Aliana havde været væk fra Manuels flok det sidste år. Der var sket så meget at hun ikke selv havde kunne forstå det. Det hele havde startet med morgen kvalmen og der fra havde hun snakket med Elise om hvad der var galt med hende. Først troede hun på at hun var ved at blive alvorlig syg, men jo mere hun snakkede med Elise jo mere gik det op for hende at hun var gravid. Barnet kunne ikke være andres end Manuel's hun sagde det aldrig til ham. Han ville ikke have børn med hende, så hvad skulle ændre sig bare fordi hun var gravid? Nej den bedste mulighed havde været at forsvinde langt væk. Faktisk var hun aldrig gået så langt væk fra flokken som hun ville. Hun havde hele tiden været i nærheden af dem inden for et par kilometer men det var den eneste løsning hun kunne komme på. Manuel ville skide grønne grise hvis hun dukkede op med stor mave og sagde at barnet var hans.
Elise var den eneste der havde set hende i alt den tid hun havde været gravid. Hun havde fået Elise til at sværge på hun ikke anede hvor Aliana var henne. Det så bedst ud hvis det så ud som om hun bare var gået. Det var i hvert fald sådan Aliana tænkte på det. Nu var tingene anderledes. Hun havde født en smuk datter som lignede Manuel på en prik. Han kunne ikke løbe fra at det var hans. Aldrig i sit liv havde hun set noget smukkere end sin datter. Aldrig i sit liv havde hun overvejet at der var noget hun skulle beskytte for farlige ting. Men det var nu problemet kom... Hun var varulv og det var hendes datter ikke. Hvis hun bare havde været hos flokken kunne nogle af de støre børn passe på hende i fuldmåne fasen. Men det var ikke sådan det måtte være. Her i et par måneder havde hun formået at gemme barnet i den nærmeste landsby hos et gammelt ægtepar hun havde haft kontakt med. Normalt sagde hun at hun havde et job hun ikke kunne tage barnet med på, men det var en lodret løgn! De kunne bare ikke vide at hun var varulv. Det ville bare få dem til at sætte bål og brand i værk. Men hver gang havde hun måtte være væk i et par dage blot for at opretholde sit dække.

Der var nu gået et års tid og hun havde endelig taget mod til sig at gå ind i flokken igen. Hun vidste at hun måtte kæmpe for sin plads som Beta igen, men hvis Manuel så sin datter, ville han så finde sammen med hende igen? Ville han give hendes rang tilbage? Eller ville han udstøde hende fuldt ud. Valget var helt op til Manuel når alt kom til alt. Alt var forandret i lejeren intet var som det plejede at være. Alt havde ændret sig selvom hun i det skjulte havde holdt øje med dem alle sammen. Ved lejerens kant løb der børn rundt og var nærmest skræmt over at se Aliana med noget i favnen. Hendes trøje var nedringet så hendes mærker på brystet kunne ses. Noget man normalt ikke kunne se på hende, men hun blev nød til at vise sin barm frem hvis datteren ville have mad. Emanuel havde været en kæmpe hjælp dette år, og hun var vidst blevet ret vild med ham, men Manuel havde stadig en plads i hendes hjerte, især nu hvor han var far. Med faste skridt bevægede hun sig over til Elise som stod ved kødgryden, det var langt over middag og solen skindede da ned imellem de lidt mørke skyer der stod på himlen. "Hvor er han Elise?" spurgte hun og kiggede ned i kødgryden. Det lugtede skønt, noget hun havde glædet sig til at smage igen. "Han er i sit telt" kom det fra Elise. Der var ingen vej uden om hun måtte stå ansigt til ansigt med Manuel bare denne ene gang. Alt stod på spil, og hvad der skete frem over var Manuel's valg. Hun bevægede sig sikkert over imod teltet, nervøsiteten spredte sig i hende, men hun vidste det skulle gøres. Hun stod nu foran teltet og hun måtte bide sig i læben og kigge ned på sin datter inden hun trak teltdugen til siden og trådte indenfor. Der stod Manuel med ryggen til døren og lavede et eller andet. Hun kunne ikke se hvad det var, men det var sikkert vigtigt. "Hej Manuel" kom det stille fra hende og begyndte at vugge barnet lidt i sine arme. Hun var ved at vågne og det var et virkelig dårligt tidspunkt hun ville vågne på.

De sidste par måneder havde taget hårdt på Manuel. Ikke nok med hans beta var forsvundet, men der havde været et mindre angreb på flokken, hvilket havde gjort, at han havde været sengeliggende, men KUN fordi Elise gav ham sådan en på hovedet da han var gået rundt i deres lille lejer. Denne dag var på ingen måder bedre for ham, for han havde stadig en masse ting han skulle have på plads, plus han skulle have sendt Cassandra og Amir ud for at lede efter Aliana, for uden hende… Kunne Manuel ikke, han havde brug for en der kunne slå ham over nakken, bede ham holde sin kæft og tage det som en mand… Men hun var her ikke, så Manuel var efterhånden begyndt at få en smule stress.

