d. 28. april, 2019 / skrevet som indlæg til skrivekonkurrencen: "Kønsskifte" 

Sorris drejede den lille krystal i hånden, mens han så efter alfen, som hurtigt forsvandt mellem træerne i skoven. Så trak han på skuldrene og skubbede resterne af den modbydelige fælde, som han havde hjulpet alfen ud af, ind under en busk i nærheden. På vejen tilbage mod lejren, blev hans blik ved med at tiltrækkes af skæret fra den lille, lilla krystal og han følte sig sært draget af den. Som om dens skær trængte dybt ind i sjælen på ham på én eller anden måde. Den fik ham til at føle sig mærkeligt tilpas og han overvejede at smide den væk, men han kunne ikke få sig selv til det.

Tilbage i lejren gik han i gang med aftensmaden og snart efter bølgede det omkring ham med en liflig duft af stuvet kanin og han begyndte at håbe på, at Derek snart ville komme tilbage fra sit møde. Han var rejst med sin ridderherre hele vejen til Elverly, fordi de skulle overbringe en besked til elvernes kommandant, men Derek havde insisteret på at gå til mødet alene og Sorris var blevet ladt alene tilbage. 

Han endte også med at spise alene og besluttede, at han lige så godt kunne få ordnet de sidste af sine pligter, inden Derek kom tilbage. Så han hentede vandsækken og gik ned til bækken i nærheden og fandt sig et lille indhak, hvor vandet var mere stillestående, så han ikke fik så meget skidt med, når han fyldte den. Men lige som han skulle til at dyppe sækken standsede hans hænder og hans øjne blev store, mens han stirrede på sit spejlbillede. Håret var længere, end det havde været i morges. Meget længere. Helt ned forbi skuldrene! Hvordan kunne han have overset dette? Og hvordan var det sket?? 

Langsomt lagde han sækken fra sig på brinken og lænede sig længere ud over vandspejlet for bedre at kunne se. Hans næse var også anderledes. Mindre og mere fintformet. Pludselig tog han sig til halsen og lagde hele hånden omkring den for at mærke efter. Nej. Den var helt glat. Den lille bule var forsvundet!

En blanding af panik og ... noget andet ... fyldte ham og han sad helt stille nogle lange øjeblikke og bare stirrede på sig selv i vandspejlet. Så langsomt... Ganske langsomt... Sled han blikket væk fra billedet, så han i stedet kunne se ned af sig selv. Og ganske rigtigt... Der - midt på hans bryst - hvilede to små buler, som løftede hans skjorte ud. Hans vejrtrækning lød hæst og rallende i aftenens stilhed, mens han forsigtigt hev ud i skjortekraven, så han kunne se ned af sig selv. Synet af brysterne, som bestemt ikke havde været der om morgenen, fik ham til helt at miste sindsroen og med et halvkvalt kvæk af forskrækkelse slap han sin skjorte igen og bakkede krabbende væk fra vandet - som om han kunne flygte fra alt dette, hvis bare han kom langt nok væk.

Efter endnu nogle øjeblikke med dybe vejrtrækninger, indså han dog, at det ikke ville ske og efter nogle minutter trak han krystallen op af sin lomme og så på den med mistro malet i alle træk. Vredt smed han krystallen væk fra sig og så, hvordan den landede i det lille bassin, som han havde villet fylde vandsækken i. 

Længe sad han med tilbageholdt åndedræt og panikken i halsen, mens han så ned af sig selv. Men de to buler blev ved med at være, hvor de var og langsomt fik panikken overhånd igen. Hvad ville Mor ikke tænke? Og hvad ville Far ikke tænke?? Sorris kunne mærke blodet rulle hurtigere i årerne og inden han kunne nå at tænke over det, var han på benene og så sig vildt omkring efter noget, som kunne hjælpe. 

Og det var netop da, at han hørte hovslag mellem træerne.

I blind panik satte han i løb i den modsatte retning. Han kunne på ingen måde lade Derek se ham sådan her! Han løb og løb ind i skoven og hæftede sig kun kortvarigt ved fornemmelsen af håret, som pludselig piskede ham om hovedet og de små bryster, som insisterede på at hoppe op og ned, mens han løb. Fornemmelsen var ubehagelig og inden længe løb han med en underarmen presset op mod dem for at holde dem på plads. 

