Valvayla var virkelig ude af sin tryghedszone. Hun var kommet for langt hjemmefra, og hun var på en eller anden måde endt i en havneby, hvor hun ikke kendte nogen. Hun havde været på jagt, og da hun var kommet på sporet af et vildsvin, havde hun fulgt det så langt, at hun til sidst ikke kunne finde tilbage igen. Normalt var det ikke et problem at finde hulen, for hun havde trods alt efterhånden udforsket det meste af omgivelserne omkring den, men hun var simpelthen kommet så langt væk denne gang, at hun overhovedet ikke genkendte nogle omgivelser. Hun havde derfor fundet det mest ansvarligt at søge mod nærmeste by for at spørge om vej, men hun havde hurtigt opdaget, at det heller ikke var den bedste idé; de fleste her undgik hende for enhver pris, og ingen lod til at ville svare hende på, hvilken vej hun skulle gå for at komme tilbage, og hun havde derfor været her et par dage.

Som altid havde Valvayla sin lange økse med sig; den hang lige nu på ryggen. Hertil havde hun også dolken ved hoften, og våbnene var nok den eneste grund til, at hun ikke var blevet overfaldet endnu. Hun havde set, at folk havde skulet til hende, men at de var gået hastigt videre, da de havde fået øje på øksen. Hun ønskede ikke at gøre andre fortræd, så hun var ganske tilfreds med, at de var blevet skræmt væk af hendes våben.

Påklædningen gjorde dog intet for at dække de lilla skæl; toppen dækkede kun lige brystet, og den havde ikke engang en snor, der gik op om nakken. Den spaltede nederdel gik godt nok langt ned, men den afslørede tydeligt lårene, selv når hun stod stille. Den havde hul bagtil til halen, og hullerne på hver side af den afslørede også hendes hofter og det øverste af hendes lår.

Det var lykkedes Valvayla at finde en plads i skyggen i den ellers imponerende varme eftermiddagssol. Det havde været temmelig koldt på det sidste, så det pludselige temperaturskifte havde slået hende lidt ud af kurs. Hun måtte finde et sted at overnatte, men krystallerne var ved at slippe op, og hun kunne ikke rigtigt komme tilbage til hulen for at hente flere. Desuden ville hun også hellere samle på dem end at bruge dem, men lige nu var sidstnævnte nødvendigt. Hun måtte skaffe sig noget at lave, hvis hun skulle have råd til mere end en nat.

Det var en af de dage, hvor der ikke var sket det mindste. William havde ting at se til i Aquarin, hvilket betød af Maximillian havde fri til at gøre mere eller mindre hvad end han havde lyst til. Ganske vidst havde han brugt det meste af natten og det første af dagen ude ved stranden ud for Aquarin, men havde begivet sit tilbage til Fristhavn. Ikke det var med hans gode vilje, for han elskede at være nede ved vandet, træne, lave mad, tage sig af prinsen og mest af alt, se hvordan de to killinger fjollede rundt i strandsandet og i kanten af vandet. Han havde fået en del timer til at gå med blot at se på killingerne, men nu var han i byen og det krævede proviant!

Nogle af sladrekællingerne havde fortalt om et nyt væsen med en kæmpe økse på ryggen, at den var kommet for at slå alle de lovløse ihjel. Maximillian kunne ikke lade være med at sukke opgivende over de tre ældre kvinder der pegede nogle folk i retningen af hvad end det var for en skabning. Han selv gik da ganske vidst i samme retning, men det var alligevel den vej nogle af de gode boder lå, hvor de lidt bedre ting kunne anskaffes. Han kastede kort blikket over skulderen mod killingerne der var sakket lidt bagud, hvilket fik ham til at sætte sig på hug og han samlede dem op i favnen ”I to… Er de langsomste jeg kender i hele landet… ” sagde han med et lille smil på læberne inden han åbnede den brune taske han havde fået lavet til dem og satte dem der i.

Tøjet der dækkede kroppen, bestod af ganske simple klæder. En hvid skjorte der sad løst omkring hans overkrop og lædersnoren holdt dovent halsen sammen, men vidste alligevel lidt brystkasse. De mørke bukser var også løse, da det på en eller anden måde virkede meget bedre for ham, nu hvor han alligevel ikke skulle beskytte andre end sig selv og de to killinger. Hans sværd hang i et bælte, der var spændt om livet på ham. De fleste vidste godt han var ”livgarde” for en person, ikke at de havde nogen anelse om at det i virkeligheden var for en prins, hvilket sikkert også var ganske fint.

Længere nede af gaden havde han spottet noget i skyggerne, et væsen der bestemt ikke var et velkendt syn. Væsenet som der kun var blevet fortalt historier til ham om, men ikke nogen væsener han nogensinde havde set med sine egne øjne. Med et blidt smil på læberne gik han ind i skyggerne til hende ”Du virker ikke just til at være vandt til denne varme. Har jeg ret?” spurgte han og hævede et øjenbryn og stadig med et svagt smil på læberne. Han forsøgte ikke at virke skummel på nogen måde, men ville gerne hjælpe hvis han havde mulighed for det.

