Der var mange steder at begå sig, men Elmira kunne ikke ligefrem prale med at have tilbragt meget tid i Azurien og da slet ikke i diamantbugten, selvom hun altid havde været fascineret af skibene og havet. Elmira havde aldrig haft muligheden eller modet til at bevæge sig ombord på et sådan skib. Mest af alt fordi det ofte var mænd, der bestyrede skibene og det gjorde hende ikke nødvendigvis mere tryg. Det skulle så siges, at hun var blevet klogere med årene, som hun havde betrådt landet, men der var altid nye personligheder at støde på. For at kunne leve ombord på et sådan skib, så måtte man da have en bestemt personlighed, eller var det bare hende, der tænkte anderledes på det at bo på et skib? Ikke at Elmira kendte til det overhovedet. Derfor befandt hun sig også midt på havnen med et noget skeptisk udtryk, som hun klamrede hånden omkring remmen på hendes taske. Deri befandt sig alt hun ejede og have brug for.

"Flyt dig" råbte en kusk, som Elmira havde placeret sig midt på vejen og egentlig stod i vejen. Det gav et sæt i hende, som hun næsten sprang til side og skyndte sig at komme af vejen, som manden hev i tøjlerne til hesten, for at få den til at gå igen. Hun skulle lige trække vejret for en stund, før at hun stille bevægede sig over brostenene. Det var en anelse besværligt i bare tæer, men hun havde ingen sko og ønskede ikke at gå med dem. Det var nemmere at vide hvor man var, når man havde kontakt med jorden. Hun gik imod havnefronten for at gå langs med de store skibe, som tårnede op imod himlen. Der var nogle store, men også små skibe i blandt. Det var utroligt, hvad væsnerne i landet kunne præstere. Hun gik lidt i sine egne tanker, som hun fulgte havnefronten med blikket imod de store skibe af træ. Hun forsøgte at nå træet. Meget af det kom fra amazonitskovene, som hun kendte godt. Hun kunne mærke hvor stort træet havde været og hvor gammelt det havde været før det var blevet fældet. Heldigvis kom det ikke fra den ældre del af skoven.

Påklædning 

”Land i sigte” Råbte genlød gennem hele skibet som de gjorde sig klar til at sejle ind i bugten. Edward stod som altid ved roret, hans hat var dog ikke på i dagens anledning han, havde på det sidste ikke brugte den så meget før han nu kom i Land dette gjorde at hans hår var let og genkende ham gennem nu. Det brune pjusket hår som han normalt, havde gemt under hans hat. Som han sejlet ind i bugten kunne han sagtens høre hvor meget larm der var på skibet, som altid glæde mandskabet sig til og få en uges overlove og for at være ærlig, havde de ikke haft det i lang tid. En af de grunde der nu var tid til det, var faktisk ganske enkelt de, havde haft en fantastisk jagt og havde derfor en masse penge med tilbage selv, efter der var kigget på skibet. Som Edward lod fortøjningerne blive spændt fast, forlod langt de fleste skibet, han, havde et par folk som altid der holde øje, mens folk nød den tid de ikke skulle arbejde så, som den sidste forlod han selv skibet han greb hans hat og jakke og hoppet derved ned fra Skibet, inden han bevægede sig ned gennem havnene. 

Som han passet sig selv hørt han lige pludselig en mand råbe til en anden at de skulle se sig for, han bevægede sig derfor over mod den kvinde med det røde hår som næsten var blive kørt ned, han lagede mærke til, hvordan hun lod hendes hænder køre over et skib, ”Er de okay Frøken?” Kom det fra Edward, normalt ville han ha været ligeglad, men fordi hun virket som om hun var ny her i bugten og det røde hår, kunne han ikke lade være, da han altid havde haft en svaghed for rødhåret kvinder.

Der var utrolig meget støj til stede på havnen. Det. Ar ikke ligefrem noget som Elmira var van til, eftersom at hun normalt befandt sig i skoven og der var sjældent så mange væsner, som her. Men det afholdt hende ikke fra at se sig omkring, som hun egentlige bare gik lidt rundt i sine egne tanker. Hvilket nok var grunden til at hun nær var blevet kørt ned af en hestevogn. Hun nåede at dele et undskyldende blik med kusken, som dog hurtigt fortsatte sit arbejde. Det var ikke alle der havde tid til at se sig omkring. Langt de fleste skulle jo arbejde dagligt for at skaffe mad på bordet hver eneste dag. Ikke at hun selv havde problemer med det, men hun kunne sagtens forestille sig, hvordan det måtte være, at man var afhængig af krystaller på den måde. 

