det var næsten helt mørkt. udgangsforbudet var blevet taget væk og det gjorde det nemmere at være hjemløs end før. Maion som ikke havde et job pga hendes handikap var glad for at hun kunne tage sig af de små gadebørn nu igen. hun havde en vinge som lå på ryggen. hun sad i kørestol fordi hun var lammet fra ryggen og ned. hun kunne ikke bruge sine ben.

Maion var meget hjælpsom og var igang med at synge en lille sang for nogle af de hjemløse børn der også var forældre løse. hun holdte meget af at gøre andre glade og trygge. hun sukkede da de endelig var faldet i søvn i en gyde. Maion kørte sin stol ud i gaden og så op på himlen der var begyndt at blive sort. hun så på stjernerne som var begyndt at komme. det var altid rart at se himlens skær. måske hun skulle gøre det noget mere men det havde føltes så længe med det udgangsforbud. de havde holdt sig skjuldt i forladte bygninger for ikke at blive arreteret.

Dagen var ved at gå på held. Solen var ved at gå ned og skyggerne blev lange. Butikkerne rundt omkring begyndte så småt at lukke ned, og lygtetænderne gik rundt og fik gang i de spredte gade-lygter, der straks brød de lange skygger så snart flammerne havde fat. 
Det var ved at blive køligt, og oppe på himmelen begyndte små hvide stjerner så småt at kunne titte igennem de mange forskellige varme nuancer af solens døende lys. Lucille stod i døren til Den Magelige Mis, og kiggede ud på gaden som hendes lille kro lå ud til. Skyggen fra huset lå tungt omkring husets facade, og skærmede hende derfor for de sidste skadelige stråler der endnu kunne ramme hende. Hendes lilla glødende øjne gled stille henover den lille plads foran hendes etablisment, mens hun nød de skiftende farver på himlen over sig. Snart ville mørket overtage byens gader, og hun kunne påbegynde sin nattelige rutine. 

Fra rummet bag hende lød en sagte puslen, da kroens maskot besluttede sig for at krybe op til hende og gnubbe sig kælent mod hendes ben. "Hva' så, ma Chérie? Skal vi få fundet nogle der har behov for husly i nat?" med et stille smil, rakte hun ned og kælede katten blidt, før hun endelig vendte sig om for at gå tilbage ind i bygningen. 

"Phillipé! Det er tid. Jeg er straks tilbage, og sørg nu for at få åbnet de vinduer!" 
Kort efter kom kvinden atter ud, denne gang med en lidt stor kurv på den ene arm. Hun satte kort kurven fra sig, hvorefter hun svøbte sig i en kappe passende til det lidt køligere aften luft. Hun rettede let på sine lange ærmer, og den lilla broche på chokeren omkring hendes hals. I baggården bag DMM blev vinduerne åbnede, og duften af tilberedt mad begyndte at brede sig ud mellem bygningerne, som en kælen kat der sneg sig afsted. I takt med at duften af mad smøg sig ud igennem byens gader, begav Lucille sig også afsted ud i aftenens sidste lys. Hætten på kappen var slået op, så den dækkede hendes krøllede røde manke, men også så den kunne beskytte hende hvis en enkelt blivende solstråle skulle finde på at strejfe hende. 

Hun gik med vanlige skridt ned mod de gyder, hvor der endnu lå faldefærdige og øde huse. De såkaldte 'forladte' hjem, der endnu stod tilbage efter alt det turmult der havde været det seneste stykke tid. Hun havde gået denne tur massere af gange, og som oftest havde hendes små ture altid båret frugt. De sidste par nætter havde hun givet mad til nogle forældreløse børn, og selvom de ikke direkte kunne komme hende selv til gode, vidste hun at rygtet om hendes generøsitet hurtigt ville sprede sig via de små væsner. Endnu engang drejede hun om et velkendt hjørne, og straks kunne hun se en af de faldefærdige gamle rønner. Her måtte der da stadig være nogen der var sultne. Mens hun gik ned mod stedet begyndte hun at nynne for sig selv, en gammel kendt vuggevise som hun huskede tilbage fra sin barndom, mens hun rakte ned i kurven og åbnede for en lille madspand. Med det samme begyndte den samme duft, som der havde spredt sig fra køkkenet, at sprede sig fra kurven. Med låget begyndte hun blidt at vifte duften om sig mens hun fortsatte sin nynnen. Noget hun de sidste par dage havde gjort næsten hver aften, for at lokke sultne sjæle frem.

ja maion var sulten men hun holdte hellere sulten ud og gav til de små børn. hun sad roligt i sin stol og med sin tegneblok og blæk ved sig så hun på stjernerne og forestilte sig en drage i stjerne billederne. hun synes det var smukt. pludselig var der noget der hev hende i vingen og hun vendte hovedet for at møde en pige på ca 6 år der grad. hun havde været hjemløs i 2 år og havde haft mareridt.

"hvad så Missy. mareridt igen" hun nikkede og Maion flyttede sit blæk og tegne blok til en side hun havde fået lavet på stolen. en lille taske om man ville kalde det det.  "så kom op" missy kravlede op til maion og lagde sig tæt ind til hende imens at Maion nynnede roligt. hun holdte meget af børnene og nok ville de fleste følge duften af mad men maion turde ikke forlade børnene.
pigen så med store øjne på maion. "vil... du ikke synge den med piletræ kvinden" Maion grinte lidt og nikkede. "så gerne" hun nynnede roligt og begyndte at synge i en smuk tone. Sangen var rolig og sørgelig. men den var faktisk et eventyr hun selv huskede fra da hun var barn. og derfor sang hun den tit for at holde mindet i live.

