Der var ikke en eneste på landevejene ved Krystalbjergene, specielt ikke på denne tid af året, hvor det ellers frodige landskab var blevet et goldt og frossent område. Dog var der også et eller andet smukt over månens skær, der fik jorden til at glitre. Det var der bevares også et eller andet smukt over, men man var nødsaget til at pakke sig godt ind, for vinteren nord på, var bestemt ikke for de svage. En irriteret prusten kom fra hesten der trippede over det frost beklædte landskab ”Jeg ved det Mazi… Vi er der snar…” mere nåede kvinden på hestens ryg ikke at sige før hun nærmest spærrede øjnene op. Svagt trak hun i tøjlerne og fik hesten standset, før hun gled ned over dens ene side og begyndte at gå mod fæstningen. Det måtte være her… Mørk fæstning, Krystalbjergene og mest af alt… Ilden. Hun kunne næsten allerede fornemme flammernes varme mod hendes frosne hud, dog hjalp uld kappen lidt, men hendes kinder havde bestemt en frisk rødlig farve. Hun trak afsted med hendes hest i tøjlerne, men med et begyndte den at trække tilbage. De gyldne øjne rettede sig mod hesten ”Kom nu Mazi… ” sagde hun med en undertone der bestemt tydede på, at hun var irriteret. Hun skar tænder og hev mere i tøjlerne ”Kom nu for pokker!.. Mazi!” hvæsede hun af hesten, der på ingen måder gav sig. Med et opgivende suk slap hun tøjlerne ”Afsted… Smut” kom det fra hende som hun puffede til hesten som den begyndte at trave væk. De gyldne øjne vendte sig mod fæstningen og hun knugede sine hænder og begyndte at sætte kurs mod hendes destination.

Hun havde været et par dage undervejs og måtte slå lejer et bar gange for ikke at overbelaste Mazikeen, men nu hvor hun var så tæt på, havde hun bestemt ikke tænkt sig at lade hesten stoppe hende. Som hun nærmede sig fæstningen, kunne hun se der kom til at være en forhindring, med mindre. Et kækt smil bredte sig på hendes læber og hun trak kappens hætte ned for ikke at virke så dyster, som hun nærmede sig. Vagterne stoppede hende og den ene greb hendes arm ”Hvad vil du?” mandens stemme var hæs og virkede egentlig ikke synderligt interesseret i det hele taget. Marishka bed sig kort i underlæben ”Jeg har rejst langt og søgte ly… Kom nu, i må da kunne hjælpe en kvinde i nød? Jeg ender med at dø af kulde” sagde hun med et usikkert smil på læberne, i håb om vagterne var dumme nok til at hoppe på hendes ret dårlige skuespil. De mumlede godt i fem minutter mellem hinanden og trak på skuldrene ”Herren har sikkert ikke noget imod vi bringer ham en ny legekammerat” sagde en af vagterne trak Marishka tættere på.  En ny legekammerat? Havde han et harem af kvinder eller var det en helt anden slags legetøj de snakkede om? Det løb hende kort ned af ryggen, for det gik ret hurtigt op for hende at der nærmest kun var dæmoner på stedet og hun selv, ikke var andet end blot et menneske. Marishka måtte skille sig af med vagterne, men det skulle gøres lydløst, så Ra ikke fandt ud af det var noget i vejen. Med et forsvandt hun fra deres syn og dukkede op bag den ene af vagterne og lod en af hendes knive skære halsen op på ham, men da den ene af vagterne var faldet til jorden hørte hun den anden råbe et eller andet, formentlig dæmonisk, som sikkert var som en advarsel til Ra, hvis han ville komme til at høre det gennem de robuste sten mure. Med et sprang Marishka nærmest mod manden og stak ham kontinuerligt i brystkassen med en af hendes knive. Blodet løb ud af mandens mundvige, som Marishka lod hans døende krop falde ned over hendes krop og ned på jorden. Hun vidste ikke hvad hun skulle forberede sig på, om det var et utal af vagter og tjenestefolk der kom, eller om Ra rent faktisk havde hørt en eneste lyd. Hendes blik ledte efter en mulighed for at åbne porten og med et, kom hun indenfor.

