Dagen i helbrederhuset var hektisk. Vinteren var sat ind, og det betød en mindre invasion af ældre, syge mennesker, børn med snuer, og knogler brækket på uset is.
Duften af den lindrende te helbrederhuset bryggede, fyldte hvert et hjørne og krog af bygningen, som krus blev fyldt og disturberet rundt til hver en villig hånd.

Kit åbnede døren ud til gaden for tiende gang på den sidste halve time, og stirrede intenst ned af vejen. Det lignede ikke Dhalia at komme for sent. Faktisk kunne Kit ikke huske en eneste gang Dhalia ikke var dukket op, eller kommet så meget som et minut for sent, med mindre der var sket noget alvorligt. Men selv der plejede hun at sende besked!

Ben, Éir og Kit selv havde hænderne mere end for fulde til at tage nogensteder, og selvom Ben havde formanet hende et roligt sind, og forsikret hende at der nok skulle komme nyt om lidt, så havde Kit en dårlig fornemmelse i maven, som hun ikke kunne slippe.. Så på trods af Bens ord, havde hun sendt en knægt afsted efter byvagten. Hvem end han kunne finde nærmest, og ellers skulle knægten spørger efter Løjtnant Bigwig. Kit nærede et svagt håb om at Dhalia måske bare var faldet i søvn i hans arme, selvom det virkede lige så sandsynligt, som at der ville komme en magisk gris flyvende, der kunne helbrede alles sygdom.

Kit var lige ved at lukke døren igen, da hun så byvagtens velkendte farver nede af gaden. Hun trådte helt ud, og lukkede døren bag sig, før hun vinkede dem an. Hvis det viste sig ikke at være noget, ville hun helst ikke have Ben fandt ud af hun var gået imod hans ord.

Panik var nok den bedste måde at beskrive det hærværk som foregik i hovedet på Bigwig dette øjeblik. Til en start havde det været en mere ubehagelig følelse i maven som knægten strøj afsted over brostensgaden og hev fat i ham. Dhalia var altid punktlig! Hun kom aldrig for sent, og hvis hun gjorde kunne man godt regne med at helvedet var brudt løs et eller andet sted. Men som hun heller ikke var hjemme eller i nærmere af sit hus blev den ubehagelige mavefornemmelse til stærk uro.

Det var med bankende hjerte han sendte flere vagter ud for at lede efter hende, og han selv tonsede gade op og gade ned til han fandt hende. I stedet for at blive overskyldet af lettelse, overtog frygten styrringen af hele kroppen, mens panikken fik hans hjerte til at hamre så hårdt i brystkassen, at det føltes som musklen var på vej ud. Han kaldte på hende, flere gange, men hun reagerede ikke. Heller ikke som han svagt ruskede i hende, bange for at gøre mere skade end gavn. Kun et kørt øjeblik slog hun øjnende op, men de faldte i igen.

Bigwig løftede hende op i sin favn, og gik med raske skridt, nogle gange erstattet af løb, ned af gaden med en specifik lokation i mente. Helbrederhuset. Han ignorerede enhver form for smerte i ben, for trods hun ikke var tung, var det stadig mere vægt end han var vant til at bære og i et hurtigere tempo end han normalvis ønskede at bevæge sig i. Alt imens kom der forsikrende ord ud af hans mund. Det skulle nok gå. Han passede på hende. Alt skulle nok blive godt igen. Ingen grund til at være bange. Han var ikke sikker på om han forsøgte at forsikre hende eller sig selv om sandheden i sine ord.

Skikkelsen i døren var velkendt, men der var for megen summen i Bigwigs hovede til at han genkendte hende med det samme. I stedet satte han et nøk mere op, kaldende på skikkelsen om at hjælpe. Det var ikke svært at høre panikken i hans stemme.
Bigwig gennemgik lige nu et af sine værste mareridt.

Dhalias hjem havde været raseret og endevendt. Møbler lå skødesløst væltet, Rubins vase knust midt på gulvet, og den imponerende tørrede buket blomster den havde holdt, trampet i stykker. Alt af værdig var blevet fjernet, og alt der var for stort eller værdiløst, ødelagt eller væltet.

