Det var ikke ligefrem hver dag, at Valtor valgte at rejse til Rubinien. Faktisk skete det yderst sjældent, men muligheden for en ny handelspartner var simpelthen en for god chance til, at han kunne lade være. Navnet Kazimi var ikke ukendt for ham, men han havde aldrig mødt nogle fra familien. Til gengæld havde datteren, Corvina, mødt Elinor, hans frontfigur for slavehandlen, og hans nysgerrighed var blevet vækket, efter han havde hørt om hendes ønske om at forhandle slaver med ham. Slaver var forbudt alle andre steder end Rubinien, så det ville nok blive nemmere for ham, hvis hun blev en fast handelspartner. Transporten skulle stadig foregå i det skjulte, men det kunne han nok forhandle med Orcus om.

Det var sjældent, at Valtor med det samme valgte at opsøge en potentiel partner så snart, de ville lave forretninger, men han var blevet enig med sig selv om, at det var risikoen værd. Nok var han adelig, men han var ikke videre kendt udenfor Dianthos og dens omegn. Han havde derfor sendt en løber afsted for at melde sin ankomst. Beslutningen var taget.
Med sig havde han en mand og en kvinde af racerne: halvdyr, engle, elementaler og satyrer. Han ville egentlig også have taget et par havfolk med, men det ville ikke være ideelt med det varme klima, der var sydpå, så han havde droppet det igen. Planen var at have nogle af sine varer med for at give en demonstration, så Corvina kunne se, at han gik meget op i, at de var velopdragne og godt trænede.

Det havde dog ikke været en let rejse; Valtor kunne kun rejse om natten, fordi han var vampyr. Det ideelle havde været at rejse i døgndrift, men det kunne slaverne heller ikke holde til, så han havde været et par måneder undervejs. Han havde dog i forvejen meddelt, at han ville ankomme efter mørkets frembrud, men med den grund at han var albino og derfor ikke kunne tåle solens stråler ret godt. Dette blev bakket op af den kridhvide hud, det hvide, lange hår og de røde øjne. Valtor havde desuden arbejdet længe på sin ansigtsmimik, så hans hjørnetænder forblev så diskrete som muligt. De ville stadig være ret tydelige, hvis man tvang hans mund åben og gik dem efter, men når han bare snakkede normalt, var det svært at opdage dem.

Han var kort inden solopgang ankommet til Balzera, og han havde derfor været nødt til at indlogere sig på den nærmeste kro for at vente på, at solen gik ned igen. Han var taget afsted igen lige efter solnedgang, og det havde stadig været lettere lyst, da han forlod kroen.

Det havde taget en halv times tid at nå Corinas bolig, så det havde nået at blive helt mørkt, inden han nåede frem. Han bankede på døren og gav sig til at vente. Han ville præsentere sig, når der blev åbnet og sige hans ærinde, så ingen blev totalt overraskede over at få besøg sent om aftenen.

Solen var så småt stået op og kastede dens varme solstråler over byen atter en dag. Vagterne og slaverne, var så småt begyndt at stå op, med tjenerne der allerede var fuldt igang rundt omkring, i den store bygning, som Corvina kalde hjem. En kvinde skubbede nogle trædøre til side, i det hun blev mødt af et syn, af en slank kvinde der let drejede sine håndled, så vandet gled ned over kvinden der stod i midten af badet, med en glinsende gylden brun hud, der næsten lignede guld og langt ravne sort hår, der gik hende til hofterne og så glasfuldt ud, læggende ned af den slanke ryg og næsten rørte den fersken ligene runde bagdel. Rav guld farvede øjne, gled i retningen af kvinden. " Deres højhed.. der er kommet en budbringer. Han ønsker at tale med dig ".  En melodisk men dog fast tone, rungede i badehuset. " Så det er der?. Hm, så må du jo bringe ham til mig".

