De fugtige døde blade raslede som et par stilkeben vandrede hen over skovbunden. De vraltede over en træstup, hoppede lidt for at genvinde balancen, og trippede derefter hen til en større egetræsstamme, hvor man kunne se en blød svampehat kigge om hjørner. På svampens skuldre lyste et par forskellig farvede svampe og gav genskær i træets bark.

Svampens små sorte øjne spejdede ud i lysningen, opdagede at den var tom, og derefter forsøgte han at vralte i et nogenlunde tempo derud. Der var nemlig sådan en god udsigt op til skyerne der! Han kunne godt lide at sidde på det tilmossede græs og kigge op, mens han viftede lidt med de korte ben. Men Klaus foretrak også at han ikke blev angrebet af noget imens. Han var blevet mere påpasselig som han var ved at blive ældre. Han var stadig en naiv blød klump, men han havde set hvad rovdyr kunne gøre. At han så ikke vidste at rovdyrene ikke var interesseret i at æde hans svampekrop, var en anden side af sagen. Det kunne jo være!

Men i dag vraltede han ud på græsset, satte sig med et tungt bump fik overbalancen, vrikkede fribrilsk med de små stilkeben før han faldte bagover og lå fladt på ryggen og kiggede op i himmelen. Det var egentlig også meget rart det her!

 Vejret var begyndt at blive rigtig dårligt, og det var bestemt ikke varm længere. Regnen havde fået jorden til at blive blød og Splips lille hjem var begyndt at skride lidt fra hinanden. Det gjorde natten noget koldere, for så var der ikke længere læ i det lille hus han kaldte et hjem. Han havde derfor sat sig for at gå på grene jagt. Nu havde han jo set lidt hvordan Bongo havde fixet Splips hus, og han følte han havde en ide om hvordan han skulle lave sig et lidt bedre og mere stabilt hus. Måske endda større! 
 Der lå allerede en god bunke pinde foran huset, men Splips synes ikke det så rigtig ud. Der skulle være flere, og var der ikke også noget med at det skulle være store pinde? I et øjeblik stod Splip bare og kløede sig i nakken mens han så tænkende på pinde bunken. Til sidste endte han med dreje rundt for at gå på jagt efter større pinde.

 Det lille hovedet løftede sig fra en busk da Splip hørte en lyd. Han havde favnen fuld af lidt tykke, lange pinde, og lidt forsigtigt lod han blikket glide rundt i lysningen, for at tjekke det ikke var fordi der var noget farligt dukket op. Splip kunne umiddelbart ikke få øje på noget farligt, men hans blik landede på noget gråligt han ikke mente plejede at være i lysningen. Han kneb øjnene lidt sammen og så betragtende på klumpen lidt væk fra ham, inden han forsigtig lagde pindene mod jorden. Hovedet vippede lidt fra side til side. Uden at vide om det var noget farligt, begyndte Splip nysgerrig at liste mod klumpen. Skulle det være noget farligt, var det jo godt nok ikke at gøre den opmærksom på en jo! 
 Som Splip kom tættere på klumpen kunne han se den ikke var ret meget større end ham selv. Der var et eller andet bekendt over klumpen, men han kunne ført ikke lige sætte fingere på det. Hans nysgerrighed blev noget større, nu hvor han fandt klumpen bekendt, så han lagde sig forsigtigt ned på knæ og begyndte at kravle det sidste stykke. Da han næsten var kommet helt hen til klumpen, kom Splip i tanke om hvorfor den virkede bekendt. Den lignede lidt de ting han spiste! Et stort smil spredte sig på hans læber. Nu behøvede han ikke finde mad de næste mange dage!

 Han kravlede hurtigt det sidste stykke, lænede sig frem med munden åben, inden han bed fat i klumpen foran sig.

Klaus havde taget en dyb dyb indånding og lå afslappet i det våde græs. Han kunne godt lide fugten og regnen. Vinden var kold, men Klaus frøs som sådan ikke som mange andre væsner. Han brød sig ikke om frost, da det gjorde ondt i hans hud. Men lige nu, følte han sig veltilpas og fuldstændig afslappet.
Ikke en eneste tanke gik igennem hans svampede hovedet, at der kunne være fare på færre. Specielt ikke som han intet hørte. Det var blodt en kold våd dag, i en rar lysning hvor der ikke skete noget som helst.
Klaus begyndte at overveje om han skulle finde sig et sted for natten. Måske det var ved at være tid rent faktisk at bygge sig en hule så han ikke var dækket af rimfrost hver morgen. Sne var også ubehageligt. Det satte virkelig tankerne i gang.

