Til trods for, at Lindeskoven havde været Taens hjem det meste af hans liv, var det nu muligvis det sted han følte sig mest på afveje. Ikke fordi han ikke vidste, hvordan han skulle finde rundt eller hvad der befandt sig blandt de gamle træer, men fordi det ikke føltes rigtigt for ham at gå rundt i disse omgivelser. Det var heller aldrig til at vide hvad der ville ske, hvis han stødte på andre på sin vej. For blot et par timer siden var han stødt på en fremmed elver, der trods sin skepsis heldigvis ikke havde insisteret på at Taen holdt afstand eller forklarede sig selv. Efter en forklaring om, at han blot var på vej hen for at besøge en ven lod den fremmede ham bare gå videre uden yderligere spørgsmål og havde da også bare selv fortsat sin vej mod hvorend han skulle hen. Nu var Taen ved at være fremme hvor han ønskede at være, selvom han ikke helt vidste hvorfor. En gammel ven var det ikke - ikke en af hans gamle venner ihvertfald. Der var dog intet der sagde ham hvorfor det lige var dette sted, en mindelund, han var søgt i retning af. Nogle gange var det svært for ham at vurdere om det bare var en impuls, eller om det var ånden der førte ham. Jo nærmere lunden han kom jo sværere havde han ved at skelne egne tanker fra de slørede stemmer omkring ham. Mange ånder var tilknyttet dette sted, det var klart, men ingen var åbenbart nogen han skulle have kontakt med. Alligevel fortsatte han. Trods forvirringen var der en ro over stedet som han hungrede efter.

Han var iklædt en lang, mørkegrå kappe med en hætte han havde slået op til at dække sit hoved, selvom der som sådan ikke var nogen grund til det. Der gik ikke længe fra han ankom, til at han forsigtigt satte sig på knæ på græsset og lod håndfladerne hvile imod det. Han lukkede øjnene for en stund, for bare at lade al aktivitet omkring ham søge ind og ud af hans bevidsthed som det lystede. Man skulle måske tro, at det var anstrengende, men tværtimod var det en måde for ham at finde ro på, ihvertfald så længe ånden bare lod ham gøre det og ikke tvang ham til at tage stilling til de stemmer, der blandede sig med lyden af fuglesang.

Det var svært for ham at vurdere hvor lang tid der var gået inden han lænede hovedet en smule tilbage og åbnede øjnene. Først da hørte han lyden af fodtrin, hvilket dog, for en gangs skyld ikke gjorde ham nervøs. I stedet var det nysgerrighed der fik ham til at se sig omkring og først da hans øjne ramte en kvindelig skikkelse rejste han sig for at bukke hovedet hilsende til hende og slå hætten ned i høflighed.

Netrish havde kun været i elverly siden sommeren var på sit højeste, men hun havde allerede fundet så meget, som hun havde troet var tabt for hende. Familie, ikke blot fjern men hendes fader af blodet, sin moder, onkel og kusine ligeså! Ikke alt havde været glædelige gensyn, men det var stadig mere end hun nogensinde havde drømt om at finde.

Alligevel var det sorgmodige tanker der havde ledt hende til den gamle del af skoven, hvor de ældgamle træer stod. Skønt hun havde fundet sin familie, havde hun ligeså mistet blot et år forinden. En søn, adopteret ganske vist, men elsket som havde han været hendes egen.

Netrish gik fordybet i sine egne tanker, og havde den anden elver ikke bevæget sig, havde hun næppe bemærket hans tilstedeværelse. Netrish selv bar en mørkegrøn kappe, og i sin ene hånd en lille blomsterkrans, og i den anden en lædersnørre med et maske pendent, slidt af tidens tand. Et gammelt Kile symbol.
Den grønne hætte faldt, og et ansigt, der var en maske af rolighed mødte den anden elver. Hendes blå øjne afslørede dog hendes sorg, men også venlighed, som hun gengældte hans hilsen, og bukkede hovedet for ham.

Mandens knælende stilling lod Netrish tænke at han selv var midt i noget spirituelt, og hun undlod at forstyrre ham yderligere. I stedet fandt hun et træ ikke langt derfra, hvor rødderne formede en lille hulning, og knælede ned foran det. Med forsigtig ømhed placerede hun blomsterkransen ned i hulningen, og begyndte at be.