Kvinden spærrede sine øjne op, i det hun svagt rødmede og sagde " Men.. ". Corvina sendte hende et anstrengt blik, i det hun gav et nik til element pigen, der stoppede med at betvinge vandet ned over hende. Corvina trådte nøgen og våd hen mod trapperne, der gav et svagt skær fra sig, af den hvide marmor under sig. Hun trådte op og fik lagt en lang hvid kåbe over sine våde arme, før hun svøbte den om sin krop og bandt den. Hun tårnede sig med sine 1,75 over pigebarnet, der kun vaar 159. Forsigtigt placerede hun de slanke fingre, mod hagen af pigen, inden hun gav et blidt smil fra sig, før hun sagde " Bring ham til mig ". Kvinden nikkede og gav et buk fra sig, i det hun bakkede bagud, før hun rettede sig op og skyndte sig med hastige skridt, at tage hen og bringe budbringeren til Corvina.

Corvina gik hen til den store sal, før hun stod og ventede ivrigt på budbringeren. Da han kom og bragte nyhederne omkring at Valtor var på vej, samt ønskede en audience med hende og ligeså at han bragte hende nye slaver at se. " Vidunderligt! ". Hun gav et oprigtigt smil af glæde fra sig. Nyheden var som fryd for hendes øre. Nye slaver, samt muligvis en ny handelspartner. Denne Valtor, kunne ende med at blive en del af hendes verden, der så småt var ved at strække sig ud fra landet af. Corvina var ikke uden ambitioner og det ville man også se, når man stødte på det store palads, der lå ud til vandets side, oppe på toppen. Nok boede hun ikke i centrum, men hun havde arvet en del penge, samt havde sine fingre i spil, i de fleste handler i byen, samt hun ejede en del slaver efterhånden og mange af dem var både af elementer, hvilket også havde hjulpet en hel del, da hun skulle ha bygget paladset, af marmor og sand, samt ler og træ.

Hun ville mene, at hun havde byens bedste udsigt, ud til over vandet der lå, samt hendes palads bar frodige planter, fra hendes 2 ynglings slaver, der sørgede for at bringe frodighed til hendes liv, med deres kreative plante evner. Hun sørgede for at klargør en fløj på første etage, hvor Valtor kunne opholde sig, samt ligeså et sted til hans medbragte slaver. Der ville blive en smule presset på plads, men det var intet hun ikke kunne ordne. Gangene var lange og åbne, med buer. Hun havde været ekstra forsigtig, med ikke at vise sit hjem, dengang Elinor havde været forbi, så det hus som Valtor havde opsøgt, var ikke hendes hjem. Hun havde sendt Alani og Cario for at hente og bringe Valtor og hans folk, til det rigtige sted. Hun havde ikke hørt omkring hvor mange, dog regnede hun med at der var gjort plads til nok, ellers måtte hun blot få klargjort nogle af de andre værelser.

Alani var en slank ørkenelver, høj og med smukt brunt hår, samt gyldne øjne og høje kindben. Cario var normal højde, lidt mindre end Alani, men bred skulderet og mørk i huden, samt bar præg af noget der kunne ligne en dæmon, med små horn der stak ud fra hans pande. Alani åbnede døren og gav et buk fra sig, da hun hørte Valtor præsenterer sig, før hun trådte ud med Cario bag sig. " Denne vej sir ". Hun gjorde en gestus med hånden, før hun begyndte at gå, dog Cairo gik lidt længere bagud, mens han holde øje, for potentiel fare. Det syn der ville møde Valtor, var et frodigt syn, af en høj sandfarvet bygning, med rund top, samt lang balkon, der strækkede sig en smule ud over kanten i venstre side, samt to lange frodige vand kar, på hver side, med træer der var frodige og grønne. Skønt det var blevet aften, så gjorde den oplyste natte himmel, det hele blot endnu mere fortryllende, med stjernerne i baggrunden og månens skær, der falde over byen den aften. Alani førte dem hele vejen hen det mønstrede sten, før hun stoppede ved de to store trædøre, inden hun bankede på og de blev åbnet. Corvina stod i midten af det hvidgrå marmor, midt i rummet, hvor man kunne se op til 1 etage, med de mange buer hele vejen op, hvor marmoret stoppede halvvejs op af stolperne og blev til sten i håndlavet mønster, selvfølgelig lavet af en der kunne manipulerer med ler/sandsten.