Roen og mængden af tanker forhindrede Klaus i at bemærke noget som helst. Det kom derfor som en stor forskrækkelse da noget skarpt lukkede sig omkring hans svampede arm. De grønne svampe begyndte med det samme at lyse svagt op og udskille en stærk stinkende dunst som svampemandens eneste forsvar. Han kom spjættende op at sidde og rystede bange med sin arm "Av! Ondt! Av!" kom der panisk fra svampehovedet, der forsøgte at skubbe sig væk fra det lille monster der havde forsøgt at spise ham. "Mig ikke mad" hans krystalisianske var gebrokken og rystende i hans nuværende paniske tilstand.

 Savlen løb nærmest allerede ud af munden inden tænderne ramte svampen. Splip glædede sig. Tænkt at kunne sige sig mæt nu, og stadig have en masse mad til resten af vinteren!  Det var jo en ren drøm! 
 Men så heldig var Splip ikke. Tænderne sank i svampen, og et kort øjeblik smagte det godt, og Splip var lykkelig, men smagen blev hurtigt erstattet af noget ulækkert, og en forfærdelig lyd skar i hans ører. Hurtigt åbnede han munden igen, og trillede væk fra svampen mens han kradsede på tungen. Da det gik op for Splip at lyden kom fra svampen skreg han forskrækket, for han vidste ikke rigtig hvordan han ellers skulle reagere, og bunker af døde dyr dukkede op rundt omkring og forpestede luften med en ildelugtende lugt. 

 Splip trillede en gang mere, inden han kom op at stå, og så forskrækket på svampen der åbenbart var levende? Hurtigt samlede han en pind op fra jorden og holde den frem foran sig. Bare lige hvis den skulle gå til angreb jo. 
 " Smage skidt! Ad ad!  " sagde Splip og kradsede sig igen på tungen for at komme af med smagen. 
 " Splip farlig! Warrh! " prøvede han og stak lidt frem med pinden for at virke truende. Han lød dog ikke særlig overbevisende. Han var jo ikke særlig farlig. Desuden var han mindre en svampen, så der var ikke meget han kunne gøre, når det kom til stykket. Men måske så han lidt farlig ud, og det kunne han vel udnytte! Det røde hår stod ud til alle sider, og med små grene og blade over det hele. Hans tøj var primitivt og og slidt, og han så vel generelt ret så vild ud.

Det gjorde ondt og Klaus var bange. Hans krop var ikke skabt til at reagere hurtigt, og det så ikke kønt ud som han rullede rundt i et forsøg på at komme op. Han trillede væk så godt han kunne og forsøgte at kravle samtidig med de store tykke arme. Han kom op vaklende på ben og begyndte at stavre væk, som der var døde dyr over det hele og Klaus faldte over et og ramte ned i jorden med et bump. Hvad foregik der!

Klaus rullede rundt igen, fuldstændig panisk så den grimme lugt fra de grønne svampe stod ud af ham, og blandede sig med den forpestelige lugt af døde dyr. Det var grimt.
"Arh! Ikke gøre Klaus noget.." Klaus ramte ned på bagdelen igen og holdte sine store svampede hænder op foran sig for at beskytte sig mod den farlige lille rødårede tingest.
Klaus var jo bare en fredelig lille svamp! Han havde ikke lyst til at dø for hænderne af en.. Kaldte han sig en Splip? Klaus var ikke dækket af tøj andet end et gammel brunt halsterklæde om den buttede hals, og han så ganske spiselig ud når alt kom til alt, men de grønne svampe forhindrede at han smagte godt. "Klaus uskyldig!" han havde ikke gjort noget!