En dyb knurren kom fra ham, som han skubbede en stak papirer fra sig så de faldt ned på jorden og lå hulter til bulter. Han slog hovedet mod det lille bord og sukkede opgivende ”Kom nu hjem Ali… ” mumlede han til sig selv som han hørte nogen sige hans navn. I et ryk så han op og nærmest sprang over mod Aliana, men stoppede en meter fra hende ”Det forklarer… Hvorfor du var væk…” sagde han og skævede mod barnet i hendes arme, før han vendte sig og begyndte at få styr på de mange papirer ”Beklager rodet… Fik en mindre hjerneblødning over alt det der skal ordnes” sagde han opgivende og tog sig til hovedet. Han havde en irriterende hovedpine og han vidste at hvis der kom for mange dumsmarte kommentarer ville han sikkert flyve i struben på en eller anden, hvilket var derfor han havde trukket sig til sit telt. I teorien havde han sagt til Elise, at hun ikke skulle sende folk til ham, med mindre det var yderst nødvendigt, hvilket Aliana ganske vidst var.. Men med et barn i favnen? Tanker fløj igennem hans hoved, men han rystede dem hurtigt væk, det kunne umuligt være hans.. Kunne det?

Selvom hun havde gjort alt for at fjerne sig fra flokken vidste hun at hun en dag måtte tage tilbage her til. Det var her hendes liv var, og det var her hun skulle være. Manuel ville nok se lidt mærkeligt på hende nu hvor hun kom tilbage med et lille spædbarn, men hvad skulle hun ellers gøre? Manuel måtte vide at han var far, og han måtte vide hvad der skulle gøres. Hun kunne bare ikke opgive barnet. Dette her var et ønskebarn fra hendes side af. Hun ville elske dette her barn lige så meget som hun ville kunne elske Manul. Lige så meget som Evander havde fået en plads i hendes hjerte. Hun var lettere nervøs af at skulle møde flokken igen, og hun var lettere nervøs for hvad der ville ske med hende og hendes hjemkomst. Alt så anderledes ud, men hun havde også været væk for flokken i næsten et år.

Som barnet begyndte at komme med lyde begyndte hun at vugge det i armene og komme med små tyssende lyde for at den ikke skulle græde. Men alligevel begyndte barnet at vride sig lidt i armene på hende. Manuel kom hurtigt på benene og skulle lige til at kramme hende eller et eller andet da han så hvad der var i hendes arme. "Jeg.." hun kiggede ned på barnet og så op på ham. Barnet begyndte at græde og hun måtte vugge det lidt mere, og straks tog hun sin lillefinger for at putte det i munden på barnet. Den begyndte at sutte på fingeren og hun vidste at den skulle have noget at spise. Hun fandt sit bryst frem og lagde barnet til for at lade hende spise. "Manuel... Vi bliver nød til at snakke." kom det fra hende og kiggede på Manuel. Hun trådte et skridt hen imod ham og lagde en hånd på hans skulder. "Dette barn er lige så meget dit som det er mit." startede hun og kiggede på ham. "Jeg blev nød til at forsvinde fra flokken, jeg vidste ikke hvad du ville sige til at vi skulle have et barn..." hun kiggede ned på barnet og så op på ham igen. ".. Du ved jeg altid gerne ville have et barn, men dette her var ikke planlagt af nogen af os, og alligvel er vi blevet udvalgt til at være forældre. Jeg ved jeg skulle være kommet noget før, men dette handler ikke længere om dig og mig." hun fastholdte blikket på Manuel og hun vidste ikke om hun havde sagt noget forkert lige nu. Men han måtte vide hvad der var sket siden hun havde været væk så længe. Desuden så kunne han da ikke skubbe hende væk... Kunne han?

Manuel vidste nærmest ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Aliana var tilbage efter et år fra flokken og med et barn? Havde hun mødt en anden og derfor var stukket af, blevet gravid og kom tilbage uden ham? Manuel kunne ikke ligge to og to sammen til at starte med, men så spolede han tiden lidt længere tilbage og kom i tanke om den dag Aliana havde hoppet ned i vandet til ham og… Hans hjerte stoppede næsten da det gik op for ham at han muligvis var faderen til barnet Aliana var dukket op med. Men hvorfor havde hun holdt det hemmeligt? Han var fuldkommen forvirret.