Maion snussede til luften imens hun sang.  det duftede godt. men hvor kom det fra. hun så ned på missy der så småt var begyndt at falde til ro. hun havde tit mareridt om hendes hjem der brandte. Maion selv havde boet på gaden i så lang tid at hun ikke anede om hun kunne få et arbejde eller et hjem nu. hendes stemme leje blev lavt til det sidste vers, og hun strøg missy over håret imens. hun var godt sulten. havde ikke spist i 3 dage. hun havde givet børnene først. så hun var godt udhungret men sådan virkede hun ikke. hun virkede stærk og klar til kamp hvad hun selvfølgelig ikke var.

Lucille fortsatte sin nynnen mens hun gik ned ad gaden, stadig viftende med låget til madspanden i hendes kurv for at sprede duften af mad. Da hun havde passeret de første par huse, begyndte hun dog at undre sig; hvor var alle børnene fra de forrige dage henne? Normalvis ville de have stimlet sammen om hende allerede, for at få sig en skål varmt mad. Selv de lidt ældre var endnu ikke kommet ud for at hilse på hende.

Hun stoppede op da hun var halvvejs nede af vejen, og satte låget på spanden. Retten skulle nødig blive helt kold før der var bid. Hun lænede hovedet lidt tilbage og betragtede en af de lidt mere faldefærdige bygninger. Ikke just et sted hun selv ville søge tilflugt i, skulle hun nogensinde behøve det, men det havde da tag over hovedet, og var sikkert mere end tilstrækkeligt for det pak der ellers lurede i byens gader. Hun satte en hånd på hoften, og kiggede op og ned af vejen. Var de flyttet videre? Der havde været et rend af unger når hun var kommet de sidste par dage, og nu.. ingen? En lille bekymring begyndte at stikke hende i maven, mens hun stod og kiggede. Havde Phillipé ikke gjort hans arbejde godt nok? Var der begyndt at svirre for mange rygter? VAR der rygter? Hvad skulle hun gøre hvis folk begyndte at snakke for alvor??

Med en let rysten på hovedet, skubbede hun de foruroligende tanker fra sig. Nej, det var ikke det. Så havde hun selv hør det via hendes eget netværk. Måske var de bare ikke sultne i dag? Bah! Utænkeligt! Det her var muligvis det eneste måltid de fik i løbet af dagen. Det ville de ikke bare sådan passe op, uden grund. Skulle hun alligevel snige sig til at kalde efter dem, eller var det tiden at gå andre steder hen? Da Lucille endelig skulle til at vende om, hørte hun en puslen fra en af de mange bygninger omkring sig. Et let smil gled straks over hendes læber, og hun vendte sig mod lyden, stadig med en hånd på hoften.

”Oookay, leger vi i dag?” spurgte hun blidt, mens hun kiggede ind af den halvåbne dør foran sig. ”Kom nu ud og få noget mad i stedet for. Ellers bliver den kold!”
En lille dreng, med snavs i ansigtet, og tjavset, fedtet, blondhår kom langsomt til syne i døren. Han lignede en på omkring de 10, og var ikke en af de drenge hun havde hilst på før. En ny til-kommer? Skønt! Det betød at hendes arbejde ikke var helt spildt. Lucille gik på hug, og satte kurven på jorden foran sig. Med en rolig bevægelse rakte hun ned i den efter en skål, hvorefter hun endnu engang løftede låget på spanden. Drengen kom langsomt ud, mens han tøvende tyggede på sin læbe.

”Det er okay, kom du bare..” smilede hun, mens hun fyldte skålen med mad og fandt ham en ske. ”Her.” Hun rakte skålen ud i mod ham, og selvom han fortsat så sky ud, kunne hun se at sulten var stærkere end frygten for hende. Han tog skålen, og begyndte med det samme at spise. ”Hvor er dine venner henne? Er du helt alene her?”
Drengen rystede på hovedet og kiggede tilbage mod døren mens han fortsat fyldte sin mund med den lune ret. I døren bag ham kunne hun se flere børn, og Lucille sendte dem et venligt smil mens hun gestikulerede at de skulle komme tættere på. ”Nå dér er i! Kom nu ud og få jer noget mad! Jeg har mere med i dag, så der er nok til alle!” Smilede hun entusiastisk, hvorefter hun begyndte at fylde flere skåle. Børnene som havde siddet sammen med drengen kom langsomt ud, genkendelsen var langsom men vandt sikkert frem i deres ansigter som de så hende bedre. ”Er der flere af jer, derinde?”

