Mørket var endelig faldet over byen, og de fleste mennesker var gået til ro, de sidste starinlys blev pustet ud, og kun lune gløder lå nu tilbage i ildstederne i husene. Skodderne var blev slået for vinduerne og kun lyden af herreløse katte som rodede rundt i gyderne, efter mad, var til at høre. En vintervind løb gennem gaderne og blæste de enkle blade og kviste, som var faldet af de få træer i midten af byen, henover de regnvåde brosten på gaderne.
Izilarna sad på hug på en af fremspringene på bygningerne, de ørange øjne, der dukkede op når hun forvandlede sig til sin smidige katteskikkelse, blev rettet opad mod himlen. Den klare vintermåne kastede lange skygger i gaderne, nu gjaldt det bare om at vente til det rette tidspunkt. Dér, en sky gled foran månen og mørklagde gaderne, et enkelt sted længere fremme, blev der kastet skygger fra en fakkel, som en af byvagterne gik med, men lige nu var det det mindste problem. 
I en lang glidende bevægelse bukkede hun sig fremover, inden hun kravlede ned langs bygnings væg, til hun nåede det øverste vindue, det eneste vindue der ikke var slået for med store jerngitre, der skulle holde folk som hende, ude.
I en garvet bevægelse trak hun frem hvad der ved første øjekast lignede et nøglebundt, for det trænede blik ville folk dog vide, at dette var et af de mest basale værktøjer for en tyv. Gennem de lukkede vinduer stak hun en lang slank metalpirk, der i en lydløs bevægelse hægtede vindueskrogen af, inden hun lydløst smuttede indenfor.
Da først de bare fødder landede på gulvet, transformerede hun sig til sin mere menneskelige skikkelse, hun var utroligt simpelt påklædt, et par store sorte posebukser samt en tætsiddende trøje, der lod hendes arme være bare, det var nemmere for arbejdets skyld. Den unaturligt tykke manke, var sat op i en stram hestehale og gik hende til lænden.
Hun stoppede kort op og lyttede intenst, der var ingen. Hvem fanden efterlod en af landets dyreste butikker ubevogtet?
Hun klukkede kort, inden hun gik nedad mod selve butikken, hun var havnet i et lagerlokale ovenpå, det var næppe her man fandt det hun var på jagt efter.
Butikken var indrettet som en typisk smykkeforretning, udstillingsmontre stod fremme flere steder i butikken, mens hele interigøret var af udskåret mørkt træ, tydeligvis ikke en butik for pøblen.
Der. Udstillet i en stor kasse, en dybblå ædelsten indrammet i en guldkæde. Et rovdyrssmil bredte sig kort, hun anskuede boksen, gik rundt om den, beskuende. Aah, det var for nemt, det kunne en mestertyv som Izilarna let se. Smykket var ikke blot et smykke, det var en magisk artifakt, et artifakt der tillod en magisk kraft udover sin egen. De var sjældne, mørkets krigere havde deres, mens lyset havde andre. Disse var dog ikke de eneste magiske genstande man kunne finde i riget, her, foran Izilarna lå nemlig en anden, denne værende en artifakt af stor værdi for kunden der havde hyret hende.
I en næsten doven bevægelse trak Izilarna en amulet ud fra under trøjen, dette var hendes egen, dennes magi var ikke så potent som andre talismaner man kunne finde, men den havde tjent hende godt. Langsomt rakte hun sin artifakt, en simpel sølvplade der flere steder var blevet sort grundet manglende pudsning, med et indgraveret øje, indover glaskassen. Straks begyndte hendes smykke af vibrere voldsomt.
Kassen er magisk beskyttet. Det var det hun kunne læse ud fra sin talisman. Hun sukkede, pustede en af de hvide lokker væk fra ansigtet. Op ad lommen trak hun en lille flaske, hun trak korkproppen af med munden, mens hun hang sin amulet på plads under den tætsiddende trøje, så lagde hun hånden på kassen. Hun udstødte et hvæs, som hun akiverede sin evne og måtte slås mod magien, hvis den var stærkere end hende, ville hun blive opdaget, og sikkert komme møggalt afsted... Hvis ikke...
Izilarna trak kraften til sig fra kassen, sugede den til sig, inden hun i en lang udånding pustede hvid røg ned i den lille flakon, og skyndte sig at sætte proppen på. Hun havde indfanget den magiske fælde, som når hun indfangede dæmoners sjæle. Triumferende stak hun flakonen i lommen og løftede låget af kassen, og på få sekundter var den dybblå ædelsten placeret i den anden lomme, og Izilarna tilbage ved vinduet hun var kommet ind af. Hun sprang ud af vinduet, landede garvet på fødderne og rettede sig op. Nu igen lyttende, hun holdt kortvarigt vejret, hun kunne høre noget, var der nogen?

"Tålmodighed min gode herre, vi har normalt ikke åbent på dette tidspunkt.." Butiksejerens stemme peb i mørket, som han fumlede med nøglerne i låsen til sin forretning. Bag ham stod Sephyran, Fyrsten af Rubinien, indpakket fra top til tå i skind og foret klæde for at holde vinterkulden på afstand. Hans fod vippede utålmodigt på de regnvåde brosten.

Det var ganske rigtigt umådeligt sent, men Sephyran havde ofte sene nætter. Denne aften havde en handlende fortalt ham om et mægtigt artefakt, han havde i sin besiddelse, og som fyrsten skulle være meget velkommen til at inspicere i hans butik: en blå ædelsten uden lige og med sin egen magi.
Sephyran var straks interesset og som natten var skredet frem, havde han været ude af stand til at slå tanken om artefaktet ud af hovedet. Sådan var det som regel - når han først havde et ønske om at eje noget, kunne han ikke give slip.
Og så måtte den arme butiksejer tvinges ud i den mørke, kolde nat og åbne sin forretning, for han kunne ikke tillade sig at sige nej til selve fyrsten af Rubinien. Tanken om den gode handel, han snart ville gøre, ville velsagtens også lune ham lidt.

