Det havde været en længere rejse for den unge kvinde, længere end hun nogensinde havde turde drømme om, hun havde sejlet med en skib, en oplevelse hun ikke ønskede at gennemleve igen når hun mindes den søsyge hun havde følt og det at hun havde været blind passager på skibet. Rejsen havde også bragt hende forbi Elverly, et sted der dog ikke bød fremmede særligt velkommen omend Elasha havde været flink, slutteligt var hun endt ved Dianthos, hvorfra hun havde fået et lift af en bonde der havde været ved hovedstaden for at levere hø til staldene. Siddende bag i vognen med fødderne ude over kanten, havde hun betragtet verden glide forbi hende til lyden af hestens hove imod grusvejen, i dagstimerne og om natten havde hun kunne lægge sig godt til rette i de rester af halm der dækkede vognens bund. Det havde været et tiltrængt hvil for hendes bare fødder, for selvom hun alle dage havde gået barfodet, var der noget andet at være hjemme i skoven ved Azurien hvor, hun selvfølgelig var vant til at bevæge sig omkring, men intet til sammenligning med rejsen.

Solen var på vej op på himlen, som hun strakte sig på vognladet. Hun vidste ikke hvor henne hun var endt, men hun blev forundret over hvor mildt vejret de senere dage var blevet, den mere bidske kulde havde lagt sig og solens stråler varmede hendes kinder, trods det var først på dagen. Hun glippede let med øjne inden hun med et gab gned hænderne over ansigtet. En stemme trak hende ud af den sidste smule døs, han kunne ikke fragte hende længere, men dog fortælle at de var kommet på den anden side af Fredskilde i Medanien. Hun takkede ham mange gange, inden hun hoppede af vognen, og svang sin lille skind sæk over skulderen. Den var hendes kæreste eje på rejse, for det var i den at hun gemte alle de frø, urter, grøntsager, bær og nødder som hun kom forbi. Alt pakket sirligt ned, så intet blev blandet, da frøene især havde en irriterende tendens til at minde om hinanden, men ved hver enkelt lille pakke frø var der også noget fra selve planten der kunne hjælpe hendes hukommelse lidt på vej når hun skulle skelne imellem dem.

Hun børstede let de sidste rester af halm ud af de lange lyse lokker, inden hun med fingrene ganske let fik det redt igennem så det sad pænere. Hendes klæder bestod som altid i de simple skind fra et rådyr hun selv havde fået syet sammen til en nederdel og en overdel. For en stund stod hun ganske stille og lod blikket glide rundt, tørsten var begyndt at melde sin ankomst, men ikke langt væk kunne hun høre lyden af vand der rislede. Hun fulgte lyden, forbi nogle store marker der strakte sig så langt øjet rakte, hun havde vidst ikke stødt på den slags før, og for en stund tog hun sig selv i at dagdrømme, det var urealistisk for hende selv nogle sinde at kunne dyrke så meget, men hun gik alligevel hen og brækkede toppen af et korn strå inden hun lagde det ned i den lille sæk, et enkelt strå tænkte hun ikke de ville mangle, inden hun vendte tilbage til sin søgen efter noget vand til tørsten. Hun satte sig ned ved vandkanten på knæene og samlede vandet i hænderne for at kunne drikke det. Der virkede så fredeligt i området, for hun havde ikke set et eneste menneske endnu, men de måtte være derude et sted så hun var nød til at være på vagt.

Det var en af de gode dage for Henry. Solen var ved at nå sit mål, på toppen af himlen og ville inden længe sende dens varme stråler mod hele landet. Henry var for en gangs skyld i et fremragende humør og han havde endnu ikke rørt akoholen, trods den var med på dagens begivenhed. En større jagt skulle finde afsted omkring gården, og Henry var selvfølgelig personen som førte an. I og med at der derfor ankom gæster til gården, afholdte ham fra alkoholen. Han ville ikke vise den side af ham, ikke på den måde som han gjorde overfor sit tjenestefolk når han befandt sig alene på gården. Han vidste det var pinligt, men havde svært ved at gøre noget ved det. 

Omkring de mange hektar marker, lå en større skov som også lå under Henrys ejerskab og det var her, de ofte kunne jage råvildt og andre dyr, når de tog på disse jagter. Det var en større begivenhed som fandt sted flere gange om året, og det var en af de få gange om året hvor Henry havde faste gæster, ellers holdt han sig normalt for sig selv - det var sådan han havde det bedst. 
Henry fik sat jagten igang, som foregik på heste ryg. Der var ingen normale faste grupper, folk kunne ride hvor de og gøre som de lystede, der var dog bestemt dyr man måtte jage, og bestemt køn. Det afhang meget af årstiden og så var der et slut tidspunkt, hvor alle skulle vende tilbage. Personen med det største bytte, ville vinde en præmie.