En af de børn lucille havde lokket frem var en af de børn der tit hørte Maions fortællinger. han kom også frem. han var næsten teenager. han gik om i køen og man kunne tydeligt se at han havde en lidt dårlig samvigtighed over at få mad uden at maion havde fået i 3 dage. han kom over til hende da det blev hans tur. "undskyld.... men jeg kender en der altid lader os få før hun selv for.... hun er ude i en af de andre gyder med de nye forældreløse" sagde han forsigtigt og ville gerne hjælpe en der altid hjalp andre. Drengen smilte forsigtigt og håbede at kvinden Lucille ville gemme lidt til Maion.

imens:

Maion sad roligt og vuggede pigen der nu var faldet isøvn. hun elskede børnene men hun tænkte sjældent på sig selv. hun var udhungret og så tilbage på de børn der lå inde i gyden og sov. hun prøvede forsigtigt at vende stolen om og køre ind i gyden for at ligge pigen ned på en af de tæpper nogle af de søde der havde hjem havde givet til dem.
hun havde dog svært ved at komme frem med kun en arm. men hun forsøgte ihærdigt.

Lucille fortsatte med at dele mad ud til de mange sultne ansigter der havde stimlet sammen om hende. Med en blid hånd rakte hun fulde skåle, der duftede lækkert ud til hver en udstrakt hånd, mens hun opretholdt et venligt smil på hendes ansigt. Hun begyndte at nynne stille igen mens skålene skiftede hænder, men stoppede så da turen kom til en lille dreng, der ikke selv rakte frem efter en skål. Hun så på ham med en påtaget venlighed der ikke var til at skyde igennem, mens hendes indre vred sig over alt den her godhed hun var nødt til at udvise. Selv når hun havde fri, kunne hun ikke få lov bare at være!

Da drengen begyndte at tale, lyttede hun høfligt til hvad han havde at sige. En der ikke fik mad. Hun sulter mens vi spiser, blablabla. Hvorfor skulle hun bekymre sig om nogen der ikke selv kan finde ud af at passe på sig selv? Hun rakte ham den fulde træskål hun havde i sin hånd, og fiskede en ske frem til ham også, mens hun nikkede til ham, og med en rolig og næsten blød stemme sagde:

”Hun lyder som en rigtig sød en, hva? Hende må i være glade for. Ved du hvad, når vi er færdige her, skal vi så ikke gå op og hilse på hende? Jeg har mere mad jeg kan hente, men hvis du siger hun ikke har spist længe, så har hun måske brug for hjælp?”
Lucille vidste ikke helt hvad det var, men der var noget i måden drengen talte om denne pige som ikke var tilstede. Noget usagt, som lå mellem de ord han brugte, der gav Lucille en fornemmelse af at netop denne person måske ville være et kig værd. Måske hun alligevel ville finde noget andet end sultne børn i dag?

Med det fortsatte Lucille med at uddele maden hun havde bragt, indtil der ikke var mere end en enkelt skålfuld tilbage. Den lod hun blive i madspanden, og hun pakkede forsigtigt de beskidte skåle sammen under et klæde som også kom ned i kurven. Så hankede hun op i kurven, og henvendte sig igen til drengen fra før.
”Så.. vil du vise mig til hende?”

Drengen blev helt overrasket over at lucille faktisk gerne ville møde hende. han nikkede da hun kom og spurgte om de skulle finde hende. han rejste sig op og begyndte at gå ned mod nogle gyder i forladte butiks området. han pigede på en der sad i mørket og nynnede, "det er hende. hun hedder Maion." sagde han og anede ikke at maion hørte hendes navn og så mod dem.
hendes smukke brune øjne så mod drengen og kvinden. hun kørte roligt stolen ud til lyset fra lygterne. her kunne man pludselig se hendes vinge. men kun den ene vinge. hendes snavsede tøj og hendes lange brune hår. "hej Malkin, hvem er det du har med dig" drengen så på lucille med et venligt smil og man kunne faktisk godt så på Maion at hun ikke havde spist i nogle dage nu. hendes ansigts former var meget tydelige.

Malkin var drengen og han gik over til maion og tog fat i hendes stol og kørte hende mod lucille. så de kunne hilse ordenligt på hinanden. Maion nikkede med et smil til kvinden. "hej Frøken, jeg er Maion, hyggeligt at møde Dem," sagde hun og rakte forsigtigt hånden frem mod lucille. 
Malkin valgte at gå ind i gyden og så til de små børn der inde imens.

Hun fulgte den lille dreng med en tålmodighed hun ikke selv var klar over at hun havde. Men da drengen endelig rundede det sidste hjørne, og Lucille for første gang lagde øjne på Maion takkede hun guderne for, at hun ikke havde affejet det lille kræ til at starte med. Der sad hun, en engel, gudernes gave til nattens folk, på HJUL. Øjensynligt lam, eller skadet så hun ikke kunne gå. Det var næsten for godt til at være sandt. Et tag-selv-bord på hjul… kunne det være lettere?
 
På trods af fristelsen, måtte hun dog for alt i verden ikke bryde illusionen overfor børnene. Det ville smadre alt det arbejde hun havde lagt i at vinde deres tillid de sidste mange dage. Hun mærkede en sitrende fornemmelse løbe hende ned af ryggen som hun kom tættere på, men huskede alligevel at smile høfligt idet krøplingen kom dem i møde. ”Maion, huh?” sagde hun venligt, mens hun selv rakte frem for at tage pigens fremstrukne hånd. ”Yndigt navn..” følelsen af den lille hånd i hendes var næsten for meget. De elegante fingre, den sarte hud.. hendes LUGT var næsten ikke til at modstå. ”Mit navn er Lucille.” Hun slap hurtigt pigens hånd, men ikke så hurtigt at det var uhøfligt, hvis hun rørte hende for længe ville det gå galt. ”Drengen.. Malkin? Fortalte at du ikke har spist i flere dage. Er det sandt?” spurgte hun i stedet, mens hun rakte ind i sin kurv for at finde den sidste slat mad frem.

