Endelig var det tid til at se Evander igen. Han havde været der igennem hendes graviditet, og hun kunne ikke takke ham nok for det. Han havde været der i tykt og tyndt, overlevet hendes humørsvingninger og hvad der nu ellers hørte med. Hun havde endnu ikke fortalt ham at hun var varulv, men hvordan kunne man også forklare sådan noget. Ja han havde da undret sig over hvorfor hun ikke boede i et af husene i landsbyen, men hun havde altid kommet med en undskyldning om at hun havde brug for den frihed der var i naturen. Hun ville nødig give ham grund til at jagte hende, især ikke når han egentlig var ret sød. De havde efterhånden lært hinanden at kende ret godt, og hver gang de havde mødtes havde de altid mødtes på kroen, og denne her gang var ingen undtagelse. Hun sad ved et af borderne og kiggede ud på det kolde vejr. Som altid var hun dækket godt til så man ikke kunne se hendes mærker. Hun sad med ryggen til ildstedet. Foran hende stod et krus med noget mjød. Hun havde endnu ikke købt noget til Evander da hun ikke var sikker på hvornår han kom. For han stod i hvert fald ikke i baren i dag.

Kruset blev løftet og hun satte det for læberne mens hun kiggede ud af vinduet, det var allerede begyndt at sne igen. Hun håbede bare at Manuel passede godt på deres datter i dette vejr, og hvis ikke han gjorde så skulle Elise nok fortælle hvordan det skulle gøres. Kruset blev sat på bordet igen og hun lod en hånd køre igennem hendes blonde hår. Hun så ikke engang hen på døren hver gang den blev åbnet. Evander skulle nok dukke op når han havde tid, for de havde jo aftalt at mødes her, eftersom at det var blevet deres fortrukne sted at mødes.

Hvor var det rart for en gangs skyld at have fri og ikke skulle stå bag disken på værtshuset. Han havde sidst lavet en aftale med Aliana og dagen var kommet! Han løb nærmest rundt som en hovedløs høne for at finde det rette sæt tøj at tage på, men det var et vidt begreb. Han sukkede nærmest opgivende som han hev en hvid skjorte frem, hvor halsen var åben, kun holdt sammen at et par sorte læder snore. Benklæder havde han valgt et par simple sorte og så de typiske sorte sko. Han kastede blikket udenfor og trak på skuldrene. Han vidste ikke om det var så koldt at han behøvede en af hans pelskapper. Om ikke andet så kunne han jo lege gentleman med den, hvis Aliana skulle gå hen og fryse og så score nogle billige point på den måde. De sidste mange gange de havde mødtes havde det været på værtshuset, om han havde fri eller ej og han måtte indrømme… Han var begyndt at kunne lide Aliana, så derfor var han lidt nervøs for hvordan denne aften skulle gå. Han tog en dyb indånding inden han svingede den mørke pels kappe omkring sig og satte kurs mod værtshuset.

Da Evander ankom til værtshuset, lod han blikket glide over hver eneste, men spottede hurtigt Aliana og gik op i baren for at få noget at drikke med ned. Et kækt smil kom frem på hans læber som han modtog sit krus mjød og gik mod hende. Hans hjerte begyndte nærmest at hamre mere i hans bryst jo mere han nærmede sig, han sank klumpen og satte sig ”Den unge frøken så så ensom ud” sagde han efterfulgt af et grin, inden han fik sig placeret i stolen overfor. Han satte kruset på bordet foran ham og åbnede kappens lukkemekanisme og lod den glide ned over stoleryggen og sendte hende et smil ”Har du ventet længe?” spurgte han og tog en tår af sin mjød.

Selvom Aliana ikke havde ret meget tøj på i forhold til vejret var hun godt klar over at hun kunne blive syg. Men hvad skulle man gøre, det var jo ikke fordi hun havde ret mange krystaller tilbage, og efter som at Manuel havde taget hende tilbage til flokken ville hun jo gerne være der. Hun havde ikke været der i et år og det var ikke fordi hun havde arbejdet ret meget da hun var alene. Det havde ikke været det hun havde tænkt på. Desuden havde Evander også været lidt vigtigere for hende end noget andet. Måske var hun rent faktisk ved at ligge Manuel lidt på hylden og så bare give sig hen til noget der kunne fungere. Måske var Evander det hun stod og manglede i sit liv, nu havde hun jo så meget andet. Hun havde ikke været sammen med Manuel siden hendes tilbagekomst, men nu skulle de jo også lige finde hinanden igen.