 Normalt havde Splip ingen problemer med lugten fra hans døde dyr. Han var trods alt nærmest vokset op med den, og det var nu ret tit det endte med de dukkede frem, men denne gang var der en ekstra stank, som Splip ikke kendte, der gjorde det hele meget værre. Han rynkede lidt på næsen, inden han endte med at smide pinden fra sig, for at stikke en finger fra hver hånd, i hver sit næsebord, for at holde lugten ude. Han havde erfaret at det var den mest effektive måde at holde ulækker lugt ude! 
 " Ad.. " mumlede han lidt, inden han tog en dyb indånding og holdt vejret. Nu kunne lugten ikke komme ind nogen som helst steder! Problemet med dette var dog, at han endnu ikke havde lært hvordan han skulle trække vejret ud gennem ørene. Der gik derfor ikke længe, for Splip lige så stille begyndte at blive rød i hovedet af iltmangel, trods han ihærdigt prøvede at trække vejret ud af ørene. Det var noget sværere end man lige skulle tro, faktisk! 
 
 Til sidst måtte Splip åbne munden og ivrigt hive luft ned i lungerne, stadig med en finger i vejr næsebord. Han lavede en utilfreds grimmasse over smagen lugten havde, inden han så svampen foran ham. Han skarbede tungen lidt mod toppen af munden, i et forsøg på at fjerne den grimme smag. Det mindede om da han havde bidt i svampen.
 " Nej ad? " spurgte Splip forvirret. Han vidste godt bunkerne af dyr lugtede, men der ville ikke gå så længe inden de forsvandt igen, den anden lugt vidste han ikke med, men det virkede til at komme fra den store svamp.

Klaus forstod slet ikke hvad der foregik eller hvad den lille mærkelige skabning havde gang i! Den opførte sig fuldkommen sært, selvom han godt kunne forstå at den valgte at stoppe fingrene i næsen og holde vejret. De døde dyr lugtede alt andet end rart, og Klaus gav sig også til at bakke vraltende væk fra dem.

Men jo mere Klaus så at tingesten forsøgte at holde vejret og nærmest besvime af sin egen stædighed ved ikke at trække vejret ordentligt begyndte den grimme stank fra hans grønne svampe at dulme ned, til de til sidst ikke udsendte flere lugtende spore.
"Ad?" spurgte han tilbage, lige så forvirret og pegede på de døde dyr. Var det ham eller dyrene der var ad? Hvad foregik der? Klaus vaklede lidt igen som han bakkede og havnede på rumpeten en gang til med et bump.

 Fingrene forblev i næsen lidt endnu, for Splip skulle ikke nyde noget af de dårlige lugte. Så ville han hellere vente med at tage fingrene ud, til han var sikker på lugten var væk. Splip fulgte svampens finger, da den pegede på en af bunkerne med de døde dyr. Splip nikkede lidt til det. Det var jo hans ad. Blikket flyttede han tilbage på svampen.
 "Min ad. Splips ad væk snart..  " han nikkede lidt, og så lidt på bunken igen, og kort efter begyndte bunkerne at forsvinde igen, i den rækkefølge de var dukket op i. Han tog forsigtigt fingrene ud af næsen, og duftede for at sikre sig det ikke var alt for slemt længere, men det duftede ganske fint. Nu hvor Splips fingre var fri, kunne han pege på svampen, og prøve at sige det han prøvede før, nu uden at det lød mærkelig på grund af fingrene i næsen.
 " Dig ad? " Det måtte væk næsten være svampen der var skyld i at det lugtede så slemt før! Pinden Splip havde haft fat i før, tog han op fra jorden igen, og prikkede lidt jorden med den. Det var egentlig en fin pind - god at bruge til hans nye hus! 

Det var faktisk en utrolig skræmmende situation for lille Klaus. Først forsøgt at blive spist af et underligt lille væsen, som bagefter frembragte et utal af døde dyr omkring ham. Hvad var det her?
Klaus så noget mistorisk ud som den påstod at det snart forsvandt. Vent, sagde den at den hed Splip? Det var selvfølgelig kommet frem ud af ingenting, så det var måske ikke så underligt hvis de også forsvandt igen på den måde. Men Klaus forstod det bare ikke.

Indtil bunkerne selvfølgelig begyndte at forsvinde og Klaus gned de store fingre nervøst mod hinanden og kiggede rundt.
Klaus nikkede forsigtigt og prikkede lidt til nogle af de grønne svampe på hans krop. "Mit ad her" de lugtede i hvert fald ikke godt for alle andre, og smagte endnu værre havde han fået at vide. Hvilket nok var heldigt, da de gule svampe smagte fantastisk og var dejligt mættende. En smule akavet kom Klaus op at stå igen og brugte lidt tid på at finde balancen på de tynde ben. "Klaus lugte grimt, når Klaus bange" brummede svampen og så næsten skamfuldt ned i jorden. Det havde ikke været meningen at han ville gøre Splips utilpas.