Dhalia selv havde de fundet, smidt bag et par kasser i en gyde, ikke så langt fra byvagtskontoret. Gennemtæsket og ribbet for alt af værdig, fra de simplere smykker der altid holdt hendes hår, til guldhalskæden, hvis lyse skygge stadig var at se på Dhalias hud, mellem de blå og lilla mærker. 
Morgensolen glimtede i den blodige plamage nær Dhalias tinding, som hendes øjne gled op for et sekund, og det tågede blik gled mod Bigwig. Hendes sprukne læber skildte sig, som forsøgte hun at sige noget, men alt der kom frem var et vådt host, og en blodig klat spyt i hendes mundvig, som hendes øjne gled i igen.


Kit så Bigwig komme nærmere, og blev bleg som et lagen da det gik op for hende hvad han bar i sine arme. Eller rettere, hvem. "Nej... nej nej nej!" mumlede hun for sig selv, inden de kom indenfor hørevidde. Hun tog en skælvende indånding.
"Hun skal ind i en seng! Kom med!" kaldte hun tilbage, og flåede døren op igen, og efterlod den piv åben, som hun stormede ind igen, til det første værelse hun viste var tomt. Det tog hende få sekunder at gøre værelset klart, inden hun kunne stikke hoved ud i gangen igen, og vinke Bigwig i den rigtige retning, som han kom ind af hoveddøren. De andre ventende patienter havde allerede ryddet vejen for ham, og flere af dem fulgte dem med lange blikke, som de forsvandt ind på værelset.

"Læg hende her, forsigtigt!" kommanderede hun, og hjalp med at få Dhalia ned i sengen. "Sæt dig!" lød Kits næste kommando, som hun pegede på en stol langs den modsatte væk. Den unge kvinde lod overraskende meget som Dhalia, når det galt.
Kit så ned på den kvinde der havde været så nær som en mor. Kvinden der havde taget hende ind og lært hende livets vej, hvor hendes egen mor kun havde haft skyld og skam tilovers.
Det var med rystende hænder Kit rakte efter saksen i sit bælte. Hvordan kunne sådan noget ske? Hvorfor lige hende?! Ville hun dø nu?
Nej. Kit kunne ikke tænke sådan! Dhalia var en patient nu, ligesom alle andre! Kit tog en skarp indånding og tvang hendes hånd til at være rolig, inden hun metodisk begyndte at klippe Dhalias tøj af, og tjekke for skader. "Hvor fandt du hende?" spurgte Kit, med den rolige professionalisme tilvendt efter års træning.

Guderne måtte vide hvad der var foregået og hvorfor det lige var Dhalias hjem der havde lidt under det. Men han havde ikke tid til at tænke over det, før han var videre. Synet hærgede stadig hans sind. At se hende ligge der uden at vide hvorvidt hun var levende eller død. Det skræk ønskede han aldrig at prøve igen i sit liv, og skrækken var langt fra overstået.

Bigwig bar hende så forsigtigt ind som muligt, mens han stadig fastholdte et højt tempo. Han bemærkede ingen af de andre patienter i ventelokalet, eller deres blikke. Intet af det var vigtigt. Han fulgte Kit uden at stille et eneste spørgsmål, og lagde først Dhalia forsigtigt fra sig på en seng som han fik besked på det. Det var svært at give slip på hende, men samtidigmed vidste han at det var det bedste for hende at lade kyndige hænder kom til. Der var ikke noget han kunne gøre.

Benene gav efter under ham som han blev kommanderet hen til en stol og sank tungt ned i den, uden at lade blikket vige fra den ældre kvinde. Hans vejrtrækning var skælvende, og håret så nærmest ud til at være mere forvildet end før. Han begyndte langsomt at gnide sine hænder mod hinanden, uden at opfange at det var fordi der var blod på dem som irriterede hans hud som det var begyndt at størkne. Han blik flyttede sig heller ikke som Kit talte til ham med en påtaget rolig stemme, der næppe reflekterede hendes inde. "En gyde.. Ikke langt fra byvagtskontoret. Hele hendes huset er endevendt" hans egen stemme ejede ikke samme professionalisme, men derimod en tydelig afspejling af at han var i chok. Han vidste i sin underbevidsthed også at han burde kigge væk som Kit fjernede tøj fra kroppen, men han kunne ikke få sig selv til at fjerne det. Bange for at hun forsvandt hvis han gjorde.