Selvom det varmede hende om ryggen vidste hun at det ville være en kold tur hjem, især nu hvor hun ikke rigtig havde noget af det helt varme hun kunne tage på. Ja hun havde da en pels hun lige kunne smide om ryggen, den var ikke stor og dækkede ikke ret meget, men det var også alt. Alt imens hun stirrede ud på det kode vejr var der endelig en stemme der fik hende til nutiden. Det var en velkendt stemme som fik hende til at smile mere end hun plejede. "Så er det da heldigt at der en der kan holde mig med selvskab." konkluderede hun og kiggede lidt til siden for at kigge på ham da han satte sig. Det var nu meget godt at se ham igen, egentlig havde hun savnet ham en smule. "Ja, nej, måske. Jeg ved det faktisk ikke." hun stirrede lidt ned på sit krus. Hun havde da drukket halvdelen, så noget tid må hun da have ventet. "Det er godt at se dig igen Evander." hun tog en hånd hen for at røre ved hans fri hånd og puttede den ind i hans. Hendes tommelfinger begyndte at ae ham på hånden alt imens hun stirrede intenst på ham med et smil omkring læberne.

Evander havde nærmest talt dagende ned til denne og nu var det endelig tid! Han havde nærmest opført sig som var han en hundehvalp og det blev sikkert ikke ret meget anderledes, nu hvor han rent faktisk var her på værtshuset sammen med hende. Hver eneste gang de havde været sammen var han blevet mere og mere selvsikker og var også begyndt at falde for hende, men han vidste ikke om det var den rette tid og det rette sted at vise hende det... Måske skulle han lade være med at være så nervøs? For Aliana virkede bestemt også til at være interesseret i ham, på trods af hun sikkert stadig havde en ting for Manuel, men den måtte de vel tage på et eller andet tidspunkt? Alt Evander kunne håbe på, var blot at han ville være nok for hende.

Evander sendte hende et kækt smil og bukkede, nærmest som var han en elegant herre "Bestemt" sagde han og lod et mildt grin undslippe ham. Hun havde valgt hans yndlings sted på hele værtshuset, ved ildstedet. Evander hævede et øjenbryn og så op mod manden bag disken og trak på skuldrene "Nu har han ikke forsøgt at lokke dig vel?" Spurgte han og rettede igen blikket mod hende. Manden der var bag disken havde været kendt for at være næsten absurd glad for de kvinder der var på værtshuset, men havde vidst aldrig haft chancen for at få en med hjem og en ting var sikkert, det blev i hvert fald ikke Aliana! Et blidt smil kom frem på hans læber som han tog hendes hånd og selv begyndte at nusse hendes, netop som hun gjorde ved ham "I lige måde Aliana. Det er altid en fornøjelse at se dit smukke ansigt" sagde han og blinkede til hende.

Det var utroligt så afslappet hun var omkring Evander, og alligevel føltes det bare rigtigt. Men spørgsmålet var vel egentlig om hun turde at tage et skridt med ham. Især nu hvor hun havde et barn også. Det hele virkede så mærkeligt, men alligevel bare så rigtigt. Det var slet ikke det samme mere, og de havde snakket så meget sammen.  Så det gjorde vel ikke helt så meget at bare tage skridtet og nyde det hele. Præcis som hun ville have gjort med Manuel. Det kunne jo egentlig ikke være så svært igen.

Hendes øjne stirrede intenst på ham og hun prøvede at fange hans øjne. De var så pæne og hun kunne få tiden til at gå bare ved at stirre ind i dem. Noget hun havde gjort så tit. Så det var vel ikke helt forkert at hun ville gøre det igen. Selv hans grin fik hende til at slappe idt mere af det gjorde hende heller ikke noget af det helt store. Da han nævnte manden drejede hun hovedet og kiggede op på ham og trak lidt på smilebåndet. "Og hvis han gjorde, ville du så blive jaloux?" kom det kækt fra hende og et grin undslap hendes læber. "Ellers så prøvede han, men han fik den kolde skulder og fik en smagsprøve af min knyttede næve." hun var ikke bange for at slå fra sig, og det havde hun aldrig været. Det var noget hun gerne ville gøre igen, hun kunne også have sat en af sine knive for struben af ham, men det ville bare resultere i at hun ville blive smidt ud. Ikke noget hun lige frem havde brug for når hun havde en aftale med Evander.
Hans nusning fik det til at krible i maven på hende som om hun havde spist sommerfugle. Det var da en god fornemmelse bevars. Det var noget af det hun savnede mest af alt til tider, selv hans kommentar fik det til at suse lidt mere i maven og fik hende til at rødme. Hun kiggede væk fra ham og ud af vinduet. "Pjat, jeg er slet ikke særlig smuk" og med det mente hun at hun var smuk, men hendes mærker var slet ikke smukke på hende. Det var noget af det hun mest af alt ville undvære på hele hendes krop. For hun vidste at hun var smuk, også selvom hun havde fået et barn, men det var det der var under tøjet der irriterede hende.

