lød kvinden til at være mere besvær end gavn. Han rullede med øjnene, men det kunne han vel ikke. Hans næver knyttede sig imod hinanden. Han havde jo tænkt han ville følge efter, og slå til når de var alene. Så nu gjorde han dette, selvom det stank af problemer.

Han flød ind i menneskemængden, fandt hurtigt ham der havde smidt Bailey over skulderen. Han gemte sig i skyggerne af en bygning, da han så hvordan at byttet blev bundet til en pæl? Hvad?
Hans bryn rynkede sig igen imod hinanden. Han havde lige fanget ordene, han skal nok komme efter dig. Hvem? Var denne kvinde mere spændende, end der var blevet givet udtryk for? Han fugtede sine læber, og hans hånd gled ned og greb en pil der hang ved hans hofte. Sjalet han havde haft på før havde han smidt igen, han havde i stedet hans hætte hen over ansigtet igen. Han greb hans halve maske, der dækkede alt fra næsen og ned, og satte den på plads igen. Så nu var det eneste man ville se, hans øjne.

Men han følte ikke tiden var at slå til endnu. Hans blik flakkede rundt, og prøvede at finde det bedste sted han kunne gemme sig. Inden han havde en bedre forståelse for hvad fanden det var der foregik.

Manden vandrede frem og tilbage foran hende og hun sukkede dybt, men prøvede ivrigt at få nogle ord frem, men det virkede ikke til at manden kunne høre hende. Det var også utrolig svært at sige noget når der var et stykke stof fundet rundt om hendes mund. Ikke nok med det, så var hendes hænder også bundet, hvorfor lige hende? Hun havde stået ganske fint bag hendes bod, og solgt blomster. Nu var hun endt som en jomfru i nød, og det var langt fra noget hun kunne lide. Bailey lod hendes øjne følge manden som han fortsat gik frem og tilbage med tunge skridt. 

Hun lukkede kort øjnene og sukkede dybt, selvom ingen sikkert kunne høre det. Så prøvede hun på at få hendes hænder fri, men det hjalp intet at hun overhovedet prøvede for han havde godt nok bundet dem godt fast. Hvad ville denne mand med hende, og hvorfor lige hende, hvad kunne der være så spændende ved hende. Det gik pludselig op for hende, og hun fik store øjne som hun kiggede ud i luften. Var det fordi hun rent faktisk var jomfru, og hendes blod derfor var ekstremt værdifuld? Eller at det skulle bruges til noget magi halløj. Hun sank en klump i halsen, og prøvede endnu engang at komme fri fra rebene. Pludselig nærmede manden sig hende, og han bukkede sig ned imod hende, han blinkede til hende hvorefter han trak lidt ned i stoffet om hendes mund, så hun kunne sige noget igen. 

Han lignede dog én der var på vagt til at dække hendes mund igen. Der var ikke nogen omkring ham, så denne mand var alene udover hende. Det virkede dog til at manden hørte noget, så han kiggede rundt, imens Bailey lod hendes blik falde på manden imens hun lænede hovedet bagover"Hvad vil du!"råbte hun en smule irriteret og bekymret, som hun endnu engang prøvede at komme fri. Manden ignorede hende, som han fortsat kiggede rundt, og Bailey bed tænderne hårdt sammen som hun pludselig kunne se noget. Hun løftede et øjenbryn og kiggede nærmere efter, og blev overrasket over at se to drenge der så ud til at gemme sig, men de kunne også godt ligne nogle der var klar til at angribe manden. Men om d turde vidste hun ikke, så hun sad bare uden at sige noget. Men var der overhovedet nogen der ville dræbe eller tage sig af denne mand her? Hun tvivlede på at drengene ville kunne gøre noget, og hun kunne ikke engang gøre noget selv. 

Igen blev Cryan ramt af en følelse af, at det her slet ikke var det værd. Måske han skulle komme tilbage, på et andet tidspunkt? Bare tanken om at han skulle redde hende først, før at han kunne dræbe hende. Det gav ham allerede et aldeles surt udtryk i ansigtet.

Han rullede lidt med hans skuldre, og hvor efter hans blik gled over til drengene. Var det dem, som der var løbet afsted for at finde ordensmagten? Han måtte modstå reaktionen, til at rulle med øjnene. Og formåede et også kun lige knap og nap. Hans blik gled over området, og fangede et par træer, der stod henne ved en af husende der lidt afskærmede pladsen de var på. Mens at han lidt ventede på, hvad der skulle ske med hele denne situation, valgte han at kravle hen imod træet. Stadig meget opmærksom på, ikke tag gøre sig selv synlig for nogen af dem som der var til stede. Da de to drenge var kommet til, virkede det ganske nemt for ham. Da alles øjne, var rettet den modsatte vej af ham.

