Livet havde virkelig taget en helt anden drejning for Aliana. Der var intet der var som det plejede at være. Alt ting havde ændret sig, og det var faktisk kun til det bedre. Hun havde fået det hun længe havde drømt om, nemlig at få et barn. Hun havde længe ønsket sig et, og så var faderen endda den hun helst ville være sammen med. At Manuel og hende ikke var sammen var en helt anden sag. Men at de to havde formået at lave et barn sammen var vidunderligt. Det var en skabning hun ville passe på så længe hun kunne, om end at hun stadig havde sin forbandelse at tænke på. Det var ikke vigtigt for hende længere at bevæge sig væk fra flokken som hun havde gjort. Hun var vendt tilbage i håb om at det ville sprede glæde for barnet når hun blev større. Manuel havde faktisk taget det langt bedre end hun selv havde regnet med at han ville. Det var også derfor hun havde gået fra flokken i første omgang da hun fandt ud af at hun var gravid.

Sarghos havde været hendes hjem den sidste uges tid. Hun havde haft et job i at skulle oversætte nogle parpirer til Krystaliansk og hun havde faktisk fundet det lidt befriende at arbejde igen, om end at hun stadig havde en baby at passe på. Det var godt nok ved at være et stort barn, efter som at det snart var 6 måneder. Men det var stadig hendes lille baby. Barnet lå svøbt ind i en byldt og lå hen over hendes mave, og hun håbede ikke på at barnet ville vågne lige forløbig.
Når hun tænkte over det havde hun faktisk ikke været syd på siden sidst hun så Orcus, og hun håbede virkelig ikke på at hun ville se ham igen. Hun stod på en mindre markedsplads og fandt lidt frugt og grønt som hun hæftigt betalte for. Hun var lidt små sulten, og hun skulle jo gerne kunne fodre hendes barn så meget som muligt. Hun havde haft et hårdt leveår som barn, og det var ikke noget hun ønskede skulle ske for hendes barn. Hun åbnede sin taske som hun havde på skulderen og lagde frugt og grønt ned i inden hun vandrede hen for at finde noget kød. Godt nok kunne hun sove på kroen hun boede på, men så kunne hun i det mindste tage kødet med hjem, eller spise det på turen hjem. Det var varmt og selvom hun havde løst til at smide trøjen gjorde hun det ikke pga hendes slavemærker. Hun kunne stadig ikke lide at se dem og slet ikke at vise dem. Hendes blik vandrede om imod himlen for at vurdere hvor på dagen det var, efter hendes mening var det ved at være middag.

Det var på tide at holde en pause, som Orcus havde valgt at bruge sine metalliske vinger til at fragte sig til den nærmeste by. Han havde brug for yderligere forsyninger, før at han ville vende hjemad. Han skulle nødt risikere at havne i en situation som sidst, hvor han var løbet tør for rusmiddel. Det var næsten altid katastrofalt, når ikke han kunne følge med. Men mændgen af stoffer afhang lidt af, hvad han brugte sin energi på og han måtte da indrømme, at flyve med sin evne var en anelse hårdt. Alligevel var han overbevist om, at han ikke manglede noget lige foreløbig. Han havde også et ekstra depot i sin kindtand, hvis det skulle gå helt galt.

Orcus valgte at lande i den nærmeste gyde for ikke at få problemer med indbyggerne i byen. Han skulle helst gerne kunne få noget at spise og hvis han først viste sig som en frembrusende halvdæmon, så tvivlede han faktisk lidt på, at nogen ville sælge ham noget. Som han fik opløst metallet og lagt det tilbage i lommen på hans frakke valgte han at bevæge sig ud af gyden. Han så sig kort tilbage, da han hørte en lyd, men da der ingenting var, kiggede han fremad og kun lige i tide til at undgå at gå ind i Aliana. "Hej!" der var ikke tale om et råb, men nærmere et overrasket hej, som han bestemt ikke havde regnet med at se hende der. Han kunne godt huske deres forrige møde, som han smilte en anelse skævt til hende og næsten lignede en der forsøgte at sige undskyld blot ved at kigge på hende. Midt i mylderet bemærkede han ikke rigtig den byld hun havde på maven og da slet ikke, at der var tale om et sovende barn. Hvordan skulle han også vide det?

En ting var sikkert, hun skulle kunne lave mad for sig selv, så måske hun bare skulle vandre hjem ad når hun var færdig med at handle, men på den anden side havde hun et job i morgen. Så skulle hun bibeholde jobbet eller skulle hun tage hjem? Hun savnede sådan Evander og Manuel. Men hun måtte tjene til føden, og barnet skulle sådan set også have noget tøj på kroppen, og der skulle meget af det, så hvorfor ikke bare bibeholde jobbet og så tage hjem når hun var færdig. Ja det var det hun måtte gøre.
Som hun allerede gik lidt i sine egne tanker var der en som nær var gået ind i hende. Hun skulle lige til at sige noget da hun vendte blikket op for at se hvem det var. SHIT! Det var Orcus! Af alle personer var han den sidste hun havde forventet at se. Helt automatisk lagde hun en beskyttende hånd på barnet. Han skulle ikke tage barnet fra hende. Hun ville dø for det barn, og hun nægtede at lade et monster som Orcus være den der tog barnet fra hende. Men hvem sagde at han ville tage barnet fra hende? Det var ikke sådan det skulle være, hun ville bare gerne være fri fra ham, og et ellre andet sted havde han jo ikke gjort hende noget sidste de havde set hinanden. Der havde han bare snakket med hende og lade hende gå. Kunne det blive sådan igen? Eller skulle hun kæmpe med næb og klør for at komme fri fra hans beskidte hænder?

