Fæstningen var efterhånden overrendt af fremmede, der alt for ofte, efter hendes mening, fik lov at drage for mange åndedræt. Hun følte sig klaustrofobisk og hadsk ved alle disse væsner, alle Ras forbandede fortabte hundehvalpe, der med store øjne og sleske ord forvrængede hendes herres nåde, eller mangel på samme. At de fik lov at vandre på de samme gange som hende, bvadr, bare tanken. Hun har lyst til at skrige, råbe. Knurre og rase som en gal i en hvilken som helst bidsk skikkelse, som hun kunne antage. Men hun kunne ikke. Hun ville ikke tiltrække sig mere negativ opmærksomhed fra hendes herre. Hvor længe skulle hun være reduceret til en stikirendreng? Ville han mon nogensinde stole på hende igen? Hun fnyser. Måske ikke stole, det var måske for latterligt dumt blandt dæmoner, men i det mindste påskønne hendes loyalitet. Licinia havde holdt sig på måtten i en del måneder, fundet sig i hver enkelt kedsommelig opgave, fundet sig i at være udelukket fra større operationer, for det var hendes straf. Dagene havde hun brugt på at træne i det golde landskab, forfinet hendes magi, hendes nærkamp med hvem der nu ville slås med hende. Men lige i dag var det blevet for meget.

Solen var begyndt at synke ned bag bjergtinderne, da hun havde grebet sin frakke og en vinkaraffel fra en af de mange stuer, og stormet ud af fæstningen. Hun havde til at starte med slentret ind gennem grottestier i sin pelsfrakke med hætten trukket godt ned over ansigtet, som derpå havde lagt en uigennemtrængelig skygge ned over hendes ansigt. Skulle hun møde nogen på vejen ville de måske undre sig, men af frygt eller mistænksomhed ville de lade hende være i fred. Nu er hun efterhånden nået et godt stykke ud af labyrinten af grotter, og kulden er til at holde ud. Licinia tager vinkaraflen med den sindrige, røde drik og drikker direkte fra den. Den er efterhånden ved at være halvtom, det havde jo været noget af en gåtur i disse huler, og hun havde nogle følelser hun ville nå at dulme med denne skønne, skønne lappeløsning.


Licinia er pakket helt ind i sin hvide pels, så man kun kan se hendes gnitrende øjne, da ansigtet er skjult under en hætte. Hun tager hætten af med en let bevægelse og afslører et ansigt, der er sanseligt glat og ungdommeligt og står derfor i stærk kontrast til det dystre blik og de sortmalede læber. Licinia svinger pelsfrakken af sig med en elegant bevægelse og over skulderen. Indenunder har hun en lang kjole af sort stof. Det ligner slangeskind og komplimentere alle de rigtige dele ved hendes krop. Slidsen afslører et par ligeledes sorte langskaftet støvler. Hun sagtner farten og spejder uinteresseret omkring sig. Hun kan se lyset fra en grotteåbning. For pokker. Tvunget ud af sit eget hjem. Skønt. Hun tager endnu en slurk. Hun føler sig allerede en smule beruset og skal koncentrere sig lidt nøjere om at holde sine lange skridt lige i de støvler.

Afkom, blandede racer, mange kvinder det var de ting der havde været en del af Ras daglig dag i noget tid nu, ingen havde sagt noget til disse forandringer, for det var jo ham der var Herren af dette sted, dog var der lidt mumlen i hjørner og krogen, men igen ikke nok til at de vil ydre sig for deres herre, for de ved hvad han kunne finde på når alt kom til alt, for Ra var ikke en dæmon man ville trodse.

