Der var aldrig rigtig stilhed på slottet, det var noget den stadig unge halvork måtte være sig til. Der var altid folk der farede rundt, hvad end solen skinnede klart bag tunge skyer, eller havde forladt sin post for natten. Denne gang var det dog ikke lyden af hunde i gården, eller en drages enorme vinger, der fyldte gangene med støj, i stedet var det en uregelmæssig lyd af bamlende metal og flækkede brædder.

Nu'Rahk greb køllen med en hånd. Våbnet lignede mere et stykke legetøj i den enorme hånd der greb det. Som han klemte til for at ikke at tabe endnu et våben kunne han næsten høre lyden af træ der sprækkede, men som han to et skridt nærmere hans standhaftige modstander og hamrede køllende imod den solide metalsøjle, var der et bemærkelsesværdigt mangel på kølle i den ene halvdel af våbenet.

Det summede op gennem Nu'Rahks arm som han mumlede et par ord for sig selv og kastede resterne af våbenet hen til en bunke af udstyr han efterhånden havde erklæret 'uegnet for godtfolk'. 
"Treh'Huma, Ehm'Delu.se"
De fleste trolde ville kunne genkende ordene, trods hans efterhånden noget fremmede accent. 'menneskeskabt ragelse, spild af tid og ressourcer.'
Han vendte sig tilbage til vognen, der holdt det udstyr deres våbenmester havde sat frem til at de nye rekrutter og soldater havde lov at træne med, men intet synes at passe i hans hænder. 

Han savnede sin hammer. Et simpelt redskab de havde givet ham til at flække sten til borgens mure inden han havde vist hvordan den ligeledes kunne flække kranier trods hjelme. Den havde været solid og tung, men i det mindste havde den holdt til mere end et par slag før jernet bøjede eller træet splintrede.
Han greb et sværd, hvis eg allerede bar spor af slid og næppe kunne skære mere end overfladiske sår. Måske den var bedre.

Ashas rang og erfaring i hæren betød, at hun af og til fik rekrutter under sig. Det passede hende ganske godt - der var ikke meget tilbage af ork-klanen, hun i sin tid var ankommet til Mørkets Herre sammen med, men som de havde deserteret og fundet nyt hjemsted i bjergene, var Asha blevet. Hun hørte alligevel mere til her, hvor hun kunne gøre en forskel.

Halvorkinden var i dag iført sin læderrustning, det krøllede uregerlige hår samlet bag hovedet med en snøre og ved siden bar hun sværdet, som hun var begyndt at øve med frem for økserne. Øksen var et primitivt våben, og Asha var træt af at blive udpeget som primitiv.

En frygtelig larm kom hende i møde fra træningspladsen: en uregelmæssig hamren og banken af metal. Asha satte farten en smule i vejret, for hun havde hørt, at manden hun skulle tage under sine vinger ville være at finde her. Hun havde ikke forstået, hvorfor manden, der havde givet hende beskeden havde lydt som om der var noget han fandt umådeligt morsomt. 

Måske ville hun finde ud af det nu.

"Ved Zaladins slatne testikler!" Udbrød hun ved synet af skabningen, der netop havde grebet et sværd fra våbenvognen. Det var en af de grimmeste skabninger, hun længe havde set: der var uden tvivl noget orkisk i ham, men det var næppe renblodet.
En bastard. Så det var dét, manden havde fundet så morsomt. Hun nærmede sig skabningen, mens han vejede sværdet i hånden og rømmede sig: "Nu'Rahk, var det?"

Nu'Rahks tanker var langt fra gårdspladsen, som han tænkte tilbage på tiden i Kzar Mora og det kaos der havde omkrænset hans 'forfremmelse' fra slave arbejder til 'fri' rekrut. Han var ikke et sekund i tvivl om at hvis han havde prøvet at bruge sin frihed på andet end at tjene i deres hær, så var lænkerne atter strammet om hans hals, hvis ikke værre ting fandt sted.

Da hans navn blev nævnt gled sværdet ud af fingrene på ham og ramlede imod det sammentrådte sand med en metalisk klang. Nu'Rahk ænsede det dog ikke megen opmærksomhed, som han rettede blikket imod en fremmed kvinde.
Hendes ankomst skabte tydelig turmul i hans tanker og han prøvede at placere hende i minderne, men hendes hud var for ren og sårene var ikke tegn fra piskesmæld, så slave var hun ikke. Hun lignede heller ikke en slavedriver han nogensinde havde mødt.

