Tidspunkt: Omkring kl. 18.00. Lige efter mørkets frembrud.

Sted: Familien Sinnetts borg.

Vejr: Skyfrit og fuldmåne. Vindstille, men alligevel koldt.

Outfit: En hvid skjorte med høj krave, et par lettere stramtsiddende læderbukser, et par langskaftede, sorte læderstøvler og en lang, sort frakke med guldbroderinger og sølvspænder. Det orientalske sværd hænger i skeden ved hans venstre side uden på frakken i et sværdbælte.

Valtor var ikke ligefrem vant til at blive inviteret til andre adeliges palæ uden, der var en eller anden begivenhed, så at få et brev fra Grev Sinnett var højst usædvanligt. Beskeden i brevet var dog tydelig; Han ville gerne have Valtor til at møde sin datter, Laurenne, med henblik på eventuelt giftemål, og Valtor selv havde ikke tænkt sig at afvise muligheden for at stige lidt i graderne. Hans egen familie var trods alt ikke så stor, og han havde ikke så meget magt, som han gerne ville have. Hun skulle virkelig være ulidelig, hvis han skulle sige nej. Desuden var det ham ikke uvant at skulle opdrage uvorne individer, så hun blev nok ikke det store problem at holde styr på.

Valtor havde fået besked på, at han ikke måtte afsløre det for Laurenne, da hun før i tiden altid var sluppet bort fra at blive gift, og Greven frygtede, at det ville gentage sig. Derfor skulle de møde hinanden først, så hun kunne få lov at se Valtor an. Valtor havde derfor gjort sit for at undersøge hende, men der var ikke det store at hente på hende. Hun passede sine pligter, udover at blive gift altså. Hun havde åbenbart en fantastisk evne til at skræmme potentielle ægtemænd væk, og hvis hun ikke kunne, var det hendes tjener, Wolfram, der fik dem på andre tanker. Det skulle op til overvejelse, om tjeneren skulle have lov at komme med, når han kunne stille spørgsmålstegn ved hans loyalitet.

Egentlig irriterede det Valtor at være en af de sidste, der blev anset som en kandidat, men han kunne samtidig ikke tillade sig at sige nej. Muligheden var for god, og det ville ikke være svært for ham at håndtere et uvordende pigebarn. Det gjorde han, som sagt, til dagligt.

Solen var netop gået ned bag højdedraget, da kareten drejede ind ad alléen. Indtil videre havde den været mørklagt, da Valtor ikke kunne tåle solens stråler, men nu tillod han Elinor at rulle mørklægningsgardinerne op, så han kunne tage slottet i øjesyn. Hans eget palæ lignede en hytte i forhold til, og hans hjem var trods alt ikke lille. Han havde blot ikke levet længe nok til at eje noget større. Det kostede trods alt en del krystaller at købe et slot.

Da kareten standsede, sprang Elinor ud og løb om på den anden side for at åbne døren for Valtor. Et svagt smil var at finde på læberne, som han steg ud og kastede et blik over slottet, inden han gik op ad trappen. En tjener stod og ventede på ham for at vise ham ind. Indenfor blev han bedt om at lægge våben, og han tog imod tilbuddet om at fjerne frakken også. Det ville virke lidt mistænkeligt, hvis han havde den på indenfor. Så blev han vist ind i en af de nærmeste pejsestuer. Han takkede ja til et glas vin og satte sig i en af lænestolene som om, han var hjemme for at give sig til at vente på sin vært(inde).

Selvom man ikke skulle tro det, nød Laurenne til tider at trække sig tidligt tilbage og tilbringe en rolig aften på sit værelse. I aften var en af disse aftener, hvor hun lige efter aftensmaden var trukket tilbage til sit kammer. På en kold aften som denne var det selvfølgelig favorabelt at få varmen med en tilfældig ung mand, men der var ingen gode kandidater på borgen, så i stedet sad hun i en blød lænestol med benene trukket godt op under sig og en bog i hånden. Hun vidste godt, at mange betragtede hende som værende en tomhjernet gås, men hun havde altid sat en ære i at uddanne sig, og hun var flittigt besøgende i borgens store bibliotek.