Valvayla havde faktisk ikke styr på hvor længe, hun havde siddet der. Hun havde egentlig bare siddet og nydt brisen, og det gav et lille sæt i hende, da hun hørte en stemme. Hun drejede hovedet og fik øje på en mand. Det lignede et menneske efter udseendet at bedømme, men hun vidste, at flere racer kunne efterligne dem. Hun tvivlede dog ærligt på, at han var vampyr, for så ville han da være brændt op for længst. Han så heller ikke ligefrem ud til at ville hende ondt, men hun kunne dog ikke være sikker, hvilket også fik hende til at trække sig lidt usikkert væk fra ham. Hun nikkede dog til hans ord. "Det pludselige skifte fra koldt til varmt, jeg ikke vant til er" svarede hun stille. Hun var tydeligt ikke tryg ved situationen, og hun vidste ikke helt, hvor hun skulle gøre af sig selv. "I Azurien, jeg en grotte har, men faret vild, jeg er" forklarede hun. "Byen her, jeg opdagede, da rundt jeg ledte." Hendes kropsholdning var stadig lukket, men hun holdt øjenkontakten med manden. Selvom hun ikke var helt tryg ved sådan at åbne sig, havde hendes korte tid hos Mørket stadig efterladt et par spor af pli.

Maximillian gav hende et forsigtigt smil som han så hvordan hun trak sig en smule væk. Var han så faretruende? Eller var det blot fordi hun ikke var vandt til at folk talte til hende? Svagt nikkede han til hendes ord som hun talte. Hun var tydeligvis hverken vandt til sproget eller specielt tryg ved denne situation ”Ah, ja, der bestemt en forskel” sagde han med et lille smil stadig til at se på hans læber. Azurien? Ja der var vist et lidt andet klima på de kanter, ikke han nogensinde selv havde været der, da han trods alt havde en masse at se til her i Fristhavn. Han trak sig et stykke væk fra hende, blot for at vise han respekterede hun ikke var tryg, men også fordi det først nu var gået op for ham, at hun lignede et kæmpe firben. Han mærkede en svag panik indeni, men prøvede at lægge låg på den, så den ikke blussede over. Et blidt smil kom da til syne på hans læber ”Altså… Hvis du ønsker, kan jeg vise dig ud af byen og i rette retning?” sagde han og trak kort på skuldrene. Det var ikke et tilbud hun var nødt til at takke ja til, men det var noget han gerne gjorde, hvis hun i så fald ønskede at komme væk her fra og tilbage til det kølige Azurien igen.

Valvayla var udmærket klar over, at hendes krystallianske på ingen måde var perfekt. Hun var stadig vant til draconiansk, og hun havde det med at oversætte det direkte, så for nogle kunne det godt lyde som volapyk en gang imellem. Heldigvis lod denne mand til at forstå hende, hvilket hjalp lidt på den anspændte følelse, og selvom hun stadig holdt sin afstand, sænkede hendes skuldre sig tydeligt over hans forståelse. Det hjalp også gevaldigt, at han viste hende den respekt at trække sig lidt, da han kunne se, at hun ikke var helt tryk ved situationen. Det var ikke så meget det, at en fremmed snakkede til hende, det havde hun prøvet før, det var oveni, at hun var et sted, hun ikke kendte til. Egentlig havde hun blot taget en pause, inden hun havde tænkt sig at finde en at spørge om vej, så da hans tilbud kom, så hun noget overrasket ud, selvom et smil bredte sig på hendes læber. "Gøre det for mig du ville?" spurgte hun. Kunne hun stole på ham? Han virkede oprigtig, men hun kunne vel i bund og grund ikke vide sig helt sikker. På den anden side var det den bedste mulighed for at komme hjem igen. Hun måtte vel bare tage chancen? "Glæde mig det ville, hvis du hjælpe mig vil" sagde hun så, som smilet prøvende voksede en smule. Hun slappede nu tydeligt mere af, som hendes krop faldt en anelse sammen fra sin tidligere anspændte stilling. "Hvor langt væk vi er?" spurgte hun, som hun rejste sig. Hun var tydeligt klar til at gå. Det skulle blive rart at komme hjem.

Maximillian kunne godt fornemme at denne situation var underlig for dem begge. Hende der ikke var vandt til varmen og ham der var absurd bange for alt der havde med øgler at gøre. Han havde det i hvert fald ret anstrengt ved at stå her i Fristhavn med denne, drage kvinde eller hvad hun var. Let nikkede han og sendte hende igen et smil ”Selvfølgelig” sagde han og så sig kort omkring for at orientere sig og ligge en plan for at komme ud af byen, hurtigst muligt. Han rettede blikket mod hende og trak på skuldrene ”Der er en gåtur på godt… Jeg vil skyde på fem til ti minutter ud af byen” sagde han med et skævt smil. Hvor langt der var til selve Azurien og hendes grotte, var han ikke helt sikker på, måske nogle timer? Han havde tid til at tænke over det på gåturen, men de skulle også til at af sted ”Denne vej” sagde han og rakte armen i retningen af enden af byen.