Hendes hånd vandrede rundt om barnet og trykkede det lidt tættere ind til sig uden at vække barnet. ”Hvad laver du her Orcus?” spurgte hun en anelse nervøst og kiggede ned i jorden og så op på ham igen. Hun måtte  vide hvad han fortog sig, om ikke andet så skulle hun vide hvad det var han havde tænkt sig. Det kunne hun kun ved at holde øje med ham og se hvad han gjorde. Hendes øjne gled fra hans ansigt til hans lommer og videre ned af ham. I det mindste så han ikke ud til at bære våben som hende selv. For som altid sad der to knive i hver sin hofte  på hende. Hun vidste hvad hun kunne med de knive, og hun ville hellere lade en kniv lande ved hans strube ind at han skulle røre hendes barn. Selvom hun ikke var bange for ham udviste hendes kropssprog noget helt andet, hun var altid bange for at møde en af sine tidligere herre, eller møde en som Orcus som hurtigt kunne få hende tilbage til at blive slave igen. Det var noget af det sidste hun ønskede, og slet ikke nu hvor hun var mor.

Reaktionen han blev mødt af fik ham til at rynke let på brynene, som Orcus skulle til at forhøre sig. For hun var tydeligvis stadig skræmt over deres fortid, men havde han ikke bevist noget overfor hende sidst? Måske hun havde glemt det igen. Men lige som han skulle til at åbne munden igen bemærkede han, hvordan hun lagde lagt en hånd over, det der lå ved hendes mave. Endnu en undren kunne spores i hans blik, som han ikke længere kiggede hende i øjnene, men i stedet rettede blikket direkte imod det, hun valgte at holde om. Det så ud som om hun var i færd med at beskytte hvad eller hvem det end var. Han bevægede sig derfor også roligt tættere på, som han rakte ud efter stoffet for at kunne se, hvad hun gemte på. "Jeg stjæler altså ikke din mad.." kommenterede han uden rigtig at have set, hvad det var hun gemte på. Men det kunne godt være, at hun havde handlet mad og var bange for at han ville tage det fra hende? Orcus hævede sig ganske let på tæer for at se om han kunne få et smugkig af, hvad der lå dernede. Det var svært at se for mørket, som stoffet lavede og den måde hun valgte at holde barnet på.

"Trænger til et hvil" svarede han lettere henkastet, som han ikke havde noget imod at besvare hendes spørgsmål, han var blot mere interesseret i at se, hvad hun havde på maven. Derfor kiggede han heller ikke rigtig på hende, men var mere håbefuld om at måtte se, hvad hun havde i favnen. "Hvad har du der?" spurgte han mere direkte, som han endnu ikke havde trukket hånden til sig, dog tvivlede han på, at det ville være særlig smart at få det ud af hendes favn. Måske hun ville være villig til at vise ham det? Var der noget som Orcus ikke kunne fordrage, så var det, at noget blev skjult for ham, særligt åbenlyst, for Aliana havde ikke forsøgt at skjule barnet for ham, når hun nu holdt så godt om det.

Dette her var ikke sjovt længere. Om end at Aliana kunne huske at Orcus ikke gjorde hende noget før så kunne det sagtens ændre sig, det var i hvert fald det hun tænkte. Dog vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes hånd nærmest trykkede barnet ind til sig i håb om at han ikke ville opdage at det var et barn. Hun ville kæmpe med næve og klør hvis han prøvede på noget. Det var trods alt hendes modergen der satte ind. Hendes øjne hvilede på ham for at finde ud af hvad hans træk var. Selvom han sagde at han ikke ville stjæle hendes mad, så var det ikke der hendes problem det lå. Nej det var mere hvad han ellers kunne finde på at stjæle. Godt nok ville der være meget arbejde i et barn der ikke var ret gammel. Men hun vidste bare ikke hvad han kunne finde på. Så hun valgte ikke at sige noget som helst. I stedet var hendes blik fast på ham og hun bed sig i læben for at finde ud af hvad hun skulle stille op. Hun kunne løbe, men så ville hun bare løbe fra problemerne, i stedet for at møde dem der hvor der var behov for det.

Jo mere hans hånd nærmest hvilede på hendes barn for at trække stoffet væk fra ansigtet på barnet jo mere nervøs blev hun. Jo mere blev stoffet fjernet og jo mere kom det lille ansigt til syne. Hun fastholdte stadig en hånd hen over barnet i håb om at han ikke ville tage det fra hende. Nu ville hun virkelig bare gerne hjem igen. Hun kunne ikke have tanken om at hun ikke ville have et barn mere, det barn hun havde ønsket sig så længe. "Det er ingen ting." kom det fra hende men stadig kunne hun se hvordan ansigtet på barnet blev mere synligt.
En mindre lyd som mere lød som en piven end noget andet kom fra det hun havde på maven og ud stak en arm fra stoffet. Barnet var ved at vågne af sin lur, og hun vidste at det snart ville være tid til at give hende mad. Hendes blik gled ned til barnet og armen som hun tog fat i hånden og den lille hånd tog fat rundt om hendes finger. Et smil kom frem på hendes læber og hun kiggede på Orcus kort tid efter. "Du rør hende ikke!" hun var alvorlig i sin stemme og hun ville mest af alt gerne have at han bare forsvandt fra hendes åsyn. Men alligevel var han en del af hendes fortid, og hun ville aldrig kunne slippe ham helt. Hverken nu eller i hendes tanker.

