Anuki havde ikke sovet hele natten. På tilfældige tidspunkter blev hun ramt af pludselig behov for at være i kontakt med sin gudinde og sådan havde det også været i nat. Hun havde siddet knælende foran Chances alter, med hovedet bøjet og håndfladerne vendt opad, i håb om at Chances viden og held ville falde ned i hendes hænder, og først da de første af solens stråler havde ramt hende igennem de mange-farvede vinduer i templet, havde hun løftet hovedet og rejst sig på usikre ben. Når hun ikke havde sovet længe, viste Chance sig til tider for hende, men i nat havde hun holdt sig for sig selv, og det var med et tungt hjerte at Anuki bevægede sig ud i tempelhaverne.

Luften var kølig og der var dug på græsset, planterne og blomsterne omkring hende, men det holdt ikke Anuki fra at sætte sig på en bænk med udsigt over en lille dam i haven. Bænken var også fugtig, men Anukis klæder var tunge og tykke, og desuden var hun i for stort søvnunderskud til at bemærke det.

Solens stråler genspejlede sig i dammen og Anuki lukkede øjnene og nød den varme, solen gav hendes ansigt. Hun sad så stille at hun lige så godt kunne have været en statue og selv da hun hørte fodskridt i nærheden, åbnede hun ikke øjnene. Enten var det en gartner, og så ville de hende nok ikke noget, eller også var det en anden præst eller præstinde, og i det tilfælde ville hun faktisk helst undgå dem. 

Efter Reinas opstandelse havde hun sovet endnu dårligere end før. Mareridtene var værre, da de nu havde mere at bruge som materiale, og Reina frøs også de fleste nætter. Noget hun ikke havde gjort før, men det kunne umuligt være sundt at blive vækket til live en til gang. Noget måtte jo gå galt, og Reina følte i hvert fald hun havde mistet meget af sin varme i kroppen.
Denne morgen var hun også blev vækket voldsomt, gispende efter vejret, og efter at have fået styr på sin vejrtrækning, måtte hun erkende at hun ikke fik sovet mere. I stedet for stod hun op, og iklædte sig sine standard præstinde rober, og en tyk kappe.

Der var stille og roligt nede i selve katedralen, bortset fra et par præstinder der var stået tidligt op, for at gøre klar til at åbne dørene, da en af dem så at Reina var på vej ud af portene, undskyldte hun sig fra sine pligter og fulgte med ypperstepræstinden. Reina havde allerede inden hun døde, en vane med at tage mindst en præstinde med sig rundt, men i disse dage var præstinderne også nervøse for at lade Reina være alene, og havde gjort det som en pligt at følge med hende. Selvom der ikke var meget de kunne gøre mod et nyt mordforsøg, så var der bare en tryghed ved at begive sig i grupper, og Reina havde intet imod selskabet.

De to af dem gik mod tempelhaverne, og Reina lagde mærke til en skikkelse der sad og så ud til at slappe af på en bænk. HUn var pænt nok klædt til det ikke lignede en hjemløs der sad på bænken, og Reina stoppede lidt op og vendte sig mod sin præstinde.
"Hvem er det?" hviskede Reina. Hendes problem med at genkende ansigter var et konstant problem, og det var grunden til at præstinderne i templet ofte var der til at hjælpe hende. Det var derfor heller ikke nødvendigvis en hemmelighed, men det var heller ikke noget der blev talt om.
"Det ligner Anuki Amynta. Ypperstepræstinden for Chance," svarede hun tilbage, og da hun så at Reina stadig så lidt undrende ud, forsatte hun. "Hendes mor var tidligere ypperstepræstinde for Aladrios." Der klikkede det endelig for Reina, og hun kunne da godt huske den unge ypperstepræstinde fra tiden med Kiles Orden.
"Jeg ønsker at udveksle nogle ord med hende, hvis du kunne gå tilbage til katedralen... eller hente nogle urter uden mig, ville det være rart," sagde Reina blidt. Præstinden så ud til at tøve, men efter at have kigget lidt ekstra på Anuki, nikkede hun og forlod stedet.