Henry befandt sig i en lille gruppe på 4 - 5 stykker og red mod en åbning i skoven, hvor det altid var godt at tøjle hestene og derfra så gå ind i skoven og jage på fod. Der var ingen tvivl om at hestene ville skræmme alt levende væk, hvis de først fik lov til at komme med ind i skoven. Støvet susede omkring hestene, som de kom galopperende hen over de marker som endnu ikke var færdig sået eller, måske havde fejlet. Det var et relativt stort område som hørte til hans grund og han var ret glad for det hele, og især det liv som befandt sig omkring skoven og markerne. 
Det var sjældent at andre fik begivet sig så langt ind på hans område, som denne ugen kvinde han gjort. Han så hende på lidt afstand, og valgte at trappe ned da han nærmede sig. De andre red videre i en vildskab, og han kunne se dem forsvinde, inden længe. Henry havde normalt, intet imod at folk brugte hans områder og skoven. Han forventede dog at folk ville respektere livet omkring gården, og ikke mindst markerne. Og idag, var jo en ganske fin dag at møde ham på, med det humør han havde sig. Hesten stoppede foran hende, og han kiggede ned på hende, som hun drak af vandet fra åen. "Kan jeg hjælpe Dem?" Det skulle ikke virke offensivt, det var det ikke. Han hoppede smilende af hesten, og ventede blot på en reaktion fra den unge kvinde, normalt var personer som kom så langt ind på områderne faret vild.  

Der gik et chok igennem hende, der fik hele hendes krop til at stivne let, da der pludselig komme en flok ryttere forbi i fuld galop, hendes blik fulgte dem for en stund som de fortsatte væk uden at opdage hende. Hun sukkede dæmpet og slappede mere af i kroppen da faren virkede til at være drevet forbi, men lyden fra hestene havde overdøvet lyden af den hest der nærmede sig i skridt, først da en stemme bag hende lød blev hun opmærksom på personen der havde fået sneget sig ind på hende. Hun vendte sig i et ryk imod vedkommende, så hun faldt ned på bagdelen lige, heldigvis ikke i vandet men kun lige ved kanten. 

Kunne han hjælpe hende? Hun bed sig ganske let i læben da han sad af hesten og stod ganske tæt på hende. Mon det var ham som dyrkede jorden? “Øøøøh nej?” Lød det stille fra hende, som usikkerheden lyste ud at hendes dæmpede stemme, for hun kunne ikke forestille sig hvad han skulle hjælpe hende med. 

Tøvende fik hun stablet sig selv på benene igen og fik tørret de våde hænder af i nederdelen. Det var bedre at stå op så hun kunne være beredt på hans reaktion end at sidde ned. Hun skævede let over imod skindsækken der lå ganske kort fra hende, inden hun vendte blikket imod manden igen.

Henry fulgte hendes bevægelser, som hun rejste sig op og tørrede restene af vandet af i hendes nederdel. Den unge kvinde var ikke en person, som han før havde set og alt at sige efter hendes påklædning, så var han ikke helt sikker på hvor hun kom fra, ved første øjekast lignede hun ikke en civil person, en person som var bosat i en af de større byer. Men det var jo blot hans første indskydelse, ham der dømte hende på hendes udseende. Det var også en af grundende til at han tænkte at hun måtte være faret vild. 

"Jeg tænkte blot, om De var faret vild?" Smilet formede sig atter engang på hans læber, som han talte til hende, endnu en gang. Henry var i et af sine fineste sæt, som stadigvæk kunne holde til at gå på jagt og holde til at blive ridt i. Hans tøj var meget farverigt, hans støvler var høj og lignede den klassiske ridestøvle. "Normalt når folk kommer så langt væk fra vej eller sti, så er det fordi at De er faret vild eller ikke ved hvor de er endt henne" Det sidste betød jo lidt det samme, men mon ikke hun forstod hvad han mente. 

Nianna tillod sig selv at lade blikket glide ned over herren foran hende. Hun havde kun ganske sjældent set påklædninger som hans, det var lidt en sjældenhed når der kom nogle forbi hendes skov derhjemme i den mundering, men for hendes betød påklædningen ikke meget, da hun ikke kendte til landets måde at inddele folk på. For hende var alle lige, og hvorfor skulle de ikke være det? Hun lagde hovedet let på skrå da han vedblev med at sige hun måtte være faret vild. Stille gled hendes blik rundt i omgivelserne, for hvordan kunne man fare vild, når man ikke havde et bestemt sted man skulle hen? Hun rystede til sidste ganske let på hovedet, for at indikere at hun altså ikke var faret vild, et ganske svagt smil lagde sig om hendes læber, trods mistroen stadig var at spore i hendes blik. 

Hun måtte dog indrømme hun ikke havde den fjerneste idé om hvorhenne hun befandt sig. Vejret var blevet markant lunere, end hun var vant til, så hun vidste med sikkerhed hun ikke befandt sig i norden, for der vidste hun at det var koldt året rundt og snedækket mange steder. Hun lod hænderne glide om på ryggen, hvor hun let vred dem imod hinanden, inden hun skævede ned imod sin lille sæk. "Jeg er hverken, det rette eller forkerte sted.." svarede hun lettere kryptisk, inden et forsigtigt smil strøg over hendes læber. For det rette sted, ville være hvis hun havde et bestemt mål, og det forkerte ville kræve at hun var væk fra et bestemt mål, som hun jo ikke havde. Hun gik stille hen til den lille sæk, og samlede den op inden hun vendte blikket imod al hans korn. "Hvad er det til?" spurgte hun stille, hun havde jo været så fræk at tage nogle af kornene, så det ville nok være godt at kende til dets egenskaber inden hun ville forsøge at dyrke det derhjemme. 

