Det var efterhånden ved at være et halvt år siden, at Zamir sidst havde sat fod i katedralen. Han forsøgte ellers altid at liste sig herind en gang om måneden. Han var jo godt klar over, at alle de ting han måtte gøre for at komme igennem dagene, ikke blev betragtet som noget godt, så derfor skulle han selvfølgelig ind og henvende sig til Isari for tilgivelse. Og det virkede, det var han sikker på. Godt nok var han blevet snuppet af et par byvagter hen ad vejen, men Zamir var overbevist om, at det måtte være Isaris straf til ham, når han nu ikke levede helt efter bogen. Straffen blev ikke værre, fordi han sørgede for at komme herop også.

Zamir gjorde alt han kunne for ikke at afgive den mindste lyd, som han bevægede sig længere og længere ind i katedralen. Han vidste udmærket godt, at det ikke så alt for godt ud, når en lille, beskidt gadedreng vadede ind. De flestes første tanke ville nok falde på, at han var der for at snuppe lidt godter til at sælge videre på gaden. I de fleste tilfælde ville det også have været sandt, men Zamir selv havde strenge regler om, at dette var et af de få steder man ikke stjal fra.
Han ville gerne tættere på, men hans bedste mulighed for ikke at blive opdaget, var at blive i udkanten, så det gjorde han. Ikke at de mørke, slidte klæder han iførte sig i, gjorde det nemmere at skjule sig i katedralens lys. Han var udsat her, for alle der havde set ham blive taget i diverse tyverier på markedspladsen eller i hovedgaden, og selv kom her, men han følte sig alligevel tryg, som han stod der, lænet halvt op ad en væg og med lukkede øjne. En af de få gange, hvor han kunne finde ud af at være stille.

Det var ikke mange måneder siden Reina var kommet tilbage på sin plads i Isari-katedralen. Det havde krævet tilvænning at finde tilbage til sit erhverv, især nu når hendes krop endnu engang havde ændret på sig. Der var også en glædelig men trykket stemning omkring hende. Måske en anelse af ærefryd over at hun var blevet givet Isari's velsignelse to gange. Selv havde hun sværere ved at forstå hvorfor Isari holdt så godt fast i hende, men hun måtte tro på hendes gudinde. Det skulle nok vise sig, og det eneste hun ellers kunne gøre, var at gå med Isari's lys i sit hjerte.

Siden de måneder var gået, havde hun også hørt lidt bekymrende rygter om en ung gadedreng der var kommet i katedralen, selvom de ikke havde set ham i et stykke tid. De andre præstinder var bekymret for at han tog noget fra katedralen, selvom det ikke var blevet bekræftet endnu. Efter at hun havde været nede af byvagtskaptajnen, og taget det op, måtte han bekræfte at han også havde hørt noget om det, og da en af præstinderne kunne påpege at en af efterlysningerne var det samme billed som af ham der kom renende, var Reina lidt bekymret. Der var dog ikke noget de kunne gøre noget ved, så lang tid han holdt sig væk.
Derfor havde Reina også smidt det ud af hoedet, indtil en af præstinderne en dag kom over til hende, og pegede gadedrengen ud, der åbenbart havde forsøgt at stille sig i skyggerne, så han ikke blev ligeså godt opdaget. Reina takkede hende for at påpege det, før hun gik med faste skridt over mod gadedrengen.

Reina selv var iklædt i en lang, simpel, hvid kjole, med lange ærmer. Hun havde Isari's symbol om halsen, og et enkelt kædebælte om hofterne. Hendes hår hang løst om hendes skuldre, og hendes store hvide vinger, som hun stadig ikke havde fået kontrol over, hang tæt ind på hendes ryg, for ikke at stå i vejen.
Hendes skridt var rolige, men bestemte, og det tog hende ikke lang tid før at hun nåede gadedrengen.
"Undskyld mig," sagde hun blidt. Hun regnede ikke med at han løb, men i tilfælde af at han gjorde, så var hun parat til at sætte efter ham. Det var dog bedre at have en civil samtale over det her. 

Hvis man spurgte Zamir, var der absolut intet galt med hans snigende evner og derfor var han også rimelig sikker på, at han ikke var blevet opdaget. Hvis alt gik som han regnede med, så skulle han bare lige bruge et par minutter i katedralen og så kunne han tage tilbage til hovedgaden. Hvis det gik som det plejede, når han endelig kom her, så var han her i et par timer, for det var altid så beroligende.

