Det havde været en dag siden, Victoria var ankommet til Rubinien, og hun var fast besluttet på at give sig selv lov til at slappe af. Derfor var hun også taget til stranden i dagens anledning. Hun havde dog med vilje valgt at vente til sidst på eftermiddagen, hvor der ikke var så mange folk. Solen var på hæld, men der var stadig nogle timer til, at den ville gå helt ned. Lige nu lå hun direkte på sandet og nød egentlig bare varmen og solen.

Victoria ejede som sådan ikke noget badetøj, så hun var i stedet iført en sort top og et par sorte trusser a la "hotpants." Hun nød egentlig, at hun tiltrak sig opmærksomhed fra nogle af de andre, men hun gjorde som sådan ikke noget ud af det. I stedet havde hun bare lagt sig på ryggen med lukkede øjne. Hun havde overvejet at tage en dukkert, men for nu lå hun bare og slappede af.

Det var faktisk et stykke tid siden at William var taget fra Aquarin og han skulle da også gerne tilbage, men det var bare så meget bedre på landjorden at han ikke anede hvorfor han skulle tilbage. Men dette sted han var nu virkede bare så frygteligt at være. Han anede ikke hvad han skulle stille op med dette sted og han ville egentlig bare væk. Desuden så var Maximillian ikke i nærheden for han havde jo været nysgerrig som altid og taget langt væk fra Maximillians beskyttelse. Det var måske lidt dumt, mne hvad skulle han gøre. Når man var nysgerrig og når en udfordring blev sat op så skulle tingene da undersøges.

Stranden virkede ikke engang kølig som han kom ned på den og han smed sin trøje som han pænt lagde ved siden af ham og stak føderne ned imod vandkanten så vandet skvulbede op på ham. Han havde sin blå halskæde på og hans røde aftegninger var ikke til at finde på kroppen. Han overvejede et kort øjeblik om han skulle smide tøjet og så tage halskæden af, men alligevel så ville han bare gerne sidde her og nyde  udsigten, så kunne han altid tage afsted når stjernerne var begyndt at dukke frem på himlen. Han drejede hovedet og så en umådelig smuk kvinde ligge på stranden og det fik ham blot til at smile lidt mere for sig selv.

Victoria vidste ikke hvor længe, hun havde ligget der, men en fornemmelse af bevægelse ved siden af hende fik hende til at åbne øjnene og dreje hovedet. En ganske nydelig mand med rødt hår havde taget plads ikke så langt fra hende. Der var noget umenneskeligt over ham, men hun kunne ikke helt sætte sin finger på, hvad det var. Hendes blik viste dog tydeligt interesse for ham, og hun overvejede sine muligheder for at starte en samtale. Normalt kendte hun jo lidt til dem, hun snakkede med, så det var nemmere, men her var hun helt på bar bund. Hun bemærkede dog hans smil og valgte at sende ham et retur. Så tillod hun sig at sætte sig op og rykke lidt tættere på.

"Undskyld, men jeg har ikke set Dem her før. Jeg antager, at De ikke er herfra?" sagde hun med en varm stemme. Det var dog sandt, hun havde ikke set ham i Rubinien før, og Victoria var aldeles god til at huske ansigter. Hun vidste dog ikke, om det ville virke lidt tamt som en isbryder, men hun fandt vel ikke ud af det, hvis hun ikke tog chancen?

Det var vel egentlig ikke så mærkeligt at hun ikke havde set ham før. Han havde jo ikke lige frem været her før, og han kom ikke her fra. Faktisk var han langt væk hjemmefra. Han burde tage hjem, men det var ikke det der sad i hans hoved, specielt ikke når kvinden faktisk var kommet tættere på ham, og han kunne se mere af hende. Hun var en pæn kvinde og han fastholdte et smilt på læberne. "Det kan jeg ikke prale af at jeg gør. Faktisk kommer jeg der ude fra." kom det fra ham og pegede ud imod havet. Hvem ville gætte at han kom fra Aquarin og slet ikke når han ikke lignede en havmand på nuværende tidspunkt. Desuden kunne han jo henvise til en af øerne der lå der ude. Men hvordan han så var kommet her hen var jo en helt anden sag. Dog lod han blikket glide ud på havet og han  vippede lidt med fødderne for at mærke vandet helt. Han elskede havet, men det var jo også hans hjem. Han ville hellere end gerne der ud, men der var stadig så meget at udforske. Han drejede sit hoved hen imod kvinden og strakte benene for at lade vandet glide længere op af ham. "Ærligt så kommer jeg fra Aquarin" kom det fra ham. Han var ikke sikker på om folk kendte Aquarin længere, eller om det var glemt hos folket.