Og rigtigt nok, ganske nemt og som en kat, fik han klatret op i træet. Hans øjne borede sig ind i manden der havde slæbt Bailey hen til pælen og hængt hende op. Han fandt en pil frem fra hans kogger, han fandt buen frem igen, og satte pilen på plads. Han spændte den ikke ud, eller tog sigte. Men nu var han for alvor klar til at gå i aktion. Han var heldigvis, en utrolig tålmodig mand. Så han havde alt den tid i verden. Han kunne mærke følelsen af måske snart tage et liv, fik det til at kilde behageligt op af rygsøjlen. Måske var han alligevel en smule utålmodig.

Som manden gik videre frem og tilbage stoppede han op for at kigge rundt, han havde hørt noget. Men det var ikke kun Bailey's råb han hørte, det var noget andet. Han knurrede en smule og valgte bare at blive stående som han løftede et øjenbryn. Drengene gemte sig forsat for det virkede til at de slet ikke turde komme frem. De havde godt nok set Bailey var bundet, men de var meget mindre end manden. Hvad skulle de kunne gøre, måske de var nød til at se hvad manden ville gøre før de kunne gøre noget. 

Bailey sukkede lidt, som hun endnu engang prøvede at komme fri fra rebet, men det hjalp virkelig ikke ret meget. Hendes blik gled rundt for at se om der var et eller andet hun måske kunne skære rebet op med. Men det så ikke sådan ud, og hun bed sig hårdt i underlæben og tænkte lidt som hun skulede op til manden der fortsat stod og betragtede omgivelserne. Han gik så frem og tilbage igen, og lagde armene over kors, før han endte med at tage en flaske frem, og løftede den op til hans mund. 

Manden drak og drak, og han stoppede ikke med det samme. Hvad der var i flasken vidste drengene og Bailey ikke, men det så ud på manden at det var noget lækkert noget. Hun kiggede rundt en smule, og hendes blik mødte drengene. Hun kunne ikke engang bede dem om at hjælpe hende fordi de bare stod lidt gemt væk, men noget burde hun da kunne gøre"Du er ivrig efter at komme fri"grinede manden med en kold og tung stemme, som han løftede flasken lidt ned så den var i højde med hans brystkasse. Bailey kiggede på ham med et løftet øjenbryn og et bekymret ansigtsudtryk"Ja jeg er!"råbte hun som hun prøvede endnu engang på at komme fri. Hun var ligeglad med hvis manden ikke kiggede på hende, hun ville bare slippe for de reb her.

Utålmodigheden bredte sig i Cryan som ild. Manden der spankulerede rundt nede på pladsen, var ved at pisse ham godt og grundigt af. Han rækkende buen op, lukkede det ene øje. Han tog en dyb indånding, også snart han pustede ud igen affyrede han pilen. Den ramte målet perfekt, nemlig flasken manden havde i hånden, så den splintrede i tusind stykker.

Han hoppede ned fra hans skjulested, smed buen fra sig. Hans øjne vandrede koldt over manden der sted ved hans mål. Masken foran hans mund, dækkede for de klamme smil der spredte sig hen over hans ansigt. Han nikkede lidt med nakken, og slog så hætten ned. Han kørte en hånd igennem hans sorte hår, og rullede derefter med skuldrene. Han sagde ikke noget, stod bare og stirrede. Hvad ville han gøre, hvad ville der ske? Det prikkede voldsomt i hele hans krop for at komme i gang. Få afsluttet hvad efterhånden, hvad været en af de mest åndsvage aftner han længe havde haft.

Desuden var de lige så stille ved at miste sollys, hvilket gjorde at hans gule øjne skinnede uhyggeligt da solens stråler ramte det lige på et rigtige tidspunkt. Cryan tog en dyb indånding,  han gjorde sig klar til hvad end der måtte ske nu. Om der pludselig ville komme flere folk ud, om manden ville angribe ham. I hvert fald kunne han mærke spændingen der spredte sig i hans mave, og han glædet sig til han endelig kunne få lov til at slå nogen ihjel.

