Asad havde i månedsvis forsøgt at finde ud af hvor Juno boede, men Juno havde altid undsluppet ham, når han havde forsøgt at følge efter ham, og det samme var lykkedes for Hector. Børnene var lige så svære at følge efter, fordi alle de hvide menneskebørn lignede hinanden for Asad, der ikke kunne se farver, og hver gang han fulgte efter et barn, lod det til at ende op hjemme hos en familie, der var lykkelig for at se det igen. Asad hadede dem. Det eneste barn han på nogen som helst måde gik op i, var Mahir, og Mahir var knap nok et barn længere, og det var også først for nylig han var begyndt at gå op i hvordan han havde det.

Men en dag lykkedes det. Og da Asad først vidste, hvor Juno boede, var det kun et spørgsmål om tid. 

Asad og hans drenge ventede på ham en stille nat, og da Juno kom ud, som de vidste han ville, var de to om at gribe fat om ham, imens Asad stoppedeen klud i munden på ham. Han havde regnet med at knægten ville sparke om sig, eller i det mindste skrige, men Juno reagerede præcis som sidste gang Asad havde fat i ham; han frøs helt op, hans skuldre trukket op og rædsel i blikket. 

"Det bliver værre endnu," sagde Asad med et grin og klappede Juno på kinden, inden han lod Jaxon og Hunter, der holdt om Juno, komme forbi sig. Han ville have at Juno så på. Det kunne godt være at fyren ikke skreg endnu, men det ville han komme til, før natten var ovre. Hvis han skulle være ærlig, regnede han med at det ville blive så slemt, at han ikke engang havde inviteret Mahir med. Den godhjertede dreng ville ikke kunne holde til det, Asad skulle til at udsætte Juno for.

Asad strøg en tændstik, som han holdt frem mod Juno, der så på den med store, opspildnede øjne. Flammen dansede i genskæret i hans øjne, hvor tårer langsomt steg op. "Jeg har tænkt mig at skåne dig, Juno. Men kun fordi jeg tror, at du vil synes det her er værre." Asad var ikke selv klar over det, men han smilede. 
Bag ham var Emmet færdig med at sætte en planke i spænd mod døren og var ved at hælde olie ud over den nederste etage, og han nåede kun lige at træde væk, inden Asad kastede tændstikken.

På et øjeblik spredte flammerne sig. Lyden af flammerne var overdøvende, lyset fra dem nok til at oplyse hele gaden, hvor der længere nede stod en vogn og ventede på Juno. Juno, der lige nu hang foran Asad, kun holdt oppe af de drenge, der holdt fat i ham. Tårerne væltede ned ad kinderne på ham, men så kom der også pludselig liv i ham - han kæmpede og sparkede, og forsøgte af alt magt at flå sig mod huset. 

Asad var ligeglad. Hans drenge var stærkere end Juno og de havde godt fat i ham. Han gik ned mod vognen, der ventede, og hans drenge fulgte efter ham. Hans opmærksomhed var kun på de to halvkriminelle smuglere, der sad på vognen. "Jeg er ligeglad hvad I gør med ham, bare få ham så langt væk fra Dianthos som I kan," beordrede han dem, inden han vendte sig mod Juno og med ét velplaceret slag fik slået ham bevidstløs.
Han gav ham en sæk over hovedet og lod Hunter om at binde hans hænder om ryggen på ham, inden de lod vognen køre væk. 
Der var ikke engang gået et minut, fra de havde sat ild til det hus Juno boede i, men der var allerede naboer, der åbnede deres vinduer, og skrig og larmen steg op ned ad gaderne. Med et vift med hånden, fik Asad spredt sin bande og stak selv af ud over et hustag. 

Han tænkte ikke over hvem der var inde i huset. Han tænkte ikke over, at han vidste at Junos 'bande' mest bestod af forældreløse børn. Han tænkte ikke på Junos irriterende, rapkæftede kæreste, eller på hvem der ellers ville blive ramt af deres rivalisering. Han tænkte kun på de ekstra krystaller han ville kunne tjene uden Juno i byen, og på hvor fuldstændig opløst hans bande var nu. Asad ville få fuldstændig kontrol over en meget større del af Dianthos nu, og det var det eneste der betød noget for ham. Krystallerne.