Den unge kvinde gav ham hurtigt et billede af, hvilket person hun var. At hun hverken var det forkerte eller rette sted, måtte jo på en eller anden måde betyde at hun var omrejsene, eller værst af alt ikke havde noget sted at bo. "Så De har ingen steder de skal være eller ingen bestemte steder du er på vej hen?" Han kiggede nysgerrigt på hende, det var ikke ofte at han mødte den slags, men det hendte da, især når de kom på så langt væk fra stier og vej, så var ofte noget som var gået galt i deres planlægning. "Men kan De så fortælle hvor langt De har rejst og hvor De kommer fra?" Hun havde umildbart ikke den helt store oppakning med, så måske kom hun ikke så langt væk fra eller havde mulighed for at jage og på den måde skaffe mad og ellers var hun rig og kunne betale sig fra det - det sidste lignede hun ikke typen til. Ikke i den beklædning, med mindre at tøj ikke betød noget for hende. "Det er kun fordi at Jeg ejer stedet, markerne, skoven og gården som ligger længere nede af vejen og ofte når der er personer herude, er det fordi at De er foret vild og ikke ved hvor De skal gå hen" Man kunne lige ane gården herfra hvor de stod.

Det var et undrende blik som nu satte sig på hans ansigt. Dette korn var noget af en de almindeligste afgrøder i Krystallandet, og det virkede underligt at hun ikke vidste hvad det var, "Korn" Kom det roligt fra ham, det gav selvfølgelig sig selv, "Eller hvede. Du maler det til mel og bruger det til at lave mel. Melet kender du vel? Til at lave brød og andet bagværk" Det var lidt besynderligt at hun ikke kendte til det, men samtidig kunne han se et kort stykke fra hende at der var et par tomme strå. Det hendte selvfølgelig også, men han havde en idé om at det måske var hende der havde taget det. Ikke at det betød noget. Der var jo nok af det.

Nianna måtte spidse ørene ekstra godt, som manden talte til hende. Hun forstod stadig ikke, selv efter hendes efterhånden lange rejse, hvorfor menneske og væsner var så glade for at snakke, og især snakke hurtigt. En let fornøjet latter lød fra hende over tanken, trods den ikke nåede ud over hendes læber. "Nej..." svarede hun ganske let, hun følte ikke der var behov for at forsøge at uddybe nærmere, han havde jo dækket spørgsmålet ret godt ind, dog gled en let eftertænksom mine over hendes ansigt, hun havde været vidt og bredt omkring, men kunne hun huske hvad stederne hed. En ganske kort brummen lød fra hende, inden hun vendte blikket lidt væk. "Piraternes by... Dødens kløft.. Elverly.. Dianthos.. Her og en dag Azurien igen" Hun var ikke helt sikker på om hun havde ramt udtalelsen helt korrekt med stederne, men hun mente at det var sådan hun have hørt det udtalt før, hun måtte dog erkende at hverken piraternes by eller Dianthos havde været nogen behagelig oplevelse for hende, og hvor hun befandt sig nu måtte han vide. 

Hun vendte blikket lidt ned imod sækken, inden hun åbnede den for at fiske de de par strå op hun havde taget. Selvom hun måske kunne kaldes en tyv, var hun i det mindste en ærlig en af slagsen. Hun knækkede ganske forsigtigt et enkelt kornfrø af og lagde det ned ved marken, et nyt strå skød langsomt op fra jorden og satte en ny top af korn, noget for noget. Hun betragtede glad det strå der var vokset op, som han forklarede dets formål. Hvede, mel, brød, bagværk? Hun tyggede lidt på ordene, det eneste som virkede bekendt var brød, hun havde igennem tiden muligvis listet sig til et stykke eller to som havde lagt ubevogtet hen, men det hørte til sjældenhederne da hun ikke brød sig om at stjæle. Hun gjorde en lille uskyldig trækning på skuldrene inden hun let rystede på hovedet. "Nej kender ikke til det.." svarede hun ganske roligt, trods hun mest af alt genbrugte hans egne ord. Det var den største fordel ved sludrechatollerne, at hun ikke selv skulle bruge krudt på at lede efter ordene. 

Hun lod blikket vandre ned imod det hus, der lå et stykke væk fra dem. Det havde hun slet ikke opdaget før, tænkende gled hendes hoved let på skrå, inden hun rystede let på hovedet. Hun havde aldrig haft fornøjelsen af at bo et sådan sted, hendes liv var væsentlig mere primitivt, som hun kun havde sig en lille frodig plet ud i skoven, der lå skjult bag en massiv mur af tjørnebuske. 

