Det havde været en lang dag. En lang dag, der dog til trods for at have været lang, ikke havde været nær så travl. Kunderne var kommet og gået i en lind strøm siden åbningstiden, og selv til middag hvor der næsten altid var fuldt hus, havde der været tomme borde. I det fine bindingsværkshus hvor kroen holdt til, var en let summen af mennesker som stadig sad og snakkede rundt omkring ved bordene. Lucille selv stod bag baren og polerede nogle glas mens hun fraværende kiggede på katten som lå og slangede sig ved ildstedet. Et let suk slap fra hende mens hun satte glasset på plads under disken, hvorefter hun lænede sig lidt imod den solide overflade. Hendes lilla glødende øjne gled rundt i lokalet, hvor hun noterede sig at yderligere to personer havde forladt etablisamentet og at bordene derfor skulle ryddes. Efter endnu et let suk gled hun ud fra bag disken, og med en flydende bevægelse der vidnede om rutineret erfaring, samlede hun tallerkener og glas sammen hvorpå hun endnu engang gik tilbage mod disken for at aflevere det ude bagved i køkkenet. Da hun kom uden for nysgerrige øjnes rækkevidde, stod hun et kort øjeblik med det ene beskidte glas i hånden og så på den søde væske der var blevet efterladt. Hun førte langsomt glasset op mod munden, men uden at føre det helt til sine læber. I stedet snusede hun til aromaen fra væsken gæsterne havde indtaget, og med et let smil legende på sine læber nød hun den søde lugt mens hun tillod sig et øjeblik i mindernes vold.

Det var dog kun en ganske kort fornøjelse, før hun satte glasset fra sig igen. "Phillipé!" kaldte hun med en blød dog bestemt stemme, "Vi er ved at løbe tør igen.. gør klar til det sædvanlige, så vi kan få skaffet nogle flere produkter!" Phillipé, en stor bredskuldret men lidt kluntet mand nikkede fraværende mens han derefter greb en stor gryde, og begyndte at kokkerere på trods af at det var sent og skulle lukke snart. Med et lille anerkendende nik vendte hun sig da atter om, og gik tilbage for at stå bag baren. En hånd gled op, og rettede let på det fine bånd og brochen med den lilla sten som sad omkring hendes hals, før den bevægede sig videre op for at skubbe en vildfaren og krøllet tot mørkerødt hår ud af hendes ansigt, og tilbage bag ved hendes øre. I hendes mave mærkede hun en let rumlen.. det var ved at være et stykke tid siden hun sidst havde spist, men der var stadig et par minutter igen før det var socialt acceptabelt at bede de sidste par stykker om at forlade lokalet, så hun kunne.. 'lukke ned'. Når de sidste var gået ville det passe med at retten var klar, og så kunne hun gå ud og få nogle af de hjemløse der altid lurrede når gaderne blev stille ind i varmen..

Valtor var generelt altid på udkig efter faste handelspartnere. En ting var de folk, der sporadisk kom og købte slaver af ham gennem Elinor, en anden ting var de folk, han rent faktisk kunne få en fast aftale med og derved en sikker indkomst. Derfor havde han ører ude flere steder for at opfange ledetråde til mulige kunder, og det var bestemt også tilfældet her, hvor det havde givet pote; Den Magelige Mis havde en skygge bag facaden, beregnet til Dianthos' vampyrer, så vidt han havde fået opsnuset. Problemet var at skaffe fast føde til kunderne. Rygtet ville vide, at indehaveren - en kvinde ved navn Lucille - skaffede ofre ved hjælp af Dianthos' hjemløse, men Valtor vidste også, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun enten løb tør for dem eller blev opdaget. Han havde derfor øjnet muligheden for at give hende et tilbud, hun ville have svært ved at afslå. Det var på denne baggrund, at han var begyndt at grave videre for at finde mere om denne kvinde.