”Og du ser efter disse børn? Kæreste.. du kan ikke passe på andre hvis ikke du passer på dig selv..” hendes stemme var blid, og venlig, næsten moderlig som hun talte. Det var vigtigt at trykke på de rigtige knapper nu, for ellers fik hun hende aldrig med. ”Her, spis det her.” Hun rakte den fine skål med den lune ret over mod englen, mens hun gjorde sig umage for ikke at ryste på hånden ved bare anstrengelse. Hvordan pokker fik hun kvinden væk fra børnene, og med tilbage???

”Og tænk ikke på mængden, jeg har mere hvor det kommer fra.” 

Maion trykkede venligt hånden og smilte da hun blev komplimenteret for hendes navn. "Deres navn er da også smukt" Maion så på hende og kunne ikke lige fornemme hvad hun tænkte. men hun så på hende som hun roede nede i kurven. hun havde nok kun en vinge men engel var hun. 

da lucille spurgte om det var rigtigt at hun ikke havde spist i flere dage så hun tilbage og smilte. "de små pus var lige blevet forældreløse, så tænkte de ikke skulle sulte" sagde hun og lyttede til hvad lucille sagde derefter, ja hun skulle passe på sig selv. men hun vidste bare at børn skulle ha noget at vokse på

Maion tog roligt imod skålen med mad og snussede til det. det duftede faktisk rigtig godt. "det dufter dejligt" Maion tog roligt en mundfuld og smilte helt over det. da lucille sagde der var mere havde Maion fået tømt skålen og så på hende med næsten helt lettede øjne.
"vis jeg nu fik malkin til at se efter børnene, kunne jeg så komme med Dem og få en potion mere?" hun havde ikke fået så god mad længe. hun havde helt glemt hvor godt mad kunne smage. hun havde fået mad der var smidt ud i lang tid. det var for det meste bare tør brød og lidt kedeligt kød. men for hjemløse var det et fest måltid.

Jackpot. ¨

Den sitrende fornemmelse løb endnu engang ned af hendes ryg, som Maion spiste og spurgte om der var mere. Det var et bedre udfald end Lucille havde turde håbe på. Med et venligt nik, tog hun imod den tomme skål og satte den tilbage i kurven, under klædet. Fordi at sociale normer dikterede det, sendte hun børnene et stille blik, som om ikke andet manglede en oprigtig interesse men stadig formåede at opretholde den venlige og smilende facade hun havde bygget op
.
Lucilles venlige og varme fremtoning, vigede ikke for det tormult der udspillede sig bag facaden. Det her måtte gerne gå lidt hurtigere. Hvordan fik hun hende bedst, og hurtigst, med tilbage til kroen? Lucille fortsatte med at smile let mens hun pakkede væk, ”Ja selvfølgelig. Du skal være mere end velkommen! Du kan sågar få noget med tilbage til.. de kære små.” hun udnyttede pausen i hendes sætning, til at give et lille nik mod de sovende børn, for at maskere at hun var ved at sige noget andet og måtte omformulere. Så var der bare lige ét problem tilbage: kørestolen.

”Hvordan klarer du dig på de lidt mere befærdede veje?” spurgte hun blidt, med et lille nik til Maions situation. ”Den korteste vej er op langs den større gade, men jeg ved ikke hvordan sådan en stol klarer sig mod brosten.”
Måske hvis hun skubbede på, kunne de komme nemt og smertefrit tilbage til Den Magelige Mis.. og det inden for mange begyndte at savne hende.

”Ville du have noget i mod hvis jeg…?” hun spurgte med endnu et lille nik mod Maions stol, for at indikerer at hun talte om at skubbe stolen for pigen, og ikke for at sætte sig i den.  Skulle pigen indvillige, ville Lucille række hende kurven med en blid bevægelse, ”Jeg tror det er lettere med frie hænder.” Endnu et smil ville følge, hvorefter hun – hvis Maion gav lov – ville gå bag stolen og begynde at fragte pigen i retningen af DMM.

Maion vidste ikke lige hvad Lucille tænkte. men troede jo på det bedste i folk. hun så mod hendes nik og mod de små børn. hun smilte varmt da lucille sagde hun kunne få noget med tilbage til dem. det var da den sødeste dame længe. hun nikkede sm et ja. hun drejede stolen lidt og så mod malkin.

"Malkin, kan du se til de andre her imens jeg følger med den søde dame Lucille." Malkin så op og smilte venligt til Maion og nikkede. Maion så tilbage mod lucille i tide til hendes spørgsmål.  hun så ned på sin stol og grinte en lille grin over sig selv. "ja. det er jo det. for det meste køre jeg langsomt for ikke at vælte." hun så op på lucille.

Maion havde tænkt at spørger lucille om hun ville skubbe hende efter hendes sidste sætning. men hun nåede det ikke da lucille jo selv spurgte om hun måtte. "selvfølgelig. jeg var faktisk lige ved at spørger selv." sagde hun og tog roligt imod kurven. og lod kurven ligge på skødet, og lucille fik lov at gå bag hende. 

