Det var afslutningen på en af de større operationer i Dianthos; En kult for Zaladin var blevet optrevlet. Det havde taget et halvt år for spionerne at samle de beviser, der skulle bruges. Da det dog var på plads, var det dog gået stærkt med at trænge ind og anholde kultisterne. Et par var døde, men de fleste havde overgivet sig ret hurtigt. Ingen af dem havde været krigere tilsyneladende.

Nu sad Victoria så ved sit skrivebord på kontoret og lagde sidste hånd på rapporten til generalen og Dronningen. Det var standard procedure, når en razzia var overstået. Selv hvis det ikke havde været en succes, ville hun stadig skulle skrive rapporten.

I det hele taget havde det været nogle lange og hårde måneder indenfor det sidste år eller så. Ikke nok med, at der sprang flere og flere kulte af forskellige slags, hun var også midt i processen med at skulle finde et nyt dække til Zirra, fordi Thanos fik fat i hende for et stykke tid siden. Det havde medført, at hendes gamle dække blev afsløret, og Victoria havde lige siden arbejdet med at finde svagheden. Det havde ikke været helt nemt, fordi hun skulle finde alle detaljerne i den gamle mesters noter. Hun var dog kommet frem til, at det var bedre at have en reel person som kransekagefigur, men hvem? Det skulle være en, der kunne modstå tortur. Desuden skulle hun stadig finde Thanos, fordi han jo kunne bryde Zirras dække en gang til, men han var som sunket i jorden, og hun var ikke tættere på at finde ham nu, end da hun startede med at lede efter ham. Hvis ikke hun havde haft evnen til at skifte hårfarve, ville hun da have været gråhåret allerede nu. Hendes første tanke havde været at skælde Zirra ud for at bukke under for torturen, men da hun fik tænkt lidt over det, bebrejdede hun mere den gamle spionmester for at give hende et dække, der ikke var fejlfrit. En ting var dog helt sikkert; hvis hun fandt Thanos, ville han komme til at fortryde at have lagt sig ud med en af hendes.

Udover problemer, skulle Victoria også se til, at Zirras nuværende dække i en ny kult ikke blev afsløret. Der var dog heldigvis ikke så længe til, at de skulle have hende ud, men hun frygtede altid lidt for spionerne, når de var på så farlige opgaver.

Hvis man forsigtigt åbnede døren, ville det være tydeligt, at Victoria lige i øjeblikket var helt forgabt i sine egne tanker. Arbejdet holdt trods alt aldrig op.

Corvus vidste at spionerne havde arbejdet på højtryk for at få samlet informationer om den kult for Zaladin der var kommet til, men nu var det gudskelov overstået. Nogle var døde, andr5e havde overgivet sig og Victoria var sikkert mindre stresset over den mission i det mindste. Han vidste hun altid havde tusinde bolde i luften på samme tid, hvilket Corvus vidste kunne være ret stressende for den unge leder, men hun tog det altid i stiv arm, uanset hvad end der skete. Corvus havde altid beundret den unge Victoria, ikke på noget skummel måde, men mere som en datter, for hun havde altid været nem at lære nye ting, lige fra hun startede til nu, hvor han var hendes advisor og hjalp hende fra tid til anden, mest af alt fordi han var ved at være for gammel til at kunne klare missioner, men så igen, der var formentlig ikke nogen der ville anse ham for at være en trussel, nu hvor han havde den alder.

Med rolige skridt gik han gennem gangene på borgen, en flaske vin i den ene hånd og to glas i den anden. Han tænkte at hun nok kunne bruge en lille pause for alt papirarbejdet og lige få en lille tår at drikke sammen med ham. Han havde uniformen på, på trods af han ikke havde lavet andet end at se på de nye rekrutter der trænede og rettede på de tusindvis af fejl de lavede. Han var bed at være træt af det, men han havde efterhånden været her længe, så han kunne formentlig en ting eller tog. Nej han var ikke alene om det, men de andre havde andre ting at se til, så Corvus havde været deres bedste løsning.

Stille bankede han på døren inden han åbnede den og stak hovedet ind ”Victoria, forstyrrer jeg?” spurgte han med et skævt smil som han kom ind og viftede lidt med flasken og de to glas ”Jeg tænkte du kunne trænge til lidt at drikke, taget i betragtning af alt det med kulten” sagde han med et smil som han puffede til døren bag sig med foden så den ville lukke i.