Lyden af flasken der blev ødelagt fik manden til at kigge undrende rundt, men det virkede ikke til at han kunne se noget. Bailey blev overrasket over hvad der skete, men måske det kunne hjælpe til at få manden til at gøre et eller andet. Hvis bare hun kunne nå nogle af skårene fra flasken så kunne hun måske skære rebet op. Men problemet var bare at hun sad lidt væk fra det og ikke kunne nå nogle af skårene. Hun bed tænderne sammen, og drejede så hovedet væk fra manden. Hun kunne se drengen begge stod lidt stivnet, og kom til at larme en smule, hvilket fik manden til at gå lidt væk fra Bailey, imens han mumlede irriteret. Han var ganske utilfreds over at hans flaske var blevet ødelagt. 

Men hvordan? hvem vovede at forstyrre ham. Manden kiggede rundt, og da han kort kunne skimme drengene gik han hen imod dem med tunge skridt. Det fik drengene til at løbe hurtig væk, selvom de havde virket så modige, så var de nok ikke så modige alligevel. Imens manden stod og undrede sig over hvem der havde ramt hans flaske besluttede Bailey sig for at strække foden en smule, og prøvede at få fat i nogle af skårene, imens holdte hun øje med manden. Bare så han ikke opdagede hende, for hvis hun kunne få fat i et skår kunne hun måske dreje sig så hun kunne nå det, og dermed skære sig fri. 

Manden mumlede irriteret og fik så øje på noget, han blinkede med øjnene nogle gange. Hvad var det? Det var som om øjnene nærmest lyste, han var ikke engang sikker på at han så det han mente han så. En person, eller var det noget andet"Dig som har ødelagt min flaske kom frem!"råbte han gnavent, og stod og kiggede fra den ene side til den anden. Bailey prøvede ihærdigt at gå skåret tættere på, men det virkede hvist ikke helt som hun havde håbet"Kom nu..."mumlede hun lavt som hun bed tænderne hårdere sammen, imens hendes øjne hvilede sig på skårene.

En tåge begyndte at forme sig rundt omkring Cryan, mens at han trådte længere frem. Hans mund flækkede i et grin, og en rungende ubehagelige latter forlod hans strube. Masken foran hans læber, gjorde bare at lyden blev endnu mere frygtindgydende. Da det lød som om, et væsen hvis latter kom fra maven og ikke ud af munden. Vampyren trådte lige så stille frem i lyset, så manden kunne få sit ønske opfyldt. Skyggerne han havde produceret dansede hen over jorden, og var parat til at ligge sig rundt om ham. Skulle der komme angreb fra siden, eller bagfra. 

“Lille lam...” hviskede han, og selvom han havde noget der dækkede munden. Var det her pludselig meget mere klart, og bedre at høre end man skulle have troet. Han trak begge sine våben, som havde været i en hylster bag hans ryg. Den hvide stål næsten skinnede i mørket. I de få lysstråler der var tilbage inden mørket ville sluge dem alle. Før at blodet ville male jorden, med den ubetydelige mand der stod foran ham. Han gik længere frem, afventende, skulle det være så nemt? Eller ville det blive en udfordring, tiden måtte vise ham hvad han ville stå over for. Men selve forspillet til agten, gjorde det lige så godt. Som at få lov til at skære halsen over på den ubetydelige fede mand der stod foran ham. 

På nuværende tidspunkt, var Cryan ganske ligeglad med kvinden som var fast bundet til pælen. Hende skulle han nok tage sig af. Senere.

Som hendes øjne hvilede sig på skåret der var blevet trukket tættere på hørte hun en stemme, en stemme der fik hende til at dreje hovedet. En person dukkede op i lyset, og Bailey blev fanget af ham som hans stemme gav genlyd inde i hendes hoved. At prøve at komme fri hjalp slet ikke noget, men som manden så ud til at have hans fokus på personen, havde hun masser af muligheder til at prøve at komme fri. Det så ud til at manden nærmede sig personen med et tilfreds smil på ansigtet, han havde ikke hans flaske han kunne bruge som våben, så han måtte vel bruge hænderne, og fødderne.

