Nogen gange var Arion faktisk dybt imponeret over at han kunne holde sig selv i livet, med det niveau af uheld han åbenbart gik og gemte på i kroppen. Han havde fået en del studs, blå mærker og ømme muskler af den almene træning som Anann kørte med hård hånd. Han var da også blevet bedre til at holde et sværd og bedre til også at bruge det, men han fik ofte rap over nallerne og var efterhånden altid dækket ind i forbindinger på sine hænder. Men træning var en ting, for de skader kunne Arion sagtens leve med, selvom han konstant var øm. Det var langt værre når han kom mere til skade.

Det havde været en tidlig morgenvandring i den dejlige morgensol som endelig var begyndt at komme frem. Rimfrosten havde lagt over Dianthos, som Arion gik igennem gaderne og nød den friske morgenluft. Enten havde han ikke kigget sig for, eller også var han bare snublet over sig selv, men han husker at han faldte, men husker ikke at han fik et slag.

Arion var kun halvt ved bevidstheden som han blev slæbt, mere eller mindre båret hen til helbrederhuset, noget skiløjet og en tynd stribe blod løbende ned fra tindingen han havde ramt ind i en løs brosten. Han hænder havde været beskyttet af forbindingerne, men håndledene var ømme, og hans ene ankel var forvredden godt rundt og begyndte efterhånden som han kom mere ved bevidstheden at dunke af smerte. "H-hvad skete der?" Han tog sig til hovedet som han blev placeret på en seng med formaning om at læne sig tilbage og holde foden oppe. Den velkendte byvagt der havde slæbt ham ind, klappede ham på skulderen med et overbærende smil, forklarede at han havde set Arion falde, og det nok skulle gå, men han var nødt til at gå. Efterladende Arion helt alene i helbrederhuset hvor folk gik frem og tilbage, travlt optaget af at besøge, hjælpe eller arbejde. Arion havde et dybt forvirret udtryk, mens han kiggede rundt.

Arion fik ikke lov at ligge længe, før en ung, rødhåret kvinde, med en fornemmelse af kontrolleret tralvhed om sig, nåde hen til ham.

"Hej, mit navn er-" begyndte hun, men som hendes blik faldt på Arions ansigt, stoppede hun brat op, med munden hængende halvåben. Hun så ud som om hun havde set et spøgelse. Det kunne ikke passe. Joran? Men han var død.. Død fordi hun ikke kunne redde ham. Men hvis han var død, hvordan kunne han så ligge her og kigge dumt op på hende, som om.. Som om det slet ikke var ham.
Selvfølgelig var det ikke ham. Han var død. 

Der gik et langt øjeblik hvor hun blot stirrede på ham, inden hun fik trukket sig selv ud af det, og slog blikket ned.
"Kit. Mit navn er Kit. Du er ham byvagten kom ind med? Kan du fortælle mig dit navn, og hvad der er sket?" spurgte hun, mens hun trådte helt hen til sengekanten, hendes blik undersøgende glidende over ham. Hun undgik dog hans ansigt temmelig bestemt.

Arion havde aldrig været forbi helbrederhuset før. Han vidste at byvagterne ofte kom forbi, enten fordi de selv var tilskadekommende, elelr fordi andre var. Alt var derfor fuldkommen nyt for ham, og han var ret fortabt. Hans blik fandt frem til en rødhåret ung kvinde, nok ikke meget ældre end ham selv, talende til ham.
Det pludselige stop fik ham til et blinke et par gange og derefter se bekymret på hende. Hun så helt forkert ud i ansigtet, som havde hun set et spørgelse. Forvirret kiggede han sig over skulderen for at se om det var noget andet end ham som fik hende til at reagere så underligt.

"Hej Kit. Mit navn er Arion. Jeg er ikke helt sikker på hvad der skete, men jeg mistænker at være snublet i morgenfrosten og slået hovedet ind i enten en brosten eller en kærre.. eller.. mit hoved ramte noget i hvert fald. Min ankel har det heller ikke så godt." hans hænder havde været mere beskyttede som man kunne se træningsforbindingerne om hans hænder, men anklen havde stået for frit fald, så at sige. Hvad hans hoved angik, var der en halv størnet blodstribe ned af siden af hovedet som afslørede et hul.
Men trods alt det, havde han allermest lyst til at spørge Kit efter om alt var i orden med hende. Hendes forbavsede, ja nærmest bange udtryk havde gjort ham nervøs. Mest af alt fordi, han synes da ikke selv han så farlig ud?