Nu'Rahk svarede ikke, som han stirrede på hende og bemærkede flere detaljer, som sværdet ved hendes side og de pyntede fjer og tænder fra værdigt bytte. Hendes smalle skuldre og glatte ansigtstræk afslørede hendes halvblod og det var ikke svært for ham at gætte hvor den grønne halvdel kom fra.
"Ashdatu hief Gijak-Vras" (Vær hilset søster af mit blod)
Orkisk var ikke noget smukt sprog, dets hårde toner understregede den barske realitet orkstammerne levede under. Nu'Rahks udtale var en smule slørret grundet hans halvblod og de ændringer de gav hans mund og kæbe, og hans toneleje var fladt og udtryksløst, som var enhver følelse streget væk fra hans ord.

"Nar armauk, Vras thos ethai" (Jeg kender dig ikke, hvorfor kender du mig.)
Han vendte sin krop imod hende og begyndte at tage langsomme skridt imod hende. Hans krop var enorm, næsten lige så stor som en trolds men med langt mindre af den overflødige fedt der kendetegnede hans mors familie. Hans krop bar dog store folder af tyk hud for at tillade hans bevægelser og som han tog det første skridt kunne spor af den underliggende muskulatur spores herunder.

Det nærmest lyste ud af skabningen, at han tænkte, så det knagede. Hendes blik fulgte sværdet, der raslede med jorden - det havde på en eller anden måde set forkert ud i trorkens hænder, som om de var skabt til et større eller simplere våben.

Hun måtte nærmest lægge nakken tilbage for at se på ham, som han kom tættere på, men at høre sit modersmål - omend talt fra en mund, der ikke helt kunne udtale ordene - rørte et eller andet i hende. Hendes eget orkiske var langt fra perfekt, for hun havde også levet mange år som slave blandt menneskeracen. Derfor var menneskeaccenten også tydelig da hun talte - noget som ofte havde fået fuldblodsorkerne til at fnyse hånligt og kalde hende skælsord. Skravl. Svag af blod.

"Og vær hilset til dig, broder." Besvarede hun hans hilsen, udtalende de grove, orkiske ord langsomt. Det var som altid som om, der dannede sig en frygtelig masse spyt i munden, når man talte sproget.

"Jeg fik fortalt, at der var en ny rekrut. Mit navn er Asha, jeg er Ridder." Forklarede hun, stadig på det orkiske sprog, selv om det sidste ord blev udtalt på Krystalisiansk. Orkerne havde intet ord for en sådan rang, og det orkiske ord for spytslikker som hendes klansfæller havde brugt efter hendes forfremmelse, var ikke noget, hun havde lyst til at kalde sig selv.

Hun gjorde et kast med hovedet hen mod sværdet, Nu'Rahk havde tabt. "Skal vi se, hvad du kan?" Spurgte hun og håbede, at hun ville være i stand til at stå bare en smule stand mod trorken. Det var en vældig kraft han havde banket løs med tidligere efter lydene at dømme..

Nu'Rahk lavede et enkelt bestemt nik, som han kiggede ned på hende. Hendes fysik var ikke et imponerende syn sammenlignet med en trolds krop, men Nu'Rahk havde set hvad selv de mindste folk var i stand til, og han havde selv lidt under slavernes pisk i årtier til trods for at han med et enkelt slag kunne have knust deres hoveder. Nu'Rahk vidste at magt ikke kun var en fysisk til ting af råstyrke, men samtidig bar han ingen tvivl om at han i en fysisk konfrontation kunne nedlægge hende.

"Amar uhn, Kahn ehmudahl" (Jeg håber ikke du kommer til skade)
Det var oprindeligt et ordspil han havde hørt mange gange, der direkte oversat havde han sagt 'Lad dit blod pumpe efter kampen', men han forsøgte at tillægge en smule respekt i ordene. Trorkens ord manglede dog et tonefald til at give dem dybere betydning og rettelsen kunne lige så let fortolkes som en hån imod Asha.