Reina selv gik over til bænken, og stoppede lidt fra den. "Må jeg sætte mig?" spurgte hun blidt, og holdt sine hænder samlet foran sig, mens hendes blik hvilede på den unge kvinde.

Anuki genkendte ikke stemmen, der tiltalte hende, så hun var nødt til at åbne øjnene. Med solen stråler bag sig virkede Reina mindre som en engel eller en ypperstepræstinde og mere som en reel gudinde. Lyset stod omkring hende og hende lyse hår strålende som guld.
Anuki sank en klump og slog hånden ud imod bænken i invitation, imens hun selv rykkede sig en balde væk. Der var masser af plads på bænken, men hun ville gerne tilbyde mere til Reina.

Hun slog blikket væk i skam, imens Reina satte sig. Hun vidste, at Reina måtte have hørt i hvert fald om noget af Anukis første tid som ypperstepræstinde. Om ikke andet, havde hun uden tvivl hørt historien om hvordan Anuki havde smadret en hundredvis af år gammel vase, der havde stået i templet, fordi hun i en hallucination, frembragt af flere dage uden søvn, havde kommunikeret med Chance, der havde fortalt hende at der ikke var balance i templet. At der skulle ske noget uheldigt, før stedet kunne velsignes med held igen.

Anuki holdt stadig fast i at hun virkelig kommunikerede med sin gudinde, men hun havde lært at gøre det mere diskret. Det var åbenbart ikke en god ide at smadre end antik og historisk vase foran alle Chances tilbedere, midt i en messe. Noget havde hun lært i løbet af sit første år som ypperstepræstinde. Men ikke nok. Hun havde ikke lært nok til at hun kunne se Reina i øjnene med stolthed.

Reina tog fat i sine klæder, og hev lidt op i dem, inden hun satte sig ned, så det ikke føltes som om at hun hev ned i sin kjole. For en stund nød hun blot solen der var ved at komme op, og den kølige luft, selvom hun kunne mærke hendes hænder blive helt kolde. Hun knugede dem sammen i hendes skød.

Til sidst vendte hun sig dog mod Anuki. "Jeg tror aldrig jeg har haft mulighed for at byde Dem rigtig velkommen," sagde hun endelig. Der var et blidt udtryk i hendes øjne, og på hendes smil. Der var dog næsten noget over ordene der måske var for venligt? Især når man vidste hvor højtidligt Reina tog sit job som ypperstepræstinde og stemme for Isari. Hun hadede at der blev sjusket, også selvom det var i de andre templer.
"De er yngre end de fleste andre ypperstepræster og præstinder her, så det må have været hårdt at finde sit fodfæste," fulgte hun op med. Det indikerede i hvert fald at Reina havde en ide om hvilket rod Anuki havde haft gang i.

Anuki ignorerede fuldstændig at Isaris ypperstepræstinde vendte sig imod hende. Hun havde ikke lyst til at se hende i øjnene, ikke endnu. Hun sank en klump, da Reina bød hende velkommen og skævede alligevel mod hende, i et forsøg på at læse hendes ansigtsudtryk. Mente hun det? Anuki tvivlede. Det lød mere som om hun dømte hende. Hun vidste heller ikke hvordan hun skulle reagere, når hun ikke vidste, hvordan Reina mente sine ord. I stedet forholdt hun sig i stilhed, og sad stift som en statue. 

