Det var efterhånden noget tid siden Adhémar sidst havde kunne betegne sig selv som rig. Det var ellers gået godt i lang tid og den første tid i Balzera havde været fantastisk. Nu var det et overstået kapitel, ihverfald for nu, da han havde mistet alt i sin flugt fra at miste livet. Heldigvis havde han opbygget et solidt nok navn til godt at kunne finde arbejde alligevel og bare fordi det var gået ham dårligt personligt havde han ikke mistet sin snilde. Hvad bedre var, at rygterne ikke lod til at have forladt Rubinien, så han kunne stadig leve et liv uden konstant at være på flugt.... For nu. Han stolede ikke på det ville vare ved, men havde besluttet sig bare at nyde det så længe det nu engang kunne. 

Han havde tidligt om morgenen modtaget betaling for et fund. To armsmykker, der åbenbart havde mere værdi end hvad de så ud til. Ihvertfald havde mere end én person givet udtryk for at ville betale store summer for dem, så længe de begge var der. Højestbydende havde fået dem, de andre havde enten trukket sig eller havde fået snittet halsen. Adhémar så sig ikke for fin til at udføre jobbet, da også det blev betalt og det passede ham egentlig glimrende ikke at risikere at rende ind i sure konkurrenter til ham, der i sidste ende havde fået fat i smykkerne. 

Det første han havde gjort var at leje et kroværelse, hvor han var gået omkuld kort tid efter at være kommet ind på det. Midt på dagen var han vågnet igen og havde ellers brugt tiden på at få et langt og serviceret bad og noget at spise. Efter at have brændt adskillige timer af på mere eller mindre ingenting, en tur på havnen inkluderet, fandt han endelig tilbage på kroen. Der var begyndt at være godt med liv derinde nu, hvor aftentimerne lige så stille nærmede sig. Det varede ikke længe fra han kom ind til han havde første krus øl i hånden og ganske kort derefter fik han øje på en kvindelig skikkelse han endte med at sukke over. Om det var et positivt eller negativt suk vidste han end ikke selv, men han gik da i hendes retning. "Hvem havde troet de ville lukke dig ind et sted som her? Eller faktisk bare et hvilket som helst sted. Sneg du dig ind?" Fornærmelsen der hang i luften med hans ord var en kende uklar. Det føltes bare naturligt at hilse på Marishka med en fornærmelse.

Ganske vidst var det tidligt om morgen, men der var et eller andet der irriterede Marishka’s søvn, hvilket var med til at gøre hende mere vrissen end hun normalt var. Hun greb den sørgeligt pude og kastede mod det barrikerede vindue ” Så hold dog kæft” mumlede hun irritabelt før hun nærmest satte sig op i et ryk. Hun var ved at være træt af hun ikke kunne få noget ordentlig søvn, men det var formentlig hendes indre ur der fortalte hende hun ikke måtte sove mere, i en eller anden underlig frygt for, hun ville blive fundet af de fandens vagter fra Balzera. Hun strakte hele kroppen og så sig omkring på det lille intime kroværelse og kom på benene. Nu hvor hun alligevel var vågen, kunne hun vel få noget ud af dagen?

Dagene for inden denne havde bestemt ikke været de mest indholdsrige, for der havde ikke rigtig været noget at lave, på trods af hun ankom her omkring klokken ti om aften. Hendes penge stand var ved at være kritisk, men alligevel havde hun til lidt mad, en seng og noget alkohol, så helt skidt var det alligevel ikke. Hun havde fået tilbuddet om et job i Balzara, men hun havde ikke lyst til at tage på selvmordsmission, for det var bestemt det, det ville ende med at være, så hun havde takket pænt nej og drukket sig en kæp i øret og her var hun nu.

I løbet af dagen havde Marishka været ude og tjekke op på Mazikeen, som var staldet op i kroens stald, for det arme væsen ikke skulle stå ude i kulden natten over. Det bedste der var sket hele dagen, var uden tvivl badet… Det dejlig varme vand mod hendes ellers ret kølige hud og nu sad hun her igen. I krostuen og forsøgte at holde tilstedeværelsen ud. En velkendt stemme fik hende til at se op fra kruset med øl og uden at fortrække så meget som en mine rettede hun blikket mod Adhémar ”Mhhm… Jeg er mere bekymret for det døde dyr som katten lige har slæbt med over til mig… Hvad vil du?” spurgte hun som hun hævede kruset med øl og tog en tår.

