//Tid: Start marts

Vejret var endelig begyndt at vende mod varmere tider, som karavanen lagde Tusmørkedalens omkransende bjerge bag sig og fortsatte af den veltrampede vej mod landsbyen hvor den krydsede sydvejen. En søndenvind havde mødt dem som de forlod passets skygge og havde bragt lunere luft og duften af tø med sig. Langs vejen var sneen ved at blive til sjap og over dem var der endelig ved at danne sig huller i de tunge skyer.
En skam det kun ville vare til solnedgang, tænkte Samantha tørt, som hun betragtede skyernes flugt over himlen. Alt for snart ville andre tage deres plads og lukke ... Hun lukkede øjnene og strammede grebet om tøjlerne som et sug gik igennem hende og vejret forandrede sig for ugen fremefter. Kvalmen holdt hende fast og kæmpende for at undertrykke den, som vinden vendte og tåge unaturligt gled fra skoven omkring dem og gemte vejen frem.

Advarselsråb lød fra begge ender af karavanen og med en øvethed kommet af ikke så få ture gennem overfald rundt om i landet, samlede vognene sig tæt med rytterne rundt om dem. Alle løsnede våben - fysiske som mentale - og forberedte sig på at forsvare sig.
Stadig holdt stilheden sig dog og kun tågens fastlåsthed til stedet fortalte at noget var på vej.

Samantha havde trukket sværdet og holdt det afventede parat, som en hvislende lyd af pile brød stilheden og øjeblikket efter faldt som en sårende regn ned over dem alle. Skrig fra flere steder lød, før kampråb gjaldede fra skoven og skikkelser kom til syne. Hurtigt, målrettede og beredte med våben i hånd og beregning i blikket. De var derfor profit, så ingen tvivl var i hendes sind om at de ville skåne så mange de kunne. Slaver solgte godt i dissetider.

Der gik en uge med hård march før Spike så de første spor i den mudrede forårsjord som sneen havde efterladt. Sporene måtte være tre til fire dage gamle, var fundet væk fra vejen, og tilhørte et selskab af både ryttere og fodfolk på 30-40 personer. De var dybe, men ikke nok så til at tilhøre væbnede soldater i tung rustning. Ingen vognspor, så handelsmænd var udelukket. Det efterlod tre muligheder; en bataljon af spejdere fra enten lyset eller mørkets hær, en mindre deling af lejesoldater, eller værst af alt – Landevejsrøvere.
Stadig, sporene var perfekte for Spike; blandt dem kunne han skjule sine egne. Derudover ville en undvigelse ville forsinke hans ankomst til krydset hvor han skulle mødes op med Sams karavane.
Så han rejste sig, satte det lange ben foran og varmede sig mod forårskulden med tanken om hvad han ville gøre ved Sam når de sås igen. Tanken efterlod et skævt smil på hans ansigt.

Det var dage senere, at Spike fik sit første glimt af røverne. Deres lejer var et sprudlende virvar af telte kastet tilfældigt omkring et større telt der udgjorde centrum for deres midlertidige hjem. Det var en teltlejer dedikeret til kaos, lagt ud som kun de desperate og ukyndige kunne gøre det. Der var ikke tale om soldater; ikke engang utrænede lejesvende ville lægge en lejer som denne. Der var derfor kun en mulighed. Røvere.

Netop som han vendte sig for at gå, lagde Spike mærke til den udkigspost, der stadig holdt nøje øje med ham. Hvis han løb, ville det kun være dovenskab fra deres side der kunne redde ham. De befandt sig på en åben plæne, med lejeren i en dal der skyggede den fra vejen. Han havde ingen chance for at løbe eller gemme sig fra røvere til hest. Og der var et større problem; lejeren lå ikke langt fra den skov, som karavanen var tvunget til at køre igennem. Skoven, der udgjorde det perfekte sted til et overfald, og udenom hvilken der ingen vej fandtes. Selvom han slap væk, ville der ikke være tid nok til at advare Sam og hendes karavane.
I stedet gjorde Spike hvad Spike gjorde bedst; han satte det lange ben foran, og vandrede ind i banditternes lejer som hørte han hjemme.