Det var ikke svært for Orcus at se, hvor nervøs og anspændt Aliana var omkring hele situationen. Det undrede ham lidt, men så alligevel ikke. Det var svært at lægge fortiden bag sig, når man havde haft sådan en opvækst i blandt slavehandlere og ham.. Han kunne muligvis ikke bebrejde hende, den måde hun reagerede på, men han havde måske håbet, at hun ikke ville reagere sådan efter deres sidste møde. Der havde han i hvert fald ikke haft nogen onde intentioner og det måtte hun da have kunnet forstå, ikke? Måske han ikke havde været tydelig nok den gang. Tanken strejfede ham, som han automatisk rynkede på brynene og så en anelse skuffet ud. Orcus kunne godt mærke, at situationen var blevet en smule anspændt og akavet, som han dog ikke mente, at han var kilden til den følelse. Hvis man spurgte Aliana ville hun næppe give ham ret, men hvad kunne han gøre for at bevise sin.. uskyld? Omend den var gemt langt væk, når han gjorde forretninger, så var den da meget tydelig, når det først kom til hans daglige. Ikke at Aliana havde meget erfaring med det.

Uanset hvad, så dragede Aliana hans blik imod det hun bar rundt på. Han vidste ikke hvad han skulle forvente, men han kunne meget hurtigt fornemme på hende, at hun forsøgte at afskærme det for ham og skjule det. En sådan ting var virkelig svær at skjule, så havde det nok været bedre ikke at bære det på maven. Men omstændighederne gjorde muligvis, at det var hendes eneste mulighed. Derfor var han også draget imod det og nysgerrig omkring at finde ud af, hvad hun gemte på. Han blev dog lettere chokeret, da han så det lille ansigt komme frem. Var Aliana blevet mor? Eller passede hun en andens barn? Han forstod det ikke helt til at begynde med, som hun mente, at det ikke var noget. Forsøgte hun stadig at få ham til at droppe det og gå sin vej? Det var svært, når hun for alvor havde fået hans fulde opmærksomhed. Han gik helt tæt på for at se det lille ansigt. "Et barn.." lød det lettere måbende fra ham, som han kiggede op på hende igen. Han var lettere uforstående overfor situationen. Hvor gammel var hun efterhånden? Gammel nok til at være mor åbenbart. Tiden fløj også bare afsted..
Lyden fik Orcus til at rette blikket imod barnet igen, som den lille arm dukkede op. Han slap stoffet og rakte i stedet ud efter den lille hånd. Barnet så simpelt så sødt ud. Det gav et sæt i Orcus, som Aliana straks beordrede ham til ikke at røre hende. Armen blev hurtigt trukket ind til kroppen, som han så op på hende med hvad der skulle ligne hvalpe øjne. "Jamen.." kom det lettere forundret fra ham. "Er hun din?" spurgte han lettere overrasket, men der var også en underlig sødme i hans stemme. Sødmen var nærmere henvendt til det lille barn.

Det var underligt at stå her foran Orcus og ikke ane hvordan han ville tage det at se hende med et barn. Tankerne fløj igennem hendes hoved. Hun var ikke sikker på om dette her ville ende godt eller skidt. Forhåbentlig havde han ingen bagtanker ved det hele, og langsomt fjernede hun den beskyttende hånd fra barnet. Hvis hun bare slappede helt af, så ville hele situationen nok virke mere behagelig og mere afslappet i stedet for så anspændt og akavet. Det var jo ikke fordi han havde gjort noget ved hende under sidste møde. Det havde bare været en rolig snak, om end at det havde været hjemme hos ham. Faktisk havde han tvunget hende der hen, men havde jo ført hende tilbage uden nogen problemer. Måske var Orcus bare ikke så slem som han have været den gang. Han var nok blevet ældre og mere rolig, måske havde han endda droppet at handle med slaver? Hun vidste ikke helt om hun skulle tro på det, eller om hun blot skulle lade tvivlen komme til gode. Alligevel blev hele hånden fjernet fra det lille barn så man nu tydeligt kunne se det lille barn og den lille hånd der var dukket op under stoffet.

Tanken om at han ville gøre barnet noget sad stadig i hende, men hun havde ingen steder at flygte hen, og hvis han gjorde barnet noget så ville hun kæmpe med næver og klør for at komme væk der fra helskindet. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle stille op lige nu så hendes blik gled ned på barnet og tog fat i den lille hånd for at ae det lidt. Blikket gled op på ham igen som han så noget overrasket ud over hele situationen og hun var ikke sikker på om det var en god ting. Alligeve fik hun en mindre skyldfølelse over for Orcus som han trak hånden til sig, hun var måske for overbeskyttende. Hun ville jo ikke være en sur kone bare fordi hun var usikker på hvad der stod foran hende. Hun nikkede lidt til hans næste ord. "Ja det er hun" kom det usikkert fra hende og stirrede på ham som hun holdte den lille hånd. "Undskyld, jeg er en anelse anspændt." kom det roligt fra hende og kiggede ned på barnet. Det var ikke så nemt at være mor som hun havde regnet med, men alligevel var hun glad for at være det. Hun skulle bare lige vide hvor Orcus var henne i hele denne her situation for at hun kunne slappe helt af.