Bønnen var lavmælt, men skoven var tyst, og Netrishs stemme rejste længere end tiltængt. Hendes bøn var dog ikke på elvisk, som man måske ville forvente, men i stedet på Krystallisiansk, uden den mindste skygge af elvisk accent.
Hendes bøn bød døde finde hvile, og bad Kile tage vel imod de sjæle der gik til hendes favn. Hendes bøn blev dog afbrudt før den kunne nå sin ende, som hun sagte hulkede. "Lurrien... tilgiv mig". Hun havde lovet ham, svoret på sin tro, at selvom hun ej kunne fortælle ham hvornår hans tid var inde, ville hun være der når det skete, så han kunne gå Kile trykt i møde. Et løfte hun ikke havde været i stand til at holde.

Som Taen rejste sig, blev han stående på stedet, for ikke at risikere at forstyrre den fremmede elverkvinde. Et besøg til et sted som dette bar som regel på noget dybt, som burde have lov at få fred. Han kunne dog ikke lade være at betragte hende en smule og selvom han prøvede at lukke stemmen ude, var det også umuligt for ham ikke at lytte til ordene hun sagde. Han lod dog blikket vandre imens og forsøgte sig da også med at spore sig mere ind på de andre stemmer lunden var fyldt med. Det lykkedes ikke godt nok for ham til, at de blev stærkere end elverkvindens, men det kunne da i det mindste distrahere ham nok til at det ikke virkede til han stod og holdt øje med hende.

Først da den fremmede afbrød bønnen blev han helt opmærksom på hende igen og kunne ikke lade være med at vende sig for at se i hendes retning. Få åndedrag senere begyndte han langsomt at bevæge sig imod hende. Han kunne ganske enkelt ikke bare ignorere den sorg hun udviste og bare gå uden at reagere. Lurrien. Han forsøgte at kalde navnet i sit indre, men der skete intet. Det var efterhånden mange år siden han havde fået bekræftet, at det ikke var noget han havde kontrol over, men alligevel var det noget han ofte forsøgte. Måske han en dag ville finde ud af, at han faktisk godt kunne. Han kunne altid håbe.

"Om forladelse," startede han ud med at sige på elvisk til hende inden han trådte det sidste skridt nærmere. Hvis han ville kunne han nå hendes skulder med hånden, men han undlod at række ud efter hende. "Jeg er sikker på du er tilgivet, ligegyldigt hvad der er sket," fortsatte han på krystaliansk, da det nu var det sprog hun havde bedt på. Det var ikke hans plads at sige, og han kunne jo ikke vide det, men det var noget han var nødt til at sige til hende fordi han kunne se hun var så påvirket. Han var desuden af den overbevisning, at de døde tilgav mere end hvad folk troede. "Jeg vil gerne bede færdigt med dig," tilbød han så også med ro i stemmen.

Det gav et lille sæt i Netrish som de elviske ord nåde hendes øre. Det tog et øjeblik for hende at forstå ordrene, til trods for det var nogle af de første ord hun havde lært af det elviske sprog. Trods hun havde lært hurtigere end hun havde troet hun ville da hun først ankom, var der stadig lang vej før hun var flydende, i hvad der burde have været hendes modersmål.

Tåre løb nedover Netrishs kinder, trods hendes ansigt stadig var en rolig maske, kun svage trækninger ved hendes mundvig havde spændt hendes læber til en tynd streg. Hendes øjne viste dog, som før, klart de følelser hendes ansigt skjulte. Den dybe skam, sorg, men også et glimt af taknemmelighed, inden hun sænkede blikket igen, tavs foran hans ord. Midst i alle de følelser der kæmpede om plads i hendes bryst, blev der gjort plads til et øjebliks overraskelse over hvor pænt den anden elvers krystalisianske var, flydende og korrekt, slet ikke som hendes faders... ihærdige forsøg med menneskernes sprog.

Netrish viste ikke hvilken autoritet den anden elver havde til at tale om de dødes vilje, men der var en vished i hans stemme, der alligevel beroligede hende nok, til at tårrene langsomt stilnede.
Det var svært for hende at finde ord, så da han tilbød at bede med hende, nikkede hun blot, og flyttede sig en anelse, så han kunne knæle med hende, hvis han ønskede.