For hendes skyld kunne hun sagtens have brugt hele aftenen på at sidde fredeligt i stolen, en luksus som efterhånden var hende sjældent forundt, men da det stille bankede på døren måtte hun indse, at det næppe kom til at ske.
Irriteret klappede hun bogen sammen og kiggede på tjeneren som forsigtigt trådte ind på værelset for at annoncere, at hendes tilstedeværelse var ønsket i pejsestuen, hvor en gæst ventede på hende. Hun kunne ikke mindes, at der var blevet sagt noget om, at der skulle komme gæster på borgen. Det var uden tvivl en af hendes fars mange venner som alligevel havde været i området. De kunne nu ofte også være ganske fin underholdning.

Udem at værdige tjeneren at blik rejste hun sig op og forsvandt om bag skærmen som stod i hjørnet af værelset, så hun kunne skifte til noget mere passende nd den tynde natkjole og kåbe, hun ellers havde haft på. Der var næppe nogen grund til at gøre alt for megetud f påklædningen, så hun nøjede med at trække en tyk mørkegrøn kjole over hovedet. Den var ikke nær så stram som hendes sædvanlige kjoler, men den dybe udskæring sørgede for, at hendes krop stadig blev pænt fremvist. Håret fik lov til at hænge løst, der var ingen grund til at spilde tid på at sætte det op.

Efter at have kigget sig en sidste gang i spejlet og rettet på kjolens udskæring besluttede hun, at det næppe blev bedre, og satte så kursen mod pejsestuen. Inden hun forlod værelset nåede tjeneren at give hende navnet på gæsten, ikke at det sagde hende noget, men så kunne hun da tiltale ham korrekt.
Da hun trådte ind ad døren til pejsestuen tog hun sig et par hurtige sekunder til at lade blikket glide over gæsten, inden hun nejede for ham.
"Godaften, grev Heina"

Valtor fik ikke lov at vente længe, inden døren gik op igen, og han rejste sig med det samme. Han havde dog et lettere overrasket udtryk i ansigtet, da han ikke ligefrem forventede, at det var Laurenne, der skulle tage i mod ham. Han havde som sådan aldrig hilst på hende, men han havde set hende hist og her, så han vidste, hvem hun var. Et smil bredte sig dog på hans læber, og han gengældte hendes nej med et buk. "Godaften, frøken Sinnett. Hvad skyldes æren? Jeg havde forventet at blive taget imod af Deres far" sagde han med oprigtig undren i stemmen, for han havde absolut ikke forventet bare sådan at blive kastet ud i det.

Valtor lavede en gestus mod bordet, hvor flasken med vin var blevet stillet sammen med et ekstra glas. "Kan jeg byde på et glas af Deres vin?" spurgte han med tydeligt drillende stemme. Han var udmærket klar over, at han ikke kunne tillade sig at byde hende et glas af husets egen vin, men hans lille vittighed var også tegn på, at han ikke tog alting så højtideligt, og med lidt held ville hun forstå spøgen. Han lavede en ny gestus mod den anden stol, der stod lidt fra den, han havde rejst sig fra, for han gik egentlig ud fra, at hun var blevet sendt for at holde ham med selskab. Ansigtet havde et spørgende udtryk, da han mere lydløst spurgte om hun ville tage plads i stedet for, at det skulle forstås som en ordre.