Manuel spilede øjnene op da barnet begyndte at græde. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, men Aliana’s moderinstinkt slog ind og hun begyndte at vugge barnet i sine arme. Han kunne ikke fjerne blikket fra det lille væsen i hendes arme, men rettede blikket på hende som hun begyndte at give barnet mad. Som hun lå hånden på hans skulder, rakte han op for at placere sin hånd på hendes ”Jeg kunne… Fornemme der var et eller andet siden du smuttede… Men du havde ikke behøvet at stikke af.. Jeg ville have været der Aliana.. Ganske vidst er jeg alpha, men jeg tager mig af min familie..” sagde han næsten skuffet. Ganske vidst var barnet ikke specielt gammel, men at have været der til at støtte hende, var det det mindste han kunne have gjort. Manuel nikkede til hendes ord ”Jeg ved du ville være mor… Jeg havde bare ikke regnet med at jeg skulle være faderen… Misforstå mig ikke.. Jeg har ikke tænkt mig at stikke halen mellem benene… Jeg skal nok passe på jer begge” sagde han med et blidt smil på læberne, som han rakte en hånd ud, for at stryge hende over kinden. Aliana skulle bestemt ikke være alene med barnet og Manuel troede bestemt også at Elise ville tage imod barnet med åbne arme, for hendes børn var ikke ret meget ældre.

Det var måske forkert at hende at bare være stukket af, men hun vidste bare ikke hvad han ville have sagt hvis hun blev. Det var jo aldrig noget der var planlgt, og Manuel ville ikke have børn med hende. Det havde han altid sagt, han havde aldrig været klar, og alligevel stod hun her med et barn der var hans. Der var kun en ting at gøre, hun måtte sige til ham hvad det var hun mente om alt dette her, og det var måske også derfor hun var så stille som hun var. Hun var alvorlig ja, men nu havde hun noget andet at tænke på, og hun havde noget andet at skulle være herre over. Hun skulle nyde dette øjeblik med Manuel. Det var første gang han så et barn som var hans eget. Det var her hun skulle tage styringen.

Måske var det stadig hormonerne der sad i kroppen på hende, måske var det hele situationen der gjorde at det hele var lidt følelsesladt. Der dannede sig i hvert fald tåre i hendes øjne, dog løb de ikke ned af kinderne på hende. De lå i kanten af øjet som hun blot stirrede på Manuel. ”Manuel....” kom det fra hende, og hun anede virkelig ikke hvad det var hun skulle sige til ham. Havde hun lavet en fejl ved at være taget væk fra flokken? Skulle hun have blevet og taget alle blikkene til sig som hun var blevet større på maven? Ville Manuel overhovedet have haft noget at sige til alt det der var sket med hende? Der var så mange spørgsmål der kørte rundt i hovedet på hende, og alligvel vidste hun ikke hvordan hun skulle stille dem. Det hele virkede som en stor fejl lige nu. Især når han sagde som han gjorde. Hun stirrede ned på det lille væsen i hendes arme som havde lukkede øjne mens hun spiste. ”Jeg...” hun kunne ikke forme ordene der lå lige på tungen. Det hele kunne være så lige meget, og alligevel virkede det hele bare som en stor fejl fra hendes side af. Hun fjernede hånden fra hans skulder og bed sig i læben. Alligevel røg en tåre ned over hendes kind. Hun var måske bare stadig fyldt med hormoner efter at have født. ”Jeg... Manuel... Undskyld...” kom det fra hende, det var det eneste hun kunne sige efter at have tænkt. Men var en undskyldning overhovedet godt nok nu? Skulle hun bevise sit værd for at komme ind i flokken igen, ville Manuel kunne tilgive at hun havde været væk i et år?

Jo, til at starte med havde Manuel været komplet ude af den, havde været vred og svoret at hvis Aliana kom tilbage, ville han sparke hende ud af flokken, men det blev hurtigt pillet af ham, takkeværet Elise der havde forsikret ham om, at det bestemt ikke ville være løsningen og der bestemt havde været en grund. Han havde skubbet tanken væk og begyndte at blive bekymret, havde sågar sendt Amir og Cassandra ud for at lede efter hende, men det havde været uden held og Manuel havde regnet med hun var død. Elise havde lavet noget naturligt sovemedicin for han havde fået bare en smule søvn, men der var ikke nogen tvivl om han stadig ikke sov ret meget.