Det var slet ikke det han havde regnet med, da hun begyndte at tale. Det var meget overraskende og han regnede ikke med at hun så havde lavet ret meget andet end det, for det tog enorme mængder af tid at rejse så langt og så mange steder, selvfølgelig vidste han ikke hvor lang tid hun havde rejst i. "Det var overraskende, mange steder De har rejst" Han lød lidt overrasket og chokeret i hans stemme, for han havde slet ikke regnet med det - mange af stederne havde han aldrig selv været, og det var steder som han nok heller ikke øsnekde at besøge. Han kunne ikke se hvad han skulle der, for uden at se den skønne natur. Det var alligevel noget han satte stor pris på. "Hvad har bragt dig så mange steder? Er De blot omrejsende eventyrer?" Det var vel meget normalt at flere forskellige spørgsmål voksede sig, når en interessant person som hende trådte op på hans grund. "Det må utvilvsom have været spændene at opleve"

Han trådte tættere på som hun søgte igennem hendes taske, og fandt de strå som hun havde taget frem. Han bekymrede sig ikke omkring at hun havde taget et par strå, det betød intet for ham. Han havde noget af det, bare kig på markerne. Der var nok. Endnu engang overraskede han hende, det var helt vildt det hun kunne. Han havde ikke så meget med magi at gøre, han kendte et par stykker som kunne lidt magi, men ellers var det ikke noget som interesserede ham; før nu. At kunne manipulere og styrer afgrøder på den måde, var fantastisk og kunne ændre alt for ham. Hun anede ikke hvor vigtigt dette kunne være, eller hvad hun kunne skabe for sig selv. Det var selvfølgelig ikke noget han kunne fortælle hende. Det ville være dumt. "Jeg er imponeret. Kan De gøre det med alt? Nu hvor De har rejst så mange steder, har De så afgrøder med fra andre steder i landet?" Selvfølgelig opstod der en masse forskellige spørgsmål omkring hende, og de kræfter hun havde. Men hvis hun havde afgrøder med fra andre steder, og de kunne bytte og hun kunne få dem til at vokse inden hun forlod ham igen, så ville det jo være fantastisk.

"Har De lyst til at tage med tilbage til gården? Hvis De har lyst kan jeg tilbyde dem et bad, mad og en seng at sove i hvis De har lyst. Jeg er blot meget interesseret i at bytte, nu hvor De har andre afgrøder med fra andre steder"

Hun betragtede ham med et lille smil om læberne, for hun vidste ikke helt om hun ville betegne sin rejse helt således. Turen fra havnen i Azurien, som blind passager på et pirat skib, havde ikke just bragt den bedste oplevelse med sig, og at blive kidnappet af en dæmon allerede samme dag hun ankom, for at blive ført til dødens kløft. En munter latter slap over hendes læber, som hun kom til at mindes de mange oplevelser hun havde haft igennem den sidste lange stykke tid, men der havde uden tvivl også været en masse positivt i hendes lille rejse. Hun vidste dog ikke hvorledes hun skulle forklare årsagen bag hende rejse, et helt liv i selvvalgt isolation, bragte vel en eventyrer op i de fleste, men hun havde fået det ud af rejse som var vigtigt, hun havde set så mange nye planter på sin tur, som hun havde bragt med sig, velduftende urter, farverige blomster. Ting hun kunne bringe med sig hjem til Azurien og dyrke i hendes lille paradishave, men hun måtte finde en måde at forklare ham årsagen. "For eventyret og planterne.." Man kunne sige meget om hende, men at fatte sig i korthed var hendes spids kompetence, udover lige når man fik vakt den barnlige sjæl i hende. Hun klappede ganske let på den lille skindsæk. 

Hun strøg let en lok af hendes blonde hår om bag det ene øre, mens hun betragtede det hvede som groede frem. Dette hørte kun til småtingene, så skulle han se den have hun havde i Azurien, hvor alt lå visnet hen, på nær hendes lille hjem, hvor alt stod grønt og frodigt, eller hun vidste ikke længere om det stadig gjorde, men da hun rejste derfra var situationen hvert fald sådan. Han virkede oprigtigt imponeret over hendes små kunster, inden hun nikkede til hans spørgsmål, var det fra naturen kunne hun manipulere med det, hvad enten det var et æble som var blevet dårligt, kunne hun gøre det friskt igen eller et træ hvor en gren var knækket af kunne hun hjælpe det på vej. Hun var dog lidt varsom overfor hans nysgerrighed, bitter erfaring havde jo lært hende at ikke alle var så gode som de så ud til eller virkede, og selv bag den bedste oplevelse kunne der ligge dystre hemmeligheder. Hun vidste ikke helt hvad han mente med afgrøder, men hun tænkte det måtte være som med hveden. "Lidt er det da blevet til..." Svarede hun, som hun pegede imod hveden med et glimt i øjne, der lå dog meget mere i sækken.

Hun var fristet til at takke ja til hans tilbud, men var det sikkert at stole på ham? Hun kendte jo reelt set ikke manden overhovedet, men hun savnede dog at kunne vaske sig. Hendes blik gled stille rundt i omgivelserne, der var ikke andre huse at spotte eller nogle mennesker i umiddelbar nærhed, mon hun skulle lade tvivlen komme ham til gode? "Okay...." Hendes stemme var lettere modstræbende, men muligheden for et bad var nok for hende, og hvis hun var heldigere endnu, måske chancen for at skylle hendes skindtøj, selvom det havde en god evne til selv at ryste skidt af sig, var det efterhånden en del år gammelt og bar tydeligt præg af at blive brugt dagligt som det eneste. 