Hun var iført en lang hvid kåbe, der stod i stor konstast til resten af hendes solbrune kulør, samt indenunder bar hun klæde af kvid stof, bundet ned over hendes skulder, under bryster af hende, så hun viste kavaler gang, samt en smule af sin mave og noget af det foreste af sine ben, eftersom stoffet gik i et split ned af hendes lår. Det lange ravne sorte hår, lå tørt og glat ned af hendes skulder og ryg, samt de sorte øjenvipper, bukkede svagt op og ud af ved spidsen af hendes øjne, så de fik et næsten katte ligene udtryk. " Velkommen til Valtor ".

Valtor kiggede nysgerrigt på omgivelserne, som han blev ført hen til slottet (det var for stort til, at han ville betegne det som et palæ). Han havde ikke forventet, at det første hus, han kom til, var det rigtige, men han havde absolut heller ikke forventet, det han nu så. Han forholdte sig dog neutralt og afslørede intet andet end nysgerrighed i sin ansigtsmimik, som han blev ført op ad den lange allé, der førte op til slottet, hvor han tålmodigt ventede på, at dørene skulle åbne efter, der var blevet banket.

Valtor selv havde gjort noget ud af sin påklædning; han var iklædt en kridhvid skjorte i silke, med en mørkelilla, næsten sort vest med guldfarvede syninger og mønstre. Dette var akkompagneret af et par sorte, lettere tætsiddende bukser, der også havde guldfarvede syninger. Støvlerne var i sort læder, og sølvspænderne glimtede let i måneskæret, når han tog et skridt og blotlagde dem foran den let flagrende frakke. Denne var også sort, men den havde samme guldfarvede mønstre som vesten. Det lange, hvide hår ville normalt nå ham til lænden, men det var sat op i en sirlig hestehale, der gjorde, at det i stedet kun nåede ham til lige under midten af ryggen. Han havde sit trofaste sværd ved siden, men det var ikke skjult under frakken i sin skrå hældning. Det var der ligeså meget for at fuldende udseendet, men det var der også som et middel til selvforsvar.

Slaverne var også klædt fint; de havde alle sammen klæder af silke på, og kvindernes hår havde franske fletninger. Kvinderne var klædt i kjoler i røde og lilla farver, mens mændene bar skjorter og bukser. De lignede i øjeblikket mere tjenestefolk end slaver, og ingen bar tegn på fysisk stress af nogen art. Ikke en gang så meget som ét ar fra et piskesmæld var at finde på dem.

Dørene åbnede, og Valtor sendte sin værtinde et strålende smil. Hans hjørnetænder blev kort afslørede, men de var som sådan ikke opsigtsvækkende; de så kun ud til at være en anelse mere spidse, end hvad der var normalt. Han trådte et skridt tættere på, og bukkede let for hende. I processen rakte han ud efter hendes hånd, og hvis hun tillod ham at tage den, ville han give den et blidt kys, hvorefter han ville slippe den og rette sig op igen. "Mange tak, Frk. Kazimi. Det er en ære at møde Dem" svarede han med et nyt smil. Han viste ikke lige så dyb udskæring, som hun gjorde, men vestens dybe udskæring gjorde, at man kunne ane de markerede brystmuskler mod skjorten.

Valtor bukkede igen let for Corvina, hvortil han sendte hende et undskyldende blik. "Jeg har en tilståelse. Der hvor jeg kommer fra, er det ulovligt at handle slaver. Derfor sendte jeg Elinor først. Han er dog ikke chefen for forretningen. Det er jeg. Jeg undskylder bedrageriet, men det er desværre et nødvendigt onde for at sikre mig, at jeg kan stole på dem, jeg laver forretninger med. Kan De tilgive mig?" spurgte han alvorligt. Hvis man analyserede hans kropsholdning, stemmeføring og ansigtsmimik, ville man kunne konkludere, at han talte sandt, og at han var oprigtig i sin undskyldning.