Første skridt havde været at sende Elinor ud for at opsnuse snak om kvinden, og sikke folk da talte, når de fik stukket et par krystaller i hånden. Der var flere rygter, mange af dem uden hold i, men ét havde Valtor bidt særligt mærke i: Lucille havde øjensynligt en svaghed for engle. Det var meget at basere det på et rygte, men hvis han alligevel havde tænkt sig at komme forbi med et tilbud og en fremvisning af sine slaver, kunne han vel tage en med samtidig som en slags forsoningsgave. Dette ville også vise, at han havde gjort sit forarbejde godt, og at han derfor heller ikke var sådan til at løbe om hjørner med. Kvinden havde meget på spil ved at drive en facadeforretning, men man kunne aldrig være for forsigtig alligevel, når man havde med ulovlig forretning at gøre.

Næste skridt havde været at sende Elinor ned til Den Magelige Mis for at finde ud af, hvordan man fik adgang til de mere lyssky affærer, der foregik der; det skete efter officiel lukketid og med en meget speciel og specifik kode, der omhandlede kroens maskot. Elinor havde været dygtig nok til ikke at vække opsigt, og han var smuttet med det samme, han havde fundet ud af oplysningerne. Dette var også en stor grund til, at Valtor nærede så meget tillid til elveren; han var dygtig på flere områder, og han gjorde et fantastisk arbejde, hvilket også var grunden til, at han var en af de få, der ikke var slave for Valtor, men rent faktisk fik en betragtelig hyre.

Med det, Valtor havde fundet ud af, var han taget afsted mod Den Magelige Mis ved solnedgang. De sidste stråler havde været generende, men det havde slet ikke været det samme som, hvis han var taget afsted ved højlys dag. Det var desuden en del af hans træning i at kunne modstå solens stråler bedre. En proces, der absolut ikke var nem og kun gav små resultater. Han vidste, at det generelt ville være en langsommelig proces at blive bedre til at udholde solen, men på 60 havde han kun forlænget sin resistens med lidt over et minut. Han skulle leve meget lang tid, hvis han nogensinde skulle kunne udholde en hel dag i solen.

Valtor steg af den sorte hingst uden for kroen og tøjrede den. Den lange, sorte frakke med guldbroderier flagrede let i vinden, i takt med det sidste skridt op ad trappen. Under den kunne man øjne en sort vest ligeledes med guldbroderier i samme mønster, hvis knapper gjorde, at den havde en dyb udskæring, der blotlagde den kridhvide skjorte under. Bukserne var ligeledes sorte, og de langskaftede læderstøvler nærmest forsvandt i det andet mørke med den eneste undtagelse værende sølvspænderne, der glimtede svagt i lyset. Valtor tøvede ikke, som han åbnede døren midt i sin gang og satte sit næste skridt indenfor døren. Med en rolig mine kastede han et blik rundt, som han fortsatte over gulvet. Målet var katten ved kaminen.

Efter Valtor kom fem andre gående, heriblandt en engel, der dog havde vingerne gemt i ryggen. Resten bestod af en ørkenelver, et halvdyr, der kunne fremvise katteører, en havmand og en satyr. Alle var klædt ligeså fint som Valtor selv, og de kunne gå for både tjenestefolk og personlige vagter, hvis man ikke vidste, de var slaver. De fulgte alle roligt med, da Valtor stillede sig foran krystalkatten, som han kiggede vældig interesseret på.

Lucille stod tålmodigt bag baren, og betragtede de sidste to kunder fra ’dagsholdet’ sidde og snakke i et hjørne. De havde siddet der det meste af eftermiddagen, og aftenen, uden at bestille det store andet end at optage plads. Lucille løftede diskret et glas op til sine læber, og sippede af den rødlig væske, mens hendes mandelformede øjne iagttog de nassende kunder. Fordi dagen ikke havde været så travl, havde der ikke været en undskyldning til at bede dem pakke deres sydfrugter og skride… før nu.

