Det sidste gode stykke tid havde været kaotisk, for at sige det mildt. Flere flugte på livet, en dårlig og smertefuld handel fuldt af endnu mere flugt. I det mindste var han ude af Rubinien nu, hvilket forhåbentligt kunne bringe en smule ro over det hele. Dog havde paranoiaen fyldt ham over grænsen til Medanien og selvom han allerede havde takket ja til en lille håndfuld jobs, så havde han så vidt muligt bare holdt sig for sig selv. Før han for alvor kunne gå tilbage til sit erhverv var han nødt til at være helt sikker på hvor landet lå og om rygterne havde spredt sig uden for Balzera. Godt nok var han altid maskeret i sit erhverv, men der var ingen risikoer han havde råd til at løbe, hvis han ville beholde sit liv.

Der var blod på hans ærme efter nattens job og det var derfor han i overgangen fra nat til tidlig morgen havde valgt at bevæge sig vejen til vandfaldet. Godt nok var der andre vandkilder han kunne rense trøjen i, men han ville være sikker på ikke at blive forstyrret. Normalt var han god til at undgå den slags, men nogle gange havde han ikke overraskelsesmomentet lige så meget med sig som han håbede. Det havde da også givet ham en flænge på brystet, der dog heldigvis ikke var dyb nok til at behøve blive renset ret grundigt. Med en sadeltaske ved sin side, sad han ved bunden af vandfaldet, igang med at rense trøjen uden at have klædt om til sit dagligdagstøj. To knive lå ved hans side, nøje pakket ind for at beskytte metallet mod skidt. Alt i alt var der ikke noget der tydede på, at han regnede med andre var i nærhedne. Godt nok larmede vandfaldet så han ikke rigtigt kunne høre hvis andre kom gående, men det var stadig så tidligt på dagen, at han ikke regnede med han behøvede bekymre sig.

Ikke langt fra det store vandfald, havde Baldrian slået lejr for natten før. Lyset var langsomt begyndt at bane vej gennem de få træer og det var mere end rigeligt, til at få vækket den lille halvmus. Til enhver anden tid, havde Baldrian valgt at finde et værelse på kroen i landsbyen, men denne gang var det lettere, at holde sig lidt på afstand. Det var nemlig ikke mere end en lille måned siden, han havde fået til opgave at spionere lidt på en mand fra Mørket.
Det var ikke mange oplysninger han havde fået, om denne mand. Muligvis en uniform tilhørende Mørkets hær, cirka en meter og firs høj, skulderlangt, lysebrunt hår og så holdt han ofte til i Medanien. En beskrivelse, der mere eller mindre kunne passe på hvem som helst. Det var Baldrians opgave at finde den rette mand og være en mus i væggen, så længe det var nødvendigt, for at høre et eller andet brugbart.

Med et lydløst gab, fik Baldrian sat sig op. Lidt ekstra hårdfør, takket være musen i sig, lå han fint, bare rullet ind i et tæppe på jorden. Pelsen sørgede for at holde ham rimelig varm og gjorde samtidig, at jorden ikke føltes helt så hård, som den ellers var. På den måde, var det også utrolig let at pakke forsyninger til disse turer.
Som Baldrian havde gjort hver morgen de sidste par dage, sørgede han for at have amuletten i bukselommen, inden han rejste sig, strakte sig og satte kursen mod vandfaldet. Det var det perfekte sted til lige at blive frisket lidt op, inden han skulle mod landsbyen.

Som Baldrian kom vandfaldet nærmere, faldt hans blik på en skikkelse ved dets bund. Han sørgede for ikke at give lyd fra sig, som han begav sig få skridt tættere. Det lignede mistænkeligt meget den mand han ledte efter. Han besluttede sig meget hurtigt for ikke at tage nogle chancer. Han skulle ikke opdages, uden først at have undersøgt, om det virkelig var den mand.
Baldrian begav sig om bag et par buske, hvor han smed både bukser og skjorte. Han gemte dem mellem bladene, så han var sikker på, at ingen ville finde amuletten, der fik ham til at se menneskelig ud, når han bar den. Inden for få øjeblikke, havde Baldrian forvandlet sig fra halvmus, til skovmus og han pilede mod nogle af de store sten, der befandt sig tæt på vandfaldet og lige så tæt på den fremmede.