Evander burde bare tage skridtet, men han var bange for at blive skuffet, bange for Manuel stadig fyldte mere end hvad han selv nogensinde ville komme til. Bevares så havde Aliana et barn sammen med ham, men han vidste hvordan hun havde det med ham... Var det stadig sådan? 

Evander søgte hendes blik og sendte hende et smil. De øjne kunne han nærmest fare vild i og han havde gjort det flere gange, faktisk hver gang de havde været sammen og havde haft muligheden og denne gang var ikke en undtagelse. Som hun talte trak han på skulderen "Jaloux... Tja måske lidt, taget i betragtning af, at jeg ikke har haft muligheden endnu" sagde han med et mindst lige så kækt smil som hun sendte til ham. Hendes følgende kommentar fik ham til at skæve mod manden bag disken "Se... Det ville være smukt" sagde han og rettede igen opmærksomheden mod Aliana. Evander nussede fortsat hendes hånd, han havde faktisk slet ikke stoppet i det stykke tid han havde holdt hendes hånd. Svagt lænede han sig indover bordet og lod en finger glide under hendes hage og hvis han fik lov, ville han vende hendes blik mod ham. Et blidt smil ville møde hende "Aliana... Du er gude smuk... Lad ikke andre eller dig selv, få dig til at tro andet..." sagde han og hævede den hånd han hold og ville plante et blidt kys på håndryggen.

Det var bare ikke det samme med Manuel mere som det havde været en gang. Det var alt sammen forbi og det vidste hun godt. Efter som at hun havde været væk fra flokken i et år og kommet tilbage, så var det bare ikke helt det samme mere. Der var så mange ting at tage højde for, og så mange ting der skulle samles op igen. Bare det med at finde sin plads i flokken igen var svært, især nu hvor der var en nyfødt også.

Inderst inde ville hun gerne have Evander bare tog hårdt fat i hende og gjorde med hende som han ville. På den anden side var det ikke Manuel, og hun ville gerne nyde det at være sammen med Evander som være noget specielt. Det var jo ikke fordi at hun ikke ville have ham, for det ville hun da gerne, der var bare lidt andre ting i det også. "Måske du får muligheden for det, hvem ved hvad fremtiden bringer." kommenterede hun og kiggede på ham. Hans kække smil, og hans syn på tingene var bare så rolig. Men så igen han var jo bare rolig af natur når det kom til stykket. Så hun skulle vel egentlig bare tage skridtet og så nyde nuet og det hun var i. Smukt eller ej, så havde hun gjort det, kun fordi hun skulle være sammen med Evander, og kun fordi hun ikke lige frem ville have den mand, så alt i alt var det vel fortjent når det kom til stykket.
Hans fortsatte berøring af hendes hånd, og hånden under hendes hage gjorde at hun sank lidt sammen i stolen men villigt lod hovedet dreje sig imod ham. Hendes lidt rosa farvede kinder kunne ses i lyset af flammerne bag hende fra ildstedet. Hendes øjne søgte hans og hun stoppede med at nusse hans hånd. Endnu en gang blev hun helt opslugt af hans øjne. "Lad ikke andre se min krop mener du. Så meget had ligger på min krop, og så mange ting er oplevet, og alligevel har det hele bare været et stort minus...." startede hun og fjernede ikke blikket fra hans øjne. "...Alligevel kan du få mig til at se lidt anderledes på tingene. Du gør noget ved mig Evander." hun lænede sig lidt ind imod ham og overvejede et øjeblik at kysse ham men gjorde det ikke. I stedet hviskede hun. "Der er bare nogle ting jeg aldrig ville kunne fortælle om mig selv." hvordan skule hun kunne fortælle ham at hun var varulv. Hver gang det var nær en fuldmåne havde hun givet ham en undskyldning for at hun ikke kunne mødes med ham, og hver gang havde hun undgået ham i et par dage efter fuldmånen. Altid fået sagt at hun skulle rejse væk fra Medanien for at arbejde, det hele havde bare været en komplet løgn. Hans kys på hendes håndryg fik hende til at fjerne blikket fra ham og ned på deres hænder. Måske var det bare det hele værd dette her når det kom til stykket.

Evander havde sikkert ikke nogen grund til at være nervøs, men var det alligevel en smule. Selv hvis Manuel var en stor del af hendes liv, så måtte han takle sin jalouxi det sikkert ville medfølge, men den tid den sorg. Nu sad han her sammen med hende, hånd i hånd og fuldkommen betaget af hende.

