Mørket var ved at ligge sig omkring byen og i den silende regn havde han trukket hætten op over hovedet. Dette gav ham helt sikkert en fordel, eftersom at der sikkert var flere beboer i denne by, som ikke havde et venligt blik til Nao eftersom at han var en del af lyset, og de gerne så piraterne blev indskrænket. 
Tankerne gled omkring hende, som han med en tung hånd bankede på døren indtil der, hvor han håbede han stadigvæk kunne finde hende. Det var her hun havde ført ham hen, på en af de ture de havde haft sammen. Han håbede inderligt at han stadigvæk kunne finde hende her.

Han var ikke sikker på hvordan hun ville tage det, når han blot dukkede op ude foran hendes dør. Han havde forladt hende meget pludseligt, og havde heller ingen viden om hvad der var sket i hendes liv, siden sidst. 
Azurien og ikke mindst Fristavn lignede sig selv og havde ikke ændre sig særligt meget, siden han sidst havde været her - hvilket han egentligt heller ikke havde haft nogen tanker omkring, og det betød heller ikke så meget for ham.
Han havde en god forklaring til hende, han håbede ikke hun var skuffet og han var parat til at modtage en syngende lussing eller en smækkende dør, hvis det var det som hun valgte at modtage ham med, og så måtte han tage situationen derfra - men han kendte også denne kvinde godt nok, til at vide at det måske ikke var sådan det ville hænge sammen. 

Små skridt kunne høres nærme sig og med en spænding i kroppen trippede han lidt omkring dette her og hvad der vendtede sig bag døren. Der blev taget i dørhåndtaget, og Nao trådte et skridt tilbage og gjorde mellemrummet ham og døren større, blot for ikke at overraske for meget. Døren åbnede langsomt, og til sidst dukkede en person frem bag døren, "Aviaia?" Han trak hætten af og lod sit eget ansigt synliggøre.

De seneste dage havde været lange for Aviaia, der var på ingen måder sket noget spændende i Fristhavn, det havde været mere spændende at have været i Rubinien, det var måske også nemmere i syden, for hun havde aldrig været der, så der havde været tusinde af sanseindtryk som hun skulle tage ind og tilvende sig, men hun havde klaret det meget godt. Hun havde været tilbage i to dage og det eneste hun havde formået at lave, var at få noget rom med Atreyu, som var en af de personer i byen der passede på hende. Selv nætterne havde været lange for hende og hun havde fået minimal søvn og kunne godt mærke hun ikke havde de samme kræfter som hun plejede, men måske var det blot fordi hun lige skulle tilvende sig kulden her i Fristhavn igen.

Hun havde sat sig foran spejlet efter hun netop var kommet ud af badet. Hendes hår var stadig vådt og hendes hud glinsede stadig lidt efter vandet, for hun havde endnu ikke tørret dig specielt godt, men havde blot slået en tynd kåbe omkring sig, for hun ventede alligevel ikke gæster, så der var ingen grund til at forhaste sig på nogle måder. Stille sad hun og nynnede for sig selv, hvor det med et bankede på døren. Hun rettede blikket mod den og hævede et øjenbryn. Hvem pokker bankede på i dette vejr? Hun skulle lige til at vende sig tilbage mod spejlet som hun hørte det bankede igen og igen. Roligt rejste Aviaia sig fra skamlen hun sad på og tog til ringen, der hang omkring hendes hals i en fin lædersnor. Hun bed sig i underlæben og kom til døren og åbnede. 

Hun stivnede som hun så manden foran sig... Det velkendte ansigt, ridderen der var forsvundet flere gange med altid vendt tilbage. Lyden af hendes navn fik hende slået tilbage til virkeligheden. Tårer var begyndt at danne sig i hendes øjne som hun overvejede hvad hun skulle gøre. Hun nærmest sprang i favnen på ham, ligeglad med hun endte i den silende regn næsten uden tøj. Hun slog armene omkring ham og pressede sig ind til ham "N.. Nao jeg... " hun kunne næsten ikke tale, eftersom hun begyndte at græde som hendes ansigt var mod hans bryst. Hun vidste han ville komme tilbage! Han kom altid tilbage til hende. 