Hvert eneste skridt var nøje planlagt, for der måtte være mindst et par stykker der havde hørt vagtens udbrud og ganske rigtigt. Mod hende kom en mindre flok stormende med sværd der svingede vildt omkring sig. Hun satte med et i løb, forsøgte at finde vej i det kringlede gangsystem som der var på fæstningen. Hun stoppede og så sig febrilsk omkring ”Pis… pis, pis, pis” hvæsede hun til sig selv, for der var kun en vej hun kunne gå, for flokken med vagter var lige i røven af hende. Hendes øjne blev violette og hun forsøgte ivrigt at få skygge knive frem, men det var som om der intet skete, uanset hvor meget hun end forsøgte. Hun skar tænder og forsøgte igen og så vagterne stoppe godt tre meter fra hende og stirrede blot på hende, eller nærmere igennem hende og på hvad end der fik dem til at stoppe. Marishka kunne mærke en klam fornemmelse og så sig over skulderen og fik øje på manden hun var kommet efter. Hendes øjne blev igen gyldne. Hvad skete der? Hvorfor kunne hun ikke få lov til at benytte sine evner?`Marishka vendte sig om mod Ra og stirrede direkte ind i hans øjne og var klar på hans mulige angreb.

Det var noget tid siden nogen havde prøvet at slå Ra ihjel eller nærmere prøvet at fange ham, for at få den dusør der var på ham, men ligefrem selv søge mod Ra fæstning hvor Ra havde alle fordele det var jon nærmest det rene selvmord hvis du spurgte ham, Ra havde hele hans hær bestående af så mange folk med hver deres talenter, og han havde så mange genvej og så mange veje hvor man kunne fare vild, og nærmest til sidst ville dø af sult eller udmattelse, hvor efter Ra hvis han ville selv kunne dukke op og dræbe dem der måtte befinde sig på hans sted, allerede inden Marishka var blevet lukket ind vidste Ra at hun var på vej, for i en af de mange tårne der var på fæstningen havde Ra en bestemt person stående, som eneste job var at holde øje med folk der nærmede sig hans fæstning, for Ra vil altid have en fordel eller to når folk nærmede sig hans fæstning.

Inden kvinden var blevet lukket ind havde Ra iført sig sin kappe der bar logoet fra klanen og hans roligt men meget stillet sorte sæt tøj der passede til resten af beklædningen, at denne fremmede kvinde dræbte to af hans vagter brød han sig ikke særlig meget om, for nu skulle han til at finde to nye vagter til den tjans, ikke at det betød noget for han have mange under sig der kunne klare det, idet ham og vagterne nåede frem var han godt klar over han skulle blokere den ene vej, og hans vagter den anden vej og hun ville måske hvis hun var dum vælge en kamp med Ra fordi han var en, men det ville være hendes dummeste træk.

Ra studerede denne fremmede kvinde som stod foran sig, ahh endnu kvinde, hvad er der med mig og kvinder, tænkte han kort inden han så direkte på hende med hans helt sorte øjne, " så hvad bringer dem her til dette sted, og hvad skal jeg stille op med det du har gjord ved mine mænd og hvem er du som har søgt hele denne vej for at komme til dette sted, og hvem har fortlt dig om stedet  " sagde han roligt men stadig med en tone af at svar på spørgsmålende eller dø nu, for når alt kom til alt var det ikke alle der havde hørt om hans fæstning, og hvor den lå henne så hun havde måtte få sin infomation fra et sted af, og det ville han bestemt gerne vide, for han havde som sådan ikke set denne kvinde før, men der var alligevel et eller andet over hende, hun var bestemt ikke en dæmon og heller ikke elver eller en engel, ork var også udelukket, så hun måtte være en ganske hamløst mennekse, og mennesker brød han sig på ingen måde om.

Marishka holdt hånden over en af hendes knive inden han begyndte at tale, men som han gav hende en masse spørgsmål, smilede hun blot og trak på sine skuldre ”Og her troede man, at en mand med din intelligens, havde øre og øjne over alt, så han havde styr på hvem der snakkede i krogene… Sikke en skuffelse” sagde hun med et kækt smil på læberne. Hun kunne sagtens give ham navnet på personen der havde talt med hende, men så ville der være endnu en af hans mænd der skulle lade livet… Et kækt smil kom frem på hendes læber da hun alligevel besluttede sig at svare på dæmonens spørgsmål ”Men hvis du så gerne vil vide det… Omtrent to meter høj, mørkt og halvlangt krøllet hår.. Absurd grim at glo på.. Og ærligt, så lignede manden mere en blanding mellem en lort og en ork, end noget som helst andet” sagde hun med et smil på læberne. Man kunne høre et par stykker mellem flokken af vagter der rømmede sig lidt. Der var nok nogle der følte sig ramt af den kommentar ”Fik jeg nævnt… At personen påstod han var en af dine? ” sagde hun og trådte til side så dæmonen havde frit udsyn til sine vagter, i håb om hun måske kunne flytte fokus fra hende selv og over på vagterne, der nærmest trippede af nervøsitet. Hun rakte venstre arm ud mod vagterne ”Så hvem af dem ligner mest en blanding af lort og en ork… ” sagde hun med et kækt smil på læberne, stadig med blikket rettet mod dæmonen, for at være sikker på han ikke ud af ingenting ville angribe hende.