Det var i grunden utroligt hvordan det at Adhémar blot var sit eget ensomme selv var nok til at søge i retning af en kvinde som Marishka. Det tydede mest af alt på at dårligt selskab var bedre end intet selskab, hvilket ellers heller ikke var så frygteligt typisk for ham. Han fandt sig normalt glimrende i sit eget selskab, men nu var han selvfølgelig også normalt i en lidt anden livssituation end han var nu. De sidste mange år havde faktisk været gode. Rigdommene var vokset og han havde haft mulighed for at leve en rig mands liv i dagstimerne, når han ikke var på arbejde. Nu var han tilbage til hvordan hele dette liv havde startet. Nogle uger var gode, nogle var dårlige. I det mindste var dette en af de gode af dem.

"Ser ud til at katten ikke dobbelttjekkede om dyret var dødt," kommenterede han med et træk på skuldrene og tog sig så den frihed at sætte sig ned overfor hende. Det var sådan set fordi han aldrig nød Marishkas selskab. Tværtimod havde han da før fundet det glimrende når først han var nået et vist punkt af beruselse. Nu havde han stadig et stykke vej for at nå dertil, men han havde alligevel søgt hende. "Jeg vil velsigne dig med mit selskab," sagde han så endelig da han havde sat sig ordentligt tilrette. "Du så ensom ud og som den gentleman jeg er tænkte jeg, at jeg ville gøre noget ved det." Kruset hævede han i en uformel skål inden han ellers tog en ordentlig slurk. Beruselse kom jo ikke af sig selv. 

"Sig mig: Vidste du jeg har et værelse her? Jeg bryder mig ikke om at blive forfulgt." Da han så absolut ikke regnede med det var tilfældet var der noget drillende i hans tone. Han var tydeligvis mere selskabelig end han ellers så ofte kunne være. Det kunne have lignet ham lige så godt at sidde og skule ondt til enhver der kom nær ham.

Selskab havde ikke altid været en af hendes spidskompetencer. Hun var altid mistroisk overfor folk hun ikke kendte, mest af alt fordi hun stadig var på flugt fra de vagter. Hvad havde det været efterhånden? To måneder og de havde endnu ikke opgivet at finde hende. Hun hævede et øjenbryn mod Adhémar som han talte ”Nej det ses ganske tydeligt” sagde hun opgivende. Egentlig ville det være trist hvis han forsvandt, for han var nærmest en af de eneste hun kunne holde en samtale med i længere tid af gangen, på trods af de uendelige fornærmelser hun fik kastet i hovedet gang på gang de mødtes. Som han satte sig overfor hende trak hun ikke så meget som en eneste mine ”Skønt…” mumlede hun stille til hans ord om hans selskab. Hun hævede sit krus og tog en tår, uden at skåle med ham først. Hun var slet ikke nået til det punkt endnu. Alkoholen var ikke begyndt at påvirke hende, hvilket var derfor hun spillede lidt ”hard to get”. 

Hun satte sit krus fra sig og fnøs ”Havde jeg vidst de husede dit grimme ansigt her, havde jeg bestemt ikke selv bedt om et værelse… Men her sidder vi alligevel” sagde hun med et kækt smil på læberne. Der var en masse folk der lod deres øjne vandre ned til bordet de sad ved, for de vidste formentlig godt at begge var dusørjægere, så de frygtede sikkert det værste. Marishka kunne ikke lade være med at fryde sig lidt over det, for de kendte ikke til ”forholdet” de havde til hinanden. Dette var blot sådan det startede, massere af fornærmelser, men når alkoholen slog ind, var historien en helt anden.