Så han havde ventet hendes far? Det havde hun ikke fået at vide. Tavst noterede Laurenne sig, at hun skulle huske at få straffet tjeneren for at give hende forkerte informationer, så hun nu risikerede at stå og se dum ud. Ikke at overraskelsen på nogen måde fik hendes perfekte maske til at falde, det skulle der meget mere til før skete.
"Jeg er sikker på, at han har noget vigtigt, som han blev nødt til at tage sig af" hun brød sig ikke om at komme med undskyldninger for greven,  men hun kunne heller ikke stå og svine ham til overfor en ven af familien. Han havde allerede rigeligt med grunde til at være vred på hende, lige nu følte hun ikke for at give ham flere. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede nysgerrigt på Valtor.
"Hvis de hellere vil gøres selskab af ham skal jeg gerne få sendt bud efter ham?" Hvem ville dog foretrække den gnavne gamle greve, når de i stedet kunne tilbringe lidt tid med hende?

Normalt var det ikke velset sådan at byde husets beboere på deres egne drikkevarer, men Laurenne var ikke som alle andre adelige. Jo, selvfølgelig gik hun op i at tingene foregik korrekt, men hun var langt hen af vejen større tilhængere af de mere uformelle væremåder. I hvert fald når hun var sammen med en nydelig mand som Valtor. Det gjorde det hele lidt nemmere.
"Nu de tilbyder" hun nikkede kort og tog så plads i stolen.
"Hvad bringer dem til disse egne? Jeg håber ikke, at de havde et vigtigt møde med greven siden han nu er optaget andetsteds" Det var trods alt ikke fordi der var meget i deres område som kunne trække folk til, så gæster havde ofte et formål på borgen eller i det nærmeste område, når de kom forbi.

Valtor viftede med affærdiget med hånden, da Laurenne begyndte at undskylde på Grevens vegne, og han sendte hende et nyt smil. "De behøver aldeles ikke finde på undskyldninger for ham" svarede han med en munter tone. "Desuden er jeg langt mere tilfreds med Deres selskab" fortsatte han. Han havde dog kun lige udtalt sætningen, da hun spurgte, om hun skulle sende bud efter Greven, hvilket fik ham til at ryste på hovedet, da han lige havde givet sin grund.

Ved Laurennes ord skænkede han vin i det tomme glas og rakte det til hende, som hun fik taget plads i stolen. Han tog selv plads og tog en tår, inden han rettede opmærksomheden mod den nydelige kvinde, da hun talte. Han lagde ikke ligefrem skjul på, at han tog alle detaljer til sig med øjnene, men blikket dvælede ikke et bestemt sted, og hans blik fangede hendes øjne, inden han begyndte at svare hende: "Forretninger" svarede han. "Selvom jeg nu på ingen måde har noget imod, at de får lov at vente lidt" fortsatte han med slet skjult hentydning i stemmen, som hans smil voksede en smule. Hans blik tidligere og hans ord nu lod ingen tvivl være om, at han langt mere værdsatte Laurennes selskab end at diskutere forretninger med Greven.

Det var en behagelig overraskelse, at Valtor virkede til at være frisk på lidt mere end lidt høflig snak. Det var langt fra gældende med alle de gæster, som Laurenne havde været "æren" af at underholde. 
"Personligt foretrækker jeg også at tage fornøjelserne før forretningerne" Hans hentydning var på ingen måde tabt på hende. Han så jo godt ud og var oven i købet greve, så hvorfor skulle hun ikke spille op til, at de kunne fordrive ventetiden sammen? Guderne måtte vide, hvornår hendes far var færdig med hvad end der optog ham, hendes erfaring var, at det godt kunne tage lang tid. Desuden burde han efterhånden vide, hvad der gerne skete, når han placerede sin datter i samme lokale som en nydelig herre af høj stand. Faktisk skulle det ikke undre hende, hvis hendes far havde planlagt, at hun skulle bruge noget af sin charme overfor deres gæst, så hvad end forretninger de skulle lave ville gå lidt nemmere, nu hvor han vel efterhånden havde indset at han ikke kunne styre hende.