Han vidste ikke selv, hvornår tårerne var begyndt at løbe ned af hans kinder, men da han endelig måtte stoppe for at få luft, var hans kinder helt våde og han kunne også høre sig selv hulke svagt i desperation. Hvad skulle han dog gøre? 

Da han igen hørte bevægelse i nærheden, for han sammen og så sig forskrækket rundt. Hans første tanke var, at Derek måtte være fulgt efter ham på én eller anden måde, men da han så sig om, kunne han se, at han var stoppet lige i udkanten af skoven og at det var en vildt fremmed, som stod og så på ham med medlidenheden malet i de blå øjne.  Skovelveren - for det var tydeligvis dét, han var - lignede en ung mand, som måske var lidt ældre end Sorris. Hans lyse hår hang også ned over hans skuldre, men i modsætning til Sorris', så var hans helt glat.

"Hvad er der i vejen?" spurgte han med et forsigtigt smil og kom nærmere hen mod Sorris, som ikke havde kræfter til at løbe igen. Og eftersom han heller ikke havde en eneste idé om, hvad han skulle svare til spørgsmålet, så rystede han bare på hovedet i nederlag. "Du skal ikke være ked af det. Er du blevet væk? Eller har nogen gjort dig fortræd? Jeg hedder Kilan." 

Håbløsheden skyllede ind over Sorris i store bølger nu. Han kunne umuligt gå tilbage til Derek. Ikke nu. Ikke sådan her. Og han kunne ikke få sig selv til at fortælle Kilan sandheden. Det var simpelthen for ydmygende. Men han trak sig ikke væk, da han mærkede Kilan's varme arm lægge sig prøvende omkring sine skuldre. Næsten viljeløst lod han sig trække ind i en trøstende omfavnelse og førend han vidste af det, hulkede han tungt ind mod Kilan's skulder. De lette strøg over håret var også nyt territorie. Ingen anden end hans mor havde nogensinde strøget ham over håret på den måde før og det føltes... Både ubehageligt og rart. Han følte trang til at slide sig væk og erklære, at han ikke var noget pattebarn, men på samme tid, så følte han sig trøstet og beroliget. Og han blev, hvor han var uden at sætte sig imod. 

Langsomt faldt han så meget til ro, at han ikke havde flere tårer tilbage. Han følte sig dog fuldkommen udmattet og havde ikke lyst til at trække sig ud af Kilan's favn. Her var varmt og trygt og udenfor...? Udenfor ventede hele denne redelighed igen. Usikkerheden og frygten for fremtiden lå allerede over ham som en tung sky og han kunne ikke overkomme at tage sig af det lige nu. Så han nøjedes med at blive stående og læne sig ind mod skovelveren, mens han trak vejret i dybe, beroligende drag - som ikke hjalp det mindste. 

Efter et stykke tid, trak Kilan sig lidt tilbage og Sorris kunne fornemme, at han så ned på ham. Uvilligt trak han sig også lidt tilbage i visheden om, at han måske gjorde Kilan ubehageligt tilpas. Han kunne dog ikke bære at se op på ham og hans øjne søgte i stedet jorden under dem. "Vil du ikke fortælle mig, hvad der er i vejen?" Hans stemme var venlig og omsorgsfuld og Sorris rystede bare på hovedet uden at sige noget. Desperationen mærkede han igen i brystet, da han mærkede Kilan lægge en finger under hans hage og løfte hans ansigt mod sit. Sorris kunne ikke kæmpe imod. Han kunne ikke finde kræfterne til det og han ønskede ikke at støde Kilan fra sig. For selvom han var en fremmed, så var han dog et fast holdepunkt midt i alt det her. 