Bedst som Victoria var dybt koncentreret i sine tanker, bankede det på døren, og hun så mod den med en temmelig irriteret mine. Folk vidste da bedre end at forstyrre hende midt i hendes arbejde. Hendes ansigt lyste dog noget mildere op, da hun så det var Corvus. Hun havde faktisk ikke set ham et stykke tid, og det var rart at se, at han stadig var her. "Corvus" hilste hun, som hun rejste sig og gik rundt om bordet for at gå ham i møde. "Alt vel? Giver rekrutterne bøvl?" spurgte hun med en drillende mine, inden hun rakte ud for at tage imod flasken og glassene. "Jeg siger aldrig nej til en drink i godt selskab. Jeg har måske noget, du kan hjælpe mig med også" svarede hun, som smilet voksede en smule. Hun gav ham et flygtigt kys på kinden, inden hun vendte rundt for at sætte glassene på bordet. Så åbnede hun den ene skuffe i bordet, hvor hun fandt en proptrækker og begyndte at åbne flasken.

"Jeg har en spion, hvis dække er røget. Jeg har fundet fejlen, der afslørede hende, og nu mangler jeg en, der kan agere hendes chef. Har du nogle anbefalinger? Jeg overvejede nemlig at sætte dig på opgaven, men jeg ved ikke, hvor travlt du har" forklarede hun, som hun fik flasken åbnet med et lille *plop*. Herefter fyldte hun begge glas med den røde væske, inden hun satte flasken fra sig og rakte Corvus det ene glas. "Hvad skåler vi for?" spurgte hun med et drillende glimt i øjet.

Corvus trak en kort mine som om der var en kat der havde hvæst af ham, blot fordi han så den irriterede mine Victoria havde. Som hun hilste hævede han et øjenbryn ”Nå nå, er det med den på unge dame” sagde han efterfulgt af et kækt smil. Corvus vidste godt det ikke var fordi hun mente det, hvilket også var derfor han kom med den kommentar. Han sukkede ”Der er nogle der er bedre end andre… Men var jeg ikke gråhåret i forvejen, ak så var det kommet hurtigt” sagde han jokende. Han kunne godt lide de unge rekrutter, på trods af det ikke var altid de hørte lige godt efter. Han slap glassene og flasken og så på Victoria som hun nærmest kom med et tilbud ”Ja så?” sagde han spørgende. Han kinder blussede kort som hun kyssede hans kind.

Corvus lyttede til hendes ord og trak på skuldrene ”Hvor travlt jeg har? Jeg er en gammel mand der er begrænsninger på hvor travlt jeg nogensinde har… De eneste der står mig for, er blot at se til rekrutterne” sagde han med et smil. Det var ikke fordi han var ret meget i slagmarken mere, mest af alt fordi han oftest ikke kunne holde til det. Han tog imod glasset med vin og trak på skuldrene ”At jeg allerede har gråt hår og rekrutterne ikke kan give mig flere” sagde han med et grin i stemmen.

Victoria svarede i første omgang tilbage ved at sende ham et skævt smil. Hun var slet ikke i tvivl om, at Corvus havde forstået vittigheden. De havde trods alt kendt hinanden et godt stykke tid, hvilket også betød, at de ikke altid behøvede at være så påpasselige med at fornærme hinanden. Hun kunne dog ikke lade være med at fnise over hans kommentar, inden hun sendte ham et smil. "Jeg synes nu, farven klæder dig" svarede hun muntert, selvom undertonen var ærlig. Selvom han var oppe i årene, så han stadig godt ud, og selvom hun aldrig havde set ham som en potentiel partner, kunne hun i ny og næ alligevel ikke lade være med at beundre, at han stadig havde en veltrænet krop. Det imponerede hende virkelig, at han var i stand til at holde den ved lige.

"Så jeg skal tage det som et måske?" sagde hun og var tilbage i den flabede tone, som hun blinkede med det ene øje til ham. "I så fald håber jeg bare, at jeg ikke bliver gråhåret før tid" fniste hun, som hun skubbede sit glas mod hans, så de klirrede, inden hun tog en tår. Den var virkelig god. "Du har virkelig overgået dig selv i valg af vin denne gang, Corvus" komplimenterede hun muntert med et nyt smil.