 Svampen prikkede til nogle svampe den havde groende på sig, og gav udtryk for at det var dem der lugtede. Splip rynkede lidt på næsen og kradsede lidt på tungen igen, ved tanken om smagen igen. 
 "Også ad her..  " Fortalte han, i tilfælde af, at svampen altså ikke lige var klar over han smagte dårligt. 
 Efter at have testet pindens holdbarhed, ved at stikke til jorden med den, satte han den fast i det lille bælte han havde lavet af et eller andet han en gang havde fundet liggende på jorden. Han var god til sådan noget - at finde ting i skoven han kunne bruge. Det mente han i hvert fald selv! 

 Splip nikkede lidt da svampen sagde den lugtede når den blev bange. Det kendte Splip godt! De døde dyr kom også frem når han var bange. De kom godt nok også frem gange hvor han ikke var bange, men det var vel også lige godt.
 " Også Splip.. " betryggede han mens han nikkede. Det havde reddet Splip mange gange, så han var faktisk ganske stolt over det. Der var godt nok lige den gang inde i den store by.. Det var ikke helt heldigt, men han var bare så sulten og det var lidt svært.. Splip rystede kort på hovedet over det og sendte i stede svampen et stort smil, da han kom til at tænke på om den havde sagt Klaus fordi det var den navn. 
 " Dig Klavs? Mig Splip!  " 

Klaus havde ikke ligefrem intentioner om at æde det andet væsen eller på nogen måde tygge i ham. Det var også svært når man som Klaus ikke havde en mund men fik sin næring gennem fødderne der stak i jorden. Men det var alt for kompliceret og forklare. I stedet nikkede svampen, som at han forstod.

Klaus var også ganske taknemmelig for sine lugtende svampe. De havde den ønskede effekt for det meste. At Klaus ikke helt forstod hvordan det fungerede, var en anden side af sagen. Han havde bare disse svampe, af god eller dårlig årsag, han var ikke sikker. De røde lyste som regel bare op i mørke, og ellers gjorde de vidst ikke så meget. De gule havde mennesket smagt på og syntes smagte godt, men det omtalte han ikke. Klaus brød sig generelt ikke oma t blive spist.
Han nikkede. "Splip alene? Som Klaus?" spurgte han nervøst og trillede de store fingre mod hinanden.

 Splip rynkede panden lidt ved spørgsmålet. Han kendte godt ordet, alene, men han forstod det ikke helt. Han så sig lidt rundt, for at se om der var andre i nærheden end de to, men han kunne ikke set nogen. Så han så tilbage på Klaus og rystede på hovedet.
 " Splip er bare Splip. " forklarede han og vendte sig lidt rundt. 
 " Splip finde pinde. Til hjem.  " Han klappede lidt på pinden han havde sat i bælte med den ene hånd, og pegede i retningen af hans lille hjem. Han manglede stadig mange pinde endnu. Og de skulle gerne være lidt mere solide, men det var lidt svært for Splip. 
 Splip så tilbage på Klaus og lagde hovedet lidt på skrå. Mon den havde et sted at bo? Et hjem? Og mon Splip kunne se hvordan det så ud?
 "Klavs have hjem? Splip se? " Han vippede hovedet til den anden side.

Klaus var ikke sikker på om Splip mente at han var alene lige nu, eller generelt bare var sig selv. Men for nu tog Klaus det som at han var alene, ligesom Klaus. At han ikke havde en familie, og Klaus blev trist til mode ved tanken om hvis det var sandheden. Alle fortjente en familie, selvom Klaus ikke helt forstod konceptet af dem. Han havde ikke haft en. "Hjem?" Klaus kiggede i retningen som Splip pegede. At bygge et hjem forstod han slet ikke. Klaus satte sig bare hvor han var kommet til.

"Klaus ikke have hjem. Klaus sove hvor Klaus er" svarede han en smule forlegent og gned de store hænder mod hinanden. Han håbede ikke at han havde skuffet Splip nu. "Må Klaus se Splips hjem?" han var forsigtig i sit spørgsmål, for han ville heller ikke presse sig på. Klaus havde bare virkelig ikke lyst til at være alene.

