Tilbage i Dianthos. Pengene var knappe og efterlysningen hang stadig som en sort sky over Jarkos hoved, og med dét steg desperationen. Planen for denne aften var simpel: bryd ind i et hus, raps nogle værdigenstande og sælg dem for at få et kroværelse og et måltid mad for aftenen. Måske lidt kvindeligt selskab, hvis man var heldig med udbyttet.
Han tog en dyb indånding, tjekkede at alle hans knive stadig sad, hvor de skulle, for sådan en opgave skulle ikke løses ubevæbnet, og så på det stille hus foran sig. Det var forholdsvis simpelt og ganske tæt på tempeldistriktet - men befindende sig i byens mere hæderlige del, skulle der nok være noget godt at fylde lommerne med.

Han fandt hurtigt vej til soveværelset. Det var altid her, folk gemte deres penge: enten snedigt skjult i madrassen, under et løst gulvbræt, eller hvis man var endnu heldigere: i et eller andet form for opbevaringsmøbel. Hans hænder fandt en skuffe i halvmørket, åbnede den og begyndte at rode gennem lag af tøj.

Trin på gangen. Jarkos ivrige søgen havde fundet en æske under tøjet, men lyden fik ham til at stivne. Hastigt tog han æsken under armen og lavede en hurtig udgang gennem soveværelsevinduet. Med bankende hjerte søgte han mod den nærmeste gyde, lyttende efter forfølgere. Herefter åbnede han æsken for at inspicere sit bytte.

Underhoser. En kvindes underhoser. Han holdt dem op mod det svage lys i gyden for at konstatere, at det var sandt, mens håbet sank i ham. Æsken havde ganske vidst ikke været tung, men han havde alligevel håbet på noget bedre end ... dette. Han glemte helt at lytte efter en eventuel forfølger som han stod der med underhoserne i hånden: var det, hvad han var blevet til? En trussetyv?

Det havde været en lang dag, men det var alle dage, og det var sådan Æra foretrak det. Det var nogle timer siden, hun var gået fra domhuset, og hun havde brugt aftenen i selskab med sine brødre og søstre i Aladrios' templet. Hun nød at hjælpe dem, der kom til Azur for råd og vejledning, men når man nu havde gjort det hele dage, var det ingen synd at glæde sig til at se sin seng.

Derfra var det ekstra nedtrykkende at komme hjem til en åben hoveddør. Godt nok var hun gammel, men hoveddøren huskede hun altid at lukke efter sig, selvom den aldrig blev låst. Det var et symbolsk tillidsvotum til alle i hovedstaden, der mere end en gang var blevet misbrugt. Hun havde dog ingen værdigenstande. Næh, Ære havde nok i sin pligt som dommer og sit kald som præstinde. Det eneste af værdi, hun havde, var hun blevet påtvunget, og det var den dommerkæde, da altid hang om hendes hals.

Hun skubbede døren op og gled hen over gulvet, der var gammelt, men solidt, meget lig hende selv. Inden for hendes lille soveværelse, hørte hun skramlen og roden, og selvom Ære kunne bevæge sig hurtigere, end man sådan lige skulle tro, var hun ikke hurtig nok. Da hun åbnede døren, var rummet blottet for indbrydstyve. En af hendes tøjskuffer var åbne og derfra manglede hendes.... underhoseæske? Den var ny. Hun stod småpaf og kneb øjnene sammen, som om det på magisk vis skulle få boksen til at dukker op igen. Nuvel, tyven var nok gået ud i gyden for at se på sine tyvekoster. Det var meget normalt. Hun gik den anden vej ud, der var en del kortere, og ganske rigtigt, stod en skægget mand og så skuffet ned i hendes underhoseæske.

"Unge mand, jeg tror ikke den æske tilhører Dem," hun smilede overbærende som kun gamle damer kan, "Med mindre De ønsker et komplet garderobeskift."

Jarko brød sig ikke om at stå her med kvindeunderhoserne i hånden, men der var en del af ham, der heller ikke havde lyst til at kaste beklædningsgenstanden på gaden, så i stedet havde han indtaget en akavet, stivnet positur. Lyden af fodtrin bag ham, fik ham til at snurre på stedet, og her stod han: som et dyr fanget i en lyskegle.