En af præstinderne havde alligevel fået øje på ham i hans dårlige skjul og det gav et gib i Zamir, da han hørte ypperstepræstindens stemme ved siden af sig. Straks blev øjnene åbnet og panikken satte med det samme ind hos ham. Hans første instinkt ville have ham til at løbe, for han var udmærket godt klar over, at ordensmagten var efter ham. Mon ikke ypperstepræstinden havde fået information om gadedrengen med lidt for lange fingre, i tilfælde af at han dukkede op i katedralen?
Zamir måtte tage en hurtig beslutning og han valgte at gå med sit første instinkt. Med ét vendte han rundt og satte i løb mod katedralens udgang, selvom han logisk set godt var klar over, at han nok ikke ville kunne løbe fra hende. Men han var nødt til at prøve. Han ville ikke ende i arresten for tyveri, eller værre.
Hvor god den beslutning så var, ville han sikkert finde ud af, hvis han ikke nåede ud.

Reina havde stået og set rolig og tålmodig ud, men hendes ansigt fik en noget mere stram mine, da ungen begyndte at løbe. Det tiltræk også en del opmærksomhed fra de andre troende i kirken. Der plejede aldrig at være så meget gang i den på sådan et helligt sted.
Hun tog en dyb indånding, før hun koncentrerede sig om sollyset der kom ind af katedralens vinduer, og tog det ind i sine hænder, før hun sendte det afsted mod udgangen af katedralen. Et blændende lys af et skjold satte sig over åbningen, og selvom det foreskrækkede en gammel dame på vej ud af katedralen, blev hun lidt mere rolig da hun så Reina gå over mod åbningen, som gadedrengen formegentlig stadig var på vej mod.

"Vi kan gøre det her på den lette eller hårde måde," sagde hun. Til tider glemte folk at hun i mange år havde været en trænet kriger, også selvom hun havde været uheldig nok til at møde døden to gange i sit liv. Heldigvis var hun også mere glad for den defensive magi, hvilket forhåbentlig var nok at bruge for at få drengen til at stå stille og gå med hende.

Der spredte sig en lille snert af håb, jo tættere Zamir kom på udgangen. Det så jo ligefrem ud til, at det faktisk kunne lykkes! Han forsøgte at sætte farten op, give den bare lidt ekstra energi, i sit nyfundne håb.
Zamir nåede lige nøjagtig at passere en ældre dame, inden han blev blændet af ypperstepræstindens skjold, der satte sig over døren. I samme øjeblik satte han hælen i gulvet, men støvlen gled og han endte på gulvet, liggende på ryggen.
Da han rejste sig igen, rømmede han sig, som han tog sig til lænden med den ene hånd og holdt den anden hånd op foran sig, for at dække for lyset.

Zamir vendte sig straks mod ypperstepræstinden, idet han endnu engang hørte hendes stemme og han så mindst lige så panisk ud som første gang. Han sænkede armen, nu hvor det blændende lys var bag ham, men trådte lige et par skridt bagud.
"Hvorfor skal det gøres på nogen måde? Jeg har intet gjort," svarede han sporenstregs i forsvar, mens han gik yderligere to skridt bagud. Det var efterhånden begrænset hvor langt bagud han kunne komme, men han havde stadig bedre med at være tættere på udgangen, selvom han ikke kunne komme igennem.

Det var ikke unormalt at unge knægte løj om det, men på den anden side var Reina ikke meget for at sige at nogen var skyldige, før hun havde beviser. Hun havde dog lovet at finde ud af det, både fordi hun havde hørt det fra byvagtskaptajnen, men også for at præstinder i katedralen kunne føle sig mere tilpas. Det var ikke underligt at de blev urolige når der kom hvad der lignede uromagere ind i katedralen.