Han trak kort på skuldrene og sendte hende et smil "Jeg håber jeg har bedre chancer end han har i så fald" sagde han med et kækt smil. Han regnede da med han havde væsentlig bedre chancer, for i det mindste var Evander ikke påtrængende eller slesk på nogen som helst måde, ikke hvad han selv syntes i så fald, men han kunne da ikke sige om Aliana havde det på samme måde. Evander holdt blikket på hende, selv mens hendes blik havde været rettet ud af vinduet. Hendes kommentar fik ham til at føle som om hundrede knive stak ham i brystet "Aliana... Det var ikke det jeg mente... " sagde han stille og bed sig usikkert i underlæben. Hendes ord der kom efterfølgende fik dog et svagt smil frem på hans læber "Jeg er glad for jeg giver dig en smule lys, i det mørke du må stå overfor... Det betyder jeg gør noget rigtigt" sagde han og det svage smil, blev mere fuldendt. Evander's hjerte galloperede afsted, for lysten til at kysse hende var alt for stor, men han vidste ikke om det ville overskride hendes grænser og han turde ikke tage chancen. Han hævede et øjenbryn til hendes ord "Jeg har selv nogle ting jeg nok ikke kommer til at fortælle.. Det er også okay at have hemmeligheder" sagde han og blinkede til hende. Hvordan skulle han nogensinde fortælle han var varulv? Dog var han taknemmelig, for hver gang det var ved at være fuldmåne havde de aldrig mødtes, nærmest som om Aliana vidste det allerede? Han skænkede det egentlig ikke en tanke og selv hvis hun vidste det... Ville det så ændre noget? 

Måske var Evander lun på hende inderst inde, det kunne i hvert fald godt lyde sådan som han sagde tingene. Det kunne måske godt være det var sådan han havde det. Var det rigtigt tolket? Hun håbede det vel egentlig lidt. Måske... Deres hoveder var jo så tæt på hinanden, måske hun kunne give ham et lille kys, måske han ville kunne acceptere det. Måske det var helt okey, det var jo bare et lille kys. Hendes øjne flakkede ned til hans læber og stirrede lidt på dem inden hun vendte hovedet op imod ham. Når alt kom til alt så havde han helt klart en større chance end den mand ved baren. Endnu engang vendte hun blikket ned imod hans læber og stirrede på dem i lidt tid. De fine søde læber var så tæt på, og alligevel rykkede hun ikke tættere på for at mærke dem mod hendes egne.

Hun var forsvundet lidt ind i sine egne tanker og hendes stirren på hans læber at hun dårligt nok hørte hvad det var han havde sagt. Hun blinkede nogle gange med øjnene og kiggede lidt ned på deres hænder som stadig var lagt ind oven på hinanden. "Undskyld, jeg hørte ikke rigtig efter." kom det stille fra hende og fastholdte blikket ned på deres hænder. Det var bare så rart at mærke hans finger køre hen over hendes hånd. Hendes blik vandrede op til hans øjne og hun stirrede ind i dem igen. Endnu engang kunne hun falde helt væk i dem, og endnu engang kunne hun smelte og falde ned af stolen hvis hun ikke havde været solid. Hendes kinder blussede lidt mere op alt imens hun bare sad og kiggede ind i hans øjne. Hun rømmede sig et kort øjeblik for at komme til sig selv og lænede sig lidt væk fra hans ansigt. Hun kunne ikke tage det skridt, ikke endnu det var for tidligt var det ikke? Godt nok havde han været der igennem hele hendes graviditet men kunne hun tage et skridt og så måske ødelægge noget der egentlig var godt? "Det er ikke alt man skal holde hemmeligt, nogle ting er bare sværer at gemme på end at skulle sige dem højt til andre and dem jeg bor sammen med." kom det fra hende og kiggede kort op på ham og så ned på deres hænder. Langsomt tog hun fat i sit krus og løftede det op for at tage en tår af det. Det blev hurtigt sat ned igen, og hendes øjne søgte endnu engang hans.

Det var ikke fordi Evander ikke kunne lide Aliana, for det kunne han bestemt, han var bare usikker på, hvordan han skulle gribe det an, om han skulle gå all in og bare tage hende med magt, trods han ikke var specielt dominerende, men det kunne vel findes frem? Det var vel det et forhold handlede om... At gå på kompromis? Han havde bemærket hendes blik der flakkede og fra tid til anden havde rettet sig mod hans læber. Måske skulle han bare læne sig det sidste stykke? Ork, hvorfor skulle det være så svært at være forelsket!?