Hun nippede til sin vin og lænede sig lidt frem, som om hun var dødeligt interesseret i, hvad han havde at sige. Selvfølgelig var hun udmærket klar over, at det ville give ham et næsten frit kig ned i hendes kavalergang.
"Er der noget andet jeg kan byde dem? Jeg er bange for, at min far ofte fordyber sig lige rigeligt i sit arbejde, så han mister tidsfornemmelsen, så vi kan lige så godt gøre os det komfortabelt" Hun smilede sigende til ham ved det sidste ord. Hun kunne sagtens være tålmodig og trække tiden ud, men hun ville helst ikke læbe risikoen med at de pludselig blev forstyrret, hvis de valgte at fortsætte deres flirt. 

Valtor kunne ikke lade være med at le ad Laurennes ord. Normalt ordnede han altid forretninger først, men han kunne vel gøre en undtagelse. Specielt når hun sådan sad og gjorde sig til. Han lagde heller ikke ligefrem skjul på, at han studerede kavaleren med et smil, da hun lænede sig frem. "Jeg er sikker på, De kan tilbyde en masse. Jeg er dog sikker på, vi kan finde et sted, der ville være mere komfortabelt" svarede han, som hans frie hånd strøg fingrene over hendes ene lår en enkelt gang. Selvom Greven fordybede sig, ville det være så irriterende at blive forstyrret. "Det ville jo være en skam at blive forstyrret i så godt selskab."

Valtor var normalt ikke typen, der sådan bællede vin, men han var også godt klar over, hvor det bar hen, så han tømte resten af sit glas i nogle lange tåre, inden han rejste sig og rakte en hånd frem mod Laurenne med et nærmest sultent blik. "Må jeg foreslå en rundvisning af slottets finere steder?" sagde han og lagde slet ikke skjul på, at han mere hentydede til et sted, hvor de aldeles ikke ville blive forstyrret.

Det var dejligt forfriskende med en mand, som kunne gå direkte til tingene i stedet for at de skulle lave alverdens krumspring før de begge indrømmede, hvad de egentlig havde lyst til. Man måtte altså sætte pris på en mand, som vidste hvad han ville have, især når det kom til kvinder.
"Det kan de selvfølgelig have ret i" Ikke at Laurenne ville haft det mindste imod at ordne det her i pejsestuen, hun savnede virkelig noget spænding, men der var ingen grund til at begynde og gøre et problem ud af det.

Hun stillede sit glas fra sig, og tog imod Valtors hånd, så hun elegant kunne rejse sig op. Hun elskede det sultne blik han så på hende med, det fik varmen til at sprede sig så behageligt i hendes krop.
"Jeg ville vel næppe være en god værtinde, hvis jeg ikke tilbød dem en rundvisning" Hun smilede til ham og satte kursen mod døren. De ville næppe have megen tid til at nå, hvad de gerne ville, så hun forsvandt hurtigt ud af døren og ned ad gangen.

For en sikkerheds skyld sørgede hun for at småsnakke med ham om borgen og dens historie, bare i tilfælde af, at de løb ind i en tjener, som uden tvivl ville sladre til hendes far, hvis noget virkede mistænkeligt. Den høflige småsnak varede dog kun indtil de kom ind på hendes værelse, hvor hun bestemt greb fat i hans skjorte og pressede sine læber mod hans, da hun havde lukket døren. Med det samme begyndte hun at arbejde på at få hevet skjorten af ham, der var trods alt ingen grund til at spilde tiden.

Valtor havde absolut ikke noget imod, at Laurenne havde lidt småtravlt. Det styrkede kun hans egen lyst til hende. Han gik med på legen om at smalltalke hele vejen i tilfælde af, at de skulle møde nogle tjenere på vejen. Han nåede dog kun at få et kort glimt af værelset, inden hans synsfelt blev blokeret af Laurennes hoved, og han gengældte ligeså hårdt kysset, som hun pressede mod ham.

