For første gang efter hun var ankommet til Zanes hus, havde hun nu begået sig udenfor. Ud i naturen - første gang hun faktisk ikke var vanvittig tynd og første gang hun rigtig kunne nyde sine omgivelser. Samtidig havde hun brug for at komme ud, selvom hun måske skulle have ventet til, hun havde lidt flere kræfter, men Zane var væk - så hun kunne uforstyrret liste ud. 

Flick befandt sig på den hest Zane havde betroet hende med, midt på en landevej - midt i ingenting. Hun smilede, hun følte at lykken endelig tilsmilede hende. Dog pludseligt som efteråret altid var, begyndte det at regne. De begge skyndte sig under et større træ og stod i ly for regnen. Feli steg ned fra hesten og satte sig op ad træet og lod blot nyde den flotte udsigt. 

Vejret var ikke just til at stole på, det ene øjeblik var det tørt, det andet regnede der, men det var typisk efterår. I dag var ingen undtagelse og med et, begyndte det at regne. En irriteret brummen kom fra Manuel som han så op mod himmelen ”Ja, det er typsik…” mumlede han til sig selv inden han fortsatte igennem det lille skovområde, hvor han havde sat fælder, dagen inden, men det havde været uden held, hvilket ville betyde han måtte sende nogle af de andre på en længere tur.

Noget fik ham på vejen tilbage til at standse. Duften af hest samt en anden yderst velkendt duft. Hans øjne fik et svagt skær som han sporede sig frem til kvinden. Manuel genkendte hurtigt kvinden, på trods af det var længe siden hun havde forladt ham på det kroværelse han havde sørget for hun kunne slappe af i. Han forstod hende dog. Et svagt smil kom frem på hans læber som han lænede sig mod træet hun sad ved ”Her er smukt ikke?” sagde han med et tilfreds smil som han så over engene.

Felicity der var faldet i staver over udsigten, himlen der var helt grå – vanddråber der blev blot større. Flick træk knæerne ind til sig, hvor Manuel pludseligt kom til syne. Hun blev næsten forskrækket over at se ham. Hun havde aldrig troet, at hun skulle se ham igen.

”Mannie, hv---hvad hv—vordan?” kom det forbavset ud af hende. Flick var jo en helt anden end da han forlod hende. Hun havde da hellere ikke regnet med at være her, faktisk kunne hun være død. I vinterens kulde, og han havde givet hende håb. Et håb hun dengang ikke truer at tage fat i. Herefter rejste hun sig, gik imod ham og lage sine spinkle arme omkring ham ”Undskyld” sagde hun stille. Mest fordi hun nok skulle have taget hans tilbud, fremfor Zanes. 

Manuel sendte hende et undskyldende smil ”Rolig, jeg æder dig ikke” sagde han efterfulgt af et lille grin. Han vidste næsten ikke hvad han skulle sige til hende, for der var så mange ting han ville have svar på. Han trak på skuldrene ”Jeg bor et stykke her fra og eh… Var på jagt uden held” sagde han og sukkede. Han havde aldrig været super god til andet end at holde styr på flokken, få potentielle farer væk og hjælpe Miranda’s flok når der var brug for det.

Som han mærkede hendes arme omkring ham, lå han sine omkring hendes nakke og brugte den ene hånd til at nusse hende over håret med. Han trak på skuldrene og så ned på hende med et smil ”Felicity… Du gjorde det for at overleve… Det er okay” sagde han med et blidt smil på læberne ”Alt der betyder noget er, at du stadig er i live” sagde han og kyssede hendes hovedbund.

Flick var en anelse forvirret, æde hende? Hun vidste han var varulv, men ligefrem at spise en anden – var det normalt for en varulv? Hun vidste det ikke, og ville faktisk hellere ikke vide det. Hun nikkede til det næste, tænkt at de havde været så tæt på hinanden, i så lang tiden, uden at vide noget som helst.

En tryghed, som dengang skyllede ind over hende, hvor var det rart at endelig være i hans arme igen. ”Men stadig” Hvis han bare vidste, hvad hun havde sagt ja til, fortjente hun et dask eller to, selvom det var for at overleve.
Mens de stod der, mærkede hun varmen stige i kinderne, som han var om hende og kyssede hendes hovedbund. Efter så hun imod ham ”Vinteren har været hård, og j—jeg fik et tilbud, og ja” hun kunne næsten ikke få sig selv til at sige det. Det var så nedladende, han vidste ikke engang - hendes tidligere erhverv, faktisk vidste de ikke meget om hinanden, udover at der var en kemi. En kemi Feli aldrig havde følt før, en der gjorde hende blød i knæene. 

Manuel sendte hende et skævt smil og trak på skuldrene ”Det er okay.. Det havde alligevel været farligt for dig her” sagde han med et svagt smil. Det havde været en hård vinter for den lille flok, men de havde lige med nød og nakke klaret den og her var de nu, stadig i vinter perioden, men godt på vej mod forår.