Et kækt smil kom frem på Evander's læber som hun talte "Mhhm, det kunne jeg fornemme" sagde han og holdt det kække smil fremme. Det var som om hun var i en helt anden verden, hvilket Evander heller ikke kunne se bort fra han selv var, han havde alt for mange tanker der fløj igennem hans hoved, måske skulle han bare give slip på tøjlerne og lade dette løbe løbsk? Hendes kinder der blussede op klædte hende, men han var næsten sikker på han kunne gøre det hundrede gange værre end det allerede var. Evander trak på skuldrene over hendes ord "Jeg er enig... Men alle har sine hemmeligheder Aliana. Kig omkring dig... Der er mange der har noget at skjule... Nogle er sikkert varulve... Nogle er dæmoner, andre er måske blot simple mennesker med en syg lyst til mænd? Hvad jeg prøver at sige er... At jeg ikke siger et ord, hvis du beslutter dig for at fortælle mig det, samt jeg heller ikke dømmer dig. Det lover jeg" sagde han med et blidt smil på læberne, som han slap hendes hånd for at række ind over bordet, i et forsøg på at stryge hende over den ene kind efter hun havde sat kruset fra sig. 

De små sommerfugle hun have i maven var bare så store at det slet ikke var til at styre. Hvorfor havde hun det på denne her måde? Det var så længe siden hun havde haft sommerfugle i maven, at hun dårligt vidste hvorfor hun skulle have det. Det hele var lidt mærkeligt, men samtidig var det bare rart. Hun var ikke engang sikker på om dette her var noget hun skulle gå videre med når hun tænkte over det, for så ville hun skulle gå for flokken med sin datter, eller også skulle Evander gå med i flokken, men det var også bare for farligt. Det måtte ikke ske... Bare det at hun tænkte over det fik det til at vende sig i maven, han kunne blive slået ihjel. Tænk hvis Manuel slog ham ihjel i vildskab. En hun faktisk holdte af. Nej det var lidt for uhyggeligt at tænke på men det var en sandhed der var helt rigtig.

En mindre klump samlede sig i hendes hals, og det var som om den satte sig fast til at hun ikke kunne synke. Det var i hvert fald svært lige at trække vejret helt. På ny lod hun blikket vandre ned på deres hænder og så op på ham som han snakkede. Hvorfor kunne hun ikke bare høre efter når det var, i stedet for at sidde her og blive helt væk i det billed der rent faktisk var foran hende. Han var så sød og pæn. Hun var da pæn nok, hvis man lige så bort fra hendes slave mærker altså. Hun sagde ingen ting, men hun nød hvordan det hele lød. Han kunne fornemme det, men det var da heller ikke ret svært når man havde et fjernt blik. Idiot!
Hun bed sig lidt i læben og kiggede ned i bordet og vidste ikke hvor hun ellers skulle kigge hen. Dog lyttede hun efter hans ord og kiggede rundt som han sagde hun skulle. Hendes blik vandrede lidt fra person til person der sad der inde, dog stoppede hun ved lyden af hans ord varulve. Hun måtte ikke lade sig påvirke af det, men der var sandhed i det han sagde. Hun var varulv, og hun kunne ikke være her hvis de vidste at hun var det. Hun ville blive jagtet som et vildt dyr. Medaninen var bare ikke stedet hvor man skulle være varulv, og alligevel var det her næsten alle varulve hørte til. På ny lod hun sit blik vandre og endte tilbage på Evander som hun sendte et smil til ham og fik endelig sunket den klump der havde siddet i halsen. "Måske er det bare en hemmelighed der er for dyster og for ødelæggende. Det ville være svært for mig at sige til dig, og alligevel føler jeg for at du skal vide det." hun havde en lav stemme så ingen kunne høre hvad hun sagde. Hun vidste heller ikke hvorfor hun skulle sige det på den måde. Det var jo ikke fordi at nogen tog sig af dem, men vægge havde øre og et forkert ord og hun ville blive sendt væk. "Uanset hvad, bliver du nød til at vide det, og før eller siden bliver jeg nød til at åbne munden og fortælle dig det." hendes blik søgte hans øjne, og hun havde lyst til at trække hånden til sig da han gav slip på den, men tænk nu hvis han tog fat i hendes hånd igen. Og så med et mærkede hun hånden mod sin kind og det sendte en kaskade af sommerfugle direkte ned i maven på hende. Var dette her noget hun kun havde haft med Manuel, eller var det noget der var langt bedre?

Evander kunne slet ikke forstå hvad der skete inden i ham. Hele hans krop sitrede, nærmest som om der blev sendt tusinde små impulser af stød igennem hans krop. Det var ved at være noget tid siden han sidst havde haft det på denne måde, hvis han i det hele taget havde haft det sådan her, nu hvor han tænkte over det. Evander vidste dog ikke helt hvordan han skulle gribe det an, nu hvor hun var blevet mor og alfaen i flokken var faderen. Evander havde været der gennem det hele, sørget for at Aliana var kommet ovenpå igen efter den hårde graviditet hun var gået igennem. Han vidste ikke hvad ben han skulle stå på, eller hvordan faderen af barnet ville se ham, hvis de i så fald nogensinde blev introduceret til hinanden… Det ville sikkert ske på den ene eller anden måde.