Ra havde længe haft en af hans spion dæmoner til at følge efter licinia, efter hendes lille stunt havde Ra haft svært ved at stole på hende, og især stole nok på hende til at lade hende for en del af kagen som man nu sagde, Ra var opdateret alle de steder hun begav sig hen, og hvad hun lavede og hvem hun snakkede med osv. Så at hun havde begivet sig hent til de krystalklare huler var for ham en lille overraskelse, og derfor besluttede han sig for at finde ud af hvorfor, Ra kunne komme lidt omkring hurtigt, så der gik ikke længe fra han havde taget hans sorte frakke på som bare symbolet på hans klan på ryggen, og til han nærmest var ved hulerne han gik roligt ind og kiggede sig omkring, og der gik ikke langtid før han fik øje på hende, et lille smil kom frem på hans læber, hvor efter han åbnede munden “ så det er her du holder til “ sagde han roligt og gik et par skridt imod hende

Ved hans ord svinger hun omkring så det lange hvide hår står som en sky om hovedet på hende. Hun ser lidt betuttet på ham og prøver at gemme flasken bag ryggen. 

”Man kan vist ikke forvente meget privatliv nogensteder,” hun sukker ”Hvad laver du her?”

Hvorfor er hun overrasket? Det er jo ikke fordi, at hun ikke ved, at Ra har holdt et vågent øje med hende, ligesom med alle andre. Hun har fornemmet hans spioner i krogene, vidste at hun var overvåget. Det var jo ligesom hele pointen med, at hun havde holdt sig sådan i skindet, bidt i det sure æble. Men jo, hun er overrasket, fordi hun havde forventet, at han ville sende en anden efter hende. Ikke at se ham her.

For nogle øjeblikke siden havde det virket som en genial idé, at gøre en dramatisk exit fra den stadig mere klaustrofobiske fæstning i bjergene. Et øjeblik pause fra de komplekse intriger og sammensværgelser, irriterende uværdige væsner, der spøgte i de labyrintiske gange og forstyrrede hendes perfekte, luksuriøse verden. Pause fra rygter der florerede på gangene, i stuerne, hallerne og værelserne, der trængte ind i hendes aller helligste sted og besudlede hendes tilnærmelsesvise zen-tilstand, ved at være genforenet med sin herre og sin klan.

Men nu, hvor hun står overfor sin herre, med en halvdrukken vinkaraffel i hånden, virker idéen ganske ydmygende. Licinia gengælder hans blik med en stor grad af fokus og intensitet, samtidig med at hun ignorerer følelsen af, at hendes kinder er ved at få en rosa nuance, af vinen højst sandsynligt?

Licinia gransker ham med sine krystalblå, kolde øjne. Først hans ansigtstræk, så henover hans skikkelse. Han har hans frakke på. For pokker, han kunne ikke være et mere oplagt mål for fjenderne. Stærk og magtfuld er måske meget godt, men at være en omvandrende målskive er noget helt andet. Han kender vist ikke til kunsten at gøre sig så usynlig som mulig.

”Prøver du på at få os dræbt? Du er jo en omvandrende målskive” siger hun og forsøger at samle resterne af hendes medtagne værdighed og ledsager konstanteringen med et fnys.

At se hende igen var nu altid en kamp i sig selv, enten var hun i godt humør eller så var hun i dårligt, dog betød det intet for ham for om hun var sur eller aj var han stadig hendes herre, og hvad han ville have hun gjord skulle hun bare gør, han lagde godt mærke til hendes undring over at det var ham der var dukket op og ikke hende, men alligevel så var hun hans ynglings i klanen fordi hun var som hun var, Ra blik vende rundt på hendes krop og hendes krops sprog, han smilede kort som hun åbnede munden, og gik endnu et skridt nærmere hende, om han var et omvandrende målskive? Måske var han nok det men igen frygtede Ra ingen, så hvem der måtte komme kom bare, Ra havde sine fordele overfor hvem som helst der nærmede sig ham, så derfor var han ligeglad om han gik rundt og flaget med hvem han var.

