Tusmørkedalen var ikke just et sted man ønskede sig at komme hen på denne tid af døgnet, medmindre man havde gøremål i byen. Manden der havde givet hende denne opgave, havde på intet tidspunkt troet at Gahenna som ene person, ville være i stand til at finde frem til den person hun nu skulle have indfanget. Med sig havde hun slæbt den ret slaskede mand, man kunne tydeligt se han havde været i en kamp, men folk vidste formentlig ikke det var med hende og på den ene arm havde han et ret heftigt sår, der sikkert var tre dage gammelt, så han hang efterhånden i en tynd tråd. De orange øjne rettede sig mod manden hun havde på slæb
”Hvis De har ledt mig på vildspor Hr Ellinger, så dør De formentlig tidligere end forventet… Sikke en skam, jeg nød ellers Deres selskab” sagde hun med et kækt smil på læberne som hun trak manden ned gennem gaderne med grebet stramt om hans håndled. Hun gik og nynnede lidt for sig selv, for så var Tusmørkedalen da heller ikke værre! Et kort øjeblik rettede hun blikket mod himmelen og så derefter på Hr Ellinger
”Jamen dog… Det trækker vist op til regn Hr. Ellinger” sagde hun med et bred smil på læberne som hun trak hætten på den mørke kappe op over hendes hoved. Hr. Ellinger var dog tvunget til at blive øset til i regn, men hun var egentlig ligeglad, hun havde blot haft brug for ham til at finde frem til dette sted, så i teorien kunne hun blot smide ham i en gyde og lade ham dø alene? Ak ja så mange muligheder, men hun besluttede sig for at holde ham i live så længe hun kunne. Hr Ellinger mumlede et eller andet til sig selv hvilket fik hende til at vende sig mod ham
”Sig det igen?” sagde hun nærmest spørgende som hun stoppede op. Hun rev ham tættere på og lod den sorte, tvedelte tunge komme ud, ganske få centimeter fra hans ansigt. Han spilede øjnene op og rystede ivrigt på hovedet
”Det var ikke noget Frøken… Intet” sagde han febrilsk med det flakkende blik fastholdt på hende. Hun grinede kort
”Tænkte jeg nok… Vi skal jo nødig dræbe dig med det samme… Ikke sandt?” sagde hun med et lettere forstyrret smil på læberne. Smilet var venligt, nærmest moderligt, men på samme tid kunne man se hendes øjne rasede.
Igen satte Gahenna afsted på sin færd, ud for at finde den mand hun nu var på jagt efter
”Hr Ellinger… Fortæl mig lige igen, hvem eller hvad jeg er på jagt efter… For hvis De spilder min tid… ” sagde hun snerrede som hun kastede et blik over skuldrene, blot for igen at rette blikket fremad, for at holde øje. Hun lyttede til Ellinger’s beskrivelse. Hun tyssede på ham og stoppede
”Hr. Ellinger… Jeg bad Dem ikke at give en novelle forklaring… Årh i guder…” sagde hun og himlede med øjnene og kom af med en irriteret brumme lyd. Igen begyndte hun at trække afsted med manden og et smil kom frem på hendes læber. Personen der gik lidt længere nede af gaden kunne godt… Ud af ingenting begyndte Ellinger at rive i Gahenna’s arm
”Det er ham… Det er ham!!!” skreg han nærmest som havde han set et spøgelse. Gahenna rettede blikket mod Hr. Ellinger og tog det egentlig meget køligt
”Så hold dog din kæft… Jeg er jo ikke blind” kom det fra hende i et suk inden hun løsnede grebet om hans håndled og i stedet med et hurtigt twist, fik brækket nakken på Hr. Ellinger, der ret hurtigt faldt sammen på jorden foran hende
”Ak ja… ” mumlede hun til sig selv som hun rettede blikket i retningen af den mand som Hr. Ellinger havde udpeget til at være vampyren hun ledte efter.