Elmira var travlt optaget af at betragte det store skib og de store bjælker af træ, som udgjorde formen på skibet. Derfor fik hun også et mindre chok af det spørgsmål, som blev sendt i hendes retning. Hun gav et mindre sæt før at hun rettede blikket imod den fremmede. Til at begynde med havde hun svært ved at se, hvad han hentydede til, indtil hun kom i tanke om kusken. Dertil kom der er opmuntrende smil og et nik. "Ja, det var min egen fejl" svarede hun med et høfligt smil, før at hun kiggede lidt nærmere på hans påklædning. Kunne det være, at han selv tilbragte tid ombord på et skib med den påklædning? "Undskyld.. men arbejder De på et skib?" spurgte hun lettere nysgerrig. Mænd gjorde hende ikke så nervøs, når hun befandt sig et offentligt sted, så var der flere vidner.. hun havde i hvert fald ikke set andre blive angrebet i fuld offentlighed før, så ville idag være den første begivenhed for hende.

Som Kvinde vender sig om efter og have hoppet, kunne han ikke lade være med og smile. Han lyttet til hendes svare, som han fulgte hendes blik på det skib hun, havde studeret og faktisk rørte. Han vende derefter hans blik mod hende, som hun spurgte ind til noget ganske personligt. 
”Ja det kan man vel godt, sige hvorfor leder du efter et skib.” 

Lød det ganske nysgerrigt fra Edward som han så på den skønne kvinde foran ham, han smilte for sig selv kort inden han kom i tænke om en ting han nu, havde glemt. 

”Undskyld hvor er mine maner Kenway kaptajn Kenway faktisk, men det er underordnet, så hvad kan jeg hjælpe dem med.?” Kom det ganske spørgende fra Edward, hvorefter han sende hende et skævt smil, hvorefter han lagede hans hoved på skrå, hans øjne studeret hende som de stod her ved siden af skibet, ”såå hvad laver de på disse kanter, hvis jeg nu må spørge.” Kom det andet spørgsmål fra ham, hvorefter han sende hende et skævt smil igen.

Egentlig tænkte Elmira ikke, at der var tale om en personlig ting, når hun spurgte ind til mandens erhverv, men det kunne selvfølgelig ses fra flere synsvinkler og hun havde kun den ene. Desuden så vidste hun også kun, hvad hun havde fået fortalt om de mange væsners opfattelse. Dermed sagt var der ikke to personer som var ens, og Edward var tydeligvis en helt anden type væsen end hvad hun normalt omgav sig med. Ikke nok med at han var mand, så var han tilsyneladende også kaptajn på et skib? "Ikke rigtig, jeg har aldrig været på havet" svarede hun med et stille smil, som hun ikke var sikker på, at hun overhovedet turde bevæge sig derud først.

Til at begynde med rynkede Elmira let på brynene, som manden lagde ud med at undskylde. Hun kunne ikke komme i tanke om noget, han skulle undskylde for og var faktisk ved at åbne munden for at sige det til ham, da han endte med at præsentere sig selv i stedet. Så dukkede der i stedet et smil op på hendes læber, som de øvrige ansigtstræk blev langt mere afslappet. "Hvad er en kaptajn?" spurgte hun en anelse forvirret, hun havde aldrig været på havet eller på et skib og havde derfor ikke helt styr på de mange stillinger, som faktisk fik et skib til at sejle. Elmira lagde hovedet let på skrå, som de røde lokker gled over hendes skulder og lagde sig svagt imod hendes kind. "Jeg var nysgerrig omkring disse skibe.." svarede hun med et nik imod det skib hun havde rørt ved. Hun havde dog trukket hånden til sig, så snart at han havde henvendt sig til hende. Måske det var hans skib og så skulle hun nødigt fornærme ham på nogen måde.

Som Edward fik set hende ganske godt, lyttet han til hendes svar til, de simple spørgsmål han nu, havde spurgte om. Han lyttet til hende som hun spurgte ind til, hvad en kaptajn var, det var faktisk en enkel spørgsmål med et kort svar. Men stadig var Edward i tvivl om han burde tale om det, der gik et par sekunder, inden han lænet hoved til højre for derefter og få det flyttet til midten igen. ”Jamen en Kaptajn er en, leder over et skib og et mandskab, med andre ord kan man sige han er lederen, af han eller hendes besætning.” Lød det ganske enkelt fra, ham hvorefter han så på hende igen. Han, havde dog lagt mærke til, hendes bevægelse med hendes hånd som ikke rørte skibet nu.