 Splip nikkede lidt som Klaus gentog ham. Han var ret sikker på det var det hed. Hovedet blev vippet lidt på skrå, som Klaus sagde noget om ikke at have et hjem. Splip rynkede panden lidt forvirret. Hvordan kunne han ikke have et hjem. Måske de ikke helt snakkede om det samme. 
 " Brrrr koldt..?  " Splip gned sine arme lidt, som han spurgte Klaus efter om det så ikke var koldt. Splip var i hvert fald glad for at have et hjem han kunne være i når det var koldt. Det hjalp lidt på varmen. Et stort smil gled over Splips læber da Klaus ville se hans hjem. Han nikkede ivrigt. Han var trods alt lidt stolt af det, selvom det ikke var ham selv der havde bygget det, og det var ved begyndt at glide lidt fra hinanden. 
 " Ja! Kom! " Splip vendte rundt på hælene, og begyndte at gå tilbage mod den lille bitte samling af pinde han kaldte et hjem. Han sig ud fra Klaus fulgte med, og kiggede derfor ikke bag sig, for at tjekke.

 Mens de gik fandt Splip pinde og grene, han tænkte kunne være gode at bruge til at bygge hjemmet op igen. En gang i mellem gik han hen til Klaus og gav ham nogle pinde, fordi de enten var for tunge eller store til han selv kunne gå med dem. Han kunne da fint lige hjælpe!
 Da de var fremme, stoppede Splip op, med et stort smil, og så på hjemme. Det så nok ikke ud af meget. Det var i hvert fald ikke særlig stort, men det var Splip jo heller ikke. Han så stolt hen på Klaus. Det var et fint hjem!

Det havde Klaus faktisk aldrig tænkt over. Han kunne selvfølgelig ikke lide frostvejr da det var stærkt ubehageligt for hans krop, men ellers var han som sådan ikke varmblodet. Så han trak lidt på skulderne som svar - han havde hørt at andre væsner oftest frøs når de ikke havde mulighed for at pakke sig selv ind eller blive varmet op af ild, men Klaus følte sig oftest bare udtørret når det skete.

Det store smil fik ham dog til igen at blive mere energisk og vrikke lidt fra ben til ben og begyndte at følge efter Splip så hurtigt han nu kunne med sin store krop og meget tynde stilkeben. Han vraltede en del og havde nogle udfordringer med den ujævne skovbund, men det lykkes nogenlunde at holde trit med den lille Splip.

Det hjalp også at de holdte pause engang imellem og kiggede interesseret ned på nogle pinde og grene. Han gjorde ikke indvendinger som han fik udleveret nogle stykker, men kiggede bare lidt blankt ned på dem, før han tog imod den nu tildelte rolle som grene bærer, hen imod det lille hjem.
Klaus havde absolut ikke forstand på hjem, men at se hvor stolt Splip lyste op, måtte det være et godt et! Klaus lagde grenene på jorden og klappede sine hænder sammen et par gange "Mig godt li Splips hjem!" han forstod ikke helt hvorfor, men på en eller anden måde så det hyggeligt ud. Klaus forstod næppe at det var ved at falde fra hinanden, han troede det skulle se sådan ud.

 Pindene blev smidt på jorden, og Splip gik hen, så han kunne stille sig lidt ved huset, og vise huset lidt frem. Godt nok var det ikke ham selv der havde lavet det, men det ændrede ikke på han synes det var fint og han var glad for det. Som han stod foran det kunne han godt se at huset i hvert fald ikke var stort nok til at Klaus kunne med ind. Han stod derfor lidt og så mellem huset og Klaus, tænkende. 
 " Klavs for stor... Hjem lille.. " lød det lidt sørgeligt fra ham. Han ville gerne invitere Klaus med ind, men det var jo tydeligvis ikke muligt. Så ville det hele i hvert fald falde helt fra hinanden! Han måtte have i mente at det skulle være størrer når han byggede det op igen! 

 Klaus begyndte at klappe i hænderne, så Splip flyttede blikket tilbage på ham. Smilet voksede lidt, da det virkede til Klaus var imponeret over hjemme, og Splip blev smittet lidt af hans glæde, og hoppede lidt fra ben til ben mens han også klappede.  