Valtor var absolut heller ikke fan af at spilde tiden, og han lod med det samme sin ene hånd finde hendes nakke, så han kunne åbne kjolen og derved skubbe den ned over hendes skuldre. Havde hun nogle former for klæder på under, ville de med det samme blive fjernet, så snart kjolen var væk. Så ville den ene hånd blive placeret ved hendes baghoved, hvor han ville lade fingrene glide imellem de gyldne lokker og samtidig trykke hendes læber en anelse hårdere mod hans. Den anden ville blive placeret på hendes bagdel, hvor den med det samme ville begynde at massere hendes ene balle en anelse hårdt. Hvis det var nødvendigt, ville han slippe hende for at frigøre sig fra skjorten, men han ville vende tilbage til samme udgangspunkt bagefter, med mindre hun stoppede ham.

Villigt lod Laurenne både kjole og underkjole glide ned på gulvet. Hun var glad for, at hun havde valgt at tage den løse kjole på, så de ikke skulle kæmpe med alverdens snørre og knapper for at få kjolen af, det havde en tendens til at dæmpe stemningen en anelse. Hun havde dog ikke nogen tvivl om, at Valtor var erfaren, så lidt knapper og snørrer ville vel næppe have været noget problem for ham. Det var faktisk rart at være sammen med en mand, hvor det føltes som om, at han vidste, hvad han lavede. Der var desværre alt for langt mellem den slags mænd.

Hun sukkede lavt mod hans læber, da han havde smidt skjorten og hans hænder vendte tilbage til hendes baghovede og hendes balle. Nysgerrigt lod hun fingrene gå på opdagelse på hans overkrop, hvor der bestemt ikke var noget at brokke sig over. Havde det ikke været for hånden på hendes baghovede, ville hun nok have trukket sig væk, så hun for alvor kunne nyde synet af ham, men mon ikke der ville være masser af mulighed for det senere.

Hænderne faldt endelig til ro på hans brystkasse, inden hun blidt skubbede til ham for a signalere, at hun ønskede, at de skulle bevæge sig hen mod den bløde dobbeltseng. Hans bestemte berøringer var utroligt dejlige, men hun ville så forfærdeligt gerne mærke ham nogle flere steder, og rigtig gerne også noget mere af ham. Det var næsten en skam, at de formentlig kun havde ganske kort tid sammen, for hun havde på fornemmelsen, at han var en af de mænd, som hun ellers kunne have brugt timer på at nyde. 

Det virkede til, at Laurenne havde mere travlt end Valtor, men han protesterede absolut ikke, da hun begyndte at skubbe til ham for at få ham over mod sengen. Tværtimod, lod han sig villigt bakke. Han greb dog begge hendes hænder for at trække hende med sig. Så trak han lidt i hende for at få hende tættere på sig igen, så han kunne lægge armene om hende, vende dem begge en halv omgang og så temmelig bestemt skubbe hende ned i sengen. Hvis alt gik efter planen, ville hun nu ligge på ryggen med benene ud over sengekanten. Hvis det var lykkedes, som han ville have det, ville han læne sig frem og støtte med en på hver side af hendes hoved mod madrassen. Hvis ikke, ville han puffe til hendes skuldre for at lægge hende ned og så indtage stillingen. Han placerede et ben på hver side af hendes, så han stod med let spredte ben foran hende. Så bukkede han sig ned og nappede hende i halsen. Han sørgede dog for omhyggeligt at undgå at ramme hende med de spidse hjørnetænder, som han fortsatte nedad og ned over brystet. Hendes ene brystvorte fik en mere grundig omgang, inden han rettede sig op for at læne sig ind over hende igen, så han kunne kysse hende, mens den ene hånd satte neglene i hendes ene lår.