Kit trak sit professionelle ansigt på igen, og det lykkedes næsten. Chokket sad stadig i hende, og det kunne ses, selv som hun fortsatte på vanelig vis.
"Okay Arion, jeg kigger lige på din hovedskade først, og så tager vi resten bagefter, okay?" det var et retorisk spørgsmål, for at lade ham vide hvad der skulle ske, og Kit havde allerede bevæget sig op til hovedenden. Hun undgik stadig at kigge direkte på hans ansigt hvor hun kunne, men det var svært som hun skulle finde såret.

Kit rømmede sig en smule "Kan du dreje hoved for mig? Hvis det gør ondt i nakken skal du dog stoppe med det samme" bad hun, og pegede i retningen hun ville have ham til at dreje hoved, så hun kunne komme bedre til såret, uden at skulle kigge for meget på hans ansigt.

Imens bukkede hun sig hurtigt ned, og trak en ren klud ud af skabet ved siden af sengen, og vædede den en anelse, fra en flaske med det fineste sprit helbrederhuset kunne skaffe, hun bar i bæltet. Det var hårde sager, ment til at rense sår, og BESTEMT ikke til at drikke. 

Arion var imponeret over hvor hurtigt så ung en person kunne trække en professionel maske ned over sit ansigt. Den erfaring troede han kun tilfaldte de voksne. Og selv ikke ret mange af dem kunne holde den særlig godt. Han kunne godt se at noget stadig rystede hende, men han følte også at han burde respektere hendes professionalisme. Men han var også bekymret. Han smilede opmuntrende til hende og nikkede kort, uden at ville bevæge hovedet for meget. Det var trods alt ømt.

"Selvfølgelig" roligt drejede han hovedet. Det gjorde ikke ondt at gøre, men han kunne godt mærke en smule stivhed og ømhed i nakken. Noget han selvfølgelig fortalte hende. Hans farmor havde lært ham at healere skulle man være ærlige overfor, ligemeget hvad det var.

"Frøken Kit?" spurgte han pænt, ventende på at få tilladelse til at spørge hende om noget, og ikke bare slynge spørgsmål afsted. Hun var trods alt på arbejde, og det ville han acceptere. Men han ville alligevel rigtig gerne spørge om alt var som det skulle være med hende. Hun havde set så forskræmt ud. Den effekt ville han nødigt have på folk.

"Det kommer til at svige en smule" advarede hun, inden hun begyndte at tørre blodet ved hans tinding væk, og rense såret. Nok kunne hun helbrede såret, men hvis der først gik infektion i blodet, var det en helt anden sag. Det gjort, holdt hun hånden over såret, og lod sin helbredende evne gøre resten, mens Arion stadig kiggede over mod væggen.

Det var et trick Mitch havde lært hende. Folk gjorde generelt som man sagde som lægekyndig, og det var noget nemmere end at forsøge at forklarer folk hvorfor de skulle lukke øjnene.

"Ja?" svarede hun roligt, da han lod til at have et spørgsmål. Hun formodede han nok ville vide hvornår han kunne være på benene igen, det var det evige spørgsmål. Kit havde dog pli nok til ikke bare at svarer, men at lade ham stille sit spørgsmål først.
En sjælden gang imellem havde unge mænd faktisk andre spørgsmål!

Arion havde aldrig været hos en healer før. Altså en rigtig en. Han havde været forbi med skrammer og sår hos en i den lille landsby som forstod at rense sårene så de ikke alle blev syge af infektioner. Ellers havde hans bedstemor klaret resten. Han var derfor bekendt med den lette svig fra midlet hun brugte til at rense, og vidste at hun gjorde det for at det blev rent. Følelsen af at såret lukkede sig, var en fagre ny verden. Det føltes underligt og helt igennem rart på samme tid. En følelse som frembragte et lille smil på hans læber. Ikke at han håbede på at skulle igennem mange perioder hvor healing var nødvendigt for at han kom igennem sin hverdag men lige i øjeblikket føltes det ganske opkvikkende.

Han drejede roligt sit hoved tilbage for at kigge på Kit for at stille sit spørgsmål. Hans hoved drejede lidt til den ene side, og det var ikke muligt for ham at skjule sin bekymring. ”Er De okay? Jeg beklager hvis jeg har gjort noget forkert” han var malplaceret i byen. Han vidste ikke hvad var normalt her eller hvordan man skulle opføre sig, og hun havde set så forskrækket ud. Det kunne han se, men han forstod ikke hvorfor.

Kit trak roligt hænderne til sig som Arion drejede hoved tilbage i hendes retning. Det var ikke meget healing der havde været nødvendig, bare nok til at lukke såret og sikre andet skade på hoved og nakke var ordnet. De var oftest de farligste i den salgs situationer!