Dommeren. Hende der også var præstinde. Hvad var det, hun hed? Det gik langsomt op for ham hvis hus han havde brudt ind i, og en følelse af gru skyllede ind over ham. Pokkers til uheld!

"Fru dommer.." Fik han fremstammet, skævende fra hendes ansigt til underhoserne i sin hånd. Denne her fik han rigtigt, rigtig svært ved at redde sig ud af. "Det var ikke min mening." Begyndte han derfor, tamt. Det åbne vindue og "tyvekosterne" i hans hånd talte tydeligt om hans skyld.

Den gamle dommer kunne se panikken sprede sig i Jarkos hoved. Det var ikke den mest heldige situation at stå i for ham, så meget forståelse havde hun da. Hun så op på vinduet. Han havde været hurtig. Hun troede da også, han havde vidst, hvad han skulle snuppe i sidste øjeblik. Og så var der arret over hans øje og skægget, der virkede bekendt. Det vidst ikke første gang, han havde stjålet noget, selvom det nok var første gang, han havde stjålet en gammel dames undertøj.
Hun grinede hæst: "Det er jeg sikker på." Hun prøvede at være tålmodig, men begyndte at glide hen til ham, så hun kunne få sine egendele tilbage.
"Hvad er dit navn, og hvorfor har du taget mine underhoser? Husk, at jeg kan se det, hvis du lyver." Hun skulle nok komme på navnet selv, hvis hun fik lidt tid. Det var hun sikker på. Det var bare så meget nemmere, hvis han gav hende det. Hun håbede bare på, at han ikke begyndte at løbe. Godt nok var hun hurtig for en gammel dame, men så hurtigt var hun heller ikke. Og hun kunne slet ikke, hvis han - åh ved Azur - hoppede over noget.

Jarko tænkte som en rasende. Han havde ingen planer om at løbe - han kunne altid skifte til krageskikkelsen og lave en hurtig exit, hvis hun begyndte at vræle op efter byvagten. Problemet bestod mere i, at han stod over for byens dommer, og han allerede havde én pris på sit hoved. Det kunne hurtigt blive rigtig, rigtig dyrt, hvis byvagterne en dag skulle slå kløerne i ham.

Han håbede, at hun bluffede angående at kunne se gennem hans løgne, som ordene formede sig i hans mund:
"Jens, fru dommer. Det var bare et dumt væddemål, som mig og nogle af gutterne nede på Den Hårde Hane havde fundet på .. De troede ikke, at jeg kunne få fat Deres underhoser.."

Han gjorde et underligt skuldertræk og rakte tøvende æsken og underhoserne frem mod dommeren. Han vidste ikke rigtig, om hun ville have dem tilbage, nu hvor han havde haft sine beskidte grabber på dem.

Æres øjenbryn havde været forsigtigt optimistisk løftet højere oppe på hendes, fine rynkede pande. Hun havde smilet næsten medlidende og tålmodigt. Nu faldt øjenbrynene så langt ned som de overhovedet kunne i en ufatteligt skuffet mine, og smilet var væk. Man skulle tro at hendes søn, netop havde fortalt hende, at han ikke havde taget af kagedåsen, mens han havde chokolade i hele ansigtet. Hun var nu tæt nok på, til at nå sine underbenklæder og æsken og tog begge dele med et let ryk.
"Så det, du siger er, at det ikke er dit ansigt, der er plastret på bypælen foran min hoveddør?" Hun var rimeligt sikker på, det var der hun havde set den sidst... vidst nok.
"Hmm, jeg skulle have vidst bedre, end at lade tvivlen kommer Dem til gode. Måske vil et par dage i arresten klæde Dem bedre end mine undergevanter. Følg mig frivilligt, og jeg vil undlade at informere byvagten om, hvorfor du er arresteret denne gang..." Hans navn huskede hun stadig ikke helt, men det skulle nok komme.
At Jarko havde haft sine beskidte grabber på hendes underhoser, bekymrede hende ikke rigtigt. De kunne vaskes. Desuden var det meget længe siden en mand havde haft fat i hendes underklæder.

Det var vel næsten også for meget forlangt, at hun ville tro på hans søforklaringer. Nuvel, det var hvad det var. Og det ville egentlig være en ganske god historie nede på hanen, at han havde haft fingrene i dommerens undertøj .. selvom han ikke helt var sikker på, at rygtet som trussetyv ville klæde ham.

