Det var frisk luft man fik i lungerne på denne tid af året. Miranda nød at stå tidligt op og få den første indånding af frostklar luft så snart hun kom ud af hulerne. Oftest var hun alene eller den første oppe, men ikke altid. Der var som regel altid nogen der af den ene eller anden grund var vågen, for Miranda turde ikke lade ulvehøj stå ubeskyttet. Beboerne i området syntes ikke om at lade varulve bo i deres område, men indtil videre var der heller intet voldsomt sket.
Alligevel gik Miranda med frygten hver dag om at lysets styrker blev sat ind. De havde formentlig større problemer at se til, med krigen der ulmede. Miranda vidste at mørket egentlig ville lade dem alene, men hun tvivlede på at det var bedste valg for landet i sin helhed. De var stadig snæversynede på toppen af tronen.

Miranda trak sin kappe bedre om sig. Ikke fordi hun var kold, frost havde været en fast del af hendes liv fra hun var barn, men det var stadig rart. Hun satte sig på højen med blikket ud over skovene og kanten af landsbyen. Plagerne havde gjort sit for at mad var en mangelvare, men bestanden var på vej op igen. Bønderne var stadig utilfredse med at de skulle dele deres vildt, men de gik ikke så tit mod hinanden mere. De lærte hinandens ruter, og lærte at undgå menneskene. Miranda rynkede brynene eftertænksomt og tog en dyb indånding der blev lukket ud som en varm dampsky. Hun håbede at freden kunne holdes. Miranda ønskede ikke at se mere krig i sit liv hvis hun kunne undgå det.

Kulden kunne mærkes, på trods af Alexander havde pakket sig ind i tæpper og pels, for at overleve natten. Han spærrede de brune øjne op og sukkede næsten opgivende. Han var så vandt til at komme tidlige op, men han plejede blot at blive inde i teltet, under de varme tæpper og pelse. I dag var det anderledes, han havde knapt nok sovet og havde bestemt ikke en jordisk chance for at falde i søvn nu. Alexander forsøgte at lokalisere sit tøj og satte sig op, stadig med tæpperne omkring hans krop. Dovent rakte han ud efter tøjet og måtte desværre kravle ud i kulden for at få tøjet på, inden han kunne gå udenfor.

Som han kom udenfor kunne han godt mærke frosten bide lidt i hans kinder. Det så ikke ud til der var ret mange der endnu var oppe, dog vidste Alexander, at der altid var vagter på om natten. Man kunne aldrig være for sikker, for før eller siden kunne der være nogle bønder der angreb dem. De brune øjne faldt på skikkelsen der sad på højen. Miranda var vågen. Med rolige skridt nærmede han sig, i håb om ikke at forskrække hende. Han stillede sig et par meter fra hende ”Godmorgen… Noget nyt?” spurgte han stille som han sendte hende et smil hvis hun vendte sig.

Miranda kunne både lugte og høre Alexander inden han var synderligt tæt på hende, men da han var en del af flokken havde han lov til at færdes hvor han ville på højen, mere eller mindre, uden at hun ville blande sig i det. Men som han tiltalte hende, drejede hun kroppen nok til at se ham og smilede roligt. ”Godmorgen” hun drejede blikket tilbage til at kigge over skoven og det af landsbyen man kunne se langt væk i horisonten. ”Intet nyt, endnu. Men jeg mistænker at det ikke fortsætter.” svarede hun ærligt og lod tankerne få ord. Hun gik med mange ting alene. Mange spekulationer og mange valg, men hun henlagde ikke flokken i en illusion af tryghed. De ville altid være en jaget race.