Det gjorde absolut ikke Laurenne noget, at han trak hende med hen til sengen, det var jo der, hun helst ville hen, så de kunne få ordnet, hvad de var kommet ind for værelset for.
Hun kunne spændingen og forventningen gøre hendes krop varm, da han skubbede hende ned på sengen. Det var en dårligt bevaret hemmelighed, at hun nød når mænd var lidt mere vestemte i sengen, ellers var de alt for nemme at sno om lillefingeren, og det virkede heldigvis til, at han ikke var bange for t være en smule ublid.

Da han lænede sig ind over hende, lod Laurenne hænderne gå på opdagelse på hans brystkasse. Hun satte neglene lidt i, mens hænderne gled rundt på hans hud, hun kunne jo også godt selv lide at tage lidt hårdere fat. Et tilfreds støn fandt vej over hendes læber, da han bearbejdede hendes brystvorte. Hun var allerede mere end klar til at mærke mere af ham, så det passede hende ikke, at han stod med hendes ben mellem hans, så hun ikke kunne komme til at sprede benene for ham.

Hendes hånd var gledet op til hans skulder, som hun borede noglene ned i, da hun mærkede hans negle i låret. Det var en velkommen forandring, de fleste mænd turde ikke tage chancen og efterlade mærker på grevens datter.

Valtor var absolut ikke bange for at efterlade mærker på Laurenne, specielt ikke der hvor de kunne dækkes af tøj. Han lod hende vide gennem dæmpede støn og små suk, hvor hun ramte rigtigt med neglene. Han var dog fuldt bevidst om, at de ikke havde oceaner af tid, så han lod ret hurtigt sine ben samle sig, så han kunne skubbe knæene mod hendes ben for at få hende til at sprede sine. Samtidig lod han sit underliv trykke sig mod hendes en gang, men det var ligeså meget for at understrege, at han altså stadig havde en del tøj på. Det var en skjult hentydning, men han havde samtidig på fornemmelsen, at Laurenne selv var temmelig utålmodig. Det virkede i al fald sådan, som hun prøvede at pirre ham.

Som han mærkede hendes negle i sin skulder, lod han et dybere suk forlade sine læber, mens han svarede igen ved at lade neglene stikke lidt dybere i låret, inden han trak dem ned mod knæet. Laurenne var ikke den eneste, der kunne pirre, og han lod sin frie hånd finde vej frem til hendes underliv, hvor han lod en finger glide ind.

Valtor havde ikke engang behøvet at skubbe benet ind mellem Laurennes ben, for lige så snart hun kunne komme til det, spredte hun lystigt benene for ham. Hendes negle kradsede ham ned ad ryggen, indtil hun nåede ned til hans buksekant, som hun undersøgte for at få hans bukser af. Imens lå hun og stønnede længselsfuldt efter hvad han gemte bag bukserne. Var det virkelig muligt at han ikke havde hørt om grevedatteren om var lidt løs på tråden og bestemt ikke var kendt for sin tålmodighed? Hun havde ikke lyst til at vente længere, heller ikke selvom hun vidste, at ventetiden ofte betalte sig i sidste ende.

Det var utroligt, hvordan han kunne tænde hende så hurtigt, men nu var han selvfølgelig heller ikke bange for at tage fat. Hun ville sikkert have mærker på låret i et par dage, men alligevel fik den søde smerte hende kun til at trække hovedet lidt væk, så hun kunne stønne endnu højere. Støn som gik over i bønfaldende klynk, da en finger gled op i hende. Hun rykkede hovedet hen, så hun kunne bide ham i huden lige under øret.
"Mere" sukkede hun mens hun pressede underlivet mod hans hånd. En finger var slet ikke nok til hende lige nu!

Valtor havde ganske vist hørt rygter om Laurenne Sinnett om, at hun var løs på tråden, men han kendte intet til hendes tålmodighedsniveau. Som hans bukser gled ned, lod Valtor sig bruge et øjeblik på at træde ud af dem og sparke dem lidt væk. Hans eget underliv talte sit tydelige sprog om, at han var ligeså klar til hende, som hun var til ham. Han selv var heller ikke ligefrem kendt for at være tålmodig, selvom han godt kunne være det, hvis han følte det nødvendigt. Det gjorde han ikke ligefrem her. Neglene mod hans ryg gjorde absolut heller ikke noget for at dæmpe lysten.

