Dagene i Helbredernes Hus havde været fortravlede og bitterfremkaldende. Af uvisse årsager var adskillelige skovelvere faldet for en omvandrende syge, der efterlod dem særligt drænede tilbage og samtlige helbredere var blevet tilkaldt.
Ud på den sene eftermiddagstime var antallet af besøgende omsider faldet og Isiodith havde fundet ro til afrapporteringen af de adskillelige patienter, hun havde tilset siden de rødskærende morgentimer. Så ganske ukarakteristisk var hun klædt i praktiske klæder, der sad tæt mod hendes spinkle skikkelse og den mørkebrune hårpragt var samlet i nakken, hvor et smukt sølvhårspænde fæstnede lokkerne. Under to stykker tykt stof, der henholdsvis faldt både foran og mod hendes smalle læn, bar hunelveren et par mørke bukser, hvis sølvtråde skinnede i den dunkle belysning.

Isiodiths isblå øjne flugtede sig hen af træhylden, hvor hun hurtigt placerede lerkrukker, hvis indhold var yderst vigtig for healeres helbredende kunst og dernæst begyndte hun at rydde op. Der var stadig meget, som skulle gøres men Isiodith var effektiv, som hendes hænder lige dele samlede sammen og lagde på plads. Hun bed end ikke mærke i den nytilkommende; ej heller hvordan helbrederen slægte på en såret vagt…  

Sygdom var noget, der kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på ungelveren Renaél, som var under oplæring i Elverlys helbredelseshus. Hans healerevner var ikke just imponerende, men dem kunne der arbejdes på - det større problem var hans øjeblikkelige ubehag ved synet af blod, sår og bylder og andre ubehageligheder. Noget der mest af alt gjorde ham uduelig som healer og reducerede hans daglige arbejde til urtesamling og assistance til de mere erfarne healere, der kunne holde synet ud.

Hans mindre end middelmådige indsats, afholdt dog ikke den unge elver fra at have et godt øje til nogle af de yngre elverkvinder, der også arbejde på stedet, og især Isiodith havde ofte fanget hans opmærksomhed med sit lange mørke hår og mælkehvide hud. Som så mange andre af sin race bar hun en ynde, selv med håret samlet i nakken og klæderne slidte af dagens arbejde.

Renaél var blevet hængende en smule længere end sædvanligt, i håb om at komme til at tale med hende, når de syge var blevet behandlet, men hans forhåbning om en fredelig aften blev afbrudt, da døren blev smækket op og en såret vagt blev slæbt ind i armene på to af elvernes spejdere. Renaél blev omgående hvid i ansigtet ved synet af blodet, der piblede frem fra en voldsom flænge i vagtens pande. Den såredes øjne var lukkede og han hangt slapt mellem de andre elvere - tilsyneladende bevidstløs.
Med et par dybe vejrtrækninger fik Renaél samlet sig selv og han begyndte at bevæge sig hen mod Isiodith: "Såret mand!" Fik han kvækket frem. 

Isiodith for sammen ved Renaéls kvækken bag hende og straks fandt de isblå øjne frem til de vagter, den yngre lærling havde omtalt med blegnede kinder. Isiodith nikkede og sendte Renaél et opmuntrende og kortvarigt smil, før hun atter var på benene og gestikulerede mod de to vagter.
”Bring ham herhen”, bad Isiodith hjemmevant, i det hun lagde en spinkel hånd på en behagelig briks, der stod placeret mindre end en meter fra hende. Dernæst nikkede hun opfordrende mod Renaél og pegede over mod alverdens krukker, der stod placeret ryddeligt på flere solide træhylder. ”Renaél, hvis du vil bringe mig sæbevand og rene klude. Skynd dig”, opfordrede hun professionelt, men ikke foruden at sende den unge hanelver et skævt smil. Ofte fortalte de øvrige helbredere, hvordan den petit skovelver kunne fremstå næsten distræt, men det var ikke gået Isiodiths næse forbi, at Renaél ikke kunne udstå synet af blod; ej heller hvordan hans kinder og næse havde mistet al farve.

Uden dog at lade tankerne hvile der for længe, tog Isiodith vagten i øjesyn. Med blide kommandoer fik hende og vagten, der havde medbragt sin sårede kammerat, afklædt manden med flækken i panden og straks begyndte Isiodith at tilse ham. Efter dagens mange strabadser kunne Isiodith ikke arbejde sin helbredende kraft, så hurtigt som hun i grunden ønskede og det tog hende ydermere længere tid at finde frem til, hvor omfattende skaden var. Det så ikke godt ud, men udseendet af et sådan sår kunne skjule underliggende komplikationer.