Maion så på alle de personer der gik ude på denne tid af dagen. hun lod lucille køre hende imens, og tænkte over hvad den magelige mis mon var, et sted bare at få mad eller også et sted at sove som en kro? hun så tilbage mod lucille. "hvordan er dette sted så? er det en kro med sove steder eller er det bare en slags mad kro?" spurgte Maion roligt og nysgerigt imens de tog afsted mod DMM hun anede jo ikke hvad navnet var på kroen endnu. så hun "fulgte" bare med.

Sejrens sødme fortsatte med at sitre og kildre rundt i Lucilles krop. På trods af at hun-vampyren vidste bedre end at fejre antagede sejre for tidligt, kunne hun ikke holde den behagelige fornemmelse fra livet. Børnene havde været en stor hjælp i aften, hun måtte huske at bringe dem noget ekstra godt næste gang – OG komme på en grund til at pigen her nok ikke kom tilbage..

Det var dog en hovedpine hun kunne udskyde til senere, for lige så snart de havde rundet et hjørne, var børnene fra før ude af hendes sind, og det eneste hun tænkte på nu var at komme tilbage til DMM i en fart! Da Maion så op på hende, forcerede hun naturligt et venligt smil.

”Jeg tror du vil kunne lide det. Den Magelige Mis er et hyggeligt lille foretagende som jeg selv har sat i værk. Mit hjertebarn, om man vil” Lucille fik næsten kvalme ved hendes eget ordvalg. Hvor var det dog afskyeligt at skulle tale så sukkersødt hele tiden!! ”Det er mest tænkt som et sted folk kan komme og spise,” fortsatte hun, ”men vi har et par værelser der kan bruges ved specielle lejligheder, som fx at give lidt ly til dem der har behov for det.” Hun smilede igen med et lille nik til Maion. Hvad pigen så fik ud af det måtte være op til hende selv, Lucille kunne ikke servere det hele på et sølvfad!

…

Eller.. det kunne hun sådan set godt, men det ville næppe gøre nogen nytte, eller hjælpe på nogen måde hvis alle kortene lå på bordet. Mens de gik overvejede kvinden hvad det næste træk skulle være. Hun vidste at engle som regel have evner, og at disse ganske vist varierede fra person til person, men hun havde endnu ikke spottet pigens gaver og hvis ikke hun var forsigtig kunne dette sagtens komme tilbage og bide hende i hælene senere. Måske det var bedre at indhente noget hjælp med denne her? Hvis Lucille fik behov for sine egne evner var det bedre at der var et par ekstra hænder. Tankerne fløj tilbage til DMM, og på hvem der mon stadig var på matriklen der hjemme. Ganske vist var der Phillipé, men den store tosse skulle have alt at vide verbalt, og hvis Lucille skulle bjæffe ordre ud hele tiden, ville pigen bare fatte mistanke.. hvem var der ellers? Kassandra var stadig for naiv at involvere i de mere hengemte aktiviteter. Det måtte blive Alexander.

Efter sit tankespind, vendte Lucille tilbage til nuet, der var blot gået et par øjeblikke, og hun genoptog derfor meget naturligt det tidligere samtale emne.
”Navnet er måske lidt… usædvanligt men… kroen er opkaldt efter min kat, Cyril.” Et lille fnis slap fra den ellers så selvkontrollerede dame, ”Det er lidt fjollet, men han elsker at dase ved kaminen i kroens opholdsrum. Så det virkede som det oplagte valg at bruge ham som maskot og navn.”

Brostenene bankede lystigt forbi under hjulene på Maion’s kørestol, dagen var for længst slut nu. Mørket var faldet helt på, og de tidligere nævnte gadelygter oplyste gaden i et varmt blødt skær. Et par drej og et lille hul i vejen senere stod de ude foran Den Magelige Mis’ – for Lucille’s vedkommende – velkendte facade. Det fine bindingsværkshus var i to plan, og stuens hvidkalkede vægge gjorde hvad de kunne for at reflektere det bløde lys fra gaden, mens de mørke, røde sten fra overetagen gjorde det modsatte. Bygningen gav et indbydende vibe fra sig, som blev forstærket af de stearinlys der var sat i stuens store seks-delte vinduer. En blid sommervind strøg dem i møde som de gik imod huset, og fik det runde udskårne skilt over den mørke egetræs-dør til at svinge let.

”Velkommen til Den Magelige Mis.” Sagde hun kort, før hun opdagede endnu et problem: op til Den Magelige Mis’ hoveddør var nogle enkelte trin. Trin, som tydeligvis ville skabe problemer for pigens udstyr. Lucille kunne i princippet være ligeglad og hapse tøsen ud af stolen og med ind. Men hendes fysiske styrke var ikke hvad den har været. Desuden ville det skabe for meget postyr, og drage for meget opmærksomhed. Nej, så hellere være forsigtig lidt endnu.

”Hmm.. Det ser ud til at vi får brug for en smule assistance. Et øjeblik..”

Lucille slap taget i Maions kørestol, og tog de få skridt det krævede at komme op af de små trin, hvorefter hun forsvandt ind af døren et kort øjeblik.

”Alex!” kaldte hun kort men bestemt, ”Vi har fået GÆSTER!”