Kit bed sig hårdt i læben som Bigwig svarede. Det tog alt i hende at ignorere det meste af svaret, og koge det ned til hvad hun skulle bruge. "Udenfor så.. var der frost i nat?" spurgte hun så som opfølgende spørgsmål. Det havde været køligt de gange hun havde stukket hoved udenfor, men hun havde ikke lagt mærke til om der havde været frost i skyggen. De umildbare skader var en ting, men hvis Dhalia havde ligget udenfor den halve nat, kunne de få grader gøre en stor forskel.

Kit havde fået Dhalia ned til sit undertøj, og kunne nu danne sig et overblik over skaderne... og hvad hun så var ikke kønt. Udover sået ved hendes hoved, var der ikke noget der blødte. Kit fandt en svag trøst i mærkerne der dækkede Dhalias arme. Hun havde forsøgt at forsvare sig selv, selvom det ikke havde gjort hende meget godt.. Kit knyttede hænderne hårdt.

Som en velsignelse sendt fra Isari selv, blev Kits tanker afbrudt, som den gamle Ben dukkede op i døren, med et fad varmt vand, og rene klude over armen. Den gamle mand bragte en sælsom ro med sig, og Kit trak vejret med dyb lettelse.
Ben stillede vandet fra sig på natbordet, og stillede sig an et halvt skridt bag Kit.
"Hvad har vi så her unge Kit?" spurgte han og rettede på sine små briller, for at se patienten an. Han stivnede.

Kits hænder slækkede igen, som Bens tilstedeværelse løftede hendes sind. Ben havde styr på det. Det skulle nok gå. "Kvinde, 51 år, adskillige tegn på stump vold på torso, hoved, og armene. Tegn på trykkede ribben, jeg tror det andet til højre måske er brækket, men der er ingen tegn på indre blødninger umiddelbart. Patienten blev fundet udenfor, så hun har muligvis været nedkølet" rapporterede Kit. Imens havde hun vredet kluden op, og var gået igang med at vaske såret på Dhalias tinding.

Det var dog godt Kit ikke kunne se Ben bag sig, for den gamle mands skuldre var sunket allerede inden Kit var begyndt at tale. "Ja, godt.. Jeg henter te" det var tydeligt han ikke havde lyttet til et ord hun havde sagt. Han vendte sig for at forlade rummet. Der var en knækket kvalitet til hans stemme der afslørede, at han ikke ville komme igen. Lykkeligvis var Kit for fokuseret på arbejdet til at opdage det.

Bigwig følte sig fuldstændig luftfyldt i hovedet, mens resten af kroppen havde konsistens af tungt kold bly. Han vidste faktisk ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Han havde ingen nytte her, og der var intet værre end ikke at være i stand til at gøre bare et eller andet. Han drejede end ikke blikket ved Kit's spørgsmål men kom med en let overvundet brummende lyd. "J-jeg.. Ja, der var rimfrost i morges" han havde ikke tænkt over det. Han havde knap nok noteret sig at der havde været frost, på nær den lille tanke i underbevidsheden om at der kunne være risiko for at der var glat. Det var alt han havde tænkt. Han bebrejdede sig selv for ikke at havde vidst allerede der at der var noget galt.

Bigwig syntes ikke på nogen måde at få det bedre af at se omfanget af Dhalias skader. Nok stod han ikke og nærstuderende som Kit gjorde, idet hun udførte sit arbejde, men han kunne stadig se mærkerne på afstand. Han var blev, næsten grøn i hovedet og hans ene ben var begyndt langsomt at hoppe op af ned af ren afmagt og trang til at gøre noget, uden at vide hvad.

Han flyttede kun blikket kort for at kigge på Ben der kom ind, så hans reaktion. Blikket blev drejet tilbage som Kit's forklaring nærmest lød som en fjern summen i hans hoved. Hvad var der sket. Hvem havde gjort det. Hvorfor? Det kunne ikke bare havde været et almen indbrud. Det her var for voldsomt. Hvem ville gøre det mod helbrederhusets leder, som tog alle ind, ligegyldig status og plejede deres sår og skader. Bekymringerne og frygten blev blandet sammen med den gennemsylende varme følelse af vrede. "Hvad kan jeg gøre?" Man kunne høre desperationen i hans stemme for at gøre noget fremfor at sidde tilbage uden at kunne bidrage. Dertil, hvis han holdte sig igang kunne han gemme vreden længere ind og fokusere på den senere.