Endelig fik butiksejeren bugt med låsen. Sephyran trådte selv ind i læ, mens der blev fumlet med en olielampe for at kaste et lysskær hen over den mørke træbeklædning, der beklædte alt i butikken. Ejeren sludrede nervøst imens, bydende fyrsten på en varm kop te. Livvagterne, som fyrsten havde medbragt, blev ude i kulden for at holde vagt ved døren.
Et gisp og en forfærdet lyd fra manden samt olielampen, der faldt mod gulvet og truede med at gå ud, fik Sephyran til hastigt at bevæge sig mod midten af rummet. En kasse placeret på en forhøjning midt i rummet, skulle uden tvivl udstille butikkens kronjuvel, men kassen var tom.

"Det kan ikke passe!" Gispede butiksejeren. "Jeg havde sat den stærkeste, magiske beskyttelse på.. ingen almindelig tyv kunne have stjålet den.." Hans stemme var jamrende og nærmede sig grænsen til hysteri, men bag ham glitrede Sephyrans blå øjne med et interesseret udtryk i det flakkende lampeskær. 
Han efterlod butiksejeren til sine kvaler og trådte igen ud i den kølige nat. En håndbevægelse fik et par mørkklædte skikkelser til at dukke frem - to af fyrstens spioner, der var sat til at følge ham på afstand. Han var tilstrækkeligt paranoid omkring sin egen sikkerhed til altid at have opbakning.

"Afsøg området efter alle tegn på en tyv!" Beordrede han. "Lov vedkommende, at der ikke bliver krummet et hår på deres hoved.. jeg er særdeles interesseret i, hvad de kan.." Mændene forsvandt omgående ud i mørket, mens fyrsten langsomt bevægede sig mod butikken. Det var ikke længere kun artefaktet, han higede efter at eje. Indbrudstyven havde sandsynligvis nogle interessante evner, som han kunne bruge til sin fordel..

Izilarna indåndede den kolde natteluft, det var vinter i byen, hendes fødder blev kolde når hun stod der og flagrede på bare tær på de våde brosten, men det havde været nødvendigt for at hun kunne bevæge sig rundt ubemærket, hun hvade ikke tal på hjvor mang par støvler hun havde ødelagt ved en uhensigtsmæssig transformation til sin anden form, de skarpe klør groede igennem læder uden problemer. Hun vippede på fødderne, åhjo det var helt sikkert aktivitet hun havde spottet, hvad i alverden foregik der? Hvem kom, på nuværende tidspunkt? Og så med den vampyr-trussel der havde hærget byen de sidste uger, der var næsten ingen udover vagter der overhovedet turde bevæge sig nogen steder, det var måske derfor butiksejeren i første omgang ikke hvade haft vagter ved butikken, vagter var dyre for tiden.
Izilarna kastede et enkelt blik over på butiksdøren, inden hun vendte sig omkring for at hente sine ting hun havde deponeret i en sidegade, ikke langt derfra.
"Hey!" en af vagterne havde råbt hende an, men hun skulle ikke nyde noget, hvem var de overhovedet? De var for pænt klædt til at være byvagter. I fem lange skridt var hun rundt om hjørnet, væk fra butikken, nu skulle hun bare... 
Hun stirrede direkte ind i faklens skær, byvagten hun tidligere havde set var tilsyneladende på patrulje længere nede ad gaden. Hvad var oddsne? 
For sig selv måtte hun kort rulle med øjnene, mens hun vurderede hvad der var værst. At blive taget af byvagten, de så sjældent særlig pænt på tyveri, slet ikke af de pæne borgere af  Dianthos. Alternativet var selvfølgelig to lejesvende, tilsyneladende hyret af butiksindehaveren, som hun ikke kendte konsekvensen hos. Det blev ikke til mange lange overvejelser før hun besluttede, at ingen af delene var tiltalende, det tog ikke mange øjeblikke før kvindeskikkelsen satte i et spring, op ad væggen på butiksbygingen, hun skulle bare op på tagryggene, derfra var det let at hoppe fra tag til tag. Hun gled en kende nedad, hun nåede ikke at transformere nok til at sidde ordentligt fast, og et splitsekund efter, mærkede hun hvordan en behandsket hånd lukkede sig omkring hendes ankel og trak hende nedad.
"Umfff" Izilarna fårmåede ikke engang at lande på benene, vagten havde trukket hende ned fra væggen, hun ellers var i stand til at kravle på, men han havde tilsyneladende rigeligt hjælp af tyngdekraften. "Av! Hvem tror du du er?" Stemmen var en overrasket sprutten. Tydeligt forurettet sad hun der på de kolde våde brosten, inden hun vakkelvorent fik kæmpet sig på benene, hvor en hånd landede stålsat på hendes skulder.  
"Du kommer med os, Sephirian IV har garenteret din sikkerhed", af en vagt at være var stemmen overraskende blød. Izilarna skar en grimasse, ihja, sikke da en garenti at blive stillet i udsigt. hun rystede opgivende på hovedet. "Jeg aner ikke hvad du snakker om". Det var -helt sikkert- at ingen ville tro på, at hun intet havde haft med tyberiet at gøre. Hun var trods alt det eneste levende væsen i miles omkreds der ikke havde uniform på. Faktisk så hun nok så suspekt ud, oms man ville forvente af en gemen tyv.
I en fast bevægelse blev hun skubbet fremad, ikke mange meter, rundt om hjørnet hvor hun lige var kommet fra. Hvis hun nu fulgte med, kunne det være at vagten ville slippe hans jerngreb om hendes skulder, og så var det bare et soørgsmpl om tid før hun kunne pile af. Hun var heldigvis væsentligt mere adræt end de fleste, også vagter og soldater. 