Manuel så ned på Felicity i hans arme ”Du behøver ikke forklare dig til mig… Jeg hverken ejer dig eller er din kæreste… Så det har hele tiden været dit valg” sagde han med et kækt smil på læberne. Hele hans krop sitrede nærmest, for han havde bestemt ikke regnet med han ville støde på hende igen, men hans krop var uden tvivl lykkelig over det var sket alligevel… OG så ud af alle steder de kunne mødes, så blev det her i ingenting.

Flick trak på skulderen ”Findes der noget i denne verden, som ikke er farligt?” svarede hun lidt drillende tilbage. De ville aldrig vide om, hvis hun tog valget at det ville have blevet anderledes for hende, om hun havde overlevet den hårde vinter. Flick vidste hun ikke kunne leve på hendes hvis’er, det var nu og fremtiden. Hun forsøgte at gøre fremtiden mere rar, mere fri.

Hun lage hovedet tæt ind til ham, ”Okay” Flick følte stadig at hun skyldte at ham et eller andet, for dengang hvor han reddede hende. Han havde på ingen måde behøvet og alligevel gjorde han det. ”Nej, jeg står kun i gæld til dig” svarede hun stille. Hun vidste trods alt hans holdning, at hun aldrig ville stå i gæld til ham. For hende ville hun altid, lige indtil den var betalt. 

Manuel trak på skuldrene "Jeg syntes ikke just jeg er farlig, men det er der sikkert også delte meninger om" sagde han med et skævt smil på læberne. Han vidste at folk i landsbyen så ham som et monster, mest af alt fordi de fleste vidste han fungerede som en forpost for Miranda's flok og altid havde Amir og Cassandra klar til at løbe afsted ved det mindste. 

Han lod en hånd stryge ned over hendes hår "Nej du gør ikke... Jeg gjorde hvad en hver anden person med fornuft burde have gjort.. Du skylder mig stadig ikke noget" sagde han med et blidt smil på læberne. Manuel vidste godt hun troede hun skyldte ham en eller anden form for tjeneste, men han var stadig fast sat på, at hun ikke skyldte ham noget som helst, selv efter det stykke tid de ikke havde set hinanden.

Felicity havde ikke tænkt over et hendes ord, kunne forstås som hun også mente at han var farlig. Hun blev en anelse flov, som kunne ses på hendes krop der knugede sig en anelse sammen ”Det var ikke ment, som at jeg synes du er farlig” uddybede hun. Flick vidste bare, at fordi hun var kvinden skulle hun altid være på vagt, da mænd generelt ville gøre en som hende fortræd.

Feli så glad op på ham, som han strøg hende over håret – det var underligt med den effekt han havde på hende. Hun smilede ”Nej, ingen har rigtig ville hjælpe mig” besvarede hun. Flick havde trods alt levet på gaden i næsten et år, uden at mange faktisk ville andet end at få noget fra hende. ”Jeg har været på gade i et år og du er en af de meget få, som faktisk har rakt en hånd ud til mig” understregede hun. Flick havde set mange grusomheder, de fleste ville blot udnytte hendes krop, eller at hun til tider kunne være så naiv.

Manuel sendte hende et blidt smil ”Jeg forsøger i hvert fald ikke at være det mere end nødvendigt” sagde han. Usikkerheden omkring mænd sad sikkert stadig i hende, men han gjorde vel ret klart tegn på, at han bestemt ikke ønskede at skade hende på noget tidspunkt, taget i betragtning af, han også redede hende i den gyde.

Et suk kom fra Manuel som hun sagde der ikke var nogle der ville hjælpe hende ”By væsener er forfærdelige” sagde han efterfulgt af et svagt grin. Han havde været inde i byen fra tid til anden og der blev bestemt skulet og stirret på ham når han kom alene eller med en af de andre, ikke fordi der var noget specielt over dem, men måske de kunne fornemme det? Han hævede et øjenbryn og sendte hende et smil ”Jeg har ikke tænk mig at trække tilbuddet tilbage… Jeg skal nok passe på dig, hvis det er det du ønsker” sagde han og smilede igen.

Feli smilede ”Du gør et godt forsøg, ellers må jeg bare give dig et lille stød” afsluttede hun en anelse drillende. Det var tydeligt at noget af hans Flick drillende sind, som sundhed var blevet bedre vendte tilbage. Feli havde energi og overskud til at være sig selv. 

”Generelt er de fleste væsner forfærdelige” tilføjede hun. Sandt havde Feli mødt venlige væsner der i sin tid, havde hjulpet hende til Dianthos, men de havde også fået noget for det. Ingenting var gratis. Manuel var den eneste der havde været vedholdende med at han ingenting skyldte hende. Selvom hun følte det.

Feli smilede og trak sig ind til ham, nærmest som en anden. Hun lage hånden på hans kind og svarede ”Det kan være, jeg snart må benytte mig af det tilbud, men så skal vel også en belønning” forsatte hun. Det lå så dybt i hende, så dybt at forføre – for at takke for den hjælp hun fik. Hun havde ikke andet. Flick vidste også, at hun ikke forevigt kunne bo ved Zane og hun vidste ikke hvad der ville ske efter han ville have taget hans betaling, for al maden hun havde spist. Det gjorde hende nervøs, fordi han havde givet udtryk for at være sadistisk. 

