Vejret var begyndt at blive rigtig dårligt, og det var bestemt ikke varm længere. Regnen havde fået jorden til at blive blød og Splips lille hjem var begyndt at skride lidt fra hinanden. Det gjorde natten noget koldere, for så var der ikke længere læ i det lille hus han kaldte et hjem. Han havde derfor sat sig for at gå på grene jagt. Nu havde han jo set lidt hvordan Bongo havde fixet Splips hus, og han følte han havde en ide om hvordan han skulle lave sig et lidt bedre og mere stabilt hus. Måske endda større!
Der lå allerede en god bunke pinde foran huset, men Splips synes ikke det så rigtig ud. Der skulle være flere, og var der ikke også noget med at det skulle være store pinde? I et øjeblik stod Splip bare og kløede sig i nakken mens han så tænkende på pinde bunken. Til sidste endte han med dreje rundt for at gå på jagt efter større pinde.
Det lille hovedet løftede sig fra en busk da Splip hørte en lyd. Han havde favnen fuld af lidt tykke, lange pinde, og lidt forsigtigt lod han blikket glide rundt i lysningen, for at tjekke det ikke var fordi der var noget farligt dukket op. Splip kunne umiddelbart ikke få øje på noget farligt, men hans blik landede på noget gråligt han ikke mente plejede at være i lysningen. Han kneb øjnene lidt sammen og så betragtende på klumpen lidt væk fra ham, inden han forsigtig lagde pindene mod jorden. Hovedet vippede lidt fra side til side. Uden at vide om det var noget farligt, begyndte Splip nysgerrig at liste mod klumpen. Skulle det være noget farligt, var det jo godt nok ikke at gøre den opmærksom på en jo!
Som Splip kom tættere på klumpen kunne han se den ikke var ret meget større end ham selv. Der var et eller andet bekendt over klumpen, men han kunne ført ikke lige sætte fingere på det. Hans nysgerrighed blev noget større, nu hvor han fandt klumpen bekendt, så han lagde sig forsigtigt ned på knæ og begyndte at kravle det sidste stykke. Da han næsten var kommet helt hen til klumpen, kom Splip i tanke om hvorfor den virkede bekendt. Den lignede lidt de ting han spiste! Et stort smil spredte sig på hans læber. Nu behøvede han ikke finde mad de næste mange dage!
Han kravlede hurtigt det sidste stykke, lænede sig frem med munden åben, inden han bed fat i klumpen foran sig.