Det hele gik så hurtigt og kun få sekunder var gået, før hun hang omkring ham. Det var fantastisk, igen at opleve. Selvfølgelig kendte han sin kære, men nu var dette heller ikke første gang at han havde forladt hende på den måde, så der var nok lidt overraskelse i hendes reaktion, selvom han ikke kunne lade være med at komme med et roligt smil på hans læber, som han lagde armene omkring hende. 
Nao skubbede hende ind, sammen med ham, ind i lejligheden bag døren og smækkede den i bag dem. Han skubbede hende et par centimeter væk fra hans hoved og kiggede ind i hendes øjne, lagde begge hænder på hendes kinder, tørrede et par tårer væk og lagde derefter hans læber mod hendes og kyssede hende krævende og længselsfuldt. 

"Jeg er glad for at jeg kunne finde dig her, ellers havde jeg været i vildrede" Det var klart at Aviaia ikke anede noget om hans situation og hvor han havde befundet sig, men hun skulle nok få en forklaring - det fortjente hun. Der var ikke nogen armor at se på Nao, som han trak sig lidt fra hende, ikke at han nød at være i hendes favn, og skulle nok komme til det igen, men de blev nødt til at snakke. Hans tøj var gennemblødt, samt spinkelt, fra top til tå, hans bælte hang omkring hans liv og sværdet hang i bæltet. "Jeg ved at min forsvinden, igen, virker forvirrende og mærkelig, men du skal nok få en forklaring - Jeg ved ikke engang hvor lang tid jeg har været væk, min tidsfornemmelse er helt væk" Han gik igen hen til hende, og lod en hånd glide igennem hendes våde hår. Det kunne bestemt ikke være på grund af den korte tid hun havde været udenfor sammen med hende, hendes duft var også ren og den vækkede så mange minder hos ham.
"Jeg er virkelig glad for at være her. Jeg har rejst længe, ville det være forkert af mig og høre om Du kunne tilbyde et bad og lidt mad?" Han kiggede smilende på hende, vidste ikke om det var mærkeligt, han var jo blot kommet tilbage. Men han lod igen hånden glide igennem hendes hår, "Vandet må stadigvæk være varmt" han sendte hende et drilsk smil og lod deres læber mødes endnu engang.  

Hele Aviaia's krop sitrede da hun mærkede regnens kolde dråber mod hendes endnu lune krop, men på samme tid mærkede hun hvordan Nao skubbede hende inden for i ly for regnen. Hun kunne slet ikke håndtere det her… Hendes hjerte pumpede og hun frygtede det kunne ryge ud hvert sekund det skulle være. De skinnende blå øjne rettede sig mod ham som han fik rettet hendes blik mod ham. Hans kærtegn over hendes kinder som han strøg nogle tårer væk fra hendes kinder, fik en varme til at sprede sig i hende. Hun havde næsten glemt hvordan det føltes når deres læber mødtes, så dette føltes bedre end noget andet hun nogensinde havde prøvet. Aviaia returnerede han kys, mindst lige så længselsfuldt som han selv.

Hun søgte øjenkontakt og bed sig i underlæben ”Jeg skifter ikke lokation” sagde hun med et forsøgende smil. Han havde ikke sin armor på? Betød det den var ødelagt eller han blot havde smidt den hos smeden så han kunne gøre den i stand igen? Hun havde ganske vidst bemærket, da hendes arme var omkring ham, at han var blevet lidt tynd. Et skud af bekymring skød igennem hende, i frygten for hvad Nao havde været i gennem i det stykke tid han havde været væk. Som han trak sig væk fra hende, lod hun armene gå over kors og nikkede til hans følgende ord. Ganske vidst var hun ovenud lykkelig for at se ham, men så på samme tid, var hun rasende for han forlod hende igen uden så meget som en form for besked. Tanken om at give ham en lussing strejfede hende da han kom over til hende igen, men hun skubbede dem væk, han var her jo nu… Og denne gang håbede hun blot han ikke lavede sådan et nummer overfor hende igen.  Hånden gennem Aviaia’s hår fik hende til at smile svagt. Åh gud hun havde savnet dette.

Aviaia nikkede og tog hans hånd og trak ham med sig til kammeret, hvor det store kar med vand stod, stadig dampende. Som de kom ind, vendte hun sig mod ham og begyndte at løsne Nao’s bælte og lå det på jorden. Hun vidste at våben ikke bare skulle kastes med og sværdet hang der trods alt. Med et blidt smil på læberne fortsatte hun med at afklæde ham, fik ham ud af det gennemblødte tøj og smed det i en bunke for sig selv ”Hop op” sagde hun og så afventende på ham, nærmest som om hun regnede med han ville lystre.