Evander kunne godt fornemme der var noget hun ikke var bekvem med at fortælle, men han ville bestemt heller ikke tvinge det frem, for det ville der bestemt ikke komme noget godt ud af, hver ting til sin tid. Desuden vidste Evander heller ikke helt, hvordan han skulle forklare om sin egen fortid til hende, for der var sket så meget og på samme tid ikke en skid. Siden han kom til byen, havde han ivrigt forsøgt at holde lav profil og indtil videre, var det lykkedes for ham. Ganske vidst havde han bemærket folk der snakkede i krogene, men han havde ikke samlet op på, hvad samtalen helt handlede om, men havde opfanget ordet varulv op til flere gange. Han så på Aliana som hun talte og trak kort på skuldrene ”Uanset om du fortæller mig det eller ej, vil jeg aldrig tænke dårligere om dig” sagde han med et blidt smil på læberne. Han vidste godt hvordan folk her i Fredskilde havde det med varulve. Han bed sig kort i underlæben ”Du fortæller hvad du lyster. Jeg vil ikke tvinge dig til at sige det mindste” sagde han som han fik et svagt smil frem på læberne igen. Evander havde heller ikke fortalt hende alt, ikke endnu, men det ville nok komme før eller siden. Efter hånden nåede til hendes hage, trak han sig igen og tog den hånd hun havde efterladt på bordet og nussede den igen.

Usikkerheden steg op i hende, hvis dette her skulle fortsætte og de skulle blive et par, så var hun nød til at fortælle ham at hun var varulv. Det var en af de ting hun var nød til at fortælle ham. Men hun kunne ikke bare sige det højt. Det var ikke noget hun kunne sige her midt på kroen blandt de mennesker der sad her inde. Det skulle siges stille, og alligevel frygtede hun hvad der ville ske når hun først sagde det til ham. Han kunne straks sende folk efter hende, i håb om at finde hende og resten af flokken. Det ville hun ikke kunne acceptere. Hun havde godt nok fortalt ham at der var en leder for den flok hun boede hos, men hun havde aldrig sagt at de bestod af varulve, og hun havde aldrig sagt hvor henne de befandt sig. Men hun kunne dumme sig nu og fortælle ham det eller hun kunne lade ham lade livet hvis hun en dag blev uopmærksom om hvor hun var henne af i verden, og faktisk slå ham ihjel. Det var ikke noget hun ønskede skulle ske på nogen måde. Men hvad skulle hun stille op i sidste ende?

Hun bed sig i læben og kiggede lidt ind i hans øjne og så væk. Hun vidste hun var nød til at fortælle sandheden og hun kunne lige så godt starte nu og så frygte hvad der ville ske senere hen. "Jeg...." hun måtte bide sig i læben men kiggede ikke på ham i første omgang. "Jeg har en forbandelse over mig." sagde hun stille for ikke at vække opsigt. Ingen behøvede at vide hvad de snakkede om. Så hun vendte hovedet hen imod ham og stirrede ham ind i øjnene igen. "Forbandelsen er jeg er varulv..." sendte hun ind i hans tanker så kun han ville kunne høre det. Hun brugte normalt aldrig sin telepati udenfor hendes menneske side, men kun når hun var varulv. Men dette her var for privat til at nogen skulle kunne høre hvad der blev sagt. "Jeg beklager" sagde hun og trak sin hånd til sig. Hun bed sig i læben på ny og havde lyst til at græde. Hun havde fundet tryghed hos Manuel fordi han vidste hun var varulv, og her kunne hun ødelægge noget der kunne være godt. Hun rejste sig op med halv våde øjne og begyndte at gå hen imod døren. Han kunne stadig stoppe hende inden hun nåede døren. Og hun håbede inderligt at han ikke ville råbe op om at hun var varulv. For så var hun altså den der var fløjet ud af døren hurtigere end nogen kunne kalde på forstærkninger.

Evander kunne godt fornemme der var et eller andet der ikke spillede overens, den lettere akavede og anspændte stemning. Han havde selv noget han blev nødt til at fortælle hende, men hvordan? Han kunne ikke bare sige det som det var, slet ikke her i det åbne rum. Der var sikkert nogle folk herinde, der havde ører på stilke og han ville ærligt ikke bringe sig selv i fare på den måde, for det kunne sikkert også ende med at gå udover hende og det var bestemt ikke et ønske. Han kunne måske få sagt det på en diskret måde, ved at læne sig over bordet og hviske det?