Isiodith tog en dyb indånding og holdte på luften for blot et øjeblik, før hun slap taget i det og lod det undslippe. Da Renaél var vendt tilbage, stadig hvid i ansigtet, sendte hun ham endnu et lille smil. Måske det var på tide at lære lidt fra sig?
Den unge helbreder nikkede mod skrammen. ”Hvad ser du?”

Man skulle ikke kigge længe på Renaél for at finde ud af, at han havde det en smule dårligt. Han syntes allerede at kunne lugte den metalliske lugt af blodet, og hans mund var blevet tør, mens han betragtede den sårede blive slæbt ind.

Isiodiths rolige stemme og smil hjalp med at bringe ham ud af trancen. Sæbevand. Klude. Det kunne han i det mindste finde ud af. Det var en lettelse for ham at tumle ind i det tilstødende lokale, hvor der var frisk vand, efter at have grebet krukken med sæbe fra hylden. Han arbejde så hurtigt han kunne med at lave en blanding, mens han træk vejret dybt. Det var næsten lige før han glemte kludene og han greb i sidste øjeblik en håndfuld fra en hylde.

"Her Healer Lómadriethiel." Sagde han spagt og stillede spanden med sæbevand ved siden af briksen, mens han omhyggeligt undgik at se på vagten. Han fik dog ikke lov at slippe og hendes spørgsmål fik ham til at stivne midt i en bevægelse. Han skottede ned mod den sårede.
"..et sår til ansigtet?" Svarede han, lidt dumt. Det kunne enhver jo se.

Isiodith så op fra den sårede kriger, tydeligvis perpleks over Renaéls umiddelbare svar. Hastigt forsøgte hun dog at dække over sin egen forundring, med et varmt smil om de hjerteformede læber og dernæst et kort, afmålt nik.
”Jeg tænkte nu mere på dybden af såret. Dens omrids. Om du vurderer, at der er andre og vigtigere skader”, skyndte Isiodith sig at forklare, som hun tog imod sæbevandet og de rene klude. ”Eksempelvis er det vigtigt, at man ikke lader sig forlede af det, som umiddelbart ser mest voldsomt ud. Han kunne også have indre blødninger, som ville kræve ligeså meget af helbrederens opmærksomhed. Nogle gange må man vælge imellem to onde, men overblikket er fuldstændig essentielt.” Isiodiths stemme var venlig men effektiv, i det hun fugtede de rene klude og dernæst begyndte at vaske den bevidstløse soldats pande.

”Hvordan er det, at din magi virker, Renaél?”, spurgte hun dernæst, som såret i panden efterhånden fremstod renere og nemmere for begge helbredere at betragte. Selvom Isiodith afventede den unge elvers svar, var hun dog stadig travlt beskæftiget med at tilse vagten.

Isodiths smil fik ham til at føle sig lettet. Healermesteren kunne være så frygtelig streng, når Renaél ikke svarede korrekt på spørgsmål eller udførte sit arbejde tilfredsstillende. Han mindede sig selv om for fremtiden at sørge for at komme til at arbejde så meget i nærheden af hende, som muligt. Ikke kun fordi hun var køn, selv om det naturligvis også havde sit at have sagt..

"Åh.." Sagde han og fugtede læberne en smule. Han lod blikket glide ned over den sårede elvers krop og tilføjede. "Der ser umiddelbart ud til kun at være noget i panden.." Mumlede han, allerede lidt ubehageligt tilpas ved snakken om indre blødninger. Den slags kunne man dø af.

"Min magi kan .. lukke åbne sår ved at jeg holder hænderne i nærheden. Jeg ved ikke om den også kan klare sår, man ikke kan se eller sygdomme og den slags.. Healermesteren har testet mig lidt, men vi er ikke nået frem til noget endeligt endnu. Han siger, at evnen udvikler sig med alderen.." Svarede han. Han var jo også ganske ung endnu, og mesteren mente, at der var rigeligt med håb for hans magi. Det var Renaéls andre udfordringer, der nærmere voldte ham besvær..   