Efter et dybt åndedræt fik Netrish samlet sig, og ledte dem i bøn med fast og rolig stemme. Der var en meditativ ro at finde i de vante ord, og da bønnens sidste taksigelse havde lydt, fandt Netrish sig med en sindero hun ikke havde følt længe.
Hun løftede hoved, og skønt hun ikke mødte den andens blik helt, var taknemmeligheden i hendes øjne kun vokset, og der var et svagt smil på hendes læber "Tak.." sagde hun sagte og bukkede hoved for ham kort inden hun fortsatte "For din venlighed, og for at bede sammen med mig. Der er ikke mange under skovens skygge der ære Kiles ord"

Trods han ikke selv for alvor havde følt sorg, kunne Taen godt genkende sig selv i det udtryk den fremmede havde. Dengang han fandt ud af, at manden der havde opdraget ham og lært ham alt han kunne sandsynligvis enten var død eller fængslet, havde han følt en vis form for håbløshed, men det havde ikke været sorg på samme måde. Deres forhold havde ikke været nært til trods for al den tid de havde brugt i hinandens selskab. Hvor Taen kendte følelsen af sorg fra, var når stemmerne omkring ham trængte så meget ind, at de overdøvede hans egne tanker og han blev i tvivl om hvad han selv tænkte, og hvad der kom udefra. Sorgfulde fortællinger, fortrydelser så store, at de ikke var til at bære. Desuden var han en empatisk mand, så om ikke andet var det nemt for ham at få en fornemmelse af, hvordan den fremmede havde det, selv uden at kende hendes historie.

Han knælede ved hendes side og fulgte hende ganske roligt i bønnen og forblev ellers stille da de sidste ord var sagt. Selv blev han siddende med hovedet bøjet en smule, stadig mærkende den åndelige energi omkring dem, da det var svært at lade være. Først da den fremmedes stemme lød, og med det samme trængte igennem det andet støj i hans hoved, løftede han hovedet for at se på hende. Først nikkede han som respons på hendes takken - at hjælpe en anden igennem en bøn når de havde brug for det var virkelig det mindste ethvert individ kunne gøre.  "Det er en skam. Kendet intet, der kan give samme ro som en bøn til hende," sagde han så til det andet. Det var ikke noget han ville begynde at argumenterer for hos alle og enhver, men nu lod det trods alt til, at de to var enige lige på det punkt. 

Han trak vejret dybt en enkelt gang og skænkede blomsterkransen et blik, inden han langsomt fik rejst sig op igen. "Mit navn er Taenarel," præsenterede han sig selv i en venlig tone, da han kun fandt det passende. "Jeg havde ikke regnet med at møde andre herude." Med det samme indså han hvordan det måtte lyde og tilføjede: "Men jeg sætter pris på det." Han var så vant til at gå rundt for sig selv i ensomheden, så det var rart at tale med andre.

Netrish nikkede langsomt. Ja. Der var en særlig ro i Gudindens bud, en vished, en nær omfavnelse. Mange af de andre guddomme havde så.. travlt. Men aldrig Kile. Altid kom til Kile på hendes bud.
Netrish tog sig et øjeblik til at sige farvel, og blev siddende som den anden troende rejste sig. Langsomt rakte hun ud, for at ae blomsterkransens kant forsigtigt med bagsiden af to fingre, og rettede en anelse på hvordan den stod. En mor der rettede på sin dreng en sidste gang.

Efter et øjeblik trak hun hånden til sig igen og sukkede let, før hun rejste sig, og vendte opmærksomheden mod manden der havde budt hende støtte i et svært øjeblik.
"Jeg er ligeledes glad for a have mødt dig her, Taenarel" den korte pause før navnet sikrede Netrish sig at udtale navnet korrekt. "Selvom det ikke altid kan hjælpes, er det aldrig best at sørge alene. Jeg er taknemmelig for dit selskab" bød hun, og det lille smil fandt vej til hendes læber atter engang.

"Mit navn er Netris-" hun stoppede sig selv. Netrish var ikke et elvisk navn, men et menneskes bedste bud på hvordan et elvisk navn burde lyde. "Netrish, har været mit navn det meste af mit liv, men jeg er siden blevet givet navnet Amalean" det var et rigtig elvisk navn, betydende smukt barn. Netrish sukkede en anelse af sig selv. Hun havde stadig ikke vent sig helt til navnet "Men du kan kalde mig Neelah, hvis du ønsker. Det er vist nemmest" bød hun, med en let, undskyldende latter. Hun var selv forvirret, så hun kunne kun forestille sig hvordan han ville have det.