Arions spørgsmål var dog overhoved ikke hvad Kit havde forventet, og hun stirrede lidt uforstående på ham, og blinkede et par gange. "Ehm... Jeg.. jeg har det fint?" svarede hun lidt tøvende. Det tog hende et øjeblik længere at indse at han måske havde lagt mærke til hendes ikke særlig diskrete reaktion da hun først var kommet ind i rummet.
Hun rømmede sig, og prøvede at genvinde professionalismen "Jeg, ahem, så bare forkert, og troede du var en anden først. Du ligner en jeg kender, en lille smule" hun rettede det mentalt til 'kendte', men lod være med at sige det højt.

"Umiddelbart lader der ikke til at være noget alvorligt. Du virker klar i hoved, og der var ikke nogle tegn på infektion i såret. Jeg tager lige et kig på din ankel, og ser hvor slemt det står til der, og så kan jeg give et estimat af hvor længe du skal holde dig af fødderne" fortsatte hun, som om intet unormalt var hent. Hun håbede ved Isari at anklen var fin, og hun ville kunne sende ham hjem med det samme, så hun kunne undgå flere opfølgende spørgsmål.

En bange anelse ramte ham. Måske han havde set forkert? Måske antog han noget som slet ikke var der? Altså, det kunne da ikke tages som noget negativt at han spurgte ind til hendes velbefindende. Men også som hun rømmede sig og hun syntes at genkende hvad han spurgte ind til, ramte den næste tanke. Havde han nu mindet hende om noget ubehageligt igen som hun havde fået gemt væk? Oh han følte sig som en klovn, men han ville også bare så nødig være grund til at nogen havde det skidt.
Men hendes svar beroligede ham, selvom hendes reaktion tidligere afspejlede nogle ubehagelige minder. Han havde lyst til at spørge ind til det, men han havde også respekt for hende og hendes privatliv. Han kunne ikke bare sådan udspørge folk når han var nysgerrig! Specielt ikke når det virkede til at være ubehageligt for dem. ”Oh.. Okay” han smilede muntert, eller i hvert fald opmuntrende og venligt til hende. Desuden skulle han ikke forstyrre hendes arbejde heller!

Han nikkede som hun startede op med healersnak og dermed tilbagevendt til sit arbejde. Han ville ikke tage det fra hende, men spekulationer var der rigeligt af i hans åbenbart klare hoved. Han kunne ikke undgå at smile en smule mere morende over det ordvalg. Men han fejlede ikke noget! Andet end anklen. Han kiggede ned på den. Den var hævet op, og han havde ikke haft lyst til at flytte på den, efter at den var blevet lagt stille og dermed ikke gjorde ondt, så længe han virkelig ikke bevægede den. ”Bare sig hvad jeg skal gøre, Frøken Kit” om det var at han skulle sidde bom stille, så gjorde han det. Han ville nødigt gøre hendes arbejde mere besværligt. Ikke mere end han allerede havde gjort.

Kit fik det næsten helt dårligt med hvor hård og afvisende hun havde været, som Arions ikke var andet end hensynsfuldt, en omsorg hun indså hendes opførsel ikke helt havde gjort hende fortjent til. Hendes kinder føltes pludseligt en smule varme.. men det var nok bare rummet.

Med vandte fingre fjernede hun snørren fra hans støvle, og åbnede den så meget op som den kunne.
"Jeg tager støvlen af dig nu" advarede hun roligt, inden hun forsigtigt løftede hans fod, og roligt, men bestemt, lirkede støvlen af ham. Det var ikke nemt, for anklen var hævet, men det lykkedes hende at gøre, uden at vippe alt for meget med hans fod. Støvlen blev smidt på gulvet, og en pude foldet og proppet under benet, så foden var hævet.
"Det.. var min bror du mindede mig om.. han døde under de plager dæmonerne satte løs på landet" fortalte hun så lidt fjernt, mens hun undersøgte fodden. Hun håbede det var nok til at forklarer hvorfor hun havde været bleg, for Kit var ikke sikker på hun kunne sige mere, uden han ville kunne hører hvor følelsesladt hun egentlig var.

Arion kunne godt fornemme at Kit syntes at have noget at kæmpe med indeni sig selv, men Arion vidste ikke hvad det var. Han regnede med at det netop var hvad hun havde fortalt. At hun havde troet at han var en anden og det havde hylet hende en lille smule ud af den. Han gad godt vide hvem det egentlig var, som kunne frembringe sådan en reaktion, men han holdte det for sig selv. ”Okay” han forberedte sig og ganske rigtigt det gjorde oprigtigt ondt i hele foden  som støvlen blev lirket af ham. Hans ansigts fortrak sig i ubehag og hænderne greb fat om sengelinnedet i fuldt kraft til anklen var fri.
Faktisk havde han holdt vejret imens og lukkede et langt suk ud som hans fod følte en smule fred af at være ude i det fri. Selvom den virkelig dunkede.