Aldrig i sin vildeste fantasi havde Orcus forestillet sig Aliana med et barn. Måske det ikke burde være så underligt, men han forstod det faktisk ikke helt, for havde det altid været i hendes tanker eller var det noget der var sket ved et uheld? Der var mange spørgsmål, men Orcus følte ikke rigtig at de befandt sig et sted, hvor han kunne tillade sig netop at stille de spørgsmål. I stedet bed han sig i læben for ikke at stille dem alligevel. Det var bedst at lade hende føre ordet og så kunne han måske spørge ind til det senere, hvis altså de kom hen i den retning? Ellers måtte han jo bare undvære svarene.

Han tav for en stund, som han blot forsøgte at få et glimt af den lille baby. Det var nu forunderligt, så meget ballade en lille skabning kunne lave. Orcus kunne i hvert fald fornemme på Aliana, at hun helst ikke så, at han kom for tæt på, men samtidig lod hun også til at bløde op for det. Måske der var en chance for at han kunne bevise noget overfor hende, som ikke inkluderede vold og ballade. Bare helt almindelig ro, som sidst? Han mødte Alianas blik igen, som han smilte stort til hende. "Hun er kær" lød det oprigtigt fra ham. Orcus gik stadig ikke for tæt på, for hun havde tydeligvis en klar grænse for hans selskab. "Med vores fortid, så kan jeg godt forstå det, men du er kommet langt" indrømmede han med et accepterende nik. Det havde ingen gætte for år tilbage.

Et eller andet sted kunne Aliana godt forstå hvis der var en masse spørgsmål i hovedet på Orcus som han ikke ville stille. Da hun først havde fået morgen kvalmen første gang havde hun selv stillet en masse spørgsmål til sig selv. Den eneste der kunne svare på de spørgsmål havde været Elise. Den eneste i hele flokken der kunne besvare hendes mange tusinde spørgsmål der havde fyldt hendes underbevist. Så hvis Orcus havde en masse spørgsmål ville hun faktisk gerne svare på dem, for som hun tænkte over det havde han jo kun været sød ved hende sidste gang. Så der var vel egentlig ikke nogen grund til at være nervøs netop nu. Orcus var en god mand, han havde trods alt taget sig meget af hende under hendes opvækst, om end at han havde solgt hende op til flere gange, men det var jo bare hans arbejde, om end at det var et forfærdeligt arbejde og at han egentlig burde finde et andet arbejde. Det var i hvert fald sådan hun så på det. Hun tog en dyb indåndning og pustede langsomt ud og sendte ham et svagt smil.

"T.... Tak" kom det lidt uroligt fra hende. Hun var stadig ikke sikker på hvad Orcus kunne finde på også selvom han havde været så sød. Nu skulle hun bare slappe af og forholde sig helt roligt, så skulle alt nok gå godt, det var hun sikker på. Eller det var sådan hun tænkte på at det skulle være. Hun skulle finde sin indre ro, og derved slappe helt af. Men det var svært når hun havde en fortid som hun havde. Orcus havde været en stor del af den, og det var noget hun aldrig ville kunne komme uden om. Det var noget der altid ville være med hende lige meget hvor lidt hun så tænkte på det. "Jeg er nok bare lidt mere påpasselig end jeg burde være" hendes tonefald var roligt, men hendes puls hamrede der ud af. Det var som om hun ikke kunne finde ro i sig selv om end hun prøvede det. Hun rømmede sig lidt og  fastholdte et blik på ham. "Med en fortid som min så passer jeg lidt ekstra på" hun var sikker på at han forstod, det burde han i hvert fald gøre. Det var trods alt ham der kendte hendes krop ud og ind ud over Manuel. Han vidste hvor mange slavemærker hun havde, og han vidste hvor meget hun havde været igennem. Så det ville vel ikke komme helt bag på ham at hun passede mere på nu hvor hun var blevet mor?

Et venligt smil gled over hans læber, som han hørte hendes tak. Hun behøvede ikke takke ham, han havde egentlig ikke gjort noget, der fortjente det, men hun hentydede nok til hans kompliment til hendes datter. Orcus kunne sagtens fornemme uroligheden omkring det hele, som han lod blikket vandre rundt på folkene omkring dem. Det måtte være en smule akavet at stå midt i det hele og snakke på den her måde, måske de skulle finde et sted, hvor de kunne komme ned at sidde? "Du behøver ikke undskylde, det er nærmere mig, som skylder dig en undskyldning" sagde han ganske roligt, som han vendte blikket imod den nærmeste kro, han tænkte kortvarig over situationen og vidste ikke om det ville være upassende at spørge hende.. "Sig til hvis det er for meget, men hvad hvis jeg undskylder med et måltid?" spurgte han roligt, som han lod blikket vandre ned på den lille baby i hendes favn. "Så kan hun også få noget ro?" foreslog han, for ikke at Aliana ikke skulle føle sig presset til noget. Men måske barnet ville have godt af lidt ro, så hun ikke vågnede helt midt i larmen? Det kunne selvfølgelig være at barnet helst ville have støj?

Hvis Aliana ikke ønskede at de gik et andet sted hen, så kunne han også sagtens forstå det, men så skulle de måske i hvert fald trække sig lidt væk fra gaden, så de ikke endte med at stå i vejen. Orcus var desuden kommet til byen for at genfinde sine kræfter, så han ville faktisk gerne have noget at spise, før at sulten for alvor meldte sig. Måske babyen også skulle have mad, når hun vågende? "Hvad hedder hun egentlig?" spurgte han en anelse nysgerrig, som han ikke var helt sikker på, at Aliana ville dele det. De havde en delt fortid, men ikke nødvendigvis en god en af slagsen, så han forstod godt, at hun var forsigtig. Derfor nikkede han også til hendes ord.

