Der var gået et par dage siden, Thanos var trængt ind i Marads hjem. Et par dage siden han var tortureret indtil han var døden nær. Vigtigst af alt, var det et par dage siden James var død. Var det virkelig kun et par dage siden? Det virkede ikke rigtigt. Det føltes som om, at der var gået flere år. Men samtidig føltes det som om, at der kun var gået et par sekunder. Det hele virkede stadig som en drøm, eller måske nærmere et mareridt. Et vågent mareridt. Et mareridt, som han ikke kunne vågne fra, og som ikke så ud til at have nogen ende.
Han havde forsøgt at sove for at hans skader kunne hele hurtigere. Han nåede dog ikke at sove mere end et par minutter før søvnen blev afbrudt af forfærdelige billeder. Billeder af James dækket af blod, mens han selv var ude af stand til at hjælpe ham. Så søvn havde der ikke været meget af. Han vidste selv, at han så udmattet ud, nok mere udmattet, end nogen nogensinde havde set ham før. Men der lå mere bag udtrykket end bare manglen på søvn. Selvom han aldrig ville indrømme det overfor sig selv, var sorgen tydelige i det trætte ansigt.

Da Thanos havde forladt ham, havde han selv været døden nær. Hans krop havde været så skadet, at der ikke var en del af ham, som ikke havde gjort ondt. To af hans egne healere var kommet løbende for at hjælpe ham. De eneste, som faktisk var blevet i hans hjem. Ikke at han var dem den mindste smule taknemmelig. De blev formentlig kun for pengenes skyld. De havde healet ham efter deres bedste evner, og havde så sendt bud efter en mere erfaren healer, som kunne tage sig af resten af hans skader.
Enkelte af hans skader var stadig tydelige. Mest tydeligt af alt var nok de manglende fingre. Selv den dygtigste healer ville næppe kunne få dem til at gro tilbage. Han havde stadig smerter. Hele hans krop gjorde ondt, men det blegnede i forhold til den smerte han følte ved tabet af den eneste person. Han nogensinde havde elsket. Det var en ukendt smerte for ham, han havde aldrig følt noget lignende. Det føltes som om nogen forsøgte at rive ham i stykker indefra. Smerten truede med at reducere ham til tårer for anden gang i al den tid han havde eksisteret.

Han haltede stadig efter hans knæskal var blevet slået i stykker. Han burde egentlig være derhjemme for at skåne knæet, men han kunne ikke holde ud at sidde i det tomme hus længere. Normalt ville han flygte ind i sine bøger, men selv de kunne ikke hjælpe. Han havde ikke engang været inde på biblioteket siden. Han havde ikke engang selv båret James ud derfra. Han vidste, at blodet stadig dækkede gulvet på biblioteket, men han kunne ikke få sig selv til at gå ind og skrubbe det væk. Ikke endnu.
Han havde været nødt til at komme ud af huset, og han havde været nødt til at få begravet James, så selvom solen dårligt var kommet frem på himlen, var han taget afsted. For at skåne det dårlige knæ havde han valgt at tage sin hest på denne korte rejse, som han normalt ville kunne gå uden de store problemer. Foran ham lå en krop svøbt ind i et tæppe slynget hen over hesten ryg. Under hele rideturen havde han holdt en hånd på skikkelsen i tæppet. Ikke fordi han var bange for at den ville ryge af. Inde i tæppet lå James. Eller James’ krop, var vel en mere rigtig beskrivelse. Han havde holdt en hånd på kroppen for at være tæt på James bare en sidste gang. Hvis han blot kunne have holdt om James mens han stadig var i live. Han ville have givet alt for at have holdt James i sine arme mens han døde. Men selv den mulighed var blevet frarøvet ham. Han havde ikke rørt James siden den gang han havde skræmt ham væk. Han havde næsten glemt, hvordan det føltes at røre ved ham. Eller bare at være tæt på ham.

Han svang sig ned fra hesten og trak den det sidste stykke. Han kendte det perfekte sted. Under træerne, ikke langt fra vandfaldet. Han vidste, at jorden var dækket af blomster, mon nogen af blomsterne var nået at dø, årstiden taget i betragtning? Måske var det egentlig meget passende – nærmest poetisk.
Han slap hesten tøjler, og tog skovlen som var fastgjort til sadlen. Han tog sig et øjeblik til at finde det helt perfekte sted, inden han begyndte at grave. Han havde alle intentioner om at grave hele graven selv. Om det så skulle tage ham dage.
Kroppen værkede, som han begyndte at grave. Det var egentlig en behagelig distraktion fra smerten indeni.
Han kunne ikke selv sætte fingeren på, hvor længe han havde gravet. Solen var ved at gå ned, og hans, for en gangs skyld simple, tøj, var dækket af jord. Håret glinsede af sved og klistrede til hans nakke. Normalt ville dette være fuldkommen uacceptabelt for ham, men lige nu ænsede han det ikke.
Han gik hen til hesten og fik med lidt besvær kroppen ned på jorden. Han flyttede forsigtigt tæppet til side. Der lå han, James. Han så næsten fredfyldt ud. Begge hans arme var blevet forbundet, så man ikke kunne så de hæslige sår som havde ført til hans død. Man kunne næsten lokkes til at tro, at han bare sov. Han fik nogle enkelte tårer i øjenkrogene, men for nu var det, hvad det blev til.
Han bukkede sig ned og fik en arm under James’ ben og en på ryggen, så han forsigtigt kunne løfte ham op. James havde ikke været nogen stor mand, så han var forholdsvis nem at løfte.
Han bar ham over til graven, men tøvede så. Dette ville være et endegyldigt farvel. Det ville være for alvor at anerkende, at han ikke ville se James igen. Han lukkede øjnene, og forsøgte at minde sig selv om, hvem han var. Han var en rytter. Manden, som ikke elskede nogen, og som flere gange var blevet beskyldt for at være foruden følelser. Det hjalp ikke på den voksende smerte indeni, men han formåede da at åbne øjnene igen, og så blidt som muligt placere James i graven.
Han greb skovlen, og begyndte at fylde graven igen. Skovlfuld for skovlfuld begravede han den mand, som han elskede så inderligt, noget han havde indset alt for sent.  Skovlfuld for skovlfuld blev James dækket til, mens det føltes som om at Marads indre truede med at briste.
Endelig var graven fuld. Alt hvad der var tilbage af James, lå nu begravet under adskillelige lag jord. Man kunne næsten forledes til at tro, at han aldrig havde eksisteret. Men Marad vidste bedre. Han havde stadig minderne, gode såvel som dårlige. Minderne var alt hvad han havde tilbage nu.
”Farvel, James” Det var de eneste ord, som han kunne få frem lige nu. Og selv ved de to ord rystede hans stemme og truede med at knække over.
Han gik tilbage til hesten, og fik bundet skovlen fast. Han lagde hænderne på sadlen, og skulle til at svinge sig op. Inden da kiggede han dog en enkelt gang tilbage. Der var smukt ved graven. James ville uden tvivl have sat pris på hans endelige hvilested.
Han tog en dyb, skælvende indånding, og svang sig så op på hesten. Uden at se sig tilbage endnu en gang, red han hjemad. På afstand så han formentlig rolig ud, som han sad der rank i sadlen. Kiggede men dog nærmere ville man dog se hans hænder som greb så stramt om tøjlerne at knoerne var helt vide, og den spændte købe som viste, hvor hårdt han bed tænderne sammen, så han ikke mistede kontrollen over sine følelser.