Arion lænede sig tilbage og kom med et kort støn da han ordentligt lænede sig op af puden i ryggen. Han drejede blikket tilbage på Kit som hun lidt fjernt begyndte at tale igen. Hun så ud til at være optaget af hans fod imens, nok for ikke helt at afsløre hvor tung et emne det egentlig var hendes ord bød frem. Han åbnede munden og lukkede den igen som en fisk på land. Det forklarede en hel del og Arion var ked af at hun skulle opleve det. ”Det er jeg virkelig ked af at høre, Frøken Kit. Og jeg er virkelig ked af at jeg frembringer…. Ja minderne” han kunne ikke bare sådan ændre sit udseende, men derfor følte han stadig med hende. Og han så også på hende med medlidenhed, men uden at afbryde hendes arbejde. Måden hun agerede på og hvor fjern hun virkede, afslørede at hun nok helst ikke ville diskutere det med ham. Han var også en fremmed alt i alt.

Kit sukkede tungt, og viftede affejende med den ene hånd ved Arions.. undskyldning? Det var det vel ikke helt, men hans omsorg lød sådan i Kits ører. "Det er ikke din skyld" insisterede hun bestemt. "Du kan næppe gøre for mine minder.. spiller mig et pus. Du ligner ham slet ikke ret meget når jeg, sådan, ser efter" løg hun, og fik et lille smil frem på læben. Det var en lille hvid løgn, og selvom hun ikke ligefrem havde det godt med det, så virkede den nødvendig. Han lignede Joran utroligt meget, synes Kit. Måske ikke så meget omkring næsen, men håret og øjnene især var alt for tæt på til at være behageligt. Eller måske så Kit bare ting der ikke var der? Det føltes som så længe siden hun ikke rigtig var sikker på om hun overhoved kunne huske hans ansigt rigtig længere...
Men! Airon skulle bruge sin energi på at komme sig, ikke på at bekymre sig om hende! Sikken en køn hjælp hun var idag.

Kit tog en skarp indånding, og pustede langsomt ud, som hun koncenterede sig, og holdt hænderne på hver side af den hævede fod. Hvis hun bare kunne helbrede hans fod, så kunne hun sende ham afsted igen, og så skulle hun ikke bekymre sig mere om det!
Men, selvfølgelig skulle det ikke være så nemt. Kits evne nægtede at sammenarbejde, med tanken om Joran hængende som en skygge i hendes baghoved. Hun forsøgte at presse igennem det, men tvivlen var ikke sådan at slippe.

Til sidst trak hun hænderne til sig med et opgivende suk, uden at have opnået meget mere, end at lindre smerten i foden en smule og få en føling med skaden. "Der er ikke noget brækket, men det vil være bedst hvis du bliver her natten over, med mindre du har et sted at være, hvor du kan få hvile og ikke selv skal rejse dig for mad og den slags". Hendes tone var venlig og bestemt, men der var små undertoner af nederlaget gemt der. Hun hadede at være utilstrækkelig.

Arion forsøgte sig med et forsigtigt smil tilbage til Kit. Han havde det dårligt over at hun skulle have det sådan. Det gav ham en urolig følelse i maven, også selvom hun snakkede om at der slet ikke var så stor en sammenligning mellem dem som hun først havde antaget. Det sidste han ønskede var at gøre nogen utilpas, lige meget hvordan det så end måtte komme til udtryk, og hvor lidt det end var hans skyld det skete.
Arion kiggede bekymret på hende som hun så ud til at koncentrere sig så meget, at det så næsten farligt ud. Han sørgede for at kigge væk, som han huskede hun havde ønsket tidligere, men det så ikke ud til at hjælpe. Han smilede opmuntrende til hende ved det opgivende suk, blot for at vise at han ikke bebrejdede hende noget.

”Så er jeg nok nødt til at blive her” svarede han ærligt, for ellers skulle han kravle op ad trapper for at komme til sit værelse og det var nok ikke bedst med sin fod. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at modsætte hende, for hun var den professionelle. Arion vidste ikke noget. Men han fornemmede dog nederlaget der gemte i hendes stemme. ”Det vigtigste er du fik styr på mit hoved. Det vil jeg nødigt gå og døje med” opmuntrede han hende forsigtigt. Foden var da upraktisk, men det var jo ikke værre end en grim hævelse og et par uger på hvilebænken så at sige. Det vigtigste var faktisk at han ikke fik problemer med hovedet. Det var trods alt ikke så nemt at komme sig over.