Chokket over fundet af de helt forkerte "tyvekoster" var dog efterhånden ved at lægge sig. Han mindede sig selv om, at selv om han stod over for byens dommer, var hun stadig en skrøbelig ældre dame, og han var en stor stærk mand. "Det tror jeg bestemt ikke, at det er, fru dommer." Han lagde lidt eftertryg på det sidste ord, som for at vise, at nu var han seriøs. Han skulle ikke med til arresten - der var stadig hele sagen med enhjørningehornene og den forpulede krikke af en byvagt, hvis hestefjæs han ingen planer havde om at se igen. Han skulle have holdt sig ude af Dianthos.

Han begyndte at bakke, ganske langsomt, skridt for skridt. "De ville være uheldigt hvis der skulle gå rygter i byen om, at en simpel tyv havde haft fingrene i deres underhoseskuffe." Sagde han advarende. "Og hvis vi blot lader som om vi ikke har set hinanden i aften, behøver jeg ikke nævne, at jeg er bevæbnet."
Det var lidt af et sats at true byens dommer på dén måde. Han håbede virkelig, at hun var typen der ønskede at værne om sit gode rygte..

Jarkos sind skiftede fra nervøs til skræmmende. Hun var dybt skuffet. Særlig over, at han troede gamle damer bekymrede sig om rygter fra småkriminelle typer, der var nødt til at bære våben. De yderst fleksible øjenbryn rynkedes til en vred mine. "Det er bedrøveligt, at en ung mand som Dem tyer til at lyve og stjæle for at begå sig," for en gammel dame var hun langt mindre bange af sig, end en gammel dame i en gyde overfor en tyd med våben, burde være. Hun havde en urokkelig tillid til sine guder. De ville beskytte hende, som de altid havde gjort det.
Da han også besluttede sig for at true hende, trådte hun ham et skridt nærmere, så hun rigtigt kunne se ham i øjnene. "Våben? For at true Dianthos dommer fordobler jeg Deres straf. Desværre for Dem glemmer jeg ikke et ansigt." Hun tøvede et øjeblik, bare tanken om at gøre, hvad hun nu var nødt til, gav hende knugende ubehag. Det ville hun aldrig indrømme, men lige nu fortrød hun, at hun ikke havde taget imod byvagternes tilbud om beskyttelse. For en sikkerheds skyld bad hun en lille bøn til Azur og Kile. "Stå stille." Med de ord foldede hun sammen som en kludedukke og lå som et myrdet lig på jorden. Det ville give en bule, når hun kom tilbage. Men nu kunne hun langt bedre se, hvad tyven tænkte.
*Jarko Ralon. Nu husker jeg dig,* raspede den gamle dames stemme nu et sted inde i Jarkos hoved.

Jarko var tæt på at le. Det var mange år siden, han var blevet kaldt en "ung mand" og hele situationen var absurd: her stod han, stadig med dommerens stjålne underhoser i hånden og truede den gamle dame på livet. Noget, der tydeligvis heller ikke gik efter planen - men gik noget som helst efter planen i aften?

Hans blik fangede hendes, mens hun gik frem mod ham. Vidste hun virkelig, hvem han var? Ville hun fordoble hans straf? Tankerne fløj gennem hans hoved. Han kunne stadig nå at forvandle sig til krageformen og tage en meget lang ferie nede sydpå - Dianthos havde alligevel ikke bragt ham andet end ulykke for nylig.

Men før han nåede at forvandle sig, blev han ramt af et eller andet. Han så hendes krop synke sammen, og pludseligt var den ældre dames stemme inde i hans hoved. Underhoserne flagrede mod jorden, som han greb sig til hovedet, uforstående over for dét, der skete.
Det var ikke en stærk eller farlig mand, man fandt dybt i Jarkos sind. Han brød sig ikke om sig selv og dét, han var blevet til: en mand, der levede af at stjæle fra dag til dag, så han havde råd til at drikke hjernen ud på den nærmeste kro. Født i fattigdom og aldrig blevet til noget - en ung drengs drømme blev knust, da det gik op for ham, at han aldrig ville blive en del af Lysets prægtige hær. Et sted i det hele bankede et ømt hjerte for byens fattige, fortabte børn, som han håbede stadig kunne nå at blive til noget bedre.