Lyden af spionernes fodtrin fortog sig. Tilbage var kun vinterkulden og det svage lysskær fra et par gadelamper længere nede af Diamantstrædet. Sephyran kunne svagt høre, hvordan butiksejeren jamrede videre inde i forretningen, mens hans interesse i ham var tabt - han havde ikke det, som Sephyran ønskede.

Han håbede ikke, at byvagterne var for ivrige med at patruljere i nat. Han ønskede, hvis muligt, at pågribe tyven selv, og han håbede, at vedkommende ville være til at forhandle med. En tjeneste i bytte for ikke at blive udleveret til arresten måtte være et rimeligt tilbud.

Han var begyndt at småfryse lidt, men heldigvis gik der ikke længe, før hans mænd vendte tilbage. De var muskuløse mænd med et tydeligt rubinsk udseende, ligesom deres accent, når de talte, afslørede at de ikke kom her fra egnen. Mellem sig skubbede de en skikkelse klædt i mørkt tøj med det lyse hår redt tilbage i en hestehale. Sephyrans blå øjne blev en smule smalle. En kvinde. Var det hans mestertyv?

Han trådte frem, efterladende forretningens svage lys bag sig. Hans ansigt lyste op i et charmerende smil - tillært af en hver adelig. Hans gyldne overskæg glimtede en smule i halvmørket i gaden. "Godaften frøken, jeg beklager, hvis mine mænd er lidt hårdhændede.. Jeg forsikrer Dem, at jeg ikke er ude på at skade dem .. jeg ønsker blot at udveksle et par ord.." 
På trods af fyrstens tilsyneladende velmente tale løsnede vagten ikke sit greb det fjerneste. Der ville ikke blive meget at tale om, hvis hun stak af fra dem, og Sephyran anede, at det var mere held end noget andet, at de overhovedet havde været i stand til at finde hende.
"Mit navn er Fyrst Sephyran af Kazimi-familen .. har jeg ret, når jeg siger, at De har et ganske særligt sæt .. ahem ..  talenter?" spurgte han.

Det havde aldrig bekommet Izilarna vel at blive overmandet, det var ikke kun frustrerende eller nervepirrende, det var faktisk også direkte pinligt. Hun havde niogle unikke talenter, men i sidste ende var hun bare et menneske med lange fingre og et repertoire af tricks der kunne få hende ud af fedtefadet, dog ikke denne gang. På trods af at Izilarna stort set udelukkende bestod af muskelmasse, var vagterne tilsyneladende bedre trænet i kamp. Der blev ikke givet ved dørene når hun førsøgte at få den ene til at slække lidt på grebet. Irriteret pustede hun en hvid lok væk fra ansigtet, da hun pludseligt stod ansigt til ansigt med... Ikke butiksejeren, i hvert fald.
Lidt forvirret gled de blå øjne frem og tilbage mellem Fyrsten og butikken, som prøvede hun at skabe en forbindelse. Hun kunne ikke, han lignede ikke engang en der var fra hovedstaden.
Så snakkede han, det var i og for sig fint, men hvorfor pokker skulle han snakke her, uden for butikken hun lige havde plyndret fra den nok dyrebareste genstand der havde befundet sig derinde.
"Fyrst Sephyran?" 
Et øjeblik slappede hun næsten helt af, hun havde hørt om ham, ikke så underligt at en mestertyv som hende, kendte til manden der kunne lave ting til guld. Hvordan han gjorde meldte historierne intet om. Hun kneb øjnene sammen, betragtede ham indgående. Ved nærmere eftertanke dukkede en historie op, hun havde hørt blandt de hjemløse børn, dem som måtte stjæle for at overleve. Sephyran bor på et enormt slot, omringet af alverdens rigdomme, han har alt hvad hjertet kan begære, men pas på. Hvis han fanger dig i at stjæle, laver han dig til guld og bruger dig som dørstopper i hans flotte palæ. 
"Aaah, det er dig alt palavret er omkring..." Izilarna stoppede kort op, havde hun set rigtigt i mørket? Fandme ja, han havde et overskæg af guld. Hun strakte hovedet en kende fremad, som en skildpadde der prøver at nå et salatblad uden for dens rækkevidde grundet skjoldets kluntethed. I dette tilfælde var det ikke et skjold der var problemet, nærmere en livvagt eller to.
Uanset hvor nysgerrig hun kunne være på et tilbud fra denne herre, så havde hun ikke just tænkt sig at stå der på gaden og brøle 'jo, jeg er super kriminel', det kom der sjældent noget godt ud af, slet ikke med byvagten der efterhånden ikke kunne være langt væk.
"Muligvis... Jeg er jæger, jeg tror næppe der er noget særligt over det!" Hun løj teknisk set ikke, hun var jæger, hun jagtede skatte... og dæmoner. "Storvildtsjæger"

Sephyran gjorde en lavmælt sidebemærkning til en af mændene. Der skulle hentes en vogn. Han nægtede at stå og fryse på gaden i længere tid en højst nødvendigt - som Fyrste af Rubinien, ville han aldrig lære at vende sig til det "nordlige" klima man fandt heroppe i Dianthos.

Hendes blå øjne blev en smule smalle, da kvinden begyndte at tale. Han fornemmede ikke helt den mængde af respekt i hendes tone, som man kunne forvente sig af en, der talte til en mand af hans stand. Hun kendte hans navn .. havde han ikke skabt sig et tilstrækkeligt frygtindgydende rygte her i byen til at få enhver småkriminel til at ryste i bukserne? Eller var hun blot frygtløs af sig?