”Et hvert skib har deres egne, historie kan dog fortælle dig dette skib, tilhøre ikke mig det er lidt for stort, et skib kan være lille og hurtig, stort og tungt, som dette eller lidt mindre end denne, men stadig hurtig. ” Kom det kækt fra Edward, hvorefter han sende hende et smil, ”men jeg ville nu tag på kroen ikke så langt herfra, de er velkommen til og komme med, hvis de har lyst?” Lød det kækt fra Edward.

Der gik noget tid før at Elmira opfangede, hvad det egentlig var der foregik, som hun betragtede hans påklædning for en stund og forsøgte at sammenligne det med de andre søfarer, som hun havde set på sin vej. Han lignede ikke de andre, måske han var en anden form for kaptajn, hvis der også hovedet fandtes flere typer.. Måske hun skulle besøge biblioteket og få svar på disse nylige spørgsmål, så hun ikke endte med at køre manden her træt med alle hendes spørgsmål. "Hov.. Navn et er Claíre" svarede hun med et skævt smil, som hun kom i tanke om, at hun nok havde brugt mere energi på hans erhverv end det faktum, at han havde givet hende sit navn. "Det må være krævende at lede et helt skib" kommenterede hun lettere forbløffet, som hun havde set hvor store skibene kunne være. Det var selvfølgelig ikke til at sige, om han havde så stort et skib og en ligeså stor besætning.

Elmira lyttede roligt til hans forklaring, som hun flyttede sig lidt væk fra skibet, så han også kunne se, at hun var interesseret i det, han havde at fortælle hende. Hun nikkede betænksomt, som hun overvejede de mange muligheder med skibene. "Det må være et interessant erhverv" kommenterede hun, som hun kiggede imod havet udenfor havnen. Hun kiggede dog tilbage imod ham, som han tilbød hende at følge med på kroen. "Gerne.. Det har vist også været en lang tur, så jeg har vist brug for noget mad" indrømmede hun med et smil, for hun havde nok været lidt for optaget af alt det nye i havnen og derved glemt sin appetit lidt, men nu hvor han bragte muligheden på bordet, så var hun da lidt sulten.

Edward så hen på hende, som hun præsenteret sig, ”Det er en fornøjelse og møde dig Claire.” Lød det fra Edward, hvorefter han sender hende et kækt smil, da hun kom med en forklaring, hvor hun fortalte hvad hun tænkte om det. ”Det er ikke så krævende, men det, kan nogle gange være lidt træls det, vil jeg ikke afvise.

”Det kan være interessant, men ikke mere end andre slags Erhverv Claire.” Lød det kækt fra Edward, hvorefter hun sagde, at hun var frisk på at tag på kroen, han bevægede sig derefter ned mod kroen. Da de endelig kom ind på kroen, kunne man sagtens høre musik og snakke mellem forskellig besætninger, mange af dem sad bare og drak dog, derudover var der nogen få folk som faktisk fik noget og spise, Edward så over på Claire inden han talte igen, ”jeg finder et bord du kan gå op og få købt det du skal ha” lød det fra Edward, hvorefter han fik bevægede sig selv op til et bord, hvorefter han ventet på hun var der, så han selv kunne få købt noget at drikke.

Et stille smil havde lagt sig over Elmiras læber, som manden tog ordentligt imod hendes præsentation. Hun var dog lettere forundret over hans smil, som hun ikke kunne lade vær med at lægge hovedet en anelse på skrå. Hvad forsøgte han at fortælle med det smil? Det var ofte svært at læse folk og han gjorde det bestemt ikke nemt for hende. Hvorfor kunne folk ikke bare snakke med hende i stedet for at skjule deres tanker i et smil eller et glimt? "Ikke al arbejde er nemt" kommenterede hun med et nik, som der næsten altid kunne være udfordringer i hverdagen, hvad enten man arbejde på landjorden eller på havet. At styre en hel besætning måtte i hvert fald være krævende, langt mere end at arbejde for én selv og styre slagets gang uden andre at tage hensyn til. Kun kunderne.