Aviaia kunne slet ikke sætte ord på hvor nervøs hun havde været lige siden han forsvandt, alle de søvnløse nætter med tanken om at han muligvis var død og blev ædt af vilde dyr. Tanken havde fået hende til at bryde sammen tusinde gange, men hun var kommet igennem det. Alt i huset lignede sig selv, der var ikke en eneste ting der havde ændret sig. Aviaia regnede ikke med det var her hun skulle bo for evigt, taget i betragtning af de var forlovede og de skulle giftes. Nao var formentlig bundet til en kontrakt i Dianthos, men der var hun alligevel også villig til at flytte hen, for det var længe siden hun havde været i hovedstaden og hun kunne forestille sig at livet der, ville være tusinde gange bedre end her. Som alt tøjet var røget, så hun på ham og bemærkede de et par mærker. Det gjorde ondt, for hun kunne nærmest fremmane billeder i hovedet af, hvad der var sket med ham og hun kunne ikke lide de billeder. Hendes blik rettede sig mod hans finger og hun kunne mærke hvordan hendes kinder svagt blussede op. Han var stadig hendes.

Hun hævede et øjenbryn mod ham som han talte og efter kort tid vendte sig om. Hendes hjerte stoppede et kort sekund som hun så de mange ar efter piskeslag ” Nej…” fik hun stille sagt som hun mærkede hvordan tårerne igen begyndte at falde i en konstant strøm ned over hendes kinder. Billederne i hendes hoved vendte tilbage, denne gang mere makabre end hun havde håbet på. Hun kunne ikke fjerne blikket fra den arrede ryg, men da han vendte sig mod ham igen bed hun sig i underlæben ”De forbandede monstre skal få hvad de har fortjent… ” sagde hun ud mellem de sammenbidte tænder. Der var ikke nogen tvivl om hun havde en uendelig lyst bare at drage til Kzar Mora med det samme, men hun vidste også at det ville være det rene selvmord.

Aviaia begyndte at løsne snoren omkring livet og kåben sad løst ned over hendes skuldre og efterlod ikke ret meget til fantasien. Langsomt gik hun tæt på Nao og rakte ud for at stryge ham over kinden ”Jeg har savnet dig… Så uendeligt meget” sagde hun og lod hånden glide ned over hans brystkasse, mens hendes blik var rettet mod ham. "Hvis du gør dette igen... Ender jeg altså med at miste livet..." sagde hun med et svagt smil på læberne. Hun vidste ikke hvor mange gange hun kunne holde til dette lille trick. 

Det var tydeligt at høre sorgen i hendes stemme, hun vidste godt hvor det her bare hen ad. Det var typisk deres stil, og det havde jo også kun været et held at han var sluppet fri. "Jeg ved det" Kom det roligt fra ham, som han stod med ryggen til hende. Han havde selv skulle tilvænne det, han havde endnu ikke selv set hvordan det så ud, men smerten og følelsen var noget han skulle vænne sig til. Men at se det på den måde, som hun nu gjorde og blive mødt af sådan et chok, det var tydeligt at høre i hendes stemme. Sorgen var stor. 
Som han vendte sig om kunne han se tårene triller atter engang, og han måtte træde et skridt tættere på og tage hende indtil sig igen, og lade armene glide rundt om hende, "Jeg er stadigvæk i live, der er ingen grund til tårer, kære" Han måtte tøre dem væk endnu en gang, han var jo hos hende igen og havde bestemt ingen grund til at forlade hende igen, "De skal nok få betalt, men det bliver hverken af dig eller mig, på nuværende tidspunkt" forsikrede han hende, hun skulle ikke gøre noget dumt, blot fordi at han var blevet udsat for dette. "Vi har et bryllup, vi skal have planlagt og afholdt" Han søgte hendes blik og sendte hende et smil, for det var selvfølgelig stadigvæk noget som stod skrevet og noget som skulle ske, og han var sikker på at hun så lidt emre frem til det end han gjorde, blot fordi hun var kvinde. Men han glædede sig.