"Min tilstedeværelse i byen har skabt en anelse .. palaver, ja." Bemærkede han. "Og jeg kan forstå, at De kender mit navn, men jeg kender ikke Deres?" Han rakte en ringklædt hånd frem for at hun kunne kysse den, mens han gjorde et nik mod dem, der holdt hende til at løsne deres greb.

Hendes ord fik ham til at bryde ud i en dyb latter, der rungede i den stille gade. "Storvildtsjager, siger De? Og er der meget storvildt at jage i en forretning som..?" Han gjorde et nik med hovedet hen mod butikken, hvor et svagt lys nu flakkede bag vinduerne, mens butiksejeren jamrede over at have mistet en formue. Sephyran håbede, at de var på tilstrækkelig afstand til, at manden ikke ville komme og blande sig. Han havde ikke brug for ham længere.

Izilarna trippede utålmodigt på de våde kolde brosten, hendes bare fødder stod på, hun var i sandhed en ind-og-ud type når hun arbejdede, men ikke denne gang. Nej denne gang skulle hun nu stå og lefle for en fyrste der tydeligvis havde alt tid i verdenen, hvad lavede HAN overhovedet her?
Kvindens skulen fortsatte kortvarigt til han rakte en hånd frem, åhnej, høfligheder. En ting Izilarna kun var vokset op med til husbehov og sidse sidste mange år havde lagt fra sig for en mere ... uhensigtsmæssig karriere. 
Izilarna rakte hånden frem og greb omkring hans, mens hun rystede den, så bukkede hun let, som en mand ville gøre det. "Du... DE kan kalde mig Izilarna!" Den hvidhårede kvinde slap ham hurtigt efter, næsten som om hun havde fået stød på ham, hvad i alverden tænkte hun på? Manden lavede ting til guld! Mistænksomt skævede hun ned på sin hånd, den var ru og grov fra hårdt arbejde, ikke en typisk kvindehånd, og slet ikke en der dagligt blev smurt med olier og.... vasket. Men nej, intet guld at ane, hun vippede fingrene let, inden hun rettede de blå øjne op imod Sephyran, måske var effekten af hans magi forsinket? Med ubehag fortsatte hun med at slå fingerspidserne én for én mod tommelfingeren, for at sikre sig.
Hun rømmede sig kort, akavet, det var nu eller aldrig, hvis denne fyrste i sandhed havde tænkt sig at udlevere hende til byvagten eller butiksejeren havde han vel gjort det nu. "Åh, du sku... DE skulle bare vide, man kan jage storvildt mange steder... Interesseret?" Izilarna hævede de hvide bryn, det lettede lidt på kækheden nu hvor vagterne havde sluppet hende, hvordan i alverden havde den mand fået så mange fingerkræfter? Jerngrebet han havde haft i hendes skulder ville helt sikkert efterlade et blåt mærke. Olmt kastede hun et blik over skulderen, på vagten, inden hun igen rettede opmærksomheden mod manden med guldskægget. 

At tilbringe en del af sin nat på en regnvåd gade i Dianthos, var ikke noget Fyrst Sephyran af Kazimi havde regnet med ville ske, da han tidligere på dagen havde slæbt sit fyrstelige korpus til den fine kro,  hvor han havde mødt smykkehandleren.
Men her var han nu - og hvilket interessant bytte, han havde fundet! Hendes måde at hilse på, fik brynene til at trække sig sammen i et faretruende udtryk, som man, hvis man kendte Sephyran bedre, ville vide betød, at han bestemt ikke var tilfreds med hendes manerer.

Han lagde ikke synderligt mærke til, hvordan hun nervøst betragtede sin hånd efter at have rørt ved hans. Hvis han vidste hvilke tanker, der føg gennem hendes hoved, ville han have glædet sig over hvordan rygterne om hans "farlige" magi tilsyneladende havde bredt sig i landets byer.
Sandheden var naturligvis, at han ikke på nogen måde var i stand til at lave et levende væsen om til guld, men han havde fået konstrueret statuer i Balzera for netop at puste til dette rygte..

"Jeg er umådeligt interesseret." Sagde han roligt, mens de isblå øjne gled over hendes ansigt. Hun var vel ikke vandt til at færdes blandt finere folk, hvilket kunne undskylde hendes opførsel, men skulle han til at arbejde mere .. permanent .. med hendes person, måtte han nok instruere sine vagter i at fortælle hende, hvordan man tiltalte en fyrste.

"Især er jeg interesseret i at De fortæller mig historien om, hvordan De fangede Deres seneste bytte.." Han smilede et smil, der aldrig nåede hans øjne og gjorde en storslået armbevægelse mod den fyrstelige vogn, der holdt i nærheden, lokkende med tørvejr og varme.
"Hvad siger De til at følge med og fortælle mig lidt mere?" Han forventede halvt, at hun ville forsøge at stikke af, men han håbede, at hun forstod hentydningen. Fulgte hun med til vognen, ville de ikke længere befinde sig på gaderne, hvor man kunne risikere at skulle forklare sig over for en patruljerende deling byvagter, der når som helst kunne vandre ned af gaden...