Manuel lå hurtigt mærke til tåren der var fanget i hendes øjne. Hun behøvede ikke at forklare sig… Han havde opfattet hvorfor hun smuttede, det var for at beskytte barnet og for at skåne flokken. Elise og Markus’ børn var efterhånden begyndt at tumle lidt rundt og det var ikke fordi der var ret meget alders forskel mellem dem og deres barn. Manuel så på hende med det selv samme blide smil som han altid sendte hende ” Aliana… Slap nu af… Du gjorde hvad du mente var rigtigt for både du og barnet. Jeg holder det ikke over dig og vil ikke bruge det mod dig” sagde han som han lod en hånd glide over hendes kind igen. Han kunne virkelig ikke holde til at se hende på denne måde, tårerne der bare ventede på at briste ud af hendes øjne. Han så ned på det lille væsen i hendes arme og derefter igen på hende som hun fjernede hånden på hans skulder ”Du skal ikke undskylde… Jeg er her for dig… Det vil jeg altid være” sagde han og så tåren trille ned over hendes kind. Han tørrede den væk med en finger og gik om bag hende for at ligge sine arme på hendes hofter og hovedet på hendes skulder.

”Kan du huske når vi ikke kunne sove og vi stod og svejede i lysets flakkende skær og de andre syntes vi var sindssyge?” sagde han med et lille grin. Han forsøgte at flytte hendes fokus på hun havde været væk. Stille begyndte han at sveje lidt fra side til side og lænede sig ind mod hende og kyssede hendes kind ”Jeg lover jer begge… At jeg passer på jer” sagde han og skævede let til hende, som han fortsat svejede.

Elise havde virkelig været en stor hjælp i alt den tid hun havde været væk. Det hele havde bare været så meget nemmere ved at lade Elise være en del af det hele. Det havde givet mere ro, og hver gang hun havde fået besked om at Amir og Cassandra var på færten af hende var hun flyttet væk fra hvor hun havde været. Det havde været svært for hende til sidste at flytte alle hendes ting, men hvad skulle hun ellers gøre? Hun ville ikke opdages, og slet ikke med en nyfødt. For hvem vidste hvad Manuel kunne have sagt til dem. Ikke at han ville have hun skulle slås ihjel, men hvad ville de gøre  ved hende når hun var højgravid? Nej det hele havde bare været langt nemmere at forsvinde væk og komme tilbage når det var aftalt med Elise at mødes med hende igen. Elise havde gjort det så meget nemmere at være gravid, og det havde været så meget nemmere at vide hvad hun skulle gøre da Elise havde prøvet det før.

Selvom Manuel måske lignede noget der var løgn var han stadig den samme. Han havde ikke ændret sig på noget tidspunkt i alt den tid hun havde været væk. Det var egentlig meget godt, for så var hun da sikker på at han havde haft det godt og havde kunne spise. Hendes blik gled ned på barnet som han talte om det og hun måtte bide sig i læben. Hun havde måske gjort det forkerte i denne situation, men Manuel ville aldrig have børn med Aliana og lige pludselig var hun gravid, hvad skulle hun have gjort? Blevet der og tvunget ham til at være en del af det? Det kunne hun ikke, det var ikke sådan hun ville leve livet. Og nu hvor hun faktisk var komme tilbage var det som om intet var forandret. Han var ikke vred på hende. Han var nærmere lettet over at se hun havde det godt, om end at hun havde et barn i armene. Hendes blik sad fast på barnet i armene som åbnede øjnene og kiggede op på hende. Den lille arm strakte sig og ramte hendes bryst som hånden blev knyttet. Hun mærkede hvordan han lagde armene omkring hende, men hvad skulle hun sige til ham. Hun var ked af hun havde gjort som hun havde gjort. Men hun havde gjort det for at beskytte hende selv og det barn hun så længe havde ønsket sig med ham.

Intet var forandret imellem dem. Hun havde savnet ham, hun havde savnet flokken og alligevel var det som om intet var forandret om end det lille barn gjorde en hel del forskel. Hun mærkede hvordan han begyndte at sveje fra side til side og kyssede hendes kind. Hun var tabt for ord. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. "Manuel..." kom det fra hende og bed sig lidt i læben som hendes blik fjernede sig fra de begyndende blå øjne på barnet. Hun drejede hovedet en smule og lagde det ned på Manuels som han havde hovedet på hendes skulder. "Jeg skulle aldrig være gået skulle jeg?" kom det fra hende og måtte bide sig i læben igen. Hun havde nok dummet sig, og det var måske det dummeste hun nogen sinde havde gjort men det var nok noget af det hun fortrød inderligt at have gjort lige nu.

Manuel kendte ikke til hele historien, men han vidste at Amir og Cassandra havde haft problemer med at finde hende. Hver gang de havde været tæt på var hun igen forsvundet, så der måtte have været andre magter på spil, men han var ligeglad nu… Alt der betød noget var, at Aliana var tilbage ved flokken, for det betød at Manuel formentlig blev fri for flere søvnløse nætter, evige gåture i håb om at finde hende når de andre sov.

