Nu var det nok! Simpelthen nok! Først kommer den forbistrede alf og pådutter ham hvide englelorte vinger der tilegnede ham et meget klingende øgenavn og grin der aldrig blev tørt af krigernes forbistrede ansigter. Da det lort endelig var overstået, så fik herren, Kile måtte gerne tage bare lidt i hans sjæl, at det var tid til afstraffelse og de lorte vinger kom tilbage på ryggen. Beon havde været udsat for alverdens lidelser efterhånden, og intet målte sig med ydmygelsens klamme greb. Men godt som manden tænkte, at nu kan det ved Zaladin ikke blive værre, kom han til at æde sine egne ord igen.

Alfen kom igen, sød og smilende som den var og Beon begyndte automatisk at bakke. ”Næ nej! Nej! Fanme nej, dit lille skadedyr! Du kan lige våge!” hvilket fik det forstruede alfesind til at erstatte det nuttede lille smil med et der emmede af dårlig humor og sadistiske tanker. I bedste stil af landsbytossen der blev bange for en vildfaren flue, flygtede Beon ned af gangen med en grinende alf i hælene. Vingerne skrabede hen af vægge, sænkede hans fart, mens han engang imellem var ved at falde over de knoklede sten på vejen. Forpustet, med klagende ben og et anstrengt udtryk stoppede han op. Alfen havde indhentet ham, grinet som en syg lille møgunge da krystallen var blevet stoppet ind under hans tøj og forsvundet igen næsten lige så hurtigt som den var kommet. Havde han fået en djævel på fuldtid til at vurdere hvornår han trængte til den næste udfordring.

Som havde han brændt sig fik han fribrilsk fisket krystallen frem og kastet den hen af sten gulvet med en klirrende lyd. Pis lort møg! Tankerne kredsede, panikken indtraf og Beons tøj begyndte at føles mere løst visse steder, og strammere andre. Han ville ikke vide hvad der foregik med ham! Hvorfor ham! HVORFOR! Med nervøse hænder mærkede han efter steder der ikke virkede som det skulle, mens han kiggede ned. Hans udtryk blev stramt, øjnende store og han løftede hovedet langsomt igen. Nej.. Med en tung bevægelse lænede han sig op af muren og gled ned og sidde. Hans ben var blevet yndefuldt slanke, skægget var forsvundet, ansigtstrækket feminint og ikke mindst havde hofte og brystparti ændret størrelse. Han vidste ikke præcis hvordan han selv så ud, men en ting skulle der tjekkes. Ganske rigtigt. Beon slap taget i buksekanten og gav sig til at grine. Et fladt, håbløst, selvsmerteligt grin.

Håbløst rejste han sig op, gik videre og håbløsheden blev efter et par meter langsomt men trueligt erstattet af ren irritation, som han samlede den lille lorte pisgule krystal op og drejede den mellem fingrene. Beon var ikke kendt for et hidsigt temperament. Han var ikke kendt for at tale højt eller gøre sig selv bemærket. Men lige nu. Lige nu kunne det fanme være ligemeget. ”Jeg myrder den alf!!!” Hans stemme var skinger, lysere og tydeligt afspejlende at visse ting ikke var faldet med årene. Nu manglede det bare at… ligemeget, hun kom der.. ”… Hej Asha.. Sikke skønt vejr vi har i dæmonernes lunefulde lorteland. Har du bemærket noget nyt i dag? Eventuelt en overflod af de her små sataner?!” Ubevidst som den tynde hånd holdte krystallen frem for næsen af halvorken, lagde den anden hånd sig meget karakteristisk på hoften. En gestus der normalvis ikke havde gået bemærket hen i hans sind, men i dag fik ham til at kigge ned på den runde form der normalvis var mere kantet. Til kiles sorte undergrund med det hele!