”Jeg frygter at nu vi endelig for alvor har etableret os, er det kun et spørgsmål om tid før Medaniens Bønder får samlet enten styrker nok, eller overtalt kronen til at hjælpe dem med at jage os ud. Til trods for vi ikke angriber dem, eller på anden vis genere deres egendom” det var ikke svært at spore bitterheden i hendes stemme. Ja, de var så uheldige at de var blevet ramt af en forbandelse der gjorde dem til ukontrollerbare monstre ved fuldmåne, men løsningen var ifølge rigets øverste at dræbe dem alle, fremfor at finde en kur eller noget andet behjælpeligt. Intet under de fleste varulve opførte sig mere som dyr end mennesker. ”Har du hørt noget, Alexander?”

Alexander vidste godt at hun formentlig allerede var klar over at han var i nærheden. Han sendte hende et svagt smil. Han frygtede selv at landsbyen før eller siden ville storme højen, men til den tid ville han være klar til at beskytte flokken, om det så kostede hans liv. Derudover vidste han også der var en mindre flok varulve, der stod klar til at hjælpe. Det kunne være nu de var på vej, de kunne komme i nat, faktisk når som helst, hvilket ville stresse de fleste folk, men på sin vis virkede Alexander underligt rolig og fattet ”Jeg er sikker på vi nok skal klare den… Manuel og de andre holder også øje for os Miranda, det er jeg sikker på” sagde han med et skævt smil på læberne. Alexander håbede da i så fald at den lille ”forstad’ til ulvehøjen også var klar, hvis helvede en dag skulle bryde ud.

Alexander gik op til hendes side som hun igen talte. Han forstod bestemt hendes bitterhed, for de højere magter havde set dem som skadedyr og havde fastsat at de skulle dræbes, men et eller andet sted var Alexander overbevist om, at der sikkert fandtes en kur, men hvor? En irriteret brummen kom fra ham som han så ned på hende ”Uanset hvornår det sker, så er jeg næsten sikker på vi nok skal klare det” sagde han med et forsigtigt smil. Alexander ønskede ikke at der skulle ske noget med nogen af dem i flokken, men på samme tid kom det bestemt også an på hvor mange bønderne troppede op med. Alexander rystede svagt på hovedet ”Ikke meget… Men jeg kunne luske ind i byen på et eller andet tidspunkt, jeg har trods alt boet der, så jeg ved ikke om folk ville se mig som en trussel… Jeg kunne se om jeg kunne fange nogle informationer, om de planlægger noget” sagde han stille og rettede blikket mod byen, der var til at se i horisonten. Alexander vidste at det i og for sig var en selvmordsmission hvis han blev opdaget, men han kendte trods alt til byen, så det kunne være han havde en chance?

Et lille bittert smil kom frem på hendes læber og hun tog en dyb indånding. ”Formentligt, men hvor meget kan jeg i realiteten stole på Manuel. Jeg tror han har gode intentioner, men hvem siger han ikke sælger flokken ud til fordel for sine egne?” at være skeptisk overfor alt udefra var hvad der holdte dem i live. Det bildte Miranda i hvert fald sig selv ind i et forsøg på at skabe sig en boble af sikkerhed for de folk der var kommet til. Nogen af dem behøvede mere beskyttelse end andre, og at nogen tog kampen op for at beskytte dem, fremfor at smide dem i fare.

Men der var noget betryggende ved at Alexander forholdte sig optimistisk omkring situationen, mens Miranda lige nu syntes kun at se sorte afslutninger på alle ruter i livet. Hvilket gjorde hende både bitter, vred og bange. Hun havde en datter, en datter som var hovedsageligt menneske, og ikke delte deres forbandelse. Man fødes ren. Men hun boede her. Hvad ville der ske med hende, skulle de blive angrebet. Og hun var ikke den eneste med børn.
”Ved de hvad du er? Hvis de ikke gør, kan det give os en stor fordel for at vide hvad de har planlagt. Hvis de overhovedet har planlagt noget” Bønderne var en fjende de altid måtte holde øje med om blev aggressive. Hentede de hjælp, var Miranda ikke sikker på at hun havde en løsning.