Det var selvfølgelig utrolig spændende at opleve, for som sagt så var dette ikke noget som han så hver dag. Og derfor var det også med store øjne, som han betragtede hvordan afgrøden voskede som hun hørte ved det. Han måtte samtidig over for at se det an, røre lidt ved det. Der var ingen synlig forskel på dette og så det som var vosket normalt. Det var klart, han vidste ikke om den slags havde nogle bivirkninger på afgrøden, når det blev hastet på den måde, men det var jo magi og derfor var der nok ikke noget om den snak. Det var blot utroligt at se.
Henry blev glad over hendes svar, det var klart at interessen for at få noget som hørte til et andet sted, var utroligt og noget han virkelig ønskede. Der var masser af sjældne planter og krydderier rundt omkring i landet, som han gerne ville have fat i. Det ville give ham en større handels mulighed, for det var ikke til at komme i nærheden af den slags her på disse kanter. "Der findes så mange interessante og sjældne planter og krydderier, rundt omkring i landet. Det ville være fantastisk at kunne så dem her"

Det var klart, det var måske meget at sige på en gang. Det lød måske for godt til at være sandt, men selvfølgelig havde han ingen bagtanker, men efterfølgende kunne han godt høre hvordan det lød. "De må undskylde mine maner, hvis jeg gik for hurtigt frem" Han lod hånden glide hen over strået, så alle kornene faldt af, blot for at røre det lidt mere, "Vi kan sagtens ordne det hele her, jeg ville blot tilbyde dem lidt husly,  for deres hjælp hvis De har nogle interessant ting, med fra andet steds af"  

Hun vippede ganske let på de bare tæer, mens hun iagttog manden alt imens han undersøgte det korn hun havde fremdyrket og så hans eget korn på marken. Et forsigtigt smil tegnede sig om hendes læber, hun forstod godt hvis han havde svært ved at tro hendes evne, men uden den ville hun aldrig have overlevet den barske barndom helt alene. I modsætning til så mange andre mennesker og børn, havde hun aldrig måtte gå sulten til ro, selvom den ensformige mad de første mange år i skoven, nok kunne have drevet de fleste ud i rent vanvid. Hendes blik var kommet til at vandre rundt i omgivelser, varmen var helt utrolig på disse kanter, og hun måtte erkende at det var en kærkommen følelse, efter den kolde vinter der havde fulgt hende, på hendes rejse igennem landet. Hun nikkede ganske let til hans ord, hun havde fundet mange utrolige ting, men hun havde også måtte tage sig selv i at være ærgerlig over tiden på året, for hun frygtede at hun ikke havde fundet alt der var at finde derude. Hun lagde de par strå af korn tilbage i sækken, så hun ville huske at få det med sig hjem inden hun drog videre. Havde han mon andre ting end blot korn? Muligheden for at kunne bage et brød, var ganske interessant men hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre det, så hvor mange kræfter hun kom til at bruge på korn vidste hun ikke. 

Hans undskyldning rev hende ud af tankerne, det gav næsten et lille sæt i hendes krop, mens et svag rødmen lagde sig i hendes kinder, og hun stoppede med den rokkende bevægelse op på tæerne og ned igen, der var sjældent ro i hendes krop længe af gangen. Hun måtte prøve at få sit dagdrømmeri under kontrol, for hun havde en følelse af måske at være have uhøflig overfor ham og hans tilbud? Hun bed sig ganske let i læben, for hvordan skulle hun takle hans mange ord, og samtidigt finde en høflig måde at svare ham på med det begrænsede ordforråd hun besad? Hun trådte et forsigtigt lille skridt nærmere ham, og rakte ud efter hans hånd, for at give den et lille opmuntrende klem så han ikke sådan skulle undskylde, hun kunne ikke finde andre ord der passede så hun måtte vise ham det i stedet. "Nianna..." præsenterede hun sig selv og forsøgte at finde et lidt større og mere oprigtigt smil frem på læberne, som hun stod og trippede igen ganske svagt for at komme videre. Hun rakte armen ud for sig i retningen af hans ejendom, så han kunne føre an derned. Hun så ingen grund til at skulle stå her og blomstre, hvis han havde andre og mere spændende ting at kigge på.

Det var tydeligt at det var en spændende person han stod overfor, men han oplevede også at hun måske ikke var af så mange ord som han selv var, hvilket lidt var ualmindeligt for ham. Han nød at tale og holde samtaler, men det virkede ikke til at det helt var sådan hos hende. Og sådan overordnet set, så gik det måske godt hånd i hånd med den person som han regnede med hun var, for hvis hun var en person, ung kvinde som ikke boede i byen, men måske på landet eller i skoven. Det var lidt svært at sætte sammen, men sådan overordnet set, så passede det måske fint til det helhedsindtryk han havde af hende.
Henry kom dog med et af hans små smil, som hun trådte frem og ville give ham hånd. Lidt pli var der da at finde i hende. Han rakte hånden frem og trykkede hans, "Glædelig at møde dem Nianna" Kom det roligt fra ham, som han tog endnu et kig på hende, "Jeg er Henry" Forsatte han så. Han så på hvordan hun rakte armen frem og pegede på over på gården, hvilket måtte være et hint til at hun gerne ville med tilbage. 