Isiodith nikkede, i det den yngre skovelver fortalte, tilsyneladende stadig travlt optaget af den jamrende vagt. Da Renaél dog omsider holdte inde, så Isiodith op; hendes isblå øjne stadig varme og professionelle. ”Vil du være frisk på, at forsøge dig med dette sår?”, spurgte hun, hvorefter hun placerede den tilblødte klud på briksen ved sin side.

Dernæst lod Isiodith sine spinkle og hvide fingre omfavne vagtens hoved, som hun hastigt lod sin magi infiltrere vagtens krop. Til trods for den lange dag i helbredernes hus, viste Isiodith ikke nogen tegn på udmattelse og hendes magi strømmede uden forhindring; hvad hun så fik Isiodith til at nikke afmålt for sig selv, som havde en stemme hvisket til hende i hendes ører.
Ikke at det var tilfældet – i hvert fald ikke en stemme, der ikke var hendes egen konstaterende.

”Jeg kan trygt lade dig se på det, hvis du vil vel og mærke?”, sagde Isiodith dernæst, lige dele konstaterende og spørgende. De isblå øjne landede på den kønne mand, hvorefter hun sendte ham et lille, opfordrende smil. 

Renaél blev en smule bleg ved forslaget, men nikkede derefter. Det var meget sjældent, han kunne sige nej til en elverkvinde - nu håbede han blot, at han ikke blev alt for dårlig af situationen eller gjorde noget værre.. heldigvis havde han aldrig opdaget sin healermagi give direkte bagslag!

"Jeg vil gerne forsøge." Sagde han og sank. Han så afventende på hende og nikkede derfor igen, da hun så ud til at være klar. "Øh, jamen hvis du er klar, så jeg vil gå i gang.."

Meget forsigtigt placerede han sin hånd lige over såret uden at røre ved det. Han sørgede med vilje for at kigge på Isiodith i stedet for den sårede elver, og glædede sig over, at såret ikke var stor nok til at lugten af blod hang i luften. Det fik ham nemlig altid til at kaste op..
Som han koncentrerede sig om magien begyndte små lyspartikler at danse omkring hans hånd, men det havde tydeligvis været det forkerte valg at holde blikket på Isiodith, mens han healede: ungelver, som han var, kunne han ikke undgå at blikket havnede ved hendes barm og de små lysperler forsvandt omgående fra såret, der kun var begyndt at lukke sig en lille smule.
Renaél så ned på sit "værk" og blev rød om ørerne. "Det .. ehm .. sker nogle gange.. jeg prøver lige igen." Fik han fremstammet. 

Isiodith måtte kæmpe en brag kamp for ikke, at komme til at vifte Renaél væk og dernæst selv lukke såret; om det var den kønne mands umiddelbare tøven eller den usikkerhed, der lagde sig omkring hans lyse skikkelse, var ganske uvist for skovelverkvinden selv, men den dårlige smag i munden meldte ubarmhjertigt sin ankomst end ikke øjeblikket efter. Isiodith ville trods alt ikke gøre aftenen ubehagelig for Renaél, der hverken var helt eller halvt færdiguddannet –

Det vil sige… Sådan var det i hvert fald indtil, at de isblå øjne så, hvordan Renaéls egne syntes at fokusere et sted under hendes kraveben, hvor de hvilede i blot et øjeblik, der dog syntes at strække sig i en evighed.

”Det er så fint”, lød det melodisk, i det Isiodiths læber skiltes i et vidende smil og hendes blå blik kortvarigt fæstnede sig i Renaéls egne, med samme ubarmhjertighed som den kortlevne og dårlige samvittighed, havde fæstnet sit tag om hende. ”Jeg antog slet ikke, at du var typen, som gjorde sig i så korte fornøjelser, men bare rolig, Renaél. Det kan ske for selv den bedste. Et for tidligt klimaks kan opvejes ved fortsat behandling – hvis man vel og mærke ikke lader sin patient ligge og vente for længe, for så bliver de… utilfredse.”

De isblå øjne funklede af indestængt morskab, og nu måtte Isiodith kæmpe en brag kamp for ikke, at komme til at blinke drillesygt til den yngre mand. Han havde trods alt selv bedt om det.

Renaél havde besluttet sig for, at den rigtige taktik måtte være at i stedet lukke øjnene. Det var sjovt, for de små lysperler fremmanet af hans magi, var stadig synlige gennem hans øjenlåg, men han havde kun lige nået at hastigt lukke dem i, før Isodiths stemme fik ham til at se overrasket op - denne gang var han meget opmærksom på kun at kigge på hendes ansigt.