Det gik dog fuldstændig op for hende, hvordan Reina mente sine ord, da hun fulgte op med en kommentar på Anukis alder. Anuki så væk fra Reina og stirrede frem for sig med et ulæseligt ansigtsudtryk igen. Hvor meget magt havde Reina? Kunne hun få hende fyret? Det var nok bedst ikke at være for uhøflig, selvom hun mest af alt havde lyst til at snerre af hende. I stedet tog hun en dyb vejrtrækning.
Den kolde luft fik tårer frem i hendes øjne og hun blev kun endnu mere opsat på ikke at se over på den anden præstinde. "Det var hårdt," medgav hun. "Jeg har heldigvis fundet mit fodfæste nu. Mit tempel er et andet, end det var da De sidst var i Dianthos." Reina havde selvfølgelig ikke haft en chance for at følge med i Anukis udvikling, men hun ville ikke lade den ældre præstinde tro, at hendes tempel stadig var lige så meget i kaos, som det havde været for et år siden. Hun havde styr på det nu. 
"De må endelig komme forbi en dag." Der var ikke noget, hun ville hade mere, men hun følte også at hun var nødt til at bevise sig selv overfor Reina, og det kunne hun ikke gøre, hvis Reina slet ikke ville se hendes arbejde. 

Reina havde ingen plan om faktisk at få nogen fyret. Til gengæld mente hun at hvis man ikke havde evnerne til at klare sit erhverv, så enten måtte man søge den hjælp det krævede, eller også træde ned, for at give andre plads til at kunne klare jobbet. Erhvervet som gudernes stemme var vigtigt, og de var dem der ledte folket hen på den sande vej, eller så godt de kunne, og så duede det ikke hvis man mente at ypperstepræsterne og præstinderne ikke var til at stole på, fordi de ikke gjorde deres job ordentlig.

"Det er også det jeg senest har hørt," svarede Reina. "Jeg har desværre haft rigtig meget at skulle følge op på, siden jeg kom tilbage til Dianthos, men jeg skal nok forsøge at få tid nok til at komme forbi." Det krævede naturligvis at deres skemaer ikke kambolerede, hvilket ikke var unormalt i dette erhverv, selvom der generelt var en hvis forsigtighed om at de yngre guder ikke lagde noget samtidig med de ældre guder, som stadig have flere tilbedere.
Hendes øjne studerede Anuki, som de sad her ved siden af hinanden. Anuki så ikke ud som om at hun havde tænkt sig at se over på Reina.

"Jeg husker selv mine første dage som ypperstepræstinde, omend det er mange år siden efterhånden," der havde Reina selvfølgelig allerede været oppe i årerne, som så mange andre ypperstepræster. "Jeg havde fordelen at jeg kunne spørge min forgænger om råd de første par år jeg havde rollen, noget jeg personligt nød meget af." Der var måske en skjult hentydning at Anuki kunne få lov til at spørge om råd hvis hun ville. 

Anuki vidste ikke om hun var glad for, eller nervøs omkring Reinas løfte om at komme forbi. Hun vidste, at hun havde styr på sin forsamling nu, at hun kunne messerne udenad, at hun betød noget som leder for Chances tilbedere. Hun vidste, at hun var vellidt og respekteret. Men ville Reina kunne se det på et besøg? Anuki klemte nervøst sine hænder sammen og bad lydløst Chance om at lade Reina komme forbi på en god dag. Lade det være åbenlyst for hende, at Anuki ikke længere var det barn, hun havde været, da hun først havde fået sin position. 

Anukis kæbe strammedes, da Reina talte videre om sine egne første år. Forstod hun ikke, hvordan hele byen, hele landet, havde været i kaos, i den tid Anuki var blevet indsat? At ypperstepræsterne og præstinderne havde haft travlt med at beskytte deres egne templer, havde haft travlt med at beskytte deres egen forsamling, havde haft travlt med at gøre hvad de kunne, for at redde dem de kunne? Men hun tav og der gik kun et øjeblik før det gik op for hende, at Reina ikke beskyldte hende for noget, men tværtimod måske tilbød sin egen rådgivning.

For første gang skævede Anuki til kvinden ved siden af sig og så hende ordentlig an. Hun lyste op på en guddommelig måde og Anuki sank en klump. Kunne hun nogensinde nå Reinas niveau af guddommelighed? Hun tvivlede. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle spørge om længere," svarede hun lavmælt og mødte Reinas blik. "Men råd ville blive værdsat."

