Det havde været en lang måned for Anton. Hans rejse til hovedstaden var forløbet hurtigt, forholdsvist, distraheret som han var med drømmene om at begå sig i de store samlinger af litterær viden, der var at finde i Dianthos. Han ville bruge sine dage på at studere, og ville uden tvivl møde en barmhjertig bibliotekar, der ville forsyne ham med mad og et sted at sove.

Det havde i hvert fald været planen. Anton fik aldrig muligheden for at møde den barmhjertige bibliotekar, for som det vidste sig var samlingerne privatejede; og ikke interesseret i at lukke en tilfældigt ildelugtende –  for det havde været en lang rejse – ung mand ind. Ej hellere havde de givet ham den fornødne tid til at formulere et passende svar, før han havde fået dør efter dør efter dør smækket i ansigtet, og var blevet efterladt på gaden til sine egne tanker.
I sin uendelige visdom havde han brugt sine eneste penge på karavaneturen til byen. Hvorfor gemme, når alle ens drømme ville blive opfyldt snarligt? Hvis blot han kunne få foden indenfor, følte han sig sikker på at begivenhederne ville rette sig selv med planen, og alt ville gå efter forventningerne. For at komme indenfor, manglede han penge, og penge var noget man tjente.

Som enhver ung knøs med et stort talent for ingenting, havde han fundet vej til parken. Her sad han med en opslagstavle, som nogen havde efterladt i skraldet, og forsøgte at sælge sine skitser. Skitserne var af glimrende kvalitet, tegnet med et rolig hånd og et sandt øje for fotografisk gengivelse af steder og personer, men alligevel gik salget dårligt. Måske skyldtes det de beskedne priser, for han skulle da tjene nok til at komme ind i det fornemme samlinger, eller måden han imødekom sine potentielle kunder. Han stirrede med en drabelig intensitet på hver eneste person der nærmede sig hans improviserede bod, og skurrede deres ansigter for enhver interesse i hans tegninger. Flere gange syntes han at finde den, men når de fangede hans blik skyndte de sig væk. Hver gang det skete, rystede Anton på hovedet og fortsatte med at tegne. Det var noget spøjse mennesker, der boede i hovedstaden.

Venus, modsat den håbefulde bibliotekarlærling, havde boet i hovedstaden hele sit liv... eller næsten. Der havde været visse undtagelser. For eksempel havde hun valgt at følge sin egen læremester ud af byen, da alle med antydningen af en spids på ørerne var blevet bandlyst af Kiles Orden. De havde nu begge været tilbage i et par måneder, og Venus gjorde stadig mere ud af sine ture rundt i byen. Det var om at nyde den, og selvom bibliotekarer kunne være snobbede, hjemløse, der forsørgede sig selv mere eller mindre lovligt, var som bygget ind i i byen, og gadesælgere kunne være frygteligt ivrige.

Hun passerede nu en gadesælger, som var klædt udsædvanligt. Han var nok ny i byen *Og ung,* tænkte hun. Hun var nok stadig lidt for langt væk til, at han havde fået øje på hende. Hans tøj var pjaltet. Hun så på malerierne og gjorde store øjne. Gadesælgere havde det med at væve magi ind i billeder af forskellig slags. Der var ikke få af dem, så det var ikke udsædvanligt, at nogle var dygtigere end andre. Personligt var hun ret glad for dem, der sad nede ved tempelhaverne om foråret og malede blomster. Men der var altså noget særligt ved de billeder, der var helt livagtige at se på. Venus var standset, mens hun nysgerrigt granskede billederne og rakte en finger ud efter det nærmeste for at mærke, om nogle af skyggerne var størknet maling eller farve. Der var en lang liste af ting, der skræmte Venus. Det var nok meget godt at gadesælgere, med opmærksomme blikke ikke var en af dem.

Anton stirrede grundigt på pigen, som hun nærmede sig, og hun lod sig ikke til at skræmme. Han blinkede anerkendende, sænkede blikket til sin journal og bladrede over til en blank side. Han havde fået et grundigt blik på pigen, og med sin hukommelse og sin fjerpen havde han nu alt hvad han behøvede for at tegne sit protræt – selvom hendes lange røde hår ville blive en udfordring.
Alt Anton havde at tegne med var sin magiske fjerpen. Pennen var et almindeligt redskab når det kom til at skrive, men som tegneredskab havde den sine begrænsninger. Skygger var ikke noget den gjorde synderligt vel, da pennen kun havde to farver – blæk, eller ingen blæk. En skygge var derfor tegnet som et væv af krydsende linjer, der fulgte konturen af hvad end det skyggede, og tætheden af vævet gav skyggernes sin dybde. Det var en speciel stilform, skabt af nødvendighed, og noget som Anton nød helhjertet af tegne.