Izilarna kneb skæbtisk de blå øjne sammen og skulede imod Herren foran hende, det var nu der skulle foretages den sidste risikovurdering, inden hun sprang ind i en fremmed mands karret. Uha, hvad ville hendes forælde mon ikke have sagt om det i sin tid? Sikkert intet positivt. Hendes læber gled kort fra hinanden og lukkedes prompte igen, så nikkede hun. "Nuvel!" Jobsne hang ikke på træerne, og hendes ressourcer var ved at være tyndslidte, livet som dæmonjæger gav ikke de store basseøre med mindre, at dæmonen var direkte efterlyst og det havde ikke været mange plakater med dæmonjagt, som havde fyldt gadebilledet de sidste måneder. 
Izilarna gik over mod karreten, den så vældig fancy ud, faktisk kunne hun ikke rigtigt mindes at hun havde siddet i sådan en, af den kaliber før. Måske som barn, når de var blevet hentet af en højere rangs familie end hun selv stammede fra, middelklassen havde ikke så fine transportmidler.
Kort sendte hun en tanke til sine læderstøvler der lå begravet under en løs flise i en af de smalle sidegader, men de måtte vente, det var heller ikke hulens relevant lige nu. Så satte hun sig ind, alene fjedringen i kareten var uvant, en sær fornemmelse, inden hun slængede sig ind på sædet i kørselsretningen.
"Jeg løftede det blot ud af kassen. Den omkringliggende magi kan løftes på mange forskellige måder, men jeg har en mere ... permanent løsning, end diverste artifakter kan byde på!" Lige nu handlede det om at have kortene tæt på kroppen, der var ingen årsag til at udlevere mere end højst nødvendigt, og slet ikke endnu, hvor han endnu ikke havde betalt hende det mindste stykke rav.
Izilarna satte sig en kende mere op, hun kunne mærke hvordan glasflakonen i hendes lomme varmede imod hendes ben, den potente magi reagerede kraftigt på den trange plads, og det var ligeledes et spørgsmål om tid, før at flakonen ikke ville være i stand til at indeholde den længere.
"Så... hvor skal vi henad?"

Karreten var fornemmere end de fleste i Dianthos. Mønstre af guld snoede sig i cirkler langs dens sider, og ligeledes var kanterne alle dekoreret med det ædle metal. Sephyran kunne trods alt godt lide at demonstrere sin rigdom - og en karret var sværere end så mange andre ting, at stikke af med..
På døren var mærket med den oprejste, brølende løve, der signalerede for alle, at det var Kazimi-ejendom.

"En permanent løsning .. Deres egen magi?" Spurgte Sephyran opmuntrende og nysgerrigt. Han havde altid en interesse for folk med særlige magiske evner, der kunne bruges i hans egen, og familiens, interesse.

Vognen satte blidt i gang, passende ned langs Diamantstrædes butikker, hvoraf de fleste var lukkede for natten, lige som der heller ikke var særlig mange andre på gaden. Det passede Sephyran fint, for så ragede han ikke uklar med nogen om at konversere med en af byens mere interessante "tyveknægte" - hvis man da kunne kalde den unge frøken det.

"Åh, en af de finere beværtninger her i området .. jeg tænkte at lidt varme og noget at drikke kunne gøre godt, hmm?" Karreten gjorde holdt uden for en af Dianthos' fineste steder, hvor man stadig kunne se lysene flakke bag vinduerne. Fyrsten var ventet. 

Izilarna tog alle indtrykkene til sig, det var da alligevel utroligt at nogle mennesker kunne svælge i så meget rigdom, mens andre kæmpede med at holde skindet på snuden. Til tider måtte Izilarna tage jobs for at holde hovedet over vande, et valg hun dog selv havde taget da hun stak af fra familiens lune skød. Hun tog dog hellere end gerne konsekvensen, da alternativet havde været at skulle giftes med en ulidelig fyrstesøn. Hun hvilede vurderende det dybblå blik på Fyrsten hun sad overfor, han havde med sikkerhed de samme nøkker, det lyste ud af hans udstråling.
"Ja..." startede Izilarna, hvor meget kunne hun tillade sig at dele ud af? Formodentlig det hele, hun sad trods alt ikke langt fra manden der kunne lade ting til guld med den blotte berøring. "Men det er kun visse typer af magi, kun det som er sjælebundet. Jeg kan svække væsener, til deres sjæl er lige til at tage ud af kroppen!" Izilarna lænede sig tilbage, næsten som havde hun det mageligt i kareten, der trillede derudaf, kørende forbi flere af de butikker hun havde erhvervet sig 'ejendele' gennem tiden. "Sjælen, eller dæmonen, hvis det er sådan en der er tale om, kan opbevares." Hun lagde benene over kors, en handling der ellers skete ufatteligt sjældent der oftest sad som en mand.

Der gik ikke længe før kareten stoppede endnu engang, Izilarna rynkede kort brynene, de kunne vel i og for sig være gået, der var trods alt ikke så langt fra butikken de lige havde befundet sig i. Havde manden virkelig så meget magt, at kan kunne have karreten klar, med chauffør blot for en kilometer eller to?
Izilarna trådte ud, beskuende stedet Fyrsten henviste til, det så nok vældig fint og fornemt ud, ikke just et sted Izilarna passede ind, med hendes tøj man oftest fandt på bønder og markedshandlere. Hun skævede kort over til Sephyran, som om hendes blik sagde 'mener du det seriøst?', men sagde ikke dette højt. Det var hans rygte der stod på spil, sådan at slæbe rundt på rakkerpak.
"Lidt at drikke er aldrig af vejen!" Det var først de sidste år at den kvindhårede kvinde for alvor havde lært at sætte pris på den slags gestus, men når man levede fra hånden til munden var det ikke altid en selvfølge at den slags var tilgængeligt.
Første skridt hun tog indenfor efterlod våde, mudrede fodspor på det ellers (så det ud til) nyrensede røde tæppe. Men hva' faen? Det var jo kun de første trin der for alvor ville efterlade skidt.
"Det er vel ikke svært at blive velhavende hvis man kan trylle alt og enhver til guld hm?" Spørgsmålet var muligvis en kende arrogant, men med sådan magi var det ikke så underligt endda, tænk hvor meget hans magi ville kunne hjælpe slummen? 