Den lille mus til Baldrian hoppede op på den største af stenene, så han kunne få det bedste udsyn til fyren. Han håbede, at han ikke ville bide mærke i en lille mus, eller i det mindste bare ignorere det lille dyr. Men Baldrian var ikke helt så snedig, som han gerne ville være, da lidt tilfældigt støv i luften, fik ham til at nyse. Det første nys gjorde intet, men ved det næste kom der så meget tryk på, at Baldrian selv blev overrumplet, væltede baglæns og trillede ned ad stenen. Idet han landede på jorden, kunne han ikke længere koncentrere sig om at forblive i musestørrelse og derfor blev han forvandlet tilbage til halvmus.
”Arv..,” mumlede han, som han kom på benene igen. Han regnede ikke med at være så heldig, at den fremmede ikke havde lagt mærke til den klodsede mus, men for at være sikker, stak han lige det pelsede hoved frem fra bag stenen og lurede på fyren. Han kunne umuligt gemme sig, for de store, pelsede, runde ører var ikke nemme at gemme.

En bevægelse blev opfanget i øjenkrogen, men så snart Adhémar lod blikket skifte for at se hvad det var vurderede han det som ligegyldigt. Han var vant til at være opmærksom, så der skulle sjældent meget til at opfange hans opmærksomhed, men han var godt nok ikke nervøst nok anlagt til at være påpasselig over en mus. Hans blik blev da heller ikke hvilende på den, men fandt derimod blot tilbage til trøjen som var blevet godt gennemblødt af vand efterhånden - naturligvis. Det var langt fra første gang han var nødt til at vaske blod af tøjet, det ville alligevel have været utroligt med det liv han havde levet, men det gjorde desværre bare ikke opgaven mindre besværlig. Han skævede ned ad sit eget bryst for at vurdere om ikke det kunne klare sig selv, men valgte alligevel lige at vaske det hurtigt med ærmet fra skjorten, der alligevel var våd. Længere nåede han ikke før musen gjorde opmærksom på sig selv.

Med rynkede bryn så han i retning af det lille nysende dyr og rystede småleende på hovedet. Først da det næste nys kom og en pludselig bevægelse fulgte skiftede han fuldstændigt attitude og trak sig straks væk fra vandet og i retning af knivene, så han hurtigt kunne gribe en skulle det blive nødvendigt. "Giv mig en god grund til at du holder øje med mig," insisterede han med blikket i retning af stenen skabningen gemte sig bag. Det var ihverfald ikke nogen almindelig mus, så langt var han med. 

Jep, det kunne bestemt have gået bedre. Baldrian var vant til at skulle være bare lidt snedig og de færreste ville mistænke en mus. Det var for det meste det perfekte dække. Medmindre man blev distraheret af naturens elementer. Var det gået efter planen kunne Baldrian være blevet siddende på stenen og ubemærket lurer videre på den fremmede. Finde ud af om denne var hans mål. Men sådan skulle det ikke gå.
I samme øjeblik den fremmede flyttede sig fra sin position, reagerede Baldrian af ren refleks ved at bukke sig ned bag stenen igen. Han blev ikke siddende længe, for han vidste jo udmærket godt, at han var blevet opdaget. Så han kravlede ud fra sit skjul, håbende at den anden ikke ville komme for tæt på.