Kit bed sig i læben. Et problem mere til bunken hun skulle være opmærksom på. Men Dhalia var ikke død! Hun var her, i sikkerhed nu, så hun skulle nok klare sig. De skulle nok få Dhalia på benene igen! Det var de nød til..
"Jeg har tænkt mig at helbrede såret på hendes hoved, og når Ben komme tilbage kan han sætte ribbenene på plads" knogler var Bens specialitet, og han ville kunne sætte dem på plads på ingen tid!
"Derefter skal hun være under opsyn, så vi kan se om hun får feber, og.. være der når hun vågner" forklarede Kit, selvom det ikke rigtig var det han havde spurgt om. Men at sige det højt forsikrede hende om at det nok skulle gå alt sammen!
Kit lagde kluden tilbage på kanten af vandbaljen og gned sine hænder intenst mod hinanden. "Kan du kigge væk imens?" spurgte hun lidt mere forsigtigt. Hun havde altid haft svært ved at bruge sin evne hvis folk kiggede. Selv nu var hun ikke sikker på hun ville kunne gøre det. Set nu hun gjorde noget forkert? Hvis hun ikke kunne redde Dhalia? ... som da hun ikke kunne redde hendes bror..
Kit så sig ikke tilbage, for at se om Bigwig faktisk kiggede, men lagde forsigtig hænderne mod Dhalia sår. De rystede igen.

Bigwig lyttede til Kit's stemme og hendes ord. Noterede sig at hun holdte sig professionel trods sitautionen hun stod i. Det var ikke bare en hvilken som helst patient, selvom alle forsøgte at opføre sig sådan. Han måtte ærligt indrømme at han beundrede det. "Jeg går ingen steder" forsikrede han hende, også selvom han havde håbet at kunne havde en mere håndgribelig opgave, måtte han te sig til takke med at blive siddende på sin stol med ticks i det ene ben.

Et øjeblik kiggede han forundret på Kit. Kigge væk? Den forsigtige måde hun sagde det på, fik Bigwig til at blinke et par gange, og en smule modvilligt eftergive hendes ønske oog kiggede i stedet hen i et hjørne af værelset. Han havde let brummet som svar og holdte blikket væk, trods det pinede ham ikke at kunne se hvad der foregik. Han forventede at hun gav lyd fra sig når han måtte kigge igen. Hvad end det så var han ikke måtte se hende gøre.

"Okay, godt" sagde Kit, og lettelsen var tydelig i hendes stemme. Hun havde ikke i sinde at lade Dhalia være uden opsyn et eneste sekund! Og med Bigwig der, så kunne en af dem måske få sovet, selvom hun tvivlede på hun selv ville kunne lukke et øje før Dhalia havde genvundet bevidstheden.

Nok var Bigwigs øjne lukkede, men han var næppe døv. Lyden af Kits hænder der gnuppede sig mod hinanden igen, som for varme, nåde ham, sammen med en svag hvisken "Kom så. Du kan sagtens, det er ligesom alle andre andre. Der er ikke nogen der kigger. Bare.. træk vejret og helbred" mumlede Kit intenst for sig selv, og lød næsten til at få overbevidst sig selv. Næsten. Alligevel ramte et let lys Bigwigs øjenlåg, som Kits fik nok ro på sig selv til at fremkalde sin evne. Der gik et langt øjeblik, inden lyset falmede igen, og blev erstattet af et lille snøft fra Kit.
"Så.. så kan du kigge igen" hendes stemme var grådkvalt. Hun vendte blikket mod døren "Nu skal Ben bare.." hun afbrød sig selv og hun vendte våde øjne mod Bigwig. "Er han ikke kommet tilbage endnu? Og.. hvordan kunne han hente te på et tidspunkt som det her?!" hvæsede hun med tydelig frustration, som hendes professionalisme langsomt krakkelerede igen. Hun havde holdt samling på sig selv så længe som hun synes hun kunne, så nu måtte Ben godt komme og tage over!