Da deres øjne endelig mødtes, hamrede Sorris' hjerte hårdt i brystet. "Fortæl mig i det mindste dit navn." Ordene bar en blanding af noget venligt og noget drillende, som Sorris følte var bekendt, men som han ikke kunne sætte ord på netop i dette øjeblik. "S-Sorri," svarede han halvkvalt og slugte det sidste S i sidste øjeblik. Sorri kunne godt være et pigenavn. "Sorri." Navnet blev sagt lidt langtrukkent, som om han lige skulle smage på det og Sorris følte sig helt viljeløs, mens han bare nikkede let. 

"Er du sikker på, at du ikke vil fortælle mig, hvad der er sket?" Sorris kunne se medlidenheden i Kilan's øjne og det gjorde ham kun endnu mere opsat på ingenting at sige. "Vær sød at lade være med at spørge," bad han derfor, mens han kunne mærke tårerne stikke i øjnene igen og han holdt ubevidst vejret, indtil Kilan havde nikket og sluppet hans hage igen. "Har du brug for et sted at være i nat?" Denne gang var det Sorris selv, som målløst så op på Kilan, inden han nikkede et par gange. "Det er meget generøst af dig. Tak."  Han fulgte med, mens Kilan vidste vej ind i skoven igen. Måske kunne en god nats søvn give ham ro nok til at han kunne finde ud af, hvad han skulle gøre. 

Mens de gik gennem skoven, var Sorris tilfreds med at lade Kilan snakke. Han fortalte, at han for øjeblikket boede i et lille hus uden for elverbyen og at han havde været på vej hjem fra en festlig sammenkomst med familien, da han var stødt på Sorri. Sorris hørte kun efter med et halvt øre og blev først nærværende igen, da Kilan skubbede lidt til ham. "Du bliver nødt til at klatre lidt. Jeg skal nok hjælpe sig op." Sorris så sig lidt forvirret omkring og det var først, da han så op, at han forstod, hvad der skete. 

I trækronen til træet lige ved siden af ham, kunne han se, at der var bygget et hus. Det var ikke ret stort, men det så til gengæld ud som om, det havde været en del af træet altid. Langsomt klatrede han op ved hjælp af de mange grene og kun to gange måtte han bede om hjælp fra Kilan og begge gange blev han helt rød i kinderne af skam over, at han ikke kunne klare det selv.

Da endelig de var oppe, kunne Sorris se, at huset faktisk kun bestod af et enkelt rum, som dog var indrettet, så alle dagens gøremål tilsyneladende havde sin faste plads. Køkkenet var i ét hjørne og sengen i et andet. Midt i rummet stod et bord og flere stole og der var adskillelige våben på en hylde i nærheden af døren. 

"Er du sulten?" Sorris rystede på hovedet. Han kunne slet ikke få en bid ned. I stedet kom han ufrivilligt til at gabe og Kilan foreslog, at de i stedet bare skulle gå i seng. Det krævede en lang og hård diskussion, men til sidst måtte Sorris affinde sig med, at Kilan insisterede på, at han sagtens kunne sove på en måtte henne ved døren, mens han overlod sin seng til Sorris. Sorris var bestemt ikke vant til den slags særbehandling og han var forvirret over at blive behandlet som en pige. Men det endte alligevel med, at han satte skoene fra sig på gulvet og lagde sig ned i sengen.

Sengen lugtede af Kilan og det fik ham bare til at være endnu mere ubehageligt tilpas over, at han havde forvist elveren til en måtte på gulvet, så da han trak tæppet op over sig, mærkede han trang til at græde igen. Hvad skulle han dog gøre? Skulle han gå tilbage til Derek og fortælle ham det hele? Og åh nej... Derek. Derek var kommet tilbage til en forladt lejr! Hvad måtte han ikke tænke?! Måske troede han at Sorris var kommet til skade. Eller måske endda var blevet tilfangetaget! Stakkels Derek. 

Tankerne bragte tårerne frem igen og selvom han forsøgte at være stille, så varede det ikke længe, inden han hørte Kilan bevæge sig henne på måtten og snart efter kunne han mærke madrassen synke lidt, da han satte sig på kanten. Sorris havde trukket tæppet helt op over hovedet og forsøgte at gøre modstand, da han mærkede Kilan forsøge at hive tæppet ned. Men Kilan var stærkest og da først tæppet var væk, lagde Kilan sig ned ved siden af ham og snart efter lå Sorris i hans arme med ansigtet presset ind mod Kilan's skulder og græd sine sorger ud.