Den lune plads ved pejsen, det var det bedste sted at være. Den var som at ligge i sin moders barm; trygt og godt. Med en fyldt mave. Og ikke skyggen af bekymringer. I det mindste ikke bekymringer af den slags der forekommer voksne. Et barns lykkelige bekymringer, der ikke strakte sig længere end til spørgsmålet om hvad aftensmaden stod på. Det var den slags velbehag som pladsen ved pejsen gav. Jo vist, ikke lige foran pejsen. Næh, man skulle ligge lidt væk så varmen ikke blev for gennemtrængende. Men det var sjældent at han flyttede sig når først han havde lagt sig til rette. Det vil sige hvis altså ikke Cassandra kom og snakkede til ham. Alene tanken var nok til at få ham til at vende sig om med en vrissen mine. Hvorfor havde Lucille dog nogensinde givet det pigebarn arbejde i kroen - han vidste godt hvorfor - men hvorfor? Det spørgsmål havde tit rumsteret inde i hans hoved når han var der ved pejsen og lyttede på det knitrende ildsted. Det var en velsignet lyd. Specielt når kroen ikke havde mange gæster som i nat. Kun nogle enkelte fulde mænd der spillede kort, et par enlige rejsende der lod til at nyde pejsen lige så meget som han gjorde. Det var på sådanne aftener at han følte sig det tætteste han kunne være på lykkelig. En dejlig... fredelig... 

"Alex!"

Lyden af Lucille's stemme der pludseligt skar igennem den ellers nydelige stilhed, fik ham til at give et stift spjæt der gjorde at han skvadtede ned af stolen. Han kunne ikke nå at redde sin landing og endte med et stødt bund på det hårde - og dog lune - trægulv. Han kom op med en gnaven mine, imens at en af de rejsende så med medlidende øjne på ham. Han værdigede ikke den fremmede et blik før at han begyndte at spankulere imod Lucille. Idet hun var gået ind i kroen for at lede efter ham. Hun fandt ikke den høje, ranglede, nordmand som hun ellers havde hyret. Men istedet for kom en dvask, stor, rød skovkat gående imod hende imens at den gabede døsigt. Han satte sig et lille stykke fra hende og så på hende med et nærmest ugideligt udtryk. Gæster? De havde altid gæster? De var ganske vist lidt sølle på denne tid af natten, men... gæster var de dog. Hans hale svajede roligt frem og tilbage imens han så afventede på hende. 

Maion lyttede nøje efter. faktisk spurgte hun kun fordi der tit kom fremmede til byen og spurgte til madsteder. så det var rart at kunne tilbyde at hjælpe. hun nikkede. da hun fortalte om navnet fniste Maion kort og så mod hende. "det er da meget passende så" da de kom frem så Maion på trappen og var faktisk lidt i tvivl om hun overhovedet kunne komme op af de trapper på nogle måder.

hun så på den ellers så fine kro og da hun gik op og kaldte på en.... Axel? og de havde kunder tænkte hun at det måske var krofatter hun kaldte på. men det eneste hun kunne se fra hendes plads var en skygge der nærmede sig dem men den var lille. umuligt at det kunne være en krofatter. måske et barn eller et dyr.

hun så mod Lucille ganske roligt og så rundt for at finde ud af om hun kunne komme ind uden hjælp. men det så ikke sådan ud. ikke mange havde fataliteter til handikappede som hun var.

Lucille måtte indrømme at hun var en smule irriteret over den manglende reaktion hos Alexander, som han sad der i sin magelige form. Det var ikke første gang drengen formåede at misse hendes hentydninger, og det havde da også været et tilbagevendende diskussions emne..

Heldigvis for Alexander, var Lucille’s overskud ved at være brugt, og hun magtede ikke at synge den samme gamle sang endnu engang. I stedet forcerede hun et smil, og knælede et kort øjeblik for at kæle ham blidt på hovedet. De måtte opretholde facaden lidt endnu. ”…. Mon’Ami…” hendes stemme var usædvanligt kærlig, mens hun forsigtigt strøg ham over hans bløde hoved. ”Jeg skal bruge noget hjælp..” hendes hånd skælvede let mod hans røde pels, det var begrænset hvor meget længere hun kunne lege den her leg, ”vi har en speciel gæst, som ikke kan komme op af trappen.. Er du ikke en skat og hjælper hende ind, og med nedenunder så hun kan… få noget mad?”
 
Med det rejste hun sig atter op. Bevægelsen var flydende og elegant, men for dem der kendte hende ville hendes besvær være synligt. Mon knægten heller ikke opfattede dét? Herefter vendte Lucille sig atter mod Maion, som så fint sad og ventede udenfor i sin rullende stol.

”Det vare kun et øjeblik, så kommer Alexander og hjælper dig ind. Jeg gør lige klar til dig imens..” 
Hun kunne ikke mere. Lucille vendte sig atter fra Maion, hvorpå hun tog lange og hurtige skridt ind forbi Alexander, som vel stadig sad lidt fra døren, og ind bag forhænget bagerst i lokalet, hvor hun drejede ind gennem døren der ledte nedenunder og lukkede den bag sig. Her stod hun så. Med ryggen lænet mod døren, mens hun mærkede hvordan hele hendes krop begyndte at ryste, og sveden sprang frem på hendes mørklødede pande. Det var for meget det. Det gik ikke. At gå op af en engel i så lang tid uden at… uden at… Hun greb sig til brochen om hendes hals mens hun knep øjnene sammen i et forsøg på at samle sig.