Han var blandt den første bølge, der stormede karavanen. Nok var hans sværd trukket, men hans blik ledte ikke efter fjender. Hver silhuet han så gennem tågen sammenlignende han med hvad han kunne huske af Sam, og hver gang blev han skuffet. Uden held nåede han til den nærmeste vogn, der var blevet overfaldet af to banditter. Dens forsvarere var tre rejsende, en ældre herre og hans to døtre. Med et slag til baghovedet af sværdets skæfte slog Spike den første uforventende bandit bevidstløs. Den anden blev fældet med et velplaceret stenkast fra den yngste pige.
”Fred!” sagde Spike og forsøgte at gøre sig så lidt truende som han kunne, og selvom han var frygtelig til dette blev der ikke kastet nogle sten i hans retning. I stedet kastede pigerne sig under vognen som en ny bølge af pile regnede ned over karavanen, og ramte den ældre herre i brystet og Spike i skulderen. Kraften fra projektilet væltede ham omkuld. Før han havde mulighed for at rejse greb en behandsket hånd om hans baghoved, og pressede det ned i mudderet.

Samantha smed tøjlerne til pige ved siden af hende og gav hende så et solidt skub ned af kuskesædet. Det var alt hun kunne gøre for hende og at ligge på jorden bag vognen var en del bedre end oppe og i det åbne. Så håbede hun bare pigebarnet havde nærvær nok til at fastholde tøjlerne så hestene ikke trak af med vogn og beskyttelse. Pigens overraskede gisp druknede da også i lyden af skrig.
Den mørkhårede pirat sank ned i knæ ved vognen, skjulende sværdet med sin krop og ventede på den første røver kom hende nær. Et let offer for den overmodige eller kujonagtige. Som ham der dukkede frem af tågen med et lidt for bredt grin og et sværd lidt for skødeløst holdt i forhold til det reb han også bar.

Grinet forsvandt som hun angreb med styrke og kunnen, som hans vejr gjorde det da hun fik ham hugget ned. Overraskelse var og blev hendes bedste ven. Her som altid på havet. Den var der dog kun som mulighed hvis hun holdt sig nede, i bevægelse og ude af syne.
Et skrig fra den næste vogn trak hendes opmærksomhed. To mod tre var mulige odds selv for de rejsende, men ikke som en tredje kom til.
Samantha satte sig i bevægelse før den sidst tilkomne skiftede side og gjorde det af med den ene af banditterne. Den anden faldt til jorden øjeblikket efter som sten fløj gennem luften. Afbrudt brat som pile atter faldt og tvang alle i skjul.
De der nåede det.
Hun så ikke pile ramme, men hørte lyden af an nær ramt. En lyd kaldende hende frem og det i tide til at gribe muligheden som den side-skiftende mand lå ned.

Velvidende hun var alt andet end den største eller tungeste landede hun med hele sin vægt på ryggen af ham og greb fast om hans baghoved for at holde ham nede. "Hvilken form for mytteri er det her?" Søen var i den grad kommet over hende, som kampen var det og den landlige accent svundet tilbage til gløder.

Som Spikes ansigt blev tvunget ned i mudderet landede en besynderligt bekendt vægt på hans ryg og holdt ham nede. Han kæmpede imod sin overmands greb, men styrken i hendes greb forhindrede ham at gøre mere end at dreje hovedet, og med næsen stadig presset mod jorden kunne han ikke få blikket på sin overfaldsmand.

Pludseligt ramte en ildkugle jorden et par meter fra hvor de kæmpede i mudderet. Hvilken side der havde kastet den var ikke til at sige, men som ilden langsomt døde ud var Spike tilbage i sumplandet. Han var snublet, eller måske blevet skubbet, midt i hærens offensiv mod oprørsstyrkerne, og væltede over en slyngplante. Fra under vandet så han infernoet, der spredte sig over vandet som en solnedgang fra et mareridt. Han havde kæmpet sig op på albuerne, for at se de andre vrides i sivene, opslugt af flammer. Selv i det beskidte vand brændte ilden videre, igennem rustning og tøj og hud og kød og knogler. Atter var hans øre fyldt til bristepunktet af smerteskrig, og næse fyldt med lugten, der til den dag kunne dræbe hans appetit. I sumplandet var der ingen tid til ord, og Spike hørte hverken Sams stemme eller hendes tale om mytteri.

Spike svingende albuen bag sig ryg i en vinkel, der ikke ville kunne lade sig gøre for et almindeligt menneske. Panikken greb fat om hans kunstige hjerte, og som hans sind forsvandt dybt ind i sig selv, tog kroppens træning over. Om slaget ramte eller ej følte han vægten på ryggen forskydes, og med en hurtig bevægelse og knæene i jorden vred han sin krop i samme retning. Pludseligt var han ovenpå, med en kniv i hånden han ikke erindrede at have trukket løftet over hovedet og klar til at støde.