Hun havde ikke tænkt sig at give alle detaljer om hvem personen var, for information fik man aldrig gratis og bestemt ikke fra hende. Hun spottede en af mændene der var ved at liste sig væk fra flokken. Mandens smadrede ansigt var bestemt ikke til at tage fejl af og med en hurtig bevægelse greb hun en kniv og kastede efter manden, ramte ham i lægmusklen og hørte han faldt ned på sten gulvet ”Ak… Jeg troede dæmoner var frygt indgydende monstre, men så er der ham her… Stikker halen mellem benene som var han en skræmt køter” sagde hun og skævede mod manden der lå og famlede rundt på jorden i hjælpeløst forsøg på at komme på benene igen. De gyldne øjne rettede sig mod Ra som hun atter placerede sin ene hånd på den sidste kniv hun havde tilbage… Derefter var det evnerne, men dem kunne hun ikke bruge.. Og Marishka var ikke just den bedste til nævekamp

At en havde forrådt Ra var ikke noget der slap igennem med lethed, og at hun kom her på hans hjemmebane og påstod at en i blandt ham havde svigtet hans tillid var vildt, men på den anden side så var hun jo her, og hun stod her foran ham og hans vagter, en ting var sikkert at hun havde dræbt to af hans vagter, lod han hende ikke bare slippe igennem så let, men det ville hun nok også snart finde ud af, som hun snakkede og snakkede denne kvinde, og fortalte omkring en mand der lignede en ork og alt muligt, hvilket han godt vidste ikke passede orker vil aldrig lukkes ind her, de vil død før der nåede porten. 

Ra’s blik var stadig fast på hende som hun kastede kniven efter den vagt der var på vej væk, han kiggede kort væk fra hende og over på vagten der prøvede at kravle væk med en kniv i legen, Ra hev en kniv frem fra hans frakke, og kiggede på den et kort sekund ” hvorfor ikke gøre det ordenligt” sagde han roligt og med et hurtigt ryk med hånden fik kastede kniven imod vagten og ramte ham lige i halsen, hvor efter han kiggede kort på de andre vagter som stod bag hende, hvor de lige rettede ryggen mere op, som de forstod at dette ville være konsekvensen for at man forrådte ham, han blik blev igen placeret over på hende, inden han gik et par skridt tættere på hende.

Ra frygtede hende ikke, en kniv ville ikke kunne gør ham så meget skade som hans sværd ville mod hende, “ tro mig der er meget du ikke ved om mig, og du af alle mennesker hvad havde du regnet med, at du kunne storme min borg min fæstning, og hvad dræbe mig, tag mig til fange også hvad efter” sagde han mega arrogant, inden han viftede kort med hånden, hvor efter hun ville kunne mærke to vagter gribe fat i hende, og ikke vagter som før, men mere stærke og aggressive, hvor efter en hætter ville blive smidt over hovedet på hende, sådan hun ikke kunne se hvor hun blev ført hen.

Ra rystede kort på hovedet og gik i forvejen, vagterne førte hende igennem nogle skjulte rum hvilket gjord at det ikke tog langtid at nå frem til der hvor der hele skulle ske, som hun blev ført igennem den sidste port, ville hun kunne mærke at hun kom udenfor, og at det var pænt koldt, sagt pænt.

Som hætten blev fjernet fra hendes hovede ville det første hendes øjne så være Ra, som stod i bar overkrop, hvor efter ved hendes side stod en vagt med en kiste i hånden hvor der lå våben i, af alle mulig slags. “ så vis lig hvordan du havde tænkt dig at dræbe mig eller hvad du nu havde tænkt, vælg et våben gør hvad du vil, vagterne vil ikke hjælpe nogen af os, “ sagde han afventende.