Nao kiggede smilende på hende, som hun løsnede snoren om hende liv og lod dermed kåben falde. Dette syn var et han havde savnet, hun havde en uimodståelig og smuk krop, så han kunne ikke afholde sig fra at lade en hånd glide ned ad den nøgne hud og kærtegne hende. "Jeg har bestemt også savnet dig, kære" Savnet var gengældt, han havde tænkt meget på hende som han havde siddet i cellen, og ikke midst mens han var blevet tortureret. Han fangede den ene af de følsomme brystvorter, mellem to af hans fingre, og holdt blikket mellem dem. "Jeg forlader dig ikke igen, ikke uden du ved besked" Han kunne ikke komme uden om at han på et eller andet tidspunkt, måtte på mission eller et eller andet for lyset igen, men så måtte hun vide besked. 
"Kom" Han brød blikket mellem dem og satte sig op i karret og så hende følge med. Han lod hende glide ind mellem hendes ben, lod sig læne tilbage og glide længere ned i vandet og følte hvordan hun fulgte med. Hans hænder gled omkring hende, og placerede sig på hendes mave og den ene på et af brysterne. 

Aviaia kunne ikke få de mange billeder helt ud af hovedet. Hun vidste at Mørket bestemt ikke holdt igen, når det handlede om at få informationer ud af deres fanger fra Lyset. Hun havde aldrig selv været i køerne på Mørket og ville forhåbentlig heller aldrig ende der, for ganske vidst var hun dæmon og kunne klare en del, men på samme tid, vidste hun ikke hvor meget tortur hun ville være i stand til at udstå, dog var hun sikker på det ikke var lige så meget som Nao var gået igennem. Armene omkring hende fik hende til at placere hendes hoved mod hans brystkasse inden blikket atter blev rettet mod ham, som flere tårer blev strøget væk fra hendes kinder. Hun skulle lige til at sige noget, men da nævnte Nao deres bryllup.  Hun glædede sig, det havde hun gjort selv i den tid han ikke havde været hos hende. Ganske vidst havde hun regnet med han var død, men fordi ringen var så smuk, havde hun beholdt den. Hun vidste endnu ikke hvordan brylluppet skulle være, hvem der skulle inviteres, for hun kendte nærmest ingen udover pirater, men hvordan ville det ikke se ud til et bryllup? Hun bed sig i underlæben og returnerede svagt hans smil ”Vi har god tid… Vi skal have dig i ordentlig stand først, elskede” sagde hun og lod en hånd glide ned over hans ene skulder og til hans brystkasse.

Hans hånd der gled ned over hendes nøgne hud, fik hende svagt til at ryste. Selv hendes krop havde savnet ham, havde længtes i de evige nætter, hvor hun havde ligget vågen og stirret i loftet eller åbnet et vindue og stirret ud i nattens ulme mørke. Deres blikke blev låst og som han nåede til hendes brystvorte og klemte om den, undslap et blidt suk fra hende. Aviaia bed sig i underlæben ganske blidt til hans ord og hans kærtegn som hun fik fremstammet: ”Lov… Lov mig det…”.

Hun fulgte villigt med ham op i karret for endnu et bad. Som Nao havde fået sig placeret, fik hun sig placeret mellem hans ben og lænede sig let tilbage mod ham. Aviaia var næsten tom for ord. Dette måtte være for godt til at være sandt, det måtte være en drøm. Men så virkelige var drømme da ikke? Hun skubbede drømmetanken væk og mærkede hans arme omkring hende. Hun vendte hovedet mod ham og smilede skævt til ham ”Jeg burde alligevel have givet dig en lussing efter at være forsvundet… Men nu… Nu kan jeg slet ikke få mig til det” sagde hun og bed sig i underlæben. Hun vidste ikke at hun ville være grædefærdig når han kom tilbage, for hun havde lagt en plan i hovedet om, hvordan hun skulle have været som sten, givet ham en lussing og skældt ham ud, men situationen havde været en helt anden og hun kunne ikke gøre det nu…

Det var fantastisk at ligge her i vandet, med hende placeret mellem sig. At igen kunne mærke hende, og ikke mindst at kunne se hende, han havde ønsket det så længe. Det var samtidig ved at være længe siden at han havde i det hele taget havde taget et bad. Han havde været på vejen, siden han slap ud fra cellen og blot reddet og vandret, så alt havde været sparsomt, så blot det at ligge i rent vand var vindunderligt. 
Nao forstod udemærket godt hendes ord og tanker, dog havde han ikke ønsket dette og han havde ikke ønsket at forlade hende, men sket var sket - men han forstod stadigvæk godt hendes tanker. Han modtog også gerne en lussing. "Jeg modtager gerne en lussing" Nao lænede sig ind for at placere et kys på hendes blottede hals, "Jeg forstår dine tanker. Jeg ville aldrig have forladt dig, hvis jeg havde muligheden for at have sendt en due eller andet, så havde jeg gjort det" Hun havde altid været fair og derfor regnede han heller ikke med at hun ville gøre noget, men han var parat til det og forstod det hvis hun gjorde det. 