Sephyran lyttede opmærksomt til hendes ord, mens kareten lige så stille rullede af sted. Den var i sig selv ganske unødvendig, for distancen kunne lige så godt gås, men Sephyran var ikke en mand der rørte benene mere end højst nødvendigt - jovist, han holdt stadig færdighederne ved lige på træningspladsen, men man kunne godt se, at årene var begyndt at sætte sig på ham, navnligt omkring livet.

"Aha, en form for sjælemagi. Spændende." Svarede han og strøg overskægget. Det var en skummel kraft, men magtfuld - og som altid, når Sephyran øjnede noget magtfuldt, ville han gerne eje det.
"Så i teorien ville De kunne svække en mand og plukke sjælen fra ham?" Spurgte han henkastet, prøvende hende af. Det var godt at vide hvor vagtsom, han egentlig skulle være over for hende. Han havde ingen planer om at miste sin egen sjæl.

Varmen fra beværtningen slog dem i møde - og duften antydede, at dette var et sted, hvor finere folk normalt kom, for den var en blanding af parfume og krydderier. En tjener ved døren så ikke ligefrem begejstret ud ved synet af de mudrede fodspor, men var tydeligvis ikke i en position til at brokke sig. Sephyran udvekslede et blik, der fik ham til hastigt at skynde sig af sted.

Han slog en dyb latter op ved hendes spørgsmål, men øjnene glimtede faretruende. "Min slægt er rig af mange årsager - handel, slaver.. jovist varmer guldet i lommerne, men Kazimis rigdom stammer ikke fra mine hænder alene." For Sephyran var slægten alt - hans liv, og det, han ville efterlade, når han engang gik bort.

"Ahem .. frøken.." Tjeneren var tilbage, rækkende en bylt frem mod Izilarna. Det var rene, friske og noget finere klæder, kronet med et par behagelige tøfler på toppen. Sephyran løftede øjenbrynet og nikkede mod bylten. Han foretrak at tale med folk, der var klædt ordentligt.

Izilarna lænede sig en kende fremad, mod Fyrsten, som han udpenslede hendes magiske evne, hun vippede hovedet en kende nedad, men lod øjnene glide op i en bestemt mine, rammende hans blik med hendes.
"Ja, absolut. En menneskesjæl kan opbevares, enten for at begrave den forevigt, eller udstille den til frit skue!" Den hvidhårede kvinde kiggede kortvarigt advarende på Fyrsten, hun havde set gerrigheden blusse op i øjnene på ham, men han skulle ikke tro, at han kunne løbe om hjørner med hende, selvom han virkede som typen der kunne købe det meste af hovedstaden.

Varmen fra stedet var i særdeleshed kærkommen, men lugten derinde kvalmende, det mindede hende om det liv hun kunne have haft, havde hun ikke rendt af fra sit ægteskab i sin tid, dengang hun var lovet væk til en adelig. Hun skuttede sig, ikke just en livsstil hun var sikker på, hun kunne forli sig med. 
Hendes tanker blev akut afbrudt som Fyrsten nævnte slaver, hun rynkede på næsen, så han var sådan en, en type Izilarna altid havde kæmpet imod, en let kvalme pressede sig på, var hun virkelig ved at tage arbejde for en som ham? Hun skar en grimasse, hun havde virkelig brug for pengene. "Spændende" konstanterede hun tørt, som hendes hals snørede sig sammen.

Tjeneren maste sig anstrengende på, hun skævede ned, inden hun fik gjort store øjne. Endnu engang måtte hun skæve til fyrsten "Virkelig? Jeg... Får det svinet til hurtigere end De kan tælle til ti!" Det var en formanende tone, hvis han insisterede på at få hende mast ned i de fine klæder. Hun løftede en tøffel op, som hun beskuede den, den så behagelig ud, men vitterligt ikke særligt praktisk, man kunne hverken løbe enner kravle i sådanne. Izilarna tog imod bylten, som hun skævede rundt, hun blev anvist en retning, tilsyneladende til at klæde om.
Hun traskede afsted, der ville nok ikke gå længe før hun kunne få sit eget praktiske tøj tilbage på, så det måtte vel gå, om ikke andet denne ene gang. Izilarna fik taget sit normale beskidte tøj af, som tjeneren med en rynket næse tog imod, inden hun rullede bylten ud. Først da gik det op for hende. "Pis" Gudhjælpeme ikke om fyrsten havde fået hende udleveret en kjole. Jo, hun kunne godt se, at den sikkert havde været vældig fin, på en rigtig dame, men altså. Izilarna trak den modvilligt over hovedet, det så underligt ud. Hun var for muskuløs til at bære så fine klæder, den var heldigvis tydeligvis beregnet til at bære varme steder i landet, så den sad i det mindste nogenlunde løst. Igen måtte hun skære en grimasse, inden hun trådte tilbage til Fyrsten, som hun tog ham i øjesyn og han så hende i denne mondering, følte hun sig for alvor som en prostitueret

Fyrstens øjne glimtede faretruende, mens han lyttede til hendes ord. Åh ja, det var en evne, han så sandelig gerne villle have på sin egen side og ikke imod sig. Han havde planer om at leve de sidste mange år så mageligt som muligt, og det inkluderede ikke, at hans sjæl skulle gemmes i en eller anden genstand..

Mens hun skiftede tøj, blev der hurtigt fremmanet drikkevarer og lidt at nippe på til fyrsten og hans usædvanlige gæst. Vagterne, han bragte med sig, så ganske vidst lidt trætte ud efterhånden, men det viste de ikke, så snart Sephyran så i deres retning.
Kroværten var tydeligvis heller ikke alt for begejstret for det natlige besøg - især ikke grundet gæsten, men fyrstens klækkelige hånd var nok til, at man ikke hørte et pip fra ham.