Forsigtigt satte hun glasset fra sig på disken, og rettede sig op. Hvis de blev meget længere, ville de få nys om hvad der foregik her om aftenen, og så ville hun være nødsaget til at tilføje dem til menuen sammen med de andre. Det ville vække for stor opsigt. Det gik ikke. Hun rettede fraværende på sin vinrøde kjole, og forklædet, mens hun endnu engang strøg den vildfarne, krøllede tot hår tilbage bag øret, før hun bevægede sig ud fra bag baren og hen imod hjørnet hvor de to væsener stadig sad og snakkede. Hun nåede helt hen til deres bord før de opdagede hende. Med et høfligt smil foldede hun hænderne foran sig, og sagde i en blød men bestemt stemme: ”Jeg beklager, men vi lukker om et par minutter, og jeg er derfor nødt til at-”

Hendes ord blev afbrudt idet dørene til den lille beværtning gik op, og en hel flok af div. Personer kom gående ind. Lucille var først overrasket, men så tog irritationen over. Hun tvang det høflige smil tilbage på læberne mens hun atter vendte sig mod bordet foran sig, og fortsatte: ”Som sagt, så lukker vi lige om lidt, og jeg skal bede jer forlade beværtningen så vi kan få gjort klar til i morgen.” Den ene af de to gæster åbnede munden for at argumentere imod, men et enkelt blik fra Lucille fik ham til at tie. Med det vendte hun sig fra bordet for at tage sig af de nyankomne, ubudne, gæster.

Lucille var en høj, velformet kvinde med fyldige former og en smal talje. Hendes viltre røde hår var trukket tilbage i en knold, omkranset af en tyk fletning der overraskende nok formåede at holde hendes krøller på plads, med undtagelse af et par små totter ved ørene, og pandehåret som faldt ned over hendes venstre øjenbryn. Hendes glødende lilla øjne i kontrast til det røde hår, men matchene den lilla broche som sad omkring hendes hals. Som hun gik, svajede den vinrøde overkjole om hendes ben, og afslørede kun næsten de små sorte sko hun havde valgt at bruge denne dag. Hun var næsten halvvejs gennem rummet da den hun opfangede duften. En let, pirrende og næsten uimodståelig duft blev opfanget af hendes følsomme næse, og fik hende til at stoppe midt i rummet. Hendes øjne afsøgte med det samme de 6 personer foran sig, og selvom hun ikke kunne se præcist hvem det var, vidste hun med det samme at der var mindst én i blandt dem; en engel.

Hendes mund løb næsten i vand med det samme, havde hun ikke sippet lidt næring for et par minutter siden ville hun med stor sandsynlighed været fløjet i flæsket på dem alle sammen allerede, for at finde sit foretrukne bytte. I stedet, stod hun nu her. Midt i rummet. Med et forundret udtryk på sit solkyssede men blege ansigt, mens den mest velklædte af de 6 begyndte at vise interesse for stedets maskot.

I et kort øjeblik glemte Lucille det hele. Hvad det betød, hvad hun skulle sige, og hvad de skulle svare. Duften af en engel så tæt på var næsten alt overdøvende, og hun mærkede sig selv vibrere ved tanken.
Med en kræftanstrengelse, der kun kan beskrives som værende lig den der skulle til for at flytte Mt. Everest, fik hun trukket sig selv ud af hendes momentale besættelse, og efter endnu et par skridt stod hun skråt overfor kaminen, og katten som glad spinnede op imod manden. 

”Han er flot er han ikke? Jeg fandt ham på en forretningsrejse for mange år siden. Har De selv haft kat?” 


Lucille holdt næsten vejret. Denne del af aftenen var en af hendes yndlings, den lille leg med ord, og hemmelige koder var noget af det der gjorde hele foretagendet værd at køre. De små glæder var vigtige at nyde, også selvom de kunne virke unødvendige for andre.

Valtor bemærkede ud ad øjenkrogen, at værtinden kom tættere på, efter hun havde smidt de to drankere på porten. Et svagt smil trådte dog frem på hans læber, da hun stoppede halvvejs med et lettere forvirret udtryk i ansigtet. Så rygtet talte altså sandt. Han kunne i al fald ikke se nogen anden grund til, at hun bare sådan skulle gå i stå, mens der tilsyneladende fløj fluer rundt i hendes hoved. Prøvede hun mon at beherske sig selv, eller var det fordi, hun var i tvivl om hans motiv og derfor ikke ønskede at lukke ham ind i baglokalet? Han gættede på det første, men man kunne selvfølgelig aldrig være sikker.