"Det var dig som ødelagde min fantastiske flaske"sagde manden utilfreds som han gik endnu tættere på personen. Imens det så ud til at denne tykke og gnaven mand skulle til at angribe personen, prøvede Bailey at løsrive sig fra personen, men han havde lidt fanget hendes nysgerrighed. Hendes hår rejste sig pludselig som hans ord igen gav genlyd inde i hendes hoved, og efter få sekunder fik hun drejet hovedet væk fra ham. Flere forsøg på at få skåret hen imod hendes hænder, så hun kunne få fat i det til at skære sig fri. Men det gik bare ikke helt så elegant som hun måske havde håbet, og oveni var der den hæslige tykke mand der gjorde klar til at angribe personen som enlig lignede en der sagtens kunne dræbe både manden og hende.

Hun gispede ved tanken, og prøvede at bevæge sig lidt, så hun bedre kunne få fat i skåret. Dog endte hun kun med at skære sig selv i fingeren. Hun prøvede dog at ignorere blodet og bare fortsætte med at få fat på skåret. Manden trak så den højre hånd tilbage, og sendte den så hurtigt hen imod personen i håb om at ramme ham. Imens de hvist skulle igang med at kæmpe medmindre manden døde, kunne Bailey fortsat prøve at komme fri, for det blev mere og mere udmattende at være bundet fast til pælen. Hun skulede ned imod skåret på jorden, og kunne se hvordan hendes blod plettede jorden og skåret"Hvem...Hva...Hvad.."lød det lavt fra hende som hun kort kiggede hen på manden og personen,og kunne mærke hvordan hårene rejste sig op ved synet af den mystiske person.

Han rullede med øjnene, det virkede ikke til der var noget speciel ved manden der var foran ham.
Så derfor gik et også stærk med at bevæge sig. Det var tydeligt, hvordan Cryan bevægede sig hvor veltrænet han var i kampteknikker. 
Han drillede ham, lod ham prøve at tro han havde en chance. Før at Cryan havde manden i knæ, duften af blod penetrerede Cryans næsebor, men det kom ikke fra ham. Hans øjne blev smalle, som han kiggede over på kvinden. Han var heldigvis en ældre vampyr, så blod havde ikke samme effekt som på de unge vampyrer nu om dage. Den effekt det havde på ham, var dog at en rus flød igennem ham. Lysten til at dræbe steg i takt med at duften af blodet fyldte hele hans væsen. Han greb hans kniv og skar halsen over på manden der var i knæ foran ham. 
Det var næsten kedeligt hvor hurtigt det var gået, men nu havde han kun øje for kvinden som der var ved pælen. Der var stadig en masse spørgsmål, om hvorfor hun var blevet bundet der. Manden havde snakket om, at hun ville finde ud af hvorfor. Så der ville måske dukke flere op hvornår det skulle være. med hurtige skridt, trådte han hen til hende, og trak masken væk fra hans mund. Hans mund bulede ganske tydeligt frem, der hvor hans hugtænder var dukket frem. “På tide vi to kommer væk.. tror du ikke” hans stemme var ikke varm, den indikerede ikke at han var her for at redde hende. Den var ulækker og klam, lige som hvis man kiggede ind i hans øjne. Det eneste man kunne se var kulden der formede sig i de gule iris. han trådte rundt omkring hende, og kiggede ned på rebene; hans kniv der stadig dryppede af blod blev brugt til at bryde hende fri fra hendes fangenskab. 
Hans blik stadig stærkt fokuseret på, at se om der skulle dukke andre op.

Synet af manden der nu lå død på jorden fik Bailey til at ryste en smule, og det blev ikke bedre som morderen af manden pludselig hurtig var gået hen til hende. Hendes øjne blev fanget af hans gule øjne, og hun kunne mærke hvordan hårene rejste sig. Hun ville gerne sige et eller andet, men hvad for det var nærmest svært at sige noget lige nu. Det var første gang at hun havde set en dø, også selvom hun måske ikke havde set så meget, så blev hun automatisk bange. På samme tid kom de bange anelser, og hun prøvede at kigge væk fra denne mystiske person, som hun bare havde lyst til at råbe morder direkte i ansigtet af ham. 

Blodet fra hendes finger dryppede stadigvæk lidt, og hun var nød til at få det til at stoppe. Men da rebbene løsnede sig, og dermed blev skåret fri rejste hun sig op. Løftede fingeren op til hendes mund"Hv....hvor skal vi hen"lød det lavt fra hende med en rystende stemme. Hun var nærmest låst i hendes bevægelser, hun var blevet bange. Hvad havde denne mystiske person tænkt sig, ville han dræbe hende også? Hun løftede fingeren ned, hvorefter hun greb fat i hendes kjole for at tørre blodet væk.