Han registrerede knap nok de løbende fødder over gydens brosten, da et par byvagter dukkede op. Den ældre dommer lå livløs på jorden, hendes underhoser mellem brostenene og Jarko var den eneste stående. Tydeligt forbryderen i det hele.
"Forhold dig i ro!" Han mærkede hænder gribe fat i sig, mens den anden vagt bøjede sig over Æras krop. "Intet liv her!" Blev der råbt - alarmeret.

At befinde sig i et andet væsens sind og vandre rundt i det som et museum var en oplevelse, som Æra aldrig havde kunnet finde ord til at beskrive præcist. Hvis hun nogensinde havde prøvet at ryge nogle af de urter, der kunne købes illegalt i baggyderne af den Nedre Bydel, ville hun måske have brugt de hallucinationer som eksempel; man kunne vide, at ens oplevelser var fordrejede, men de føltes stadig fuldstændigt virkelige. Lyde kunne ses, ord havde smag og kunne føles som kærtegn eller slag, og følelser havde meget specifikke lugte og kunne få luften og jorden til at ryste. Intet af hvad Æra oplevede her, ville være fra andre perspektiver end Jarkos, og det ville være præcis, som Jarko huskede, lige meget om han huskede rigtigt eller forkert.

Mens Æra befandt sig i Jarkos hoved, var hun blind for verden uden for, som den var lige nu. Hun så først, hvad der skete, efter Jarko havde oplevet det. Ikke tilfældigt at de to soldater var Æra bekendte. For hende ville de ligne kære venner, men fra hendes perspektiv i Jarkos hoved, skræmte de hende. Hun mindede sig selv om, at hendes krop nu var i sikre hænder og begyndte sin gang gennem Jarkos minder. Det var altid bedst at begynde fra begyndelsen, selvom de minder altid var de mest fordrejede.

Børnehjemmet lignede mere et fængsel, et sted at opfostre forbrydere, end et sted at opfostre børn. Det var ikke første gang, hun havde set den slags minder, men hun vidste også, at ikke alle forældreløse børn valgte samme sti som Jarko. Hun fortsatte gennem børnehjemmet, hvor rummende syntes at skifte i tid så vel som sted. "Din barndom har ikke været nem..." sagde hun vel vidende, at mens hun havde fri adgang til Jarkos hoved og endog sugede en smule af hans væsen til sig, mens hun var der, så ville Jarko ikke mærke meget til hende. Det ville sige med mindre hun talte.

Udenfor i gyden var der ikke gået meget tid, men mens den ene vagt så til Æra, så den anden vagt end ældre dames underhoser på jorden foran Jarko. Visse konklusioner var svære ikke at drage, lige meget hvor usmagelige de var. Vagten så fra undergevanterne op på Jarko, og hans ansigtsmemik ændrede sig fra forundret til frastødt.

At have en anden person til at rode gennem éns minder kunne sammenlignes med at have en fremmed til at åbne ens dagbog - fyldt med ens mest intime betragtelser. Blot hundrede gange værre. Jarko havde svært ved at fokusere på gyden og lyden af løbende fødder fra vagterne, som var ankommet, den ene tvingende ham ned på knæ, den anden bøjet over Æras krop, desperat lyttende efter åndedrag.

I stedet var Jarko tvunget tilbage i sin barndom. Han havde været et misundeligt barn - altid ønskende sig mere og aldrig god til at fornuftigt holde på de få krystaller, han tjente. Lyden af den ældre kvindes stemme i hans tanker fik sparket et eller andet i gang, og han forsøgte at tvinge tankerne væk fra barndommen. Den havde ikke været nem - men havde den været værre end mange andres? Han var ikke sikker.
Tanker sprang altid nemt fra ét minde til et andet, og det var alt for nemt for ham at komme til at tænke på Maya. Man ville tydeligt kunne fornemme den medfølelse han havde med barnet, der lige som ham var opvokset i Dianthos' fattigste kroge. Havde bordellet været et bedre hjem end det fængselsagtige barnehjem, han var blevet opforstret i? Han var ikke sikker..

Tankerne var rodede. Han huskede blodet fra Mayas næse, der dryppede ned i den hvide sne. En skællet mand havde påført hende smerten, og Jarkos sind fyldtes med vrede, når han tænke på manden. Det næste minde var mandens blod, der dryppede ned på lagnerne fra hans overskårne hals, mens Mayas øjne så, hvad der skete. Han havde forsøgt at hjælpe hende, men havde han blot gjort hendes situation værre
Desperat forsøgte han at tænke på noget andet .. han ønskede ikke at dommeren skulle se den mand, han havde slået ihjel i en koldblodig hævnakt, men det var allerede for sent.

