Hestevognen knirkede og rumlede, som hjulene rullede hen over den grusede, smalle landevej. Det buldrede og skramlede let fra det overdækkede lad på vognen, fra diverse kasser og lærredsække. På bunden af ladet raslede det med småsten, grene og hvad der ellers var blevet slæbt med op fra jorden, da alt blev pakket. Kusken var en moden mand, der havde fået til opgave at få bragt alt dette til Rubinien. Indtil videre havde rejsen varet lige godt tre uger, men der var lang vej endnu. Han rejste så langt han kunne nå i dagslys, med få pauser så både ham og hesten kunne få vand, mad og samle lidt kræfter til at fortsætte. Som det vigtigste for ham under disse pauser, skulle han også sørge for at den alf, der sad i et lille bur under dækkenet på ladet, ikke havde lavet nogle ulykker.
Det var kun få timer siden, at den sidste pause var blevet holdt og den godt trætte mand regnede med mindst en times transport mere, før han ville stoppe op igen. Hans planer blev hurtigt ødelagt, da han begyndte at kunne ane en mild lugt af brændt lærred. Han hev i tøjlerne og hesten stoppede, inden han vendte sig rundt og så røgen fra ladet.
"Hvad har du dog gang i!?" Råbte han, som han sprang ned fra vognen og løb om bagved. Han greb tæppet med sig, det tæppe han brugte til at folde om sig de køligere dage og aftener. Da han bandt snorene op og fjernede dækkenet, havde flammerne allerede spredt sig til en af de mindre kasser i træ og to af lærredsækkene.
"Det var ikke med vilje!" Lød det panisk fra den lille alf. Flix havde siddet alene i det lille bur i flere uger og han var ved at miste forstanden. I et forsøg på at stresse lidt af, havde han fået fat på en af småstenene fra bunden af ladet, slået den mod en af tremmerne i buret og startet en lille flamme i noget af det eneste han havde. Sin trøje. Det virkede fint, lige indtil flammen fik fat i sækken, der stod mast op af den ene side af buret og derfra var det gået helt galt. Den godt rasende mand greb straks fat i buret, fik hevet Flix væk derfra og satte ham på jorden, inden han begyndte at få kontrol over flammerne med tæppet. Hesten begyndte også så småt at gå i panik, men indtil videre blev den stående på stedet og trippede uroligt.
"Smid nu trøjen ud gennem tremmerne, inden du kommer til skade!" Beordrede han, mens han fortsat kæmpede for at få slukket flammerne. Flix skulle lige til at gøre som der blev sagt og skubbede trøjen halvt ud af buret, men i sidste øjeblik hev han trøjen ind igen.
"Nej!" Nægtede han. Han så det som en god mulighed for at tvinge manden til at skulle åbne buret.
"Gør som jeg siger, din lille mide! Jeg kan ikke sælge en død alf!" I et desperat forsøg på at redde den åndsformørkede alf, måtte resten af varene på ladet vente. Han smed tæppet fra sig, smed sig på knæ på jorden og forsøgte at stikke de alt for tykke fingre ind gennem de alt for smalle revner mellem tremmerne.
"Det er ikke mit problem!" Flix gjorde hvad han kunne for at holde den brændende trøje så langt fra tremmerne som muligt, men samtidig undgå at komme for tæt og blive ramt af flammerne. Han var dog begyndt at svede på grund af varmen. Efter alt for mange forsøg, var manden nu tvunget til at finde nøglen frem og låse buret op. Lågen blev åbnet og straks smed Flix trøjen mod mandens hånd, der endte med at smide buret fra sig i chok over smerten. I samme øjeblik fløj Flix ud af buret og manden løb straks efter ham.
"Aarh, hjælp mig! En eller anden! HJÆLP!" Skreg Flix, som han ihærdigt baskede med de små vinger.
"Kom tilbage, din rotte!" Råbte manden forpustet, som han fulgte efter alfen.
I mellemtiden spredte flammerne sig på ladet af hestevognen mere og mere, og hesten gik mere og mere i panik. Den rykkede sig fra side til side og sparkede ud efter vognen, indtil den fik sparket sig fri og løb afsted. Solen var ved at gå ned og derfor var den lille landevej, uheldigvis for Flix, ikke spækket med mennesker. Han bad bare til, at en enkelt person ville overhøre Flix' råben.