Han gik helt hen til hende og lagde hans hånd på hendes kind “ hvem siger ikke nej til en lille kamp, og hvem skulle dog finde på at bevæge sig helt her op hvor vi er,” sagde han og fjernede hånden fra hende inden han vende sig om og gik lidt væk fra hende, inden han igen begynde at snakke “ det skal jeg sige dig...... ingen for det er derfor jeg har valgt at vi skal bo så langt nord på, for ja nogen kommer forbi men jeg har aldrig set en hel hær dukke op foran min port, så jeg er ikke bange og det burde du vide, jeg går gerne ned igennem hele byen iført min frakke, uden problmer “ sagde han med et smil på læben, det skulle virkelig meget til at gør Ra nervøs for, en ting var sikkert man ville ikke kunne se det på hans mørke øjne, der sjældent gav et udtryk fra sig

Ra rører hendes kind på den blide måde, han har, som øjeblikkeligt fjerner enhver tvivl og usikkerhed hun har om ham og hende. Men berøringen er flygtig, og så snart han træder væk fra hende, skyller alle de modsatrettede følelser over hende med fornyet kraft. 

Endnu inden han har talt færdig fnyser hun, og presser de sorte læber sammen i en forceret og utilfreds trutmund. Han fortsætter sin talestrøm, men hun er holdt op med at lytte og mumler i stedet for sig selv ”Ingen? Yeah right, udover din lille hær af forældreløse, som sjovt nok forvilder sig herop” Snerrer hun i en næsten utydelig mumlen, så de skinnede hvide og perfekte tænder anes i en krummende grimasse. Det halvsænket blik er rettet mod et ubestemt sted i rummet. Det kan godt være, at der endnu ikke har været en decideret kampopfordring fra en fjendes hær, men for hendes vedkommende er et råddent æble med en giftig sølvtunge lige så farlig, når først de var budt indenfor.

Hun slår vredt ud med sin frie hånd i hans retning ”Jeg ved godt du har meget lidt at frygte, hvis overhovedet noget, men en ting er den trussel udenfor portene, en anden ting er den der er blevet budt velkommen ind” Alle de ting, der har ophobet sig på det seneste gør det svært for hende at stoppe ordene, der ryger så let over læberne.

”Du inviterer alle mulige slags rakkerpak, med store våde øjne og giftige tunger indenfor vores hjem. Forvildet og halvdøde, og stadig tilbyder du deres svaghed velkommen, i stedet for at aflive dem på stedet, som de forladte og uværdige skabninger de er” stemmen er meget hadsk og truende, og for ikke at opildne hendes herres uvilje, prøver hun at få bånd på hendes temperament. Hun tager en dyb indånding og holder vejret et øjeblik, og da hun fortsætter er hendes stemme formildet en smule ”Hvis du bare havde...” Spurgt mig til råds? Latterligt, Ra er hendes herre, hun eksisterer kun for hans skyld, på grund af hendes egen tro på hans magt og visioner. Hvordan skulle hun nogensinde kunne gøre sig klog på sådan en mægtig dæmon? ”Det er ikke...” Hvad? Fair? Åh for satan Lici, hellere stop dig selv, så du ikke skal lyde som en afskyeligt forkælet unge, der render hjemmefra fordi de andre ikke leger pænt. Licinia kan ikke afslutte sætningen, selv om hun febrilsk leder efter de rette ord. Hun står der bare ubestemmeligt og trommer fingrene uroligt mod vinglasset i hendes hånd. Til sidst hvæser hun og stiller sig med ryggen op ad den nærmeste væg og presser vinflaskens hals mod munden og tager en stor slurk. Efter hun har drukket siger hun "Jeg forstår ikke hvad du er ude på"

Denne dæmon prøvede virkelig at belærer af gjord hun virkelig? Gjord hun virkelig også overfor ham hun af alle dæmoner burde vide at det havde en konsekvens at være så flabet, det gavnede hende på ingen måde puste sig sådan op, og især ikke over for Ra, for ja Ra havde lukket kvinder ind i hans fæstning af alle mulige racer men igen, han havde fået noget ud af det, på den ene eller anden måde og alle havde haft bind for øjne så ingen kender den sende genvej ind til Ra sande hule, det eneste de ved er at der er en labyrint og den har ingen fundet ud af før, og det er fordi man ikke kan finde ud af den, men igen han kunne godt ikke se hvordan det påvirket hende, med mindre hun ville ønske det var hende der delede seng med ham, dog ville hende kommentar ikke slippe ustraffet hen, og som hun stod tilbage lænet op af den nærmest væg, gik der ikke mere ind et blink fra hendes øjne af, hvor Ra stod henne ved hende med hånden om hendes strube i et fast greb.

