Dumme mennesker! Hvad var de gode for andet end at fylde landet til bræmmen og være i vejen. De var ikke engang kloge nok til at holde sig selv i live i mere end et par håndfulde årtier. Og med sådan en manglende intelligens var de da heller ikke værdige til at blive velsignet med det evige liv. Men at de døde hen så hurtigt var alligevel ikke en trøst, for de forbandede skadedyr kneppede hinanden gule og blå og fra højre til venstre som dyr og pumpede afkom ud efter det andet for at holde racen i live. Ikke underligt at halvdyrene eftersignende opstod ud fra dem...

Men én ting var de gode for. Underholdning. Deres inkompetens gjorde dem til de perfekte ofrer for et lille trick eller to. Og hvad bedre tidsfordriv for en alf som ham end at vende verdenen lidt på hoved hist og her. Så at finde en lille lysende glød alene – og forladt? – der i skovbrynet, var som skæbnebelagt. En menneskepige. Den ene mundvig krøllede sig lumsk, som han betragtede hende i buskadset. Kvinderne blev altid mest forskrækkede og forfærdede, og han så allerede frem til at se det hele folde sig frem i denne menneskepiges kære ansigt. Naiviteten strålede jo nærmest ud af hende her! Et let offer, men hvilket herligt show hun ville kunne præstere.
Han forlod da sit lille diskrete skjul, og stående bevidst med hendes ryg vendt mod sig brød han den fuglekvidrende stilhed; ”Vær’ hilset, unge frøken.” Hun stoppede straks op ved den abrupte hilsen og så til alfens indre fryd, drejede hun sig omkring med ikke et skræmt udtryk, men blot overrasket forbløffelse. Sikke dog en uskyld. Og hvor så hun dum ud. Trods hun skinnede som en lys idé var der ingen tvivl om, at hun en simpel mennesketøs. Hun så så nyfødt ud. Lille pus dog.
”Jeg må sige, at jeg ikke havde forventet et besøg i min del af skoven af en så… nydelig ung frøken. Jeg håber ikke, at De er faret vild,” begyndte han at smøre på, mens han lukkede afstanden mellem dem samtidig med, at hun vendte fronten mod ham. Og smilede. Sikke dog et smil. Som fyldte ingen bekymring overhoved hendes lille hoved. Det samme lille hoved, som hun rystede. ”Nej, ikke denne gang. Jeg har så småt husket min vej igennem her,” svarede hun med en sådan høflighed. Bedårende. Hun samlede sine hænder foran sig, og ligesom han havde troet, at hun ville have sat sig ned på huk for at være i samme højde som ham, nåede hun blot med at læne sig en smule fremover. Hvilket fik ham til at ranke sig højere. Det holdte dog ikke irritationen og fornærmelsen fra at hobe sig op, men alfen skjulte det bag det venlige smil, han gengav hende.
”Aha jaså! Lad mig belønne Dem for Deres opnåelse, frøken.” Han holdte sin hånd frem og med et elegant sving med håndleddet hvirvlede glitrende partikler om hans fingre, hvor en smuk krystal tog form. ”Blå, som Deres øjne,” forklarede han med et buk med hovedet. Pigen var forundret, det var ikke til at skjule og inden længe tog hun imod krystallen. Meget vel kun for at undersøge den, men før hun kunne nå at se tilbage på ham og give den tilbage, forsvandt han fra hendes selskab. Tilbage i skjul, hvor han kunne overvære, ikke bare hendes forvirring, men forvandlingen.

Der skete var ikke noget. Ikke med det samme, fortalte han sig selv. Effekten var aldrig ens. Det skulle nok komme, forsikrede han sig videre. Men nej. Han så hende blot dreje omkring, som dansede hun en vals. Ledte tydeligvis efter ham. Stadigvæk intet. Ikke engang en underlig fornemmelse i maven, virkede til at finde sted hos hende. Og da hun satte kursen væk, fulgte han efter. Det skulle nok komme…

Det kom ikke…
Sjældent blev han så skuffet! Krystallen kunne umuligt have været defekt. Det var trods alt ham selv, der havde forbandet den! Det var absurd det her! Han havde fulgt hende helt ud af skovbrynet og videre ad landevejene. Ja, hel vejen ind i hovedstadens travle by. Fulgte hende til en snusket kro – ikke et sted han havde forventet at en som hende boede, måtte han ærligt indrømme. For slet ikke at nævne, hvor trygt hun sov der den følgende nat. Skuffelsen havde opslugt ham og blevet til vrede. Han var blevet lovet underholdning. Nu følte han sig bare røvet for et godt grin. Med et par lydløse vingeslag svævede han over hendes sovende krop. Og med en pludselig landing oven på hende, vækkede han hende.
”Dumme pige!!!” råbte han med en så uden af kontrol hidsighed, som kun en alf kunne eje. Hendes øjne havde ikke engang åbnet sig helt, før hans hænder var omkring hendes underkjoles krave, og han ruskede voldsomt i hende. ”Giv mig min sten tilbage!! Bedrager!! Skændsel! TYV!!!” Han kunne slet ikke holde sig i skinnet, og han var blevet ufattelig rød i hovedet. Modsat pigen, der var blevet endnu blegere. Han gav hende ikke engang lov til at række ud efter krystallen for at give ham den tilbage. ”Stop!!” hørte han hende bede et eller andet sted langt væk. Den eneste reaktion han havde på det, var dog at slippe hendes kjole og så gribe fat i hendes hår og rive og flå, mens han hørte skingre pinte lyde.

Med ét fik han tilbage af samme skuffe. En stærk og stor hånd tog fat omkring kraven på hans egen trøje og hev ham i et ryk væk fra menneskepigen, der ikke ventede med at komme op at sidde i sin seng. Forvirret. Bange. Og omtumlet. Alfen vred med det samme, som han dinglede i den grønne orks greb. Holdt i en armslængde væk, nok for at han ikke kunne ramme med spark eller armsving eller vingeslag. ”Hvad er meningen med det her kaos?!” Orkens ord rungede så diverse ting i værelset raslede. Pigen måtte have været for oprevet af den pludselig opvækning for i stedet for at bruge sine ord, rakte hun en rystende hånd frem mod den blå krystal, der lå fint og ventede på sengebordet. Hun havde ikke alt for godt styr på sit eget tag, for krystallen blev tabt og trillede hen ad gulvet mod orken.
Det var her, hvor alfen stoppede med at sprælle. Og efter at ikke skulle fokusere på at holde sig i sikker afstand, lænede orken sig ned for at samle den lille blå krystal op fra gulvet. Alfens smil krøllede igen. Større og større. Og alfen havde endnu ikke set et menneskes øjne blive så store, som pigens, da en hofte som skøgernes på bordellet tog form…