Foran ham i gyden havde vagten samlet underhoserne op, og det var som om det tog evigheder, før hans sind så, hvad byvagten så. Han kunne mærke hvordan den anden vagt var ved at låse et par håndjern sammen om hans håndled. "Det er ikke .. hvad I tror.." Fik han gispende frem.

Det var ikke alle vagterne i byvagten, der vidste, hvad dommerens evner var. Det var selvsagt, at de havde noget at gøre med at rode i folks hoveder. Hvordan hun ellers kunne hun ellers vide med sikkerhed, om folk var skyldige? Ret skulle være ret, det vidste hun heller ikke altid. Men hun mente ikke, at disse to vagter vidste noget. Det var svært at se. Deres ansigter var ikke, som de plejede - somme tider blev det nuværende minde afbrudt, hvis Jarkos nye indtryk var stærke nok. Måske var vagterne unge, oven i købet yngre end Jarko. De var måske heller ikke så stærke, som han var. Men om ikke andet var de to, og de kunne hurtigt blive flere ved at tilkalde forstærkninger.

Det gav et sug i maven ikke at vide, om ens krop var i sikkerhed. Hun kunne ikke mærke brostene under den, eller om der var slået hul på hovedet. Og hun kunne slet ikke mærke den ene vagt søge efter livstegn. Vagten ville måske, måske ikke opdage et svagt åndedræt. Det var der skam, men hun var gammel og bevidstløs - bogstaveligt talt.

"Morder?!" gispede hun. Jarkos vrede føltes brændende. Hun havde ikke tal på, hvor mange mord, hun havde set fra denne vinkel, og derfor heller ikke tal på, hvor mange forskellige mareridt, hun var vågnet af. Måske det sagde noget, at der altid var hende i mareridtet, der havde blodet på hænderne.

Hun havde heller ikke tal på, hvor mange ofre, hun havde set i øjnene, og Mayas øjne måtte Ære tage sig til brystet for. Den skældede mand, Jarko havde dræbt, var skyld i to forbrydelser, med al sandsynlighed flere. Æra vidste det ikke, men hun var bange for, at den skældede mand på samme tid havde skabt en ny forbryder. Det var et gæt, men desværre et baseret på erfaring et. "Hvor mange mord?" spurgte hun modvilligt Jarko. Her var en stor forskel på at skulle vide noget og at ønske det. Luften omkring hende blev kold. Noget havde gjort Jarko nervøs, men Æra vidste ikke hvad endnu. Hun havde ikke set, hvad vagterne så, og hun mærkede hellere ikke, en af vagterne samle hende op fra jorden og bære hende afsted, sandsynligvis mod helbredelseshuset. Jarko ville blive først samme sted hen, som alle andre forbrydere. Mod kachotten.

Jarko kunne ikke rejse sig, selv om byvagterne var ved at omringe ham. Han mærkede kolde, ru brosten under sine søgende hænder. Kom nu .. Bare rejs dig. Stik af igen, det er ikke første gang byvagten har været på nakken af dig..
Men det var første gang det var sket, mens en fremmed magt var trængt ind i hans sind og tvang ham til at se ting, han ikke brød sig om at se, og håndjernene klikkede om hans håndled, mens han blev tvunget stavrende på benene. Han følte at han så dobbelt - der var den halvmørke gyde og byvagternes alvorlige ansigter. De troede, at han havde begået mord. Og så var der øglemandens døde øjne, som blodet sprøjtede ud over de grønne lagener på bordellet, hvor han havde endt den usle mands liv.

"Jeg tæller ikke." Fik han fremhostet. Han kunne mærke et par hårdhændede greb om hver af sine overarme, mens han blev ført ud af gyden. 

Hans minder skiftede. Det var tiden som lejesoldat, der dukkede op og de liv, han havde taget på ordrer fra diverse herrer - det havde sjældent været hans egne kampe, men det var en både at skaffe krystaller til dagen og vejen på.

"Men aldrig børn .. eller forsvarsløse kvinder." Fik han gispet frem. Byvagterne var naturligvis ikke klar over, at han talte til en stemme i sit hoved, og han kunne svagt høre dem udveksle kommentarer om, at manden måtte være ragende sindssyg. 