Victoria gengældte tydeligt betragtningen, som hun langsomt lod blikket glide over ham, og hun lagde på ingen måde skjul på, at hun kunne lide, hvad hun så, da hun kort bed sig i underlæben, da blikket passerede en hvis region. Hendes blik fandt dog hans øjne igen, da han talte, og hun nikkede forstående til hans ord. Hun havde hørt om Aquarin før. Det var trods alt hendes job at vide lidt af hvert. "De er altså en del af havfolket?" spurgte hun, selvom hun egentlig allerede kendte svaret. Hun vidste, at flere af dem var i stand til at skjule deres hale, men hun var endnu ikke helt sikker på, hvordan de gjorde det, og nysgerrigheden var tydelig i hendes ansigt, som hun prøvende rykkede sig lidt tættere på ham. "Må jeg så spørge, hvad der bringer Dem til Rubinien?" fortsatte hun, inden hun sendte ham et smil.

Han kunne ikke komme uden om at han kom fra havet, han havde netop sagt det også hvilket sted han kom fra. Det var dog et glemt sted hos mange folk på overfladen efter hvad han havde erfaret. Det var i hvert fald ikke på folkets tunger længere som det måske var en gang. Faktisk så havde folk det vel bare med at tro det var en skrøne, men han var langt fra sikker. Så da hun faktisk nævnte at han var havmand smilte han glad og nikkede ivrigt. "Jeg kan ikke helt komme uden om det. Jeg er faktisk prins, men det er ikke noget jeg praler med når jeg er oppe." faktisk var det sjældent han sagde at han var prins, mest af alt fordi at det ikke var det der skulle definere ham om hvem han var. Nogen gange ville han da ønske at han ikke var prins, men det ville han altid være, specielt nu hvor han også var kønsmoden og burde finde en at dele livet med nede under vandet. Dog havde der ikke været nogle som havde fanget hans øjne. Den dag skulle vel nok komme på et eller andet tidspunkt. Så længe det bare ikke var en fra overfladen, så skulle det hele nok gå godt. Han studerede hende lidt som hun lå der på sandet og lige frem viste sig frem for ham. Det var en smule lækkert at kigge på, men han var jo sådan set også pige glad. "Nysgerrigheden sendte mig her hen, jeg vil vide så mange ting om overfladen jeg kan. Selv de ting som måske er lidt farlige." han kiggede på hende og klappede lidt på det våde sand ved siden af ham. "Hvorfor kommer du ikke tættere på, jeg bider altså ikke." kom det roligt fra ham og lod sine hænder læne sig tilbage så han hvilede på hænderne lidt om bag ryggen.

Selvom Victoria havde hørt historier om havfolket, var det første gang, hun rent faktisk mødte en. Hun lyttede interesseret til, hvad han sagde, men hun så tydeligt overrasket ud, da han fortalte, at han var prins. Hun sendte ham dog et smil. "Tjah... jeg er grevedatter, men det er heller ikke noget, jeg praler med. Det er dog første gang, jeg både møder en havmand og en prins" svarede hun ærligt. Hun gjorde faktisk et større nummer ud af, at hun tilhørte Lyset, for hun gav ikke meget for sin titel. Specielt ikke når den blev udnyttet af en mand som Fyrsten. Den korte tanke om manden, fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen, og hun vred sig let over kuldegysningen.

Victoria nikkede igen til prinsens ord. "Er der så noget spændende at se på, der falder i din smag?" spurgte hun uden overhovedet at gøre et forsøg på at skjule hentydningen i sin stemme. Ved hans næste ord, smilede hun dog lettere udfordrende, men hun rykkede alligevel helt hen ved siden af ham. "Men det gør jeg måske" drillede hun med et glimt i øjet. Hun rettede sig selv op, så hun blev mere synlig for ham, og igen lagde hun absolut ikke skjul på, at hun sugede ham til sig med øjnene.

Hvorfor skulle man egentlig gå op i titler? Det var jo ikke fordi de var særlig vigtige, jo måske hans, men dem på overfladen gik de meget op i den slags? Han vidste det ikke, og det var faktisk ikke noget af det han havde lært mest om. Måske var det fordi at man ikke vidste så meget om titler i Aquarin? Han var lidt usikker og han rystede tanken lidt af sig. Han lyttede til hendes ord og blev bestemt interesseret i at hun var grevedatter. Det var noget der fandt det mere spændende, specielt fordi at han ikke vidste om der skulle ligges noget i det. "Greve datter siger du. Spændende, yderst spændende. Det er mig dog en ære at møde dem når det nu er første gang du møder sådan en som mig." kom det fra ham og smilte til hende. Det ville egentlig ikke gøre ham noget hvis hun ikke havde mødt en af hans slags. Det var der sådan set heller ikke så mange der havde. Men han var jo yderst interesseret i overfladen og det arbejde der blev lagt her oppe.