Denne gang spurgte Kilan ikke om noget. Sorris fik bare lov til at græde, mens Kilan nynnede ganske svagt og strøg ham over håret. Ingenting blev løst. Ingenting gik i orden. Men netop som han mærkede Kilan's varme læber mod sin pande og hørte ham sige "Sov, Sorri. Jeg passer på dig," gled han ind i en dyb og drømmeløs søvn. 

Da han vågnede igen, var det kun lige begyndt at lysne udenfor og konturerne i rummet kunne lige nøjagtigt anes. Han lå stadig i Kilan's arme, men elveren sov tungt og snorkede endda lidt, hvilket fik Sorris til at smile. Med et suk, vendte han tilbage til sit problem. Søvnen havde jaget det meste af desperationen og håbløsheden på flugt og han følte sig mere som sig selv igen. 

Faktisk var han en smule mere optaget af Kilan's varme krop så tæt på sin egen, end han var på alle problemerne. De kunne vel vente? Han havde aldrig lagt så tæt på en anden person før og da slet ikke med en mand. En mand som oven i købet havde strøget ham over håret og kysset ham på panden. Taknemmelighed og varme fyldte hans krop, mens han tænkte på Kilan og han mærkede en lille velkendt bevægelse i bukserne. Chokeret trak han sig lidt væk fra Kilan, mens han tog sig til halsen i forskrækkelse. Nej...! Hvorfor skete dette, mens han lå ved siden af en mand??! 

Usikkerhed og selvlede havde ham så optaget et øjeblik, at der gik nogle lange minutter, inden det registrerede sig hos ham, at han havde fået sin egen krop tilbage. Nede i bukserne var der i hvert fald bestemt noget, som han igår troede, han havde mistet for altid og en sær blanding af lettelse og skuffelse skyllede gennem ham ved realisationen. Men ét var sikkert. Han kunne ikke blive her. Ikke mere. Ikke nu. Hvad ville Kilan ikke sige, hvis han vågnede op og fandt en mand i sin seng??

Forsigtigt krøb han ud af sengen og følte sig som den laveste lus i verden, da han forsvandt ud af døren og lukkede den stille bag sig. Kilan havde været så sød og rar og nu forlod han ham bare, uden så meget som et tak eller en forklaring? Men hvad skulle han sige? Han kunne ikke engang forklare det over for sig selv.

Som han gik tilbage gennem skoven, var han et sandt virvar af følelser, men da først han kom tilbage til lejren, fik han ikke tid til at dvæle mere ved dem. Derek var i gang med at pakke lejren sammen og var tydeligvis i en tilstand af panik, så da Sorris endelig lod Derek se ham, fik han et møgfald, som han aldrig havde fået før. Han fandt på en nogenlunde overbevisende løgn om, hvorfor han ikke havde været i lejren hele natten, men han høstede alligevel reprimander og en lang liste af strafarbejder, som han ville blive tvunget til at tage sig af, inden han igen kunne få lov til at gå frit rundt.

Sorris tog det hele uden at kny. Han var ked af, at han havde gjort Derek bange, men samtidig kunne han ikke få sig selv til at fortælle sandheden om, hvad der var sket - selvom det sikkert ville gøre Derek mildere stemt. I stedet gik han igang med strafarbejdet, mens Derek sørgede for at få noget søvn, inden de skulle vende snuden hjem mod Dianthos. 

Gang på gang, tiltrak krystallen sig hans tanker og ligegyldigt hvor mange gange han bestemt forbød sig selv at tænke på den, dukkede den op igen. Efter en times tid, fandt han sig selv stående henne ved det lille bassin og så det lilla skær skinne op mod sig gennem vandet og inden længe havde han hentet en lille læderpose fra sin oppakning og forsigtigt lempet krystallen ned i den. Han lukkede forsvarligt for posen og stak den dybt ned i sin taske. 

Det var jo ikke forsvarligt at lade den slags ligge, hvor enhver kunne risikere at finde den, var det vel?