Som armen faldt til angreb så han hendes ansigt gennem den røde dis, og kastede sig selv bagud ”Sam, det er mig!” forsøgte han at sige allerede inden han var skredet til et halt i mudderet, men ordene kunne ikke komme forbi hans paniske åndedræt. Han løftede sine hænder for at værge hende væk, og blev forundret over at se sine dem ryste. Kniven var forsvundet så sporløst som den var dukket op, opslugt af slagmarken han ikke længere vidste om var virkeligt.

Samantha mindskede presset mod mandens nakke en smule, så han ville have mulighed for at løfte hovedet en anelse og faktisk svare hende uden at gøre det gennem mudderet. Der var larm nok omkring dem til at gøre enhver tale under råb til en mumlen, så ville hun høre svaret måtte hun give ham lidt for det.
Noget hun fortrød, som en ildkugle ramte jorden ikke langt fra dem og for en evighed af et split sekund blændede hende med sit skær og sved hende med sin varme. Instinktivt drejede hun sig fra den og mærkede i det samme noget ramme hende i siden. Det svage skift i vægt blev med et til en rulning, der efterlod hende under manden og fanget af hans vægt.

Hun blinkede hastigt for at få synet tilbage, mens hun hævede den ene arm hun stadig havde fri for at beskytte sig selv. Først på ren træning så, som hendes syn endelig fik fokus tilbage og kniven hævet over hende holdt hendes blik fast, i håb om at kunne gøre den mindste smule forskel. Manden var hende tydeligvis overlegen i træning såvel som styrke.
Værst af alt var det vilde blik han så ned på hende med.
Som var han ikke helt der og klar på kun en ting.
At dræbe.
Det var indsigten der fik frygten til at fortrænge alt anden fra hendes blik og hende til at forsøge at krumme sig sammen under ham. Angrebet havde virket som et forsøg på at sikre værdier af en hver slags, men det var ikke hvad hun så i hans ansigt nu. Ikke før noget skiftede i det fra det ene øjeblik til det andet og manden kastede sig bagover og væk fra hende. Kniven sluppet over hende faldt lige ned og ramte hendes hastigt flyttede arm. Det kunnes mærkes. Kniven havde været ualmindelig skarp og selv det faldende slag havde efterladt et snit gående gennem hendes frakke og hendes skjorte og ned over hendes overarm.

Kampen var dog langt fra ovre. Manden var tydeligvis farlig og hun var den eneste mellem ham og de mindre trænede, så Samantha kastede sig efter ham med håb om at kunne bruge sin vægt til at holde ham nede. Hun greb efter hans håndled og blev så endegyldigt fanget ind af hans blik. Isblå øjne der virkede alt, alt for bekendte og fik hende til at tøve midt i kampen.

Som Sam vendte sig mod ham, forsvandt Spike atter i mindernes galskab og var tilbage i sumpen. Han kunne høre skrigende som kammeraterne vred sig i smerte, og som han løftede hovedet så han hende. Sumpheksen havde taget Sams plads. Han huskede tydeligt det flammerøde hår og hendes udtryk af nydelse over den sødlige stank af brændende kød, da kvinden, der både var Sam og heksen, kastede sig frem. Han greb efter kniven, der ikke længere var at finde. Hun havde brændt ham, ville brænde ham med sin omfavnelse, men han havde stukket hende i lænet, og hun var død i hans arme. Hvor var hans kniv? Var det fremtiden han anede, eller var det blot en ond drøm han var fanget i.

Kvinden greb om hans håndled. Deres blik mødtes og da hun tøvende standsede sit angreb brast fantasien. Atter stod Sam foran ham, på slagmarken foran karavanen, omgivet og tæt tåge. Spike mødte hendes blik med en ro han ikke følte.
"Sam, vi må væk herfra."

"Lee...?" Samantha var stadig ikke helt sikker, skønt det ikke kunne være andre end ham. Isblå øjne var ikke noget alle og enhver havde, så synet af dem havde givet hende nok velkendt til at navnet var det hun valgte. Lee kunne trods alt se ud som han ønskede det. Øjnene var vist det eneste der ikke forandrede sig. Håbede hun.
Skrig bag hende fik hende til at vende sig halvt. Lige i tide til at se en af de angribende mænd kaste et net af en slags over tre af de kæmpende fra karavanen og gnister gå igennem det, efterladende de tre bevidstløse på jorden. Karavanen havde tabt kampen.
Hun vendte blikket tilbage til ham. "Var du med dem?" Hvis han var, havde hun ide til et skjul for deres flugt. "Vil de stoppe dig hvis du slæber af med mig?" Som fangst sagde hendes blik. Som gevinst. Mænd der overfaldt andre for deres værdier og deres liv tænkte ofte i de samme retninger for hvad de fandt morskab i.
Væk måtte de og kunne de slippe væk uden at vække nogens interesse, så meget bedre!