Manuel lignede ganske vidst sig selv, på trods af endeløse nætter, mange opgaver, møder og jagten på Aliana, men han havde været klog nok til at spise, trods af manglende sult. Han bebrejdede hende ikke, for han havde altid sagt at det ville være farligt for dem at få børn, men her var de alligevel, Aliana med deres barn i armene. Manuel vidste ikke hvordan han ville have reageret hvis hun var blevet i flokken, han kunne slet ikke tænke på det nu, for der var så mange spørgsmål der var i hans hoved, dog var en ting sikkert… Dette VAR hans barn, for hun lignede ham… Manuel vidste at dette var ønskebarnet for Aliana, hvilket også var derfor han ikke var sur… Faktisk ville han gå så langt og sige, at det klædte hende med et barn i favnen. Selv da Elise havde fået sine tvillinger havde Manuel været fuldkommen fra den, havde fundet Elise absurd smuk med et barn i armene. Han havde sågar selv holdt dem begge og var langsomt begyndt at skubbe den skræmmende tanke om børn væk.

Manuel kunne slet ikke sætte ord på hvor glad han var for hun var kommet tilbage, hvad end der var sket og hvem end der havde jagtet hende væk fra Amir og Cassandra var fuldkommen lige meget! Et svagt smil kom rem på hans læber som hun lagde hovedet på hans ”Aliana… Jeg sagde det før… Siger det igen… Du gjorde hvad du fandt bedst. Jeg er ikke vred på dig, tag det nu roligt, du er hjemme igen” sagde han og så ned på barnet i hendes arme.

Tanken om at hun skulle findes på daværende tidspunkt var skræmmende. Hun ønskede ikke at udsætte flokken fra Manuels vrede når han først fandt ud af hvad der var sket med hende. Hun ville ikke engang udsætte nogen for hvad der kunne ske med Manuel i første omgang. Men at han lige frem tog det så pænt her havde hun ikke regnet med. Hun ville jo ikke sætte ham i en dårlig situation, men nu hvor hun tænkte over det, så var det sikkert det hun havde gjort. Det var ikke lige som når hun bare fortalte at hun tog ud for at arbejde. Denne her gang var hun rent faktisk gået uden at sige noget til nogen som helst. Det havde sikkert sat dybe spor i Manuel end hvad hun lige først havde antaget. Det havde været den dummeste beslutning hun nogen sinde var kommet på. Men alligevel så var Manuel bare så rolig omkring det hele, og virkede til at være glad for at hun var kommet tilbage. Var det virkelig så slemt at hun ikke havde været her? Han havde da kunne gøre som han ville uden at skulle tænke på hvor hun var henne i landet, eller hvad hun fortog sig. Nej han kunne passe sine pligter og bare nyde den frihed om ikke at skulle passe på en mere i flokken.

Hun havde dårlig samvittighed når det hele kom til stykket. Det havde været en fejl fra første gang hun havde set Manuel her i teltet. Hun skulle aldrig være gået, og hun skulle have fortalt ham sandheden i første omgang. Det var sådan hun skulle have gjort det, men havde hun gjort det havde hun aldrig kommet tættere på Evander, og så havde hun bare været mere opslugt af Manuel stadig som hun hele tiden havde været. Dette her var anderledes, hun var kommet videre med sit liv, og selvom Manuel stadig betød meget for hende, og ville være en del af hendes liv resten af hendes liv, så havde Evander bare en lidt anden betydning for hende nu. For hun var begyndt rent faktisk godt at kunne lide ham. "Undskyld" kom det fra hende igen og kiggede ned på det lille barn i hendes arme som lystigt spiste fra hendes bryst. "Jeg har ikke givet hende et navn endnu." kom det fra hende og bed sig lidt i læben. Det var måske lidt mærkeligt at have et barn på et par måneder uden at give hende et navn. Men det var ikke en beslutning hun ville tage alene, Manuel skulle også have noget at sige. Hvis han ikke skulle have lov til a bestemme det helt selv fordi hun havde været væk fra ham i så lang tid.

Manuel vidste slet ikke hvor han skulle starte og hvor han skulle slutte. Hele den situation med Aliana der havde været væk, havde knust ham i tusinde stykker og havde givet ham endeløse nætter, hvor han havde tvunget sig selv til at sidde oppe, fordi han regnede med han ville få hende at se, gående over marken og mod flokken, men trods det aldrig skete, havde han altid gjort det. Alt han vidste var, at han var lykkelig over at have hende tilbage i blandt flokkens medlemmer og nu var de også blevet en ekstra. Ganske vidst var han klar over at barnet ikke havde meget nytte endnu, men det skulle nok komme, det betvivlede han i hvert fald ikke.

Manuel så på Aliana som hun atter undskyldte ”Shh…” tyssede han på hende. Han havde tidligere sagt hun ikke behøvede at undskylde, at han godt vidste det var for at beskytte sig selv og barnet. Han fulgte hendes blik ned på barnet i hendes arme og hævede et øjenbryn ”Og her troede jeg du allerede var forberedt Aliana… ” kom det fra ham som han sendte hende et kækt smil. Manuel’s mørke øjne betragtede det lille væsen ”Har du ideer?” spurgte han og kyssede Aliana i hendes hovedbund.