Reina forsatte med at gå tættere på knægten, uden at droppe skjoldet. Han kunne jo finde på at løbe når som helst. Heldigvis var solen heldigvis stadig højt på himlen, så det var ikke fordi hun brugt meget chakra på at opretholde det.
"Hvis du intet har gjort, så har du jo ikke noget at være bange for," svarede hun. Det var ikke ligefrem fordi katedralen blev brugt som et sted til at arrestere folk, og hun ville helst undgå det. Men når noget foregik under hendes tag, så blev hun også nødt til at komme i bunden på det.
"Lad os snakke om det," hun var efterhånden nået langt nok hen til ham, til at hun tilbød ham en hånd. Han skulle stadig gå et par skridt for at tage den, og man kunne stadig godt se hvordan hendes bryn og kæbe så ud til at have lidt mere spænding i, selvom hun forsøgte at se venligstemmet ud. Heldigvis havde hun ikke ligefrem rygtet for at være et forfærdeligt menneske, eller engel i dette tilfælde.

Ypperstepræstindens ord ville muligvis have været lidt mere betryggende, hvis det ikke var fordi Zamir var rimelig overbevist om at hun vidste, at han løg. Godt nok havde han intet gjort i katedralen, men det samme gjaldt ikke helt nogle som helst andre steder i Dianthos. Zamir havde vist taget lidt fra næsten alle steder og også fra de fleste folk på gaderne. Men så kunne de jo bare lade være med, at gøre det så nemt for ham.

Det var et noget skeptisk blik han fik rettet mod hånden, der blev rakt til ham og han tøvede da også gevaldigt med at tage den. Zamirs problemer med at stole på nogle som helst, selv så blidt et udseende væsen som ypperstepræstinden, skinnede klart igennem.
"Okay," mumlede han, halvt muggent og halvt nervøst, da han endelig tog et par skridt frem og forsigtigt tog hendes hånd. Så slem kunne hun vel heller ikke være, at det kunne skade bare at tale med hende. Han kunne altid forsøge at løbe igen, hvis han følte det nødvendigt.
"Hvorfor vil du tale med mig?" Blev han alligevel nødt til at spørge, for der måtte vel være en grund til at han blev forstyrret midt i sin bøn.

Det var først da Reina havde et godt greb på hans hånd, at hun lod skjoldet falde, så folk kunne komme ind og ud af katedralen igen. Nu var det også væsentlig sværere for gadedrengen bare at løbe væk, hvilket gjorde hendes job noget nemmere.
"Ah, der er blot nogen bekymringer der er blevet bragt til mig. Det er ikke noget du behøver at bekymret for, hvis du intet har gjort på den hellige jord," sagde hun. Hvad han lavede ude i byen var ikke hvad hun var ansat til at finde ud af. Hvis byvagterne ville have fat i ham, så måtte de fange ham i byen, men derfor kunne hun naturligvis godt prøve at hjælpe ham på vej til til et bedre liv.

"Jeg tænker vi sætter også over på bænkene derhenne. Der vil vi forhåbentlig ikke blive forstyrret," tilbød hun og nikkede mod nogle bænke der stod placeret henne mod væggen, på den lang side af katedralen. Det var ikke så uforstyrret at han behøvede at være bange for at hun lukkede ham inde i et rum og tilkaldte byvagterne, men det var privat nok til at de kunne snakke, og langt nok væk fra døren til at han ikke bare kunne forsøge at løbe væk igen.

Så snart hendes hånd blev lukket om hans, lød der en lav, brokkende lyd fra Zamir, som om det gjorde decideret ondt på ham, men det var mere fordi han ikke havde regnet med, at hun ville tage helt så godt fat. Som regel når Zamir blev grebet fat i, var det en byvagt og derfor reagerede han i et kort sekund med lige at hive lidt.
Selvfølgelig havde han intet gjort på den hellige jord, men det fik ikke hendes ord til at gøre ham mindre bekymret, hvilket også tydeligt kunne ses i hans øjne. Selvom han egentlig godt vidste, at hendes job ikke indebar at smide ham efter en byvagt, så var han stadig overbevist om, at det var det, der ville ske.

Zamir rettede blikket mod bænkene og gav sig til at kigge på afstanden fra dem til døren. Lidt for langt. Det gjorde ham utryg. Men alligevel nikkede han kort og fulgte så med hende over mod bænkene.
”Du sagde, at nogle bekymringer var blevet bragt til dig,” konstaterede han, inden han igen så mod hende.
”Bekymringer om mig? Er der nogen der tror, at jeg har gjort noget?” Spurgte han usikkert. Det var næsten lige før han så lidt ked ud, hvis det var tilfældet. Men kun hvis det omhandlede forkert på den hellige jord.