"Du kan hoppe op bagpå, hesten og jeg" Han gerne en hånd med, så han fik hende op bag ham, på hesten. Det var virkelig for langt at gå, og det magtede han egentligt ikke, så hellere ridde tilbage - og det ville være fejt, at ride fra hende. Det tog derfor ikke lang tid før at de vendte tilbage til gården, og han kunne tage hende med ind i det store hovedhus. "Hannah?" Kom det fra ham, som de trådte inden for i det store hus, og ikke kort efter kom en tjenestepige frem fra et af rummene, "Kan De sørge for lidt mad til vores gæst?" Hun nikkede og najede, inden hun forsvandt igen. Henry slog armen ud mod stuen, "Skal vi? Eller ønsker de noget andet, inden vi kigger på dine ting?" 

Hun var glad for at det unge halvdyr Furry, havde lært hende hvad et håndtryk var, for det lod til at Manden, Henry blev glad for det? Hun forstod ikke hvorfor, to hænder der trykkede hinanden, det gav ingen mening, men hun vidste der var meget hun ikke forstod om den civiliserede verden omkring hende. "Henry.." Hendes stemme var mest af alt, blot en hvisken for at høre hvordan ordet lå på tungen, inden hun gjorde et lille nik. Han virkede okay, lidt stiv i holdningen, men okay. Hun vidste dog at det ikke altid var til at stole på den første indskydelse, og da han pludselig satte sig op på hesten spærrede hun øjne op. Sidde på det store dyr? Hun skulle lige til at bakke væk fra dem, men hun nåede ikke at sige eller gøre noget, før han hjalp hende op på den. Stiv af skræk knugede hun armene omkring ham, så tæt hun overhovedet kunne, så hårdt at hendes arme dirrede mens hun så ned imod jorden. 

Hendes balance fejlede bestemt intet, hun var vant til at kunne sidde, gå ja selv løbe i trækronerne uden at falde, men de bevægede sig ikke på samme måde som hesten. Det var svært at sidde fast, trods hun klemte med hele kroppen for ikke at ryge af. Hvorfor gjorde nogen dog dette? Hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, da de kom ned til hans hus og hun var ikke sen til at få sig selv ned fra det store dyr, mens hun bakkede væk. Hele hendes krop dirrede af skræk, men hun havde overlevet turen, noget hun ikke havde forestillet sig muligt. Hun trak vejret dybt nogle gange, helt ned i maven for at berolige sig selv igen, mens hun så ham forsvinde op imod huset. Hun måtte jo hellere følge med ham, selvom der var så mange indtryk hun hellere ville suge til sig, nu hvor forskrækkelsen havde lagt sig. 

Hun bemærkede den jævnaldrende kvinde der kom som han kaldte, hvem var hun mon? Hendes blik gled rundt på de mange ting han fyldte sit hjem med, hun forstod sig virkelig ikke på det materialetiske behov hun oplevede alle havde i deres hjem, eller hvert fald de 2 hjem hun havde set indvendigt. Dagdrømmeriet fik sit tag i hende, som hun stille vandrede lidt rundt og lod fingerspidserne glide undersøgende over de mange flader, de var pæne på deres egen besynderlige måde, men hun havde svært ved at vende sig til huse, der var ikke den friske luft som hun kendte fra livet i skoven under den åbne himmel. Lyden af hans stemme, fik hende til at snurre rundt og lægge hovedet let på skrå. "Noget andet?" Hun rynkede undrende i panden, for hvad mente han med ønske sig? Hun gik et par skridt hen imod ham med et forsigtigt smil om læberne. 

Det var tydeligt for ham, at hun ikke var en hvem som helst person. Det var sjældent at han mødte en person som hende, en person som var så usikker på flere ting eller ikke vidste hvad det betød, og blikket på hendes ansigt da han ville have hende op på hesten, havde han aldrig set før. Hun var en speciel type, men det gjorde hende samtidig interessant. Hendes knugen om hans liv, som de red op mod gården viste ham også tydeligt at dette ikke var noget hun før havde prøvet, og ikke mindst helt sikkert var bange for. Men der var intet at være rej for, men det vidste hun nok ikke. 
Henry sørgede for at det ikke var galop de red i, så ville hun helt sikkert have været død af skræk, det var tydeligt at mærke på hende, hvor usikker hun var på dette. Men det havde taget for lang tid, i hvert fald for ham, hvis de skulle gå den lange vej og samtidig trække hesten bag dem. Det havde været spild af tid efter hans mening.

Et hjem som hans virkede heller ikke til at være noget som hun før havde oplevet, det var tydeligt at se på hendes ansigt. Han vidste ikke om han skulle undre sig over, at hun ingen spørgsmål havde omkring alt dette påstyr. Men det kunne jo komme, måske. Hun var bestemt en person af få ord. 
"Ikke noget. Kom De blot med her" Han kiggede roligt på hende, og gik derefter ind i stuen sammen med hende, "De kan sætte dem i sofaen" Henry selv satte sig i den anden sofa, som stod overfor og blev skilt af et sofabord. "Hvem er De egentligt? Jeg kender Deres navn, men hvor kommer De fra?" Det var et spørgsmål som havde trængt sig på fra hans side af, han undrede sig over hvorfor hun var som hun var. 