Endnu en gang havde hun sagt undskyld for noget hun ikke burde have gjort. Men det var bare sådan hun var. Hun havde gjort hvad hun fandt der var rigtigt at gøre. Hun ville bare være lykkelig og netop nyde det barn der var i hendes favn. Noget som Manuel aldrig havde ville have. Derfor havde hun også valgt at tage væk da hun opdagede hun havde været gravid. Faktisk var det Elise der havde opdaget det før hende, men hun kendte jo også til alle symptomerne før hun selv gjorde. Som Manuel tyssede på hende sagde hun ingen ting om end at hun skulle til at undskylde igen. Men det havde hun jo allerede gjort så mange gange, så der ville ikke være noget godt at sige undskyld en gang til.

Selvom hun altid var forberedt på det værste der kunne ske, så var dette ikke en ting hun ville tage alene. Manuel havde lige så meget bestemmelses ret som hun selv havde. "Jeg ville ikke tage beslutningen alene. Om du så ikke ville have noget med os at gøre, skulle du have lige så meget ret til at vælge et navn." kom det fra hende og mærkede kysset i hendes hovedbund. Hun elskede Manuel, men tanken om Evander var heller ikke til at holde ud. Hun vidste bare at nu ville Manuel altid være i hendes liv på den ene eller den anden måde. "Jeg har da lidt tanker." kom det fra hende og vendte sig om for at kigge ham ind i øjnene. "Jeg vil ikke have noget at gøre med min familie. Så jeg havde overvejet Jamie efter din mor. Eller også tænkte jeg på Clarissa, eller måske Cassandra" kom det fra hende og vendte blikket ned imod det lille barn der grådigt spiste af hendes bryst. "Men jeg vil gerne høre om din mening Manuel" hun vendte blikket op imod ham og sendte ham et smil.

Manuel rettede blikket ned på barnet i hendes arme. Hvorfor havde han været så meget imod dette før, men nu var fuldkommen blød i sine knæ? Han vidste ikke hvad han skulle sige, hvordan han skulle reagere. Han var i en eller anden form for chok. Aliana var tilbage, men med et barn i hendes favn? Når Manuel tænkte tilbage kunne han dog hurtigt ligge to og to sammen. Det var hans barn.

Manuel gispede nærmest som hun sagde ordene om ikke at ville have noget med hende at gøre ”Er det sådan du tænker om mig? At jeg giver dig dit livs gave og så efterlader dig til dig selv? ” han lød nærmest skuffet. Manuel vidste at Aliana inderst inde vidste, at han ikke mente det så hårdt som det måske kom ud til at starte med, eller det håbede han. Manuel så stadig ned på barnet i hendes favn der ivrigt spiste. Han smilede blidt til hende som han rettede blikket mod hende i stedet ” Alle navne kan jeg lide… Hmm…” sagde han stille og lod blikket finde vej til barnet igen, blot ganske kort og så så på Aliana ”Du får sidste ord Aliana” sagde han med et blidt smil.

Hvad skulle hun svare ham? Han havde jo selv udtrygt op til flere gange at han ikke ville have børn. Og når det så endelig skete hvad skulle hun så forvente af ham? Han ville ikke have børn, og det barn hun bar på nu var noget der var lige så meget hans som det var hendes. Det var ikke sådan så de skulle brændes for det eller noget. Det var jo noget naturligt. Men Manuel var bare en mand for sig selv. "Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skulle tro Manuel.. Du ville ikke have børn, og du ville ikke være sammen med mig. Jeg måtte beskytte mig selv for det du ikke ville have." sagde hun næsten hviskende for at ingen skulle høre hvad det netop var hun havde sagt. Hun ville ikke sige ham imod længere, og hun ville ikke undskylde for noget hun ikke kunne se en ende på.

Da han fortalte hende at hun fik det sidste ord kiggede hun op på ham og smilte lidt. "Jeg vil gerne ære din mor frem for min egen." kom det fra hende og kiggede ned på barnet. "Jamie.." kom det fra hende og strøg barnet hen over kinden inden hun vendte blikket op imod Manuel igen.

Manuel så væk som hun talte. Han vidste godt han altid havde sagt han ikke ville have børn, men her stod han alligevel, sammen med Aliana og barnet i hendes arme. Han havde regnet tilbage, gættet på barnets alder og lagde to og to sammen. Det måtte have været den dag ved bækken det var sket. Han bed sig usikkert i underlæben og så dog på hende igen ”Jeg ved hvad jeg sagde… Jeg ved hvad mine holdninger var… Men for fanden Ali… Jeg havde på ingen måder tænkt mig at gøre hverken du eller barnet fortræd…” sagde han næsten skuffet. Det ville ALDRIG kunne have faldet ham ind, hvor meget han ønskede barnet eller ej.