Da hun genkendte ham lod Spike sig selv at slappe af, som hans panikhøjnede sanser stadig stod på stilke. Han nikkede som svar til hendes spørgsmål for at købe sig selv et øjeblik længere til at få ro i stemmen. Hendes plan var god. Han havde selv tænkt på noget af det samme, og befandt de sig under andre omstændigheder ville han have været fristet til at smile.
”Lad os satse. Få det til at se virkeligt ud,” sagde han, og slyngede hende over skulderen i en brusk bevægelse, så at hendes overkrop hang over hans ryg, for tæt på hans hoved til at hun kunne gøre ham nogen skade med sine albuer. Han viklede den ene arm om hendes knæhaser, og satte i et rask tempo mod skovkanten.

Han ønskede det magiske øje at dukke op, og som blodårene krøb og dannede sin ring af glødende lys omkring hans iris, veg den magiske tåge bort fra hans syn. Der var kun få banditter mellem dem og skovkanten. Spike udså sig en rute, og trådte hårdt til. Hans tænder var sammenbidte, og hans krop drevet af ønsket om at være væk.
Kun en af banditterne anerkendte Spike som de passerede. Han sagde noget, men Spike kunne intet høre udover de uskyldiges skrig og den forjættede lyd af sydende kød. Det desorienterede ansigtsudtryk drog en latter fra manden, der ivrigt løb mod karavanen. Byttet var nemt, nu hvor den værste kamp var overstået, og manden måtte være løbet for at finde sin egen skat, han kunne slæbe ind i skovkanten. Spike rystede på hovedet i et forsøg på at fokusere sine tanker, og skridtede hårdere til. Karavanefolkets kvaler var ikke deres.

Det enkle ord, det enkle navn, var tydeligvis det rigtige sagt, for som Samantha så ned i de isblå øjne slappede Lee af under hende. Det var ham. Lettelse fik hende til at løsne op i et alt for kort øjeblik, før kaosset omkring dem ramte alle hendes sanser igen. Det var ikke tiden for det. Det var tiden for at komme væk.
"Enig." Hun gav sit samtykke, som hun drejede sig tilbage og fandt så verden i pludselig bevægelse og sig selv slængt alt for let sikkert over en skulder. Hun havde vist han var bedre trænet og stærkere end hende, men det der var jo nærved pinligt! Alt hun kunne var dog at lade et gisp af smerte falde fra sine læber, som skjorten blev revet fri, henover og igennem såret på armen. Et sår hun havde glemt i forvirringen, men nu ikke kunne fortrænge, som ilden svandt bagud og ind i tågen.

Hun kunne dog give det udtryk af at yde modstand og stritte i mod. Ikke meget, men nok til at kunne se grin på nogle af de mænd de passerede tæt nok til at blive set af og til at give dem de helt rigtige ideer til hvad de skulle bruge deres opmærksomhed på. Fangster blandt de skrigende og snart ikke mere kæmpende. En enkelt var tæt nok p.å at komme med en sigende bemærkning som kun blev besvaret af mandens egen latter. Banditterne var hvad Samantha havde antaget dem for og intet mere end det. Tågen skjulte stadig ikke alt, men glødede blot rødt brudt af mørke skikkelser foran hende.

Først da skæret var svundet væk og skrigene det samme, gjorde hun et forsøg på at få kontakt til Lee. Hans tavshed og stødte tempo var både betryggende og det stik modsatte, som hun i den grad var i hans vold nu. "Lee?" Hun holdt stemmen dæmpet, men håbede den bar til hans ører. Alligevel gentog hans navn med lidt mere styrke bagefter. "Lee? Jeg tror vi er fri af dem. Jeg kan ikke se ildens skær i tågen mere." Tågen virkede også mere naturlig, mindre stridende mod vejret det var.

Det var først anden gang hun sagde hans navn, at det trængte igennem tågen der havde lagt sig om hans tanker. Spike rystede på hovedet og satte Sam på jorden. Han vendte sig omkring, og kiggede bag dem. Selv med det magiske øje kunne han ikke se ildens skær. Han måtte have gået langt, men havde ingen fornemmelse af hvor langt de var fra slagmarken. Og karavanens ofre. Spike rystede igen på hovedet.