’Det er okay nu. Vi fik hende med tilbage. Vi er der næsten…’ tænkte hun for sig selv, mens hun forsøgte at stilne stormen i sit sind. Yderligere et par sekunder fløj forbi, før hun endelig kunne slippe sit tag i døren, og skubbe sig fra den. Trapperne ned var oplyste af stearinlys, og det mørke polerede træ var beklædt med en dybrød løber der strakte sig hele vejen ned. Mens hun bevægede sig ned af trinene, overvejede hun det næste træk. Var det optimalt at tage pigen med her ned? Selvfølgelig var det det. De kunne jo ikke gøre så meget ovenpå hvor der stadig kom folk. Phillipé ville sørge for hun intet kunne huske, og Alexander kunne hjælpe med at få pigen til at makke ret.

Med en stadig voksende uro i sit indre, gik hun de vante skridt ned imellem vinkælderens lange rækker af reoler og stablede tønder, der alle stod tæt op af de kølige kampestens-vægge. Med øvet hånd rakte hun ud bag en fakkel der sad på den ene endevæg, og trykkede på en gemt sten der udløste mekanismen der fik reolen foran hende til at svinge op, og falde på plads langs væggen så ingen kunne se at den nogensinde havde stået anderledes.

Rummet bag væggen var i samme indbydende stil som overetagen, og dog med et par markante forskelle; på det mørke trægulv lå spredt et stort rødt tæppe, og hvor træpanelerne ovenpå gik fra gulv til loft, gik de her kun halvvejs op af væggene, før de glider over i tapetserede vægge med den samme dybrøde farve. Møblerne her har også en anderledes stil, disse stole minder mere om bløde lænestole, enten i læder eller polstrede til at matche resten af rummet. Små borde står strategisk placeret mellem stolene, og hele rummet minder mere om en lounge end et kro-etablissement. Langs væggene hænger der røde gobeliner, som alle indrammer malerier og andre kunstværker. I den ene side af rummet er placeret endnu en disk der, lige som ovenpå, er holdt i massivt poleret mahonie, hvor basen er udskåret med flotte ranker der alle snor og vrider sig om en enkelt majestætisk kat der er placeret i midten.  Lucille gik straks mod baren og døren der var placeret lige ved siden af. Her rakte hun hurtigt ud efter en flaske med en velkendt indskåret rune på halsen. Hun fjernede hurtigt proppen og hældte den rødlige væske op i et glas, bunder det, hvorefter hun endnu engang står med lukkede øjne og sunder sig.

Den sitrende, vibrerende fornemmelse af træthed fortog sig lidt, men forblev som en hvisken bagerst i hendes hoved. Hun måtte tage til takke med den milde lindring, for det blev tydeligvis ikke bedre! Proppen blev sat tilbage på flasken, og flasken lagt tilbage under disken, hvorefter hun greb en serviet og tørrede sin pande. Fandens til skravl. Hvorfor skulle hun også være så forbandet modtagelig! 

Den røde kat trak hovedet en smule tilbage da Lucille lænede sig ned og forsøgte at give nogle få, nænsomme, kæl. Alexander virkede dog ikke til at være helt med på den og trak hovedet tilbage, som en kat der snobbet trækker sig fordi den ikke har givet tilladelse til berøringen. Det var kun en smule dog, for Lucille's fingre fik lov til at mænge sig med den silkebløde pels inden Alexanders hale begyndte at svinge let frem og tilbage, i hvad der nemt kunne misfortolkes af hunde-elskere som opstemt glæde, men som på kattesprog betød: nu strammer du den lidt. 
Men der var noget ved måden hun talte på. Hendes tone? Nej. Hendes kropssprog der anspændt skreg med en higende desperation for at få hendes anmodning hørt og den blev hørt hurtigt. Halen stoppede med at sveje frem og tilbage. Alexander's katte-blik faldt over døren i et øjeblik hvorefter han blinkede med sine blå øjne og begyndte at gå hen imod bar disken. Et par raske trin senere havde han sat af fra gulvet og stod på bar disken. Han så lidt søgende imod gulvet og sprang derefter ned bagved den. Et par minutter efter kunne lyden af brækkede knogler og nogle få dybe vejrtrækninger høres, indtil en fuldvoksen man lå gemt bagved baren. Han trak hurtigt et par bukser frem fra en hylde bagerst i baren og fik dem på. Derefter kom han til syne bagved baren, hans overkrop frit for skue til de lettere overraskede kro gæster der havde hørt lydende og så at der nu stod en granvoksen mand ved baren og ikke en kat. Alexander's hår havde en tydelig rød farve der stod frem i genskæret fra nattens steringlys og ildstedets flakkende lys. Hans overkrop var mærket af arvæv fra diverse klo-mærker, kniv-stik og hvis man så godt efter: tandmærker. Hans hud var lys men ikke alt for lig bleg. Den var mærket af et liv på de krystalianske landeveje og de barske skove der lå i kontinentet. På samme måde som at huden havde fået en kulør, bar hans fysik også præg af hans liv på vejen. Han var bredskuldret og havde en tydelig markering af muskler, selvom han ikke var overdrevent trænet. Det var en atletisk, tynd, kropstype - der ikke var opnået ved hård fysik arbejde, men på grund af en sparsom kost. Man kunne ane at der var et tyndt, beskyttende, fedtlag omkring det nedre af maven som sikkert kun var opnået i den tid han havde været hos den magelige mis. 