Hun lagde en arm rundt om livet, og den anden arm fulgte efter ret hurtigt. Det var svært at få hendes krop til at stoppe med at ryste. Men hvad skulle hun gøre, tænk hvis der nu kom flere og hun vidste ikke engang hvad manden ville med hende. Hendes blik faldt ned på nogle af skårene med blodet på, og hun skævede kort hen imod hendes finger. Hun håbede ikke at den ville bløde mere, ellers var hun nok nød til at rive et stykke af hendes kjole eller finde et eller andet hun kunne binde rundt om fingeren. Bailey drejede sig rundt, så hun stod med fronten til den mytiske person"Vil du dræbe mig..."lød det lavt fra hende som hun prøvede at holde blikket væk fra ham, men det var svært når hans øjne dragede hende til sig. 

Hans tunge lavede to korte utilfredse lyde, da hun spurgt hvor de skulle hen.
Men synet af hvordan hun stod og rystede, bragte et smil frem på hans læber. Der var nu noget smukt ved at se små lam, der stod og rystede på den måde. Især fordi han kunne næsten dufte frygten der emmede fra hendes krop. Men han havde ændret sine planer, han havde ikke tænkt sig at dræbe en kvinde lige her og nu. Specielt ikke, når det havde vist sig at kvinden foran ham var så eftertragtet.
“Væk her fra” svarede han endelig og greb omkring hendes over arm, selv igennem handskerne kunne man tydeligt mærke den kulde der kom fra ham. Og hvis hun ikke allerede havde gættet det, ved at kigge ham ind i øjnene og se hugtænderne der gemte sig bag hans læber. Så ville kulden nok også give det sidste hint, at det bestemt ikke var et menneske som der havde grebet hende om armen.
Hans blik flakkede hen imod hende, og et ubehageligt smil spredte sig hen over hans læber. Læben trak således op over hans ene hugtand. Men smilet forsvandt også lige så hurtigt som det var opstået.
En smule utålmodigt begyndte han at hive afsted med hende. “Ikke lige nu.” blev svaret på hendes spørgsmål, om hvor tæt hendes liv var på at ende.
Nej, som tidligere tænkt. Så var hans planer ændret, mesteren, manden der havde hyret ham til at slog Bailey ihjel. Måtte nu stå til ansvar over for den levende vare. Hvis han blev beordret for at slog hende ihjel på stedet, når de så kom der hen. Ville han ikke tøve, men noget sagde ham, en lille intuition der fortalte ham at hun var mere værd levende. Og selvom at manden som nu hæv afsted med kvinden, var mere i denne branche for at slog ihjel. Så var der også den del af krystallerne bestemt ikke var noget, man skulle kimse af. De gik forbi manden, der lå og blødte på den hård trampet jord. Synet fik endnu et smil til at spille på hans læber, det havde også hjulpet at hans tørst for drab var blevet slukket af manden der nu ikke længere var i live.

Kulden ramte hende hurtigt i det øjeblik han greb fat om hendes over arm. Hele hendes krop begyndte at ryste endnu mere, og alle hårene rejste sig. Det gjorde bestemt ikke det hele bedre som han sendte hende et smil, der fik hende til at frygte hendes liv endnu mere. Den varme krops temperatur hele hendes krop bestod af forsvandt langsomt, og hun havde svært ved at kigge væk fra hans øjne der nærmest slugte hende. Hun rystede endnu mere, og det var kun i det øjeblik han hev hende med sig, og de gik forbi manden der lå død og blødte, at hun var bange for hvor de skulle hen. 

"Du... er en morder..."hendes stemme rystede, og hun kiggede væk fra ham. Lod hendes øjne skimme de omgivelserne de kom forbi, hun lagde en arm rundt om sig selv. Bare for at prøve at varme sig lidt eftersom hendes varme krop var blevet kold, ved at han havde rørt hende. Enlig var hun også lidt nysgerrig på, hvor de skulle hen men hun frygtede også for hvad der skulle ske. Den døde mand nåede aldrig at fortælle hende, hvad han ville med hende. Var hun virkelig så vigtig? Det undrede hende, gid hun nåede at få det at vide fra manden, men han lå død. Men var der mon andre der vidste, hvad den afdøde mand ville med hende. 