Et blidt smil kom til syne på Manuel’s læber som hun nævnte de skulle ære hans mor ”Smukt navn, til en smuk lille pige, næsten så smuk som hendes mor” sagde han, fortsat med det blide smil på læberne. Hvor dette ledte hen vidste han ikke, men han skulle nok beskytte dem med tænder og kløer.

Alt var måske ændret nu hvor hun havde set Manuel i øjnene og forklaret hele situtationen. Men på den anden side havde han sagt så mange ting som sad fast i hende. Hun havde gjort det hele for hendes egen skyld. Hun kunne også bare have ladet vær med at komme tilbage. Vendt hen imod Evander og lade Evander være en far som Manuel ikke ville være. Det havde måske være nemmere, men hun havde også en følelse af at Manuel skulle vide det og være en del af det hvis han ville. Det var den følelse der havde fået hende her hen, og selvom hun var blevet taget godt imod af Manuel, så sad det stadig i hende hvad han havde sagt så mange gange til hende. "Nok ikke Mannie, men en ting er sikkert. Du gjorde mig ked af det, og jeg forventede ikke at du ville have et barn. Jeg kunne lade en anden mand være far til hende, hvis det var det jeg ønskede. Og det er ikke det jeg ønsker." kom det fra hende og kiggede lidt på Manuel.

Jamie gav slip på hendes bryst og Aliana pakede brystet ind under trøjen igen. Hun lagde barnet op på hendes skulder og bankede barnet forsigtigt i brystet og en gang imellem lige stryge hånden op og ned ad hendes ryg. Hun lyttede til ham og smilte lidt forsigtigt. "Vrøvl" kom det blot fra hende og kiggede lidt ned ad Manuel og op af ham igen. "Jeg mødte en der ledte efter dig for noget tid siden." kom det fra hende og kiggede på ham.

Manuel så på Aliana talte og ordene der kom fra hende, skar ham nærmest i hjertet, så han trak sig lille stykke fra hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige til de ord. Han så ned i jorden og sukkede ”Jeg ved det… Jeg ved det… Det er jeg åbenbart så forbandet god til… ” sagde han og rettede blikket mod hende igen. Han havde fået tårer i øjnene, hvilket bestemt var en sjældenhed. Det med at have valgt en anden til at være faren ville han helst undlade at svare på, for han ville sikkert sige et eller andet forkert, for inderst inde, ønskede han aldrig hun ville forlade ham, dog vidste han, hun var nødt til det før eller siden.

Manuel hævede et øjenbryn som hun talte om der var nogen der ledte efter ham ”Nogen der ledte efter mig? Hvad skal det nu betyde…” spurgte han undrende som han svagt kneb øjnene sammen. Hvem skulle lede efter ham overhovedet? Nogen fra byen der vidste han var varulv? En anden varulv der var på vej for at blive en del af flokken? Han havde vitterligt ingen ide.

Et suk kom fra hende. Hvad skulle hun i det hele taget gøre ved ham? Han var den hun stolede mest på i hele sit liv. Hun ville ligge sit liv i hans hænder hvis det kom til stykket. Men havde hun netop såret ham ved at fortælle ham sandheden? Hun kiggede på ham og lyttede til hans ord, men det skar hende i hjertet at han var ved at græde. Hun bevægede sig helt hen til ham og lagde en hånd på hans kind for at ae ham med tommelfingeren. "Hey, det er okey." kom det stille fra hende og kiggede på ham. Hun ville ikke kunne undvære Manuel for noget i verden. Han var den der betød mest af alt for hende, også selvom Evander var kommet ind i hendes liv. Manuel havde været der på godt og ondt, han kendte hende ud og ind, og alligevel havde han altid været der for hende. Nu hvor han var far til deres barn, ville de være bundet til hinanden i langt større grad end hvad de kunne tænke sig til.

Hun fjernede hånden fra hans kind og smilte til ham. "Ja hvad var det hun hed... Feli.. Fel... Felicity? Eller sådan noget. En du kender?" spurgte han og kiggede på ham. Hun var ikke sikker på navnet, men forhåbentlig ville der være noget der ringede for hans øre.