Det var umuligt ikke at undre sig en smule over hvad der virkede til at være en vis tøven i forhold til udtalen af hans navn. Kvinden foran ham var trods alt elver. Blandet med det faktum, at hun havde bedt sin bøn på krystaliansk fik ham kun til at sætte et større indre spørgsmål om hendes tilhørsforhold. På den anden side vidste han jo om nogen godt, at bare fordi man tilhørte et folk, behøvede man ikke have meget at gøre med det. Godt nok var han selv vokset op med en anden elver, men druiden havde aldrig set sig selv som en del af Elverlys elverfolk. Måske den fremmede kvinde foran ham også havde haft en anderledes opvækst. Det var ikke hans plads at spørge, om end han var nysgerrig.

"Ingen fortjener at stå alene tilbage med et tab," tilføjede han, blot for at understrege at det var en handling alle burde gøre, hvis de så en ensom sørgende. Det var nok ikke alle og enhver der havde sat pris på hans indblanden, men det var ikke en bekymring han gjorde sig. Stod han i en lignende situation igen, ville han gøre præcis det samme.

Præsentationen af hendes navn fyldte endnu mere på nysgerrigheden. Nu handlede det måske også om, at det eneste folk han som sådan havde oplevet rigtigt var skovelverne, så at møde en der ikke passede ind var en mulighed for at lære noget nyt. Det var begrænset hvad man kunne finde ud af af at læse sig til det. "Er Neelah hvad du helst vil kaldes?" Han spurgte med et smil, da han ærligt talt ikke helt kunne finde ud af hvad iblandt de navne hun hun havde nævnt, hun havde det bedst med. Han kunne godt regne ud, at det første navn hun nævnte ikke var elvist og det måske var derfor hun havde fået det næste, men det betød jo ikke så meget i det store hele. "Det gør mig ingen forskel. Dit navn er dit navn, der er ingen grund til at ændre det for belejlighedens skyld. Ikke for mig ihvertfald," tilføjede han og nikkede, igen med et mildt smil på læberne.

Netrisk kunne ikke andet end nikke sin enighed "Jeg er enig. Desværre er det ikke alle der deler den livsanskuelse" svarede hun, for at fastholde sin taknemmelighed. Skønt de begge mente det var det eneste rigtige at gøre, var det stadig en uventet gestus for Netrish. Men måske det var en mere naturlig gestus her under træernes skygger?

Taenarels spørgsmål fik smilet til at strejfe over Netrishs læber kort "Ja, tak" svarede hun, og sænkede blikket et øjeblik som en rødmen blussede op over hendes blege kinder.

Skønt Netrish endnu var ung for en elver, var der allerede meget i hendes fortid hun ikke ønskede at tale om. Ting, der havde gjort hende betænkelig ved at åbne sig selv for meget for andre, så vel som sig selv. Men hun havde lært at det ikke altid var for det bedste. Sjældent, faktisk.
Hun sukkede en anelse af sig selv, for sig selv, inden hun så op, og næsten mødte hans blik "Neelah er mit kælenavn, et jeg har haft siden jeg var barn. Jeg voksede op blandt mennesker, og er først denne sommer kommet til Elverly for første gang, og fundet mine forældre af blodet, eller talt med andre elvere overhoved. Så jeg har været Netrish det meste af mit liv, men Amalean er.. ja, man kan vel sige det var mit oprindelige navn, selvom jeg ikke kendte til det før" forsøgte hun roligt at forklare, men det var tydeligt det ikke var faldet helt på plads for hende selv endnu, og hun lod til ikke at ønske at forkaste nogle af navnene.

Sorg og ensomhed hang tit sammen, sådan havde Taen ihvertfald altid forstået det. Han havde dog ikke nogen faktisk viden om det, og ville heller ikke lade som om han havde. Som Neelah sagde var det jo også en livsanskuelse og det kunne han ærligt godt forholde sig til. Hans holdning til det havde allerede været nok til at støtte hende i en smertefuld stund og det ville han aldrig fortryde. Det var den slags handling, der ikke nødvendigvis betød meget for den der udførte den, men som kunne betyde alverden for den der modtog den gestus det var.

