Vejr: Solskin og varmt
Tid på dagen: tidlig aften

Det var en dag ikke ulig alle de andre. Som så ofte før havde Irisa befundet sig en af de nærliggende byer næsten siden morgenstunden. Hun havde stået på byens torv og sunget og danset, mens små vanddråber havde fulgt alle hendes bevægelser så de reflekterede solskinnet og nærmest lignede små ædelsten. Det var et lille trick som stort set ingen energi krævede, men stadig imponerede publikum så deres krystaller forlod dem lidt nemmere. Den sidste af hendes optrædener for dagen var blevet afsluttet med et gevaldigt plask fra den nærliggende brøn, så det støvregnede ned over alle som stod og betragtede hende. Det var et godt trick på varme sommerdage som denne, og det fik de sidste nærige tilskuere til også at smide lidt hendes vej. 

De mørke krøller og den sandfarvede top og nederdel var stadig fugtige, da hun omkring middag vendte næsen hjemad. Oftest foretrak hun at gå i bukser, men det havde været utroligt varmt de sidste dage, og selvom hun havde levet hele sit liv i Rubinien, blev hun aldrig helt vant til varmen.
Det var en lang gåtur hjem, og derfor satta Irisa i stedet kursen mod en oase. Det var knapt halvvejs, og selvom det gjorde turen lidt længere, var det et godt sted at slå lejr for natten. Hvis hun gik til ville solen ikke engang være nået at gå ned.

Det meste af vejen gik hun i sine gne tanker. Hun havde gået ruten nok over hundrede gange, så hendes fødder fandt vej helt af sig selv. Hendes tur blev kun fbrudt af små pauser for at drikke. Da hun endelig kunne se den grønne oase, satte hun i løb. Hun burde spare på energien, men hun kunne ikke vente med at glide ned i søen som hun vidste gemte sig der. Søen var da også det, som hun med det samme satte kursen mod, og næsten uden at sætte farten ned lod hun nederdelen glide ned over hofterne, så de korte bukser indenunder blev afsløret. De dækkede kun lige det nødvendige, men hun følte sig alt for utilpas i en nederdel, hvis hun ikke havde dem på. Med et højlydt glædesudbrud løb hun ud i søen og dykkede med det samme ned under vandet.

William var ikke helt så vant tilden varme der var på dette sted. Han havde ikke engang overvejet overhovedet at tage hjem. Maximillian viste ham hver en afkrog af hele landet, og der var så meget han skulle vide, og så mange ting som han ikke vidste noget om. Han var ikke engang sikker på hvor meget der var at vide. Men han ville vide alt. Så tanken om at være i en by der ikke engang stod på hans liste over ting han ville se var fatteligt. Han ville så gerne vide alt der var at vide om de byer de stødte på. Både det gode og det dårlige, for tænk nu hvis de havde noget som han kunne tilbyde sit eget kongerige når han engang sad på tronen. Han ville jo gerne være en god konge også selvom han var ung og der var flere år til at han selv skulle sidde på den trone hans far sad på. Rubinen var ikke som han havde forventet at det skulle være, og selvom han langt fra var et sikkert sted havde en kvinde alligevel formået at fange hans blik. Han var ikke sikker på hvorfor men vandet der lavede ting og sager, var lige noget for ham. Især fordi han selv kunne noget med vand, men ikke nær noget af det som denne kvinde kunne. Han var dybt fascineret af kvinden og hendes kunde med vandmagi.

Så da hun pakkede sammen og begav sig væk var William alligevel så nysgerrig på hende og valgt at følge efter, også selvom Maximillian langt fra ville have det. Men nysgerrigheden i ham var så stor at han måtte vide hvad det var hun kunne. Maximilian ville helst have at de gik en anden vej og fandt havet så William kunne komme hjem, men tankerne var noget helt andet hos den unge prins. Desuden var det jo en kvinde, og han var vældig interesseret i kvinder, og når det nu var en der kunne vandmagi, så var det lidt mere interessant.

Den unge prins og Maximilian fulgte kvinden på afstand men hele tiden holdte William øje med hvor kvinden gik hen for at være sikker på han gik den rigtige vej. Han ville ikke misse hende for noget i verden, for tænk hvis hun kunne lære ham noget han ikke selv kunne. Varmen gjorde det ikke bedre for at han ikke skulle tørre helt ind, og han var faktisk ved at være ret tørstig selvom at Maximillian havde formået at give ham vandsækken op til flere gange, drak William kun ganske lidt af vandsækken. Da kvinden foran ham lige pludselig satte i løb anede han ikke hvad han skulle gøre. Han havde sådan set aldrig rigtig løbet før, så det var helt underligt at se andre løbe på den måde, og det så lidt underligt ud. Han var dog ikke sikker på hvad det betød i det hele taget. Han vendte sig om imod Maximillian og sagde nogle ord til ham inden han alene bevægede sig mod det kvinden havde løbet imod. Der gik noget tid inden han dukkede op og han vendte sig om for at se Maximillian begynde at sætte et telt op og faktisk begynde at træne med sit sværd. Han drejede sig om og bevægede sig ned til den oase der lå, hvilket han egentlig fandt lidt besynderligt at der bare sådan lå midt ude i ingen ting, vand i noget så øde som dette. Det var jo fantastisk, og det gav ham muligheden for at tage halskæden af og svømme rundt i vandet med sin egen tunge hale!