Reina ledte knægten over til bænkene, og satte sig ned. Hun gav dog ikke slip på hans hånd endnu, selvom hun løsnede sit greb en smule. Han ville have nemmere ved at komme ud af grebet. Han forstod muligvis også vigtigheden ved at blive. Hun håbede da at det var tilfældet, især hvis han virkelig var en tilbeder af Isari, til trods for at han næppe virkede til det.
"Det er korrekt, og jeg ville blot sikre mig for at du naturligvis ikke havde ondt i sinde, sagde hun med et venligt smil, men der var stadig et alvorligt blik i hendes øjne. Hun tog det meget seriøst.

"Jeg ønsker naturligvis ikke at beskylde dig for noget du ikke har gjort, og derfor vil jeg blot have afklaret det. Men lad os ikke starte på den forkert ben. Hvad er dit navn, mit barn? Mit navn er Reina, og jeg er yppesterpræstinden her i templet." Det var ikke ligefrem fordi hun var en ukendt skikkelse, men hun ville heller ikke gå ud fra at folk kendte hende. Så præsenterede hun sig hellere en gang for meget, end en gang for lidt. Det var især de unge der ikke havde ligeså meget styr på hendes erhverv. De så hende blot som englen der rendte rundt i katedralen.

Stadig med hånden i hendes, satte Zamir sig på bænken ved siden af hende. Men lige så snart hun løsnede sit greb, hev han sin hånd til sig og gled et lille stykke mod den anden ende. Han sørgede dog for at holde sig tæt nok, til at de ikke behøvede at hæve stemmerne det mindste.
Han nikkede kun til hendes ord, for selvom han var utrolig nervøs, så var det helt klart bedre lige at tage snakken, så han i fremtiden havde mulighed for at komme tilbage hertil.

Zamir havde egentlig godt været klar over, at det var yppersteprætinden han havde stået overfor hele tiden, dog ikke fordi han nogensinde havde mødt hende selv, men grundet andres beskrivelser. Hendes præsentation fik det alligevel til lige at synke resten af vejen ind. Han så helt flov ud. Han så forvirret ud. Det var næsten imponerende hvor mange følelser man kunne finde i hans ansigt, som han nærmest skammede sig over at have været så forfærdelig barnlig over for Reina.
"Det er virkelig en ære at møde dig, Reina," fik Zamir lidt tøvende ud. Det var virkelig ikke den attitude han var vant til at have, hvilket nok heller ikke havde været helt utydeligt, men nu var det noget andet. Han følte næsten, at han burde bukke, men tænkte alligevel at det ville blive lidt akavet, så han lod være.
"Mit navn er Zamir. Må jeg spørge hvad du har hørt om mig? Jeg lover, at jeg kun var her for at henvende mig til Isari." Det sidste lød mistænkeligt meget som en undskyldning, fordi kommentaren nærmest faldt ud af munden på ham, men det var rigtig nok. Det var en af de få gange, hvor Zamir ikke følte det nødvendigt at lyve sig ud af en situation.

Det var ikke underligt at han ikke ville holde hende i hånden, men Reina var alligevel lidt skuffet over det. Det gjorde at han havde nemmere ved at løbe væk, men i det mindste blev han i nærheden. Det var altid noget at han i det mindste havde set at der ikke var så meget at gøre. MEd mindre han havde en forvandlingsevne eller teleportationsevne, men så havde han nok allerede anvendt den.
I stedet for at holde ham i hånden, så valgte hun i stedet for at folde sine hænder sammen i sit skød, og drejede sig lidt, så hun bedre kunne se ham, selvom de sad ved siden af hinanden.

"I lige måde, Zamir," sagde hun, selvom det nok næppe rent faktisk var en ære, men hvis Zamir var oprigtig i hans tro til Isari, så var det for Reina stadig en ære. Hun elskede at møde Isari's børn, også selvom de måske bragte et dårligt ry med sig. De fleste kunne tilgives.
"Jeg var nede og besøge Aethelwulff, byvagtskaptajnen, og han nævnte dig," indrømmede hun. "En af mine præstinder påpegede at hun havde set dig her i templet før, og var bekymret for at du lavede ballade herinde, så jeg lovede naturligvis at tjekke det ud. Du må forstå at jeg ikke kan have mine præstinder være bekymret. Der var ikke umiddelbart en anklagende tone, men det var også tydeligt hun pakkede det pænt ind.