Adhémar kunne mærke den lette anspændthed i rummet der kom fra kroens andre gæster efter han havde sat sig ved Marishkas bord. Han trivedes godt i den fordi han vidste hvorfor den opstod. Hvis hans tilstedeværelse kunne få folk til at blive opmærksomme betød det at han gjorde noget rigtigt. Det kunne den seneste tids problemer ikke ændre på. Trods det trak i ham for at se sig omkring og virkelig tage det hele ind holdt han dog sin fulde opmærksomhed på sin bordpartner. Hvis hun virkelig ikke ville hans selskab havde hun vel gjort det mere klart for ham og bemærkningen der snart kom fik ham til at smile skævt. Det var vidst kun fair hun gav igen.

"Bedt om et værelse? Virkelig? Troede du kunne have lukket dig ind på en andens." Han lænede sig lidt tilbage i sit sæde i en ganske afslappet mine, selvom den primært var farvet af en provokerende attitude han bestemt kunne være kendt for hos folk han ikke altid var på helt god fod med. Marishka talte med som en af de personer selvom han frivilligt havde opsøgt hendes selskab. Ihvertfald gjorde hun så længe han var ædru. De blev nok bare begge mere udholdelige mennesker når de havde drukket. "Spiller du dine kort rigtigt kan du sikkert også få betaling for det. Folk bliver mere og mere desperate." Han himlede med øjnene over de sidste ord inden et drilsk smil formede sig på læberne og han endnu tog en tår øl. "Men hvad ved jeg? Det kan selvfølgelig være betaling gør, at du har dit eget." Det var bestemt lave skud, men det var også hvad man kunne forvente af ham. Ihvertfald burde det ikke komme som en overraskelse for Marishka, der uden tvivl havde hørt lignende ord fra ham før. 

Marishka grinede nærmest inde i sig selv. At folk var så anspændte over hende og Adhémar sad ved samme bord, det var i deres verden et sikkert tegn på der var ting i færde, men kendte de til sandheden, ville de sikkert blive overraskede. Marishka havde været i Lazura for noget tid tilbage, hvor det var endt ud i hun måtte ende livet på tre mænd, der ikke forstod et nej. Der var hun alligevel taknemmelig over Adhémar ikke ligefrem sprang på hende, men hun faktisk kunne sidde og have en samtale med ham… Når der var kommet alkohol indenbords i så fald. Lige nu var det mere kommentar efter kommentar på hvor grim, dum og stalker agtig de hver især var. Det morrede hende i en eller anden forstand, at de havde dette forhold til hinanden, men det hele der gjorde det noget værd, var de mange blikke de fik.

”Kvinder kan komme langt med et smil på læben og røde kinder… Men det er jo ikke noget du kender til… I så fald, så er du godt nok en grim kvinde” sagde hun med et kækt smil på læberne inden hun hævede kruset og tog en tår. Hun havde vitterligt talt blot kommet ind, uglet hår, mudder i ansigtet og ødelagte klæder og håbet på det havde været nok.. Og efter hun havde fået et bad, var hun gået krofatter for at betale og her var hun nu. Marishka’s hjerte stoppede et kort sekund og der gik ikke længe før hun greb en af sine knive og hakkede den i bordet ”Hvis du så meget som overvejer at give flere skjulte hentydninger om, jeg skal prostituere mig selv… Bliver du mit næste mål…” hvæsede hun og hev kniven op af bordet. Sex og alt intimt var et af hendes svage punkter, hvilket hun kunne takke både sin fader og sin tidligere herre for, de utal af gange hun var blevet misbrugt og havde fået tæsk… Hun havde svoret hun ville finde sin fader og slagte ham, men hendes gamle herre, havde hun taget sig af, men nu havde hun vagterne i røven af hende i stedet. Et suk kom fra hende ”Der er sikkert også nogle af dem der hungrer efter en ung mand som du… Se på de kvinder der nærmest ikke kan få øjnene fra dig… Hvilket man ikke forstår” sagde hun med et kækt smil på læberne. Hendes humør havde vendt hundrede og firs grader fra hendes trussel om hun ville udskifte bordpladen med hans bryst i stedet, men inderst inde, ville hun ikke kunne få sig selv til det. Hun elskede deres modspil til hinanden.