Manuel hævede et øjenbryn som hun nævnte stød ”Uff… Se, du lyder jo næsten mere farlig end jeg selv” sagde han med et kækt smil på læberne. Han skulle ikke nyde noget af det stød, han vidste hvor ondt det kunne gøre hvis man ramte de rigtige steder, selv hvis det var et tilfældigt sted, ville det også gøre ondt.

De fleste væsner var forfærdelige? Han ville ikke sige hende imod, for han vidste bestemt godt der var nogle der ude der blot ville udnytte en hver chance de havde og taget i betragtning, så var Feli kvinde, hvilket sikkert havde fået hende udsat for en del situationer. Let trak han på skuldrene ” På sin vis… Ja” svarede han. Han følte sig måske lidt ramt, på trods af han forsøgte at holde sig stille og rolig og på ingen måder faretruende.

Manuel sukkede over hendes ord ”Felicity… Jeg skal intet have for det… At have dig ved min side er belønning nok i sig selv” sagde han med et blidt smil som han rakte op og tog hånden hun havde placeret mod hans kind. Han klemte den blidt ”Jeg er altså ikke som alle de andre mænd du måske er stødt på, Feli… Du kan spørge de andre når du møder dem” sagde han med et skævt smil på læberne. Han vidste godt det var svært for hende at stole på mænd, efter de ting hun havde været udsat for, men det ville han gerne hjælpe hende med at blive bedre til.

Flick smilede ”Jeg kan også være ganske farlig” svarede hun lettere stolt af sig selv og det hun kunne. Flick så jo ikke ud af meget og mange ville nok også fejlbedømme hende. Det eneste Manuel ikke vidste var nok at hun kunne styre impulsen af stødene styrke, så det også kunne følelse som en svag kilden. Noget mange mænd elskede hendes krop for. På en måde var Feli glad og skamfuld over hendes evne.

Feli kunne godt se at hendes ord ramte ham. Hun følte et let suk, for han var ikke en af dem. Hun blev i tvivl om hun skulle sige noget. Af en eller anden grund, ville hun jo ikke såre ham, men det var svært for hende, at sætte det fra sig. Hun så kort i jorden, før samtalen forsatte.

Flick bed sig i læben og sagde stille ”Undskyld” hun smilte svagt imens han tog hendes hånd. ”Det er jeg ved at lære, jeg tror på dine ord. Det er bare” hun gik lidt i stå og forsatte ”Jeg er bange” Flick så ned i jorden. Det var utrolig svært for hende at indrømme overfor en hun kun havde mødt en gang. Hun var bange for hun ville ende i vanskeligheder, som hun normalt gjorde. Hendes held havde aldrig været med hende og det var svært for hende at tro på at lykken endelig skulle tilsmile hende.

Regnen forsatte og det var næsten som om den tog lidt til. Enkelte dråbe fandt vej til dem og Flick havde en let hvid kjole på, som vinden ruskede igen, blev hun overrasket da hun stod der lidt i egen tanker. Kulden kom tæt på hende og fik en kort kuldegysning. Hun havde da heldigvis overlevet vinteren, men efteråret kunne være næsten lige så slem, med al for meget regn og for lidt varme til at tørre kroppen. Det var det eneste gode i Rubinen, det var varmen. Denne kunne hun godt savne. 

Et smil fandt vej til Manuel’s læber ” Det betvivler jeg skam slet ikke. Selv de mest uskyldige af udseende, kan være de farligste” sagde han og blinkede til hende. Han så hende dog på ingen måder som en trussel, for ville han kunne han sagtens skade hende, men havde det været hans indsigt, havde han nok ikke hjulpet hende tilbage i gyden, da de mødtes første gang. Desuden, lød det ikke ligefrem rart at få stød, hvis han skulle være ærlig.

Manuel sendte hende et svagt smil og lod hende færdiggøre hendes sætning. Let hævede han et øjenbryn da det blev delt i to, men sagde hun var bange og så ned i jorden, kunne han nærmest mærke et sug i maven. Tanken om hun var i fare var egentlig ikke rar at tænke på. Stille lå han en finger mod hendes hage og ville løfte hendes ansigt op og se hende i øjnene ” Du skal ikke undskylde. Det er okay at være bange… Men jeg lover dig at jeg nok skal passe på dig” sagde han med et skævt smil på læberne og han fjernede igen fingeren under hendes hage. Han var også selv bange for at kaste sig ud i noget nyt på denne måde.

Han så på hende som dråberne ramte dem. Det var begyndt at tage til og der var et lille stykke tilbage til flokken, men når de kom derover, var der telte der var fyldt af varme tæpper og pelse, det perfekte sted at søge tilflugt for regnens hærgen. Manuel fik et blidt smil på læberne ”Vil du ikke med i tørvejr? Du ender bare med at blive syg” sagde han og bed sig let i underlæben som han så sig over skulderen og pegede ”Et par minutter den vej og så kan vi gå i teltet og du kan blive dækket af tæpper og pelse” sagde han, stadig med smilet på læberne som han rettede blikket mod hende igen.