Zamir formåede til at starte med, at sidde rimelig roligt, selv i sin overvæld af alt for mange følelser. Lige indtil Reina nævnte byvagtkaptajnen. Der vendte han blikket mod gulvet og satte sig til at fumle lidt med kanten af den slidte kutte. Han var udmærket godt klar over, at de ting han foretog sig i byen, var forkerte men han var vel nødt til at overleve på en eller anden måde. Derudover havde han da ikke tænkt over, at hans ugerninger ville blive informeret videre til ypperstepræstinden. Ikke før i dag.

Med blikket skiftende lidt mellem gulvet og sine hænder, lyttede Zamir pænt på Reina, før han nikkede svagt.
”Jeg forstår,” svarede han mumlende. Han forblev stille lidt endnu, inden han endelig fik taget sig sammen til at vende sig mod hende igen.
”Jeg må indrømme, at jeg har haft lidt… problemer med ordensmagten.” Zamir havde ingen grund til at lyve over for hende, men det betød ikke, at han ville remse alle sine ulovligheder op. Derfor var det lettere at sige, at han bare havde haft lidt problemer med dem, for det var da sandt.
”Men jeg ville aldrig gøre noget af den slags herinde. Hverken dig, eller dine præstinder har grund til at være bekymret, det lover jeg.” Zamir forsøgte så vidt muligt at lyde så overbevisende som muligt. Måske fordi ingen af hans ord nogensinde havde virket på byvagterne, så det var efterhånden en vane at tro, at han var nødt til at tale sådan til alle.

Det var rart at vide at Zamir i det mindste indrømmede at der var problemer. Hvis hun havde skulle have vægtet nogens mening højere, så havde hun vægtet byvagtskaptajnen, men det betød ikke at hun ikke også kunne lytte til en ung mand i nød. Det var han jo tydeligvis når han var i problemer med ordensmagten.

"Det er også det jeg gerne vil tro på, Zamir," sagde hun. Nu ville det være rart at have en af de evner hvor man kunne høre om en given person talte sandt, men det var naturligvis ikke for hende at bedømme om nogen var skyldige eller ej. Hun skulle bare sørge for orden i eget hus, hvis det var en måde at tale om det på.
"Jeg vil heller aldrig stoppe nogen fra at tage herind og bede til Isari, det er bare ikke ofte at vi har.... Unge som dig der render herind med det ærinde. Hvis du forstår hvad jeg siger? Det er uheldigvis ikke underligt at præstinderne er i tvivl om dit ærinde her," pointerede hun. Der var endelig en antydning af anklagende tone. Hun lagde ikkr helt mærke til at det sneg sig ind, men hun var lidt øm om templet og præstinderne, som hun så som sin egen familie.

Lysten til at forsøge sig med at løbe igen, voksede mere og mere, jo længere tid Zamir sad på bænken og fumlede med kuttens kant. Selv på de gode dage, havde han besvær med at sidde stille for længe og denne gang var det endnu værre. Selvom han følte, at han burde føle sig rimelig tryg i ypperstepræstindens selskab, gjorde han det ikke. Endnu mindre, da han ikke kunne lade være med at bide mærke i den lidt anklagende tone i hendes stemme. Det var disse tidspunkter, hvor han var tvunget til at føre en samtale med en anden, han altid tænke på, at det altså var så meget mere betryggende at henvende sig til Isari.

Det var ikke længe Zamir havde mod nok til at se Reina i øjnene, for straks efter hendes kommentar, slog han blikket i gulvet igen. Nervøsiteten fik sveden til at danne sig i håndfladerne. Han var klar over, at hun hentydede til børn fra gaden, når hun noget så pænt omformulerede det til ’unge som dig’ i stedet. Han smilede skævt og nikkede svagt som svar.
”Præstinderne.. Hvad tror de, jeg har gjort herinde? Tror de, jeg har taget noget?” Han var begyndt at mumle en smule, fordi han langsomt blev mere og mere usikker. Han havde godt nok aldrig taget noget herinde fra, men tasken var stadig fyldt med ting, han havde snuppet fra både boder og folk på markedspladsen. Blev han bedt om at bevise, at intet han havde på sig, kom herinde fra, kunne det alligevel ende meget anderledes, end han håbede det ville. Derfor begyndte han samtidig at skæve mod døren. Burde han prøve igen?