Tiden havde været turbulent, og Reina forstod det bedre end de fleste, hvilken indvirkning det kunne have på ens arbejde. Hun havde muligvis ikke haft Kile præster i sit tempel, men mistroen og hadet havde været rettet mod hende i stor stil, mens Kile tog over. Hun havde altid været i søgelyset, og det gjorde det også sværere at stille folk tilfredse, uheldigvis. Hun kunne næppe beklage sig dog. Det hele endte med at løse sig i sidste ende, selvom det krævede visse ofre.
Hun ville dog stadig have rakt ud til enhver der havde ønsket hendes hjælp, uanset hvor svært det var. Hun var ikke en der blot ignorerede nogen, fordi at der var problemer i eget hjem.

"Men hvis der nogensinde kommer noget op, så må du huske, at jeg gerne hjælper," sagde hun. Spørgsmål kom sjældent med det samme, men før eller siden kunne det godt være at Anuki alligevel havde behov for nogle råd. Tiderne svang mellem at være gode og dårlige, og der var altid problemer man skulle holde øje med.
"Vi må passe på hinanden, især efter Kiles Orden lavede rod i alt," indrømmede hun. Hendes øjne var sorgmodige, for hun huskede tydeligt nogen af de ting der var. Zaladins tempel der blev nedbrændt, og den mistro der var til de oprigtige Kile præster nu. Reina havde altid set hele tempelområdet, som en del af en stor familie, selvom de kunne være meget uenige til tider. Måske især pga. det.

Anuki havde aldrig i sit liv troet at Reina, Isaris Ypperstepræstinde, ville have sat sig med hende på en bænk en kold vintermorgen og tilbudt sin hjælp. Selv med en mor, der var tidligere ypperstepræstinde, havde Anuki set op til Isarises. Når antallet af tilbedere var så meget større, var respekten det også og Anuki vidste udmærket, at Chance ikke var den mest tilbedte af guderne. For hende var Chance den vigtigste, men hvad kunne overgå lys og godhed? 

"Det har været svært siden," indrømmede hun lavmælt, også selvom hendes ord tydede på en større sandheden; tiden inden da, havde også været svær. 
"Men jeg kan mærke at det bliver bedre. Tilbederne i mit tempel har større tiltro til deres gudinde end nogensinde før. Vi er ved at komme os." Anukis blik gled over Reinas smukke, blonde hår og lyse hud, inden hun lavmælt tilføjede; "Ville du have noget imod hvis jeg fulgte med dig tilbage? Jeg har ikke været i Isaris tempel i årevis."

Reina var aldrig bleg for at give sin hjælp ud til dem der havde behov for det. Hun var selvfølgelig mere tilbøjelig til at gøre det til Isaris tilbedere, men hun vidste også at hun var den primære stemme fra den Hellige Bydel nu om dage, og hun kunne ikke handle selvisk. Derudover var erhvervet som ypperstepræstinde ikke en nem ting.

”Det er godt. Jeg håber at alle templerne kommer til at blomstre igen, som de tidligere har gjort,” indrømmede hun. Hun elskede at se der være liv uanset hvor man gik, også selvom det ikke var den slags liv som på Markedspladsen. Her var det mere et stille liv, men også hvad hun selv følte hun havde behov for.

Den udsædvanlige forespørgsel kom dog overraskende for Reina, og det kunne tydeligt ses. ”Selvfølgelig. Templet er altid åbent for alle,” sagde hun, og kunne godt mærke hvordan hendes mere moderlige instinkter næsten havde lyst til at tage over, og stryge Anuki over håret som et lille barn. Det var måske en skam hun aldrig selv havde fået et barn.

Anuki var ikke helt sikker på at det var sandt, når Reina påstod at hendes tempel altid var åbent for alle. Hun kunne dog også godt forstå, hvis Reina ikke ville have haft en ypperstepræstinde i sit tempel, som var kendt for at ødelægge sit eget tempels hellige genstande. Den slags havde det med at give én et dårligt ry og stoppe invitationerne til at være i nærheden af andre hellige genstande. De dage var heldigvis bag hende. Ikke flere stress-inducerede hallucinationer, havde hun lovet sig selv, og det var også gået godt indtil videre. Selvom hun fra tid til anden savnede at høre sin gudindes stemme tale til sig direkte, og nu måtte nøjes med at høre hendes stemme igennem de hellige tekster.