Men der kom ingen Ben, og ville heller ikke. Chokket havde været for meget for den gamle mand, og da han før havde forladt rummet, var han ikke gået mod køkkenet, men mod døren. Han havde forladt helbrederhuset.

Ved lyden af den svage hvisken gik det op for Bigwig hvad det var Kit havde i hensigt at gøre. Han tog en dyb indånding og lænede sig en smule over sine egne knæ med sine hænder foldet foran sig. Ventende på at Kit gjorde sit arbejde, uden at han forstyrrede hende. Det forhindrede ham ikke i at være ængstelig efter at åbne øjnende igen og se hvad der foregik, men han stolte også på at Dhalia havde oplørt hende godt. At hun havde styr på hvad hun lavede.

Det var næsten utålelig lang tid han måtte vente til han igen kunne åbne øjnende. Han kiggede med det samme op på Kit som hendes grådkvalte stemme havde lyt.
Ben. Bigwig tænkte tilbage, huskede chokket i mandens ansigt og at han ikke havde kunne håndtere det. Om han kom tilbage var for Bigwig usikkert. Så godt kendte han ikke manden, men lige nu var Kit utrøstelige stemme det som tilfangede Bigwigs opmærksomhed.
Han rejste sig roligt, i hvert fald så roligt som han kunne mønstre og lagde en beroligende hånd på Kit's spinkle skulder. "Han er formentlig i chok. Jeg skal gerne gå ud og lede efter ham, men jeg ved ikke om det nytter han havde helt ærligt ikke lyst til at gå fra rummet under nogen omstændigheder, med mindre det kunne hjælpe Dhalia mere at han gjorde. Han lagde den anden hånd på hendes anden skulder og så ind i de tårefyldte øjne. "Eller også fortæller du mig hvad du skal bruge hjælp til, og jeg vil gøre alt hvad du siger, til punkt og prikke" Han havde lyst til at trøste hende, men det måtte vente til alt var stabilt og der alligevel ikke var andet at gøre end at vente. Hun så i hvert fald ud til at have brug for at komme ud med sin egen frygt.

Der var ingen tvivl om at nyheden om at Ben nok ikke kom igen ville have knækket den unge Kit, hvis ikke Bigwig havde stået der med hende. Hendes hænder åbnede og lukkede sig et par gange og trods tårene, mødte hun Bigwigs blik. "Du må virkelig ikke efterlade mig alene med hende" bad hun lavmælt inden hun snøftede kraftigt ind og tørrede øjnene i bagsiden af sin hånd.
"O-okay, så gør vi det på den gammeldags måde!" sagde hun stædigt. Der var stadig lidt kampgejst tilbage i hende. Hun ville få rigeligt tid til at græde senere når Dhalia var på benene igen, og så ville den gamle dame få sig en skideballe af dimentioner for at gøre dem alle sammen så bekymrede!!

"Vi skal bruge forbindinger" sagde hun, mest til sig selv som hun gjorde sig fri af Bigwig og knælede ned ved et lille skab ved sengens fodende. "Og så skal jeg have dig til at holde hende. Hun skal op og sidde så jeg kan komme til hendes brystkasse" tilføjede hun som hun dukkede op fra bag skabet med en favnfuld forbindinger. Kit lagde dem fra sig på kanten af sengen, som hun kravlede halvt op ved siden af Dhalia "Kom om bag hende her, og pas på hendes hoved" dirreegerede hun. Hvad end sår der havde gemt sig under blodet på Dhalias hoved var væk nu. End ikke et ar var tilbage, kun små pletter af indtørret blod i håret, som Kit havde overset.
Da de begge var på plads, mærkede Kit efter på ribbenene en ekstra gang, inden hun begyndte at vikle forbindingerne rundt og rundt. Hun strammede godt til, og var på sin vis glad for Dhalia var bevistløs lige nu, for ellers havde det gjort rimelig nas. Men Kit fortsatte, og blev ved til hele Dhalias overkrop var pakket ind, og strammet godt til, så ribbenene kunne blive holdt på plads og blive hjulpet den rigtige vej.