"Fint" var måske ikke lige ordet.. 

Den røde farve havde bredt sig fra spidsen af ørerne ned over kinderne, og han havde lidt en følelse af, at det var noget helt andet hun snakkede om. En del af ham havde lyst til at pointere, at han altså var ganske holdbar i "andre situationer" men det var vidst hverken tiden eller stedet for det..

Han afbrød tankerne ved at rømme sig, kiggende ned på patienten der forhåbentlig stadig var bevidstløs.. Mandens øjne var i hvert fald lukkede. Godt. Han sank engang og løftede endnu engang hænderne hen over såret. "Jeg skal nok prøve at æh.. fortsætte behandlingen." Han skottede endnu engang til hendes ansigt og fangede glimten af morskab i hendes øjne. "Jeg plejer altså ikke at klimakse for tidligt." Mumlede han. 

Han lukkede igen øjnene og begyndte at lade magien strømme frem. Den kom på ingen måde sikkert og flydende - derimod flakkede de små lyspartikler uroligt i luften. Men stadig begyndt såret ganske langsomt at vise tegn på healingen.

Isiodiths vidende smil forblev henlagt på de hjerteformede læber, alt imens de spinkle arme lagde sig omkring hende – og ikke mindst under hendes barm, der nu tog sig langt bedre ud end tidligere.
Langsomt skred de mørkebrune øjenbryn længere op i panden og fortsat hvilede de isblå øjne urokkeligt i Renaéls egne. ”Plejer, siger du?”, lød det påtaget eftertænksomt, før Isiodith lod et lavmælt suk forlade hendes læber. ”Det lyder da på sin vis en smule skuffende”, fortsatte den unge skovelverkvinde ubarmhjertigt, i det hun med selvsikre skridt bevægede sig om på siden af Renaél.

Som de stod der, ganske tæt, lænede Isiodith sig en smule forover, tilsyneladende for at inspicere såret. At hendes barm nu arbejdede under tyngdekraften på en ganske anden måde end tidligere, var naturligvis slet ikke Isiodiths egentlige formål.
”Jeg har selv slet ingen erfaring”, mumlede Isiodith med fløjlsblød stemme, som hun skævede til Renaél ud af øjenkrogen. ”Jeg mener, naturligvis hvad angår et for tidligt klimaks med mine patienter.” Isiodith vendte dernæst ansigtet mod Renaél med isblå øjne der talte sit tydelige sprog – jeg så det, og nu vil jeg lade dig vide, at jeg så det, så vi begge to slet ikke er i tvivl. 

Isodiths ord fik igen Renaéls øjne åbnet på klem, men han skyndte sig hastigt at lukke dem, da han bemærkede hendes armes placering og barmen, der tog sig utroligt indbydende ud. Koncentration! Han kunne ikke skuffe hende en gang mere..

"Jeg har ikke hørt nogen klager fra mine .. øh .. patienter." Indvendte han. Han var stadig ikke helt sikker på, om de snakkede om healing eller noget andet, og selv om det førstnævnte nokvidst haltede lidt, så var han bestemt ikke en mand, der plejede at skuffe damerne. Det synes han i hvert fald ikke selv..

Han var tydelig bevidst om hendes bløde fodtrin i hans umiddelbare nærhed samt fornemmelsen af, hvor tæt på hun var kommet. Lyspartiklerne flakkede igen truende, da han igen skævede mod hende og fik øje på de kvindelige former, der nu var faretruende tæt på.
Se på hendes ansigt! Blikket flyttet sig hastigt, så hans lyse, gråblå øjne så ind i hendes klare blå. Kinder og ører var efterhånden en ildrød kontrast til hans lyse lokker. "Rygterne siger, at du er en formidabel healer." Smilede han til hende, før han igen så ned på sit "værk".
Såret så da en smule bedre ud, gjorde det ikke?

Isiodith vidste endnu ikke, hvorfra alt det irettesættende og belærende kom fra – og det var ganske umuligt at bibeholde det, når Renaél så op på hende med, ja, næsten uskyldige øjne. Den unge skovelver vidste naturligvis, at det slet ikke var tilfældet, men tilsyneladende var han tilstrækkelig kogt for nu. Hans røde kinder vidnede i hvert fald om, at han i sandhed havde fået varmen.
De isblå øjne gled ned til såret, som det begyndte at studere nøje. Det var ikke ringe arbejde, hvormed Isiodith nikkede anerkendende. Derefter satte hun sine egne lyse fingerspidser mod vagtens sovende ansigt, hvorved resten svandt ind og blev til ingen ting. End ikke en skramme forblev tilbage. 