"Så du har en samvittighed," svarede dommeren, "Du siger, du aldrig slår børn og forsvarsløse kvinder ihjel, men Kile bekymrer sig ikke om alder, køn eller evne til at forsvare sig. 'En bevæbnet mand væbner sig ofte for at være sine børns og kones forsvar. Slå ham ihjel og hans børn og kone bliver forsvarsløse.' - Kong Phaliphs læresætninger," citerede hun fra hukommelsen, som var ordene hendes egne. Det var de ikke, men hun troede på dem. I en konflikt slap ingen for at blive påvirket. Det forstod kong Phaliph bedre end de fleste. Så vidt Ære havde læst sig frem til i de kongelige arkiver, modtog Kile flere sjæle under hans regeringstid, end hun nogensinde kom til at gøre siden... måske med undtagelse af under dæmonplagerne.

Æra undlod at fortælle Jarko, at hun kunne høre hans tanker. Nogen ville måske konkludere, at hun var ligeglad med, hvordan vagterne tolkede hans usammenhængende ord. Sandheden var, at hun ikke tænkte over det. Hun var trods alt aldrig selv blevet sat i den situation, hun satte Jarko i.

Jarkos vrede havde fortaget sig, og Æra havde fattet sig efter smerten. Hun fulgte Jarkos tid som lejesoldat, hvordan han tjente til dagen og vejen, hvem han arbejdede for, og ikke mindst hvad arbejdsgiveren havde sat ham til. Hun følte ikke meget nu, og det bekymrede hende. "Samvittighedsløse mordere er slemme nok. Synd ligger i den slags væsners natur og kan ikke ændres. Men væsner, der myrder med samvittigheden intakt, der kender til skaden, det forårsager, og alligevel bruger mord som første udvej... Er det der, vi er på vej hen?" Ret måtte være ret; der var ære i at arbejde og desciplin i at være lejesvend, og der kunne være godhed i at slås for den rette sag. Det talte ikke godt for Jarkos sag, at den gamle dommer ikke syntes, hun så nok af nogen af delene. Hun stod nu stille i Jarkos sind, i hvad der føltes som kølig efterårsbrise, så på kavalkaden af vold og blod og mærkede efter for hvert slag, om Jarkos samvittighed rørte på sig.

Jarko vred sig lidt i grebet på vagterne. Han fornemmede, at de passede tændte gadelamper. Det var sendt, men ikke så sent, at der ikke var folk på gaderne - folk der standsede deres gøremål for at se, hvem byvagterne nu havde fået fat i. Han havde lyst til at råbe, men bed sig i stedet i tungen. Smagen af blod i munden friskede ham på en eller anden måde lidt op..

Han vidste ikke, om han skulle le eller græde af den gamle kones læresætninger. Moralske prædikener havde han fået nok af i livet, og de havde sjældent bidt på ham, men det var lidt noget andet, når de kom indefra på denne her måde.
Det gjorde dem på en eller anden måde meget værre.

"Skrid .. ud .. af mit hoved." Hvæsede han gennem sammenbidte tænder. Han forsøgte at tvinge tankerne tilbage til nutiden, til det der foregik lige nu. En situation, der var slem nok. Han havde ikke behov for at tænke på dem, der var faldet for hans sværd eller kniv. Fortiden var fortid - den kunne ikke ændres, og Kile skulle nok slå klørene i ham en eller anden dag.

Byvagterne stødte ind i en sergent ude ved et gadekryds og alle stoppede op. En hånd blev lagt under Jarkos hage og hans ansigt tvunget opad mod lyset fra gadelygten. "Hey, jeg kender ham her. Er efterlyst for at have smuglet enhjørningehorn." Lød en stemme. Jarko kendte ikke den talende, men de havde vel delt hans signalement ud efter at den stupide krikke havde taget ham i smuglerriget. 
"Værre denne gang, sergent. En ældre dame død i en gyde. Sandsynligvis også en voldtægt indblandet.." Der blev spyttet i jorden. "Ulækre rad.."