Godt, så blev han. Præcis også som han foretrak, men i sidste ende var det vigtigste hvad der var bedst for Dhalia. Måske havde det været bedst hvis Ben havde udført arbejdet, men hvis han ikke var her, eller i stand til at gøre arbejdet, så kunne det være et fedt. "Godt, så gør vi det" Kampgejst var godt, og han var tilfreds med at hun holdte den kørene. Han slap hende og lod Kit finde de forbindinger de skulle bruge, mens han selv fik befriet sig fra den tunge jakke han havde om sig. Den ville bare være i vejen, og han var mere komfortabel i sin skjorte, for at kunne bevæge sig bedre.

Han gjorde præcis som Kit bad ham om. Han sørgede for at løfte Dhalia op i siddende position og sætte sig bag hende for at kunne holde hende oppe og mere stabilt, mens Kit bandt forbindingerne om hende. Han sørgede især for at passe på hendes hoved, som han havde fået besked på. Han havde haft mange sårede soldater i sine hænder, og været bekymret for deres sikkerhed. Men han følte ikke at det kunne sammenlignes. Han havde aldrig følte sig så afmagtet før,og han havde mest af alt lyst til at kramme hende ind til sig, rokke hende frem og tilbage og love at alt nok skulle blive godt igen. Men han gjorde det ikke. Han sad stille med hende, sørgede for at Kit kunne udføre sit arbejde og ignorerede sit eget stærkt bekymrede og bankende hjerte.

Kit fæstnede den sidste bandage, og satte sig tilbage med et suk og en bekymret mine. "Så.." hun sad der, blikket hvilende på Dhalia og for en stund så det ud til bekymringen ville tage over og Kit ville gå i stå. Men atter engang pressede Kit igennem og rejste sig fra sengekanten.
"Nu skal vi bare sikre os hun er varm nok, og have noget mad og drikke klar til når hun vågner.." sagde hun, og trak tæpper ud fra under sengen. Hun jagede ikke med Bigwig, men lod ham tage den tid han ville om at ligge Dhalia ned igen. Hun sagde til sig selv lidt kropsvarme ikke kunne skade.
Imens pakkede Kit det første tæppe om Dhalias krop, men hold hendes arme udenfor, og lagde dernæst et tæppe mere op over hendes ben, foldet og klar til at blive trukket helt op til hagen, når Dhalia igen var klar og lå ned.

Alt på plads stod Kit stadig og tøvede ved sengekanten, hjulende drejende bag de unge øjne. Var der mere hun kunne gøre? Hvad som helst! Men Nej. Der var ikke andet for end at vente. Vente og se.
"Kan.. kan du holde øje med hende? Så henter jeg te til jer og.. hvis Ben er gået, er der.. andre patienter jeg skal se til" ordrene lå så tungt som ansvaret, og der var spor af tvivl i henedes spørgsmål. Ikke over Bigwigs evne til at tage sig af Dhalia, men over hendes egen evne til faktisk at forlade Dhalias side.

Bigwig lavede et hovednik til Kit's ord. Der var ingen af dem der vidste hvor længe Dhalia havde lagt ude, eller hvornår hun sidst havde fået noget mad og drikke. Desuden, krævede det energi at komme op efter sådan en behandling. En kamp ingen af dem kunne tage for hende, selvom de gerne ville. Alt der var at gøre nu var at håbe og be til hvad end gud der kunne finde på at hjælpe.

Bigwig vidste at han nok burde flytte sig, og få Dhalia ned og ligge igen. Beholde sin egen professionalisme og behandle dette som var det enhver anden han havde fundet. Men det nyttede ikke noget at lade som om. Bigwig lænede sin pande ind mod Dhalias hoved, lukkede for et kort øjeblik øjnende og tog en dyb indånding. Det pinede ham forfærdeligt at der ikke var noget som helst han kunne gøre.

"Selvfølgelig" han løftede hovedet igen og kiggede på den alt for unge pige der havde fået alt for meget ansvar. Ikke nok med at hendes leder lå her, bevidstløs og skadet, så var der heller ikke andre til at tage presset fra de unge skuldre. "Kit. Du er en dygtig healer og Dhalia har oplært dig godt. Du kan klare det" Et let opmuntrende smil var at finde på hans læber som han så på hende. Han forstod hendes tvivl og det pres der tyngede hende. Men hun var en sej og pligtopfyldende pige. Hvis nogen kunne klare det, var det Kit.
Alt imens blev Bigwig siddende med Dhalia, modvillig til at slippe hende igen. Der gik i hvert fald også nogle lange minutter, før han forsigtigt kravlede ned fra at sidde bag hende, og støtte hende til hun igen var nede og ligge. Det sidste tæppe der havde været foldet på midten, trak han op for at dække hende og give varme. Mentalt træt i kroppen, trak han sin stol hen til sengen og satte sig ned, hvilende sine albuer til sine knæ igen og kiggede på hende. Håbende på at hun snart slog øjnende op.