Den lille halvmus rynkede lidt tænkende på næsen, før et smil kunne anes i det pelsede ansigt.
”Beklager, det var ikke for at være uhøflig. Jeg har lejr ikke så langt herfra og kommer herned hver morgen. Jeg var lidt usikker på hvor imødekommende du var. Man kan vel aldrig være for forsigtig,” forsøgte han at undskylde med. Det var jo egentlig ikke løgn, men langt fra den perfekte undskyldning. Den fremmede ville muligvis ikke have besvær med at gætte, at det ikke var hele sandheden.
”Mit navn er Baldri-oh!” Han nåede ikke at præsentere sig færdig, da han først der lagde mærke til den røde farve.
”Er du okay?!” Spurgte han straks, uden at skænke det den mindste tanke, at blodet måske ikke tilhørte ham.

Adhémar bevægede nærmest ikke en muskel, mens blikket bare blev på stenen. Han havde heller ikke tænkt sig at røre på sig før skabningen gav lyd fra sig eller selv bevægede sig. Det var langt fra unormalt for ham at se de fleste han mødte som en modstander; en potentiel fjende. Særligt i situationer som denne hvor han var blevet overrasket. Det var kun naturligt med det liv han levede at være på vagt - han vidste hvordan han selv kunne finde på et behandle fremmede når han var presset og han anede ikke om det var tilfældet for den anden.

Endelig krøb skabningen ud fra bag stenen og Adhémar lod øjnene granske den. Ham. Det at han talte gav ham en idé om at det var et halvdyr han havde med at gøre - det var da til at overskue. Gutten virkede heller ikke fjendtlig. "Nej, det kan man ikke," brummede han, stadig en smule skeptisk overfor den fremmede, selvom han i det mindste ikke var lige så meget på vagt længere. Han hævede brynene, da den pelsede fyr afbrød sin egen præsentation og så kortvarigt ned ad sig selv. Flængen var bestemt ingenting i forhold til hvad han før havde været igennem, hvilket han da også havde adskillige nyhelede sår på ryggen, der understrege. "Jeg har det bedre end ham der gav mig flængen," svarede han med et træk på skuldrene, uvidende om at halvdyret nok havde hentydet mere til hele blodshowet han havde haft gang i med skjorten. "Så hvad var dit navn?" Trods han allerede virkede noget mindre anspændt var der stadig en vis mistroisk attitude hængende over ham. I det mindste var den ikke truende, trods den kommentar han var kommet med lige forinden.

Baldrian forventede helt klart en lidt større reaktion på alt det blod, mest rettet mod skjorten ved vandet. Selvom det ikke var første gang han havde set noget lignende, så det da ikke mindre voldsomt ud. Baldrian var vant til at skulle overhøre diverse samtaler, som en i hans position helst ikke skulle høre, og ikke overvære de største, blodige kampe. Han var tydeligvis mere bekymret end den fremmede, den sårede, var.
”Øhm.. Det var da.. godt?” Baldrian var ikke helt klar over hvad der var rigtigt at sige lige der. Han gik jo aldrig ind for den slags, men han kendte intet til situationen og så længe den fremmede mente, at han havde det fint.
”Oh. Baldrian. Jeg hedder Baldrian,” præsenterede han sig endelig, som han tog et par skridt tættere på og rakte hånden frem for at hilse ordentligt på.

Selvom Baldrian aldrig havde følt sig særlig bekvem med at vise sig så afslørende for en fremmed, havde han lidt glemt, at han stadig stod i intet tøj. Når han var alene, var det trods alt sådan han følte sig bedst tilpas. Heldigvis dækkede pelsen hele kroppen, så der var intet at se.
”Jeg ville tilbyde dig at låne en skjorte, men mine bliver nok lidt for små.” Han smilede skævt og lidt undskyldende, men han var altså ikke højere, end en lidt lav 14-årig.
”Vil du have en hånd med tøjvasken?” Spurgte han i stedet, for det kunne han da tilbyde. Ikke at det ville hjælpe meget, for blodet ville næppe blive nemmere at få af med hans hjælp. Men han kunne da stadig være venlig og spørge.


//Rydder lidt op i trådene, skriv endelig hvis vi skal tage den op igen en anden gang!