Valtor var stadig overbevist om, at selv hvis Laurenne skulle få mærker efter Valtors negle, havde han bevidst valgt at tage fat et sted, hvor han vidste, hun kunne skjule det. Hendes lyde fik ham dog imidlertid til at lade neglene kradse hende lidt ned over låret. Hendes bøn om mere, fik ham kun til at smile, som han lod sin finger pirre hende lidt mere. Det varede dog ikke længe, inden han trak den til sig for i stedet at lade sig trække op i hende. Selvom hun sikkert var vant til sex, var han alligevel lidt forsigtig og langsom, som han skubbede sig helt ind. Han ønskede trods alt ikke at ødelægge hende.

Selvom det sikkert ikke sømmede sig for en dame, kunne Laurenne ikke lade være med at kigge ned ad Valtor, da han langt om længe smed bukserne. Hun følte allerede, at hun havde ventet alt for længe på at se, hvad der gemte sig bag stoffet, og heldigvis var hun langt fra skuffet, hvilket højest sandsynligt kunne ses tydeligt på hende. Normalt ville hun ikke vise sin begejstring så tydeligt, men mon ikke det ville ende ud til hendes fordel, hvis hun pustede lidt til hans ego? Det her skulle nok blive godt.

Den pirrende finger fik Laurenne til at stønne lavt og tilfreds, der var ingen tvivl om, at han vidste, hvad han lavede. De nydende lyde var dog ingenting sammenlignet med, da han langt om længe stødte op i hende, og stønnene prompte steg i styrke, hun syntes allerede, at hun havde ventet alt for længe. 
Det var sikkert et meget godt tegn, at han var blid her til at starte med, men hun håbede virkelig, at hans hensyn kan ville vare indtil de var kommet ordentligt igang. For lige at indikere, at han gerne måtte være bare lidt mere voldsom, viklede hun benene rundt om ham, og forsøgte at trykke ham ind mod sig. 

Valtor havde absolut ikke noget imod, at Laurenne lod blikket glide over ham, og han gengældte i den grad gestussen. Det sultne blik var slet ikke til at tage fejl af, og han lagde bestemt heller ikke skjul på, at han nød, hvad han så.

Da han mærkede benene rundt om sig, forstod Valtor udmærket Laurennes hentydning, og et svagt smil bredte sig på hans læber, som han først tog lidt hårdere fat om hendes lår med den ene hånd. Samtidig satte han lydigt både tempo og styrke op, som han samtidig begyndte at trække hende ned mod sig, hver gang han stødte op i hende, og ligesom hende var han begyndt at stønne. Hans var dog lidt svagere. Hans nu frie hånd fandt vej til hendes ene bryst, hvor den begyndte at massere i faste tag. Han havde med vilje skruet lidt op for intensiteten, så hans greb var ikke helt blidt, selvom han stadig var påpasselig med, at han ikke kradsede hul med neglene.

Hver eneste bevægelse Valtor lavede, fik Laurenne til at stønne, sukke og klynke af fryd og begær, og blandet med den søde smerte fra hans hårde greb, lå hun nærmest og vred sig af nydelse. Han var allerede godt på vej til at få skubbet hende helt ud over kanten og ud i nydelsens tåger. 
Hun gjorde ikke det mindste for at dæmpe sig. Tjenestefolkene havde allerede hørt hendes nydelsesskrig rigeligt med gange, og hun betragtede det som en kompliment til den mand, hun havde valgt at beære med sit selskab. 