Måske behøvede hun ikke at undskylde, men hvad skulle hun ellers have gjort? Det var jo ikke fordi det ikke lå i hende at gøre det. Hun havde trods alt stadig en respekt for Orcus om end at hun var fri som fuglen. Men mest af alt kom det bag på hende at det var ham der skulle undskylde over for hende. Hvad skulle han undskylde over for hende for? Han havde bare gjort sit arbejde i gamle dage og han havde trods alt taget sig af hende selv under en fuldmåne. Nu var han jo bare lidt nysgerrig, og det skulle man da sådan set også have lov til at være. Hun blinkede lidt uforstående med øjnene da hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle sige. Hun kunne ikke helt forstå hvorfor han skulle undskylde over for hende. Det fandt hun vel nok ud af på et tidspunkt. Det handlede bare om at lytte efter. "Jeg acceptere din undskyldning" kom det endelig fra hende og vendte blikket ned imod det lille væsen, inden hendes blik faldt op på ham igen som han begyndte at snakke igen. "Et måltid?" hendes mave knurrede en anelse så en bid mad var vel ikke helt forkert, og når det nu var Orcus der tilbød det, så var det vel ikke helt så slemt igen. "Jo jeg er måske lidt sulten." konkluderede hun. Desuden så skulle barnet i hendes arme også have noget mad på et tidspunkt. Der ville egentlig også være lidt mere ro på en kro end der ville være her ude blandt alle boderne. Hun nikkede lidt til hans næste ord, kroen ville være et oplagt valg, så længe folk der var der ikke var skide fulde så skulle det hele nok gå.

Når alt kom til alt så var det vel egentlig ikke så slemt at tilbringe lidt tid sammen med Orcus. Han var en god mand i længden og de havde haft en lang fortid. Så det var vel ikke helt så underligt at hun i god tro og orden kunne følge med ham. Langsomt vendte hun sig om for at bevæge sig ned imod den nærmeste kro, og forhåbentlig fuldte Orcus med hende, især nu hvor det var ham der havde budt hende på mad. Ved hans spørgsmål om navnet forblev hun tavs i noget tid. Hvad skulle hun svare ham? Det var jo ikke noget navn til barnet endnu. Hende og Manuel havde ikke rigtig kunne blive enig om et navn, de diskuterede det stadig en smule. "Hun har ikke noget navn endnu. Vi kan ikke blive enige." kom det fra hende og vendte sig om for at kigge på ham. "Men vi er ved at nærme os et navn" Hun var slet ikke  sikker på hvad hun skulle kalde sit barn. Det var jo ikke fordi at hun ville opkalde det efter hendes mor, hun havde ikke engang skænket sin mor en tanke overhovedet. Ikke at hun overhovedet ville ane hvor hendes forældre var henne alligevel.

Det var lidt som om at Orcus åndede lettet op, da Aliana valgte at acceptere hans undskyldning, selv hvis hun ikke forstod hvorfor, så var han glad for at hun alligevel gav ham den accept og derved kunne være med til at lægge fortiden bag dem? Desuden så skulle hun jo gerne kunne koncentrere sig helt om det lille væsen i hendes favn. Orcus nikkede til hende, som tak for hendes ord, men han følte nu stadig at han var nød til at give hende noget tilbage, også selvom han havde gjort sit for at passe godt på hende. Den gang var hun jo en investering, der helst skulle indbringe nok krystaller til at det kunne betale sig at passe godt på hende. Han kunne ikke helt lade vær med at grine svagt, stille for ikke at vække datteren, men alligevel ikke helt kontrolleret, da han hørte hendes mave knurre. "Så lad os gå hen til kroen.. Jeg har før fået et godt måltid der" sagde han med et nik imod den modsatte ende af gaden, de stod på. Der var ikke særlig langt, så det skulle da være muligt at nå derhen, før at de ville blive fanget i menneskemængden. Eftersom at det var tidligt på dagen, så regnede Orcus ikke med, at der var al for mange fulde væsner på kroen, måske stamkunderne, men der var stadig en chance for at de kunne få ro, måske i et hjørne af kroen.

Orcus vendte kroppen imod kroen, som han fulgte efter hende. Han sendte hende et roligt og oprigtigt smil, som han gerne ville sikre sig, at alt var i orden. Måske han havde forandret sig en del.. Særligt siden deres første møde.. Egentlig forsøgte han bare at køre samtalen videre indtil de nåede kroen og skulle bestille deres mad, men han havde nu ikke forventet at lige netop det spørgsmål ville være et problem. Havde alle børn ikke navne fra starten af? Eller havde han bare fået den forkerte opfattelse af det? "Det må være fordi I har for mange gode navne at vælge imellem" lo han stille, som han satte farten op for at gå ved siden af hende. Så behøvede hun ikke dreje i kroppen og kunne derfor også se fremad, så de ikke gik ind i nogen. "Det skal nok komme" sagde han opmuntrende, som han gik foran hende og åbnede døren for hende, så hun kunne komme ind i varmen med babyen først.