Han vendte sig tilbage mod Sam, uden at forsøge at skjule det magiske øje. Nu var de uden for fare, men det var ikke til at sige hvor længe freden ville vare. Han risikerede at hun ville genkende øjet fra dysørplakaterne, men dets kræfter var påkrævet. Sam måtte vende sig til synet af det røde øje og dets gennemborende blik. Et blik der nu faldt til det blodige ærme.
Sam blødte. Havde han såret hende? Det hele var gået så stærkt, og minderne fra tågen var blandet med minderne fra sumpen. Spike rakte roligt ud og holdt nænsomt om hendes albue, mens han blottede hendes underarm og det stadigt blødende sår. Et usagt spørgsmål hang tungt i luften mellem dem, men han turde ikke spørge. Om han havde såret hende.

”Hold den løftet,” sagde han bestemt og rev en strimmel af sin trøje. Havde han såret hende? Han bandt den stramt om såret, stramt nok til at standse blødningen, hvis hun holdt armen i ro. Blodets lugt stak ham i næsen. Havde han såret hende?
”Er du såret . . andre steder?” Stemmen var forsigtig. Hans blik fandt hendes. Havde han såret hende? Han kunne ikke spørge, men måtte vide. Havde han såret hende? Hånden hvilte forsigtigt på såret, som kunne han derved gøre godt for skaden han frygtede at have gjort hende.

Samantha vaklede let, da hendes fødder atter rørte jorden og fik hovedet op i normal højde over dem igen. Instinktivt havde hun lagt en hånd på Lee for støtte og varsel, mens hun lukkede øjnene og fik verden til at falde på plads. Hvor længe havde de bevæget sig gennem tågen? Den var alt der lå om dem og med et løfte om at blive til morgensolen brændte den væk. Derefter ville regnen komme. Ingen opmuntrende viden at have.
En dyb vejrtrækning mere og hun åbnede atter øjnene, vendende dem mod armen der dunkede sigende af en smerte hun havde forsøgt at ignorere grunden til. Blodet kunne dog ikke overses og slet ikke som det stadig dryppede fra ærmet og ned på jorden. Kraken føde! Hun havde håbet det havde været mindre alvorligt end det!

Et tag om albuen fik hende til at se op på Lee og så stivne på stedet. Hun havde ikke troet han kunne overraske hende mere med sit udseende, men der havde hun taget fejl. Hans øjne var ikke længere de klare isblå, men glødende hvide omkring den sorte pupil. Foruroligende i de bedste af situationer og denne var ikke en af disse. Hans bevægelser var dog stadig nænsomme som han frilagde hendes sår og fik hende til at suge luft ind som hun så det. Snittet var måske fint, men det var langt og nogen steder overraskende dybt. Så hun gjorde som han sagde og holdt den hvo han ønskede det.
"Nej." Hun drejede blikket fra armen og mødte hans helt hvor foruroligende det gennemskuende blik end var. Så endelige det ustillede spørgsmål og rystede på hovedet. "Du førte den ikke da den skar." Han havde ville havde gjort det. Hun havde set det i hans blik. Ingen nåde havde været der, kun beslutsomheden om at dræbe for egen overlevelse. Han havde dog sluppet kniven i stedet.

Atter så hun på armen og sank, før hun så tilbage op på ham igen. "Kan du...?" Hun afsøgte hans blik for svar på det ustillede spørgsmål og fortsatte med fornyet beslutsomhed. "Ellers må vi finde en der kan. Kender du området?" Hun vidste hvor de var, hvor langt de var fra kroen i Tusmørkedalen og hvor langt de var fra et par ganske få andre steder på denne side af Krystallandet, men det hjalp dem ikke meget i at finde en person der kunne hjælpe eller hen til et for hende ukendt sted.

(( Jeg prøver at skære ned på længden af posts, for at holde flowet kørende :) Du er velkommen til at gøre det samme ^^ ))
En vægt blev løftet fra hans skuldre ved hendes svar. En trist smil drog sig over hans ansigt som han bandt en knude på hendes bandage, men falmede da han var færdig. Hvorfor blev han lettet? Nok var de uden for fare, men det snavsede stof var en sølle erstatning for en egentlig bandage. Hvis ikke de fandt en helbreder, og det snart, ville der gå betændelse i hendes sår, og med betændelsen kom feberen. Feberen, der havde dræbt flere end selv den værste krigsherre. Hun var stadig i fare, og han stod stadig til skyld for det.

Han rystede på hovedet. Han kunne ætse hendes sår og forhindre betændelse, men hendes blod ville blive forgiftet af hans materialle. Ej heller vidste han hvor de befandt sig. I kampens hede havde han mistet al stedfornemmelse. Først når solen eller stjerne viste sig bag tågen, kunne han komme med et gæt i hvilen retning de skulle gå.
”Karavanen er ikke en mulighed, så det efterlader Dianthos. Et par dagsrejser væk.” Han fangede hendes blik for at understrege den fulde vægt af implikationerne. ”Først skal vi længere væk fra banditterne, og så må vi slå lejer indtil tågen letter. Er du klar til at forsætte?”