På afstand kunne han da se kvinden springe i vandet og han bevægede sig endnu tættere på da han blev endnu mere nysgerrig på hvad der skete. Lavede hun noget med vandet, eller skulle hun bare bade? Han var ikke sikker, men han måtte stille sin nysgerrighed. Han vandrede det sidste stykke ned til vandet og satte sig i vandkanten. Han havde ondt i sine fødder hvilket egentlig var en mærkelig følelse, han havde aldrig haft ondt i sine fødder før, ikke at han havde fødder ret tit, men det var bare underligt at mærke smerte et sted han normalt ikke havde. Han stirrede på vandet og kvinden for at se om der skete noget underligt med vandet. Men endnu så det ikke ud til at der skete noget.

Det føltes fantastisk at være tilbage i vandet. Nok elskede Irisa at være i byen og optræde for de mange mennesker, som var der, men det bedste hun vidste var nu at kunne lade kroppen synke ned i vandet efter en lang dag. Hun kunne sagtens bruge hele dagen i og omkring søen, faktisk var det slet ikke usædvanligt, at det var tilfældet, når hun trænede, men det var efterhånden længe siden, at hunhavde kunne tillade sig at bruge flere dage i træk der. Hun savnede det, men hun blev jo nødt til at være ansvarlig og hjælpe med at brødføde stammens medlemmer.

Hun tog et par lange svømmetag under vandet, inden hun blev nødt til at komme op efter luft. Krøllerne klistrede til hendes ansigt, så hun blev bødt til t børste dem væk for at kunne se. Hun placerede håndfladen med vandet og løftede den langsomt opad. En søjle af vand, ca på tykkelse med et håndled, fulgte efter hendes hånd som hun snoede den gennem luften. Med et tilfreds smil betragtede hun vandet, hun elskede bare at kunne lege lidt med det uden at det var for træning eller underholdning. Hun drejede rundt om sig selv, stadig fulgt af vandsøjlen. Lige så snart hun fik øje på den fremmede skikkelse inde ved bredden blev hendes opmærksomhed brudt, og vandet faldt ned med et lavt plask.

Godt hjulpet på vej af sin evne så det gik lidt hirtigere, svømmede hun ind mod bredden, skikkelsen så ikke lige umiddelbart bekendt ud.
"Hvem er du?" Hendes stemme var venlig, men hun havde placeret begge håndfladet mod vandet, klsr til t forsvare sig, hvis det skulle blive nødvendigt.

Hvad der føltes som en evighed kom kvinden endelig op af vandet, og hun begyndte straks at lege med vandet. Hvilket bare fik ham til at gøre store øjne og lod kæben falde ned imod jorden. Hvor var det dybt fascinerende dette her. Han have ikke regnet med at se sådan noget hos nogen før. Ja okey han kunne da også noget med vand, men det var ikke nær så sejt som det hun gjorde. Hvis han bare kunne lege med vand på den måde så ville han være lykkelig. Ja han kunne da lave våben ud af vand, men hvor sejt ville det ikke være at kaste med vand på den måde. Dog kunne han lave kugler og gøre vandet hårdt så man ville komme til skade, men at lave en vandsøjle for at rette den imod et væsen, hvor sejt ville det ikke lige være?!

Han tog sig ikke engang at hun faktisk snakkede til ham. Han sad stadig med store øjne og kæben ned imod jorden. "Hvor er det bare sejt!" kom det endelig fra ham og klappede i hænderne. Nogen gange skulle man tro han ikke var så gammel som han var. Men han troede jo kun at det var hans familie der kunne noget med vand, og her så han rent faktisk en anden der kunne noget af det samme som ham selv. Det var simpelthen for vildt! "Hvor længe har du kunne det med vand?" spurgte han og glemte helt at hun rent faktisk havde spurgt ham om noget. Han var bare så dybt fascineret af det hun kunne at det var der hans fokus var. For han ville gerne lære noget mere, og det var ikke lige frem fordi Max kunne hjælpe ham på det område.

Okay  det var vist sikkert nok at gå ud fra, at hvem end han var, var han ikke en trussel. Ikke sådan som han reagerede.. så spillede han i hvert fald virkelig godt skuespil.
Irisa lod armene falde ned langs siden, så hun ikke længere stod i en angrebsklar stilling. Hvis det viste sig at hun havde taget fejl af ham, var hun dog stadig klar til at angribe.
"Jeg har kunne kontrollere vand det meste af mit liv" Det var sjældent at hun mødte nogen, som var så begejstrede over det, som han var. Hun var trods alt langt fra den eneste, som havde den her evne.