Han nikkede en enkelt gang da hun bekræftede det navn hun helst ville kaldes. Neelah. Et unikt navn som han da også kort derefter fik forklaret var et kælenavn. Han lyttede opmærksomt til hvad hun fortalte ham, taknemmelig over et indblik i en anden persons liv. Det var en eller anden form for tegn på tillid, som han virkelig satte pris på. Hvad hun fortalte var også en forklaring på den forvirring han havde haft over hendes foretrukne sprog. 

"Det må have været forvirrende," sagde han i en overvejende tone, selvom han på en eller anden måde godt kunne relatere en smule til det. Ihvertfald til delen med ikke at være vokset op blandt elverne og først stiftet bekendtskab med dem senere i livet. Hans læremester havde dog også været elver, dog uden rigtig tilknytning til det øvrige folk. "Har Elverly taget godt imod dig?" Her talte han sådan set både om skoven og naturen og om skovelverne der beboede området. Han havde desværre ikke selv haft den bedste erfaring første gang han forsøgte at slutte sig til skovelverne. Han havde dog mod på at forsøge igen.

Neelah så tænktsom ud, men nikkede så langsomt, som hendes blik gled ned i en skrå vinkel. "På sin vis, ja... og endnu mere i retrospekt. Ikke at ældes har altid været den mest åbenlyse, men det er først nu, efter jeg er ankommet her, jeg ser hvor stor forskellen egentlig har været, hvor anderledes" indrømmede hun, med skyggen af et smil spillede på kanten af hendes læber.
Det var mærkværdigt. Sandelig havde der været forskelle mellem hende og de mennesker hun havde levet omkring. Men mellem den person hendes opvækst havde gjort hende til, og elverfolket, som hun mødte dem nu, indså hun hvor uendelig meget større forskellen var, på en elver opdraget af mennesker, for elvernes side af.

Neelah løftede blikket igen, og nikkede atter, mere bestemt denne gang. "Jeg er blevet mødt med venlighed og forståelse.. for det meste" hun sukkede en anelse "Men jeg ankom også denne gang, som gæst hos Efterårets Stemme, hvilket utvivlsomt har haft en effekt" tilføjede hun en anelse tørt. Hendes først besøg til skoven havde ikke været helt så vellykket. Ikke at det havde været udelukkende de elvernes skyld, men deres overbærenhed med hendes manglende sprogkunstaber havde ikke just fået hende til at føle sig sønderlig velkommen. Hun havde følt de så hende som et barn, og med hendes alder var det måske også tilfældet.. Men hun havde været en voksen kvinde langt det meste af hendes liv, blandt menneskerne.

"Så føler du dig hjemme her?" Det var sådan han tolkede hendes ord, selvom han ikke havde det godt med at gøre sig antagelser. Egentlig havde han det heller ikke frygteligt godt med overhovedet at spørge, da det sidste han ville var at snage. Han var dog nysgerrig og hvis ikke nu, hvornår skulle han så få chancen for at vide hvordan det havde været for en nyankommen som Neelah at komme til Elverly? På en måde kunne han vel spejle sig i hendes oplevelse - om ikke andet kunne han ihverfald prøve at bilde sig selv ind at han også med tiden kunne se sig selv som mere en del af folket end han gjorde nu. Som tingene var nu, var han stadig den der følte sig anderledes i skovelvernes selskab, til trods for blodet, der strømmede i hans årer var det samme.

Han lyttede opmærksomt da hun talte igen. Tonen hun talte i fik ham til at fortryde sit ordvalg tidligere, da det virkede til der alligevel var et eller andet der trykkede. Denne gang valgte han dog at lade være med at komme med sine antagelser. "Uden tvivl," medstemte han ordene, da der næppe kunne være noget forkert i at give hende ret i, at det havde betydning hvem hun gæstede. En vigtig elver. "Jeg er heller ikke vokset op blandt andre elvere," fortalte han så, da han kun fandt det retfærdigt at dele det med hende. Det føltes også på en måde naturligt. Druiden han var vokset op med var godt nok også elver, men Taenarel havde aldrig helt set ham sådan. Han var sin egen slags, der bare også delte udseende med skovelverne - ligesom Taenarel selv. "Det er ikke længe siden jeg første gang kom hertil." Godt nok havde han altid boet i skoven, men det havde været meget mere isoleret.