”Tak”, svarede Isiodith dernæst og i særdeles nogle øjeblikke for sent. Ikke længere var hun dog ligeså streng at se på, men det isblå blik var stadig – ja, isblåt, og stod i en skarp kontrast til Renaéls nu let røde kinder. ”Og du bliver formidabel selv en dag. Det kan jeg se. Måske jeg en dag kommer til dig og skal have råd og vejledning. Det er jeg slet ikke i tvivl om.” Ordene der fulgte var ganske oprigtige, og Isiodith lagde en hånd på den yngre mands skulder, i det hun fangede hans blik; Renaél skulle vide, at hun skam var oprigtig.

”Lad os få ham afklædt og pakket ind i tæpper. Han bliver her og hviler sig i nat. Ja, medmindre han naturligvis vågner indenfor de næste minutter. Min magi er… utilregnelig på den front.”

Renaél holdt nervøst øje med Isodith, mens hun analyserede hans arbejde. Han havde ikke nemt ved det med healingen - kraften var der, men den var svær at styre, og et øjebliks mistet koncentration kunne gøre, at den forsvandt.
Han ved glad for, at det ikke var ham, der stod og for skud, når liv og død blev afgjort inden for helbredelseshusets vægge.

Hendes berøring fik en kildende fornemmelse til at løbe gennem kroppen på ham, og så smilede han stort. Det var ikke ofte, han fik ros på den måde, og hendes ord gav ham en vis forhåbning om, at der stadig var mulighed for, at han kunne blive til noget. Han var trods alt meget ung.
Et kort øjeblik så han for sig, hvordan han endelig vendte hjem til familien: en stolt og anerkendelsesværdig healer, som man kunne se op til. Et let suk gik igennem ham, før han smilede og nikkede til Isodith. Der var nok et stykke vej endnu.

"Mange tak.. og ja, selvfølgelig! Jeg henter tæpperne med det samme!" Sagde han og vendte sig brat for nærmest at sprinte gennem healerhuset. Han brugt et par minutter ude i lagerrummet på lige at få kontrol over sig selv - hjertet havde hamret kraftigt af sted, og han håbede, at blodet var løbet en smule fra kinderne, da han vendte tilbage til den sårede med favnen fuld af tæpper.
Det var ikke altid nemt at være ungelver, når man gik sammen med så tiltrækkende, kvindelige healere.

Isiodith lod de isblå øjne betragte den yngre mand forlade dem, alt imens tanker ræsede afsted. Et lille suk undslap hende, da hun omsider blev ladt alene tilbage med den sovende vagt, men det udsprang mere af udmattelse end noget andet.
De hvide fingre afsøgte manden for en sidste gang, forinden at Renaél vendte tilbage med de varme tæpper. Isiodith modtog dem med et smalt men dog taknemmeligt smil, før hun afklædte vagten for hans lette rustning og dernæst pakkede ham ind i tæpperne. Omsider blev de færdige og med et let klap mod Renaéls skulder, erklærede Isiodith: ”Det er sent. Tag hjem. Jeg sidder her, til han vågner. Det er nok rarest at have en, når man kommer til bevidsthed.”

Og sådan blev det. Isiodith sad, alene og med en bog på skødet, indtil den fremmede vagt slog øjnene op. Dernæst tog hun hjem, blot for at falde – stadig fuld påklædt – om i hendes varme seng. 

Renaél følte sig lidt ubehjælpsom, mens Isodith afklædte den sårede og fik ham pakket ind i tæpperne. Selvom han godt kunne lide healerens selskab, var det alligevel lidt af en lettelse, da han fik besked på at tage hjem.
Nok kunne en ungelvers livlige fantasi finde på meget, der kunne foregå hvis man to skulle holde en vagt i helbredelseshuset natten over, men realiteten var ofte en anden og noget der involverede lange ventetider og frygt for patientens liv.

"Vi ses i morgen."

Hilste han derfor og forlod helbredelseshuset med et langt blik over skulderen mod hende, før han tog hjem til sin egen hytte - hendes ord givende ham lidt forhåbning om, at han godt kunne lære at heale ordentligt en dag.