Nao forsatte roligt hans kys på hendes hals. Det var længe siden han havde set og rørt hende, så hvis han ikke havde haft en trang og lyst til hende, så ville han først blive urolig. Men lysten levede i bedst velgående, og blot det at se hende stå i døren tidligere på aften, havde fået hans hjerte til at pumpe stærkere og give ham en større styrke. Ved siden af karret stod der et lille bord, hvor på der lå lidt forskellige duftevand man kunne smide i vandet for at give det en renhed, samt en duft og ved siden af lå et lille stykke sæbe som Nao greb ud efter. Han førte det ned i vandet og lod det derefter glide rundt på hendes krop. Med den anden hånd, skubbede han hendes hoved tilbage, så hun nu lå op ad hans ene skuldre og han kunne nyde hendes krop. "Jeg har længtes efter dig, elskede"

Vandet der omsluttede dem, armene omkring hende og følelsen af ikke at være alene, var vidunderlig, noget hun ikke havde regnet med hun nogensinde skulle opleve på samme måde som nu. Aviaia rystede på hovedet ”Jo jeg er vred… Nej, nærmere rasende på dig fordi du forlod mig igen… Men jeg ved du måtte have travlt, samt efter at have set din nuværende tilstand, så tror jeg ikke det er en lussing fra en dæmon du har brug for, min kære” sagde hun med et kækt smil på læberne. Ganske vidst var hun kvinde, men hun kunne slå fra sig, hvis det var en nødvendighed. Ja hun var vred, men glæden over han var returneret, havde været så overvældende og havde fjernet hendes temperament. Aviaia vidste han ikke havde intentioner om at skade hende, tvært imod, så var han formentlig smuttet, fordi der var mulighed for hun ville komme i fare.

Selv i det varme vand sitrede hendes krop. Kyssene mod hendes hals fik hende til at sukke ganske blidt. Han kendte hvert eneste punkt hun havde, hver lille ting der ville være i stand til at få hende over kanten, et hvert eneste sekund føltes som hundrede og det var fantastisk. Hun elskede hvordan tiden nærmest stoppede omkring dem, hvordan de nærmest var fanget i nuet og aldrig ville komme derfra. Hun så sig svagt over skulderen da han rakte ud efter sæben og smilede da han begyndte at vaske hende. Villigt lod hun sit hoved føre bagud og endte mod hans brystkasse. Hun smilede ganske blidt ”Mhhm… Alle de ensomme nætter jeg har tænkt på dig, kæreste” sagde hun og nærmest gned sig om af ham som var hun en kælen kat.

"Du har ret til at være vred" han kiggede ud i rummet, som hun lå mellem ham og lod hans arm roligt nusse hendes, "Jeg har ikke altid været den bedste for dig, men det laver jeg op på" Det skulle han. Han regnede med sig selv, for han vidste også godt at hun ikke kunne holde til den slags mere. "Jeg havde aldrig regnet med at jeg skulle være så længe væk, jeg ville jo aldrig have udsat dig for dette" Eller ham selv for den sags skyld. At gå igennem tortur i Kzar Mora, var der ikke mange der frivilligt ville gå igennem. Han lænede sig atter en gang ind for at kysse hende op ad halsen, og landte ud foran hendes øre og hviskede roligt, "Du ved jeg elsker dig.." 

Der var ikke gået mange minutter hvor hun ikke havde været i blandt hans tanker. Hun ville jo intet få at vide, hvis han havde endt sit liv i fangekælderen hos Mørket, det havde alligevel været en hård tanke. Han ønskede jo ikke at sætte hende i disse situationer, det var sjældent at han forlod hende med viljle, uden at komme hjme igen, "Du har hele tiden været i mine tanker, kære" lød det roligt fra ham, som han skubbede hende lidt mere tilbage mod ham. 
Han slab sæben og lod den flyde til bunds, og lod derefter hans ene hånd søge mod hendes bryst igen og lod den højre søge under vandet over ned ad hendes krop, og han endte mellem hendes ben, og påbegyndte en masserende bevægelse. De vidste begge at det ville ende sådan, de havde begge været uden hinanden længe og lysten til hinanden var stor - i hvert fald fra hans side af, han havde længtes efter hende på flere måder - og nu ville han have hende!