Samantha mærkede den gammelkendte uro knuge sammen i maven ved den ubenægtelige rysten på hoved der kom som svar på hendes halvt stillede spørgsmål. Selvfølgelig ikke. Det gjorde vejen væk så meget farligere for hun vidste af bitter erfaringen, hvor hurtigt et ubehandlet sår kunne gå i en meget lidt sund retning.
Det lagde så ekstra vægt på deres næste træk og det var med svagt spirende håb hun tøvende nikkede. "Dianthos ja..." Hendes blik gled fjernt som hun omregnede afstand de var fra tusmørkedalens yderste kro med hvor de var nu og fik det om til rejsedage. Hun havde hørt nogen tale om at det kun skulle tage seks dage fra Dianthos til Tusmørkedalen, men at det altid tog længere tid i tø. "Det må være nordøst her fra. Lige øst et halvt døgn til sydvejen og så nordpå derfra et døgn til halvanden hvis jeg husker ret og det sidste kort jeg så ikke var så elendigt som alle de andre... Regnen kommer ikke til at gøre det hurtigere..."

Hun blinkede let og fokuserede så fuldt på Lee igen. Et let nik svarede hans første ord, før hun sænkede armen forsøgsvis, før hun hævede den tilbage op igen og lod håndfladen hvile på skulderen. Det ville snart blive belastende, men også noget der kunne vente til de var længere væk til at blive håndteret. "Så klar som jeg bliver." Atter lukkede hun øjnene let, drejede sig mod direkte øst og ledte dem i den retningen gennem tågen.

Spike nikkede anerkendende. Lige meget i hvilken retning de var endt efter strabadserne havde hun godt styr på området.
"Så lad os-" men inden han kunne færdiggøre sin sætning, lukkede Sam øjnene , drejede omkring og begyndte at gå målrettet. Han åbnede munden, men hvad kunne han sige til det? Nok så det ud som om hun gættede en retning, men det ville være dumt og frygteligt farligt. Og Sam var alt andet end dum.
Efter et kort øjebliks tøven satte han i gang efter hende. Han havde tabt hovedet så snart våben var blevet trukket, men hun havde tydeligvis stadig styr på omgivelserne, og havde han virkelig et bedre forslag? Om ikke andet fik hendes retning dem længere fra røverne.

Stilheden sænkede sig mellem dem, kun brudt af den våde snes knagen under deres støvler.
"Du førte dig godt derude." Det var et roligt kompliment, lige dele ros og undskyldning. Han anede stadig tvivl om hvad præcis, der var sket, men med tilbageblik kunne han skile meget af fantasien fra virkelighed. Han havde ikke set frygt i hendes øjne, selv om hun var konfronteret med en dødelig modstander.

// (De kort Sam har set har ikke været gode.... Det kommer til at tage lidt mere tid end hun har anslået! Fordi - google og sår))

Tågen smøg sig fugtig og dæmpende om Samantha som hun gik. Ikke mange skridt, før Lee atter var ved hendes side og blev der. Hun skævede til siden og op på ham, tagende hans udtryk ind, men han virkede ikke til at ville brokke sig over hendes bratte afgang eller kontante måde at sætte retningen på. Det havde været noget egenrådigt, men så igen - han havde sagt han ikke rigtig vidste hvor de var.
Det var så meget rart at have ham der. De dæmpede lyde af skridt og vind flyttende på grene over andre grene gjorde intet for at aflede tankerne for det skete. Lyden for det indre øre af skrig, våben der gik ind og værst af alt de enkelte rolige stemmer der havde ledet angreb og vidst præcis hvordan det skulle holdes effektivt. Uden at alle røverne havde behøvet at være det.

Lees stemme brød alt det andet og tvang det væk for en stund. Det fik også Samantha til endnu engang kort at se til siden på ham og så nikke lidt stift. "Tak. Tror jeg." Hun var ikke helt sikker på hun var enig, men hun havde overlevet. "Tror det er første gang jeg sådan rigtig har været del af en kamp. Normalt bliver jeg holdt udenfor." Hun var for værdifuld til at miste på en tilfældig kamp og et uheldigt udfald af et udfald.
Han havde derimod virket vant til kampen og mere end det. Hun havde ikke glemt glimtet af dræb-eller-dø i hans blik, som hun fået ham lagt ned eller som han holdt hende fast med så legende lethed. "Dit sideskift var lidt af en finte. Havde mig narret til jeg så dit blik..." De isblå øjne der ikke var isblå længere. Det eneste hun havde troet han ikke forandrede.