“ af alle dæmoner så vover du at snakke sådan til mig, mig som nærmest har gjord dig til den du er i dag, mig som selv har taget dig ind i min klan, givet dig alt du ville have, også alligevel står du der og nærmest vil bestemme hvem jeg lukker ind i mit hjem..... virkelig “ sagde han og gennemboret hende med hans helt sorte øjne, inden han slap grebet og hendes hals, hvor efter han gik få skridt tilbage og kiggede på hende “ fint her er din ordre for nu, lad os kæmpe om min titel, du brænder for at få indflydelse så kom så KÆMP “ hun havde afprøvet ham for sidste gang og det var på tide at vise hvorfor han bestemte, han hev i en snor sådan hans frakke faldt ned langs jorden, hvor efter han stod i bar overkrop, han hev sit sværd frem og placerede det langs hans side, inden han så over på hende afventende.

Måske det var den dulmende effekt af vinen i hendes årer, eller hendes ulmende humør, der gjorde, at hun ikke ænsede hans formørkede ansigtstræk, uanset var det skødesløst og dumt. Hun når derfor ikke at forudse hans pludselige handling, og på bare få skridt er han hos hende. Flasken splintres mod krystalhulens gulv og farver det rødt, da han griber hende hårdt om halsen. Styrken hvormed han farer mod hende og knalder hendes ryg hårdt mod væggen slår luften ud af hende. Licinia gisper, og selvom hendes første instinkt er at vriste sig fra af hans greb forholder hun sig stille, men borer sine negle så dybt ned i hans arm. Deres blikke er for en kort bemærkning låst fast, mens blodet dunker i hendes hoved, men hun gengælder hans skarpe blik, der ville sende en rislen ned af ryggen på langt de fleste. 

Da han slipper hende er hun hurtig til at genvinde balancen. Hendes hånd bevæger sig forsigtigt op til halsen og begynder at massere. Ouch, det ville give nogle mærker i morgen. Men smerten kamouflerer hun i et fnys ”Selvfølgelig er jeg da taknemmelig, men hvis du skulle havde glemt det, er det her ikke en envejs affære. Du har lige så meget brug for mig og mine evner,, Licinia slikker sig om læberne og smiler uforstyrreligt med en anelse af et hånligt drag om munden, der er så særegnet for hende. Fandme nej, om hun ville lade ham blive i troen om, at han var uden bånd, uafhængig og mægtig. I fordumstid havde de delt et glimt. Set noget i hinanden de kunne bruge og udnytte. Hun nægtede at være den udnyttede. For pokker, han har brug for mig!

Ras udfordring får hende til at hæve det ene bryn, og et sølvskær af overraskelse og begær farer over hendes øjne. Glimtet er så flygtigt, at det ville være svært at tyde. Hun begærede hans magt, det kunne hun ikke benægte sig selv. Hvilken dæmon ville hun være, hvis hun ikke hemmeligt begærede hans titel, og skamfuldt ønskede at opnå den position. Interessen er tændt i hende, men hun er ikke dum. Ønskede hun det han tilbød? Ja. Men ville hun det? Nej. Da han drager sit sværd lader hun afmålt blikket glide over dens blanke flade.

”Uuh,” hun former sine læber i et O og bider sig derefter i læben ”Ramte jeg et ømt punkt?” Hun løfter sit ben, og slidsen i kjolen glider op om hendes lår, så det afslører hendes nøgne hud og en rem med en lang fin kniv, med et skæfte af ben og sølv. Hun sænker benet og drejer kniven mellem sine fingre. I samme nu begynder hendes meterbrede flagermus lignende vinger at vokse ud af ryggen. De er afpillede for hud, nærmest bare skellet, men med skarpe spidser. Hun stønner af velbehag og basker lidt med dem, som for at strække ud.