"Tak," svarede hun alligevel, for en invitation var en invitation, om den var ment fra hjertet eller ej, og Anuki lagde oven i købet en hånd om Reinas arm, som hun lod den ældre ypperstepræstinde lede vejen. Hun havde mest lyst til at tage hendes hånd, som et lille barn og dets mor, men måtte minde sig selv om at hun trods alt var 27 år gammel. Fuldt ud voksen. Behøvede hun virkelig mere hjælp?

Templet var åbent for alle, men Reina havde vist et par stykker ud af templet, som ikke havde overholdt reglerne der kom ved at sætte fødderne på det hellige område. Hun tolererede ikke at nogen gjorde ting som at stjæle, eller ødelægge ting i templet, og heldigvis havde de fleste nok respekt til at holde sig på afstand. De fleste var dog ikke klar over at Reina i sine yngre dage havde været en formidabel kriger af Lyset, og ærligtalt så foretrak hun det.

Hun kiggede kort ned på armen, før hun kiggede op på Anuki og smilede blidt, og viste vejen mod templet. Det var ikke en lang vej, og solens varme var begyndt at sprede sig, selvom nattefrosten stadig lå tæt om dem.
"Jeg kan huske din mor, selvom vi aldrig var særlig tætte. Hvad fik dig på vejen til Chance i stedet for Aladrios?" Reina havde selv knyttet sig til Isari pga. sin opvækst, og fandt det derfor spøjst, hvordan en der var opvokset så tæt på Aladrios, var endt hos Chance. Guderne var næppe ens, selvom de begge kunne lide deres neutrale synspunkt.

Der var ikke den gave, Anuki ikke tilskrev Chance, og da solens stråler varmede hendes ansigt, var det også Chance hun lydløst takkede. For var det ikke held, at der ikke var en sky i vejen? Og var det ikke held, at hun befandt sig her, hvor solens stråler kunne ae hende kærligt? Meget kunne man sige om hende, med dedikeret til sin gudinde havde Anuki altid været.

Hun skævede overrasket til Reina, da tavsheden blev brudt af et usædvanligt spørgsmål; eller usædvanligt var det sikkert ikke, men der var ikke mange der bragte Anukis mor op for hende. Hendes mor havde været en respekteret ypperstepræstinde, kendt og elsket for sit gode arbejde. Anuki havde forsøgt at følge i hendes fodspor, men hun ville ikke kalde sig selv succesfuld endnu. 

"Jeg.." startede hun, men endte med at lade sætningen løbe ud i ingenting, imens hun tænkte sig om; overvejede, om hun skulle fortælle sandheden eller ej, eller hvor meget af sandheden der ville være passende. 
"For mig... Den gud, min mor prædikede om... Han var aldrig barmhjertig. Hans kærlig føltes som en knivsæg, en konstant balancegang. Hver gang jeg skuffede ham, kunne jeg til gengæld mærke Chances kærlige blik over mig. Chance er... Hun er en ny mulighed, altid. Hun er tilgivelse, hun er held, lykke, et øjebliks glæde, når du ikke forventer det." 
Anuki kunne tale om Chance i flere måneder i træk, hvis hun fik muligheden, men hun gjorde sig umage for at stoppe dér, og skævede igen til Reina for at se, hvordan hun tog hendes udbryd af ord. 

Reina lyttede roligt, og lod bare deres skridt føre dem tættere på katedralen. Ikke at det var en lang tur.
Hun var vant til at høre om andre guder. En teologisk samtale med en af de andre ypperstepræstinder var ikke unormalt, men hun havde aldrig selv gjort sig specielt meget i Chance. Hendes hjerte og liv var kun dedikeret til en gudinde, men sådan havde Anuki det vel egentlig også.