Han greb en hvid bluse fra den nederste hylde i baren - der hvor han også havde haft sine bukser til at ligge - og trak den over hovedet så den hang løst omkring hans overkrop. Et par løse snore hang og dinglede fra hans bryst idet blusen ikke var bundet forfra og derfor afslørede en del af hans brystkasse, hvor nogle snorede, krøllede, brysthår stak frem i et bredt tæppe der havde sprdt sig over hans bryst og en smule ved bukse kanten, idet der gik en vejvisende pil af rødt hår fra hans navle og til hans skridt. Selve mavestykket var dog ikke præget af behåring. 
Han begav sig bar-fodet imod indgangen til den magelige mis. Den tunge dør blev trukket en smule mere væk hvorefter Alexander så ned på Maion med sine dybe blå øjne. Hans ansigt var belagt med et tykt rødt skæg der passede til det lange, bølgede røde hår, og som dækkede han hagem kæbe og overlæbe. Det fik hans ansigt til at se venligt ud. Han rømmede sig en smule imens han med rynkede bryn så på 'kørestolen' der i sig selv var et sær-syn i Dianthos. Ja, i hele krystallandet. 

"Frøken..", hilste han og gav hende en anerkendende nik, før han gik om bagved hende og greb fat om stolens rygløn, før han gik ned i knæ og med en angstrengt lyd løftede Maion og stolen op og ind i den magelige mis! 

Maion sad roligt og ventede. det gjorde hun til dagligt. hendes kørestol var meget primitiv. der var hjul på en stol uden ben. den var nem nok at håndtere for Maion men den var lidt tung. da  Lucille sagde et øjeblik så Maions brune øjne rundt om den magelige mis. det var et hyggeligt sted. hun sad roligt og hørte en masse rumsteren inden i kroen.
da en mand pludselig kom ud og nikkede til hende så hun på hans smukke røde hår og det store flotte fuldskæg. hun nikkede til ham. "Maion. hyggeligt at møde Dem hr." hun smilte til ham og hendes blik var meget trofast og venligt. hendes lange brune hår var sat op i en lille sidelæns hestehale som sad nede ved skuldren.

Maion tog fast i hjulene da manden kom bag ved hende og med en lys løftede hende op. "uh" kom der fra hende da hun fik et lille chok over løftet. hendes vinge på mod hendes ryg, bag ryglænet så han ikke fik den i hovedet. det var lidt usædvandligt med en engel med en vinge. men også usædvandligt for en i kørestol. men det var nødvendigt for hende når hun var lammet fra livet og ned. 

hendes kjole havde engang været hvid. den var nu nærmest brun af snavs. hun ville dog ikke takke nej til en rolig varm mad, mest fordi hun havde givet det hun havde til andre i flere dage. så hun trangte til et godt måltid.

Lucille stod stadig ved baren nedenunder og sundede sig. Hele det her foretagende var en smule mere våget end hun ville have det, men nu var de her og der var ingen vej tilbage… hun kunne med rette ikke bare lade pigebarnet gå. Ikke så tæt på målstregen! Prisen hun kunne tage for de flasker det ville blive produceret i nat, ville være nok til at kunne dække deres husholdningsbudget de næste par måneder. 

Hun trak vejret dybt ind, og åbnede så sine lukkede øjne. Et hurtig kig rundt i rummet forsikrede hende om at de var tomt, og ingen havde set hendes momentale vaklen. Hun gav slip på barens bordplade og vendte sig mod døren til baglokalet for at gå derud. Bag døren var endnu en gang, med endnu en, om end lidt mindre ekstravagant, trappe der ledte tilbage op til køkkenet. Lucille trak i et flettet stykke reb og en klokke lød fra oven, hvorefter hun vendte sig mod de mørke træpaneler på den modsatte væg hvor der hang et mellemstort billede af Cyril. Med håndfladerne mod væggen pressede hun ind, og væggen gav efter med et lavmeldt klik hvorefter hun kunne skubbe den til side og åbne op for endnu en dør ind til et rum der ikke var normalt tilgængeligt.

Puslen på trappen fortalte hende at Phillipé var på vej ned, og med et blik over sin skulder for at være sikker, gav hun ham instrukser ”Vi har en tøs ovenpå der skal have særbehandling. Bring noget mad herned, og noget at drikke…” Lucille tøvede et øjeblik hvorefter hun tilføjede, ”tag en af de lidt bedre flasker. Jeg vil ikke have en eller anden mærkelig bismag i sådan et værdifuldt produkt.” Den tumpede dreng nikkede og vendte sig for gå ovenpå efter det hun havde bestilt, og Lucille vendte sig atter mod det lille rum bag sig, for at forberede til at deres gæst skulle benytte det.

Forberedelserne tog ikke lang tid, og da hun er færdig vender hun atter tilbage til loungens hovedlokale for at vente utålmodigt. Hun tog endnu en stor slurk fra den samme flaske som før. Guderne ville vide at hun behøvede den ekstra tilfredsstillelse i nat. Hvor lang tid kunne det tage Alex at få tøsen herned?!