Alexander trak svagt på skuldrene ”Jeg ved jeg ganske vidst ikke har mødt denne Manuel, så jeg kan i teorien ikke sige hvordan han er… Men hvad folk siger omkring ham… Så burde han være til at stole på, men jeg forstår din bekymring Miranda” sagde han stille. Manuel havde vel egentlig aldrig været på Ulvehøjen? Men havde altid sendt en af tvillingerne op? Alexander vidste det egentlig ikke, men han forstod godt, hvorfor hun var skeptisk, man kunne aldrig være forsigtig.

Han rystede kort på hovedet ”I de år jeg har boet i byen, er der endnu ikke nogen der har fundet ud af det… Jeg forlod oftest byen før fuldmånen, fortalte folk jeg kendte at jeg drog på jagt… Hver gang vendte jeg tilbage med lidt jagtbytte, blot for de ikke opsnusede mig, dog ved jeg snart ikke mere… Om det ville være værd at sætte liver på spil for det, dog er det nervepirrende at sidde her som en flok lokke duer” sagde han brummende. Der kunne komme mennesker fra hvilken som helst side af højen, der var ingen der sagde de netop ville komme fra den mindre floks retning.

Når man boede i en verden der var fjentligt stemt overfor en hver bevægelse man foretog sig, udelukkende fordi man var blevet givet en forbandelse mange af beboerne på Ulvehøj ikke selv havde valgt, blev man skeptisk. Miranda var generelt skeptisk, også overfor nye der kom til, men hun tilbød dem stadig et hjem. Hun var forsigtig fordi de havde haft konflikter med beboerne i Medanien før. Og hun var konstant nervøs for at lyset skulle vælge at sætte en større indsats ind for at jage den forbudte race som de var. Manuel og hans ulve var blot en lille brik, men den fik ikke mindre opmærksomhed af hendes bekymrede sind af den grund. Hun brummede som svar til Alexander. Som at hun havde hørt, forstået og tog det til overvejelse.

"Jeg forstår din bekymring. Jeg ville være taknemmelig hvis du tog til byen, i hvert fald nogle uger og genetablerede nogle forhold. Men, jeg har fuld forståelse for hvis du ikke vil. Jeg vil ikke tvinge dig" for det kunne være en potentiel dødsmission hvis nogen fik nys om hvem han var eller hvor han kom fra. En forfærdelig konsekvens af at være jaget vildt. Men det ville være et es på hånden. De ville kunne nå at forberede sig eller i værste fald flygte, hvis de havde en mand i deres midte.

Alexander vidste godt de måtte være forsigtige, for menneskerne i Medanien var bestemt ikke ovenud lykkelige over der var varulve i området. Der havde næsten altid, i hvert fald så længe han kunne huske, været en eller anden form for krig med menneskene. Nogle varulve var forsvundet fra tid til anden, det samme med mennesker. Han vidste han burde være mere skeptisk overfor menneskene, men han havde selv været et menneske en gang, for længe siden efterhånden, men han håbede blot at der på en eller anden måde kunne blive lavet en eller anden form for fredsaftale, men det var ønsketænkning, det vidste han.

Han sendte Miranda et skævt smil ”Jeg skal nok tage ind til byen og se hvad jeg kan finde ud af. Jeg bliver sikkert ikke lagt så meget mærke til, for der er nok nogle folk der inde der ved hvem jeg er eller har set mig før, så jeg vil nok ikke vække lige så meget opsigt” sagde han. Alexander var godt klar over, at hvis dette gik galt, ville han ende med at blive dræbt, men det ville være det hele værd! Han havde været i byen før, havde sågar boet der i nogle år uden tilsyneladende at vække ret meget opsigt, så det kunne han sikkert klare igen. Håbede han.