"Der er selvfølgelig ingen rigtig måde at tilbede guderne på, men det giver mening," sagde hun med et smil. Selv kunne Reina også se den dårlige side af chance. At hun aldrig rigtig var på din side, men blot gjorde hvad der faldt hende ind. Man vidste aldrig hvor man havde hende, også selvom hun var mere tilbøjelig til at give en ekstra chance. Hun var omskiftelig som vejret, og det var ærligtalt ikke noget Reina selv kunne støtte særlig meget op om, selvom Chance havde sin plads.
"Jeg finder den samme kærlighed blot hos Isari, og mon ikke din mor også fandt denne kærlighed hos Aladrios?"
De nåede endelig hen til katedralen, og Reina rakte ud og åbnede en af de mindre døre, og ventede på at Anuki kunne få i forvejen ind, nu når hun gerne ville besøge templet.

Reinas første ord faldt for døve ører; Anuki var for vant til at blive belært, og for at beskytte sig selv, havde hun vænnet sig til at lukke nedladende prædikener ude. Først da hun så Reinas smil, gik det op for hende, at Reina ikke forsøgte at være nedladende, men blot forsøgte at føre en samtale. Derfra begyndte hun at lytte igen. 
Alle de ting Reina ikke brød sig om hos Chance, var sider af Chance, som Anuki også elskede. Der var gode og dårlige sider ved alle, selv ved guderne, og Anuki havde lært at tilgive Chance hendes. Det hjalp selvfølgelig, at Anuki var god til at takke sin gudinde, når tingene gik hendes ven, og lige så god til at beskylde sig selv, når hun oplevede modvind. 
"Det er jeg slet ikke i tvivl om," svarede hun med et smil, da Reina talte om kærligheden ypperstepræstinder oplevede til deres gud eller gudinde. Denne gang havde hun hørt efter, og hun mente også hvad hun sagde; hendes mor havde uden tvivl elsket Aladrios. Det havde Anuki bare ikke. 

Da Reina åbnede døren for hende, hankede Anuki op i sin lange kjole og trådte indenfor i en storslået katedral. Dens skønhed slog hende med det samme, og hun stod åndeløs og ventede på at Reina sluttede sig til hende. 
"Jeg var et barn, sidst jeg var her," fortalte hun Reina i en hvisken. I sit eget tempel kunne hun snakke i hvad end toneleje hun havde lyst til, men hun var en gæst her, og hun kunne nærmest mærke Isaris blik hvile på sig. "Jeg havde troet at det ville været blevet mindre, efterhånden som jeg er blevet større, men tværtimod."

Det kunne nogen gange være svært at sætte sig i andres sted, især med noget så personligt som ens tro, men det var vigtigt at gøre plads til at folk havde haft en anden oplevelse med guderne. Der var jo også en grund til at de havde så mange yngre guder, og de fire ældre. Der skulle være noget for alle, for nogen kunne ikke se lyset, selvom Isari gjorde sit bedste, og nogen følte bare kun en tryghed ved at vide at i sidste ende, så var det Kile der skulle tage sig af dem. Sådan var de mange indbyggere i landet forskellige.

Reina lukkede døren efter sig, og lyden gav et svagt ekko i den store katedral, som var oplyst af alverdens farver fra de store mosaikvinduer, især nu når solen var ved at stå op og skinne gennem dem.
Der var stadig ikke mange herinde, bortset fra at et par enkelte præstinder der gik rundt og gjorde klar til at der var åbnet til folket igen, så de kunne komme ind og bede.

”Jeg forventer også altid at det bliver mindre, jo mere jeg vænner mig til at være her, men det er stadig ligeså stort, som da jeg rendte rundt og legede her som barn,” sagde hun med et smil. Det var nok fordi det var så gennemsyret af Isaris sjæl, at det føltes sådan. Reina fik i hvert fald altid følelsen af at være tæt på Isari når hun brugte tid herinde. Det gjorde hende rolig og tilpas, som om at intet ondt kunne hænde hende, så lang tid Isari vågede over hende. Til gengæld var det også i denne sal hun var blevet brutalt myrdet, selvom der ikke længere var rester efter hendes blod oppe ved alteret.