Marishka var næsten sikker på at Ra ikke troede på hende, at der var en af hans egne der var kommet til hende og fortalt detaljer om, hvor hun kunne finde dæmonen. Det måtte være svært for en mand af Ra’s mentalitet, at der var en der skulle vende ham i ryggen og give koordinater til hans skjulested, men her var hun, foran ham, ganske vidst omringet af vagter og Ra selv, men ikke et eneste sekund fortrød hun at hun var dukket op. Der var rig mulighed for mord, hvis ikke dæmonen selv, så hans vagter og der var allerede faldet et par stykker til jorden på hendes bekostning.

Marishka holdt blikket på dæmonen og sendte ham et kækt smil som han bemærkede hans blik var vandret til vagten der var på vej væk. Hun fnøs ”En rigtig mand, er stand til at dræbe sine egne… Derfor skulle du have chancen” sagde hun og så kniven der blev trukket. Vagten gurglede i sit eget blod og med et, blev der stille igen, da han var faldet livløs sammen på det kolde stengulv. Hun rettede hurtigt blikket mod ham igen og lyttede til hans nærmest hånende ord. Hun tog dem ikke til sig ”Der er en smuk belønning på dit grimme fjæs, hvorfor ikke tage chancen? Hvad er det værste der ville ske? Jeg ville blive tortureret og dø? Hah” sagde hun hånligt. Marishka havde været gennem tortur utal af gange efterhånden, havde lagt på renden til at dø et par gange, men hun frygtede ikke døden længere, nærmere ville hun se den som en gave.

Som vagterne greb hendes arme, forsøgte hun kort at trække armene til sig, men da det gik op for hende det ikke nyttede noget, lod hun blot vagterne gøre deres arbejde. Hætterne over hendes hoved gjorde hun intet kunne se, men hun kunne mærke og fornemme at de nærmest trak hende afsted igennem en masse rum, hvor de til sidst stoppede. De var udenfor. Kulden bed let i hendes kinder trods hætterne over hendes hoved. Som hætten blev fjernet mødte hendes blik hans. Hun skulede på kisten med våben og så derefter på dæmonen. Hvorfor skulle hun stole på at vagterne ikke ville hjælpe ham? Det var da helt sikkert til hans fordel.

Marishka vidste at hun ville tabe på forhånd, for hendes evner virkede af en eller anden grund ikke og dem havde hun lært at kæmpe med, frem for andre våben. Hun vidste ikke hvordan man brugte et sværd ordentligt, hun vidste hvordan man kastede knive og udnytte skyggerne til hendes fordel, men nu havde hun kun sine kasteknive. Hun kastede igen blikket på kisten og forsøgte at finde noget, hun måske ville have bare en lille chance med. Hun tog et sværd, for det var nok det der mindede mest om knivene hun var vandt til at håndtere. Hun rettede blikket mod dæmonen og ventede.

Denne kvinde var virkelig ude på dybt vand, for Ra havde altid kunne kæmpe i denne kulde, så om han blot ville lade hende angribe ham, og han blot vente på hun ville vælte om kuld af for frysninger, var ham lige meget for lige nu kunne han ikke bestemme sig for om han skulle dræbe denne person eller han skulle vente lidt.

Han smilede tilfreds som hun tog et våben “ mine vagter ville grine hvis de skulle hjælpe mig, men mest af alt ville du nok have brug for deres hjælp selvom det heller ikke vil hjælpe, ser du der er ikke en mand eller kvinde jeg har mødt på min vej der kan vinde over mig på dette sted, ingen så hvad for dig til at møde op her på dette sted og tror du kan dræbe mig,,,, tak jeg dør af grin måske” sagde hånede, for han frygtede ikke nogen lige i øjeblikket.

Ra gik roligt hen imod hende imens hans sværd slæbe hen af jorden og lavede en lyd af hårdt metal på klinger, hans blik var roligt fast og sort ” jeg kunne dræbe jeg kunne lade være men hvad vil det nytte at have dig i min fange kælder, ingenting men måske vil en slave som dig passe bedre til dig, men en ting er sikkert du har ikke gjord dit forarbejde godt nok“ sagde han og afventede hende kort

Marishka havde ingen ide om hvad hun var gået ind til, men der var ikke nogen tvivl om hun sikkert snart fandt ud af det. Der var ikke nogen tvivl om at dæmonen helt sikkert havde en fordel, for han mærkede sikkert ikke den bidende kulde som hun gjorde. Den gik gennem marv og ben og fik hende allerede til at ryste, så hvordan hun ville være i stand til at kæmpe, måtte tiden vise.