Kit knugede hjørnet af tæppet mens Bigwig roste hende, og det fik da et lille, skævt smil frem på hendes læber, også selvom det var farvet af bekymringen. "Tak, jeg.. jeg har haft en god lærer.." hun tørrede øjnene og snøftede en sidste gang. "Kald hvis i mangler noget, eller hvis der er nogle ændringer i hendes tilstand" bød hun til sidst, inden hun forlod rummet, og roligt lukkede døren bag sig, så de kunne være i fred.

Der gik længe inden noget ændrede sig. Kit kom ind med mad og drikke, et sæt der var dækket til så det kunne holde sig, og et der ikke var, til Bigwig, med en formaning fra Kit om at hun ville sladre til Dhalia når hun vågnede, hvis Bigwig ikke spiste. Det var et forsøg på at holde humøret oppe. 

Solen stod højt på himmelen da Dhalia endelig rørte på sig. Først var det blot et lille spjæt fra et par fingre, lidt efter drejede hun hoved en smule og et smertefuldt suk fodlod hendes læber, inden hendes øjenlåg dirrede, og langsomt gled op.
Smerten var malet over hele hendes ansigt som hun forsøgte sig med en lidt for dyb indånding. Hun sukkede, men selv det lod ikke til at være helt smertefrit. Endelig begyndte hendes blik at fokusere, og de brune øjne faldt på løjtnanten. "L-Lance?" kvækkede hun hæst.

Det kunne de blive helt enige om. En af de bedste lærer der fandtes. Det var det bedste Bigwig kunne gøre for at trøste hende lige nu, selvom han ville ønske at han kunne gøre mere. Han nikkede som svar på hendes sidste ord inden hun forlod rummet, for en kort stund.
Han kunne heller ikke undgå at smile som Kit formanede om at hun ville sladre hvis han ikke spiste. Det var næsten smerteligt genkendeligt, men også en trøst i disse timer. Så han gjorde naturligvis som budt og fik spist sin mad og endte med at sidde med koppen med varm te i begge hænder, som han lod tiden glide, uden ændringer.

Bigwig bemærkede først hvor stille han havde siddet og hvor stiv han var blevet i ryggen, som der skete en ændring. Det gav et ryk i ham, som han bemærkede fingrenes lette spjæt og lettelsen ramte ham som en bølge.
Langsomt vågnede hun op, og smerten var ikke svær at læse i hendes træk. Det var slet ikke så underligt at alting gjorde ondt. Bigwig havde lænet sig hen til sengekanten og blidt givet sig til at ae hende over håret. Forsigtig for ikke at gøre mere skade. "Jeg er her. Hvor er det godt at se dig vågen" ikke spor rart at se hende i smerter. Der havde det været mere nænsomt for hende at være besvimet, men mere nervepirrende for alle andre. Han vidste han skulle kalde på Kit, men han lod hende lige vågne og vide hvad der foregik først. Det fandt han mest rimeligt, end blot at rejse sig og gå fra hende. Det var han ikke engang sikker på at han kunne få sig selv til.

Dhalia sank forsigtigt i et forsøg på at væde sin stemme, og sukkede lettet ved lyden af Lances stemme. Alting gjorde ondt, og hendes hoved føltes omtåget, men knuden af uro i hendes mave løsnede sig ved at vide han var ved hendes side. 
Dhalia tog sig sin tid med at få sine omgivelser i fokus, og mærke efter skadernes omfang.

Som hendes blik blev mere fokuseret genkendte hun omgivelserne, og en ro faldt over hende. Nok var loftet ikke den del af helbrederhuset hun havde brugt mest tid på at studere, men hun ville genkende de loftsbjælker overalt.