Svagt trak Aviaia på skuldrene til de første ord der forlod hans læber. Hun vidste godt hun havde lov til at være sur, men så igen, det ville ikke hjælpe noget alligevel, for det ville ikke kunne ret op på noget, desuden lå det ikke til hende at være vred længere tid ad gangen. Hun bed sig svagt i underlæben ”Jeg ved det ikke var din mening at skade mig… Men jeg er ked af det gik sådan udover dig… Det gør ondt at se dig i denne tilstand” hun kunne mærke hvordan tårerne svagt pressede på igen, men hurtigt fik hun dem til at forsvinde, da hun hørte Nao’s hviskende ord i hendes øre. Hendes kinder blussede svagt op og en varm fornemmelse spredte sig i hele hendes krop ”Der har ikke været et eneste sekund i døgnet, hvor jeg stoppede med at elske dig, min kære” sagde hun med et blidt smil som hun mærkede hans kys på halsen.

Hun nød hvordan der ikke var det mindste der havde ændret sig, han var stadig den samme, blide mand som hun forelskede sig i, selv på trods af han havde haft en lang tur tilbage til hende. Aviaia’s kinder blussede atter op ”Du har været med mig, hvor end jeg befandt mig i landet” sagde hun og nussede blidt op af ham. Hun kunne svagt ane hvordan sæben forsvandt ned i vandet og hun mærkede hans hænder der langsomt gled op af hendes krop, hvor den ene fortsatte til hendes ene bryst, mens den anden fandt vej ned mellem hendes ben. Et suk undslap hende som han begyndte at bevæge fingrene mellem hendes ben. Nærmest lænede hun sig tilbage mod Nao, hvis det næsten var muligt. Aviaia vidste det var sådan det ville ende, lige fra hun sprang ind i hans favn og der var intet hun hellere ville end dette. Hun havde sådan en uendelig kilde af lyst til ham og noget af den ville blive brugt nu, men ville også fylde op ret hurtigt, det var hun sikker på.

I hans optik var der ingen grund til at hun skulle være ked af det på hans vegne. Der var intet forkert i det, og det var normalt at føle den slags for folk man elsker og holder af, men samtidig så havde han infundet sig med det og blot det at han stadigvæk var i live og havde fundet tilbage til hende, var nok for ham. "Der er ingen grund til at være ked over dette, men jeg forstår godt hvorfor du har det sådan" Det var normalt, og hun skulle have lov til det, "Men at jeg er tilbage og i live, er det vigtigste i vores liv, elskede" 

Naos sande jeg kom frem når han stod overfor hende. Han kunne ikke være nogen anden i hendes selskab, han elskede hende og ville bruge resten af hendes liv sammen med denne kvinde. Hun var en person som fik noget frem i han, han kunne ikke være andet end sød overfor hende - forkæle hende. "Det er jeg glad for, kære" hun kunne ikke se smilet på hans læber, men det var der. Han var så glad for at være sammen med hende igen. 
Han nød hendes suk, det bekræftede at det han gjorde, var det helt rigtige. Han kunne mærke lysten i hans egen krop stige, som han gav hende den nydelse som hun helt sikkert havde længtes efter. 
Han pressede sin hånd længere ind mod hende, og gled længere op og lod fingrene gøre deres arbejde. Hans faste greb om hendes bryst, blev lidt mere fast. "Jeg har virkelig savnet dette, og dig elskede"

 

Aviaia kunne ikke sætte de korrekte ord på, hvordan hun havde det. Hun var ret forvirret, havde været på rangen til at opgive evige venten, men så skete det og han var her, levende! Hun vidste godt det var en ganske normal reaktion hun havde. Vreden, savnet, nyfunden forelskelse, det hele var blandet sammen i en kæmpe suppe af overvældende lykke og hun vidste slet ikke hvad hun skulle stille op med så mange sanseindtryk hun fik på samme tid. Hun smilede ”Jeg er ikke troende, men alligevel takker jeg guderne for du er her” sagde hun, stadig blidt smilede. Der var intet Aviaia hellere ville, end at bruge resten af hendes formodentlige lange liv sammen med ham. Ganske vidst ville hun aldrig ældes i samme omfang som han selv, men hun ville bestemt ikke elske ham mindre, jo ældre han blev. Hun skulle nok stå ved hans sidde, lige til den dag han tog det sidste åndedrag. Hun ville ligge alt dette på hylden for at være hans og kun hans.