Ordene der kom fra dæmonen, fik hende til at hæve et øjenbryn. Hun havde hørt at man ikke skulle tage kampen op med ham, for dem der havde forsøgt, var ikke kommet tilbage, eller var kommet tilbage i så ringe tilstand, at de døde noget tid efter. Marishka havde altid været overmodig og dette var bestemt en af de gange hun havde gabt over mere end hun kunne tygge ”Jeg ønsker ikke… Dine vagters hjælp… Jeg har set hvor uduelige de alligevel er, så hvad skulle de hjælpe? ” sagde hun med et kækt smil. Hun kunne godt mærke kulden gennem hendes minimale rustning, men hun forsøgte at fremstå stærk og standhaftig, for hun ville bestemt ikke bukke under uden bare en lille smule kamp!

Hun bevægede sig ikke ud af flækken som han begyndte at nærme sig, men lyden af sværdet der slæbte over den kolde jord, fik hende til at forberede sig på at skulle blokkere. De gyldne øjne var låst fast på dæmonen som han talte og stadig nærmede sig. Hun var stadig godt pissed over hun ikke havde mulighed for at benytte sig af sine evner, for det var det hun som regel gjorde, men han havde et eller andet der gjorde, så han var i stand til at lukke ned for folks evner, hvilket var en kæmpe ulempe. Hun skar tænder og forsøgte ivrigt at slappe af i hver eneste muskel, i håb om at kulden ikke ville være så slem, men det hjalp intet. Da han nævnte ordet slave, frøs hun nærmest på stedet. Hele hendes fortid kom tilbage, de mange år med hendes fader, med hendes tidligere ejer der mishandlede hende, voldtog hende… Hun nægtede at være slave igen…

Med langsomme skridt nærmede hun sig dæmonen, sværdet trukket over jorden. Hun havde ingen ide om hvordan man i alverden benyttede det, så hun håbede på at komme tæt på for at trække en af de knive hun havde tilbage i bæltet i håb om hun kunne gøre noget… Hendes tænder klaprede og hun stoppede et stykke fra ham. Kulden havde overtaget hendes krop og hun havde det som hun var frossen, men noget måtte hun gøre, ellers ville dette blive hendes død, eller hun ville blive slave igen…

Hendes ord omkring at hun ikke ville have hjælp fra hans folk, fik ham til at smile for hvem af hans folk ville kunne dræbe ham, ingen.

Han stoppede kort op for at se på hende “ du er et svagt menneske en svag person, du er ikke engang værdig til at lade mit sværd blive beskidt over at slå dig ihjel med, hvad kan du egentlig bidrage med “ sagde han mega arrogant, som han nu var, hvor efter han med et hurtigt ryg slog ud efter hendes våben, ikke for at skade hende men mere for at afmontere våbnet fra hendes hånd, for han kunne se at kulden havde taget fat om hende, men igen så havde hun ikke meget af giv af, hvor Ra havde mere muskel, og han havde trænet i denne kulde i langtid, vundet store kampe i kulden.

Han begynde at gå en lille bue rundt om hende, som en løve der ventede på sit bytte faldt om at udmattelse, “ hvad skal jeg stille op med dig, og hvad havde du regnet med du kunne opnå her, for mine folk er muligvis uduelige, men de vil dø for mig hver en og det kommer de til, “ sagde han roligt, selvom han godt var klar over det var en af hans folk der havde lukket hende ind.

Han bevægede sig helt hen til hende, placerede hans sværd i jorden, hvor efter han med den ene hånd tog fat om halsen på hende, imens han nærmest intenst kiggede hende direkte i øjne. “ havde du forstillede dig at du skulle slå mig ihjel “ var orderne han sluttede med, som han stod der med blikket i hendes.

Marishka bed hårdt sammen og forsøgte ikke at lade kulden tage hende, samt hans ord der slog hende som en hammer. Hun kunne nærmest ikke bevæge sig og hans hurtige bevægelse imod hendes våben, fik det til at ryge ud af hendes hånd og gled hen over jorden bag hende. Hun var ikke svag… Hun forsøgte at blive ved med at sige det til sig selv, i et ivrigt håb på hun kunne bevæge sig bare en lille smule og komme væk fra ham, trods det formentlig ikke ville gøre den helt store forskel. Hun svarede ikke på hans spørgsmål om hvad hun kunne bidrage med… Hvad kunne hun egentlig bidrage med? Hun var god til at slå ihjel? Med det var helt sikkert ikke nok til at imponere ham.