Som hun kom tilbage, lod Sephyran tilfreds blikket glide op og ned af hende, ikke ligefrem på en særlig passende måde. "Ah, de klæder Dem." Sagde han tilfreds og nikkede mod anretningerne som en invitation til, at hun kunne tage plads.
"Så fortæl mig. Nyder De det natlige arbejde her i Dianthos, eller er De måske i .. markedet .. for nye udfordringer?" Spurgte han, løftede et vinglas til sine læber. De tændte olielamper i rummet fik hans olierede hår og gyldne overskæg til at skinne ekstra meget.

Det sleske fyrsteblik gik bestemt ikke den kvidhårede kvinde forbi, hun rynkede brynene sammen, inden hun skævede nedover sig selv i de nye klæder, rød havde ikke just været hendes farve, det fik den mælkehvide hud til at stå mere frem end nødvendigt, heldigvis havde skidtet, som lå i et tyndt lag på huden, givet hende hvad der bedst kunne minde om lidt farve. Hun lod blikket glide op på ham igen, trodsigt som hun stirrede ind i hans øjne "Bare rolig Fyrstemand, du finder ikke noget her, som du ikke har set før!" Fnøs hun, som hun snurrede rundt og gik imod anretningen, mens de  ene hånd gav et hidsigt vip i hans retning. Hans interesse i hendes evner havde ikke just hjulpet på hendes formaliteter, hvis han ville købe en service måtte han affinde sig med, at hun ikke mængede sig med de fine mennesker på daglig basis, 'De', 'Deres' og alverdens titler måtte han stikke op et sted solen ikke så.

I en overraskende let bevægelse lod hun sig dumpe ned ved bordet, som benene blev trukket op i skrædderstilling, hendes fortrukne måde at sidde på pressede kjolestoffet en kende, hvis det skulle ende med at revne var der nok ingen skade sket alligevel. Duften fra bordet vækkede en hidsig sult, hun ikke var sen til at reagere på, som hun tog for sig, hvad han betragtede som fingermad var Izilarna aftenenes måltid, sikkert væsentligt bedre end den stuvning man kunne købe på kroen for et par stykker rav. I en grådig bevægelse skyllede hun ned, med et halvt glas vin, inden hun endnu rettede det dybblå blik mod den skinnende fyrste og hans glimtende overskæg. "Det natlige liv har tjent mig fint, men de eftersøgte er efterhånden ikke til at finde nogensteder. Plakaterne er så gamle at deres ansigter er falmet til ukendelighed..." Ævlede hun løs, inden hun stuvede en figne i munden, der blev tygget i nogle grove bidder, hun stirrede på ham, prøvede at læse hans ansigt "Jeg er altid på udkig efter arbejde, såfremt det betaler godt nok!" Hendes bryn hævede sig endnu engang, han havde penge nok, og hendes evnesæt var af sjælden art, der var ingen grund til ikke at gå all in i en potentiel investering 

Sephyran slog en buldrende latter op: "Åh, der er bid i Dem, ser jeg." Lo han hendes kommentar hen, selv om det faretruende blik i de lyse, blå øjne var blevet tydeligere. Kvinder skulle være lydelige og underdanige.

Det blide lampeskær afslørede, at hun trængte til et bad, og Sephyran overvejede et kort øjeblik at kalde tjeneren ind igen for at hun kunne blive skrubbet ren.
Det var en dårlig idé, konkluderede han, og ville ikke bidrage deres snak om "forretninger" synderligt - det var blot hans eget ønske om primært at omgive sig med rene, velduftende ting, og kvinden var ikke en af dem. Ikke at man kunne bebrejde hende i dét felt..

I stedet lod han hende grådigt kaste sig over maden, mens han betragtede hende med en blanding af fascination og foragelse, selv nippende til et glas vin og spiddende en enkelt, tørret frugt med en lille kniv, inden han førte den til de fyrstelige læber.
"Nuvel, betaling ville der blive rigeligt af." Sagde han og prikkede let til en lille ske på bordet med en finger. Langsomt bredte en gylden farve sig over metallet. Sephyran smilede og snoede sit overskæg, der glimtede i samme farve som skeen nu gjorde: "Har De været i Rubinien før?"

Den hvidhårede kvinde skubbede en løsreven lok væk fra ansigtet med skulderen, inden hun stoppede endnu en tørret dadel i munden og tyggede den grådigt. Den slags frugter var normalt ikke til at opdrive for menneskepenge i denne del af byen, men det var sødt, og Izilarna havde bestemt en sød tand, især efter et stykke arbejde. Tænksomt slak hun det sidste klistrede stads af tommelfingeren, inden hun trak på skuldrene. "Fra hvad jeg hører om Fyrstinden, må du vlre vant til bid!" Izilarna hævede øjenbrynene, det var nok kun de færreste steder omkring i landet man ikke havde hørt om fyrsten og hans nyeste hustru til samlingen, men selvom meget af pøblen anså hende som et naivt væsen, var der stensikkert mere bag den blide facade. Hendes blik alene var da rigeligt til at give kuldegysninger, selvom hun kun havde set billeder af kvindemennesket.
De blå øjne gled ned på skeen, som langsomt men sikkert forvandlede sig til guld, Izilarna kunne mærke hvordan grådigheden begyndte at trække i hende. Selvom hun selv i sin tid havde taget et akivt valg om at leve på gaden, væk fra adlens trygge rammer, var et lunt bad, god mad og en tryg seng at sove i, stadig ufatteligt tillokkende. I en langsom bevægelse, rakte hun frem og lod fingrene lukke sig omkring skeen, inden hun trak den til sig, og inspicerede den indgående. Manden havde vitterligt lige forvandlet et komplet ligegyldigt objekt, til noget der kunne sælges for adskillige jadestykker. Hun sank en klump, inden hun rettede blikket mod fyrsten endnu engang.
"Du har endnu ikke fået min pris?" Hun smilede en kende, prisen var lige gået gevaldigt op, det var ingen hemmelighed, med den lethed han fremtryllede guld "En enkelt gang, som barn, det er længe siden..." Hun fugtede læberne, tænksomt. "Så... hvad stykke arbejde er det du mangler at få udført?" 