Klaus havde ikke tænkt over at hans svampekrop var alt for stor til at komme ind i det lille hjem. Han kiggede ned af sig selv, tilbage på hytten og så ned af sig selv igen. Han var for stor. Hvis man kunne sige at en svamp kunne se slukøret ud, var det sådan et udtryk der kom frem nu, som han med sine store arme mærkede på den bløde mave. "Men Klaus kan.. kigge ind?" han ville gerne se det, men han ville heller ikke ødelægge noget. Det ville være synd!

Klaus gik forsigtigt tættere på huset og satte sig ned på jorden, meget forsigtigt og forsøgte at kigge ind. Han ville gerne tættere på, men han tænkte alligevel at hvis han sad helt stille og roligt, så skete der ikke noget uheldigt eller farligt! "Bo alene?" spurgte han nysgerrigt ind til. Der måtte da findes flere Splipser rundt omkring. Det var Klaus helt sikker på. Ligesom han var sikker på der fandtes flere Klauser selvom han aldrig havde mødt nogen endnu.

 Et lidt begejstret udtryk gled over Splips ansigt ved Klaus' forslag og han nikkede ivrigt. Det var da en helt fantastisk ide! Så kunne han se hvordan det så ud. Splip gik derfor hen og åbnede døren, og trådte væk, så Klaus kunne komme til. Det var ikke nemt at se der inde, for der kom kun lys ind af døren. Der var heller ikke meget at se. Det ene hjørne var der en bunke med blade og andet der fungere godt som blødt underlag til en seng. Derudover var der en lille stol, sat satte med pinde og strå og det samme med et lille bord. Det var meget ustabilt, og holdt nok ikke vildt længe, men Splip vidste ikke hvordan han skulle fixe dem. Det var nogen Bongo havde lavet til ham. 

 Splip fulgte Klaus eksempel og satte sig ned på jorden. Han sad lidt og bare lod Klaus se ind i hjemmet, inden Splip vippede hovedet på skrå og nikkede til spørgsmålet.
 " Splip helt alene. Klavs? " Klaus havde godt nok sagt han ikke havde et hjem, men derfor kunne han vel godt bo med andre. Det gav i hvert fald mening for Splip! 

For Klaus var det lille hus langt mere end han nogensinde havde regnet med selv at kunne bygge. Nok var taget ikke helt tæt og det så meget primitivt ud en med erfaring, så var Klaus dybt fascineret. Han kiggede nysgerrigt ind på stol og bord, som han ikke helt vidste hvad var men kunne fornemme havde et formål. Sengen så komfortabel ud og havde en dejlig blød og fugtig duft som Klaus kendte fra skovbunden. "Klaus godt lide Splips hjem!"

Klaus drejede hovedet væk fra synet af det lille hjem og kiggede lidt ned på sine stilke ben og nikkede langsomt. "Klaus helt alene. Altid alene. Ingen ligesom Klaus" forklarede han og pegede på sig selv med et sørgmodigt udtryk. Han kendte ikke engang til hvad han selv var, men han var kommet til på en eller anden måde.

 Splip sad bare pænt og ventede med Klaus betragtede hans lille hjem. Hans blik gled selv lidt rundt i det. Jo, det var da et fint lille hjem, men nu kunne han huske hvordan det havde set ud lige da Bongo havde fixet det, og sådan så det bare ikke helt ud mere. Det var også derfor han var gået i gang med at fixe det selv. Han vidste bare ikke helt hvordan, men han kunne huske noget med at pindene skulle være store it tykke! Splip flyttede blikket hen på Klaus og smilte stor mens han klappede lidt i hænderne.
 " Pongo hjælpe Splip. Hjem helt flad, så Pongo lave ny hjem " han nikkede lidt som han forklarede. 

 Klaus var helt alene? Splip vippede hovedet lidt på skrå. Han var også helt alene. Han havde aldrig set nogle som ham. Der var de der mærkelige nogle langt væk fra skoven, der er kæmpe store, men de lignede kun Splip lidt. De var også lidt uhyggelige, selvom Bailey og Hedwig havde været meget søde.
 " Splip os helt alene. Splip aldrig set andre Splip.  " han slog blikket lidt ned. Han vidste ikke om der var andre som ham der ude, eller om han bare ville være helt alene for evigt. Det var da lidt trist hvis han skulle være helt alene, men var der andre, skulle han også til at lave at større hus, og det var heller ikke helt nemt.