Corvus sendte hende et kækt smil og viftede så med hånden, som om han viftede hendes ord væk ”Jeg savner dog af og til mit flotte brune hår og skæg, men sådan er det at være menneske, alt bliver gråt” sagde han med et lettere opgivende suk. Han husker som var det i går han havde det halvlange, fyldige brune hår, men med et havde det gået stærkt og han var nu fuldkommen går, næsten hvidhåret. Det eneste der nærmest ikke var ældet ret meget, var hans krop. Jo, bevares så var den måske ikke i helt i samme form, men man kunne bestemt stadig se musklerne.

Svagt trak Corvus på skuldrene ” Fortæl mig lidt mere, så kan jeg høre om min gamle bedstefar krop kan holde til det” sagde han efterfulgt af et klukkende grin, som endte ud i han måtte hoste ganske kort. Han så på hende og smilede ”Så længe du sørger for at ham der allerede er gråhåret holder styr på de nye, så tror jeg nu nok dit hår skal holde sig fint i mange år endnu” sagde han med et kækt smil på læberne. Han rakte ud og lod deres glas mødes før han smagte på vinen. Ganske udsøgt var den bestemt ” Det var en min søn havde skaffet og efterlod ved mig for længe siden og nu tænkte jeg den skulle åbnes” sagde han og så på flasken ”Jeg kan intet se… Mener han sagde det var et eller andet fra Elverly eller sådan noget… Jeg husker det ikke” sagde han med et svagt suk. Hukommelsen var så småt begyndt at glippe fra tid til anden, hvilket irriterede ham så endeløst, men der var intet han kunne gøre, sådan var det at blive gammel.

Victoria lyttede til Corvus' ord og nikkede genkendende. Hendes egen far var jo selv blevet helt grå, selvom hun nu syntes, at Corvus bar det noget bedre, end den kære greve gjorde. "Det har garanteret også været et majestætisk skue, selvom det nu klæder dig ganske godt at være sølvræv" svarede hun, som smilet voksede en smule. Så satte hun glasset fra sig på bordet og gav sig til at rode sine papirer igennem. Til sidst fandt hun sagsmappen på Zirra og rakte den til Corvus.

"Zirras dække er blevet brudt af en mand ved navn Thanos. Jeg går ud fra, du ved, hvem han er? Han er i al fald på listen over eftersøgte. Nåmen hvorom alting er, fandt jeg det som værende en meget kompromitterende fejl, at hun som en del af sit dække havde en mand som chef, der egentlig ikke eksisterer. Det var det, der fik hende i fedtefadet og endte som modtager af en omfattende omgang tortur" fortalte Victoria, og der var et tydeligt skifte fra den mere løssluppende personlighed før; øjnene var blevet mere fattede, og blikket var alvorligt. "Jeg beder dig ikke om noget omfattende, men det ville virke mindre mistænkeligt, hvis chefen for denne forretning rent faktisk tog til de møder, han bookede. Det var jo netop, fordi chefen blev ved med at udskyde og ikke dukke op tidligere, at andre begyndte at grave i det" forklarede hun videre. "Der bliver samtidig sat flere på opgaven. Jeg vil ikke risikere, at en af mine bliver udsat for det samme igen." Alvorligheden i blikket skiftede til at vise harme i stedet, og det var tydeligt, at hun absolut ikke var fan af, at en spion var blevet udsat for tortur over en mand, der egentlig ikke fandtes. "Du vil få livvagter, men jeg ved, at du samtidig kan passe på dig selv" sagde hun, og hendes øjne vendte til at vise beundring i stedet. "Det er selvfølgelig forståeligt, hvis du siger nej, men lige i øjeblikket er jeg i mangel på erfarne spioner, der rent faktisk kan spille rollen overbevisende" svarede hun med tydelig ærlighed i stemmen. Det var dog samtidig tydeligt på hende, at hun ikke brød sig om, at hun manglede spioner med livserfaring. Ofte var det fordi, de stoppede grundet alderen, men det gjorde også, at hun ofte manglede nogen til de sværere dækopgaver.