Manuel så på Aliana som hun kom over til ham og lod en hånd glide over hans kind. Han bed sammen og sukkede ” Nej… Alianna… Jeg burde have taget dig tilbage da jeg kunne og nu er det for sent… Jeg kan dufte ham på dig” sagde han og så ned på barnet i hendes arme. Kunne han så være sikker på det var hans eget? Nej, han var næsten sikker på at Jaime var hans datter. Han vidste dog ikke helt hvad han skulle tro, duften af den anden varulv på hende, en han. Manuel vidste godt han ikke havde ret til at være sådan, men hun betød så meget for ham og hvis den anden havde gjort hende ondt… Dog kunne han hurtigt se hun ikke havde nogle mærker eller noget som helst, så det var nok ikke tilfældet.

Som Aliana fjernede hånden fra hans kind igen og talte, hævede han et øjenbryn ”Vent… Hvad?” spurgte han og mærkede hvordan hans hjerte gik i stå et kort øjeblik ”Hvor i alverden mødte du hende?” spurgte han temmelig overrasket. Ikke fordi han ikke ville møde Felicity igen, men nu? Han vidste slet ikke hvad han skulle sige til hende. Alt dette med Aliana og datteren. Alt faldt nærmest sammen om ham.

En ting var sikkert, det der ville være i mellem dem nu kunne ingen tage fra dem. De var blevet forældre og ingen kunne overtage den plads. Ingen ville kunne tage Manuels plads som far. Det kunne være sket hvis Manuel slet ikke ville have haft noget at gøre med dem. Men det var ikke tilfældet. Dog gjorde hans ord ondt på hende. Hun havde faktisk helt glemt at Manuel havde langt bedre lugtesans end hende selv. Kunne han virkelig lugte Evander på hende? Var det nu at han blev vred og ville have at hun skulle gå?! Hun måtte sænke en klump der havde samlet sig i halsen. "Jeg...." hvad skulle hun gøre for at gøre hele denne her situation lidt nemmere? Hun var ikke sikker og hun måtte kigge væk fra ham. "Undskyld Manuel. Men jeg havde brug for nogen i mit liv." hende og Evander var ikke et par endnu, men han havde været der igennem så meget og han havde virkelig kunne noget med de urter som han sagde han kunne. "Du.... Manuel... Jeg..." hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Der var intet der kunne gøre dette her bedre. Hun var afsløret og hun kunne ikke gøre noget ved det.

Hans ord om at han kendte denne pige hun havde mødt fik hende endelig til at kigge på ham igen. Så havde det altså været ham hun havde ledt efter, og ikke bare en eller anden Manuel. Så var det godt hun aldrig havde afsløret noget om Jamie om at Manuel var faren til hendes barn. Det ville aldrig have gået godt, og det ville bare have gjort situationen langt mere alvorlig. "Jeg mødte hende ud i markerne. Hun lignede en der ledte efter noget eller nogen. Og det var så dig kan jeg regne ud. Jeg nævnte godt nok dit efternavn, men noget tyede på hun ikke kendte det?" kom det fra hende og kiggede på ham. Egentlig ville hun helst ikke have at han fandt en anden end hende, men de måtte begge to komme videre i livet, og hun var allerede godt på vej.

Manuel så på hende da hun nærmest gik i baglås ”Hey, hey… Nej Aliana, det var ikke sådan ment.” sagde han og sukkede opgivende over sig selv. Endnu en gang havde han sagt noget der sårede hende og han mærkede hvordan han nærmest blev revet i tusinde stykker. Han var godt klar over hun havde haft brug for nogen, men var hun blevet i flokken, havde de hjulpet hende så meget hun havde brug for, men så igen… Manuel havde sagt han ikke ville have børn fordi det var for farligt, men nu stod han alligevel her sammen med Aliana og deres datter. Han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere det hele, men sur kunne han umuligt blive på hende.  Han forsøgte med et skævt smil ”Det er fint. Jeg bebrejder dig ikke. Du skal ikke komme og undskylde for at have fundet en du er glad for.” sagde han med det fortsat blide smil. Jo gu gjorde det ondt at høre, men han kunne blot håbe på at denne mand hun nu engang havde brugt tid sammen med, behandlede hende ordentligt… Ellers skulle Aliana ikke være i tvivl om at Manuel til hver en tid ville slå ihjel for hende.

Manuel nikkede let til hendes ord om at havde fortalt Felicity hans efternavn, men på intet tidspunkt havde han egentlig nævnt det for hende. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på, Feli der var ude og ”lede” efter ham, men det varmede da på en eller anden måde. Let trak han på skuldrene ”Jeg fortalte hende hvor hun kunne lede efter mig og så ville jeg eller en af de andre sikkert støde på hende, men mit efternavn kendte hun ikke. ” sagde han med et skævt smil på læberne. Ikke det gjorde den store forskel om Feli kendte hans efternavn, for det kom hun sikkert til på et eller andet tidspunkt alligevel. Han havde det i og for sig en smule dårligt med at skulle stoppe det han havde med Aliana, men det var nok også på tide han kom videre… Trods det var en længere proces.