Selvom hun havde mad i skuldertasken så var der vel ikke noget galt med at blive tilbudt på mad. Maden i tasken skulle alligevel bruges når hun skulle tilbage til flokken, og det ville være en lang rejse. Så hun kunne lige så godt spare lidt på den mad hun netop havde købt. Desuden så var dette jo heller ikke en date, for det ville være virkelig mærkeligt at have en date med Orcus, specielt hvis han stadig handlede med mennesker. Hvilket hun på ingen måder ville kunne acceptere. Desuden så havde hun også et mindre godt øje til Evander, om end at Manuel stadig vandrede i hendes tanker. Hun vidste at Manuel og hende aldrig ville blive et par igen, og nu hvor de var forældre ville ikke engang det ændre på noget af det. Manuel havde gjort det klart for hende op til flere gange at han ikke ville være et par med hende, om end at de stadig kunne have noget seksuelt sammen så var det ikke blevet til mere end det. Hun nikkede lidt til hans ord, hun kunne kun give ham ret, det var ret god mad der, men nu havde hun også boet på den kro i nogle dage, og hun skulle gerne blive boende der lidt endnu. Så længe Orcus ikke lavede ballade så var alt vel egentlig godt nok. Nu regnede hun ikke lige frem med at han ville lave ballade, for det havde han sådan set aldrig gjort i hendes øjne, i hvert fald ikke hvad hun kunne mindes. Hun sagde ingen ting til ham, men hun gjorde intet for at kigge på ham.

Egentlig kom hans svar tilbage til hende ikke som en overraskelse. Det var meget normalt at et barn fik et navn når de var født. Hun ville bare ikke tage det ansvar helt alene. Manuel havde også noget at sige i denne sag, og hun havde været lidt for langsom til at tage hen til ham. Hun havde været meget bekymret for hvordan han ville tage det at skulle have et barn. At Manuel havde taget det helt roligt kom meget bag på hende, og hun havde fortrudt overhovedet at tage væk fra flokken i første omgang, men hvad skulle man gøre når den kommende far ikke engang ønskede børn, og slet ikke med hende. "Nej ikke rigtig, jeg har bare ikke ville tage den beslutning alene. Jeg var bange for at blive smidt væk fra flokken, så jeg forsvandt, lidt længere tid end hvad jeg skulle have gjort." kom det fra hende og vendte blikket hen på ham. "Jeg har heller ikke rigtig været i flokken særlig længe til at vi rigtigt har fået talt om et navn." hendes blik vandrede ned på barnet i hendes arm og så op på Orcus igen.

Der var i hvert fald ikke tale om en date og da slet ikke hvis man nævnte det for Orcus, for han havde ingen planer om at gå på date med Aliana. Der var blot tale om en undskyldning, som sikkert var længe ventet for hans vedkommende. Han havde muligvis behandlet hende så godt han kunne, men samtidig skulle han måske også have indset, at hun ikke var en god slave og derved ikke forsøgt at sælge hende op til flere gange.. For han fik hende jo altid retur igen.. Men det hørte til fortiden og nu ville de forhåbentlig få en chance for at lægge det bag sig, Orcus ville i hvert fald gerne glemme det eller i hvert fald tænke på noget andet, når han stødte på Aliana en anden gang. Måske han bare gik efter en renere samvittighed, for det havde han faktisk.. En samvittighed.

Hvorfor pigen endnu ikke havde et navn, forstod han ikke rigtig, men han kunne nu heller ikke blande sig i det. For det skulle nok komme, når de altså var enige om det. Og måske var han heldig at få det at vide, når de en gang stødte på hinanden igen? Forhåbentlig, men til den tid kunne pigen meget vel være vokset en del, for det var sjældent at han stødte på Aliana efter hun var blevet sluppet fri. "Men flokken er flink ved dig nu?" spurgte han en smule forsigtigt, som han måske ikke skulle blande sig i et eventuelt dilemma. Forhåbentlig havde hun fået det bedre, for det var da godt, at hun var blevet del af en større flok, så hun ikke var selv i verdenen. Orcus var jo også glad for at have Philotanus. Orcus flyttede armen imod døren for at give hende tegn til at gå indenfor, så de kunne finde sig et bord. "Du finder på noget" lød det opmuntrende og måske en smule forkert, når det kom fra ham.

Hvis der var noget Aliana skammede sig over hele sit liv så var det at være slave. Det var ikke noget hun kunne ændre på, og det var helt sikkert ikke noget hun kunne gøre noget ved. Hendes mange slavemærker var altid dækket og hun brød sig ikke engang om at andre skulle se dem, ikke engang Manuel som havde set dem så mange gange før. Det var bare ikke det samme som at have en krop uden slave mærker. Det var nok også det der gjorde hende bekymret for overhovedet at dele sin fortid helt med Evander. Det gjorde hende bange for hvad han ville tænke om hende, om end at han rent faktisk havde set lidt af det ved en fejl. Så havde han bare ikke set det hele. Det var noget andet med Elise der rent faktisk havde været med ved hendes fødsel. Den var kommet pludselig og det havde været hårdt, men hun ville ikke undvære den smerte for noget når der var kommet et så smukt væsen ud af det.