Ganske vidst kunne Aviaia ikke se smilet som hun formodede, der var formet på hans læber. Hun bed sig kort i underlæben som hun mærkede han holdt hende tættere, hvor hun dog elskede det, hvilket bestemt kunne mærket, eftersom hun allerede skælvede af nydelse, længsel… Dette øjeblik havde bestemt været værd at vente på. Hans fingre der gjorde arbejdet mellem hendes ben, fik hende til at placere hendes hænder ovenpå hans, blidt lod sine negle glide over hans hud som et støn undslap hende endnu en gang. Hans ord gav nærmest genklang i hendes hoved og hun bed sig i underlæben i forsøg på at finde bare en smule fatning så hun kunne svare ham ”Du ved slet ikke… Hvor meget jeg har savnet… Dig” fik hun fremstammet i et forsøg på at tale.

Aviaia nød hver eneste af hans berøringer, om det bare var så lidt som at stryge tårerne væk fra hendes kinder da de først så hinanden, til hånden om hendes ene bryst. Hun sukkede let som han masserede hendes bryst og som han rettede sig op, fulgte hun svagt med, men trods det, var hun stadig væsentligt mindre end han var. Det ekstra pres der blev lagt med hånden der befandt sig mellem hendes ben, lænede hun sig mod Nao bag hende, bed sig i underlæben og skælvede let. Hver eneste mindste berøring fik hende til at skælve. Der var bestemt ingen tvivl om at hun nød det, det kunne både mærkes, ses og høres på hende. 

Som han trak hans hænder til sig, blev hun nærmest skuffet, men inderst inde vidste hun også godt, at dette bestemt kun var starten på en nat, der ville udmatte dem begge, på trods af hendes voldsomme lyst. Villigt lod hun sig vende om og lod hendes ben komme omkring ham. Hendes øjne søgte hans og hun bed sig kort i underlæben og lå armene omkring hans nakke, lod fingrene glide gennem håret i nakken. Nærmest sultent begav hun sig ind i det ivrige kys. Hænderne der igen gled ned over hendes nøgne krop og atter fandt ned mellem hendes ben. Små støn undslap hendes læber og blev mindsket da de ramte mod Nao's i deres ivrige kys. 

Han vidste godt at hun intet problem ville have ved at han fjernede hans hænder, når hun oplevede hvad der ville ske når han var færdig. Frivilligt lod hun sig vende om, så de nu sad ansigt til ansigt med hinanden. Dette var bedre, det var mere behageligt. Han nød hendes ansigt, hun var uimodstålig attraktiv for ham. 
Der gik ikke mange øjeblik før deres læber ivrigt indgik i et hæftigt kys, så han nødigt ville give slip på. Det var voldsomt, men så behageligt på samme måde. Dette havde endnu ikke udviklet sig, til et voldsomt samleje, det var ren ivrighed og en stor lyst til hinanden. 
Hans hænder var ivrige som de eventyrlystent, bevægede sig rundt på hendes krop, inden den ene fandt frem til hendes underliv, hvor han forsatte sin tilfredstillelse af hende. "Jeg .. elsker dig" fik han fremstammet, som hans vejrtræknign var påvirkeret af deres leg. 

Det var svært at holde lyst tilbage, men han nød samtidig at give hende den tilfredsstillelse, som hun ikke længe havde fået, men han følte at han havde brug for mere. Nao fjernede derfor sin hånd fra hendes underliv, og i og med at de sad som de gjorde, så var det nemt for ham at tage skridtet videre. Han lagde armene omkring hende, og løftede hende lidt op, fjernede den ene arm, så han kunne bruge sin hånd til at føre sig selv op i hende. Et suk undslap hans læber, som han gled op og mærkede den fantastisk følselse. Det var fantastisk. Han kunne skubbe dem over i den anden ende og tage hende, men samtidig så ønskede han dette, så han rykkede med sit underliv, i håb om at hun ville rykke med. 