Hun bemærkede at Henry var igang med at bevæge sig ind i et tilstødende lokale, hun skævede let efter ham, inden hun dog rettede sig lidt op i kroppen og fulgte let med på de bare tæer, hun stoppede i åbningen og løftede sig ganske let op på tæerne mens blikket gled rundt i rummet, hun genkendte de to af møblerne, det var jo armlæn! Og bedst som hun var på vej videre ind i rummet, det virkede jo ikke farligt blev hun stoppet af hans ord, for det var da ikke en sofa? Hun rynkede forvirret i panden og lod blikket hvile længe på møblet. Hun var sikker på at hun havde lært det var et armlæn, det var jo det Adrien havde fortalt hende, at tæppet lå på armlænet, ergo møblet hun havde siddet i. "I armlænet...." rettede hun så Henry med et lille grin, vidste hun bedre end ham? Det kunne næsten ikke passe, men det løftede alligevel det værste af usikkerheden omkring hende, som hun lidt mere sikkert trådte hen, og satte sig stille ned. Hun måtte undertrykke lysten til at trække benene op til sig, men når man gik i bare fødder året rundt, var det måske ikke det han ville blive mest taknemlig for, trods det tørre landskab ikke havde gjort dem mudrede, højest lidt støvet.

Som hun fik sat sig lidt bedre til rette i armlænet, skævede hun op imod ham. Åh alle de spørgsmål, de var så besværlige at svare, de var meget lettere at stille end besvarer. Hun gned let den venstre underarm med hånden, mens hun betragtede det rosa mærke hun altid havde haft, der snørklede sig rundt om hele hendes underarm, som var det brændt fast men uden at ligne et ar, hun vidste ikke hvor det stamme fra, eller hvad det betød, det var der bare. Hun valgte til sidst at læne sig en smule frem, så hun støttede den venstre albue på sit knæ, og rakte den højre hånd frem imod ham og gjorde et lille nik ned imod den, opfordrede ham til at tage den. Hun kunne ikke forklare det med ord, men hun kunne vise ham det, hun kunne lade ham mærke hendes følelser og se det hun ønskede i sine tanker. Hvis han tog imod hendes hånd, ville hun dele følelsen af en livslang ensomhed, da hun altid havde været alene fra hun var 5 år, fortiden før det var sort og ukendt, hun ville vise ham Azurien, søen hvor hun fangede sine fisk i den hjemmelavede fiskeruse, ganske små glimt af hendes lille oase hvor hun havde alt hjertet begærede af planter, men kun glimt nok til at danne et indtryk og mærke følelsen af det var et hjem, men aldrig nok til at kunne finde det. Hun ville dele de mange følelser hun havde oplevet på sin rejse, hvor hendes øjne var blevet åbnet op for de mange ting der fandtes udenfor Azuriens grænser, hvordan hendes liv havde gået fra at tro skoven var det eneste, til at pludselig at have set meget af verden og lært endnu mere af dem hun havde mødt.

Armlænet? Han forstod virkelig ikke hvad hun mente eller talte om, og det gik mere og mere op for ham at hun på ingen måder kunne være opvokset i et normalt samfund, og at denne rejse hun var ude på var for at lære resten af landet at kende og ikke mindst lære de mest basale ting i livet. Det var virkelig uvirkligt at stå overfor sådan en person, som virkelig ikke vidste hvad en sofa var og hed. 

Det næste forstod han heller ikke meget af, men han kiggede forundret over på hende og lod til sidst tage hendes hånd, som hun rakte ud efter den. I det næste øjeblik, blev han på en eller anden måde hevet igennem hendes liv, følelser og tanker. Det var ret uvirkeligt. For måske havde denne unge kvinde ingen viden om rigtig mange ting, men Henry havde virkelig ikke megen viden omkring Magi og var ikke rigtig noget han interesserede sig for, for det var ikke noget han normalt kom forbi. 

Han blev hevet igennem disse billeder og fik et indblik i det liv hun havde haft, og han havde mere eller mindre haft ret i hans antagelser; hun kom ikke fra nogen by eller nogen landsby for den sags skyld, men levede i en hytte ved en skov og sø. Dette gav jo fin mening med det som hun kom med, det hun ikke forstod og hvem hun egentlgit var, men det var bestemt en fin måde at give ham svar på.

Nianna holdt hele tiden et skarpt øje til manden, for hun vidste jo efterhånden hvor overvældende det kunne være, når hun gav nogen adgang til hendes følelser ja hele hendes sind, men han så ud til at klare det overraskende godt, og da han havde fået lov at se og mærke hvor hun fandt nødvendigt, slap hun roligt hans hænder og sendte ham et strålende smil. Det var tydeligt at se hun ikke begræd sit liv, tvært imod elskede hun den simple tilværelse det var at leve fra dag til dag, og her på hendes rejse vidste hun jo aldrig hvad morgendagen ville bringe. Hun rettede sig lidt op, som hun sad med en fin rank holdning i kroppen, mens hendes blik vandrede lidt rundt i værelset, det hele var nyt for hende og hver lille detalje så spændende. "Her er meget......" Hun stoppede op og rynkede let i panden, inden hun kom i tanke om ordet hun ledte efter. "Pænt..." Hendes smil strålede ganske let som hun lod blikket glide tilbage til manden, men hvor måtte det være ensomt at leve sådan et sted, hun ville slet ikke vide hvad hun skulle bruge al den plads til indendørs, mest fordi hun elskede at være under den åbne himmel, ja selv at sove der. 