Spike betragtede hende som hun talte, med stigende respekt. Selvom han havde domineret deres kamp, havde hun valgt at kæmpe, da hun fik chancen for at løbe. Modigt eller dumdristigt, Spike var imponeret. I hæren havde han set mange folk af den type. Som krigere levende de sjældent længe, men deres eftermæle var frygtindgydende. Eftermæle betød alt hos fodfolket i mørkets hær.
”Jeg rejste forud for karavanen, og stødte på dem nogle dage før i gjorde. At slutte mig til dem ville give mig den bedste chance for at få dig ud i live.” Banditternes første instinkt havde været at dræbe og røve ham. Det havde kostet en mand sin arm, blot at få dem til at lytte til ham.

”Det var ikke almindelige banditter. De ville ikke tale højt om hvad, men de var tydeligvis ude efter noget i karavanen. Eller nogen.” Vægten i hans sidste ord gjorde det klart hvem han mistænkte den nogen kunne være. Han havde ingen idé om hvorfor en flok banditter skulle være interesseret i Sam eller nogen anden på karavanen, men mistro faldt Spike naturligt. For den eftersøgte var mistro forskellen mellem liv eller død.

Samantha holdt blikket på jorden foran sig som de gik. Rødder og sten gjorde den halvt optøede jord ekstra drilsk og hun havde ikke lyst til en tur mere ned i mudderet. Varmen fra hendes krop kæmpede allerede en kamp mod fugten i luften for om det sidste lag skulle forblive klamt og køligt eller tørt og krakelerende. Intet sundt dække at gå rundt i, men regnen skulle nok tage det værste. Når den kom.

Hans handlinger lod ganske fornuftige sagt på den måde. Både at rejse forud for at virke til at komme et andet sted fra og så at blande sig for overraskelsens skyld. Det var en fordel alle ønskede at have. Hans næste ord fik hende dog til at se fuldt på ham. "Noget... eller nogen..." I tankerne gennemgik hun de andre rejsende, men hans alt for gennemtrængende og anderledes blik forblev på hende og talte sit eget sprog. Et der fik hende til at bide sammen. Det kunne ikke være hvad han mente. Og så alligevel. "Så speciel er jeg heller ikke. Det må have været en af de andre..." Nyttig var hun, men speciel?

"Også voldsom metode, hvis de ønskede nogen uskadt. Det har nok nærmere været en ting eller fremtidig salg." Hun gled let af på de tanker hun ikke havde lyst til skulle bundfælde sig, men havde samtidig ganske afslørende taget sig til den sårede arm. Den var begyndt at dunke let, men ikke mere end forventeligt. "Var de alle klar over hvad de gik efter...?" Det havde virket lidt for kaotisk til det.

Spike frøs da hun vendte sig for at betragte ham. Bladningen af sammenbidt vantro og fornærmet overraskelse fik ham til at skamme sig over sin anklage. Paranoiaen, der havde grebet om hans hjerte, virkede pludseligt tåbeligt barnlig, men han kunne ikke få sig selv til at sænke blikket. Der var ingen plads til svaghed i hans verden. De svage stod evigt med én fod i graven.

Hun havde ret. Ingen, der ønskede at fange nogen levende, ville skyde i blinde gennem tågen. Slavehandlere var de næppe heller, af samme grund. ”Ingen af dem jeg omgik, men de var heller ikke de skarpeste klinger. Der var sladder, -de regnede med at tjene godt på det. Godt nok til at det var faren værd.”

Fødderne begyndte at gå af sig selv, og hans blik blev trukket til jorden for at navigere den rodfyldte skovbund. Spikes hånd bevægede sig instinktivt mod sværdhæftet, for at føle dets forankrende soliditet. Hånden faldt igennem tomrummet og landede på skeden. Sværdet var væk, efterladt i mudderet hvor pilen havde ramt ham. Et udmattet suk undslap hans læber. Han havde båret sværdet i tæt på et årti. Gennem tykt og tyndt havde det været der, altid redde til at løse problemer. Altid rede, evigt trofast. Spike havde mistet mange kumpaner, venner endda elskere, men ingen havde stået ham så nær som hans våben.
Tanken fyldte ham med sorg, men ikke for sværdet. Hvilken mand var han blevet hvor hans våben stod ham nærmere end noget andet? 
Det var på tide at prøve noget nyt, hvis fremtiden skulle se anderledes ud.