Ved kvindens ord vendte Valtor sig for at se på hende, hvilket også indebar et slet skjult elevatorblik, inden han sendte hende et strålende smil. "Det er han bestemt" svarede han med et glimt i øjet, inden han rystede på hovedet ved hendes spørgsmål. "Desværre ikke. Min drøm er dog at eje en blodrød en af slagsen" svarede han. Han var klar over, at han havde tilføjet lidt til den spøjse sætning, der skulle være et kodeord, men Elinor havde givet udtryk for, at det var lige meget, hvad man sagde, så længe man fik inkluderet de tre nøgleord.

Som Valtor stod og ventede på Lucilles svar, lagde han armen om skulderen på englen, mest for diskret at indikere, hvilken en der var synderen til kvindens kamp mod sig selv. "Mit navn er Valtor. Jeg går ud fra, jeg træffer Lucille?" spurgte han høfligt, som han igen slap englen og bukkede let for hende, som smilet voksede en anelse.

Hvorend Lucilles selvkontrol kom fra lige nu, så var hun taknemmelig for den. At have en engel så tæt på, men i påsyn af andre væsener var en prøvelse hun hellere var foruden. Hendes indre sitren fortsatte, og hendes mundvand truede fortsat med at løbe over, mens hun iagttog manden lægge en arm rundt om en af hans følgere. Så det var altså englen? Kendskabet til englens udseende gjorde situationen endnu svære at håndtere. Hvad var det her? En eller anden syg leg??
Afmagten over ikke at kunne reagere blev hurtigt til en mild vrede, der boblede frem i hendes indre. Som når mennesker går for længe uden at have spist, og der resulterer i at deres humør skifter. Men på trods af dette, på trods af fristelsen, afmagten og vreden, holdt hun et kontrolleret ydre, med et påklistret venligt smil. Hun noterede sig hans elevatorblik, og lige som hun skulle til at bede dem alle skride til verden ende, ytrede han en sætning som igen fik hendes tankestrøm til at standse. ’En blødrød en” Kodeordet. Så var det altså ikke bare en syg leg?

Med det ændredes hele hendes mindset sig, og hendes professionalisme tog over. Hendes smil voksede lidt, og hun gav ham et venligt nik. ”Lucille Brianne, til deres tjeneste, Monsieur. Velkommen til Den Magelige Mis.” Hendes øjne skød hurtigt til hjørnet hvor de andre gæster havde været for at tjekke at de var væk, og da deres manglende tilstedeværelse var bekræftet mødte hun igen Valtors blik. ”Følg med mig, de Herre.”

Herefter vendte hun sig om, og ledte dem ind bag forhænget der hang i døren bag baren, døren som alle tænkte førte ud til køkkenet. Men i stedet for at komme direkte ud i køkkenet, befandt de sig – hvis de altså fulgte efter – i en lille gang med to døre og en åben bue der så førte videre til køkkenet. Med ansigtet vendt fra dem kunne hun tillade sig at droppe den smilende facade et kort øjeblik, mens hun ihærdigt forsøgte at komme op med en løsning på den voksende turmult i hendes krop. Efter et par skridt ind i gangen, stoppede hun kort op hvorefter hun vendte sig mod sine følgere. Det høflige smil tilbage på hendes ansigt, mens hun åbnede en dør ind til en trappe der førte ned ad. ”De herre.” sagde hun kort med et lille buk, og en gestus der bød dem at gå igennem døren og ned ad trappen. ”Jeg skal være hos dem om et øjeblik.”