Kit fik et lille smil på læben. Han havde så evigt ret. Fodden skulle nok blive god igen med hvile og ro, men en skade til hoved var altid værre. Trods hendes tanker havde været mange andre steder end de burde, havde hendes instinkter og årenes træning ikke svigtet. Hun havde stadig givet ham fornuftig behandling.
"Sandt" medgav hun, og rettede alting til, så hans fod kunne ligge hævet, blødt, og ikke blive kold.

Da hun endelig rettede sig ud og rejste sig igen, var udtrykket på hendes ansigt noget blidere. "Og undskyld, ja, min reaktion og det. Det er normalt ikke så akavet en oplevelse at komme her.. afhængigt af hvad man fejler" undskyldte hun med eller lille vittighed til sidst. Nok havde Kit taget meget efter Dhalia, men hun havde endnu ikke opnået den gamle dames humor - og tak guderne for det.

"Jeg henter noget urtete til dig, der vil lindre smerten og forhåbentlig tage toppen af hævelsen. Hvis du er sulten kan jeg også tage lidt mad med til dig? Ellers kommer vi rundt med mad morgen, middag og aften" forklarede hun roligt.

Arion fik et skævt morende smil på læben og nikkede til hende. "Håber jeg forbliver indenfor normal kategorien, også ved fremtidige besøg" fordi noget sagde ham at dette næppe blev sidste gang han indfandt sig på helbrederhuset. Han havde et talent for at komme mildt til skade, men det var også ude hvor han kendte forhindringerne og ikke var udsat for nær så mange forskellige mennesker. Her var han mildst talt uheldig. Tiderne måtte vise hvor uheldig.

Arion skuttede sig lidt ned i puden med ryggen, men sørgede for ikke at flytte foden der var blevet placeret hævet på nogle puder, og dermed ikke ødelægge Kits gode arbejde. "En kop te ville være dejligt, hvis De har tiden, frøken. Maden venter jeg med" svarede han høfligt tilbage, og håbede også at han gjorde klart at han ikke ville være til besvær, og dermed hvis hun ikke havde tiden til at hente te, ville han ikke blive sur over at undvære. Selvfølgelig kom der snart en lang ventetid i møde - for han betvivlede at han fik ret meget at lave nu foden var beordret i hvile.

Kit kiggede lidt overbærende på Arion. "Helst skulle der ikke blive nogle fremtidige besøg... Men ja, forhåbentlig inden for normalen" medgav hun. Det var en særpræget situation som helbreder, hvor man helst var arbejdsløs, hvor 'stamgæster' var en tragiskkomisk skæbne. Nogle mere tragiske end andre. 

Kit nikkede til hans ønske, og gav ham et smil, inden hun forlod rummet. Døren blev lukket til, men ikke lukket helt, så personalet kunne hører hvis der skete noget derinde. Ikke at Arion var i nogen form for farezone, men man viste aldrig hvornår en eller anden overmodig type forsøgte at rejse sig, og endte på gulvet.
Det varede ikke længe inden døren atter gik op, og Kit trådte ind igen, denne gang med et lerkrus og en kande i hænderne. "Jeg tog en kande vand med til dig også. Det er vigtigt du får væske." fortalte hun, mens hun hurtigt krydsede rummet. Hun rakte ham kruset, og satte kanden fra sig på sengebordet ved siden af sengen. "Jeg kommer igen ved spisetid, ellers kan du kalde" sagde hun hurtigt, og var allerede på vej ud af rummet igen, som lyde fra gangen afslørede, at der var nye patienter på vej ind.

Arion kom med et forlegent smil og mærkede ørene blive en smule mere røde. ”Jeg skal prøve!” det var ikke hans plan at komme igen i tide og utide med skader, men han måtte indrømme at chancen var stor. Taget både hans uheld og hans forhåbentligt snarlige arbejde i betragtning. Men han forstod godt hvad Kit mente.

Arion forholdte sig i ro som han havde fået besked på. Det var ikke fordi der var meget for ham at lave i ventetiden. Han brokkede sig ikke, men fulgte rådet og havde ikke flytte sig, andet end rykket lidt på ryggen for at få den ene balde til at holde op med at sove. Som Kit var tilbage, var der fart på. Han tog lydigt imod kruset og smilede til hende ”Mange tak-” nåede han at halvt råbe efter hende som hun forsvandt ud af døren. ”Kit.” Sikke et stressende arbejde.