”Undskyld.” Ordet føltes stift og forkert i munden, men han tvang sig selv til at fortsætte på trods af sin natur. ”Jeg ville ikke anklage dig for. . .” For hvad?
”. . . Noget.”
Sikke en elendig undskyldning.

Lee's ord fangede ikke den nagende fornemmelse hans første antagelse havde givet hende. Samantha snakkede ikke højt om sine magiske sider af en grund og ikke kun fordi det var blevet hende indskærpet af kaptajnen flere gange. På havet var hun værdifuld for at komme sikkert i havn. Ville hun være det samme på land? Værd at have i bagtankerne.

"Ekstra hjælp ikke helt kontrolleret?" Det var en mulighed. En der næsten altid førte til problemer eller fejl og let kunne koste gevinsten. Samantha brød sig ikke om den tanke, som hun ikke helt brød sig om at vide hvad de havde efterladt bag dem. Det var en del af faren ved at rejse, men stadig. Tid med folk gjorde det sværere at ignorere deres skrig.
De fortsatte i tavshed lidt. Hendes tanker kredsede stadig om den mulighed Lee havde smidt efter hende. Måske mest af alt for at undgå at vende deres situation i det uendelige. De var alene. Al oppakning var bag dem og hendes klinge det samme. En kniv var ikke meget af et våben og det var alt hun havde tilbage.

Det ene ord der brød stilheden fik hende til endnu engang at se til siden. Denne gang overrasket og så lidt i vilrede, som Lee fortsatte. Havde han anklaget hende for noget?
Hendes fod fangede en rod og var ved at hive hende til jorden, hvis hun ikke havde grebet ud og holdt sig oppe ved hans arm. En bevægelse der trak smerteligt i armen og fik hende til at bide sammen.
"De burde ikke have kunne vide hvordan jeg er magisk." Hendes stemme var undskyldende. Hun havde stolet på han ville bringe hende væk og i sikkerhed efter han nær havde slået hende ihjel, så hvorfor ikke stole nok på ham til at give grunden de begge mistænkte. "Det er lidt sådan nogle evner der ikke tales om fordi, ja..." Hun tøvede stadig og stoppede så op for at kunne se fuldt op på ham uden fare for flere fald. "Jeg ved altid hvor jeg er, hvor nord er og hvor jeg har været. Det gør det enklere at finde vejen hjem." Det sidste sagt med en sarkastisk tone, for den lige vej var ikke altid den rigtige vej eller mulige vej.

Overraskelsen i hendes udtryk fik ham til at ryste opgivende på hovedet, og det var kun i sidste øjeblik at han så hende snuble. Han standsede og lagde en hånd på hendes arm. Det virkede til at de havde ført to forskellige samtaler, som var endt to forskellige steder. Hvad der skete, når man veg udenom emnet. Han lod det falde.
Hendes kræfter lød i sandhed praktiske, specielt til søs. Hvis hun havde magtfulde fjender, var det ikke utænkeligt at de havde sendt nogen efter hende, for at eliminere hende fra ligningen. Men der lå betydelige resourcer bag et sådan angreb.

”Der findes ingen hemmeligheder, ikke i vores verden.” Spike havde dedikeret sit liv til at opspore og afslutte løse tråde. Slettede man alle sine spor kunne magi blive brugt imod en, til at finde de hemmeligheder man holdt tættest. Han var blevet fundet efter lange år i eksil i skoven, og kun ved egenkyndighed havde han vundet sin frihed. Men Xenix, hans partner i mørket, var ukuelig. 
En ubehagelig tanke meldte sig. Xenix havde tabt deres tvekamp og bevist at hun ikke kunne tvinge ham tilbage. Hvad hvis hun havde sporet ham til kroen? De tre dage i bero, ventende på karavanen, kunne lede hende til at tro han var med. Xenix var kløgtig nok til at udnytte en flok almene banditter til at nå sine mål, og Spikes dusør var høj nok til at brødføde en bande af den størrelse i måneder.
Han kunne ikke lade Sam kende til hans mistanke uden at forklare hende hvorfor mørket var efter ham. 

”Har du nogen fjender? Nogen, der ville ønske dig død?” 
Han kunne tage fejl. Hvis ikke, havde de travlt. Hvis Xenix havde fundet en måde at spore ham på, ville de være efter dem så snart hun indså at Spike ikke var blandt karavanefolkene. Han tog hendes hånd og begyndte at gå, hurtigere end før de var stoppet. De ville finde ingen hvile før de nåede hovedstaden.