"Det er også.. godt at se dig Lance" svarede hun, og var nød til at bide sætningerne op for at tage små hvertrækninger. "Fangede du.. lømlerne?" spurgte hun så. Det var tydeligt hun ikke havde nogen tidsfornemmelse, eller idé om hvor længe hun havde ligget.

Under tæppet løftede hun den ene hånd let, og forsøgte at flytte lidt mere på sig, men måtte hurtigt opgive det med en smertende grimasse. Dog var hun fortrøstningsfuld. Det føltes ikke som om noget var brækket eller inficeret. Det var positivt.

Det var ikke svært at se, at alting gjorde ondt. Bigwig så bekymret på hende, og var næsten bange for at hun faldte sammen igen. Han vidste godt at hun var stærk! Men frygten hang stadig i ham. Hånden der havde foretaget blide strøj over hendes hår var blevet liggende nogle ekstra sekunder, før han trak den til sig igen. Hans lette smil blev også erstattet af et mere nedslået udtryk som han kiggede ned og rystede på hovedet. "Nej. Men det gør jeg. Hver og en af dem" forsikrede han hende med stålfasthed i sit blik, som han løftede hovedet igen.

Hans mave sydede af afsky for de, ja lømler, som Dhalia kaldte dem. Han ville nok havde kaldt dem dybt kriminelle skurke uden nogen værdighed i kroppen.
"Kit har sørget for du har mad og drikke." han bekæmpede trangen til at stille en masse spørgsmål, og i stedet fokusere på at hun fik fred og ro, mad og drikke. Alle spørgsmålene om hvad hun kunne huske, og hvor mange der havde været, kunne godt vente lidt. "Og jeg har lovet at hente hende når du vågnede. Hun er en dygtig pige, må jeg sige" virkelig ansvarsfuld og dygtig til sit arbejde. Dhalia havde virkelig oplært hende godt, selvom den unge pige havde skulle påtage sig alt for meget ansvar i dag.

Et træt smil fandt vej til Dhalias læber, og man kunne se stoltheden i hendes blik "Hun er den.. bedste lærling jeg.. har haft" medgav Dhalia. Det var ikke noget hun nogensinde havde sagt til den unge kvinde, naturligvis. Hun ønskede Kit blev ved med at søge at bedre sig, sin gave og sine evner som helbreder. Og som leder af helbrederhuset, kunne Dhalia ikke tillade sig at favoritiser. Hun havde trods alt en anden lærling, Éir, nu.

Det tog en del mentalt tilløb, men Dhalia viste det skulle til, og tanken om den lindrende te der ventede, gav hende styrke. Med ingen lille anstrengelse, begyndte Dhalia at skubbe sig op på albuerne. "Lance kan du.. ugh.. hjælpe.. mig lidt op?... puder.. under sengen" fik hun fremstønnet, inden hun måtte bide tænderne sammen.

At sidde halvt op var på ingen måde mere behageligt end at ligge ned, selv ikke med puderne i ryggen. Men nu kunne hun måske få lidt indenbords. Noget sagde hende, at hun ville få brug for det. Og når hun fik en kop te i hånden, ville hun måske lade Lance forlade sengekanten længe nok til at hente Kit, som han burde.

Bigwig kunne ikke lade være med at smile selv over Dhalias ord. Kit var en dygtig pige, der virkelig forstod hvad hun lavede. I hvert fald ud fra hvad Bigwig kunne se og forstod sig på. Skader var desværre ikke et sjældent syn på hans arbejde heller. Alligevel havde han ikke i sin vildeste fantasi forstillet sig at se Dhalia som den ramte.

Det tog ikke engang et halvt sekundt før Bigwig rejste sig og begyndte at lede under sengen for at finde puderne under sengen. "En eller to?" spurgte han fra sin frembøjede position, og hev det antal op hun bad om. Han brød sig ikke om at hun lød så forpint, men det var desværre ikke så underligt.

"Her" Det var imponerende hvor blid og forsigtig så bred og grov en mand som Bigwig kunne være, men han var yderst forsigtig som han hjalp hende det sidste stykke op og sidde komfortabel. Han fjernede klædet fra Dhalias bakke, hældte te op i en kop og rakte hende den. Lige nu ville han ønske at han kunne give hende sin naturlige indre kraft til at heale alle sine skader hurtigt. Men det kunne han ikke.