Hesten under Marad bevægede sig i et roligt tempo. Det var efterhånden sjældent, at den kom meget ud og bevæge sig. Hesten var oldgammel, ligesom Marad selv, men det ville ingen selvfølgelig kunne se. Men det betød selvfølgelig, at hesten ganske fint kendte vejen hjem selv, så Marad kunne sidde på ryggen af den, fordybet i sine egne tanker og uden rigtig at ligge mærke til, hvor han red.
Det havde kun været en kort tur. Han havde hørt rygter om en kraftfuld healer i en lille landsby. Rygterne havde lovet krafter som ingen af de lokale havde set mage til før. Det lød for godt til at være sandt, me  han havde alligevel besluttet sig for at undersøge det. Ganske som forventet var healeren ikke andet end en sølle svindler med under middelmådig illusionsmagi. Det havde været noget af en skuffelse. En skuffelse som havde ført til, at han nu var en død svindler. 

Marad sad fuldkommen tabt i sine tanker om denne seneste skuffelse, indtil en fuldkommen panisk hest kom løbende mod ham. Hans egen hest regaerede ikke synderligt på denne forstyrrelse, den havde oplevet langt værre.
Marad så i retningen hesten var kommet fra. Hvad endder havde skræmt den, kunne være interessant at undersøge. Han klikkede let med tungen, så hesten satte i et trav i retning mod hvad end der var længere fremme.

Der gik ikke lang tid, før Marad fik øje på den brændende vogn og manden, som den uden tvivl måtte tilhøre. Han red tættere på, så han bedre kunne se, hvad der foregik. Da han kom tættere på fik han øje på noget, som uden tvivl måtte være en alf, vurderet ud fra størrelsen.
'"Hvad foregår der her?" Spurgte han, uden at gøre nogen som helst mine til at hjælpe eller så meget, som hoppe ned fra hesten.

Flix fløj forvildet frem og tilbage, fra side til side, for at gøre det så svært som muligt for den rasende mand at fange ham. Det var bare ikke længe han fik mulighed for at fortsætte, da han blev distraheret af en ny stemme og i sin forvirring fik fløjet direkte ind i den hvide hests manke og derefter faldt til jorden. Den utålmodige handelsmand var lige i hælende på alfen og inden Flix nåede at samle sig efter faldet, blev han samlet op i vingerne og opmærksomheden blev rettet mod fyren på hestens ryg.
"Intet alarmerende, hr. Jeg har fået besked på at få denne forvirrede, syge alf tilbage til sin familie, men han er overbevist om, at jeg har tænkt mig at gøre ham fortræd. Han satte ild til min vogn og forsøgte at flygte," forklarede den bredskuldrede mand. Det var langt fra sandheden og selvom fyren på hesten så lidt skummel ud, kunne han ikke være sikker på at han ville acceptere historien om, at han egentlig var blevet hyret til at bringe ham til slavemarkedet.
"Det passer ikke!" Skyndte Flix sig at bryde ind, da han var kommet sig lidt over det hårde sammenstød med hesten og jorden.
"Han vil tage mig med til slavemarkedet! Vær sød at hjælpe mig!" Bad han desperat og handelsmanden rystede lidt på hovedet, som om det var bevis på at alfen var sindssyg. Flix kunne godt have valgt at ændre størrelse, men det ville hurtigt blive akavet for ham at stå helt nøgen foran dem begge to. Desuden ville han stadig ikke kunne gøre meget modstand. Så hellere forblive i størrelse alf.
"De skal ikke tage Dem af ham, han er så forvirret, den stakkels alf. De kender tilfældigvis ikke et sted i nærheden, hvor jeg kan lade alfen få lidt hvile i sikkerhed, mens jeg får styr på min vogn og hest?" Spurgte han håbefuldt, mens Flix muggent vred sig lidt mellem de store fingre. Vingerne blev bøjet og mast lidt mere end hvad der var meningen og det gjorde ondt.

lukkes efter aftale