Skulle de alle vælge at gå ned af trappen, ville de blive mødt af en elegant udskåret trappe, der med sine kunstneriske snoninger i det mørke polerede træ, ledte dem ned under Den Magelige Mis’ officielle beværtning. For enden af trappen ville de komme ind i et køligt rum, med vægge lavet af store sten der hjalp til at holde rummets temperatur. Langs disse vægge, var stablet tønder, og hylder passende til mørke flasker af forskelligt indhold, alt sammen noget der lignede det man ville servere på etagen over dem. En rød løber snoede sig langs trappen, og ned langs det kolde stengulv, over mod enden af rummet hvor endnu en vinreol var placeret. Kælderen var usædvanligt ren, og oplyst af små fakler langs væggene.
Mens de nye gæster bevægede sig ned mod deres opholdssted, forlod Lucille døren for at stikke sit hoved kort ud i køkkenet.

”Phillipé” den bredskuldrede mand, sad på en skammel i det ene hjørne, og hans fraværende gråblå blik vendte sig mod hende da hun udtalte hans navn. ”Vi har kunder..” hun lagde trykket på ordet en smule anderledes, for at understrege hvilken slags kunder hun talte om. ”Men fortsæt rutinen som normalt, og få lavet maden til i aften. Hvor er Kassandra?” Den tungnæmme knægt trak på skuldrene og rejste sig da for at påbegynde hvad hun havde påbudt.
Lucille sukkede frustreret, var tøsen allerede smuttet for i dag? Hun sendte et vurderende blik tilbage ud mod fronten, hvorefter hun rystede på hovedet. ”Phillipé” han stoppede med at hakke grøntsager og så på hende med kniven og guleroden i hånd, ”Find Kassandra og send hende nedenunder med det samme, og bed hende tage et par af de GODE flasker med, dem med runerne på, og fortsæt så det du er igang med efterfølgende.”

Med det vendte hun sig atter om og gik mod døren hun før havde ledt Valtor, og hans entourage af følgere ind af, og gik nedenunder. Hendes kjole dansede let omkring hendes ben, som hun lydløst gled ned af trinene som var de der slet ikke. Ved bunden af trapperne smiler hun da igen, hvorefter hun bevæger sig forbi de ventende gæster, med et undskyldende nik, ”Undskyld ventetiden, de Herre. Denne vej!” med det gik hun mod endevæggen og rakte op og trykkede på en sten bag en af faklerne på væggen, og med et næsten uhørligt ’klik’ svang vinreolen op, og afslørede en dekoreret passage der ledte ind til endnu et lokale. Med endnu en gestus bød hun dem træde indenfor, hvorefter hun selv ville følge efter.

Dette rum var i samme indbydende stil som overetagen, og dog med et par markante forskelle. På det mørke trægulv lå spredt et stort rødt tæppe, og hvor træpanelerne oven på gik fra gulv til loft, gik de her kun halvvejs op af væggene, før de glider over i tapetserede vægge med den samme dybrøde farve. Møblerne her har også en anderledes stil, disse stole minder mere om bløde lænestole, enten i læder eller polstrede til at matche resten af rummet. Små borde står strategisk placeret mellem stolene, og hele rummet minder mere om en lunge end et kro-etablissement. Langs væggene hænger der røde gobeliner, som alle indrammer malerier og andre kunstværker. I den ene side af rummet er placeret endnu en disk der, lige som ovenpå, er holdt i massivt poleret mahonie, hvor basen er udskåret med flotte ranker der alle snor og vrider sig om en enkelt majestætisk kat der er placeret i midten. Ved siden af denne er endnu en dør, der leder ud til et uspecificeret baglokale.

”Velkommen, Messieurs. Hvad kan vi så gøre for jer, denne fine aften?”

I mellemtiden var Phillipé i gang med at lokalisere Kassandra oven på. Den måbende tumpe kiggede rundt i køkkenet, før han greb en lille klokke som blev brugt til netop dette formål. Med en tung hånd ringede han med klokken, først én gang. Så to, og så tre før han satte den fra sig igen. Skulle Kassandra høre klokken og komme rendende, ville tumpen snøvlende gengive hvad der var blevet sagt, og sende hende nedenunder.

//Jeg undskylder til jer begge for at lade der gå så lang tid. Jeg har siddet længe nu og prøvet at brygge et svar sammen, og det er ikke sket. Jeg er virkelig ked af det, men jeg kan ikke komme på et svar. Jeg håber, I begge kan tilgive mig.