Reina kunne se nervøsiteten der voksede i den anden, og straks følte hun sig dårlig tilpas med sig selv. Hun havde ikke ment at gøre ham dårligt tilpas, men på den anden side så måtte hun komme i bund i det. Også selvom hun gjorde dem begge utilpasse. Hvis han ikke havde gjort noget i katedralen, så var der intet for ham at være bange for.
"Desværre ja," indrømmede hun, et lidt sørgmodigt blik i hendes øjne. Hun håbede præstinderne var forkert på den, det håbede de nok også selv, for de havde ikke været meget for at anklage ham til at starte med, men efter det med Kiles Orden, så var det bedre at være lidt fremme i skoene.

"De har ikke noget bevis på at noget er forsvundet, hvilket også er derfor jeg hellere ville snakke med dig først," sagde hun. Forhåbentlig kunne hun forsikre ham om, at det stadig var et sikkert sted. "Jeg ved godt at livet kan være hårdt, og hvordan Isari dømmer folk, og hvordan Lyset og byvagterne her i byen dømmer, kan være meget forskelligt." Det skulle være virkelig slemt, hvis Reina gik med at arresterer en person indenfor katedralens murer.
Selvom hun dog lød sympatisk, så ville hun stadig aldrig rigtig kunne sætte sig i stedet hos Zamir. Hun havde måske aldrig kendt sine forældre, men hun havde aldrig manglet folk om sig til at tage sig af hende.

Reinas indrømmelse hjalp ikke specielt på Zamirs nervøsitet. I stedet for at lade hænderne fumle videre med kuttens kant, slap han den for at tage fat om taskens hank. Som om det gjorde det nemmere at beskytte den. Han var bange for at blive bedt om at bevise sin uskyld, i ikke at have stjålet fra katedralen, men det ville kun bevise hans skyld i at stjæle fra alle andre. Han forsøgte samtidig ikke at se alt for skyldig ud og derfor tog han sig igen sammen, til at rette blikket mod Reina.

Når alt kom til alt, var Zamir stadig taknemmelig for, at hun i det mindste ville tale med ham, før hun delte nogle former for skyld ud. Så havde han mulighed for at forklare sig, selvom han ikke var helt god til det. Han var jo ikke ligefrem vant til at skulle stå til ansvar for noget af det han gjorde. De fleste byvagter havde også været søde nok til lige at lade ham slippe med en advarsel, hvis han altså afleverede de ting tilbage, som han havde taget. Reinas ord gjorde ham dog en anelse bekymret.
”Du tror vel ikke, at Isari dømmer mig? Jeg ville gerne kunne love at leve et lovlydigt liv, men det kan jeg ikke. Jeg håber, det er nok at jeg kommer her og beder om tilgivelse, når jeg kan.”
Zamir skyldte trods alt Isari sit liv, men som tingene så ud, var det vel også hende, der havde bragt ham tilbage til et liv i gaderne. Selvom han ofte tænkte på, om det skyldtes hans egne dårlige evner til at tage valg. Måske det ville have set anderledes ud, hvis han ikke var blevet hos de andre drenge.
Lige meget hvad, så søgte Zamir en form for bekræftelse fra Reina. Hun var trods alt det tætteste han kom på at kunne være i fysisk kontakt med Isari.

Der var noget i Zamir's ord, og måde han reagerede på Isari's navn, som gjorde Reina lidt blød om hjertet. Navnet havde tydeligvis en vægt i ham, hvilket gjorde at Reina nemt kunne tro på at han var troende. Nogen sagde det blot, og da de fleste kendte til Isari's navn og væren, så kunne de godt forgive sig. Men folk der blot forsøgte at lade som om at de var tilbedere, reagerede aldrig helt rigtig, når Isari's navn blev bragt op.