Som det alvorlige igen var ude af verden, greb Victoria igen vinglasset og ved Corvus' ord, blev hendes blik igen drillende. "Tjaah, det kan ske, før man tror det" svarede hun med en tydeligt flabet undertone, inden hun lod håret blive stålgråt. Samtidig lod hun hudfolderne i ansigtet blive mere slappe, så hun kom til at se mere rynket ud. Hun holdt dog kun det aldrende udseende kort tid, inden hun ikke kunne holde koncentrationen, som hun brød ud i latter, og hendes udseende vendte tilbage til sit normale. Så sendte hun ham et smil, som han begyndte at fortælle om vinen, og hun nikkede. "Det var nu også bare en kompliment" svarede hun muntert. "Og bare rolig, hvis jeg ikke havde alle mine noter, ville jeg heller ikke kunne huske noget som helst, så du er ikke den eneste, der har problemer med hukommelsen" sagde hun ærligt, selvom der var et drillende glimt i hendes øjne.

Corvus viftede let med den ene hånd, nærmest som han viftede komplimenterne væk ”Majestætisk er nok så meget sagt… Men skulle jeg selv sige det, var det ganske nydeligt” sagde han med et kækt smil på læberne. Sølvræv? Ja det kunne han nok ikke løbe fra, for nu var alt hans hår og skæg hvidt, men snert af lidt grå hist og her. Bevares, det havde da sine goder at være en ældre herre, men mindst lige så mange ulemper… Hans hukommelse var i hvert fald en kæmpe ulempe. Han så mod sagsmappen som Victoria rakte den til ham og tog imod den. Han åbnede den og skimmede let over teksten mens han lyttede til hende.

Thanos? Navnet ringede en lille klokke, men han var ikke helt sikker på han kunne sætte et ansigt på personen. Let hævede han et øjenbryn, som der langsomt kom et billede op for ham ”Ah, Thanos… Ham med den røde charmeklud og det voldsomme ar… Fortsæt.” sagde han som han let bladrede igennem noterne der lå i mappen og sukkede let. At Zirra havde været igennem sådan en tur, gjorde nærmest ondt på mig ”Hvordan har Zirra det på givende tidspunkt? Sengeliggende eller på benene igen? ” spurgte han og skævede let op på Victoria. Let fnøs han over hendes kommentar om hun forstod hvis det blev et nej. Han rettede blikket fuldt mod hende og trak på skuldrene ”Bevares, så er jeg ikke i samme stand som jeg var før i tiden, men mon ikke jeg kan klare det, så længe der er nogle til at træde til, hvis jeg får brug for det… Kan du give mig en dag? Så læser jeg lige mappen ordentligt igennem og så vender jeg tilbage i morgen formiddag” sagde han med et let undskyldende smil. Han vidste godt der var mangel på gode spioner og der fra tid til anden ville være en eller anden form for job, som han måtte tage på. På nuværende tidspunkt, var han ikke sikker på om han ville tage jobbet, men Corvus havde brug for stilhed til at læse dokumenterne, plus have tid til at gøre op med sig selv, om det var en god ide, eller om han blot skulle være fluen på væggen og tage af sted som ravn?

Corvus så på hende med et overrasket blik ”For Zaladin… Hvad i alverden…” kom det fra ham som han kneb det ene øje sammen og nærstuderede hende. Let nikkede han ”Ja… Men selv som gammel dame, stråler du” sagde han med et smil på læberne. Ganske vidst kendte han godt til Victoria’s evne, men dette var en af de få gange han havde set det tæt på. Corvus lod et let grin undslippe ”Det var dælme tidligt… Du er jo ikke andet end halvdelen af min alder… Cirka… Og allerede ved at glemme ting” sagde han med et kækt smil på læberne. På sin vis varmede det at vide han ikke var den eneste der havde hukommelsesproblemer, hans var sikkert bare mere alderen der var ved at trykke, mens hendes kunne være stress.

Victoria trak på den ene skulder med et smil ved Corvus' ord. Emnet var lidt uddebatteret, og de ville bare køre i ring, hvis hun fortsatte med at modsige ham, så hun lod være. Det var nok for hende, hvis de bare kunne være enige om at være uenige på det område. Desuden var emnet alligevel blevet en kende mere alvorlig.