Måske handlede det hele bare om at hun var alt for venlig til at ville vælge et navn alene. Men Manuel havde vel også noget at sige i denne sag. Det var trods alt ham der var faderen, og han skulle vel også have noget at sige, nu hvor han ikke havde været en del af noget som helst under hele graviditeten. Det var bare ikke så let længere at være op og ned af Manuel. Han havde ændret sig, og det samme havde hun. Men hun var da glad for at være en del af flokken igen, selvom at Evander trak lidt mere i hende i ny og næ.  Hun vendte blikket op på Orcus og lavede et svagt smil som dog hurtigt forsvandt igen. "Det har da altid været ved mig. Det var bare mærkeligt at komme tilbage til en flok man havde været væk fra i over et år."  hun var ikke bekymret for at snakke om flokken til Orcus, han anede ikke engang hvor den var, og det var også sådan det skulle forblive. Hun var ikke længere bekymret for at stå ansigt til ansigt med Orcus, i hvert fald ikke lige nu, også selvom det havde været tankevækkende at stå over for ham igen. Som han viste hende indenfor skubbede hun døren op og bevægede sig indenfor. Hun kiggede lidt rundt og overraskende nok var der næsten helt mennesketomt og meget stille. Ikke hvad der normalt var på kroer men det gjorde hende ikke ret meget. Hurtigt fandt hun sig en plads og satte sig ned på stolen. Hun havde ikke hørt hvad Orcus havde sagt og det gjorde hende faktisk ikke noget. Faktisk fandt hun ham utrolig uhyggelig til tider.

Tanken om at pigebarnet måske var varulv dukkede lige pludselig op i Orcus hoved, men så kom han i tanke om, at der var tale om en forbandelse og ikke noget der kunne arves fra forældrene. Det mente han i hvert fald ikke, så han burde ikke være bange for at babyen lige pludselig ville forvandle sig til ulv midt i kroen. Han holdt i hvert fald fat i sin tanke om, at det ikke var en mulighed. Fanget i sine egne tanker bemærkede han ikke de skikkelser, som endte med at stirre på dem, da de trådte ind på kroen. Der var ikke mange på kroen, men det var sikkert til deres held som de bestemt ikke virkede som det umage par. Men nu skulle de jo også bare dele et måltid og så gå hver til sit. Så kunne Orcus måske få det bedre med sig selv og det han havde udsat hende for.

Roligt nikkede han til hendes ord, som han forsøgte at guide hende hen til et tomt bord, som de kunne sætte sig ved. Han sendte hende et opmuntrende smil, men var ikke rigtig i stand til at sætte sig i hendes sted. For han havde nu aldrig været væk fra Philotanus.. Men måske han kunne forstå det, hvis han tænkte på sin klan? ”Der er vel altid udfordringer ved at vende tilbage til en hverdag, som man ikke har været van til?” lød det en smule prøvende, som hun måske havde opbygget sin egen hverdag og nu skulle hun lige pludselig tilpasse den til flokken og ikke kun sig selv. Måske det var derfor hun valgte at drage afsted selv for at finde noget mad og ikke jage sammen med flokken? Selvfølgelig skulle hun passe på barnet, men kunne de ikke deles om ansvaret eller forstod han det bare forkert?

Bekymringen sad da også i hende omkring det barn hun bar rundt på. Hvordan skulle hun nogen sinde kunne beskytte barnet mod forbandelsen der selv lå over hende. Hvad nu hvis nogen fra flokken fandt på at spise hendes barn? Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv hvis der skete noget med det barn hun havde længtes så længe efter. Nej tanken om at Manuel og hende ville beskytte barnet var da en god ting, men alligevel var hun bange for at der skulle ske barnet noget. Måske var det bare mor genet der kom op i hende, men barnet var lidt mere udsat nu hvor hun ikke selv bar forbandelsen over sig. Hun havde været modstander af der kom børn ind i flokken, og nu stod hun selv i den situation, det var en underlig følelse, og det ville nok aldrig ændre sig når alt kom til alt.

Hun lyttede til hans ord, og hun kunne da kun give ham ret, men hvad vidste han egentlig om det. Han havde da aldrig været en del af flere mennesker samlet et sted hele tiden. Ja han havde Philo, og hun kunne endnu mindre lide den mand end hun kunne lide Orcus. Men det var jo ikke en flok, og slavehandel var jo ikke en flok heller. Så kunne Orcus overhovedet vide noget om det at have en flok, og vide hvad det var hun stod i? Hun var ikke sikker men alligevel svarede hun. "Udfordringen ligger ikke så meget i flokken, men det der ligger i mig og den forbandelse jeg bærer på." hun vidste at han vidste hvad hun snakkede om. Det var langt fra en sikker vej at have et barn nu under hver fuldmåne, specielt når ingen var der til at tage vare på børnene under en fuldmåne. De var overladt til sig selv, og hun kunne ikke vide sig sikker på at der ikke ville ske noget med børnene under en fuldmåne. Hun ville hellere efterlade sit eget barn hos det gamle ægtepar der havde passet hendes barn under hver fuldmåne. Men det var for risikabelt nu. De var ved at få mistanke om hvad hun var, og det var farligt et sted som Medanien. "Orcus?" kom det fra hende og var lidt bekymret for at stille sit spørgsmål der sad på tungen af hende. "..." hun vidste ikke helt om hun kunne stille det, så hun stirrede på ham og bed sig lidt i læben. Han var stadig dæmon eller halvt af ham var da dæmon, men kunne hun tillade sig at spørge ham i det normale sprog og ikke slå over i dæmonisk? "Handler I stadig med mennesker?" det røg ud af hende, godt nok stille men hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle stille det. Han burde i hvert fald stoppe med den slags arbejde, der kom aldrig noget godt ud af det.