Aviaia fortsatte ivrigt i kysset, mærkede hvordan hans eventyrlystne hænder udforskede hendes krop. En hver af hans bevægelser sendte nærmest gnister igennem hele hendes krop og efterlod en dejlig varm følelse. Hun ville give alt for at han aldrig mere forsvandt, men hun vidste på samme tid, at jobbet som Lysets Ridder tog ham væk fra tid til anden, hvilket hun blot måtte lære at overleve, men nu havde han jo lovet han ville fortælle hende det… Som hans fingre atter fandt vej ned til hendes underliv, lænede hun svagt hovedet bagover og lod et støn undslippe hende. Hans ord fik hende til at bide sig i læben, for at finde fatningen igen ”Jeg… Elsker også… Dig” kom det fra hende, nærmest skælvende som hun talte.

Som han atter stoppede med at bruge sine fingre så hun ned på ham med et kækt smil og blussede kinder. Frivilligt lod hun sig løfte og mærkede hvordan hun langsomt sank ned over ham. Et suk undslap hende som hun svagt borede sine negle ned i hans skuldre. Det føltes som havde det været flere år siden hun sidst havde mærket ham i sig, så dette var en intens oplevelse for hende. Aviaia forstod godt et hint og begyndte at bevæge sine hofter på samme tid som han selv. Hendes lyst var tændt og det måtte ikke stoppe nu…

Der var ikke noget bad, som var bedre end disse som han delte med hende. Det havde været alt for længe siden, at det sidst var sket, så at det skete nu var fantastisk for ham. Der var ingen tvivl om at hans kærlighed til hende, var uendelig. 
At hun nu sad ovenpå ham og havde kontrollen i deres leg var noget han havde længtes efter, blot at være sammen med hende på denne måde var fantastisk og noget han havde manglet. Nao lod dem skubbe ned mod den anden ende, så han nu igen kunne tage kontrollen over dette her. Han lå nu øverst og kunne øge tempoet samt gøre hans bevægelser hårdere. Det var generelt svært at bevæge sig på den måde i vandet, det gav altid lidt besværlighed at bevæge sig på den måde i vandet, og derfor overvede han også om det var ved at være det. Vandet havde samtidig mistet meget af dets varme, Aviaia havde allerede været i bad inden han var dukket op.

Nao greb derfor om hende, fik hendes ben viklet rundt om hans liv og kunne derfor rejse sig, påpasselig, uden at lade dem skille ad, træde forsigtigt ud af karret og kunne føre dem begge ind i hendes soveværelse. Her måtte han lade dem skille, han trak sig ud af hende og smed hende på sengen. Et smil dukkede op på hans læber, som han kiggede ned over hende og den krop hun havde. Der var ingen tvivl om at han elskede hende ualmindeligt højt, og ville leve sammen med denne kvinde. Nao kravlede ind over hende, kyssede hende lidenskabeligt inden han lod sine læber bevæge sig ned over den våde krop. Ned over hendes hals, bryster, mave og endte ved hendes underliv hvor hans stoppede og påbegyndte en ny nydelse. 

Aviaia havde savnet at sidde her i karet sammen med ham, mærke hans krop mod sin. En hver bevægelse de lavede, fik små lyn af nydelse til at skyde igennem hendes krop, fik hende til at skælve let. Hun havde slet ikke brug for andet end ham og nu var han her til at stille den evige lyst. Et kækt smil kom frem på hendes læber som de kom over i den anden ende af karet, hvor han atter havde muligheden for at tage styringen. Ganske vidst gav vandet ikke dem nogen form for fordel, plus det var efterhånden ved at miste den dejlige temperatur.

Hun blev lettere overrasket som han samlede hende op i sin favn uden at skille dem fra hinanden. Selv i hans tilstand bar han rundt på hende som om hun ikke vejede mere end en lille fjer. Hendes arme var omkring hans nakke og benene omkring livet på ham, som hun blev løftet med ind i soveværelset. Aviaia vidste at de før eller siden var nødt til at skilles ad, men på samme tid vidste hun også det ikke ville blive ret længe før hun ville mærke ham igen, om det var berøring eller andet, var hun ligeglad med, hun var blot glad for at have fået ham hjem igen!

Et kækt smil kom frem på hendes læber som hun blev smidt ned på sengen. Hendes krop sitrede stadig og ville sikkert ikke stoppe før om et godt stykke tid, for Nao kom atter ned til hende og kyssede hende lidenskabeligt. Som han begyndte at kysse ned over hendes krop, lå hun sig lidt bedre til rette. De blå øjne var rettet mod ham som han plantede kys ned over hendes krop og som han nåede til hendes underliv, kom et suk fra hende.