Hun hævede den ene hånd op, og med den fulgte en ganske tynd vandstråle, ikke meget tykkere end en finger. Vandstrålen slangede sig afsted mellem hendes fingre.
"Det er en gave, som går i arv hos kvinderne i min familie. Vi kan alle sammen kontrollere vandet på en eller anden måde" Hun smilede til ham og lod vandstrålen falde ned i vandet igen med et lavt plask.

"Men nok om mig! Hvem er du?" Hun lagde hovedet på skrå og så nysgerrigt på ham.
"Og hvad laver du herude? Og vigtigste af alt, hvorfor sidder du og lurer på mig?" Hun forsøgte st sige det så venligt som muligt for at vise, at det var ment som let dril.

Det var lidt vildt. Han kendte kun hav mennesker der kunne noget med vand, aldrig nogen på landjorden. Så han fandt det dybt fascinerende at hun netop kunne noget med vand. Han sad nærmest med åben mund da hun forklarede det. "En familie arv! Hvor er det vildt! Jeg har aldrig oplevet sådan noget her på landjorden! Jeg kan også noget med vand. Men ikke lige så godt som det der..." kom det fra ham og kiggede lidt på vandet. Hvis bare han kunne noget andet end at gøre vand hårdt og lave våben. Dette her kunne være langt sjovere!

"Mig? Jo jeg er William Zan'jatar" kom det fra ham og nikkede lidt for sig selv. "Jeg så dig inde i byen og blev nysgerrig. Jeg troede det var et af de der trick, men dette her er langt bedre. Jeg måtte se det med egne øjne tættere på" han nikkede lidt igen og lænede sig lidt frem imod hende for at kigge lidt bedre på det vand der røg imellem hendes fingre.

Irisa havde aldrig haft indtrykket af, at hendes evne var sjælden, ej heller havde hun et indtryk af, at det var sjældent, at evner gik i arv. Bare i hendes familie var de en del, som kunne noget med vand, og hun var da ret sikker på, at hun kunne mindes at have set andre, som havde lignende evner. Så hvorfor virkede han så forbavset?
"På landjorden?" Det var da en underlig måde at udtrykke et på.. Langsomt bredte der sig et udtryk af forståelse over hendes ansigt. "Du er ikke et menneske, er du?" Hun kunne ikke mindes, at hun havde mødt halvfolk før, men det var selvfølgelig også svært at vide, hvis de alle var i stand til at have fødder ligesom William. Mon manipulation af vand så hørte sammen med hans race? Det ville vel give meget god mening.. I hvert fald sammenlignet med, at en familie som længe havde boet i ørkenen også havde evnen til at manipulere vand.

Zan'jatar, det lød som et noget usædvanligt efternavn, men hvis han var en helt anden race, var det måske ikke så mystisk.
"Det er rart at møde dig, William" hun smilede og bukkede høfligt hovedet. Normalt var manerer ikke hendes stærkeste side, især ikke når hun var alene med folk, men man skulle vel starte et sted, og nu virkede han så glad for at møde hende.
"Det er rart at møde nogen, som kan blive forbløffet over min evne. De fleste har set den nok gange til, at det fantastiske ved den lidt er gået over"

Det var måske lidt underligt at sige landjorden, men for ham var det sandt. Der var mange der kunne noget med vand i Aquarin, men at nogen kunne det på landjorden var bare dybt fascinerende. Noget han helt klart ønskede at lære mere om. For det var ikke noget det at hans lærer mestre havde fortalt i Aquarin! Det var så dybt fascineredne at han helt klemte at høre efter hvad det faktisk var hun sagde. Han blinkede nogle gange med øjnene og prøvede at fange hvad det var hun havde sagt. Det var et eller andet han lige havde smidt ud af hovedet. Men han hørte da hendes næste ord! Han rystede lidt på hovedet. "Nej jeg kommer fra havet" kom det fra ham og lod en hånd glide hen over halskæden han havde på. Det var den eneste grund til at han havde ben. Det var den der gjorde det hele, men han havde hørt om forbandelser, og evner der gjorde at andre havvæsner kunne gå på landjorden. Det var faktisk også dybt fascinerende når det kom til stykket!

Han var lidt usikker på om han overhovedet skulle have sagt sit efternavn. Det var jo ikke fordi at dem på landjorden kunne genkende hans efternavn, også selvom det var kongeligt. Men det var bare en endnu åbenbaring på at folk lidt havde glemt Aquarin i folke munde. Han smilte lidt til hende og nikkede så. Det var i sandhede rart at møde ham. Hvem ville ikke gerne møde en prins? Godt nok pralede han ikke med at være prins, men det overraskede da også de fleste når de fandt ud af at han faktisk var prins. "Det er da så sejt! Jeg har aldrig set nogen kunne sådan noget med vand før, det er jo som en leg!" han nikkede ivrigt og kiggede på hende. Han ville så gerne lære noget mere af dette her vandmagi, men han stank virkelig til at udføre sin egen magi.