Miranda havde igennem sit liv mistet så meget tiltro til menneskene at det havde været svært for hende nogensinde at stole på deres slags igen. Det var først da hendes niece var vendt tilbage til billedet og denne var blevet taget hånd om af en som havde adopteret hende ind i sin familie. Først der var noget af tiltroen kommet tilbage. Men det var to personer. Menneskene som helhed var nærmest en større forbandelse mod varulvene end fuldmånens skær. Hun bebrejdede dem meget, og hun mente ganske vidst at det også var berettet had.

”Er du sikker? Jeg vil ikke sende dig ind i løvens mund. Jeg har intet ønske om at se dig dræbt, så vil jeg hellere tage en overraskelse fra bønderne” han havde selv tilbudt det, og hun vidste at han stadig nærede en kærlighed for menneskene. Han virkede i hvert fald mere interesseret i at gå blandt dem, end mange af de andre beboere på højen. Men det betød ikke at hun ville sætte ham på livsfarlige missioner fordi han havde lyst til at gå i byen. I bunden vidste Miranda at flokkens liv som helhed kom først, men hun havde ikke tænkt sig at sløse med flokkens enkle liv. ”Bare.. Lov mig at passe godt på dig selv”

Alexander var klar over hvilke odds han var imod. Forholdet mellem mennesker og varulve var på ingen måder perfekt og der var flere historier om mennesker der nedslagtede varulve, der eventuelt havde søgt til byen, i håb om et normalt liv. Alexander havde været en af lykkejægerne i byen, men havde også frivilligt fortalt byen at han skulle ud og rejse for at slå sig ned et andet sted, hvilket ikke var helt løgn, men fandt folk ud af han var med varulveflokken, ville han ende med at blive myrdet.

Let trak han på skuldrene ”Jeg kender byen som min egen lomme. Jeg kender smutveje og gyder ud og ind. Der er nok nogle folk jeg kan hive fat i der inde og få informationer ud af” sagde han med et skævt smil. Han kendte til nogle af de få varulve i byen og de hørte sikkert en masse nyt omkring menneskernes plan. Om Alexander skulle betale for den information, så gjorde han det. Et kækt smil kom til syne på hans læber som hun bad ham passe på sig selv ”Jeg lover det, Miranda… Hvis der sker noget skal du nok få informationen bragt” sagde han og nikkede kort til hende. Hvordan han ville klare det nu om dage i byen, vidste han ikke, men der var sikkert nogle af hans gamle bekendt skaber tilbage endnu…. Håbede han.

Miranda nikkede i accept af hans ord. Han havde stadig meget gåpåmod og hun ville næsten kalde det dumdristig tilgang, men hun genkendte det udmærket fra sig selv. Men hun turde ikke længere tage chancer så fatale. Ikke med flokken, Luna og Rafixul. ”Godt. Men tag ikke for mange chancer” kom der med den nyfundne moderlighed der generelt kom til udtryk oftere og oftere som årene gik.

”Held og lykke” hun nikkede tilbage og vendte sig for at kigge over landskabet igen mens hendes tanker strejfede omkring. Alexander havde en farlig opgave for hånden og det behagede ikke Miranda at sende sine medlemmer ud i situationer som denne. Men hun måtte vide det. For flokkens sikkerheds skyld.

Alexander forstod godt Miranda's bekymring, inderst inde var han selv ufatteligt nervøs for at blive opdaget, men hvis dette lykkedes, ville det være til kæmpe fordel for flokken. Han havde alt for længe siddet på sin flade og ikke præsteret en eneste ting udover at have succesfulde jagte efter harer og hjorte. Det var derfor han havde tilbudt dette. Let nikkede han til hendes ord "Jeg ved hvor jeg ikke skal færdes efter mørkets frembrud, jeg lover at være forsigtig" sagde han med et skævt smil på læberne. 

Let gav han et enkelt nik "Tak, Miranda" sagde han og så kort udover landskabet før han satte retning af byen, ud på sin færd for at samle information om menneskernes planer, hvis de havde nogen.