Han vendte sig langsomt og samlede sværdet op. Det lå ubehageligt i hans fingre, grebet var for småt så hans fingre lukkede unaturligt og drejede klingen i den forkerte retning, samtidig med at hans nederste finger kun greb om luft.
Hans blik fandt hende igen og han kiggede afventende på hende. Han forstod hendes rang gik langt over hans, og selv med hendes indirekte tilladelse søgte han en sidste accept.

Med accept kastede Nu'Rahk sig frem. Han gav intet brøl eller udbryd, men koncenterede sig blot om at svinge sværdet med fuld kraft imod halvorken. Havde de været indendørs ville have skåret et snit gennem loftet, som hans arm rakte så højt op den kunne, før den styrtede ned imod jorden.
I hans hovede var sværdet en eftertanke, det var hans næve der bar den ægte trussel.

Når det kom til menneskelige modstandere havde Asha ofte en fordel: hendes blandede blod gav hende muskler, en menneskekvinde ikke i samme grad havde. Men når det kom til en fuldblodsork - eller i dette tilfælde, en trork, havde hun ikke længere styrken på sin side. Det handlede i stedet om at være hurtig - og holde så længe ud, hun kunne.

Hun skar først en smule ansigt af hans ord, da de til at starte med lød som en hån i hendes ører, men udtrykket i trorkens ansigt var ikke hånligt - det emmede derimod af dyb koncentration. Det så ud til, at hæren var heldige med deres valg af ny rekrut, tænkte hun ved sig selv.

Øjeblikket efter var der ikke tid til at tænke mere - sværdet kom svingende mod hende, og hvilken kraft, der lå bag! Hun måtte flytte benene meget hastigt for ikke at blive ramt, og hun kunne mærke luftsuset fra bladet - så tæt var det på hende. Hun tog sig selv i at snappe efter vejret og knuge om sværdskæftet. 
Havde hun fundet sin overmand i den nye rekrut?

Langsomt begyndte et grin at forme sig på hendes læber. Der havde ikke været meget kamp den seneste tid, og det var sjældent hun fandt en anden kriger, der gad krydse klinger med hende. Dagene tilbragt på den golde klippeø med havets brusen i baggrunden kedede hende endnu mere, end fæstningen Kzar Dûn havde gjort.
Med et halvt råb, halvt brøl fattede hun om sværdskæftet og sprang frem, svingende mod trorken.

Som sværdet passerede sit mål gjorde det intet tegn på at stoppe. Først da både arm og klinge ramte jorden blev det bremset og endnu engang skød genlyden af sværd og sten igennem fortets haller. Nu'Rahk skar en mime som smerten skød op igennem hans arm og han kunne se hvordan sværdet var blevet bøjet imod underlaget.
Et øjeblik var hans fokus væk fra kampen, som han skulle til at bande over endnu et spildt våben, men Ashas hurtige bevægelser og krigsbrøl bragte hans fokus tilbage tidsnok til at kaste en arm mellem ham selv og sværdet den unge halvork prøvede at begrave i ham.

Sværdet skar sig gennem den tykke hud og tykt sort blod samlede sig imod såret. Kvinden var stærkere end han havde troet, sidste gang han var blevet angrebet havde hans hud beskyttet imod de små menneskers våben, men denne gang måtte han bide mere end bare smerte i sig, skønt knogler stadig lå urørt dybere inde.

Med sit eget brøl trådte ham ind i angrebet og lod sværdet skære dybbere i hans hud. Musklerne trak sig sammen omkring klingen som han svang armen rundt i et baghåndsslag imod hendes hovede.
Med musklerne spændt håbede han at forhindre hende i at hive sit sværd til sig. Kunne han stjæle hendes våben var sejren sikret.

Asha var ikke sikker på, at klingen ville være i stand til at skære gennem modstanderen, men Kzar Mora-stålet viste sit værd, da blodet begyndte at løbe. Hun var ikke gået efter at såre ham voldsomt - nej, hun ville blot se, om hun kunne ramme, og om han kunne bløde. Begge dele var blevet bekræftet.