"Men det må være interessant at sove på havet.." kom det lettere beundrende fra hende, som hun lod blikket glide imod havet forbi alle skibene, der havde lagt til i havnen og dem der endnu var på vej ind og de få der var på vej ud. Havnen var i konstant bevægelse. Uden tvivl et livligt sted, slet ikke som skoven, der kun summede af liv, når dyrene var vågne. For der var næsten aldrig så mange skikkelser, som her. Elmira smilte roligt til ham, som hun fulgte ham til kroen og kiggede sig omkring undervejs. Bare så hun kunne finde vejen tilbage og ud af byen senere. Ellers ville hun bare fare vild, som den gang i hovedstaden. Der summede af liv, så snart de åbnede døren, hvilket forbavsede hende en anelse. Der var jo liv over alt.
Ved hans ord rettede hun blikket imod ham og nikkede, før at hun bevægede sig op til baren og fik fat på en tjener. Hun snakkede kortvarigt med ham, før at hun lagde nogle krystaller på bordet og nikkede til personen. Derefter vendte hun sig rundt og kiggede efter Edward. Da hun fik øje på ham, satte hun kursen direkte imod ham. Den lange kjole rørte gulvet hist og her, afhængig af hvordan hun bevægede sig, men den sad ikke fast i brædderne, som hun satte sig ned på stolen overfor ham. "Er det længe siden du har været på land?" spurgte hun interesseret i hans færden.

Edward, havde fået sat sig ganske dejligt, mens han studset over, hvad han næst skulle gøre. Han ville vildt gerne, opnå en vis ting i dag, men denne kvinde, havde let forsinket han original planer med og komme forbi Maykala igen med den ting han nu skulle ha penge for. 
Han lukket kort hans øjne mens han overvejet, hvad han skulle lave som det næste det var ikke så enkelt som han, havde håbet på. Da hørte stemmen igen, åbnet han hans øjne svagt.
Spørgsmålet kom derved, ikke bag på ham.  Han åbnet derefter hans øjne, kort inden han svaret på hendes spørgsmål, sidste han havde været i land var da han fik hans øjne helt åbent igen.

”Et stykke tid siden faktisk, yeah fik min betaling for noget jeg fragtet for en. Det var hvis sidste gang, så måske en måned eller to siden. ” Hans øjne studeret derefter hendes ansigt, ”du virker ganske interesseret i det, hvorfor det. Det er ikke alle der finder disse ting interessante og værd at høre om, så hvorfor er du så interesseret Claire?” Det var første her han lænet sig frem og så hende an. ”  Altså det er ikke alle folk der spørg om disse ting, så hvorfor har du interesse i det ? ” 


Kom det ganske skeptisk, fra ham. Han var måske en smule paranoid, men igen, han havde mødt mange folk på sin tid. Så hvis han havde lært en ting, var det at folk ikke gjorde noget uden en grund, hvis hun ikke, havde en. Var det ganske nyt men, jo mere hun spurgte ind jo mere skeptisk ville han blive overfor hende. Han kunne ikke lide at han ikke, vidste hvad folk slut spil var, dette var en af grundene han aldrig, havde taget del i krigen mellem mørket og lyset og hende her, virket særlig men, hvorfor anede han ikke. Det var nok, hvad han håbet dette kunne hjælpe ham med.

Aldrig havde hun begivet sig ud på havet, det virkede som et stort skridt at tage for hende, hun var udmærket klar over, hvor mange, hvis skæbne, havde ført dem til havet og derved var blevet deres ende. Derfor var hun måske også nervøs for selv at tage den rejse, selvom noget fortalte hende, at det ville styrke hendes forhold til landet. Elmira havde lidt på fornemmelsen af, at hun ville finde landet langt mere interessant end det store farlige hav, hun kunne til nød snuppe en tur i en dyb sø, men ikke for længe ad gangen.

At leve på havet så lang tid ad gangen virkede fuldkommen umuligt for hende, som han forklarede sig og fik hende til at rynke en smule på brynene af sine egne tanker. Hun måtte ryste den mørke følelse af sig, som Edward valgte at stille et mere personligt spørgsmål. Det lød næsten som om, at han var skeptisk overfor hendes pludselig interesse.. ”Det må De undskylde..” svarede hun med et let nik, som hun foldede hænderne foran sig. ”Jeg har aldrig været på havet.. Det er en skræmmende tanke, så jeg tænkte blot, at De ville kunne berolige mig med Deres oplevelser.” hendes tone var endnu undskyldende, som hun godt kunne fornemme på den fremmede, at hun måske havde stilt for mange spørgsmål, der måske ikke havde det helt store sammenhæng og måske blot virkede for nærgående?

//Jeg forlader tråden, da jeg ikke rigtig ved, hvor jeg vil hen med denne i forhold til udviklingen af Elmira :) Beklager meget!