Hun vippede let med fødderne, uroen voksede i hendes krop, det var ikke let for hende bare at sidde stille, det ungdommelige væsen indeni hende blev alt for hurtigt rastløs, men hun ville så nødvendigt være uhøflig, men alle tingene? Hun bed sig ganske let i læben, inden hun lod den lille skindtaske ligge på gulvet ved sofaen og let sprang op, hun måtte altså undersøge tingene nærmere. For han kunne vel bare spørge hvis han ville vide mere, det ville alligevel ikke være så let for hende at vise de mange ting hun havde med sig fra hendes rejse, de fleste ting var blot små frø, eller helt tørrede planter. Med lette og lydløse skridt, bevægede hun sig rundt blandt de mange fine ting, påpasselig med ikke at ramme tingene så de kunne gå i stykker. "Hvorfor så... mange dimser?" spurgte hun nysgerrig og lod blikket glide tilbage imod manden. 

Det var tydeligt at der var milevidt imellem de to personer som befandt sig i hans stue. Henry forstod nu hvor kvinden kom fra og hvad der havde bragt hende hertil; Ingen ting. Eller hvert fald lidt eventyr. Han forstod at hun kræfter som han ikke kendte til eller aldrig havde set før, han havde generelt ikke set meget magi og det betød ikke meget for ham - det var hokus pokus i hans tankegang. Men 
Men det var tydeligt at hun elskede hendes leve form og der hun kom fra, det var ikke noget han selv ville føle sig tilpas i. Han var blevet vant til dette her, og nød det. Han kunne ikke blot leve ved et vandhul.

Henry kiggede på hende som hun rejste sig op. Han forstod hvorfor at hun havde bragt sig selv ud på et eventyr. Hun var nysgerrig af person, og han havde bestemt heller intet imod at hun kiggede sig om. Det kunne være første gang hun var i sådan et hjem. "Dimser?" Han kiggede på hende med et forvirret blik, han mente bestemt ikke at han havde nogle dimser, men igne var deres forstande uens, "Det er for at give mit hjem noget liv. Hvis jeg intet havde på væggene, ingen blomster eller andet til at stå rundt, så ville det hele været et utroligt kedeligt hjem" Det hele var med til at give liv og han nød det hele som  det var. Der var intet underligt i at have lidt pynt. Henry rejste sig op og gik rundt i stuen sammen med ham, inden han nåede barskabet, "Vil De have noget at drikke?" Han fandt to glas og hældte den mørke rom op i begge og rakte hende det ene glas. Han var sikker på at hun ikke havde fået dette før. 

Nianna tog sig ikke meget af forskellen imellem deres tilværelser, hun nød muligheden for at lære nye ting at kende, se verden med friske øjne, og til hendes held havde hun ikke mødt megen ondskab på sin rejse, der kunne farve hendes syn i en dyster retning. Hun strøg fingrene blidt over nogle af de blomster han havde stående, de blomster som var begyndt at hænge lidt med hovederne rettede sig op, som var de kun lige blevet plukket, farverne blomstrede op og et lille smil tegnede sig om hendes læber ved det smukke syn, inden hun trak fingrene til sig. "Men de dør jo?" lød det stille fra hende, inden hun vendte blikket imod ham. Hvorfor plukke blomsterne, blot for at dræbe dem indendørs? 

Hendes blik fulgte ham, som han stoppede ved en masse flasker. Hver flaske så ud til at indeholde noget forskelligt, men hun havde aldrig set den slags før, end ikke en af de famøse øl fra kroerne havde hun prøvet før, så hun gjorde et lidt tøvende nik, da det ikke lignede det vand hun kendte til. Da han rakte glasset imod hende, løftede hun det stille op til næsen, uden at slippe ham med blikket. Luften sved i hendes øjne og næse, som hun rykkede hovedet let tilbage. Hvad var det dog for en væsken? Hun håbede ikke det smagte lige så frygteligt som det havde lugten, så hun tog kun et ganske lille sip af væsken, som hun øjeblikkeligt knugede øjne i. Rommen brændte i hendes mund og hals, den spidse smag der fik alt til at trække sig sammen. Til sidst lykkedes det hende at sluge det lille sip af væsken, som hun måtte vende hovedet væk og holde sig for munden, da hun kom til at hoste. "Hvad er det?" spurgte hun tydeligt overrasket over hvor frygteligt det havde været. Hun skævede lidt ned til glasset i hendes hånd, der var stadig alt for meget deri i forhold til hvad hun brød sig om at skulle drikke. "Det smager....." Hun stoppede sig selv, for ikke at virke utaknemlig overfor ham.