Korte sting af en ubehagelig fornemmelse, ikke mere end, når nogen kniber én. Det gjorde ondt, men ikke skade. For hvert indøvet, formanende ord, den gamle præstinde sagde, havde hun den fornemmelse. *Gør mine ord ikke større indtryk?* tænkte hun, mens hendes bekymring steg. Når hun selv tænkte, genlød det somme tider som en utydelig hvisken i det sind, hun havde lukket sig selv ind i. Nogle hørte det, nogle gjorde ikke, men kunne lige så lidt holde sig selv fra at tænke, som alle andre. Der var altid en chance for, at hun lod noget slippe herinde, der ikke skulle ud. Men hun var stolt over aldrig at holde noget hemmeligt.

”Du har ikke givet mig andet valg end at blive… Jarko.” Endelig havde hun fanget hans navn. ”Ved begå en forbrydelse i mit nærvær, har du tvunget mig til at gøre min pligt og sørge for, at du bliver straffet derefter. Ved at forsøge at flygte, gav du mig ikke andet valg end at følge efter. Og ved at begå forbrydelser hele dit liv, forbrydelser du ikke er blevet dømt for, tvinge du mig til at se på din fortid, veje din handlinger og dømme dig retfærdigt. Du har bragt dig selv i denne situation, og jeg kan ikke lade dig gå.” Der var endnu en grund til, at Æra purre nægtede at forlade Jarkos sind, og det var, at hun instinktivt vidste, hun ikke kunne. Hendes krop var alt for langt væk nu. Man kunne måske sige, at det var noget, hun holdt hemmeligt. Kort efter at have besvaret Jarkos anmodning med et rungende ”Nej”, ændredes alt hvad hun så og hørte, fra Jarkos fortid til hans nutid. Det føltes som at køre alt for hurtigt i hestevogn eller få et tæppe revet væk under sig eller et eller andet sted imellem. Jarkos havde taget kontrollen fra hende. *Lige meget, jeg har set nok… for nu.*

Dommeren gensendte heller ikke disse vagters ansigter, ikke i dette lys. Deres ansigter blev lyst op som en rød flamme passerede forbi nedefra. Det fik dem ikke til på nogen måde at se hverken venlige eller forstående ud. Lidt forsinket hørte hun deres ord. Smugling af enhjørningeblod i sig selv blev ikke straffet hårdt, men at slå en enhjørning ihjel, et helligt dyr, var noget helt andet. Det skrev hun sig bag øret. Beskyldningen om voldtægt kom ikke bag på hende, men ”ældre dame” – dette fornærmede hende overhovedet ikke – og ”død” var foruroligende. Vagterne, der havde fundet hende og Jarko, vidste ikke hvem hun var, så hvordan kunne disse vagter regne det ud. Hvad være var, hun vidste ikke, hvor hendes krop nu var henne. Mens hun smilede hovmodigt over at have alle de beviser, hun skulle bruge for at sætte Jarko i fangekælderen, begyndte usikkerheden om, om hun ville nå tilbage til sin livløse krop i tide at sætte ind. Angsten for, at hun kunne komme for sent, havde siddet i hendes rygrad, siden hun opdagede sin evne.

Mens Jarko havde kontrollen over sit eget hoved, ville Æras tilstedeværelse og dermed hendes tanker være mere slørede; men de ville stadig være der, og der var meget lidt, hun kunne gøre ved det. ”Føj for Zaladin” svarede serganten og slap grebet om Jarkos hage, som om han var spedalsk. ”Send ham i arresten!”

Jarko følte, at han var ved at kaste op. Aldrig var hans minder og tanker blevet invaderet på den måde - og han var en mand, der foretrak at læggge låg på fortiden eller dulme sorgerne i brændevin. Ikke tænke over. Ikke genopleve. 
Han forstod pludseligt, hvor dommeren i Dianthos havde sit rygte fra. Nok var hun ældre og skrøbelig af udseende, men hun kunne gøre ting ved en mand, der kunne få ham til at pisse i bukserne.

Han fornemmede svagt, at hendes tilstedeværelse var blevet mindre krævende - at noget tydede på, at han havde fået en del af kontrollen tilbage - men han havde ingen anelse om, hvordan han skulle få hende ud af sit hoved, og så længe hun var der, havde han svært ved at reagere.
Han åbnede og lukkede hænderne og blinkede et par gange med øjnene. Sergenten var ved at finde et par håndjern frem, og fik han først smækket den sammen om Jarkos håndled, kunne han se frem til at sidde bag lås og slå i en længere periode. Runer skinnede svagt i metallet. Magineutraliserende. Pis.