"Alle guderne dømmer deres børn. Nogen er mere venligsindet end andre i deres dom," startede Reina med at sige. Det var vigtigt han forstod det. "Isari dømmer mest af alt på lyset i vores hjerte," forsatte hun. "Er du god til dem omkring dig, gør du noget med ondt i sinde, eller var det fordi du troede det var for det bedste."
Hun lod det synke ind hos ham, mens hun studerede hans ansigt, for at sige hvordan han reagerede på det. Han virkede til at være en god dreng, selvom han ikke havde haft det bedste liv tydeligvis. "Du er naturligvis altid velkommen her, og hvis du skulle ønske at vie dit liv til Isari, vil der være en plads her for dig, men jeg ved også at det ikke er for alle, især nogen der er så unge." Det eneste man virkelig også fik ud af at det var at man fik mad tre gange om dagen og et tag over hovedet.

Nogle mere venligsindet end andre. Det var de ord Zamir holdt lidt fast i, til at starte med. Hvis alle guder dømte deres børn, var han alligevel rimelig sikker på, at Isari skulle være den mere venligsindet til at dømme. Selvom han ikke kunne være sikker i nogle af sine formodninger, da Zamir egentlig aldrig var blevet fortalt meget om guderne, kun det mest basale.
Som Reina forklarede dybere, blev Zamir langsomt lidt mere bekymret at se på. På sin vis, kunne han vel godt forsvare sine handlinger, men decideret god til dem omkring ham. Om han gjorde noget med ondt i sinde. Han var ikke helt sikker på, hvor meget lys hans hjerte besad. Ikke længere. Betød det, at han egentlig ikke havde ret til at bede Isari om tilgivelse?
Han forsøgte at opretholde en nogenlunde okay facade ved at smile svagt, men så bekymret han egentlig var over alle de tanker Reina havde fået sat gang i, så han egentlig mere misfornøjet ud, end noget andet. Som om han havde virkelig ondt i maven, hvilket måske heller ikke var helt ved siden af. Han begyndte at sidde lidt uroligt, svinge lidt frem og tilbage med fødderne, så de slidte skosåler skrabede svagt mod gulvet. Det var ikke noget han kunne kommentere på i øjeblikket.

”Vie mit liv til Isari?” Endelig lod det til, at Zamir vågnede lidt op fra sine lidt for dystre tanker, selvom han stadig sad på samme, urolige måde. Han lød måske en anelse skeptisk i sin stemmeføring, men langt fra helt afvisende.
”Hvis jeg sagde ja… - Hvad ville det kræve?” Han sørgede for at lægge tryk på ’hvis’, da det selvfølgelig ikke ville være et valg han tog uden først at tænke det igennem. Derfor ville han da også hellere spørge ind til det nu, hvor Reina alligevel nævnte den mulighed. Måske det kunne skubbe ham i en ny, bedre retning i livet?

Reina kunne godt se hvor bekymret drengen var blevet af hendes ord. På sin hvis var det vigtigt at han forstod at selvom Isari var omsorgsfuld, så havde visse ting også konsekvenser. Han skulle dog ikke tro at hans liv var ovre, fordi han måske ikke opholdt Isari's idealer på nuværerende punkt. Der var sikkert folk der bad til Isari og mente de gjorde det rigtig, som var mere ond end en gadedreng, der bare forsøgte at overleve.

"Du bliver en del af dem der bor her i katedralen," svarede hende. "Til at starte med, ville det være at hjælpe præster og præstinderne med hvad de har behov. Plukker urter i tempelhaverne, sætte op til gudstjenester, lærer Isari's lære udenad." Hun overvejede hvad hun selv havde lavet alle de år tilbage, hvor hun selv havde været en del af det. "Du vil blive givet et sted at bo, og mad tre gange om dagen, og til gengæld er det vel blot, at sørge for at katedralen ser fantastisk ud." Hun kiggede over mod alteret med et lille smil. "Og sørge for at Isari ved at hun er elsket af os."

Hendes øjne gled tilbage over på Zamir. "Det er meget at bede nogen om at gøre, selvom de beder til Isari, og derfor forstår jeg også hvis du takker nej," sagde hun blidt. "Men hvis du er bange for at Isari ikke kan tilgive dig dine fejltrin, så husk. Du har mange år foran dig, og hvis du bare forsøger, så godt du kan i din situation, at tænke på andre, og hjælpe hvor du kan. Så er jeg sikker på at Isari har en plads til dig i sit hjerte." Hun ville aldrig sige at han skulle stjæle, men hun forstod at der var en uligehed i byen som hun ikke kunne rette op på.