Mens hun spiste fandt Sephyran et lille lommetørklæde frem og duppede de fyrstelige læber. Hendes måde at kaste sig over maden på var ikke ligefrem noget, han fandt charmerende - det var tilsyneladende et hårdt liv hun levede sig. Gad vide om det var første gang, hun var omgivet af så meget luksus?

Han kunne ikke lade være med at tænke på, at havde han hendes evner, ville han opbygge sig en solid formue og leve det søde liv ved siden af de natlige udflugter.
Men han var også så afhængig af sine goder..

"Bare rolig, jeg ved hvordan man holder en kvinde i stram snor. Jeres slagt skal helst ikke have for meget magt." Lo han, inden han spiddede en ny daddel på sin lille gaffel og førte den til munden. Det var sikkert ikke noget, hun brød sig om at høre, men hun trængte til at blive sat lidt på plads.

Han lænede sig en smule tilbage, betragtende hende: "Jeg har brug for, at du bryder ind hos en særdeles magtfuld mand i Balzera. Hans hjem siges at være et af de mest velbevogtede i byen .. for han er mig." Afslørede han, mens han afventede hendes reaktion. Det var måske en spøjs anmodning, men fyrsten var en paranoid mand. Den hvidhårede kvinde var den perfekte mulighed for at han kunne teste sit eget sikkerhedsnet - magisk såvel som fysisk. Og det ville ikke blive sjovt at være i skoene på dem, der lod hende slippe forbi..

Det var overraskende let at lade en forgyldte ske slippe fra hendes hånd, hvorfra hun havde betragtet den indgående til bordets kant, hvorfra den efter få øjeblikke gled ned i det løse tøj, alt sammen uden at hun løsnede blikket fra fyrsten et eneste sekund. Hans forfængelighed var gennemtrængende. HUn kunne ikke undlade en let hånlig tone i hendes fnysen, som hans tydelige holdning til det kvindelige køn kom til udtryk. De fleste mænd lod sig snørre igen og igen, endda uden deres egen viden, det var sikkert også tilfældet med hans hustru, han havde sikkert bare ikke opdaget det endnu. De natblå øjne betragtede ham roligt, det var ikke stedet at sidde og håne ham åbenlyst hvis hun ville have et job senere på natten, hun holdt derfor tand for tunge, i hvert fald til hun var kommet tættere ind på livet af ham.
Hun lænede sig endnu engang fremad, lod fingrene lukke sig omkring en håndfuld dadeler, hun kunne mærke hvordan det klistrede mellem hendes fingre, men halvdelen af fornøjelsen lå nærmest i, at se hans væmmelse ved hendes vaner.

Så snart opgaven kom på bordet, spidsede hun dog ører, det var tydeligt at at hun var vant til at tage imod instruktioner, og notere dem mentalt, for ikke at overse vigtige detaljer når det kom til stykket. Som han startede forklaringen rynkede hendes hvide bryn sig en kende sammen, hun havde formået at komme ind hos mange og meget rigfolk, men det var oftest også der der var mest bøvl, mange af dem havde vagter, for ikke at nævne magiske foranstaltninger. For han er mig. Izilarna sad stille et øjeblik, ventede på at han skulle stoppe joken, men det kom ikke. Det lod for alvor til at han mente det. "Jaså..." Startede den hvidhårede som hun stoppede en enkelt fedtet dadel, i munden. "Og... Har De nogen ønsket dato for dette... indbrud?" Jo mere hun tænkte over det, jo mere gav det mening, hvis han i sandhed besad så mange ejendele og havde så stor rigdom, ville det kun give mening for ham at få en mestertyv til at gøre et forsøg på at møve sig ind og få kløerne i noget af det 

Der var ingen spørgsmål som "hvorfor?" men blot omhandlende praktikaliterne. Noget der var med til at overbevise Sephyran om, at hun virkelig var en professionel inden for det felt hun nu engang havde valgt. De fleste andre han kendte ville have forsøgt at tale ham fra der, men her sad hun - kølig og beregnende med fingrende indsmurt i dadelsaft.

"Om tre måneder." Sagde han. Det gav hende tid til at samle de nødvendige sager og færdiggøre hvad hun end havde i Dianthos, inden hun tog den lange tur sydpå. Han selv havde også visse ærinder i byen og stop han ønskede at gøre på hjemvejen.
Der var naturligvis den hurtige rejseform med teleportationsmagi, men det havde aldrig hujet fyrsten, for det ødelagde som regel appetitten i flere dage.

Og Sephyran var ellers kendt for at være en mand med en stor appetit.

"Jeg vil efterlade Dem en række instrukser. Det er op til Dem selv at finde oplysninger om .. mit hjem, men lad mig blot sige, at det er velbevogtet. Uigennemtrængeligt, næsten, skulle man tro på hvad mine sikkerhedsfolk siger, men .. jeg har et ønske om selv at teste det." Et glimt af noget der lignede morskab kunne ses i fyrsten øjne, mens han kort snoede sig overskæg mellem fingrene, hvorefter han rejste sig. Han havde ikke lyst til dadler lige nu.

Dem, der stod fyrsten nærmest, vidste han han blot var blevet mere paranoid med årene - især efter sin anden kones forrædderi. Hvis hans hjem kunne modstå en mestertyv .. så ville han sove mere trygt om natten. "Så .. vi har en aftale?" Spurgte han, betragtende hende med et løftet øjenbryn.