Hans krop begyndte pludselig at kæmpe imod. Vred sig, slog og sparkede, mens han igen og igen gentog sætningen: "Skrid. Ud. Nu." Ikke til vagterne - men til dommeren. Han registrerede ikke engang, at et par byvagter mere var kommet til syne, slæbende på Æras livløse krop..

Inde i Jarkos besvarede Æra forbryderens bønner med rungende stilhed. Det blev sværere og sværere at holde den kulde ud, hans frygt skabt omkring hende, og hans vrede gjorde ondt. Men Æra havde overlevet være flere gange, mindede hun stædigt sig selv om og begyndte i stedet at bede en forberedende bøn til Azur, for at Jarko måtte angre sine forbrydelser. Hun havde ikke andre muligheder, før hun fik sin krop igen, og bønnen til Azur var lige så meget for at bringe ro i hendes eget sind – i virkeligheden mere -, end det var for Jarko.  Mens bevagter tog jerngreb om Jarkos arme for at slæbe ham mod arresten, steg Æras uro kun for at de kom længere væk fra hendes krop. Pludselig blev hun opmærksom på en forbindelse til den. Hendes angst fortog sig, næsten. Hun forsvandt langsomt fra Jarkos sind.

Hun havde aldrig vidst, hvor hun var, mens hun bevægede sig mellem et andet væsens sind og hendes eget; det bedste ord, hun kunne finde, var ubeskriveligt, for hun havde ingen sanser i det tidsrum at beskrive noget med. Kort efter begyndte brystkassen at hæve og sænke sig i kroppen båret af de tog nye byvagter. De blev overraskede, forskrækkede ligefrem og havde nært tabt, dommeren på brostenene. Samtalen mellem dommeren og sergenten var ikke lang, før deres veje skiltes. Sergenten udtrykte overraskelse over, at hun havde været offer for sådan en forbrydelse, og lettelse over at hun var god behold. Hun svarede med tak, og Jarkos foreløbige dom efterfulgt af listen af forbrydelser. ”Var det… Var det alt?” Æra så undrende på ham: ”Var det ikke nok?”. ”Jo, højtærede dommer, men…. Vi troede… Man fandt dem..”  Æra forstod endelig og standede ham, før han var tvunget til at sige noget mere upassende. ”Ja, sergent, det var alt. Vi finder muligvis mere ved grundigere undersøgelse.”
Fulgt af to vagter, der insisterede på ikke at lade hende gå selv, selvom hun protestere, at hun var gammel, ikke svagelig, tog Æra nu hjem. Hun var stolt over, hvad hun havde udrettet. Hendes mareridt, som hun vidste ville komme, så hun ikke frem til.

Først stilheden, så den påtrængende bøn til Azur - en gud Jarko aldrig selv havde bekendt sig til - som fik ham til at ønske stilheden tilbage. Forbandede gamle kone. Han skulle aldrig være brudt ind i hendes hjem.
Håndjernene gav et rungende klik, som de blev sat fast om hans håndjern, og han så muligheden for at flygte skrumpe ind. Ingen mulighed for at forsvinde i en fjersky, som han plejede, når byvagten kom løbende..

Men så var der noget, der ændrede sig.

Jarko blinkede et par gange med øjnene. Han forsøgte at tænke nogle tanker. Derefter pustede han ud - en lang udånding, da det slet ikke var gået op for ham, at han havde holdt vejret. Var hun virkelig væk? Han blinkede igen. 

Byvagterne der slæbte på ham stoppede op. Bag ham var Æra kommet til sig selv igen - hun havde tilsyneladende fundet vej tilbage til sin egen krop, og aldrig havde Jarko følt sig så glad for at være alene i sit hoved. 
Der var en del undren blandt vagterne, efter at Æra havde taget afsked. Jarko havde holdt blikket mod jorden, han havde ikke lyst til at kigge på den gamle kone. Derefter tog de fat i ham igen, slæbende ham af sted til arresten. Her endte han med at sidde inde lidt tid - men kun for rapseri og ikke mord, nu hvor det viste sig, at den ældre dame faktisk slet ikke var død.
Da han igen var på fri fod tog han omgående sydpå mod Medanien. Han trængte til en pause langt væk fra Dianthos. Også han var plaget af mareridt.