Evander lå mærke til hvordan hun efter lidt tids øjenkontakt så væk og bed sig i underlæben. Det løb ham koldt ned ad ryggen for en stund som han fik en underlig fornemmelse over hun måske ville fortælle hun var vampyr… Men så ville han vel have opfanget der for længe siden? Og så havde de trods alt heller ikke mødtes i løbet af dagtimerne. Som hun begyndte at forklare om en forbandelse hævede han et øjenbryn ”Alle har en…” mere nåede han ikke at få sagt inden han hørte hendes ord, men i hans hoved!? Han kneb svagt øjnene sammen og lænede sig let hen over bordet mod hende og forsøgte at få fat på hendes hånd ”Jeg har selv… Lidt en forbandelse ser du…” sagde han og lod svagt sine øjne glimte med en gylden farve inden han så væk fra hende og ned i bordet, dog stadig lænet indover bordet, ivrig efter hendes hånd igen.

Som hun rejste sig fra stolen og gik mod døren for han op fra sin plads og fulgte efter hende og greb ud efter hendes arm i håb om at stoppe hende " Aliana... " sagde han og hvis han fik lov, ville han trække hende ind i sin favn og læne sig ind mod hende i forsøg på at give hende et kys.

Der var ingen tvivl om at stemningen måske var en smule akavet, men hvad kunne man forvente når man gemte på en hemmelighed der kunne vælte alles opfattelse af stedet og hende. For slet ikke at nævne noget om den skuffelse der ville sprede sig i hans øjne. Hun var ikke sikker på at det nogen sinde ville være smart at gøre dette her, men uanset hvad måtte sandheden frem på bordet. Hun lyttede ikke engang til hans ord, det var blot en mumlen i hendes øre også selvom han faktisk havde sagt det ret højt. Men der var andre ting at tænke på, så hun ville hellere have at han kendte den sandhed hun bar på.

Selvom hun allerede var på vej mod døren blev en hånd taget rundt om hendes arm. Hun stoppede op og mærkede en tåre trille ned af kinden på hende. Det var nu der ville komme ballade, og det var nu at der ville opstå problemer. Problemer hun skulle flygte fra, men selvom han var blid og hans stemme var lige så blid så vendte hun sig om og kiggede på ham. Hun faldt ind i hans favn og kort tid efter blev et kys plantet på hendes læber. Måske var det ikke så slemt som hun havde troet. Måske var det alt sammen bare noget hun havde troet. Måske var han ikke bange for hende, selvom hendes forbandelse var slem nok til i det hele taget at sætte et liv i fare. Hun var ikke sikker på at hun nogen sinde ville kunne gøre ham ondt, og det var langt bedre slet ikke at mærke nogle følelser for ham. Men det kunne hun ikke, hun havde følelser for ham, lige meget hvad hun så gjorde for at prøve at skubbe det væk. Han var jo sød, og han havde gjort så meget for hende, men hvordan kunne han acceptere et væsen som hende? Hun brød kysset og mærkede kort tid efter den saltede tåre ramme hendes overlæbe. Hun kiggede lidt væk fra Evander og bed sig kort i læben. Det hele kunne være overstået lige så hurtigt som det var startet. Men det lod ikke til det. I stedet søgte hun nærværet hos ham og lagde hendes hovede på hans brystkasse.

Evander havde nok aldrig haft mere lyst til at grave sig et hul og ligge sig ned i det for at dø. Han havde det som om han havde gjort noget forkert, for Aliana var stormet mod døren, nærmest som om han havde fornærmet hende eller sådan noget. Der var mange blikke der rettede sig imod ham og han sukkede lettere opgivende. Dog var det nok den bedste reaktion han havde som han rejste sig for at stoppe hende.

Evander bemærkede tåren der gled ned over hendes kind, hvilket fik en klump dannet i hans hals. Var dette hans skyld? Det havde aldrig været hans intention at skade hende eller gøre hende ked af det, men nu stod hun her med tårer trillende ned over kinderne. Hans hjerte hamrede af sted, han kunne både høre og mærke det. Evander kunne stadig mærke de stikkende øjne der holdt øje med dem som de stod der midt i det hele, hende med tårer trillende ned ad kinderne, ham selv der stod med hende i armene. Kysset blev brudt og han så ned på hende som hun rettede blikket i en anden retning. Evander holdt nærmest vejret inden han mærkede hendes hoved mod hans brystkasse ”Jeg forstår” sagde han og tog om hende, lod en hånd stryge over hendes hår.