”Vi har virkelig ikke brug for det her, og du kan ikke beordre mig til det. Gå op og leg med dine små væsner og banke dem halvt fordærvet. De kunne godt trænge til hård hud” Licinia vifter affærdigende med den ene hånd. Jeg ville jo bare drikke og forbande folk i fred. 

Denne dæmon tog virkelig fejl om mange ting, og hvorfor skulle hun altid teste Ra på alle mulig måder, men nu var det slut hun skulle genvinde sig ære og hendes respekt til ham skulle frem igen, om han skulle slå hende ihjel gjord han det, for hans klan var så stor nu at alle kunne undværes, han smilede kort til hende “ du tager så
Meget fejl jeg kam beordre dig til hvad jeg vil når jeg vil, og du skal bare adlyde, “ sagde han roligt, og selvom han så hendes våben og vinger var han ikke nervøs på nogen måde, for Ra havde to es’er i hånden, så han havde ikke tænkt sig at kæmpe imod hende, det hele var blot skuespil for hvad hun ikke vidste var at to af Ra’s vagter var taget med og havde være især deres talent at give af, den ene kunne teleportere den anden, kunne med hjælp af berøring dræne en person for energi.

Og det hele var kun for at få hendes opmærksom, “ et ømt punkt hmm ikke som sådan, du burde kende mig nok til at vide jeg ikke har et ømt punkt “ sagde han roligt, hvor efter han nikkede, og ud af luften kom de to vagter hvor den ene vagt blev placerede på hende, hvor efter han med hans berøring vil dræne hende for energi hvis hun ikke slap væk inden han dukkede op på hende, det vil kræve lidt held ellers ville hun blive meget træt og udmattet, og Ra ville roligt kunne af væbne hende.

En eller anden griber fat i hende bagfra og trækker hende baglæns. Hun taber kniven på jorden. En arm ligger omkring hendes hals og kvæler det skrig, som stiger op gennem hendes strube. Hun basker febrilsk med sine vinger, og begynder instinktivt at kradse overfaldsmanden med hendes spidse negle. Hun trækker røde rifter i kødet, og det synes at påvirke ham lidt, for grebet løsnes en smule. Hun snapper efter vejret og vrider sig, men iglen har haget sig fast. Langsomt og sikkert, kan hun mærke sin krop blive drænet for energi, som om den blev suget ud. Dertil hjalp hendes berusede tilstand heller ikke. Hendes beruselse havde været befriende, men pludselig er den et problem. Havde hun blot haft åndsnærværelse nok til at bemærke hvad der lurrede i skyggerne, men hendes instinkter havde svigtet hende. Druknet i ynk og misundelse. Hun vidste jo, at et væsen som Ra – lumsk, snu og forsigtig – ikke ville tage for store risici, hvis han kunne komme uden om det.

”RØR MIG IKKE!“ hvæsser hun. Ikke en menneskelig lyd. Dyrisk. Som kom rumlende nedefra, en snerren i mørket ”Slip mig! Jeg slår dig ihjel!”. Hendes ben ryster under hende, og hun er underligt stakåndet. Men lige som vagten tror, at hun er nok afvæbnet og udmattet, gør hun en sidste kraftanstrengelse. En vingespids svirper gennem luften og borer sig ned i vagtens ankel. Licinia blotter triumferende sine tænder i et grin, da hun får tilfredsstillelse af at mærke spidsen bore sig ind i kød og se blodet pible fra såret. Finten er nok til, at hun kan kaste sig bagover, ind i væggen med sådan en kraft, at vagten får presset luften ud i et gisp.

Hun snubler fremover og tager fra med hænderne. Udmattet. Gispende. Vred.