Optaget af sin tegning, lagde han ikke mærke til at pigen trådte nærmere, ej hellere at hun lagde en finger på hans ophængte værk.
”Oof,” sagde tegningen, da fingeren lavede kontakt med papiret, som var det overrasket og lidt stødt af at blive behandlet således.
Anton løftede blikket, og rynkede brynet. Da hans opmærksomhed havde været andetsteds, kunne han kun antage af det var pigen, der havde udstødt den besynderlige lyd, og han vidste ikke hvad han skulle gøre med den information. Han blinkede forvirret i hendes retning, og overvejede om han skulle sige noget, men besluttede sig imod det og blinkede i stedet et par ekstra gange for god form.

”Oof?” spurgte Anton forvirret, efter flere sekunders forvirring. Pigen havde en sær måde at værdsætte kunst på.

Forsigtigt, meget forsigtigt strakte Venus sin solvarmede finger mod maleriet. Hun rørte ved det. Det tog hende et millisekund at konstatere, at det var farve, og så talte maleriet. Hun trak øjeblikkeligt hånden til sig, som om en edderkop var sprunget ud af maleriet. Hun blinkede forbavset og så forvirret, og dernæst kneb hun forundret øjnene sammen og stirrede på maleriet. Hun så tænksom ud et øjeblik og tog så e skridt frem, så hun kunne se bag lærredet. Der var hverken nogen eller noget. Spillede hendes hørelse hende et pus? Hun skævede til kunstneren et øjeblik, men han så forundret op på hende. Der gik et øjeblik, før hun regnede ud hvorfor han stirrende forundret på hende.

”Oof? Nej, det var ikke mig, det var…” Skulle hun sige sige det? Hun måtte jo lyde skør. Pyt med det, gadekunstneren drev garanteret bare gæk med hende. ”Haha, sjovt! Hvordan fik De deres maleri til at tale?” spurgte hun smilende og vendte sin opmærksomhed tilbage til maleriet. ”Eller det var måske Dem?” Tiltaleformen kom af, at hun havde været på arbejde. Hun havde altid lidt svært ved at lægge den fra sig igen. Ligesom stadig havde svært ved at ligge tvivlen, på om hun nu hørte sygner, fra sig.

Anton kiggede fra kvinden til tegningen og tilbage igen, men lige meget hjalp det. Han kunne ikke læse hendes ansigt. Hvis hun forsøgte at lave sjov, forstod han ikke pointen - og ligegyldigt hvad havde han nu ventet for længe til at give en passende reaktion. Han kunne mærke presset til at handle stige, men fandt det vanskeligere som vægten af hendes blik tyngede ham ned. Til sidst nåede trykket et punkt hvor hans tanker kogte over og væltede ud gennem hans mund.
"Nej."
Han blinkede. Kiggede på kvinden. Blinkede igen. Som damp under grydelåg var trykket forsvundet så snart ordene havde fået afløsning. Men Anton følte ikke det havde afklaret noget.
"Og tegninger kan ikke tale. Ergo. . ." måtte det være kvinden, der havde talt. Anton glemte at sige den sidste del højt.
Han blinkede igen, tænksomt. Sikke en sær ting hun havde gjort.
"Hvis det er en spøg forstår jeg den ikke."

Venus rynkede det røde bryn igen. ”Spøg? Hvad mener du?” Den høflige tiltale faldt fra, selvom hun egentlig ikke mente noget med det, ”Det var da dig der…” Hvis kunstneren drev gæk med hende, var han godt nok meget insisterende for en, der var blevet opdaget. Selv var hun ikke den skarpeste kniv i skuffen, men tabt bag en vogn var hun heller, og hun vidste i det mindste, at hun ikke selv havde sagt noget – eller det ville sige ud over det, som hun lige havde sagt. Men hvis hun ikke havde sagt ”oof”, og han ikke havde sagt ”oof”, og det ikke så ud som om, der var andre i nærheden, der havde sagt ”oof”, så måtte det jo være… Venus så tilbage på billedet med om muligt endnu mere rynkede, røde øjenbryn. Hun løftede viljefast en hånd, strakte pegefingeren formålsfuldt og prikkede maleriet direkte i den lyseblå malerklat over den jadegrønne. Og så ventede hun.

”Fingeren væk,” skreg tegningen. Det var umiskendeligt tegningen, der sagde det, og Anton var dybt chokeret.
”Jeg er dybt chokeret,” sagde han og løftede et øjenbryn efter en kort tænkepause. Han syntes at huske at det var den rigtige reaktion, når man var chokeret. Det var første gang en af hans tegninger havde talt. Højst besynderligt. Han havde taget flere af tegningerne ned efter at folk meldte at blikkene fulgte dem gennem parken, men at de var i stand til at tale var nyt for Anton.

Anton flyttede sig frem til kanten af bænken, og trak tegningen ned fra pladen under mild protest fra papiret, der i farverigt sprog detaljerede hvad den ville gøre ved ham, hvis han smed den tilbage i bogen. Anton lyttede ikke, og smækkede den ind imellem nogle tomme sider bag i bogen. Hvem havde hørt om en tegning overfalde nogen?
Uden at anerkende den langfingrede pige satte han sig atter til rette og slog atter op på siden, hvor han var begyndt at skitsere pigen.