Hun vidste at hun bare kunne gå, men hvorfor skulle hun gå fra en hun faktisk havde inde tæt på livet. Eller i hvert fald så tæt på som han kunne komme. Det var jo ikke fordi de var et par, og det var ikke fordi at det hele ville ændre sig på et splitsekund. Men hvorfor var hun så ked af det? Det var jo ikke fordi at hun ikke ville græde. Det gjorde bare ondt inden i a sige sandheden til ham. Især når hun vidste at det kunne skræmme alle og enhver der var menneske. Hun kunne bringe sig selv og hele flokken i fare ved at sige det til ham. Men hvis ikke hun selv havde sagt det, så ville det blive opdaget. Hun havde løjet nok for hele sit liv, og det ville nok aldrig ændre sig.

Selvom han strøg hende over hendes hår fast holdte hun hovedet imod hans brystkasse. Det var det forkerte sted at være ked af det, og det var det forkerte sted at stå. Hvad ville folk ikke sige, som om han havde gjort hende fortræd? "Kom" sagde hun og lod en hånd bevæge sig ned imod hans hånd for at tage den. Hun ville ud her fra, om det så var ude i kulden. Hun ville bare væk fra alle de øjne der kiggede på dem og alle de tanker de sikkert havde. Hun klemte ham i hånden og hev ham med udenfor kroen hvis han ikke slap hende hånd. Uanset hvad ville hun ud fra denne varme, og de mange øjne der hvilede på dem.

Evander vidste ikke helt hvad ben han skulle stå på, hvordan han skulle takle det, for han ville bestemt ikke have hun skulle gå, men havde hun det ubekvemt, ville det alligevel nok være det bedste. Hvad end hun holdt tilbage, så virkede det til at påvirke hende så voldsomt at hun fik det dårligt, dog kunne han ikke lade være med at frygte det var ham der havde gjort eller sagt et eller andet forkert til hende, men hvad skulle det næsten være? Han kunne ikke selv se han havde sagt eller gjort noget, havde han været for tilbageholdende? Han kunne jo heller ikke bare… Han rystede tanken ud af hovedet og vendte tilbage til den rigtige verden.

Evander mærkede hendes hånd glide ind i hans og han forstod hentydningen, som han frivilligt fulgte efter hende ud på gaden igen. De mange øjne fulgte dem som han blev trukket med hende ud af kroen og han kunne mærke hvordan det løb ham koldt ned ad ryggen, næsten som om de troede det hele havde været hans skyld.

Da de kom ud trak han hende ind til sig, så han havde armen omkring hendes sne skulder ” Jeg bor ikke så langt her fra, hvis du vil… ” sagde han med et forsigtigt smil på læberne. Han ville ikke presse hende til noget, men det var næsten oplagt at de kom ud fra værtshuset. Det var da også det mindste han kunne gøre.

Evander gik heldigvis med hende og hun fastholdte hans hånd i hendes. Hun ville ikke give slip på den, ihvert fald ikke lige med det samme. Kulden ramte hende hårdt, men så meget tøj havde hun heller ikke på. Ja hun havde da sin pels over skuldrende, men det var kun pels fra kaniner der var syet sammen. Men det var ikke den slags pels der gav mest varme, dog vidste hun hvad kulden kunne finde på, men hun var så vandt til at være blandt kulden med et bål der varmede. Så dette her var ingen ting. Hans hånd der slap hendes for blot at ligge dem omkring hendes skulder og som skubbede hende ind til ham gjorde hende glad.

Hun lagde hovedet ind imod hans skulder og lyttede til hans ord. Hvad forventede han at der skulle ske lige nu? Havde han planer om et eller andet, eller skulle de bare være alene? Hun vidste det ikke rigtigt og hun drejede da hovedet for at kigge lidt op på ham. "Hvis jeg vil hvad?" spurgte hun og mærkede en varme i brystet på hende. Måske var det alligevel godt at komme lidt væk her fra, hvor det bare var dem, og ingen var der til at kigge på dem, ikke at hun havde noget imod det overhovedet.

Evander holdt nærmest fast i hendes hånd, så han var sikker på hun ikke ville løbe væk så han var nødt til at rende efter hende, for hvad billede ville det ikke give til de folk der sikkert stod i døren på nuværende tidspunkt og så efter dem? Han havde fået hende til at rejse sig fra stolen og græde… Og nu var de her ude i kulden, der ramte som en hammer. De måtte finde hen til et sted der ville være bare en smule varmere, hvilket hans sted uden tvivl ville være, men han ville heller ikke tvinge hende.

Han så ned på hende som hun fik lagt hovedet på hans skulder. Evander bed sig kort i underlæben og lod hånden om hende, nusse hendes skulder blidt ”Du skal ikke føle dig presset… Men jeg bor ikke så langt væk som sagt. Du skal være velkommen til at komme med og få varmen? Så kan du låne en af mine kapper... Jeg har en med ulv eller en med bjørneskind, det holder lidt bedre på varmen” sagde han med et blidt smil på læberne, som han stille begyndte at gå imod hans mindre hus.