Da han begyndte at gå omkring hende som var han et rovdyr der ventede på byttet bare skulle falde om af udmattelse. Marishka kunne godt mærke at hendes ben langsomt var ved at give efter og hun efterhånden havde brug for at komme ind og få varmen, ellers ville hun ende med at dø af kulde og hun var ikke ligefrem træet til denne kulde, eller havde ret meget fedt på kroppen.

Da han kom helt op til hende, spændte hun i hele kroppen, men det hjalp ikke mod grebet han tog om hendes hals. De gyldne øjne var rettet mod ham som hun i sit kuldechok greb ud efter hans hånd og forsøgte at få ham til at slippe ved at bore sine negle ned i hans hånd.

Ikke et eneste ord kom fra denne fra kvinde, måske hun alligevel havde indset at han havde ret, at hun måske havde taget det hele for let på sig, men igen bare det at hun troede hun kunne var ham en sjov ting, han slap grebet om hendes hals ikke fordi hun borede hendes negle ned i hans hånd men mere fordi at hun fortjente en chance for at leve, men det hele blev på hans betingelser, “ så sig mig menneske kan du lide at leve, eller skal jeg bare gøre en ende på dig kedelig liv “ sagde han så arrogant som noget andet menneske kunne lyde.

Ra var ligeglad med denne kvinde om hun døde eller aj, for det ville ingen betydning have, for han havde mistet et par mænd det var hvad det var, men igen at miste livet her på hans borg, ville være et nederlag uden lige.

Selvom Ra var fokuseret på kamp med denne kvinde kunne han godt se at hun var på grænsen, han sukkede kort og viftede med sin hånd, hvor efter vagterne tog hende i begge arme og førte hende indenfor, og ned til et rum hvor hun kunne skifte tøj komme i et bad, og derefter tag tøj på af valgfrit valg. 

Ra blev stående ude foran og kiggede rundt på sine folk “ lad dette være en opvågning for jer alle, hvis nogen af jer nogensinde svigter min tillid vil i dø, så kom bare an “ råbte han og gav tegn til de skulle angribe ham, tre til fire mand farede imod ham og der gik ikke langtid før de alle fire lå på jorden ikke døde med såret. “ gå til healeren “ sagde han og tog hans frakke på og gik indenfor. 

Dette lille stunt hun var kommet med havde fået ham op i det felt der gjord han var nød til at afreagere.

Som han gav slip omkring hendes hals, hev hun efter vejret. Hans spydige kommentar fik hende til at skære tænder som hun let kneb øjnene sammen. Han talte til hende som var hun et usselt væsen, ganske vidst vidste hun at dæmoner var nogle af de stærkeste væsener, men hun fandt sig ikke at blive talt ned til, heller ikke af ham. Lige inden hun skulle til at sige noget til ham greb to vagter fat i hende, en i hver arm og slæbte hende indenfor og ned til en rum. Hvad var meningen med det her i det hele taget? Først var dæmonen klar til at slå hende ihjel, men nu fik hun alligevel en chance.

Da vagterne forsvandt, begyndte Marishka at halte mod karret og lod hånden glide over kanten. Et suk undslap hende som hun tændte for vandet og lod karret blive fyldt med en god mængde varmt vand, før hun begyndte at klæde sig af. Hvorfor var hun her stadig? Et let nydelses suk kom fra hende som hun lod sig glide ned i vandet. Det var nærmest en lettelse at mærke det nærmest kogende vand mod hendes iskolde hud, efter at skulle forsøge at slås mod dæmonen. Hun havde jo ikke haft en chance, det var også det alle sammen havde sagt, men hun hørte ikke efter og nu kunne hun sidde her og sluge sin forbandede stolthed. Som vandet begyndte at miste varmen, steg hun op og tørrede sig. Gik over og fandt et mørkt sæt tøj, både skjorte, bukser, underklæder og sko var mørkt, præcis som hun kunne lide det, nærmest som om han havde vidst hun ville komme forbi? Nej. Det var umuligt.

Marishka forlod det rum hun havde været i og forsøgte at finde vej tilbage. Det hele var så stort, et forkert sving og hun ville ende et sted hun sikkert ikke havde lyst til at være. Hun stoppede hvor gangen delte sig i to og så i begge retninger ”Pis…” mumlede hun for sig selv og forsøgte at huske, men hun var jo blevet slæbt afsted og havde ikke haft ret meget at skulle have sagt. Hun drejede ned mod venstre og fortsatte, uden at vide om det overhovedet var den rigtige vej.