Og så kom hans styrke. Hendes grin blev bredere, da han brølede ind i hendes ansigt - hvilken kraft, der lå bag hans stemme! Han overraskede hende ved ikke at vige for klingen, men derimod trække sammen om stålet. Skæftet begyndte at glide i hendes greb.

Hun bed tænderne sammen og forsøgte at holde fodfæste, men for sent - hun blev ramt af noget, der føltes som et hestespark i hovedet og måtte vakle baglæns. Skæftet gled ud af hendes hænder, og hun greb for sent efter det.
Sværdet var mistet til til trorken! I stedet måtte hun gribe sig til bæltet, hvor en lille håndøkse sad. Hendes trofaste følgesvænd, der føltes langt mere vant i hendes hånd, end sværdskæftet gjorde..

Nu'Rahk lod et øjeblik glide forbi, som han stadig kunne mærke sammenstødet af hans 'fjende' og og bagsiden af hans hånd. Det gjorde ondt, men ikke noget han ikke for længst havde vænnet sig til. Der var noget tilfredsstillende i sammenstødet, som han ikke kunne sætte ord på.

Smerterne i hans anden arm derimod var noget værre og tvang ham tilbage til virkeligheden. Med et ryk rev han klingen ud af sit eget kød og greb om våbenet. Havde han vidst mere om våben kunne han have værdsat balance i sværdet, hvordan dets greb var formet mere elegant til at lægge i hånden, hvordan dets klinge var skarpere og med et rent blad. Desværre vidste han intet om våben og kastede det derfor til side, uinteresseret i et våben så lille.

Et smil gled over hans læber som Asha trak sine økser. Han havde fået en ide.

"Lu'ehm?" (nye våben)
Han trak smilet til sig, prøvede at skjule det bag en hårdere maske, men det var svært.
"Lu'ehm hnem'e" (Jeg har fået mit nye våben)

Med et par lange skridt trådte han over til den lille vogn fyldt med våben. Foran ham lå der økser, køller, sværd, spyd, knive og mere. De fleste var våben, der enten var for slidt eller for skæve til at blive brugt af krigerne, men der var mange våben, for mange til han kunne se bunden af vognen. Alle for små til hans hænder.

Med et solidt greb samlede han hænderne omkring vognen forspænder og snurrede om imod Asha.
Hans muskler voksede og spændte sig, som han tvang vognen og dens læs til at bevæge sig i en bred bue. De øverste våben ramlede ud af vognen og spidede sig i den nedtrådte jord, men Trorken var ikke færdig.
Han fortsatte momentumet og tog et skridt imod Asha inden han tvang vognen og dets læs over hovedet og lod det flyve imod orken. Det var intet yndigt eller præcist kast, men som det forlod hans hænder spredte de mange våben sig i luften i en bred vifte.

Orken var hurtig, så meget havde Nu'Rahk indset, så i stedet for at slå hårdere prøvede han at slå breddere.

Asha var imponeret. At gribe fat om klingen på den måde krævede sit mandsmod - og måske en lille smule dumhed, men det var ikke noget, hun tænkte over. I stedet var hun fascineret ved tanken om, hvad Trorken kunne lære hende om nærkampens kunst!

Hun nikkede med sammenbidte tænder. Håndøksen måtte gøre for nu - sværdklingen var tabt. "Nye våben." Bifaldt hun. Hendes blik gled hen mod vognen, søgende sig et større økseblad, for hun var ikke sikker på, hvor meget håndøksen overhovedet ville være i stand til at bide på hendes modstander.

Hun nåede dog ikke langt. Hendes øjne blev store, da Nu'Rahk søgte vognen, men i stedet for at udsøge sig et våben, bestemte sig for at bruge selve vognen til det! Et øjeblik stod hun som lammet, mens musklerne på hans overarme arbejde med at få løftet den.
Så satte hendes eget instinkt ind. Hendes blik afsøgte muligheden for dækning og fandt ikke andet end et par klippeblokke, som hun i et halvt hop - halvt fald, forsøgte at komme ind bag, som våbene begyndte at regne. Hun undveg en tung morgenstjerne, men mærkede snit på armene og ben, før hun fik trillet i sikkerhed og dækkede hovedet med sine arme.

"Ikke dårligt, rekrut!" Råbte hun hæst fra sit skjul. Han var alligevel snedig, ham trorken.