Som hendes ord fandt vej til ham kiggede han lidt på hende og fik et smil på læben. "Jeg må sige at jeg endnu ikke har fundet noget der interesseret mig, men dem der imod, er noget helt andet. Jeg kan jo lide hvad jeg ser." kom det fra ham, hvorfor skulle han ligge skjul på noget han egentlig godt kunne lide at kigge på. Han elskede kvinder, og hende der var foran ham lige nu var yderst interessant. Der var ingen tvivl om at han kunne lide hvad han så, og han blinkede da også til hende som hun rykkede sig tættere på. "Jeg tvivler på at du ville bide en som mig." på ny blinkede han til hende og der var flirt at spore i hans stemme. "Jeg vil dog ikke have noget imod hvis du bed lidt i mig." et grin kom over hans læber og han strakte sine ben helt ud så vandet skvulbede helt op på hans læg.

Victoria viftede lidt med hånden af hans kompliment. "Det er nu ikke noget, jeg går meget op i" svarede hun ærligt. "Det er langt vigtigere for mig at tjene Lysets hær end at være grevedatter" fortsatte hun og sendte ham et nyt smil. "Æren er helt på min side. Det er altid spændende at møde nye væsner" svarede hun så, som smilet voksede. Hun gik faktisk ud fra, at han måtte være ligeså interesseret i hende, som hun var i ham, for hun gik ikke ud fra, at han mødte mange fra overfladen. Hun kunne selvfølgelig tage fejl.

Mandens direkte kommentar fik det dog til at blusse i Victorias kinder, som de rødmede let. Hun var vant til komplimenter, men de var som regel lidt bedre gemt væk. "Jamen tak. Jeg må indrømme, at du bestemt også er en fryd for øjet" svarede hun ærligt. "Mit navn er forresten Victoria" fortsatte hun, da hun kom i tanke om, at hun faktisk havde glemt at præsentere sig. Hvor blev hendes manerer lige af? Hans ord fik dog hendes blik til at blive noget mere udfordrende. "Virkelig? Jeg har før overrasket andre, der troede det samme" sagde hun med en drillende tone, som hun kort truede med at nappe ham i armen. Hans næste ord fik hende dog til at smile lumsk, som hun blidt lod tænderne nappe ham, hvor hun før havde truet med det.

Det var nu ikke så svært at se at William var interesseret i det der sad foran ham, men det gjorde ham ikke rigtig noget at han ikke skjulte det. Han var villig til at gå langt for noget af det han gerne ville have. Han lyttede til hendes ord og nikkede lidt for sig selv. Han havde aldrig overvejet at tjene lyset, men det kunne han heller ikke rigtig tillade sig at gøre. Han var prins, og det var ikke sådan noget prinser gjorde. "Tjene lyset, det må være yderst interessant sådan en ting. Jeg ved at mange af mine folk kommer her op for netop at tjene lyset" han havde aldrig rigtig forstået hvad det ville sige at tjene lyset, men det kunne denne kvinde foran ham sikkert fortælle ham langt mere om end han selv kunne tænke sig til. "Andre væsner..." det lød så forkert som han sagde det selv, men hun havde ret, der fandtes jo andre væsner end lige ham og hans folk samt mennesker, han havde bare ikke rigtig mødt nogen af dem sådan helt endnu. Der var selvfølgelig den der ulv i sumpen, men det var så lang tid siden, og det var ikke et sted han havde lyst til at komme hen igen for alt i verden. "Du har sikkert ret i det du siger." kom det endelig fra ham og kiggede lidt ud imod horisonten.

Selvom hendes kinder blussede mente han ikke at han havde sagt noget forkert, han havde bare sagt noget af det han fandt sig til rette i. Han nikkede lidt til hende og smilte lidt. Det varmede sandligt det hun sagde, men det gjorde det ikke mindre skræmmende at høre sandheden. "Victoria, det er i sandhed et navn værdigt til en grevedatter. Mit navn er William Zan'jatar" kom det fra ham og smilte til hende. Han løftede den ene hånd og aede hende lidt på kinden han lod den dumpe ned i sandet. Hvordan kunne hun overraske nogle andre end sit eget udseende? Det ville være underligt hvis det ikke var anderledes end dette her. Han kiggede dog på hende og lagde hovedet lidt på skrå som hun prøvede at nappe i ham, for til sidst faktisk at gøre det. "Er det nu jeg skal skrige op?" kom det fra ham og grinte lidt. Han lænede sig lidt ind imod hende lod en af hendes lokker lege imellem hans fingre for til sidst at sætte den om bag hendes øre.