Det kunne godt være, at Orcus skulle undlade at forsøge sig med at forstå hendes situation. Men han havde en smule svært ved bare at lade emnet falde til jorden. Så blev det hele bare en smule mere akavet, hvis ikke han passede på. Forhåbentlig ville de snart fordybe sig i noget mad og så skulle han ikke længere bekymre sig om deres samtaleemne. Han samlede hænderne foran sig på bordet, som han fik sat sig ned og nu følte at han kunne slappe lidt mere af i kroppen. Blikket hvilede fortsat på hende, som han nikkede til hendes ord. Forbandelsen måtte være en frygtelig ting at give videre til et barn, men der var da børn, som havde forbandelsen og hvis de kunne klare sig, så kunne Aliana's barn vel også? Orcus måtte i hvert fald indrømme at hun var stædig nok til at gøre hvad hun kunne for det barn. Det havde han jo allerede oplevet fra første sekund, han var stødt på hende.

Egentlig var han ved at gøre klar til at bevæge sig op til baren for at bestille noget mad til dem, da hun lige pludselig henvendte sig til ham. Hun stillede ikke bare spørgsmålet, men valgte at lægge ud med hans navn. Havde hun brugt hans fulde navn, så havde han måske været en smule mere nervøs omkring, hvad hun gerne ville sige, men han sendte hende bare et smil. "Ja, hvad er der?" spurgte han smilende og rolig, som han kiggede tilbage på hende og glemte alt om at bestille noget mad. Det kunne vente lidt endnu. Der faldt en underlig stilhed over dem, som Orcus lige pludselig blev nervøs for, hvad hun gerne ville spørge ham om. Nervøsiteten blev kun større, som hun startede på spørgsmålet. Handler I stadig.. Hun behøvede slet ikke at fortsætte sætningen, som han vendte blikket imod bordet. "Hvorfor stiller du det spørgsmål, når du ikke vil høre svaret?" spurgte han en smule forvirret, som han egentlig troede, at de kunne lægge det bag sig og droppe emnet fremover. Men hans ord burde også være svar nok på hans spørgsmål.

Hvorfor havde hun overhovedet stillet det spørgsmål når hun egnetlig ikke ville kende svaret på det? Alligevel tvang det hende til at stille det. Måske var det bare af ren nysgerrighed, måske var det fordi hun ville vide om Orcus og Philo var blevet klogere med tiden, men hvis hun skulle være helt ærlig så tvivlede hun overhovedet på at det virkelig var sådan det var. Dog trak hun blot på skuldrende af hans ord. Først vidste hun ikke hvad hun skulle sige til hans spørgsmål før han spurgte om det næste. "Fordi jeg vil vide om I er blevet klogere med årene." kom det fra hende og stiirrede på ham. "Ingen burde leve samme skæbne som jeg gjorde i jeres klør. Måske har du fået medlidenhed med tiden og set at det er forkert. Måske har du valgt en anden leve vej. Hvad ved jeg Orcus.. Det er jo ikke fordi at vi ser hinanden så tit til at jeg kan vide den slags ting." hun kiggede på ham meget intenst og hun ville virkelig gerne vide svaret på hvad hun havde spurgt om. Hvis han var blevet klogere med tiden så havde han da i det mindste et hjerte. Men hvis ikke, var hans hjerte så stadig så mørkt som hun huskede det, om end at han rent faktisk havde været sød ved hende sidste gang?

Hun var ikke sikker på om svaret der ville komme var noget hun ville høre. Men hendes nysgerrighed var lidt større end som så. Hvis Orcus kunne være sød over for hende tidligere, så kunne han også have et hjerte der var større end hvad han først gik og troede at det var. For hun ønskede da at han var kommet på andre tanker og havde lagt en mørk fortid bag ham med menneskehandel. Dog var hun meget usikker på om Philo overhovedet ville have de tanker på et eller andet tidspunkt.

Det var en bebrejdende tone over Alianas ord, som fik Orcus til at rynke en smule på brynene. Han kunne mærke hvordan hun dømte ham lige nu. Men han valgte ikke at tage det personligt, netop fordi han godt vidste, at det var måske i hendes ret, at hun gjorde det. I stedet lod han hende forklare sig uden at afbryde hende. Ordene blev bearbejdet i hans hoved, som han sukkede en smule over udviklingen i deres samtale. Det havde været bedre, hvis hun blot havde ladet emnet være og måske fundet noget mere behageligt at snakke om. Måske han skulle spørge yderligere ind til hendes datter? For det emne kunne da umuligt bringe problemer med sig? Eller tog han fejl? Han vidste jo ikke hvad hun var gået igennem for at få barnet. ”Nu gjorde du det jo kun værre for dig selv..” mumlede han lavt i håbet om at hun ikke ville høre ham. Hvilket i sig selv var et spinkelt håb, når hun var varulv, men barnet i ham sagde, at han sagtens kunne sige den slags lige ud og så komme afsted med det.

”Vores forretning arbejder med udbud og efterspørgsel” forsøgte han langsomt at forklare, før at hans blik dalede imod bordet foran ham. Han lod neglen stryge hen over træet, imens at han overvejede sine ord nøje. Der var noget under opsejling, så han var nød til at træde varsomt, hvis ikke hun skulle blive direkte sur på ham på et offentligt sted. ”Så hvad kunderne efterspørger, handler vi med” fortsatte han, der var langt fra tale om et direkte svar på hendes spørgsmål, mest af alt fordi han vidste, at hun nok også godt vidste, at de næppe havde skiftet retning på de få år, hun havde været udenfor deres klør, som hun kaldte det. Philotanus havde for ikke så længe siden taget et menneske med hjem.. Og det havde udviklet sig noget anderledes end først antaget.. Måske han bare skulle holde mund egentlig og håbe på at deres mad snart kom? Han skævede imod disken, trippede med foden og tiggede næsten sig selv om at maden ville dukke op om lidt. Før hun kom for langt i samtalen.