Netrish slog blikket en smule ned, og hendes bryn rynkede sig let ved Taenarels spørgsmål. "Det.. ville jeg ønske jeg kunne svarer ja på" lød hendes svar. Hun havde fundet alt hun havde søgt i skovens skygge. Familie der elskede, og for de fleste af dem, accepterede hende, en sikkerhed hun ikke havde kendt før. Det var alt hun kunne bede om og mere, så hvorfor kunne hun ikke få sig selv til at svarer klart?

Hun løftede blikket igen, og lod det falde på Taenarel igen. "Har du selv levet blandt et andet folk, eller har din tilværelse været mere ensom?" spurgte hun så, med en åben nysgerrighed der var fri for fordomme. Hun havde levet begge typer liv. Trods hun sjældent havde været alene under andet end sine rejser fra den ene by til den næste, var livet som Kiles Forkynder ofte ensomt.

Taenarels tilføjelse fik hende til at nikke langsomt. De lod til at have noget mere til fældes end man skulle have troet. "Hvordan har oplevelsen været for dig?" spurgte hun. Netrish var ikke bange for at snage, for hun så ikke sin nysgerrighed i så negativt et lys. Det var vel kun naturligt at holde en interesse, når deres historier synes så ens?

Taenarel nikkede forstående til hendes svar. Det kunne godt være han ikke forstod hvorfor hun ikke følte sig hjemme og ikke vidste hvad der lå til grundlag for det, men det betød ikke, at han ikke kunne forstå hende. Der var sikkert meget man kunne sige Taenarel manglede når det kom til kontakten med andre levende væsner, men empati og forståelse havde han alle dage været i stærk besiddelse af.  

Da Neelah så spurgte ind til ham måtte han lige kort indstille sig på at tale om sin egen fortid. Ikke at der var noget, som skulle pakkes væk eller noget han skammede sig over. Der gik bare tit længe imellem han blev spurgt ind til den slags. "Gennem min opvækst var der kun mig og min læremester." Ikke forældre, ikke familie. Han vidste godt det ikke var standarden, men det var nu engang sandheden og han havde aldrig kendt andet. Det var ihverfald på sin vis sandheden - for der havde jo også altid været ånden han knyttede bånd med. Det var dog ikke information han følte han behøvede tale om med mindre han blev spurgt. Det var trods alt hvad der ved hans fødsel havde gjort han ikke havde en plads hos sin rigtige familie. "Siden har jeg været meget for mig selv. Det er svært at vænne sig til et liv i selskab med andre." Dette sagde han med et smil, da det ikke var noget han tog tungt og han ønskede bestemt ikke at nogen skulle have ondt af ham. Han havde mestendels selv valgt det trods alt.

Han sukkede til det næste. Hvordan kunne han være ærlig uden at lyde som om han talte dårligt om skovelverne? "Jeg er stadig ved at finde vej," blev det så til, selvom det måske var en smule kryptisk. "Nogle tør stole på mig, andre gør ikke. Jeg har en skovelvers blod, men ikke en skovelvers hjerte." Det var ord han ikke var helt sikker på han var enig i, men han forstod dem og fandt dem så vidt også sande nok, selvom han dog ikke mente det nødvendigvis var sådan det måtte være for evigt. 

Netrish nikkede langsomt til Taenarels ord, men en sigende forståelse i blikket. Hun havde nok haft forældre de første årtier af sit liv, men det var hendes mentor, der havde tager hende ind efter menneskeforældrenes død, der havde formet det meste af hendes voksne liv, på godt og ondt.
Det var en sælsom oplevelse at tale med en, der lod til at have levet så anderledes et liv, og så alligevel have så meget til fælles med dem. Det var en forståelse der strakte sig udover noget hun kunne sætte ord på.

"..og selv når man er i selskab med andre, er der stadig vej endnu til man er sammen med dem, og ikke blot til stede" tilføjede hun sagte til hans ord, håbende hendes ord og tanker, ekkoede hans følelser bag. Netrish havde nok sjældent været alene længe af gangen, men det havde ikke holdt hende fra at være ensom meget af sit liv.

"Jeg håber du møder folk her som kan se forbi vores race, og se hvem du er i stedet. Om ikke andet, så håber jeg selv at støde på dig igen" sagde hun med et lille, oprigtigt smil.