Victoria ventede tålmodigt på, at Corvus kom i tanke om, hvem Thanos var, og hun sendte ham et bekræftende smil ved hans ord. Hun var dog ikke helt sikker på, hun var enig i hans ordvalg af "charmeklud", men det var en mindre detalje, der var sagen uvedkommende. Hans spørgsmål var dog ganske reelt. "Fysisk er hun i topform igen. Psyken er lidt noget andet. Hun tog et hårdt slag. Det er første gang, hun har været udsat for tortur længe nok til, hun var villig til at afsløre, hun er spion. Hun har dog anmodet om at blive sendt ud igen. Jeg er ret sikker på, hun bebrejder sig selv mere, end jeg nogensinde ville kunne gøre - ikke at det er tilfældet - så jeg havde faktisk tænkt mig at godkende det" svarede hun. Victoria var ikke sikker på, det var den bedste løsning at begrave sig i arbejde, men hun vidste samtidig ikke, hvad der ville være bedst for Zirra for at komme ovenpå igen, men hun så det som et godt tegn, at den unge spion gerne ville tilbage i felten.
Victoria hævede det ene bryn ved Corvus' ord. "Selvfølgelig. Jeg kunne ikke drømme om at sende dig ud alene. Og tag al den tid, du har brug for" svarede hun, inden hendes læber atter trak op i et smil. Hun vidste godt, det var en stor ting, hun bad om, og hun ville absolut ikke holde det mod ham, hvis han skulle afslå.

Victorias forvandling havde den ønskede effekt, og hun kunne ikke lade være med at fnise lidt mere over hans overraskede udtryk. "Undskyld, jeg kunne ikke lade være" svarede hun med tydelig munterhed i stemmen. Hun viftede dog affærdigende med hånden ved hans kompliment. "Pfft, nu smigrer du" svarede hun, som hendes kinder blussede let lyserødt. Hun var vant til komplimenter, men det var lidt anderledes, når det kom fra Corvus. "Det kommer helt automatisk, når der er meget at holde styr på. Man kan umuligt huske det hele" svarede hun. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, at hendes arbejde var stressende af og til, men oftest var det fordi, hun havde mange bolde i luften på én gang, at hun ikke altid kunne holde styr på det. Det var også derfor hendes skrivebord ofte (når hun ikke lige havde ryddet op, fordi hun fik fint besøg) flød med små noter over det hele, så hun kunne holde styr på, hvad der var hvad.

Emnet om hans hår og udseende blev kvittet og de vendte tilbage til sagen om Zirra. Det arme pigebarn havde været en del sammen, men gudskelov var hun i nogenlunde tilstand. Som Victoria begyndte at tale, nikkede han let. Dog blev et øjenbryn hævet da hun nævnte at Zirra havde tænkt sig at tage ud igen. Let trak han så på skulderen ”Har hun snakket med nogen om psyken? Jeg syntes umiddelbart hun skal have tid til at få bare lidt af det på rette køl. Ikke jeg betvivler hendes evner, jeg ved trods alt hvad det kære pigebarn er i stand til. Men jeg har ikke det sidste ord, Victoria. Hvis du er sikker på hun er i stand til at klare sig der ude, så send hende afsted, jeg kan altid følge lidt med, hvis du forstår” sagde han og blinkede til hende. Her refererede han selvfølgelig til sin evne, hvor han kunne forvandle sig til en ravn. Han kunne altid følge efter Zirra og holde øje med der ikke gik noget galt. Let viftede han med hånden da hun sagde han blot kunne tage den tid han er brug for ” Bevares så er jeg halvblind… Men altså” sagde han og kluklo ganske kort ”Men jeg skal nok få den læst igennem” sagde han og gav et enkelt nik.

Corvus sendte hende et smil og nikkede ” Nu har jeg aldrig… ” sagde han og holdt smilet fremme. Han bemærkede godt hendes kinder der blussede op ” Hov, hvad er nu det? Der kom vidst lidt kulør i kinderne der, hva?” sagde han og kluklo. Ak ja, det var længe siden han havde fået kvinder til at rødme på den måde, men nu så han Victoria som en datter, så aldrig i livet om det ville komme på tale! Desuden var han en gammel nisse. Han nikkede til hendes ord og sukkede let ” Tro mig… Jeg ved hvad du går igennem, men bare rolig” sagde han og var et kort sekund seriøs ” Det bliver kun værre” sagde han og lo igen. Corvus vidste godt at Victoria havde tusinde ting at holde styr på. Både missioner, dokumenter og spionerne, dog vidste han på samme tid også at hun fik hjælp af forskellige folk, hvor Corvus var en af dem. Han kunne godt lide at arbejde under hende, trods hun godt kunne være hård, men han tog det ikke til sig, for han vidste hun ville blive god igen efter lidt tid.

//Jeg undskylder for at lukke tråden. En lidt dybere forklaring findes her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=14059&currentpage=1#618234