Hans ord om at han ikke ville dræbe hende lige nu fik hende til at ryste endnu mere, og hårene på hendes krop kunne ikke rejse sig mere som de allerede havde. Kort lod hun hendes øjne glide ned på fingeren der heldigvis ikke blødte mere, og hun løftede den lidt op imod hendes ansigt. Betragtede hullet lidt, før hun så kiggede hen på manden der hev hende med sig. Bailey vidste ikke engang, hvad hun lige skulle sige, men hun var bange og frygtede hendes liv. Hendes liv som pludselig var i hænderne på denne mystiske person"Jeg vil ikke dø!"råbte hun så imens hun kiggede væk fra ham, for at prøve at gætte sig frem til hvor de skulle hen. 

Alt ved hende, var kvalmende. 
Kvinden han havde fingrene omkring, symboliserede alt som Cryan ikke brød sig om. Og selvom at vampyren generelt ikke brød sig om særlig meget, så gjorde hun ham ekstra irritable. En mordere? Ja, det var jo bare at fortælle det, som allerede var ganske åbenlyst. 
Han tog en dyb indånding som han rev hende afsted efter sig, hvis hun blev ved på den her måde, var det lige før han ville gøre en undtagelse og faktisk slå hende ihjel. Det ville tydeligvis være nemt nok, bare skære hendes hals over lige nu og her. Se hvordan at livet langsomt forlod hendes øjne, hvordan blodet ville strømme ned af hendes krop mens hjernen ville prøve at forstå hvad der var gået galt. Hænderne der ville klemme sig omkring åbningen han havde lavet hen over hendes så fine, sarte hals. Men intet hun kunne gøre ville stoppe det, og han kunne se hvordan hun lige så stille ville dø i hans arme. 
Rusen brød igennem hans krop, og fik det til at kilde rart op af ryggen. 
Dog ødelagde hun det hele ved at snakke igen. Hans øjne blev revet tilbage til menneskebarnet, hun ville ikke dø? Han fnyste, det var der ingen der ønskede.
“Du er ikke for klog var” sagde han med hans hæse stemme “Vil du være så venlig at tie stille?det ville være synd, at skære din fine lille hals over, før vi nåede at finde ud af hvorfor folk gerne vil have du skal dø, ikke?” han brød sin stilhed mere end han plejede at gøre, men han havde også efterhånden fundet ud af; nogen gange kunne det betale sig at sige noget. Selvom han foretrak at lade være. Cryan trak ham og Bailey om bag husende, så de undgik større folkemængder. Han ville nødig tiltrække mere opmærksomhed end godt var. Især når hun ikke kunne holde sin kæft.

Lyden af hans stemme fik hende til at holde blikket fra ham lidt mere, før hun fjernede blikket fra ham. Hun holdte fortsat en arm rundt om sig selv, det var bare som om kulden spredte sig til hendes krop i takt med at hun rystede. Ordene fik slet ikke hende til at få det mere rolig, hun var stadigvæk bange og kunne slet ikke holde styr på hendes krop. Hun kunne næsten ikke engang være i hendes egen krop, og som han trak hende om bag husene kiggede hun på hans ansigt lidt. Men synet af de kolde øjne fik hende hurtigt til at kigge væk igen. 

"Fint..."Svarede hun lavt og måske en anelse stædigt, for hun ønskede virkelig ikke at han dræbte hende. Så hun måtte vel hellere gøre som han sagde, ellers ville hun bare miste hendes liv hurtigere end hun kunne nå at blinke, og sige noget. Som de stod bag husene kunne hun mærke kulden fra ham, og hun valgte at holde lidt afstand. Hun havde været så varm, at hun nærmest hadede kulden for den gjorde at hun begyndte at fryse. Hendes blik gled ned imod jorden, og hun fjernede armen så den ikke lå hen over hendes overkrop. Uden at vide, hvor tæt de var på folkemængden kunne hun godt høre nogle stemmer, og hun var usikker på om den døde mand, som personen ved hendes side havde dræbt havde andre folk der ledte efter hende. 

Bailey rystede lidt, og sank en klump i halsen for lige nu føltes det bare som om hun var blevet fanget af en sulten ulv. Hun var et lam, et blidt der nu var i kløerne på denne stygge ulv. Slet ikke noget hun kunne lide, frygten for, hvad han enlig ville gøre voksede mere og mere inde i hende. Hun vendte så blikket op på ham, og spredte læberne for at skulle til at sige noget. Der kom ingen ord ud, turde hun overhovedet sige noget? turde hun overhovedet spørge ham efter hans navn. Hun kiggede væk fra ham uden at sige noget til ham. Enlig kunne hun heller ikke komme fri, han havde godt fast i hende.