Hvis man færdedes meget blandt adelen, var det nemt at komme til at betragte de mange adelsfrøkener som skrøbelige porcelænsdukker. Enten fordi familien holt dem så beskyttede, at de intet vidste om verdenen, eller fordi de var så forfængelige, at de ikke kunne klare selv de mindste mærke. Mange havde fejlagtigt placeret Laurenne i den sidste kategori. Ja, hun var forfængelig, meget endda, men de mærker hun fik af mænd hun forlystede sig med, bar hun med stolthed. Var det mærker fra en særdeles god gang, kunne den svage smerte fra dem selv når mændene var sendt væk, gøre hende helt varm. Mon ikke de mærker Valtor efterlod på hendes krop ville give den samme reaktion, når han først var sparket ud af hendes gemakker igen.

Laurennes udtryk for nydelse gjorde kun, at Valtor langsomt kastede forsigtigheden mere og mere over bord, som han bevægede sig både hurtigere og hårdere i takt med, at hans greb kun strammede sig. Hans egne støn steg gradvist i takt med, at han nåede tættere og tættere på klimaks. For at hun ikke skulle få den idé at skubbe ham ud lige inden orgasmen, brugte han hånden på hendes bryst til at trykke hende bestemt ned i madrassen, mens han ivrigt trak i hendes lår med den anden, så han kunne trække hende længere ned over sig. Så mærkede han orgasmen skylle ind over, som han spændte helt op i kroppen, mens han skubbede sig så langt ind som overhovedet muligt, inden han tømte sig i hende i et langtrukkent støn. Han havde slet ikke kontrol over sine hænder, og han var ikke længere sikker på, at hans negle ikke ville efterlade skade. Egentlig var han også ligeglad lige nu. Han havde fået det, han var ude efter.

Valtor havde kun lige nået at trække sig væk fra Laurenne, da det bankede på døren, og en tjenestepige åbnede. Hun blev tydeligt flov over sådan at have braset ind midt i det hele, men hun fattede sig imponerende hurtigt (efter Valtors mening) og rømmede sig. "Undskyld forstyrrelsen, men Greven ønsker at se jer begge. Det er den store stue" sagde hun tydeligt mere henvendt til Laurenne end Valtor. Han gik ud fra, at hun vidste, hvad der blev talt om. Valtor nikkede blot, inden han gav sig til at tage tøj på igen. Så gav han sig tålmodigt til at vente, hvis Laurenne ikke var så hurtig som han selv var. Det var trods alt nemmere at lade hende føre an, når hun kendte stedet.

Havde det ikke været fordi at Valtor flyttede sig, ville Laurenne ikke have opdaget, at der var noge ved døren. Hun nåede knapt at samle benene, før en stuepige åbmede døren, ikke at det gjorde hende det mindste flov, tjenestefolk havde flere gange fanget hende sammen med en mand. Det var dog oftest Wolfram det gik ud over.
"Har du nogensinde hørt om at vente på tilladelse til at gå ind i et rum!" Tordnede hun mod den stakkels stuepige. Der var ingen tvivl om, at stuepigen var bange for Laurenne, men hun var uden tvivl mere bange for greven, for på trods af opsangen blev hun stående i døren og ventede på dem.

Laurenne fnøs fornærmet, inden hun rejste sig op og begyndte at hive tøjjet på, gudskelov tpg det ikke ret længe takket være den afslappede kjole. Valtor var færdig før hende, men lige så snart hun var præsentabel gik hun med lange skridt mod døren.
"Så se dog at flyt dig, eller jeg lader min far vide, at du stjæler fra spisekamrene!" Snerrede hun efter stuepigen. Påstanden var ganske vist løgn, i hvert fald så vidt Laurenne vidste, men både hende og stuepigen vidste, at greven ikke tolererede at folk stjal fra ham, og han ville til hver en tid tro sin datter over en tilfældig stuepige. Måske var det grunden til, at det stort set altid var Wolfram, som blev sendt afsted efter hende.